Cold as ice

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mørket havde for længst valgt at sænke sig over Dvasias. Vinden blæste iskoldt og med den kraftige snestorm som måtte hærge i det mørke land. Malania var allerede vågen. Hun havde taget aftenens afsked med Lucius i og med, at han selv måtte søge ud for at tjene til føden videre. Hvem disse handler skulle foregå med i aften, var ikke noget som hun ville blande sig i. Det vigtigste for hende, var blot at vide, at han ville komme hjem igen og hjem til hende. Det var jo trods alt den samme vane og rytme det hele måtte køre i; Han tog ud, hun ventede og han kom hjem, de spiste og de var lykkelige - det var vel også det bedste for dem? Hende ikke mindst. Det store hus henlå ganske tomt. De mange stearinlys var en klar lyskilde i den store og enorme stue. Tydeligt præget af sten og mørkt materiale, som klart var en del af dem begge. Hun var hærdet - hun var så voldsomt hærdet efter hendes lange liv i lyset og som et blandt de mest lyse væsner som man vel kunne forestille sig? Visse evner og træk fra hendes tid som et smukt lysvæsen hvilede stadig.. Hvilken lykke hun havde set i det liv, var intet som hun kendte til nu.. det havde virkelig ikke været den lykke som hun levede i for nu.. hun havde virkelig aldrig været mere lykkelig end det som hun var med Lucius, hun havde i den grad ikke brug for nogen andre! Det mørke hår hvilede smukt om hendes skuldre og ryg og med det så tydelige intense blik.. næsten et blik som er præget af had.. foragt og den sult som for altid måtte hvile i hende, selvom hun var opsat på, at vente på at han kom hjem. Det havde hun altid gjort og det var sådan som hun ønskede at det skulle forblive! Kjolen.. mørk og med de smukke blodige aftegninger hvilende, som klart måtte vise til hendes figur.. kvindelig var hun i den grad, mere eller mindre, var hun helt perfekt skruet sammen på alle måder og hun var i den grad stolt af det.. først efter hendes forvandling fra det pure lys til det klare mørke, havde hun formået at se nogen skønhed i det som hun havde arvet fra sine egne forældre. Tungen lod hun danse henover de fyldige læber med en ganske eftertænksom mine. Sneen hvilede tungt over det store landskab og mere eller mindre var det umuligt at søge udenfor i disse store snedynger. Armene gled over kors.. Den stilhed som hvilede i det store hus, var hun efterhånden vant til... vel også bare af den grund, at hun havde valgt sig at skulle få en hjem.. en slave vel at mærke, noget som hun selv kunne koste rundt med som det lystede hende, noget at bruge energien og timerne på inden Lucius igen ville vende hjem til hende.. hun tvivlede ikke på, at han ville dukke op, han havde aldrig nogensinde givet hende en grund til at skulle tro andet. Hun åbnede stille det ene vindue. I det store hus, fandtes der intet af varme, blot det lille hvad stearinlysene ville give. Pejsen tændte hun sjældent op i.. blot når det gamle lysvæsen først for alvor måtte dukke op i hende, noget som kun skete så frygtelig sjældent og aldrig nogensinde når Lucius var hjemme. Lyset savnede hun bestemt ikke.. hun elskede sin tilværelse, selvom mange havde set på den med en så kraftig mistro igennem så ekstremt mange år - det frydet hende næsten.. så frygtet som hun faktisk kunne være og alligevel så harmløs som intet andet. Hun fnøs let og satte sig roligt op i vindueskarmen, lige bred nok til at hun ville kunne sidde der. Hænderne foldede hun over hendes knæ som hun trak let op til sig. Siddende stille.. og i komplet stilhed.

