It all comes to an end..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var ved at være mørkt. Fuldmånen hvilede på den store himmel, selvom det ikke var noget som rørte den lille dreng som sad trygt og godt inden døre med sine alt for mange puslespil. Af den grund, så kunne han ikke rigtigt samle sig om at få dem lavet, for det var noget som han plejede at lave sammen med hans far, selvom han ikke var hjemme lige nu. Hvad hans mor lavede, vidste han ikke rigtigt, men det var noget som han nok skulle finde ud af, ikke? Et smil passerede hans læber, som han skubbede sit puslespil på gulvet og rejste sig op. ”Moar?!” kaldte han endeligt og med et stort smil på læben, for det var slet ikke noget som han kunne skjule. En glad knægt var han blevet efter at Evelyn og Gabriel havde taget ham til sig, og vist at de gjorde det fordi at de godt kunne lide ham, som de også havde valgt at acceptere ham som den dreng han var, for han havde sit at slås med, også selvom det selvfølgelig hjalp meget, da de tydeligt så ud til at ville det samme og han nød virkelig af det!
Det næste som måtte rive i den unge drengs øre, var at det var begyndt at pusle udenfor. Evelyn havde gang på gang forklaret ham, at det var vinden og ikke far som landede, i og med at far var en engel. Et sted var det noget som faktisk gjorde ondt, for han ønskede jo at hans far skulle komme hjem! Hjem og lave flere puslespil sammen med ham! ”Laver du moar?” spurgte han som han kom ud i køkkenet til hende, også selvom.. ja, hun stod der ikke? Han var også begyndt at snakke meget mere nu hvor de var endt med at acceptere ham, hvilket selvfølgelig var en tanke som han rigtig godt kunne lide, for måske at han ikke var god til nærhed eller noget som måtte minde om det. Bare en øjenkontakt kunne gøre ham direkte usikker, selvom.. det hele var anderledes nu, for han var et sted som han faktisk godt kunne lide at være på, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del. ”MOAR!” kaldte han denne gang højere. Det var ikke meget han sagde normalt, men visse sætninger og ord plejede han at bruge og disse, var helt klart nogen af dem som vejede tungt i hans hverdag. Endnu en gang puslede det rundt udenfor og lige udenfor fordøren, hvilket han godt kunne høre! Det måtte da være far! Han forlod køkkenet og gik ud til fordøren, som han tog fat i dørhåndtaget og tvang døren op, også selvom det blæste godt til. ”Faar?” kaldte han mere blidt. Hans tryghedsbase var jo trods alt indenfor og ikke i døråbningen.

[Deleted]

Den store fuldmåne havde drevet Annika temmelig langt væk hjemmefra, selvom det i det store og hele, ikke var noget som egentlig var sket med vilje. Når månen var høj nok, så mistede hun virkelig kontrollen over sig selv, og det var et andet væsen som så måtte tage over hende, uden at hun direkte kunne gøre noget ved det af den grund – såsom nu. At hun var endt i Procias, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun knurrede ganske let, som hun bevægede sig igennem skoven. Kløerne borede sig ned i den halvvåde skovbund, for nu hvor det var ved at være forår, så var det bestemt heller ikke mange spor af vinteren som stod tilbage, hvilket faktisk var noget som hun havde det fint med, foruden at pelsen blev våd, fugtig og ikke mindst langt mere beskidt end det som den ellers ville være i løbet af vinterhalvåret! Hun spidsede ørene som hun vendte blikket mod en hytte som ikke lå så forbandet langt væk fra hende. Hovedet lod hun søge let på sned, også selvom.. det var ikke synet af den som fik hende til at reagere, men den skikkelse som hun kunne se i vinduet. Tænderne blottede hun direkte i en knurren, idet hun varsomt søgte tættere på, selvom det var ganske forsigtigt. Selv dyret i hende var præget af samme nysgerrighed som hendes mere menneskelige skikkelse, selvom det slet ikke var noget som afspejlede sig. Hun slog let med halen, som hun endte med at komme op på det som måtte minde om en lille terrasse som måtte grænse op til hoveddøren. Kløerne gik direkte igennem træet under hende, for det var gammelt og.. til dels råddent, men det kunne godt være på grund af den forfærdelige vinter som lige havde passeret, selvom det nu heller ikke var noget som berørte hende på nogen måde, så var det jo bare sådan at det var.
Den store måne var den eneste faktor som gjorde, at hun ikke kunne bevare selvkontrollen, for ellers var hun aldrig nogensinde endt her i udgangspunktet. At det begyndte at pusle henne ved døren, fik hende til at stoppe op allerede med det samme, for tænk hvis det var en jæger eller andet! Bare synet af den lille dreng som stod der foran hende og kaldte efter sin far, selvom det slet ikke var noget som rørte hende på nogen måde, var noget som direkte fik det til at slå klik for hende. Synet af det menneskelige, var noget som fik bæstet til at indtage den ekstreme lyst til bare at.. hoppe på ham og det var også det som hun gjorde! Hun vendte sig direkte mod den unge knægt, også selvom hun var mange gange større i denne skikkelse end den unge dreng. Han så bestemt heller ikke særlig gammel ud. Tænderne blottede hun – store og skarpe, idet hun direkte hoppet på ham, kun for at sætte tænderne i det unge kød, for derefter at kaste rundt med ham, som havde han ikke været noget andet end en kludedukke.

