Evening at the beach.

[elian]

Elian havde sammen med sin drage fløjet til Peula, det var en af de mange gode ting ved at have en drage eller selv have vinger, at man kunne komme frem til alle steder, hvis det var det man gerne ville. De havde holdt sig skjult det meste af dagen, og bare holdt øje med hvordan naturen, solen og landet var. De havde brugt tid på bare at følge skyerne mens de gled i gennem deres bane over himlen, og de havde holdt sig skjult fra folk, for ikke at blive opdaget. Elian var trods alt typen som gerne ville kunne være i fred, og sådan som landende havde det nu, var det ikke altid noget som måtte være muligt, hvis man da ikke direkte passede på det, eller havde en mindre hær i ryggen. Godt nok ville Elian sagtens kunne forsvare sig mod langt de fleste hvis ikke alle der måtte komme i mod ham, og dem han ikke nåede, ville hans drage ordne, men Elian var ikke typen som gerne ville slås for en hver pris, det var meget bedre når han bare kunne slappe af og nyde livet, og derfor var det nødvendigt det meste af tiden at gemme sig. Som dagen var skredet på hæl, var der længere og længere mellem de folk som måtte komme forbi dem. Og i sidste ende valgte Elian at tage ned til stranden og slappe af der, han havde hørt meget godt om stranden og så var der trods alt noget havengel i ham så han havde en naturlig forkærlighed for havet og det gjorde at han kunne få ro i sit sind bare at være i nærheden af det. Da Elian ikke kunne fryse var han kun klædt i et par hvide lærredes bukser, mens han havde bare fødder og bar overkrop. Han havde samlet brænde og sad nu lænet op af den varme bug på Sarkatrax, med et knitrende bål foran sig, hvor han havde nogle dådyr som blev stegt og ud fra kødet steg den der en udsøgt duft der ville kunne få de fleste til at blive sultne, ved siden af dragens hoved lå der flere rå dådyr, de selvom det var tydligt at der måtte have været mange flere til at starte med. Elian sad med en pind i hånd og skubbede lidt til grenene i bålet for at holde liv i det. Solen var efterhånden på vej ned i horisonten hvilket gav aftenhimlen en klar rød farve som nogen havde stukket ild i den.

[Deleted]

Efter en temmelig beklagelig start på det landlige liv, så havde Indira valgt at holde sig mere til stranden og til havet, hvilket var noget som hun efterhånden kendte ganske godt, hvilket jo selvfølgelig var hende en klar tryghedsfornemmelse. At plaske rundt med fiskene, følge de mange bølger, svømme dybt og langs overfladen – alt sammen var noget som hun mægtig godt kunne lide! Men af den grund, så var hun jo stadig forbandet nysgerrig på hvordan de levede på land, men efter det som var sket, så var det skam ikke en nysgerrighed som hun regnede med at skulle stille bare sådan uden videre, for det var bestemt ikke noget som hun kunne alene, det var helt sikkert! Hun havde jo absolut intet til forsvar, når hun endelig var oppe på land, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for.. et sted var hun vel bange for det som var hende så ukendt? Selv legede hun rundt med en lille stime af fisk ved det lavtliggende vand og blandt de mange sten, så hun selv havde noget at skjule sig bag – bare lige i tilfælde, selvom der var andre ting som tydeligt måtte fange hendes interesse; Den store drage som fløj over hendes hoved, da den kom over den store himmel, var noget som direkte havde tvunget hende til at afbryde legen med stimefiskene, kun for at søge længere ud og ned mellem stenene, for tænk nu hvis hun blev set! Den eneste fra landjorden som hun faktisk stolede på, var Domenico, men selv ikke den mand havde hun set i et godt stykke tid nu. Ikke fordi at det var noget som sådan rørte ved hende, for hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det uanset hvad. Hvor skulle hun da søge efter ham? Hænderne gled stille langs stenen, idet hun kiggede over den, så hun kunne se dem som vandrede langs stranden. Det var ikke fordi at hun var særlig langt fra stranden og det varme sand, men af den grund, så turde hun knapt nok at bevæge en muskel! Nysgerrigheden, var dog noget af det som drev hende. Domenico havde vist sig at være en god mand, så det kunne jo være at disse måtte være hen af det samme? Hun blinkede let med øjnene, idet hun roligt søgte ned i vandet endnu en gang, så hun kunne komme helt i skjul, for med den blå hale i det blå vand, så kunne hun helt klart være svær at få øje på, hvis man ikke vidste hvad man skulle se efter, og det var jo selvfølgelig det træk som hun altid gjorde brug af, hvis det var noget som hun kunne selvfølgelig! Duften af det brændte kød, var noget som sved hende i næsen, men ikke noget som hun sagde noget til. Varsomt bevægede hun sig tæt på. Hun var jo nødt til at se hvad det var manden lavede!