[lantes]

Her var koldt. Klamt. Frysende, ikke mindst. Den gamle madras var dog altid en trøst, så han ikke lå direkte på de kolde sten i kælderen. Han drejede sig uroligt rundt. Han havde den samme uhyggelige drøm som altid. Men han vågnede aldrig lige med det samme. Og det irriterede ham faktisk. At han end ikke kunne få lov at sove en ordentlig søvn. Pokkers også. Han drejede sig om på maven og lå med kinden imod madrassen også. Hans arme lå krænget ind under hans bryst, og hans øjne kneb han sammen til en smal streg. Han gispede pludseligt og rullede af madrassen. Hans arme flaksede rundt som der var noget der overfaldt ham og efter et mindre skrig, vågnede han. Han skælvede lidt af kulden. Her var koldt. Nå, op at stå. Han dinglede lidt og så ud af det lille tremmevindue. Mørket. Pokkers, han skulle op og spørge om han kunne gøre noget for sin 'Frue'. Han hadede hende. Han ville bare væk. Væk herfra. Han sukkede og pjuskede op i hans kulsorte hår. Han fik hans sko på, og en strikket trøje og gik så ud af hans værelse og mod trappen. Det var tunge skridt som bar ham ovenpå. Han var afkræftet, og han boede jo i hus med vampyrer. Så normal mad hang bestemt ikke på træerne. Han nåede ovenpå, og kunne så småt fornemme lyset og varmen fra stearinlysene i nærheden. Den eneste varme her i huset. Han listede hen over gulvet, og imod stuen. Han bankede på døren og ventede svar, inden at han gik ind. Han rankede sig op og hans isblå øjne faldt på hendes skikkelse henne ved vindue. "F..frue," hilste han og bukkede dybt og ydmygt for hende. Han knælede. Man skulle vel aldrig være højere end sin mester? "Kan jeg gøre noget for dig.. Dem.. i aften?" spurgte han stille og stirrede ned i gulvet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kulden rørte ikke Malania det mindste længere. Hun var bare vant til det, vant til mørket, vant til de timer alene.. der var det jo ganske udmærket at have en i hus som hun kunne koste rundt med frem til da. Hun kunne fint sidde i det åbne vindue, lade vinden piske mod hendes krop og skikkelse.. lade sneen dale og falde mod hendes skikkelse. Det rørte hende virkelig ikke. Hun vendte blikket allerede mod døren i det samme som hun kunne fornemme at en anden var i nærheden. At dette måtte være Miquel betvivlede hun så ikke det mindste.. han var det eneste der var i huset som havde en puls. Et stille og køligt smil bredte sig på hendes læber. At han ikke sov om natten, betvivlede hun så ikke. Huset var jo trods alt mørkelagt, det var koldt og klamt, ligesom hun kunne lide det og Lucius med, de havde da ikke nogen grund til at skulle gøre det hele om. Han var hendes.. en gave fra hendes kære mand, så hun ikke skulle være helt alene og ensom i nattens timer når han var ude med sine mange forhandlinger med dem est mærkværdige væsner som denne verden nogensinde havde set. Hun blev nu siddende helt roligt og stille. "Ja, Miquel?" svarede hun kortfattet i og med, at han havde valgt at banke på. Stemmen bar ingen tegn til følelse.. blot det alene, var en side af sig som Lucius måtte kende til og ikke noget som hun viste overfor nogen andre! At han bukkede for hende, hvor hun ikke rørte sig det mindste ud af flækken. Når Lucius ikke var hjemme, var det hende som bestemte og hun udnyttede det så snart at muligheden var der for det! Meget af det gamle Lysvæsen var væk og kun mere og mere måtte forsvinde for hver eneste dag som måtte gå.. ikke at det gjorde hende det mindste, det gamle liv kunne hun aldrig nogensinde få sig selv til at savne. Hånden hævede hun, lod den vandre over kæden som hun havde båret siden hun valgte at betræde mørket.. den mørke kæde med familienavnet indgraveret i den smukke blodrøde farve.. hun ville aldrig kunne tage den af.. ikke før han selv valgte at fjerne den fra hendes hals. "Du er ved at lære.." begyndte hun med en kortfattet tone. Hun rettede sig op, lod fødderne igen falde til gulvet i og med, at hun roligt rejste sig. Hun lod armene glide over kors og med det faste blik hvilende på ham.. han var intet i hendes øjne.. et nul som hun kunne få lov til at koste rundt med som hun ville ønske det.. hvad andet ved siden af Lucius havde hun brug for? Et værelse i kælderen og en slidt gammel madras var alt hun ville give ham.. facaden skulle jo trods alt opretholdes og det gjorde den bestemt ikke med en sølle Warlock rendende rundt i hele huset. Det nægtet hun kort sagt! "Skal vi nu gå igennem det en gang til?" spurgte hun kortfattet. At han hadet tanken om at være her, var noget som klart morede hende.. han skulle bare lige vove på at prøve på noget.. at få Lucius på nakken, var aldrig heldigt.

[lantes]

Miquel blev siddende med blikket slået direkte ned i gulvet. En skræmmende følelse af at sidde her. I det mindste var hans blod smagløst dårligt i hendes smag, så han var ikke et bytte hun kom for at få fat i fra tid til anden. Øjnene klemte hans sammen til smalle strejer, og han lod hans isblå øjne falde imod hans knæ istedet. Han lod hænderne hvile i gulvet, og han var derfor bøjet ind over hans eget knæ. Støttede på sine fingre imod det iskolde gulv. Brr. Han sagde ikke noget til hendes kompliment. Han talte, når han blev spurgt, eller når der var noget at svare på. "Jeg ønsker blot en forsikring, om hvad du nøjagtig ønsker, min Frue," sagde han med en ydmyg tone. Måske han kunne få lov til at få bare lidt varme nede ved ham? En masse stearinlys evt. Eller noget brænde og ild. Det ville være skønt. At få varmen tilbage. Han følte sig så tom indeni, i denne evige kulde og vinteren gjorde det ikke ligefrem bedre! Han kom med et stille suk. Han var ikke videre stolt af hvem han var.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Miquel havde virkelig ikke noget som Malania kunne bruge til noget som helst. Hans blod var slet ikke af den kaliber som hun var vant til.. det var virkelig for usselt og for sølle for hende. Hun var klart vant til det fine og det bedste, det var jo trods alt også alt det som Lucius havde givet hende, så hun havde så sandelig heller ikke noget at skulle klage over, og gjorde det bestemt heller ikke. Hun kneb øjnene lettere og svagere sammen og uden at skulle tage blikket fra ham. Selvfølgelig måtte han drive i det indre rovdyr som hun virkelig for alvor havde valgt at skulle lade komme frem, dræbe mere og mere af det lyse i hende og det døde i den grad også for hver dag som måtte gå. Den medlidenhed i form af det lysvæsen som hun havde været dengang - den selv samme som i det mindste havde givet ham en madras at ligge på, blev kun mindre og mindre synlig for hver dag som gik.. hun havde virkelig glemt sit liv som det havde været dengang.. hun havde virkelig bare glemt det. Hun var lykkelig og hun nød virkelig det liv og de mange muligheder som hun havde fået.. ikke at det var Miquels fortjeneste, hun havde klart også måtte kæmpe for at falde til, for i begyndelsen havde det virkelig været en kamp uden lige. Hun gik stille ned i knæ, lod den kolde pegefinger glide under hans hage, hvor hun fast måtte tvinge hans blik op mod sig. "Jeg vil kræve, at du ser på mig, når jeg snakker til dig!" sagde hun med en fast tone. Hun kneb øjnene fast og næsten så dræbende sammen. Varme ville han bestemt ikke få, hun ville da ikke rende rundt og mærke og være blandt det varme.. Kulde og mørke var det som skulle være her. "Her ligner en svinesti.. Det skal være blæst til min kære Lucius kommer hjem før daggry," sagde hun med en kortfattet og tydeligt beordrende tone. Huset var enormt og hun var klart svær at gøre tilfreds med hensyn til opgaver som hun gav til nogen som helst. "Og desuden.. hvis du vil have en chance til at blive færdig.. så er det kun på tide, at komme igang!" Hun slap hans hage, lukkede hånden om hans strube og tvang ham op på benene inden hun med en fast bevægelse, valgte at skulle skubbe ham fra sig.