[Deleted]

Klokken var efterhånden blevet mange. Evelyn svævede hastigt hen over den kolde skovjord. Jeremiah havde kun været alene for et øjeblik, men det var nok til at gøre hende urolig, selvom drengen var blevet ældre. Selvom hun desværre var blevet lam i benene, og de nu blot hang og slaskede ubrugeligt i luften, så var hun glad. Tiderne var endt med at se en del lysere ud. Hun havde sin elskede søn, som havde lært at lukke både hende og Gabriel ind til sig og anerkende dem som hans forældre. Vinden blæste blidt i hendes mørke lokker, som hun hastede hjemover. De havde fået rejst den lille hytte igen, det havde vist sig, at den slet ikke havde været en del af den brænd som havde hærget skoven, med største sandsynlighed fordi hytten lå i udkanten. De mange lyde i natten, selv i Procias skov, var noget der fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, hun havde aldrig brudt sig om mørket.. ikke efter at det havde haft besat hende gang på gang. Det føltes godt at være en fri kvinde. Gabriel havde efterhånden været væk for et par timer, han besøgte nok Jason, det kunne hun om ikke andet forestille sig. Deres kære ven gik igennem en svær tid efter han havde mistet Lisa, og det var for længst gået op for hende, at de to havde et bånd som hun aldrig ville forstå sig på, et bånd der altid ville sætte Jason før hende, hvilket hun indfandt sig med, for hun følte at hun skyldte den mand sit liv. Som hun nærmede sig den lille hytte, begyndte en uro at røre på sig. Hun var måske ingen vampyr, men hun kunne fornemme hvornår noget var galt! Vinden kaldte hendes navn. Det måtte næsten være hendes kære søn. Det var utroligt som han udviklede sig for hendes blik, han var jo faktisk begyndt at snakke og stille spørgsmål! Der var en underlig færd. Evelyn rynkede en anelse undrende på panden. Hun gav sig ikke tid til at stoppe op, for noget i hende sagde, at det mest rigtige sted at være, ville være sammen med Jeremiah. Hun kunne høre hans skrig. Et jag af frygt vældede ind over hendes krop, og fik hendes hjerte til at banke ubehageligt hurtigt. ”Jeremiah,” hviskede hun næsten febrilsk, og fortsatte mod deres lille hytte, hun kunne ikke bevæge sig hurtigere, eftersom hun ikke kunne løbe. Synet der mødte fik hende direkte til at gispe. Hun tøvede ikke det mindste øjeblik med at hoppe op på ryggen af det bæst som stod der med hendes søn i munden, som var han en kluddedukke! ”Hold dig fra ham!” råbte hun vredt, og greb med begge hænder fast om dyrets pels. Det var måske fuldmåne, men det var jo ikke ligefrem noget, som man behøvede at bekymre sig for i Procias.. der havde ganske vidst været enkelte tilfælde, men det havde været dengang Alexis brød ud! At se Jeremiah ligge der.. han var jo for pokker bare et uskyldigt barn, og hun havde lovet.. viet sit liv til at beskytte ham, som en mor gjorde med sin søn. Hun ville aldrig tilgive sig selv hvis han kom noget til! Der var dog ikke meget for hende at gøre, foruden at rive og kradse i bæstet som hun gjorde.. måske den lammelse alligevel havde en lidt for stor betydning.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det havde ikke været det største problem at åbne op for Evelyn. Det havde været Gabriel som havde været problemet, men det så ud til at virke nu, også fordi at han havde lært at anerkende begge som sine forældre, også fordi at det var dem som havde taget sig af ham, og det var dem som passet på ham, hvilket helt klart var en tanke som han mægtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Tanken om at han endelig havde fundet sin plads, gjorde det også nemmere for ham at acceptere tingene som de var, så han faktisk også kunne arbejde lidt med hans sygdom, for han var faktisk begyndt at snakke betydeligt mere end det som han havde gjort for bare år siden! At mor var syg, var en tanke som Jeremiah vidste, og det var bestemt heller ikke en tanke som han kunne lide, hvor han faktisk forsøgte at hjælpe hende med det. Måske at det for mage var små halvhjertede forsøg, for han gav som regel op på halvvejen, men han forsøgte da om ikke andet! Og det var vel også det som var det vigtigste? De lyde som han havde hørt ved døren, var noget som efterlod ham i den glædelige tro på at far endelig var hjemme! Jeremiah var stormet hen til døren, hvor han havde revet den op og løbet et enkelt skridt ud på terrassen, idet han havde fået øje på det store og massive dyr. De gule øjne, var noget som alligevel fik det til at gå op for ham, at det på ingen måder var far som var kommet hjem, men at det var noget helt, helt andet! Da det store og massive dyr endte med at gøre det første udfald mod ham, endte han direkte med at skrige, for han vidste godt, at den slet ikke var god! At det store væsen tog fat i hans krop og direkte begyndte at kaste rundt med den lille krop, så var det også tydeligt at det var det som skulle til. Den lille krop mod det store dyr, så var det ham som helt klart måtte gå derfra som den store taber, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ikke. Skriget døde ud, da der tydeligt lød et knæk i nakken som dyret havde fået fat i, hvor nakken tydeligt måtte knække, og han kun hang direkte livløst i det at det store dyr måtte kaste rundt med ham, idet han allerede nu var afgået ved døden. Momentant med en brækket nakke.

//Out

[Deleted]

Annika havde ikke den fjerneste anelse om hvad hun havde gang i, udelukkende på grund af den store fuldmåne som hvilede over dem. At den lille dreng havde vandret rundt i troen på at det var far som var kommet hjem, var slet ikke tanker som hun tænkte over i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Fuldmånen rev dyret frem i hende, også selvom.. hun anede ikke engang hvorfor eller hvordan hun var endt i Procias, for det var jo ligesom bare sket! Hun knurrede kraftigt, idet at hun var endt med at hoppe direkte mod den skrigende unge knægt, hvor hun bare tog fat der hvor hun kunne, hvilket ville sige, at hun gik mod hals og nakke. Det var jo trods alt et dyrisk instinkt at gribe fat der, netop for at dræbe, flænse og slå ihjel, og der var hun bestemt heller ikke et undtag på nogen som helst måde overhovedet! Hun var endt med at hoppe halvvejs ind i deres lille stue, idet hun kastede rundt med den lille knægt, som tydeligt også var endt med at blive langt mere stille i hendes greb, selvom det slet ikke var noget som rørte hende på nogen måde! Synet af levende individer var virkelig noget som fik et eller andet til at slå klik for hende, og så mistede hun kontrol fuldstændig! Hun endte med at slippe knægten, hvor hun lagde ham ned foran sig, hvor hun bare endte med at stå og snuse til ham, næsten som hun ville være helt sikker på at han var død, for det andet var bestemt heller ikke noget som hun kunne bruge til noget. Det var også først der, at det gik op for hende at der var andre der, end bare den lille dreng. Hun kneb øjnene kraftigt sammen, som hun kraftigt endte med at rejse sig og kaste med hovedet, som hun forsøgte at få fat i kvinden som nu sad der på hendes ryg. Hun brølede nærmest, for det kom helt nede fra mellemgulvet, idet hun direkte.. trådte over knægten og ind i stuen, kun for at løbe med siden ind mod væggen, for at få kvinden af, så hun selv kunne få fat. Der var ingen… INGEN som skulle have lov til at sidde på hende, for det var slet ikke noget som hun ville have! Hun krummede i hele ryggen, som hun kraftigt løb igennem stuen, for at få kvinden af! Hvilket resulterede i at hun væltede adskillige møbler, så det virkelig endte med at se ud som havde der været et massivt overfald og røveri i den lille hytte. Hun drejede kraftigt hovedet, idet hun forsøgte at tage fat om kvinden med sine tænder, kun for at få hende rystet af, for hun ville slet ikke have den kvinde tæt på sig! Hun hadede og foragtede det menneskelige væsen når fuldmånen stod så højt!

[Deleted]

Evelyn vidste at det så skidt ud for hendes lille dreng, og det var noget der bogstaveligt talt, gjorde hende panikslagen! Da Gabriel var gået i døden, havde den lille knægt været hendes trøst, og hun elskede ham virkelig som havde han været hendes egen, det var hendes skønne knægt! Tanken om at nogle kunne hoppe på et uskyldigt, lille barn gjorde hende direkte vred. Faktisk havde hun ikke nået at tænke meget før hun sad på ryggen af det store bæst, der til hendes egen lettelse slap den lille dreng. Hun så ham falde slapt på gulvet. Det var ikke svært for hende at lave den frygtede konklusion. Tårerne fyldte hendes øjne. Han kunne ikke være død, det nægtede hun ganske simpelt at tro på! Uden at tænke videre over det klamrede hun sig fast til dyret der red af sted med hende. Et hvin forlod hendes læber, som hun direkte blev slået ind mod vægge og møbler. Der gik ikke lang tid, før hun var tvunget til at slippe, og faldt direkte ned på gulvet i stuen. Vingerne lagde sig ind til ryggen, for de kunne uanset ikke gøre hende gavn nu. Blikket søgte lidt hjælpeløst mod gangen hvor den lille knægt, stadig lå fuldkommen livløst. En tårer trillede ned af hendes kind, for hendes hjerte blødte virkelig for den fantastiske dreng. Hun sank en klump. Havde det ikke været for tanken om hvor knust Gabriel ville blive, så ville hun end ikke kæmpe imod dette bæst, for hun havde svigtet den eneste, som hun havde givet et løfte til, hun ville ikke forlade ham som alle andre havde gjort det, og det var hun nødt til at overholde! Hendes hjerte slog så hurtigt at det næsten gav hende en svimmel følelse. Det var først nu det gik op for hende, at det faktisk var lykkedes bæstet at snitte hendes arm med sin tand. Blodet løb ligeså stille ned over den, også selvom hun ikke rigtigt følte smerten, den i hendes bryst var langt værre! Hun så op på dyret. Der var ikke nogen form for genkendelse. Hvad pokker lavede det overhovedet i Procias, der var så mange spørgsmål! Hun tiggede og bad i sit stille sind til at Gabriel ville blive væk, for ham kunne hun ikke også bære at miste, men samtidig.. hun kunne jo ikke bare dø fra ham! Besluttet slæbte hun sig hen over gulvet med de sidste kræfter hun havde i armene. Deres træbord var gået i stykker og bordet havde efterladt et tilpas skarpt ben.. måske hun kunne være i stand til at bruge den om ikke andet lidt endnu! Hun var nødt til ud til Jeremiah, det var den eneste tanke der eksisterede i hendes sind i øjeblikket. Det lykkedes hende at trække sig hen mod det lille bord, hvor hun desperat greb om det tynde stykke træ. Hun lå slapt på maven, for det var ikke blot energikrævende men også direkte besværlig, desuden var hun direkte panisk, også fordi hun faktisk frygtede for det næsten uundgåelige – sin søns død. ”Bæst,” mumlede hun halvkvalt. End ikke sit eget hjem.. i Procias kunne man føle sig sikker.. den tanke gjorde virkelig ondt, for lyset var blevet klarere.. nu blev det for klart.. selv for hende.

