I need you..

[ryan]

Ryan elskede Leah. Han ønskede hende det bedste og han vidste godt at han havde dummet sig utrolig meget, og han vidste godt hvorfor hun var bange for ham, for han havde jo gjort hende ondt, han havde.. voldtaget hende, hvilket var en tanke der gav ham en kæmpe knude i brystet, hvor han følte sig helt dårlig tilpas, for den sidste han ønskede at gøre skade på, var Leah. Hun var nok snarere den eneste som han ikke ønskede ondt, for alle andre var han da fuldstændig ligeglad med. Det var kun Leah der fik det bedste frem i ham, det var hende som fik ham til at være lidt mere menneskelig, hvor han var lige så sindssyg og kold overfor alle andre som han hele tiden havde været. Men Leah var noget særligt, hun var hans mage og derfor havde hun også en kæmpe betydning for ham. Måske han ikke just svarede med hjerte, men han vidste at hun talte til ham fordi han sad der, for han gik slet ikke ud fra at hun havde lyst til det. Hun havde jo selv sagt at hun havde forsøgt at undgå ham, så hun måtte vel også ønske ham bort? Han blev blot siddende med armene omkring sine knæ, hvor han stirrede ind i sengens side, uden rigtig at se noget som helst. Han blev lettere fjern, hvor han mest af alt lignede en statue, selvom han skam var levende nok. Han vidste at han havde gjort hende ondt, derfor forstod han også godt at hun pakkede sig sådan ind, for hun var vel bange for at det skulle ske igen? Stilheden der sænkede sig, var lettere akavet, hvor han sad og overvejede om han bare skulle gå eller ej, men det følte han heller ikke at han kunne, for tænkt hvis hun havde brug for noget andet? Han ville jo gerne være der for hende, det havde han altid ønsket og det havde han vel egentlig også altid været? Han kunne måske gøre hende ondt, men i sidste ende så stod han der jo altid for hende. Han endte med at blinke lettere forundret til hendes ord, hvor han vendte blikket overrasket op imod hende. Skulle han blive? Ville hun have ham hjem? Det føltes som om hans hjerte slog imod hans bryst, skønt det ikke var tilfældet, for det var lige så dødt som resten af hans krop. Flere gange åbnede han munden for at sige noget, selvom intet ord forlod hans læber, da han slet ikke vidste hvad han skulle sige. Han fjernede blikket fra hende, hvor han betragtede gulvet med et flakkende blik. ”Men.. jeg troede ikke at du gad mig,” svarede han dæmpet og usikkert, selvom det var højt nok til at hun ville kunne høre ham. Han så forsigtigt op mod hende, hvor han rynkede brynene i en usikker mine, da hun ikke var den eneste der var det. ”Du sagde selv at du havde prøvet på at undgå mig,” tilføjede han i samme dæmpede tone, hvor han fjernede blikket fra hende igen, så hun ikke kunne se det sørgmodige blik, da han blot betragtede siden, ved at lade hagen hvile mod hans ene overarm. Det var ikke fordi han ikke ville hjem igen, men.. han var usikker på om hun overhovedet mente sine ord.

[Deleted]

Leah havde altid elsket Ryan, hvilket også var den grund til at hun faktisk reagerede så kraftigt so hun gjorde på det som var sket, for hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre. Hun forstod virkelig ikke hvordan han havde fået sig selv til det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Det havde skræmt hende, det havde bragt hende tilbage til den tid –mentalt, hvor hun virkelig ikke havde haft det særlig godt, så det var noget som hun skulle til at bearbejde endnu en gang, og det var faktisk noget som havde taget hende tid! Han havde vist hende at hun var mere værd end det som hun havde gået og troet at hun havde været, kun for at rive det hele så brutalt fra hende igen, og det var faktisk slet ikke en tanke som hun kunne lide, for hun forstod virkelig ikke hvordan det kunne være gået så galt, om det var noget som man ville det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket direkte mod ham, som han sad der, næsten som havde han været en lille dreng, som var røget i skammekrogen. Det kunne godt være, at det var grotesk set fra hendes side af, men det at han gav udtryk for de følelser, var faktisk en tanke som hun godt kunne lide, for han viste hende kun, at han faktisk fortrød det som var sket, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var helt sikkert, og det var noget som faktisk havde alverdens af en betydning for hende! At bede ham om at komme hjem igen, var noget som hun nok ikke ligefrem havde regnet med at sige til ham, men hun ønskede virkelig at han skulle komme hjem, ellers… var det jo slet ikke rigtigt! Hun blinkede let med øjnene, som hun ellers blev siddende og bare stirrede på ham med et stille blik. Frygten var der ikke som den havde været tidligere, hvor den nu var blevet erstattet af en voldsom usikkerhed, for det var slet ikke noget som hun kunne skjule bare sådan uden videre, for det var ikke nemt for hende at arbejde med! At han gav udtryk for en usikkerhed, var helt klart også noget som havde en ekstrem stor betydning selv for hende, for det var slet ikke noget som sagde så lidt. Hun vendte blikket stille ned mod sin urtete, hvor hun bed sig svagt i læben. ”Det var jo bare et forslag..” mumlede hun let for sig selv, som hun endte med at tage en anden tår, kun for at vende blikket en anelse væk fra ham. Uanset hvad, så var det forkert, hvis dette ikke var et sted for de to, for.. det var jo trods alt sådan at det altid havde været, så selvfølgelig var det også noget som betød alverdens for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Men.. du må gerne.. hvis du vil..” endte hun dæmpet. Hun ville selvfølgelig ikke tvinge ham til noget som helst, for det var slet ikke noget som hun kunne finde på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[ryan]