[lantes]

Det var svært at gøre sig klog på en som Malania. Hans Frue. Hun skiftede så tit sin mening, og han havde i hvert fald aldrig mærket sig af den race hun før havde været. Han var sikker på, hun var ren koldblodig vampyr. Ond som en i bare pokker. En heks ikke mindst. En trækning af grimasse gled over hans ansigt, da han kunne se hende nærme sig. Hans hoved gled op med et fast ryk da hun tvang det op og hans øjne flakkede skræmt over hendes ansigt. "Undskyld Frue!" sagde han stille og sad som fuldstændig forstenet. Han turde ikke rykke hovedet. Tænk hvis hun rev det af? Han var trodsalt ikke nået dertil endnu hvor han ville dø. Nok havde han det elendigt, men han var optimistisk og håbede en dag at se ud af dette store mansion. Han blinkede langsomt med øjnene, og hans mørke øjenvipper lagde nærmest et gitter for hans isblå øjne. Ren slowmotion effekt. Han åbnede øjnene vidt op. Beskeden som nåede hans øre, om at skulle gøre hele huset rent, fik hans hjerte til at hamre. Hvad nu hvis han ikke kunne nå det?! Der var vel omkring 6 timer til daggry? Ikke? Han nåede det jo aldrig! 6 timer var jo kun 6 rum, hvis han var heldig. Han strak halsen, og stillede sig op da han blev rejst. Han røg direkte tilbage og kollapsede ved væggen. "M..men Frue, jeg kan ikke.. Der er kun små 6 timer til daggry. Jeg kan umuligt nå hele huset.." sagde han stille. Nok havde han sin magi til at bruge. Ja, så kunne han måske nå 8 værelser? Yay...

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne skifte mening som en vind i alle retninger og sådan havde hun været siden hun var kommet til mørket. Det lyse i hende hvilede der stadig, selvom det klart måtte give efter mere og mere for hver eneste dag som måtte gå som hun måtte tilbringe i mørket. Hun havde virkelig bare glemt den lyse side af sig og det lyse liv som hun havde levet på den anden side af den grænse. Det var et liv som hun for længst havde valgt at skulle lægge bag sig og virkelig bare glemme. Hun kneb øjnene fast og hårdt sammen, han skulle i den grad ikke komme her og sige hende imod! Af dem i huset som jo faktisk måtte færdes her, var hun bestemt den mest blide af dem.. Lucius var en hård mand, ingen tvivl om det, og det var hans hårdhed, hans charme og hans tryghed som klart måtte hvile ved at stå i hans arme, skænke ham de blide kys til morgen og de mange til aften.. Det var virkelig et liv i luksus for hendes vedkommende. Hun lod armene glide over kors og lod fingrene langsomt.. næsten uhyggelig langsomt tromme henover hendes overarm, dette ville hun slet ikke høre tale om! "Du modsiger mig?" spurgte hun med en kortfattet tone. Det var i den grad ud i det felt, som man skulle holde sig så langt væk fra som det ville være dem overhovedet muligt! Hun var i den grad ikke bange for at give beskeden videre til den kære Lucius.. hun nød det faktisk, at se hvad han var i stand til at gøre hvis hun selv var endt med at blive utilfreds med den tilværelse som hun nu end måtte sidde med. Hun var vel bare et klart 'levende' bevis på, at det onde og mørke i den grad fint kunne tage over det gode og lyse.. det var jo det som var sket i hendes situation. "Så er det vidst på tide at gå igang.. og ikke få mig til at sige det en gang til!!" hvæsede hun med en kraftig og faretruende stemme. De spidse hjørnetænder endte tydeligt i hendes mundviger.. en klar og sidste advarsel!

[lantes]

Miquel lod blikket falde hurtigt ned imod gulvet. Hans fødder pegede lidt ind mod hinanden og armene slog han omkring hans krop, mens han stadig lå op ad væggen. Han trak vejret i små skræmte stød, og kom med en lille undskyldende lyd. Han så op og så direkte på Malania der stod der og trommede over hendes arm. En uhyggelig skræmmende bevægelse. Han så op på hende og hans isblå øjne brændte med en skam over sig. Han rystede hurtigt på hovedet. "S-s-selvfølgelig i-ikke Frue!" sagde han fast. Han satte hænderne i gulvet, og skubbede sig op at stå. Han bukkede kort for hende. Han vidste, at det var heldigt at han var hendes 'tjener', og ikke Lucius'. Den mand så skræmmende ud på afstand! Han kneb øjnene i og slog blikket ned, inden at han bakkede imod døren og i alt hast forsvandt ud for at komme igang med et sidste: "Ja Frue!".
Man skulle vel starte med de mest tilfredsstillende steder: Lucius' tilholdssted, deres soveværelse, stuerne - ja generalt bare der hvor de holdt til. Han startede med Lucius' tilholdssted. Fik ryttet hans bord, sørgede for at alt skulle være som det plejede når der var rengjort. Sat alle møbler snorlige, samt malerierne skulle hænge uden at hælde til den ene eller anden side. Heldigvis så kunne hans magi sørge for at de sad ordentligt. Bagefter gik han igang med deres soveværelse, hvor han skiftede betræk og lagde puderne pænt. Skiftede de nedbrændte stearinlys ud med nye, og alt støv blev fjernet. Han gjorde rent i alle deres opholdsrum, før at han kunne komme igang med de andre rum.. Men da han skulle til og igang med nogen af de mindre værdifulde værelser, blev det daggry. Han kunne mærke på sig, at han var træt og derved måtte natten vel være ovre? Han bed tænderne sammen og fortsatte arbejdet, selvom han regnede med at blive opsøgt og gennemtjekket for hans arbejde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig være hård hvis det var det som hun ville, men hun ville på ingen måde, kunne slå Lucius på det punkt. Hendes kære ægtemand.. hvad han gjorde ved folk som gjorde hende uret, vidste hun jo trods alt, og synet morede hende virkelig kun mere og mere.. det rørte slet ikke hendes medlidenhed eller samvittighed efterhånden. Meget kunne man sige om den mand, men han havde virkelig fået hende hærdet i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun nød af tanken. Hun kneb øjnene svagt sammen. ”Hvad end du prøver på.. den kvinde som jeg er nu, er ikke den som jeg altid har været.. tro mig.. livet vender og det kan det meget hurtigt også gøre for dig!” Med en klar hentydning til at han virkelig ikke burde prøve på noget. Det var i den grad kun heldigt, at det var hende som havde magten over ham og ikke Lucius. I så fald, havde der været helt andre boller på suppen, selv det var hun klar over. Ikke at det gjorde hende det mindste. For hendes vedkommende, så havde livet taget en hel anden og for hende, så havde det været en positiv vending som hun kun måtte være ekstrem glad for de dag i dag. En meget god idé ville det i den grad være, at tage alle de steder som Lucius opholdte sig mest.. hvilket jo ville være i alle de rum, hvor hun opholdt sig, og hun kunne fint rende rundt i hele huset. Hun var klar over, at den kære Miquel havde meget at skulle se til og hun havde i den grad ikke ondt af ham.. bestemt ikke! Hun gik ham mere eller mindre i røven hele vejen, bevægede sig i hans skygge og observerede hvert eneste lille skridt og hver eneste lille handling som han måtte foretage sig. Hun nød virkelig af dette syn, vel klar over, at Lucius ville være hjemme lige før solen ville stå op.. og ganske rigtigt, i og med, at solen var på vej op, kunne hun høre døren fast gå i, i den store forhal. Masken faldt fra hendes blik allerede med det samme.. hun kunne virkelig ikke betvivle hvem som var kommet hjem. Hun bakkede ud og væk fra værelset af, hvor hun gik ud i gangen, hvor hun mødte ham blot med en pegefingers lette strøg mod hans kind og et kys tilvendt hans mundvige. ”Velkommen hjem min kære,” hilste hun i et fuldkommen andet tonefald end det som hun viste overfor Miquel. At ordene blev gengældt og et kys tilbage, glædet hende blot. Lykkelig var hun i den grad sammen med ham.. det kunne man virkelig ikke betvivle på nogen måde.

[lantes]

At Miquel blev overvåget i hans gøren havde han faktisk ingen ide om. Han var optaget af at skulle gøre alt perfekt, for at bare have en chance for at få hans arbejde godkendt. Selvom hvad end han gjorde, så føltes det aldrig som nok. Det var måske acceptabelt, og 'godt nok', men aldrig helt perfekt og flot. Han huskede hendes ord, med at livet nemt kunne vende. Var hans næste punkt på dagsordenen så døden? Det håbede han så sandelig ikke. Han strøg hans fingre gennem håret. Han havde fået lidt varme ved at gå rundt og koncentrere sig, og hans hjerte bankede hurtigere som tiden gik. Det føltes som sand der forsvandt mellem hans fingre, gled bort og ned i sprækker i gulvet - tiden var ikke til at få tilbage. Han fik gjort gulvet rent i det lokale han var færdig med, da han hørte fordøren gå. Jeps, så var solen på vej op. Han fik sat alt på plads hvad han havde gang i. Times up. Hans skridt bar ham skælvende ud i forhallen igen, og han knælede for dem. "Velkommen hjem Herre," sagde han stille og stirrede på hans knæ. Frygten var vel tydelig, men alligevel prøvede han altid at skjule den. Han sad stille og med hænderne i gulvet. Han rejste sig ikke, medmindre at han blev bedt om det. Han havde lært. En del i hvert fald. Der var selvfølgelig stadigvæk nogen punkter. Han bad til, at at hans sidste skyndsomme arbejder med gennemgang af de sidste værelser ville blive set bort fra.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var klart en hel anden sammen med Lucius, end det som hun var sammen med de mange andre, som hun personligt mente, lå langt under hende i det store hierarki. At vampyrer udgjorde en så stor del af den mørke befolkning, at de automatisk blev placeret i bunden og normalt med Warlocks godt oppe i toppen. Her i dette hus, var der klare beviser på det stik modsatte! Hun overvågede virkelig Miquel i sit arbejde og hun vidste at Lucius gik det grundigt igennem når han kom hjem. Det var jo efterhånden blevet en rutine og at gøre fejl, var aldrig noget som kunne betale sig! Malania gjorde virkelig ikke noget som helst for at blande sig, når Lucius først var i gang. At han lod armen søge om hendes liv hvor han stille trykkede hende ind til sig. Smilet var noget som hun klart formåede at skulle tolke det. Hun lod hånden hvile mod hans bryst som hun strøg let og diskret med hendes ene tommel. Alt kørte efterhånden i rutine. Han var jo trods alt væk hele natten på grund af sit arbejde og de mange forhandlinger. Hun havde jo så bare lært at indfinde sig med det hele og specielt hvis det var Lucius som gjorde det, så blandede hun sig kun frygtelig sjældent. Hun vendte blikket mod Miquel, da han endnu en gang måtte gå ned i knæ. Den arme knægt havde været i gang i flere timer. Selv der hvor hun vidste at han umuligt ville kunne formå at gøre det til en perfektion. Han havde i det mindste fejlet gang på gang på gang. Det kølige smil hvilede på hendes læber, da hun igen vendte blikket op mod Lucius. Hun hævede sig let på tæerne og hviskede ham varsomt i øret. Lucius vendte blikket let op mod loftet og med det kølige smil. ”Virkelig?” begyndte han roligt. Han vendte blikket stille mod hende, hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind, kærligt og blidt. Lige så med hende, var det kun dem som kendte til denne side ved hinanden. Alle andre så en helt anden. ”Det må jeg jo lige få tjekket.. Gå ind i stuen og vent på mig, min elskede.. Jeg kommer straks.” Han plantet et kys mod hendes kolde læber med en tydelig intimitet og lidenskab. Han elskede hende, som hun i den grad også elskede ham. ”Bliv nu ikke for længe væk, vel?” sagde hun og blinkede let til ham. Hun lod dem være, da hun bakkede ud af hans beskyttende og så betryggende favntag og gik mod stuen. Lucius vendte sig i retning af Miquel. Hans mine ændrede sig ganske hurtigt, ligesom Malanias selv gjorde det. Han gik mod ham. ”Rejs dig,” hvislede han med en fast og iskold stemme. Han bar bestemt ikke den medlidenhed som Malania.. desværre, stadig kunne vise små hentydninger til.