[Deleted]

Havde Annika været sig selv, havde hun nok reageret på en lidt anden måde, end det som hun gjorde i denne stund, men det var nu bare sådan at det var. Hun var virkelig bare langt fra sig selv når månen stod højt og specielt når den var fuld, for så var hun virkelig kun det dyriske, og det var slet ikke noget som hun havde nogen former for kontrol over, det var helt sikkert! Hun stormede mere eller mindre igennem hele huset, bare for at få den kvinde af, for hu skulle af, og det skulle være nu! Hun brølede kraftigt, som hun løb direkte med siden ind mod den nærmeste væg, for at få hende af, og… endelig så gav hun slip! Det var noget som hurtigt og nærmest automatisk måtte gøre hende en anelse mere rolig, også selvom hun brummede tydeligt utilfredst, for det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det var. Hun vendte blikket mod Evelyn og med en tydeligt dræbende mine. Umiddelbart var kvinden hende ikke nogen former for trussel, for det var tydeligt at hun havde problemer med benene, og selv det var noget som Annika kunne se, så selvfølgelig var det bare sådan at det var. Hun slog let med halen, som hun vendte sig væk fra den kvinde, hvor hun i stedet for vendte sin opmærksomhed mod den døde knægt. Død var han, men hun ønskede jo alligevel at kigge bare lidt nærmere på ham, for det var nu bare sådan at det måtte være når det måtte komme til stykket. Hun prustede ganske let, som hun let med snuden puffede til knægten, for at vende ham om på ryggen, hvor hun også selv kunne se at han bare blev liggende. Hendes bid sad tydeligt ved hans hals og nakke, hvilket et sted.. frydede hende? Hun vendte blikket mod Evelyn endnu en gang som havde fået samlet noget træ op. Ørene lagde hun let ned, som hun viste sine tænder. Det kunne godt være, at hun havde problemer med benene, men havde hun noget i hænderne som kunne minde om våben, så ændrede det sig så sandelig også for hendes vedkommende. Hun rejste nakkehårene, idet hun selv gik tilbage til kvinden igen. Umiddelbart holdt hun en afstand, også for at se det hele lidt.. an? Kvinden var hende ikke umiddelbart nogen trussel, men hun vidste, at det godt kunne ændre sig. Det var jo et dyrisk instinkt som slog hende ind i denne stund. Hun stoppede op, hvor kløerne let rev i det gamle trægulv, hvor hun blev stående og bare stirrede på hende. Knægten var død, så det var slet ikke noget som hun havde brug for at skulle tage højde for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun brummede kraftigt, idet at hun direkte gjorde et kraftigt udfald mod Evelyn med tænder og det hele, for hun havde virkelig fået nok! Den kvinde skulle bare falde, og det skulle være lige nu! Så kunne hun om ikke andet så.. genforene hende med sin kære knægt, for selv for Annika var det tydeligt at Evelyn var påvirket af det lidte tab.

[Deleted]

Bag ethvert dyr var et menneskeligt væsen, det vidste selv Evelyn, bag alt mørke var et hjerte som søgte et eller andet, hun havde trods alt selv været der. I Procias frygtede ingen den slags, særligt ikke efter alle mørkets væsner foruden Jason var blevet forvist, så det at det havde været fuldmåne, var intet som Evelyn havde reageret på, eller set som et problem, da hun lod sin kære, lille søn alene, hvilket hun bittert kunne fortryde nu. Hendes side føltes øm, efter at hun direkte var blevet kastet rundt. Bæstet virkede fuldstændig ligeglad med at hun lå der på jorden. Hun udgjorde måske ingen direkte enorm trussel eftersom hun lå der og var lammet fra hoften og ned efter. At se dyret søge direkte mod drengen på gulvet, og direkte puffe til ham som var han aftensmaden, var noget der gjorde hende direkte rasende! Hun greb fast omkring det spidse stykke træ, også selvom hun ikke var i stand til at gå på dyret, som alle andre havde, og det frustrerede hende. ”Jeremiah min dreng,” hviskede hun stille. En tårer trillede ned over hendes blege kind. Dyret kunne fornemme hendes smerte for hun vandt frygtelig hurtigt dets opmærksomhed. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg, som det måtte stå foran hende og direkte rejse børster. Hendes knoer var fuldkommen hvide, det stykke træ var det eneste våben hun havde omkring sig, og det var hvad hun havde at klamre sig til. Næsten per automatik forsøgte hun at kæmpe sig længere bort fra dyret, som hun vidste fornemmede hendes frygt og nervøsitet omkring det. ”Gå væk fra ham dit bæst!” råbte hun lidt desperat. Dyret forstod nok ikke hvad hun sagde, men om ikke andet så forsøgte hun at holde dets fokus på hende frem for det afdøde barn ved siden af, for han så miserable nok ud i forvejen. Tanken om at han var gået bort gjorde stadig ondt, og Evelyn havde højt og helligt lovet at hun ikke ville forlade ham.. hun kunne ikke bryde det løfte, særligt ikke efter at han havde stolet på hende ligeså blindt som en søn gjorde på sin mor. Det glædede hende et sted at det faktisk lykkedes hende direkte at fange dyrets opmærksomhed! Evelyn nåede knapt at reagere før tænderne havde sat sig i hendes skulder. Hun skreg, for det gjorde virkelig ondt! I det øjeblik havde hun ikke rigtigt overvejet overhovedet at gøre brug af våbenet i sin hånd, alligevel så havde hun næsten automatisk rettet det op da dyret var kommet hende nært, og særligt da hun havde set hvor aggressivt det måtte forholde sig. Hun stønnede hæst, og greb om det blødende sår, der direkte tvang hende til bare at blive liggende på det hårde gulv. Hendes hånd blev malet rødt i sit eget blod. Det var et stort sår! Et suk forlod hendes læber. Hun slap grebet om det våben hun havde fundet og faldt i stedet blot slapt ned. Det var et spørgsmål om tid før døden ville tage hende til sig. Gabriel ville reagere hårdt, men han ville forstå.. ville han ikke? Evelyn havde næsten glemt at bæstet stadig var til stede, nu udgjorde hun slet ingen trussel. Næsten længselsfuldt så hun hen mod sin lille dreng, og ønskede så brændende at holde ham i sine arme. Lykken kunne være så kort, at det var helt uhyggeligt!

[Deleted]

Annika havde absolut ingen kontrol over sig selv. Om ikke andet, så ville hun aldrig nogensinde gå på et barn på den måde, men ikke desto mindre, så kunne hun ikke gøre noget ved det. Fuldmånen jaget virkelig det værste frem i folk, og der var hun på ingen måder noget undtag, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun brummede ganske let, som hun slog med halen, som hun skubbede let til knægten med snuden, også selvom der virkelig ikke var noget liv at finde i ham. At kvinden slet ikke ønskede det, var noget som hun på sit vis var ganske ligeglad med, for det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man ville det eller ikke. direkte umiddelbart så virkede hun ikke til at gøre nogen trussel, hvilket også var den eneste grund til at hun faktisk god det ganske roligt. At kvinden fortsatte med at råbe af hende, var noget som direkte irriterede hende som intet andet overhovedet, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod hende, som hun havde fundet sit våben frem, hvilket var noget som tydeligt havde en effekt af hende, det var helt sikkert, for pludselig fremstod hun som en trussel, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Det var virkelig som en tanke som slog klik i hendes tanker, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det af den grund! Hun gjorde et kraftigt hop direkte mod kvinden, hvor tænderne tydeligt fik lov til at bore sig direkte ned i hendes skulder, også selvom det var en fryd som ikke fik lov til at vare særlig længe. Hendes pupiller trak sig voldsomt sammen, som hun kunne mærke det stykke træ bore sig direkte ind i den ene side af brystet, hvor hun hastigt endte med at trække sig væk fra hende med et kraftigt klynk, idet hun næsten gik vaklende mod den ene væg, hvor hun endte med at lægge sig. Blikket gled direkte mod hendes bryst, hvor det også blødte. I første øjekast, så det ikke just alvorligt ud, men det var jo trods alt også skjult under muskler og pels. Tungen strøg let over det, som hun let trak vejret dybt, selvom det automatisk fik hende til at pruste lige så. Det gjorde faktisk temmelig ondt! Og det var noget som hun slet ikke kunne have med at gøre i den anden ende! Hun vendte blikket direkte mod Evelyn endnu en gang og med den direkte vrede mine, hvor hun igen endte med at knurre, kun for at kæmpe sig op på benene igen, selvom det var tydeligt at se at hun havde ondt, for hun havde faktisk temmelig ondt! Men.. en lam engel skulle bestemt ikke have lov til at slå hende! Det var slet ikke noget som hun fandt sig i! Endnu en gang gjorde hun et kraftigt udfald direkte mod hende og med de tydelige blottet tænder, for nok var virkelig også nok, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Deleted]

Evelyn blev liggende på gulvet. Det var jo ikke fordi hun direkte havde noget andet valg, ikke sådan som hendes tilstand måtte være. Det var lykkedes det forbandet bæst at tage et bid af hendes skulder. Blodpølen bredte sig omkring hende, malede hendes arm. Hendes krop skælvede.. Om det var fordi at døren endnu var åben, eller om det var på grund af blodet der pludselig flod fra hendes krop, vidste hun ikke, men under alle omstændigheder følte hun sig forbandet kold. Evelyn fokuserede langt mere på sin søns lig, end hun gjorde på det bæst der stod foran hende og rejste sine børster. Ja hun var bange, men i det store og det hele gjorde det ingen forskel, når Jeremiah allerede var gået bort, det var noget der allerede valgte hendes sti. Eftersom bæstet havde trukket sig, valgte Evelyn at tro på, at det faktisk var lykkedes hende at gøre skade på det, hvilket kun var noget som den irriterende klynken måtte bekræfte. Hun kunne ikke lade være at føle sig tilfreds med resultatet, også selvom det måske var at lade mørket tage en smule fat omkring hende igen. Hun stønnede hæst, desperat efter at snappe ilten til sig, for det var bestemt ikke blevet lettere. Hun ville kæmpe sig ud til den lille knægt, som stadig lå fuldkommen ubevægelig. Det var efterhånden gået op for hende, at han var gået bort, at hun var kommet for sent, selvom tanken gjorde forbandet ondt. Desuden så kom hun ikke rigtigt nogle steder, så lang tid dyret endnu var så tæt, og nu hvor blodet flød omkring, så var det noget som kun lokkede det, ligesom den nok kunne lugte hendes frygt. Selvom det var hårdt, endte hun med at samle træet op igen og knugede den i sin hånd. Nu var de begge såret, hvilket om ikke andet gav hende blot lidt bedre chancer, også selvom hun et sted ikke.. ønskede dem. Tingene var blevet lidt sløret, men ud af øjenkrogen kunne hun se, at det kun var lykkedes hende at gøre bæstet endnu mere vredt. Hjertet sad i halsen, ventetiden var næsten pinefuld, for hun vidste at den ville angribe. Træet lagde hun klart, holdte det tæt mod sit bryst, så dyret næsten ikke ville være i stand til at undgå skaden. Måske døden stod for døren, men hun nægtede at gå nogle steder før det dyr som havde ødelagt lykken, som havde frataget hende sin søn, ligeså gik bort med hende. Evelyn var sådan set gledet ind i sine egne tanker, der dyrets tænder endnu engang endte med at tage fat i hendes kød – denne gang hendes side. Hun skreg i smerte og skød i ryggen, næsten i forsøget på at få bæstet af. Træet mødte en form for modstand, men hun var for træt til at at se hvad pokker det var. Den sidste energi brugte hun på at skubbe spidsen mod, hvad end det var for en modstand i håbet om at det var dyret. Langsomt sortnede det for hendes blik. Der var ikke meget andet at gøre end blot at.. vente og håbe hvilket bestemt ikke var nemt! Hun sukkede stille og kæmpede for at holde sig vågen, selvom dyrets vægt også var forbandet tung. Let var det bestemt ikke!

[Deleted]

Efter at være stukket i brystet, så følte Annika virkelig kun den intense smerte, som hu slet ikke kunne undgå at lægge mærke til, og det alene, var noget som virkelig måtte irritere hende som intet andet overhovedet! At gøre hende ondt, var virkelig ikke noget som hun fandt sig i, for det var noget som for alvor måtte vække det dyr i hende! Det dyr som hun selv på ingen måder havde nogen kontrol over, selvom det ikke var noget som gjorde det bedre for hende, for hvis hun havde været sig selv, så havde hun nok søgt tilbage mod Pharrell allerede, selvom.. ja, det var jo slet ikke i de tanker som hun havde i sindet lige for denne stund. Hun kunne virkelig ikke tænke på andet end at slå den kvinde ihjel! Det blødte ved hendes bryst, også selvom det ikke var noget som hun kunne fortsætte med at se have fokus på, for denne kvinde var virkelig en som bare skulle dræbes, så hun kunne komme videre derfra og bare komme hjemover igen! At det jo så skulle vise sig at have en lidt anderledes fremgang i denne nat, var slet ikke noget som hun vidste, for det var slet ikke denne tanke som hun gjorde sig på nogen måde. Hun var en lam engel.. hvad skulle hun da kunne gøre ved en horror som hende? Ingenting! Tænderne blottede hun direkte, som hun endte med at rejse sig, også selvom hun tydeligt kunne mærke hvor.. ondt det faktisk gjorde, så denne forbandede engel havde alligevel ramt noget, det var noget som hun allerede havde fundet ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun kneb øjnene direkte dræbende sammen. Hvis blikket var i stand til at dræbe, så var denne kvinde faldet om allerede for længe siden! For dette var bestemt ikke noget som hun fandt i sig på nogen måde overhovedet! Endnu en gang endte hun kraftigt med at gøre et udfald direkte i retningen af Evelyn endnu en gang, hvor hun tog direkte fat i kvindens side, som hun kraftigt rev fat i, også selvom hendes pupiller voldsomt endte med at trække sig sammen, da hun mærkede den intense smerte som borede sig direkte ind i halsen, hvor hun endnu en gang kraftigt endte med at slippe Evelyn med et kraftigt hyl som havde det været af smerte. Det begyndte kraftigt at bløde idet at hun trak sig hastigt væk fra hende, hvor hendes ben endte med at kollapse under hende. Hun hev svagt efter vejret, som hun alligevel endte med at glide direkte ned i jorden, hvor hun endte med at blive liggende, for det at komme op nu, var slet ikke et alternativ for hendes vedkommende. Hun blinkede let med øjnene, som hun endte med at lægge hovedet ned i gulvet. Det blødte stadig voldsomt og træt følte hun sig pludselig. Svagt endte hun med at ligge og pibe, for hun havde virkelig ondt! Selv gled hun stille væk.. liggende ganske tæt ved Evelyns skikkelse.

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ved at være sent, og Gabriel vidste udmærket godt, at han havde været væk igennem temmelig lang tid, men ikke desto mindre, så vidste han at Jason havde brug for ham. Måske at det ikke var det nemmeste for Evelyn at forstå, men han havde lovet at komme hurtigt hjem i dag. Jason havde det ikke nemt, og det var noget som Gabriel havde mærket i hans sind, hvor han havde smidt hvad han havde i hænderne og bare var taget af sted, også selvom han vidste at det måske ikke var helt retfærdigt overfor Evelyn? Men hun forstod ham vel? Et sted? Han håbede det da! At søge tilbage til skoven og komme hjem, var noget som han virkelig måtte se frem til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for han savnede dem virkelig! Jeremiah havde åbnet sit hjerte for dem begge to, kaldt dem forældre, hvilket også gjorde at han endelig kunne tage de skridt videre med Evelyn, og det var en tanke som han virkelig var ufattelig glad for! Et smil prydet hans læber, hvor han slet ikke var kendt med det som skete hjemme. At helvede virkelig var løs og at Azrael ville vise sig, for det var slet ikke en tanke som slog ham ind på nogen måde overhovedet! Han vendte blikket ned mod skoven, idet at han fik øje på hytten – han var endelig hjemme! Smilet prydet hans læber, idet at han søgte ned mod den lille hytte. Han havde lovet Jason at kigge forbi ham senere, men ikke desto mindre, så måtte han være sammen med familien nu, også så de ikke skulle få følelsen af at blive glemt, for det var jo heller ikke has mening på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han landede ikke langt fra hytten, hvor han vendte blikket mod den åbne dør. Han rynkede let på næsen. Havde Jeremiah allerede været ude for at kigge efter ham? Den tanke var noget som virkelig varmede om hans hjerte, også fordi at han virkelig følte at han havde fundet sin plads, og det var virkelig noget af det bedste af det hele. Han trak vingerne tæt ind mod sin egen krop, som han bevægede sig i retningen af den lille hytte, også selvom… jo tættere på han kom, jo mere kunne han se at der var noget rivende galt. Han blinkede let med øjnene, hvor han endte med at sætte farten op, hvor han nåede døren. Det første han fik øje på, var den ødelagte dør, men også Jeremiahs døde krop, som endte med at ligge for hans fødder. Hans ansigt ændrede sig fuldstædig, hvor den gyldne farve lige så også måtte forsvinde. ”… Åh gud…” endte han direkte panisk, som han endte med at gå direkte i knæ, hvor han tog knægten op i armene. At se den blodige lille skikkelse i hans hænder, var noget som kraftigt fik ham til at skælve. Det var virkelig ikke retfærdigt! Han blinkede let med øjnene, som han lagde hånden mod Jeremiahs kind og lagde ham godt ind mod hans eget bryst. Tårerne vældede op i hans øjne.. Det lignede jo et helt bombekrater! Hvad pokker var der sket?! ”EVELYN?!?!” udbrød han kraftigt, idet han rejste sig, og hastede ind mod stuen. Synet af det slappe store dyr, gjorde ham langt mere bleg i ansigtet end det som han havde været fra før af. Hvad pokker var der sket?! Han knugede Jeremiah tæt ind mod sin egen krop, hvor han slet ikke følte for at slippe den lille knægt. Tårerne trillede ned af hans kinder. Han følte sig.. fortabt.. Det var en smerte som han aldrig havde oplevet før!