Ryan havde godt set de mange ringe som hun havde haft i en halskæde, en halskæde som han også havde fået hende til at smide væk, for at give slip på fortiden. Da hun havde fundet ham og fået ham væk efter sin dødskamp i det store Colosseum, så havde de lagt følelserne på bordet, hvor han havde lovet hende at han ikke ville svigte hende, men.. hvordan skulle han også kunne det, når hun var hans mage? Han vidste godt at han havde dummet sig, som han havde dummet sig mange gange, men det ændrede ikke på det faktum at han hadede sig selv for det. Han havde voldtaget hende, selvom.. han havde jo ikke engang været sig selv! Han havde været fuld, hun havde taget fornuften og kontrollen fra ham, hvor han ikke havde kunnet styre sig selv, da alt bare var.. sket. Det forundrede ham dog at hun begyndte at tale om at han skulle hjem igen, for han havde troet at hun hadede ham, at hun var bange for ham, for det kunne han jo selv se, så hvorfor pokker ville hun have ham hjem igen? Det var ord som var kommet utrolig meget bag på ham, selvom han var usikker på om hun i det hele taget mente det. Han så roligt op mod hende, da hun sagde at det bare var et forslag, hvor han betragtede hende lettere vurderende og tænksomt, som om han prøvede at læse hendes tanker – hvilket han kunne via sin magi, men havde lovet hende at han aldrig ville gøre det, og derfor heller ikke gjorde – han prøvede dog at gennemskue hende, selvom han ikke helt forstod hendes tankegang og det ville han jo nok aldrig komme til. Hun var et.. indviklet individ, hun modsagde tit sig selv, hvilket kun forvirrede ham endnu mere, til tider kunne hun være så snæversynet at han slet ikke havde en chance for at komme tæt ind på hende. Et let smil gled over hans læber til hendes følgende ord, hvor han ganske roligt kom op på benene igen. Han stillede sig roligt hen til hende, hvor han bøjede sig ned for at kysse hende mod hovedbunden. ”Jeg vil gerne hjem,” hviskede han blidt mod hendes hår, inden han rettede sig op igen. Han strøg sin kolde hånd imod hendes kind, inden han trak hånden til sig og greb omkring kluden, der kun var lidt fugtig. ”Skal jeg bringe dig mere?” spurgte han roligt, hvor han blev stående afventende for svar. Han ville gøre alt for at hun skulle få det bedre, han ville gøre hvad som helst for at hun skulle tilgive ham og lukke ham tæt på igen, selvom han vidste at det blev en kamp og han var næsten bange for at han ikke kunne vinde den kamp, for de kom jo altid op at skændes uanset hvad det så end var, det kunne være ved en lille misforståelse som sidst, hvor han endda havde ment ordene på en god måde, men hun havde afvist ham, og det var endt så langt ude at han ikke havde kunnet rette op på det, hvor hun havde bedt ham om at gå. Men utroligt nok bad hun ham også om at komme hjem igen; som hun altid gjorde. Det lille smil forblev på hans læber, da hendes ord klart havde hjulpet på hans humør. Han ville ikke have noget imod at blive her, så han kunne tilse hende og passe på hende, hjælpe hende med at blive rask igen, hun betød jo alt for ham. Hun var hans verden. Hun var meningen med hans liv.

[Deleted]

Leah vidste godt, at hun var utrolig forvirrende, også fordi at det var noget som han allerede nu havde endt med at give udtryk for temmelig mange gange, selvom det dog ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Uanset hvor meget de kunne have at slås med, så var der dog visse småting som hun bare ikke kunne finde på, og det var deriblandt at kyle ham ud permanent. Selvfølgelig forsøgte hun bare at markere sine grænser, også for at passe på og ikke mindst beskytte sig selv, for det var jo lige så også noget som hun havde brug for, for hun var jo trods alt også nødt til at vise når grænserne var nået, ellers var det da helt klart hende som havde et problem! Hun vendte blikket forsigtigt mod ham, som hun havde forslået at han kunne komme hjem. I det store og hele, så.. kunne hun vel heller ikke klare sig selv uden ham? Og det var en tanke som hun selv slet ikke brød sig om, for hun følte sig virkelig afhængig af ham! At han rejste sig, var noget som hurtigt fangede hendes opmærksomhed, for selvom hun havde sagt at han gerne måtte komme hjem – ligesom hun altid gjorde, så var der jo selvfølgelig grunde til at hun stadig var en kende usikker omkring ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for hun brød sig ikke om det! Alt det som han havde gjort, var ikke bare noget som hun glemte bare sådan uden videre, for det gjorde hun bestemt heller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hendes hjerte begyndte kraftigt at hamre mod hendes bryst, som han lænede sig ned og kyssede hendes hovedbund, hvor hun svagt lukkede øjnene. Han ønskede hende ikke ondt, og det vidste hun jo et sted også godt, selvom det nu og da, bare var noget som hun skulle overbevises om endnu en gang, specielt efter det som var sket efter de havde stødt på hinanden sidst. Jobbet havde hun vel mistet? Hun havde slet ikke været der siden den aften, for hun havde slet ikke kunne samle sig om det! ”Så kom hjem..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun vendte blikket op mod ham, som han tog fat om den fugtige klud endnu en gang, for det var jo ikke engang fordi at det var noget som man ville være i stand til at gøre noget som helst ved i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun blinkede let med øjnene. Han var nu en god mand på bunden og hun vidste jo at han forsøgte, og det var vel også det eneste som hun faktisk kunne stå der og kræve af ham? Hun nikkede stille. At få en kold klud på panden var faktisk altid behageligt – også set i hendes øjne, så det var ikke noget som måtte sige så lidt. ”Det ville gøre godt..” endte hun stadig en anelse dæmpet, for hun var jo stadig godt usikker på det hele, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Faktisk havde hun aldrig været så usikker på noget som hun var nu, for det som han havde gjort, var bestemt ikke noget som hun bare sådan uden videre, ville være i stand til at glemme!

[ryan]

Ryan vidste udmærket godt at han havde dummet sig frygtelig, men det ændrede ikke på det faktum at han elskede hende og at han gerne ville gøre det godt igen, for hun var hans mage, hun var hans kæreste eje og han vidste ikke hvad han skulle gøre uden hende. Han havde jo faktisk mærket hende som sin, da han havde næret sig på hende den aften hun havde reddet hans liv ved at stille sit blod til rådighed, da hun havde fundet ham efter sin dødskamp, hvor han bare var blevet smidt hensynsløst fra sig udenfor det store Colosseum, så han kunne rådne op i regnen og kulden, men Leah var kommet og havde fået ham med ind i varmen, hvilket han stadig var hende taknemlig for, så nu var det hans tur til at få hende ind i varmen og få hende gjort ham rask igen. Han mærkede tydeligt hvordan hendes hjerte begyndte at hamre imod hendes bryst, da han rejste sig og lænede sig ind over hende, for at skænke hendes hovedbund et blidt kys, selvom han godt forstod hendes frygt og usikkerhed, men hun måtte jo heller ikke glemme alt det gode han havde gjort mod hende! Hvorfor skulle han ville gide, at kaste alt det bort bare uden videre? Han havde altid været der for hende, han var tilmed den person der havde fået hende væk fra horehuset, som havde givet hende langt mere, og han skulle nok sørge for at hun ikke mistede sit job på Den Dansende Flamme for det ville han ikke kunne gøre imod hende, da han jo godt vidste at det var hans skyld. Han skulle ikke have trukket hende væk, selvom han havde været så fuld at han kun havde tænkt på en ting; hende. Han havde været nød til at gøre alt godt igen, selvom det var endt den stik modsatte vej, hvilket gjorde ondt. Han strøg hende blidt over håret. ”Og det vil jeg,” hviskede han dæmpet, som han sendte hende et mildt smil, som han greb omkring kluden og stod afventende for hendes svar. Han nikkede ganske roligt, inden han drejede om på hælene, for at gå ud ad soveværelset igen, hvor han gik ud i køkkenet. Han fik kluden under den kolde hane, hvor han lod den blive godt kold, inden han vred den lidt, kun for at gå tilbage til soveværelset. Hans blik faldt på Leah, inden han gik tilbage til hendes side, hvor han strøg kluden let over hendes pande, inden han lagde den fra sig på natbordet. ”Du burde få noget hvile. Jeg.. jeg sover bare på sofaen,” endte han dæmpet, hvor han ikke kunne skjule den lille tone af skyld, eftersom det han havde gjort stadig nagede ham utrolig meget. Han bed tænderne let sammen, som han bakkede et skridt væk fra hende, inden han satte kursen ud mod stuen igen. Han ville heller ikke mase sig på, bare fordi hun havde givet ham lov til at komme hjem igen, for han havde jo mærket hvor usikker og bange hun var for ham, så han gad heller ikke tage pladsen ved hendes side i sengen, eftersom han ikke rigtig følte sig værdig til at ligge der, ikke med det som han havde gjort, og han ville heller ikke have at hun skulle være bange for at han overfaldt hende igen, bare tanken om det fik det til at stikke ham i brystet af ubehag.

[Deleted]

Leah vidste godt, at dette ikke bare var en hændelse som hun kunne se det mindste væk fra. Ikke desto mindre, så.. måtte de vel bare tage det hele som det måtte komme, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid. Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, også selvom hun stadig var ekstrem påpasselig, og så længe, at det var noget som han faktisk var i stand til at tage hensyn til, så var det bestemt ikke hende som skulle klage. Han ville ikke få noget ud af at lægge pres på hende i denne stund, det var helt sikkert! At han faktisk gerne ville hjem, var bestemt ikke noget som hun havde noget imod i den anden ende, for hun kunne faktisk rigtig godt lide den tanke, også fordi at det virkelig måtte være.. forkert når han ikke var hjemme, men ikke at det var noget som hun ville sige på nogen måde overhovedet. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham, hvor et svagt, dog meget forsigtigt smil viste sig på hendes læber. ”Godt..” endte hun med en ganske dæmpet stemme, som hun roligt satte sin urtete på natbordet igen, hvor hun så til at han forlod værelset, kun for at komme tilbage med den kolde klud som han lod glide over hendes pande. Hun havde feber, hun var træt og hun ønskede og magtede slet ikke at diskutere med ham, for det var slet ikke noget som hun magtede i denne stund. Hun lukkede øjnene ganske svagt, som hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang. At han bare flyttede ud på sofaen, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, for hun var nok ikke i stand til at søge til hans favn endnu. Ikke efter det som var sket, også fordi at det var noget som hun stadig var nødt til at arbejde med, for det var ikke noget som man bare kom, sådan natten over, og det vidste hun skam udmærket godt. ”…. Okay,” endte hun dæmpet, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Svagt bed hun sig en anelse i læben, også selvom hun ikke sagde noget til det ellers, for det var slet ikke noget som hun kunne. Hvis det var hvad han ville, også fordi at hun valgte at tolke det som i ren respekt for hende, hvilket var noget som hun faktisk var temmelig glad for. Lige der og da, var det faktisk hende som havde brug for at blive set og hørt lidt for en gangs skyld! Ganske stille lagde hun sig ned i sengen, også selvom hun nærmest.. glemte at trække dynen om sig, for hun var træt og direkte udmattet, og nu hvor hun vidste at han var der til at passe på hende, så behøvede hun vel heller ikke at være så.. afvisende overfor ham? Han ønskede at passe på hende, og det var hvad han havde vist – i dag om ikke andet, så det var ikke noget som hun ville se det mindste bort fra, hvis det var noget som hun ellers slap for i den anden ende, det var der ingen tvivl om. ”Så… så må du jo sove godt..” endte hun dæmpet. Hun snøftede endnu en gang. Hun havde virkelig fået skaffet sig en frygtelig slem forkølelse!

[ryan]

Med alt det som var sket og som Ryan havde gjort imod Leah, så vidste han godt at han ikke bare kunne tro eller forlange at søge til hendes favn, holde om hende og hviske hende i øret at alt nok skulle gå, for han vidste at det ikke ville ske, han vidste at hun stadig var usikker omkring ham og han havde jo set hvordan hun havde pakket sig ind i dynen nærmest for at skjule sig, hvilket han ikke brød sig om, for det viste kun at hun frygtede for at han kunne finde på at springe på hende igen, selvom det slet ikke blev tilfældet, for det kunne han ikke finde på! Han havde lært af sin fejl og han ville også holde sig langt væk fra alkoholen, for han skulle nødig have en gentagelse af sidst, hvor han havde mistet sin fulde kontrol. Han så blot til, som hun stillede sin kop fra sig på natbordet, da han kom tilbage med den kolde klud. Han kunne næsten fornemme sygdommen i hendes indre, hvilket bekymrede ham, for han havde aldrig set hende syg før. ”Klarer du dig?” spurgte han bekymret og tydeligt uvidende om hvad hun fejlede, hvor han ville ønske at han kunne gøre mere for at hun blev rask. Han lagde roligt kluden fra sig, så hun hele tiden kunne nå den på natbordet, hvor han så til som hun lagde sig ned. Han ville sove på sofaen, for han vidste at han ikke fik lov til at sove her i sengen alligevel. Han så hvordan hun nærmest glemte at putte sig under dynen, hvilket selv bekymrede ham, for hun var nød til at finde varme et sted! Han tog omkring dynen og trak den godt over hendes skuldre, så hun ikke ville fryse, inden han strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt. Han havde lyst til at læne sig frem og kysse hende, men.. han undlod det, han følte ikke at han havde retten til det længere, tværtimod følte han slet ikke at han havde ret til noget som helst mere, for han følte at han havde mistet hende også selvom hun faktisk havde ladet ham komme hjem igen. Han trak sig roligt tilbage uden et ord forlod hans læber, hvor han gik mod dørene igen. Han så sig roligt over skulderen og smilte svagt til hendes ord. ”I lige måde, min egen,” svarede han i en varmere tone, inden han skulle til at gå ud, selvom han stoppede sig selv og igen vendte blikket mod hende, „hvis du har brug for noget, så kald på mig, så vil jeg være her på et splitsekund.” Han betragtede hende kort og afventede svar, selvom han slet ikke havde lyst til at gå ud. Han havde lyst til at gå hen, tage hende ind i sin favn og bede om tilgivelse, selvom han var rimelig sikker på at han ikke ville få det mindste ud af det, han var nød til at give hende tid, uanset hvor pinefuldt det kunne være. Han lukkede roligt skydedørene halvt i, så der var en lille sprække mellem dem, netop for han ville kunne høre når hun kaldte. Han selv gik hen og tændte op for pejsen, hvor han blot satte sig i sofaen, hvor han stirrede tomt ind i ilden. Han var vampyr og havde ikke brug for søvn, ikke som hende. Han fandt en cigaret frem, som han tændte, hvor han ellers bare blev siddende, næsten afventende på om hun skulle bruge noget eller ej. Han kunne dog høre hendes vejrtrækning, selvom han også havde lyst til at kunne indsnuse hendes duft, hvilket han ikke kunne herfra. Han savnede hende, selvom hun faktisk lå lige inde ved siden af, og alligevel føltes det som om hun var flere hundred kilometer væk fra ham – og den tanke gjorde ondt.

[Deleted]

Leah var nødt til at tage det forsigtigt når det måtte komme til Ryan, også fordi at han havde gjort dette ved hende, hvilket slet ikke var noget som hun kunne glemme ham for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket sigende mod ham, som hun endelig fik lagt sig ned. Det var bestemt heller ikke fordi at hun følte sig direkte træt, for.. det gjorde hun skam ikke, og et sted, så var det faktisk en tanke som ikke gjorde hende noget, for hun ønskede jo faktisk at han skulle være der. Det var forkert når han ikke var hjemme! Hans ord var noget som fik hende til at vende blikket mod ham, hvor hun direkte bed sig svagt i læben. Om hun klarede sig, vidste hun ikke, for det var virkelig sjældent at hun havde det så slemt som hun havde det lige nu, for.. hun svedte, men følte virkelig at hun var ved at dø af kulde! ”Det gør jeg nok..” endte hun dæmpet, som hun vendte blikket sigende op mod ham endnu en gang. Svagt bed hun sig i læben, også selvom hun ikke rigtigt gjorde noget andet ved det lige nu. At han kom hende i møde endnu en gang og pakkede hende ind i dynen, sagde hun intet til, andet end at hendes hjerte igen begyndte at slå, hvor hun heller ikke havde noget imod hans puslen af hende. Hun sukkede dæmpet, som hun vendte blikket op mod ham. ”Det er bare koldt..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun svagt bed sig i læben. At han kaldte hende for sin egen, var noget som svagt fik hende til at smile, for det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham som han endte i døren ind til stuen, også selvom hun slet ikke sagde noget til det som sådan, hvor hun bare endte med at nikke ganske let. ”Det skal jeg nok..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun lagde sig godt til rette, som han forlod værelset og gik ind for at tage plads i sofaen. Længe blev hun bare liggende og lyttet, også mens hun virkelig forsøgte at skulle finde en varme, for det var bestemt heller ikke altid lige nemt i hendes øjne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måder. Hun trak vejret dybt, som hun vendte sig om, hvor hun endnu en gang kraftigt endte ud i et nyseanfald og det var kraftigt! Nærmest som hun næsten endte med at nyse dynen af sig igen, for det var bestemt ikke altid lige behageligt hvis man spurgte hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun lukkede øjnene ganske let, som hun bed sig i læben. Dynen tog hun endnu en gang om sig, hvor hun trak benene godt og tæt op under sig, som hun virkelig forsøgte at holde bare en smule på varmen! Hun snøftede igen som hun gned hånden mod sin næse. ”Av..” mumlede hun let. Det var virkelig nyseanfald som ville ende med at give hende hold i nakken, for det var bestemt heller ikke behageligt på nogen måde!

[ryan]

Ryan ønskede ikke at presse sig på, for han vidste at han havde gjort hende uret og han respekterede skam hendes grænser, hvilket han også gerne ville bevise for hende. Han havde aldrig ønsket hende ondt, selvom det sjovt nok skete hver gang alligevel. Han ville dog ikke sige at det var hans skyld hver gang, selvom det måske altid blev fremstillet sådan, men hun var altså heller ikke uskyldig! Han kunne godt høre at hun var usikker på om hun klarede den, hvilket ikke ligefrem beroligede ham på nogen måde, for.. han havde aldrig passet en syg før, han havde aldrig taget sig af nogen før, der var hun jo den første og det bekymrede ham netop fordi det var hende, for han elskede hende og han ønskede på ingen måder at miste hende! Han bed sig let i den bløde underlæbe, hvor hans bryn var rynket i en bekymret mine. Han ønskede at hun skulle have det godt, hvor han også fandt hende dum at hun havde sovet ude på gaden, for hun kunne jo sige sig selv at hun blev syg! Hun burde være blevet hjemme! Specielt hvis hun alligevel ønskede at han skulle blive her! Det havde han i hvert fald også tænkt sig, for han kunne ikke lade hende blive mere syg! Det nægtede han ganske enkelt! Som han fik hende pakket under dynen, hjalp hendes ord ikke ligefrem, for han kunne ikke varme hende, eftersom han selv var helt kold, for han var jo faktisk død. ”Prøv og se om du ikke kan få sovet lidt, og se om det hjælper, ellers så drik lidt mere af din te mens den stadig er varm,” foreslog han roligt, da han faktisk ikke havde forstand på sygdom, han kunne jo ikke selv blive syg eftersom han var vampyr. Han endte roligt med at gå ud i stuen, hvor han fik tændt op i pejsen – måske det også ville bringe lidt varme til hele lejligheden og forhåbentlig også inde i soveværelset, så hun ikke skulle fryse så meget. Han askede let i askebægeret, inden han igen lænede sig tilbage i sofaen og tog et sug af sin cigaret, hvor han pustede let ud i luften. Han strøg let en hånd over det glatte hår, der var redt fint og helt glat tilbage og blev holdt af den gelé som han havde brugt. Han lagde hovedet tilbage mod sofaens kant, hvor han lyttede til hendes vejrtrækning og bevægelser. Mest af alt havde han naturligvis lyst til at ligge derinde hos hende, hvor han kunne holde om hende, kysse hende og hvisk hende beroligende i øret, selvom han også godt vidste at det ikke blev til noget foreløbig, for han havde krydset en grænse som han ikke burde have gjort. Da hans ører opfangede hendes nyseanfald, så endte han med at sætte sig op. Han lagde cigaretten fra sig i askebægeret, hvor han var inde ved hende på et splitsekund, da hun udtalte sit ‘av’. Han lagde en hånd mod hendes ryg. ”Er du okay?” spurgte han med en åbenlys bekymring i stemmen, som han hverken kunne eller ville skjule. Han strøg hende blidt over håret, hvor han trak dynen godt over hendes skuldre for at putte hende. ”Har du ondt? Fryser du? Skal jeg hente noget til dig?” Spørgsmålene gled over hans læber som var det dråber fra et vandfald, hvor han ikke rigtig tænkte over dem.

[Deleted]

Ryan havde helt klart valgt at krydse en grænse som bare ikke skulle krydses, men det var der nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved. De måtte jo bare tage det stille og roligt, og,.. så se hvor de ville ende henne, for andet alternativ havde de jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der jo ikke noget at gøre ved det af den grund. At han direkte var bekymret for hende, var bestemt heller ikke en tanke som hun havde noget imod, men ikke desto mindre, så var der ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det, for.. han var kold, han kunne ikke ligge og holde betryggende om hende, også selvom der nu heller ikke var noget som man kunne sige noget til det af den grund, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemt for hende på nogen måde! Hun vendte blikket stille op mod ham som hun lod ham putte hende under dynen. Han forsøgte, og det var det som klart havde den største betydning for hende, også fordi at det var noget som hun kunne mærke på ham. Tungen strøg hun let over sine læber, hvor hun bare valgte at nikke til hans ord. Hun skulle da forsøge om ikke andet, også selvom det bestemt heller ikke ville være det nemmeste, men det var vel.. forsøget værd? Desuden vidste hun godt at han ikke ville være der til at varme hende, for han var jo en vampyr, selvom.. det ikke var det væsen som hun frygtede mest, men det var et sted en trist tanke at han ikke kunne ligge og holde om hende, men det var der nu heller ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
At Leahs nyseanfald var noget som fik Ryan til at reagere, og specielt da hun måtte sige ’av’ var noget som først gik op for hende, hvor hun direkte fik et chok som hans hånd gled mod hendes ryg, hvor hun hastigt vendte sig mod ham. Hun var ganske meget ved siden af sig selv, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun lod hånden glide til nakken. Så meget som hun har nyst de sidste dage, så følte hun efterhånden at hun var ved at have godt ondt i nakken, og det var en tanke som direkte irriterede hende! ”Nej, jeg…. Har bare ondt i nakken..” endte hun dæmpet, som hun endnu en gang lagde sig godt ned i sengen igen. Hun var træt og ønskede og magtede slet ikke at gøre det vilde ved det, hvilket vel heller ikke kunne komme bag på enhver? ”Og jeg har det ikke særlig godt..” tilføjede hun langt mere dæmpet, for hun brød sig slet ikke om den fornemmelse som det efterlod hende med, for.. hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun snøftede endnu en gang og lod hånden stryge over næsen igen.

[ryan]

At Leah var syg, var noget som gjorde Ryan utrolig bekymret, for han havde aldrig set hende syg før! Han elskede hende, hun var hans mage og han ville gøre hvad som helst for hende! Han havde aldrig passet en syg før og han kendte heller ikke rigtig til sygdomme som sådan, for han var jo selv vampyr og kunne ikke blive syg selv, derfor så havde han aldrig prøvet det. Det eneste han kendte til af ’sygdom’, var når en vampyr blev så sultet at de var ved at dø, og det var ikke engang fordi man kunne kalde det for sygdom, men det var det eneste som faktisk rigtig kunne svække og gøre en vampyr dårlig. Han kunne godt mærke at hun fik et chok og ikke havde set ham komme, men hendes ’av’ havde fået ham til at reagere hurtigt. Han strøg hende blidt over ryggen – selvom det var udenpå dynen – hvor han rynkede brynene ganske let i en bekymret mine. Han fulgte kort hendes hånd, som hun lagde i nakken, da hun sagde at hun havde ondt der. ”Skal jeg massere dig?” spurgte han roligt og med samme bekymring i stemmen, hvor han strøg hende op ad ryggen og lagde sin hånd over hendes egen, der hvilede mod hendes nakke, imens han lod hovedet søge let på sned. Deres forrige aften havde han valgt at lægge på hylden da bekymringen var for stor til at han kunne holde sig på afstand til hende, for han nægtede at lade hende blive mere syg! Han ville passe og pleje hende! Af den grund så ville han jo heller ikke kaste sig over hende! Desuden så kendte hun ham, så hun burde vide at han ikke ville gøre hende noget ondt, hvilket han vel også viste i denne stund? Han bed sig let i den bløde underlæbe, da hun sagde at hun havde det dårligt, hvor han selv fik det dårligt ved bare tanken om at hun havde, for han ønskede virkelig ikke at der skete hende noget! Han rykkede tættere på hende med bekymringen malet i hele hans ansigt. Han havde aldrig bekymret sig så meget for nogen før i hele sit liv! Men Leah var hans mage, så selvfølgelig var hun noget ganske særligt! Han lagde sit hoved ind mod hendes, så deres pander hvilede imod hinanden, hvor han trykkede hende blidt ind til sig, som havde det været en omfavnelse. ”Kan jeg gøre noget for dig, så du får det bedre?” spurgte han i en hviskende og rolig tone. Han ville gøre hvad som helst for at hun fik det bedre, hvor han også kendte nogle metoder, men de kunne være rimelig risikable og farlige, hvis man ikke var varsomme og derfor så han helst at hun blev rask på normalvis igen. Han kyssede hende blidt mod panden, inden han trak hovedet til sig igen, så han kunne vende de dybblå øjne imod hendes smukke isblå. Han vidste ikke hvor alvorlig hendes sygdom var, men hvis hun døde, så vidste han da slet ikke hvad han skulle gøre! Hun var hans et og alt, hun var hans.. bedre halvdel, den som fik den gode side frem i ham, en side som ingen andre havde formået at få hevet frem, men Leah havde virkelig fået ham til at bryde sit mønster. Hun var noget ganske særligt. Hun var hans eneste ene, og han var ligeglad med hvor meget de skændes, hvor meget han dummede sig og som hun gjorde, for han elskede hende og det ville han altid gøre!

[Deleted]

Leah fandt det bestemt heller ikke behageligt at være syg, for det var slet ikke noget som hun kunne styre selv. Det var som om at noget rev i hende, tvang hende til hold i nakken ved nyseanfald, frøs når hun havde det varmt som omvendt, og det var slet ikke noget som hun brød sig om på nogen måde overhovedet! At han var bekymret, var faktisk en tanke som varmede hende, for så var han bestemt ikke så koldblodig som han havde vist sig, sidst de havde stået overfor hinanden, hvilket var noget som hun virkelig var glad for, det var der så sandelig heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som hun tog fat om dynen og trak den om sig, for hun følte virkelig at hun var iskold som aldrig nogensinde før, og hun kunne virkelig ikke have med den tanke i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At han spurgte om han skulle massere hende, fik hende til at vende blikket op mod ham endnu en gang. Hun var for træt til at være sur på ham, og hun havde det virkelig for skidt til at benægte ham det hele, når hun faktisk savnede at have hans favn at ligge i. Generelt, så hadede hun virkelig at være syg, også fordi at det var noget som skete så forbandet sjældent, men nu hvor det endelig skete, så var det jo bare sådan at det var, og så måtte hun jo gøre sit for at komme igennem det, uden at der skete noget ved det ellers. ”Kan du gøre det, uden at brække min nakke?” spurgte hun stille, som hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. Et sted var der en drillende undertone, for hun forsøgte virkelig. Det var jo heller ikke fordi at hun direkte ønskede at han skulle have det elendigt eller forvirret, eller ikke vide hvad han havde med at gøre, for det var egentlig slet ikke hendes mening i den anden ende, men ikke desto mindre, så var det til tider også temmelig svært for hende, at finde ud af hvad hun kunne og ikke kunne. At han kom tættere på hende igen og faktisk trak hende ind mod sig, var ikke noget som hun som sådan havde noget imod, for hun var for træt til at gøre modstand. Hun lagde sig ind mod ham, hvor hun lige så tog imod kysset til panden. Hun lukkede øjnene ganske let, hvor hun næsten følte for at falde i søvn ind mod ham, også fordi at det var virkelig rart at skulle sidde der sammen med ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme il stykket, men det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som hun lod den ene hånd varsomt glide mod hans bryst. Hun gjorde dog intet ved den – andet end at lade den ligge der, for det føles virkelig rart at have ham der, for det var der han hørte hjemme; Sammen med hende. ”Bare.. hold om mig,” endte hun dæmpet og med en tydelig træt stemme.