[lantes]

Miquel så ikke det mindste af noget af det som Malania og Lucius stod og udveklsede. Ingen af de hviskende ord, eller nogen af de små kærtegn de satte mod hinanden. Han turde ikke kigge op. Han skulle først blive snakket til, før han ville nærme sig det at skulle kigge på nogen af dem. Han kunne mærke køligheden i huset og han trak hurtigt hans striktrøje mere ned over armene og lagde istedet armene omkring sig selv, mens han støttede på sine knæ. Han rystede let og sad og skælvede med sig selv. Varme fandt han ikke. Hverken i det indre eller ydre.
Han tænkte lidt på alle værelserne. Havde han nu husket det hele. Hvert billed, hvert støvfnug i de værelser han i det mindste have gjort perfekt (i hans øjne): deres opholdssteder. Han kom med et let suk og hørte noget om 'virkelig', og 'gå ind i stuen min kære'.
"Ja Herre!" sagde han, da Lucius bad ham rejse sig. Han skubbede sig hurtigt op at stå, og hans øjne flakkede over hans ansigt. Han blev stående, ventende på en ny ordre.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania gik stille ind og satte sig i den store stue. Hun sagde ikke så meget som et ord. Det var jo efterhånden bare blevet en vane, at det kørte sådan. Lucius tog ud når det blev mørkt, kom hjem, de mødte hinanden i døren, og han tog runden i huset for at afgøre om det var gjort godt nok eller ikke.. der var jo intet nyt under solen, selvom det klart ville være noget andet, hvis der bare skete lidt mere.. udover det sædvanlige. Hun sukkede dæmpet og lod hånden vandre over kæden som hun bar om halsen. Hun havde båret den i så mange år.. Ikke kunne hun fjerne den, blot med en låsemekanisme som kun Lucius var i stand til at skulle få op. Hun vendte blikket ud mod det store mørke udenfor.. I aften var der virkelig frygtelig mørkt.
Lucius samlet sine hænder over ryggen. Han var den dominante i huset, og det havde han altid været. Måske at arbejdet var gjort perfekt i hans egne øjne, nu genstod det jo at finde ud af, hvorvidt om de andre var enige. Malania fik aldrig lov til at tjekke det. Et sted vidste han jo, at det gode stadig var i hende, selvom han havde fået hende hærdet voldsomt. Og han var i den grad ikke færdig med det arbejde endnu, selvom det nu havde pågået igennem adskillige år. Miquel var måske en lydig lille tjener. En tanke som i den grad morede ham. Han kunne uanset ikke få knægten solgt, så blød som han var, så ville det jo være et ideelt træk at sætte ham hjemme, lade Malania koste lidt rundt med ham, om muligt så også få ham hærdet, så han kunne smides ud herfra igen. Han kneb øjnene fast sammen. En sølle Warlock og så under dem.. Der fandtes da ikke noget bedre! ”Jeg håber for din skyld, at dette er gjort bedre end sidste gang,” sagde han alvorligt og med en kortfattet tone. Han gik forbi Miquel og med den faste mine. Op af trappen i et roligt tempo og med den autoritet som skinnende ud af hans ansigt og holdning. Den sagde virkelig tydeligt, at han var manden i huset. Han nåede sit eget opholdsrum, hvor han roligt tog om dørhåndtaget og tvang døren op. Han betragtede det med en meget fast mine. Alle små fejl blev påpeget.. hver en mindste lille en!

[lantes]

Miquel kunne høre at Malania gik ind i stuen. Døren som ligeså stille gled på klem, for at hun kunne ynde sig ind. Han kunne fint høre alt. Han var ekstremt opmærksom. Måtte jo huske alt, se alt.. Vide alt - hvad han da kunne komme til. Han pressede læberne lidt sammen til en smal strej, mens han tænkte på om han ikke kunne finde det gode i Malania. Hun var jo kun sådan.. truende og kynisk, pga. at Lucius gjorde hende mere og mere mørk. Han var faktisk meget i tvivl omkring deres kærlighed - det måtte være falsk. Lucius kunne ikke elske nogen, han var jo ren mørke og ondskab. Og han havde tvunget mørket over Malania, og han syntes faktisk det var synd for hende.
Han rankede i ryggen, og lagde så hænderne omkring sig selv. Han så på Lucius, og lagde sig tydeligt under ham. Nok han var warlock, solgt til 'den nederste rang'. Så kunne han jo intet magi, som kunne få ham ud herfra. En levende gulvmoppe kunne næppe jage Lucius bort. Han fulgte med ham op af trapperne - lige i hælene på ham, og med hovedet lidt sænket. Da de kom ind på hans opholdssted, stod han stille og modtog alt kritikken. Han undskyldte for hver af dem. Han havde vel egentlig sjusket denne gang. Der var mange flere denne gang end sidst. Måske fordi han var træt, følte sig ekstrem presset fordi det var hele huset og så havde han jo skyndt sig, gjort noget ud af det man først lige så. Men Lucius gik jo i detaljer, desværre. Han stirrede ned i gulvet, ventede næsten på at blive overfaldet eller sådan noget for det ringe hundse arbejde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde engang været det mest lyse som man kunne forestille sig af Procias. Det desperate behov for at skulle hjælpe andre, som det lysvæsen som hun havde været dengang. Lucius havde kastet mørket over hende, og hun havde ladet ham gøre det. Hun elskede virkelig den mand og af hele det nu så kolde og døde hjerte. Dog til tider, så kunne hun tage sig selv i, at sidde i vinduet og egentlig bare stirre ud i mørket.. til tider, så savnede hun den store sol, nu hvor månen havde måtte indtage den plads for hendes vedkommende. Hun sukkede indædt og lod blikket falde mod ringen, som hun bar med en stolthed uden lige. Hun tvivlede så sandelig heller ikke på, at det var gengældt fra Lucius’ side af. I hendes øjne, så var de jo trods alt et ’levende’ bevis på, at det gode fint kunne med det onde.. lyset med det mørke, selvom.. hun jo faktisk havde ladet det hele tage over hende. Langsomt og stille ladet det lyse i hende blive slået ihjel og uden at gøre noget som helst.
Lucius trådte langsomt ind i opholdsrummet. Hænderne igen låst fast over hans stærke ryg og med den intense mine i blikket. Fint så det nu ud. Miquel havde lært, og det var uden tvivl. Han kneb øjnene fast sammen. Det kunne virkelig ikke passe, at knægten var ved at finde ud af, at skulle få det rigtigt! Så gik jo meget af det sjove jo ud af det. Han tog sin ene hånd, lod pegefingeren vandre med en hylde.. Jovist, der var intet støv, ikke så meget som et støvkorn. Han fnøs lavmælt og rettede sig op med den samme faste mine. ”Imponerende..” sagde han kortfattet, dog uden at skænke ham så meget som et blik. Han betragtede det.. I bund og grund, var arbejdet dog ganske glimrende udført.. ganske tæt på den perfektion, som klart var sat som en ekstrem forventning til Miquel. En standard som Malania klart formåede at holde oppe. En tanke som han nu kun var glad for. Knægten skulle så sandelig ikke have det for enkelt!