[Deleted]

Evelyn var slet ikke i stand til at holde øje med det bæst, som hun ikke havde den mindste smule kendskab til. Det var sløret for hendes blik, hun følte sig umådelig kold, tilgengæld følte hun ikke smerten så intens. Blod løb ned over hendes krop, også selvom hun ikke følte det for dyret der lå over hende. Hun måtte have ramt det igen, for det trak sig hurtigt, og blodet der malede hendes kjole kunne umuligt være hendes eget.. eller? Hun forsøgte at se ned af sig selv, men det gjorde ondt i hele kroppen. Træet smed hun fra sig. Det dryppede med blod selv fra den, hvilket kun afslørede at det faktisk var lykkedes hende at ramme det. Hun stønnede hæst, gispede desperat efter vejret. Benene havde hun ikke været i stand til at bevæge længe efterhånden, men nu kunne hun pludselig ikke røre sig det mindste ud af stedet, selvom hun så brændende ønskede at ligge ved siden af sin kære søn, men han lå alt for langt væk. Ud af øjenkrogen fangede hun Gabriels skikkelse. En bølge af lettelse vældede over hende. Hun så på dyret der prustede og stønnede og ikke lod til at kunne rejse sig. Det lod til at han var i sikkerhed. Hånden strakte hun ud mod ham. Stedet lignede noget der var løgn, deres møbler var ødelagte og vægge og gulve malet i blod. ”Gabriel,” hviskede hun stille, end ikke selv sikker på at en lyd forlod hendes læber. Der var noget hun var nødt til at fortælle ham, og nu hvor hun var døende og ikke stod til at redde, så kunne det ikke vente længe. Hun fulgte dem med blikket som han kom slæbende med Jeremiah. Tårerne samlede sig i hendes øjenkrog. For blot et par timer siden havde de været en lykkelig familie, og nu var der kun ham tilbage. Hendes krop skælvede. Nattens kulde havde allerede taget hende i sin favn. Bagved Gabriel fornemmede hun den mørke skikkelse, hun kunne se den.. Azrael ventede, men han måtte vente blot lidt endnu. ”.. M-må s-sige noget, k-kom,” mumlede hun lidt usammenhængen og så på ham med en enorm længsel. Der var så meget de ikke havde nået, hjørner de ikke havde udforsket, men nu var det for sent. Hun ønskede ikke at det skulle stoppe ham, han skulle leve livet uden hende, hun nægtede at se ham som en af de mænd, der begravede sig og nægtede at leve, det var det eneste hun ønskede af ham. Hendes hjerte arbejdede betydeligt hurtigere.. for hvert slag det slog følte hun sig kun mere svimmel, og i nærheden af ham havde det altid været meget. Hun elskede ham! Før eller siden ville han blive elsket igen, og det var sådan hun ønskede det. Blikket gled til knægten der lå slapt hen i Gabriels favn. En tårer trillede lydløst ned over hendes kind, som hun atter strakte armen ud mod ham. Hun måtte holde ham blot en sidste gang! ”Om-omfavn lyk-lykken. J.. els-elsker d-d-dig,” fremtvang hun. Det var tydeligt at hun virkelig anstrengte sig for det var frygtelig trættende! Hun kunne ikke forlade Jeremiah når hun havde lovet modsat og han ventede på hende. Hun ville ikke lade ham vente længe det var helt sikkert.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var grebet af en voldsom panik, også fordi at han kunne se at dette virkelig måtte være enden. At se hele huset så endevendt ud, den døde knægt i hans arme og det hele, var virkelig noget som havde slået ham ud af kurs. Han havde slet ikke regnet med at han ville se familien ligge for døden… eller allerede i den? Tanken gjorde det virkelig kun værre, for de tårer i hans øjne gjorde det faktisk også svært for ham at se overhovedet, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af som sådan, for det var slet ikke noget som han kunne, det var der bestemt heler ikke nogen tvivl om overhovedet. Han knugede omkring den døde knægt, som han slet ikke ønskede at slippe ham. Det var slet ikke fordi at han vidste hvad han skulle gøre. Det var for pokker da hans familie, og han kunne jo slet ikke leve uden dem! Han vendte blikket direkte mod det slappe store dyr, hvor han selv, slet ikke vidste hvordan han skulle reagere, for.. tanken om at han skulle til at miste familien var virkelig noget af det værste af det hele! Han fik endelig øje på Evelyn bag det massive og store dyr, hvor det også var tydeligt for ham at det var ved at gå mod sin ende, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som han brød sig om, for det var virkelig noget af det værste som man kunne udsætte ham for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”… Evelyn..” hviskede han tydeligt skræmt, som han hastede direkte mod hende, hvor han faldt på knæ ved siden af hendes skikkelse. Knægte knugede han stadig ind mod sig, også selvom han kunne se at Evelyn var.. vågen? Et sted så ønskede han slet ikke at hun skulle have ondt, også selvom han kunne se, at han intet kunne gøre for hende, og dog.. Han lagde knægten stille ned, hvor han tog omkring hende i stedet for, kun for varsomt at trække hende ind i sin skælvende favn, for han havde det bestemt heller ikke særlig godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han hævede hånden som han skælvende strøg mod hendes kind. ”Du må ikke gå..” hviskede han dæmpet og tydeligt med en tryglende stemme. At hun ønskede at holde knægten en sidste gang forstod han skam godt. Han tog varsomt omkring Jeremiah med sin frie hånd, hvor han fik ham op at ligge tæt ind mod dem begge, så de begge kunne holde om ham.. holde om hinanden, som var noget af det som han faktisk ville. Smerten i hans bryst var intens, tårerne trillede ned af hans kinder, som han skælvende knugede omkring dem begge. ”Jeg… j-jeg vil aldrig e-elske andre end d-dig.. b-bliv..” bad han dæmpet, som han vendte blikket direkte mod hende, også selvom hans mine virkelig var tryglende som intet andet overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. Hans hånd endte med at lyse, næsten som han desperat forsøgte at heale hede, for han ønskede slet ikke at se hende ligge der for dødens rand. Han ønskede på ingen måder at slippe hende!

[Deleted]

Evelyn havde slet ikke været forberedt på denne aften. Hun havde end ikke skænket det en tanke, at det var fuldmåne for det havde ikke været noget som var af betydning i dette land. Et andet sted så følte hun et stik af en ringe samvittighed, eftersom hun var den som havde ladt Jeremiah alene, det havde ganske vidst kun været for en kort stund, men hun kunne måske have reddet hans liv, hvis blot hun havde været der med ham. Den samvittighed var blot endnu en grund til, at hun ikke kunne vende ryggen til det løfte hun havde givet ham, om aldrig at forlade ham, hun var nødt til at at følge med, også selvom hun vidste at Gabriel ville knuses. Det lettede hende at se hans skikkelse. Måske hun lå for døden, men at sidde ved sin egen skytsengel var alt hun nogensinde kunne bede om. Blodet blev ved med at flyde, for hun var ikke i stand til at heale sig selv, desuden så var tiden gået, der var ikke mere at gøre. Hendes mine var endt fuldkommen bleg nu hvor blodet forlod hendes krop, hun var kold, hendes hænder føltes næsten frosne. Det desperate blik søgte Gabriels skikkelse som endelig havde fået øje på hende. Dyret lå ved siden af, men nu ænsede hun det ikke engang, for det var en kamp i sig selv, at holde blikket rettet mod Gabriel, for han var helt sløret for hendes blik. Varsomt lod hun sig trække ind i hans favn. Hans krop var behageligt varm og hun kunne føle den bekymring og den omsorg der lå i hans tone og hans omfavnelse. Hun malede ham hurtigt i sit røde blod, også selvom hun ikke rigtigt selv bed mærke i det. Hans tryglen og beden om ikke at forlade ham, var noget som virkelig smertede hende. Hun kunne føle hans smerte og frygt. På trods af at det krævede frygtelig mange kræfter, hævede hun hånden og lod den søge ned over hans kind. ”L-lyt til m-m-mig,” hviskede hun dæmpet. ”.. Jeg m-må g-gå, ka-kan ikke f-forlade ha-m,” fortsatte hun og kastede et blik mod Jeremiah. Tårerne søgte stille ned over hendes blege kinder. Hun lod ham heale hende, og sårene groede også sammen og efterlod hende som var der aldrig sket det mindste. Desværre havde hun allerede mistet for meget blod, og det vidste de begge. Hans desperat kamp fik virkelig kun hendes hjerte til at bløde. ”L-lov mig a-at omfavne l-lykken nå-når den k-kommer,” hun fastholdt hans mine, selvom hun følte sig frygtelig svimmel. Han var nødt til at forstå det! ”D-du sk-skal l-l-leve. L-lov mig d-det,” bad hun næsten lidt strengt, også selvom hendes tone bare var træt og såret. Hun forsøgte at trække Gabriel ned mod sig for at skænke hans læber et træt kys. Hun tog glædeligt imod den lille dreng som blev lagt i hendes arme. Hun trak ham tæt ind til sig, og følte den indre fred. Familien var samlet – langt om længe. ”E-elsker j-jer,” mumlede hun også selvom ordene døde lidt hen. Hun lod blikket glide i, og lyset omfavne hendes krop, ikke meget anderledes som havde hun lagt sig til at sove. Blot sekunder efter døde hendes hjerteslag hen, og hun blev revet fra de levendes verden.

//OUT