[ryan]

Ryan var oprigtigt bekymret for Leah, men hvem ville ikke være det overfor sin mage? Han elskede hende højere end livet selv, derfor ville han naturligvis heller ikke have at der skete hende noget! Han vidste godt at han havde dummet sig frygtelig meget, at han havde voldtaget hende, hvilket slet ikke havde været hans mening, for han havde været så fuld og hendes udstråling havde taget al kontrol fra ham, derfor var det jo heller ikke helt hans skyld, for havde hendes udstråling ikke været der, hvis hun havde været mættet, så var det jo aldrig sket. På den anden side var han også glad for at hun faktisk havde været ham tro, selvom de ikke havde været sammen, for hun havde jo ikke været en anden mand tæt, men det gjorde så kun alt værre at han skulle tage hende med magt, for det havde han jo slet ikke ønsket! Hun burde dog også kende ham langt bedre end det! Selvom han godt forstod hendes skræmte blik, hendes frygt for ham, for han havde jo set det samme blik efter akten, selvom han måtte erkende at han faktisk ikke helt kunne huske så meget af det, da alkoholen og tømmermændene bagefter havde givet ham små huller i hukommelsen. Han havde dog også holdt sig langt væk fra alkoholen dagene efter, hvor han jo så havde fundet hende liggende på gaden i dag. Hans dybblå øjne afslørede den tydelige bekymring som han nærede, hvor han var bange for at han ville miste hende. Hendes drillende ord om han kunne massere hende uden at brække hendes nakke, fik ham til at sende hende et skulende blik. ”Selvfølgelig kan jeg det!” svarede han lettere selvsikkert, som han lod fingrene kærtegne hende blidt i nakken, imens han fortsat holdt hende tæt ind på sig, hvor han kunne indsnuse hendes søde duft, mærke hendes varme, selvom den varme nok skyldes feberen som hun havde, hvilket kun gjorde ham bekymret. Han ville gøre hvad som helst for at hun fik det bedre, selvom han foretræk at det skete på den naturlige måde, så han ikke ødelagde noget i hendes system. Han ønskede ikke at gøre mere skade på hende, end det som han allerede havde gjort, for der måtte han erkende at han vidst havde gjort nok. Han trak let hovedet til sig, som hun lagde hånden mod hans bryst, inden han så lettere spørgende mod hende igen, for.. han var næsten bange for at hun ikke ønskede ham tæt på sig, hvilket gjorde ondt, men om ikke andet så ville han respektere det. Hendes ord kom dog bag på ham, hvilket hans blinkende øjne af overraskelse også afslørede. Skulle han holde om hende? Han lod tungen stryge tænksomt over hans læber, som han betragtede hende en anelse skeptisk, for.. hvorfor skiftede hun pludselig mening? Måske hun faktisk havde savnet ham? Et mildt smil gled over hans læber, som han roligt rejste sig, kun for at kravle over hende, hvor han lagde sig bag hende. Han krøb dog ikke under dynen, da han alligevel ikke ville kunne varme hende. Han lod varsomt den ene arm søge omkring hendes krop, hvor han trykkede hende blidt og forsigtigt ind til sig, inden han løftede den anden hånd og begyndte at massere hende ganske blidt i nakken, så han muligvis ville kunne hjælpe med at gøre den mindre øm. ”Jeg kan ikke lide at du er syg..” Hans ord var hviskende, næsten i et forsøg på at skjule bekymringen og at han var så blød, selvom det vel allerede var tydelig nok?

[Deleted]

Den bekymring som Ryan ejede for Leah, var noget som varmede hendes sind og sjæl, for det var det som gjorde det tydeligt for hende, at han faktisk fortrød det som han havde gjort, og det var en tanke som hun faktisk godt kunne lide, for det var også det som hun havde brug for at få at vide, ikke mindst få bekræftet på denne her måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket direkte op mod ham, som han var endt med at komme så tæt på hende, at han havde taget hende i armene, for det var slet ikke noget som hun havde det mindste imod i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, og med det stille smil på læben. Det var jo ikke fordi at hun direkte var bange for ham, men mere det som han havde gjort, for det var første gang, at hun havde set at han havde taget hende på denne måde, også fordi at hun slet ikke brød sig om det på denne måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Er du nu helt sikker på det?” spurgte hun med et stille smil på læben. Selv blev hun liggende tæt ind mod ham, også fordi at det var en følelse af tryghed tæt ved ham, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Et sted så var det en tanke som efterlod hende med et tydeligt behag et sted, også fordi at det var noget som hun helt klart havde formået at savne meget endda.
At det måtte komme bag på ham, at hun ønskede at han skulle holde om hende, for det ønskede hun jo virkelig, og det var en tanke som morede hende. Hun vendte blikket mod ham, som han endte med at kravle over hende og lagde sig bag hende, kun for at lægge armene om hende. Hun vendte sig roligt om, hvor hun alligevel endte med at ligge sig godt ind mod ham alligevel. At han ikke lagde sig under dynen, havde hun det faktisk fint med, for han ville ikke kunne varme hende på nogen måde. Hånden mod hendes nakke, fik hende til at knibe øjnene let sammen, også fordi at hun virkelig kunne mærke det! Det var også ved at være lang tid siden at hun havde oplevet massage, men det føles faktisk godt når han gjorde det, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun faldt faktisk til ro, når han lå der, også fordi at hun kunne mærke han ved sig, og at det vel også hjalp ham at.. hun faktisk åbnede den smule op for ham? For det var lige så også noget som han havde brug for at vide, og hun ønskede selvfølgelig også at lade ham vide det. Tungen strøg hun let over læben. ”Du skal ikke være bekymret..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun vendte blikket roligt op mod ham igen. Det var der ingen grund til. Det var sikkert bare en omgang forkølelse.