[elian]

At der havde været en kvinde i vandet, da Sarkatrax fløj ind over landet, havde ingen af dem lagt mærke til, de havde kun set stenen og det spejlblanke vand under dem, og derved fået en uhyggelig lyst til at ligge ved stranden. Det var mange år siden at Elian rent faktisk havde været ned i noget vand, på trods af at han var havengel og derved havde havet som et af sine rette elementer, og det var ærligtalt noget som han måtte savne uhyggelig meget, han ville dog bare ikke dykke ned i vandet, da han derved ikke kunne være tæt på Sarkatrax, de kunne selvfølgelig godt være væk fra hinanden engang i mellem, men ikke i længere tid, da de begge følte sig udsatte når de var væk fra hinanden. Dog lagde Elian godt mærke til tilstedeværelsen af en skabning, som måtte betragte dem, mens de sad på stranden, og nød bålet, og selvom han var på vagt så frygtede han ikke hvad det end måtte være der lå der ude i vandet. Han spiste roligt sin mad som om intet var hændt, selvom han var tydeligt klar over at der måtte være nogen omkring dem. Da han havde spist færdigt, gav han resten til sin drage, og slukkede derefter bålet ved at tage vand fra havet og hæld over bålet, det ville måske ikke have været noget specielt, havde han gjort det med en normal spand, men alt han gjorde var at løfte hånden mod vandet og lade det sejle gennem luften og videre over på bålet der spruttede og hvæsede mens det døde ud. Da bålet var blevet slukket helt, rejste han sig forsigtigt op og børstede sandet af sine bukser, før han begyndte at gå ud i vandet, omkring det sted hvor hvem end det måtte være der holdt øje med dem måtte være. Han kunne ikke decideret se nogen, eller lugte nogen, det var mere fornemmelsen af at blive iagttaget og de mange år med træning der havde gjort han kunne gætte sig til hvor det måtte være at skikkelsen var. Han blev stående helt stille og nød følelsen af vandet mod sine fødder før han vendte blikket rundt ”Hvis dig selv, jeg ved du er her et eller andet sted, vi gør dig ikke noget” sagde han med så venlig en tone som han nu engang kunne, for det var sandt, han havde ingen lyst til at komme op og slås eller skade nogen. Det var hans modpart Amadeus der var sådan, da han levede på smerte. Elian derimod var godt tilfreds med at leve et stille og roligt liv, og kun kæmpe når der ingen anden udvej måtte være for ham eller Sarkatrax som var inde ved standen. Elian blev stående længe og satte sig så til sidst helt ned i vandet så det gik ham til over hoften og alt der under, var under vand overfalden. At hans bukser blev våde gjorde ham intet, da han jo stadig ikke var i stand til at fryse, og han havde også flere par og de var nemme at skaffe.

[Deleted]

Det gik temmelig hurtigt op for Indira, at den mand som havde valgt at søge til stranden, ikke var den mand som hun havde håbet at det skulle være, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne sige noget til af den grund. Svagt bed hun sig i læben. Domenico havde lovet at vise hende stranden fra landets synspunkt, så selvfølgelig var det noget som hun så frem til, også fordi at den mand i sandhed var af typen som hun følte at hun kunne stole på, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt nogen tvivl om det. Selv valgte hun at forblive i det skjulte, og valgte at se til denne fremmed på afstand, også selvom hun ikke havde nogen anelse om hvem og hvad han var, så var hans store dyr i den grad noget som måtte skræmme hende, for hun havde aldrig set så stort et dyr før, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Hun blinkede let med øjnene, som hun forblev skjult mellem bølger og sten, så godt som hun nu kunne, netop fordi at hun ikke ønskede at blive set, for det så hun virkelig ikke nogen grund til! Det var jo ikke til at vide om denne mand faktisk ønskede at gøre hende ondt, ligesom så mange andre fra landjorden af! Hun slog let med halen under vand, også fordi at dette virkelig var noget som gjorde hende utrolig nysgerrig, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende.
Det gik hurtigt op for Indira, at denne fremmed mand allerede havde fået færten af hendes tilstedeværelse, hvilket faktisk var en tanke som skræmte hende, hvor hun næsten automatisk søgte mere ned under vand. Hvis han ikke vidste helt præcist hvor hun var, så kunne han vel heller ikke finde hende vel? Det var det som hun håbede selvfølgelig, også fordi at hun slet ikke ønskede at blive fundet, for væsner fra land gjorde jo de mest skræmmende ting ved hende, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om! Hun var kun et enkelt individ, hun var en kvinde som levede på sin nysgerrighed, også selvom hun vidste at den kunne slå hende ihjel, for det havde hun allerede været temmelig tæt på flere gange allerede. Alligevel søgte hun en smule tættere på, selvom hun ikke lod så meget som en lyd forlade hendes læber, og helst uden at skulle afsløre sin tilstedeværelse med det samme, for det ønskede hun på ingen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for hun ønskede det jo slet ikke. Hun bed sig let i læben, som hun vendte blikket mod havet. Burde hun søge ud? Måske hun fandt Domenico derude? Hun savnede ham jo faktisk, men denne fremmede mand gjorde hende virkelig nysgerrig! Og det var slet ikke noget som hun kunne fortsætte med at se det mindste bort fra, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde.