Safe with you

[Deleted]

Mørket hvilede endnu over Dvasias, selvom det havde taget et godt stykke tid og nogle timer at gå fra den sorte sø og ind til Rimshia City, som stadig virkede til at være godt gang i festerne. Det havde været en lang tur for Dericks vedkommende, eftersom hans side virkelig tog livet af ham! Han var næsten blevet mere og mere sikker på at Denjarnas spark havde brækket nogle ribben, selvom det ikke gjorde ham noget, for når man tænkte på hvad han havde gjort mod hende, så havde han fortjent det. Han fandt det dog stadig utroligt at han var stødt på hende igen, for han havde virkelig været mere end sikker på at hun var gået i døden! Han havde været sikker på at han aldrig skulle se hende igen, også fordi han selv havde ledt efter hende, men han havde hurtigt opgivet fordi alle spor var borte, selvom hun også der havde været væk for nogle århundreder. Tanken om at hun så havde været under tortur for de år, var noget som gjorde ondt og noget som gav ham dårlig samvittighed specielt på grund af det som han havde gjort mod hende. Det var dog ikke noget som han tænkte på i øjeblikket. Under de timer som turen havde taget, så havde de også fået talt lidt mere, hvor han havde spurgt ind til hendes år hos dæmonerne, hvor hun var blevet tortureret, selvom det gjorde ondt og ikke mindst gjorde det ham vred, at vide at nogen havde gjort det mod hende, hvor han følte for at hævne hende, men.. det var lidt umuligt. Han var dog glad for at hun var der, for ellers var han da nok drættet om på halvvejen, eftersom han knap nok kunne gå selv. Det første sted de var kommet til med ly, var Den Dansende Flamme, som var et godt feststed i Rimshia City, selvom det dog ikke var fest som han var ude på, men tværtimod et værelse, hvor de kunne få lov til at slappe af. Han førte hende roligt med sig hen til døren, hvor han fik dem indenfor, og med det samme som man kom ind, blev man mødt af den hede varme, samt en dunst af sved, alkohol og røg, selvom han næsten var vant til det. Han førte hende roligt med op til baren, hvor han bad om en nøgle til et værelse, skønt han kun havde penge nok til et enkelt. Han tog roligt imod nøglen, inden han gjorde et hovedkast mod baglokalerne, som han førte hende mod, skønt hans skridt var endt lettere haltende, da han knap nok kunne støtte på foden i den side hvor hun havde sparket, uden at en intens smerte skød igennem ham. Hans blik gled mod de mange værelser, indtil nøglens nummer passede med det værelse som han havde bestilt. Han fik roligt låst døren op, så de kunne komme ind, hvor han lukkede dem bag dem igen. Værelset som de kom ind i, var ikke særlig stort og der var kun en enkelt seng, normalt beregnet til en enkelt person, men stor nok til at man kunne ligge to mand, hvis man lå tæt. Der var et enkelt lille badeværelse, og ellers en kommode og et natbord, hvor der ellers ikke var så meget andet; ganske enkelt. „Ikke det største, men.. det går vel an?” Han vendte blikket mod hende og med et let smil om læberne, inden han roligt slap hende, for at humpe hen til vinduet, hvor han trak gardinerne for. Hun kunne jo ikke tåle sollys og han tog på ingen måder nogen chancer!

[Deleted]

Denjarna og Derick havde måske vandret uafbrudt i flere timer, men alligevel kunne hun ikke mærke udmattelsen i kroppen, hvor hun sagtens kunne have fortsat i et par timer endnu hvis det skulle være. Selvom hun havde klaret turen med lethed, så vidste hun at Derick havde det på en helt andet måde, som hun tydeligt kunne se, at hvert evigt eneste skridt gjorde ham ondt, hvilket smertede hende. Hun havde egentligt overvejet, om hun skulle spørge ham om, om hun skulle bære mig, men den ide ville han nok ikke synes om, så hun støttede ham trofast og gik langsommere, når han havde brug for det. Engang imellem blev hun også helt bekymret, om han i det hele taget var i stand til at klare hele turen til en kro, hvilket bekymrede hende. Det var så som om en sten faldt fra hendes hjerte, da hun så lyset og hørte lyden fra byen, Rimshia City, hvor hun vel næsten ikke havde været så lettet før. Hvis hun havde taget denne tur alene, så havde hun klaret den på langt kortere tid, men med Derick på slæb var hun faktisk begyndt at frygte solopgangen, som hun havde glemt hvor langsomt det gik som almindelig dødelig, da hun var vant til sit eget vampyrtempo. Hun havde helt lyst til at løfte ham og bare sætte i løb, da hun bare ville ind nu, men det gjorde hun ikke. Hun smilte bare svagt og hjalp, mens de talte om alt det der var sket, som de havde gået i meget lang tid nu jo. Da de kom ind på Den Dansende Flamme, gik hun nærmest i panik over alle de mennesker, som hun skulle sikkert over til bardisken med Derick, hvilket var lidt af en bedrift. Hun skubbede kyndigt de mennesker væk, der stod i vejen for dem, som ingen måtte røre ham i denne tilstand, som hun kunne se, hvordan det blev værre for ham sekund for sekund. Aldrig slap hun ham, hvor det først skete, da han gav slip på hende inde på værelset for at redde hende for den kommende sol. ”Det er helt i orden,” sagde hun stille. Før i tiden havde de et fantastisk hjem, men nu havde hun vænnet sig til ingenting, så dette var fint. ”Sæt dig ned min kære, og hvil dig. Skal jeg hente noget til dig?” spurgte hun blidt, som hun ville hjælpe ham så meget som muligt.

[Deleted]

Det havde været en lang tur for Derick og selvom han godt kunne mærke på Denjarna at hun var blevet mere urolig for hvert minut der var gået, så vidste han at der endnu var nogle timer til solopgang, derfor var han også sikker på at de nok skulle klare den, og hvis ikke, så havde han naturligvis bedt hende om at tage i forkøbet og så ville han have mødt hende senere, for han ønskede naturligvis ikke at der skulle ske hende noget. Han var dog glad for hendes støtte og ikke mindst det at hun var blevet hos ham, for han havde da snart aldrig klaret den tur alene! At hun så også skubbede alle væk, der stod i vejen for dem, som de kom ind, var noget som faktisk morede ham, selvom han ikke just var meget for at det var hende som var den ’macho’ og den som passede på ham, eftersom det altid plejede at være omvendt, men okay.. han var ikke meget værd i denne stund, eftersom han var fuldstændig smadret og knap nok kunne gå, han ville hurtigt kunne blive væltet omkuld og han ville hurtigt kunne blive et let bytte, selvom han tvivlede på at Denjarna tillod at der skete noget med ham, hvilket gjorde ham utrolig tryg i hendes nærvær, selvom han stadig ville foretrække at rollerne var omvendte, så det var ham der passede på hende. Men nu var det jo hende med den fysiske styrke, så hun var jo faktisk stærkere end ham i styrke, af den grund havde han altid formået at give hende lidt modstand, hvilket var en tanke der fik smilet frem på hans læber. Han åndede lettet op som de kom ind på værelset. At det var fint for hende, glædede ham, hvor han også selv havde det fint med et lille enkelt værelse, eftersom der var det som der var behov for at være, og ikke mindst var hun der. Han satte sig roligt ned på sengen, da hun opfordrede ham til det, hvor han også havde fået trukket gardinerne for så der ikke var nogen fare, når solen dukkede op. Han sendte hende et roligt smil, som hun spurgte om hun kunne gøre noget. „Tja.. du må da gerne se om du kan finde førstehjælpskassen på badeværelset. Jeg må vidst hellere få bundet siden ind,” fortalte han roligt. Han selv fik sin ene arm fri, hvor han løsnede sin tunge kappe, som han lod glide ned på gulvet, så han kun sad i sin stramme lædervest. Det ville blive et mareridt at få den af, eftersom han vidste at det ville komme til at gøre ondt i hans side, men han var nød til at få forbundet den, ligesom hans hals.

[Deleted]

Denjarna var måske den macho af de to lige nu, men det havde hun det selv fint med, da hun bare gerne ville beskytte sin elskede mand. Hun vidste, at han ikke havde styrken til at kæmpe imod en, og hvis han blev væltet om kuld, så ville han måske komme værre til skade end før, da ribbende virkelig kunne sætte sig i uorden af sådan et slag, og så tvivlede hun ikke på at han ville skrige af smerte. Hun ville derfor på ingen måde tillade, at nogen rørte ham! At han syntes at det var underligt, at det var hende der passede på ham, kunne hun ikke tage sig af lige nu, som hun heller ikke havde i sinde at holde op. Hun elskede ham, og hun ville gøre hvad end der skulle til for at han skulle klare det. Lykkelig var hun over, at de ramte værelset, hvor hun kun kunne tænke på at han skulle ned og slappe af. Det irriterede hende også, at han trak gardinet for, skønt hun var taknemmelig, men det kunne hun selv sørge for, hvor han ikke skulle overanstrenge sig med sådan noget, men sødt var det da. Da han bad hende om at lede efter et førstehjælpskasse, nikkede hun blot med hovedet, inden hun forsvandt ud på badeværelset. Opmærksomt så hun sig omkring, hvor hun besluttede sig for at åbne skabet ved vasken og bingo… der var den lille røde kasse. Hurtigt tog hun den ud, hvor hun fik den åbnet, imens hun gik tilbage til soveværelset igen. Hun satte sig til gengæld forsigtigt ned i sengen ved siden af ham, hvor hun startede med at tage en lille forbinding frem. ”Så skal vi nok få dig på benene igen,” sagde hun blidt, imens hun tog den ene rulle op, hvor hun startede med at ligge den mod hans hals. Langsomt tog hun den en enkelt runde omkring hans hals, hvor hun allerede der bandt den, eftersom hun var bange for at det ellers ville kvæle ham, da hun jo ikke kunne binde den for stramt om hans hals. ”Har du brug for hjælp med vesten?” spurgte hun, da hun da ville give ham chancen, da han på sig selv kunne mærke om det gjorde ondt eller ej, hvor han selv kunne gøre det i et tempo han kunne håndtere. Hun måtte virkelig gi sin mand, at han var utroligt stærk, da det virkelig krævede viljestyrke at gå hele vejen herhen, når han var i så stor smerte som han nu engang var. Ganske blidt og forsigtigt strøg hun ham over kinden, mens hun smilte svagt til ham. Han var virkelig stærk, skønt han havde ønsket døden velkommen.

[Deleted]

Derick var vant til at være den stærke, han var desuden rimelig gammeldags, eftersom han blev født for flere hundredårtusinder siden. Han var jo blevet født som vampyr og han havde gået længe, inden han havde mødt nogen som helst, som var kommet ind på ham. Han var blevet leder for sit folk, og han havde styret dem med en hård, men retfærdig hånd, hvor han havde været en stærk og god leder. Nu var han desværre ikke vampyr mere, det var Denjarna desværre og han måtte erkende at han faktisk hadede at være dødelig som han var i øjeblikket, for selvom han havde været dødsengel, så havde han haft udødeligheden på sin side, samt han havde været et væsen der kunne tåle smerte, eftersom det var det som de nærede sig på. Nu var han så bare en sølle warlock, menneskelig og.. skrøbelig. Det morede ham dog at det var hans egen hustru der så skulle stå og være den macho, som skubbede folk væk og passede på ham, selvom han et sted godt kunne lide det, for det viste at den samme gamle Denjarna, endnu var derinde et sted. At komme ned at sidde i sengen, gjorde han med forsigtighed, eftersom han nødig skulle nyde noget af mere smerte, selvom han var sikker på at han slet ikke var færdig med at få ondt. Han blev siddende på sengekanten, ved sengen der stod helt inde ved den ene væg, så man kun kunne sidde på den ene side af sengen, imens hans blik hvilede på Denjarna, der gik ud på badeværelset, for at hente førstehjælpskassen. Han vendte kort blikket ned af sig selv, hvor han vidste at han aldrig fik den vest af sig, for den sad jo stramt ind til hans muskuløse overkrop! Han bed tænderne sammen, da han med garanti ville få ondt, når den skulle af. Blikket gled mod hende igen, da hun kom ud og med kassen i hånden, hvilket fik ham til at smile ganske let. At hun bare tog forbindingen og kørte den en enkelt gang rundt omkring hans hals, fik ham til at grine ganske let. Han lagde hænderne over hendes, for at stoppe hende. „Det er vidst lang tid siden at du har forbundet nogen,” svarede han morende, som han roligt band den enkelte strimmel op igen. Han rodede let rundt i kassen, hvor han fandt noget vat og derefter en lille flaske med sprit i, som han kom på vattet. Han lagde vattet mod hans sår ved halsen, som godt nok sved en anelse ved det. Inden han tog forbindingen, og kørte den rundt et par gange om halsen, så det ikke sad for stramt, men stadig stramt nok. Han bandt det roligt sammen, inden han vendte blikket mod hende igen, med et morende skær i hans øjne. Som hun spurgte ind til vesten, vendte han kort blikket ned ad sig selv, inden han så mod hende. Han nikkede ganske let. „Jeg tror ikke at jeg kan få den af selv,” erkendte han roligt. Han rynkede brynene en anelse. „Men vær forsigtig,” tilføjede han sagte, som han løftede armene, så hun kunne komme til, hvor han blot strakte armene, så hun ville kunne få den trukket over hovedet på ham.

[Deleted]

Spøjst var det, at rollerne var blevet byttet om mellem dem. Denjarna var den macho, døde, hårdføre kvinde. Derick var nu den sårbare, hjælpeløse, dødelige mand. Selv havde hun altid kunnet lide at være den feminine og dødelige, som hun også selv syntes, at det passede hende meget bedre. Hun havde aldrig været svag og hjælpeløs, hvilket mange kvinder var i denne tid, men ligesom Derick, så havde hun også været leder af sit folk. En stilling hun havde klaret rigtigt godt. Dengang havde hun også været dødelig, hvilket var den ting hun savnede mest. Hun ville ikke kunne forstå, at han savnede at være vampyr, fordi hun længtes efter at blive mørkelver igen. Skønheden ved at være det, det at kunne se solopgangen og solnedgangen, det at have et bankende hjerte og føle varmen i sin krop. Derick havde alt det. At han sagde, at det var længe siden at hun sidste havde forbundet nogen, fik hende til at le. Sandt var det, da hun jo ikke selv havde brug for at gå med forbindinger længere, da hendes krop var i stand til at heale sig selv. Hun gjorde derfor heller ingen modstand, da han valgte at fjerne hendes hænder, da hun tydeligvis ikke kunne være til nogen hjælp på den måde. ”Ja, det er vidst et par år eller et par hundreder siden sidst,” sagde hun og blinkede med det ene øje. Hun lod sine hænder hvile roligt i skødet, imens hun betragtede ham i tavshed, da han rettede op på hendes fejl. Hun kunne vel næsten have sagt sig selv, at der skulle lidt sprit i bidsåret, eftersom hendes gift trods alt var i det, men han havde heldigvis selv husket det. Da han bad hende om at tage hans vest af, kunne hun ikke lade være med at blive lidt nervøs, da hun jo var bange for at påføre ham mere skade, end hvad hun allerede havde gjort, og det var rigeligt! Hun nikkede kort med hovedet for at vise, at hun havde forstået det. Ganske forsigtigt tog hun fat i det nederste af hans vest, hvor hun godt kunne mærke, at det var tætsiddende og endnu værre, læder. Det ville blive en hård omgang. ”Du burde gå med lidt løsere tøj min kære,” sagde hun drillende, imens hun begyndte at rykke den op ad hans muskuløse krop. Stille og roligt gjorde hun det, men hun havde heller ikke i sinde at stoppe før den var af ham, da det kun ville gøre det værre, hvis hun trak tiden ud. ”Derick, hvordan kan det være at du hele tiden skifter race?” spurgte hun stille, hvor det både var så han kunne tænke på noget, mens hun påførte ham smerte, men det var samtidig også en mulighed for at høre, om hun havde en chance til at vende tilbage til sin gamle krop igen. Svært var det a trække den over ham, men hun mærkede straks lettelsen, da hun nåede hans arme, hvor hun med hurtigere bevægelser end før trak den over hans hoved.

[Deleted]

Måske var rollerne byttet om for øjeblikket, men det var jo også Derick som var den dødelige, som var den skrøbelige og i forhold til en vampyrs styrke, så havde han jo intet forsvar, foruden sin magi, men han havde jo også været ude på at blive slået ihjel, lige indtil han havde fundet ud af at det var hende, hvor han havde kysset hende og hun havde slået ham, at hun så ikke troede på at det var ham og havde sparket ham, kunne han så godt mærke i øjeblikket! Turen til Rimshia havde virkelig været lang og den havde taget hårdt på hans kræfter, samt det havde gjort ham helt udmattet, hvor han også godt kunne mærke at det havde gjort hans smerte langt værre. Han havde dog nægtet hende at bære ham, selvom hun ikke havde spurgt om det, men flere gange havde han næsten kunne fornemme det på hende. At hun så heller ikke kunne finde ud af at forbinde ham ordentligt, var noget som virkelig måtte more ham! Han kunne dog godt regne ud at det var lang tid siden, specielt hvis hun havde været indespærret for flere år, hvis ikke århundreder, derfor så forstod han hende godt, plus hun jo også var vampyr, så hun healede automatisk af sig selv. At hun faktisk grinte over det, var noget som forundrede ham, selvom han måtte erkende at det var rart at høre hendes latter igen, for den havde han savnet! „Men det er tanken der tæller,” tilføjede han med et skævt smil, som han blinkede tilbage til hende. Han kunne godt lide at hun kun havde taget en enkelt strimmel forbinding omkring hans hals, som hun knap nok havde bundet særlig stramt, hvor hun både havde glemt vat og sprit til selve såret, desuden så døde han ikke af at forbindingen sad lidt stramt. Det var dog ikke værre end at han kunne hjælpe hende med det, selvom han ville få svært ved at få vesten af selv, for den sad alt for stramt. Hendes ord omkring den, fik ham til at trække på smilebåndet. „Mind mig om det, når jeg næste gang støder på en stærk og smuk vampyr,” svarede han drillende, som han trak på mundvigene, så hans smil blev bredere. Han blev dog ganske alvorlig, da hun tog fat omkring hans vest, hvor han mærkede hvordan hans hjerte slog hurtigere imod hans bryst, da han næsten kunne fornemme at der ventede ham mere smerte. Det glædede ham dog at hun var forsigtig, selvom det gjorde ondt, da hun begyndte at trække den af ham. Hendes spørgsmål fik ham dog på lidt andre tanker, selvom han ikke just fandt det på et passende tidspunkt, men han svarede dog alligevel. „Altså.. da jeg kom tilbage til livet igen, denne gang.. var jeg alkymist.. Av!” Smerten skød igennem ham, da hun nåede til hans side, hvor han bed tænderne fast sammen, selvom han forsøgte at bide smerten i sig, inden han fortsatte: „men tja.. man kan skifte race på forskellige måder. Alkymister kan en del.. Det var også en alkymist der gjorde mig menneskelig, gjorde mig til magiker, sammen med et lysvæsen, efter at jeg blev bidt af en vampyr. Og nu har mit mørke sind.. gjort mig til warlock.” Han endte lettet op, da hun faktisk fik den trukket over hans hoved, hvor han også kom med et lettet udbrud. Han tog sig let til siden, som allerede havde et helt rødt mærke og man kunne tydeligt se at ribbenene sad helt forkert og var hævede.

[Deleted]

Denjarna var udmærket klar over, at han var en stolt mand. Af den grund havde hun ikke spurgt ham, om hun skulle tage slæbet og bære ham, selvom det ville have været langt mere praktisk og hurtigere. Hun vidste godt, at hun skulle have været forsigtig med ham, men alligevel ville der have været chance for at hun kunne have løbet, og så havde han ikke været ligeså udmattet, som han var nu. En god omgang nattesøvn skulle dog hurtigt gøre underværker hos ham, da søvn hjalp imod både smerte og træthed, hvor han led slemt af begge dele. Lige nu ville hun også bare ønske, at hun var en form for healer, så hun hurtigere kunne helbrede hans sår, men hun havde ikke evnen til at redde folk, hun havde kun evnen til at såre dem. ”Det er jo det,” medgav hun roligt, eftersom hun jo havde gjort et forsøg, og gjort hvad hun mente var den rigtige måde at gøre det på. At hun så havde givet ham forbindingen fuldstændigt forkert på, det var en anden sag. Det var så altid noget, at han havde været i stand til selv at klare ærterne, da hendes forbinding vidst mere havde været til pynt end til gavn. ”Jamen denne her smukke og stærke vampyr skal nok lade være med at gøre det igen. Men er det her da bare din dagligdag nu?” spurtge hun, indtil hun kom i tanke om flasken han havde haft. ”Du burde heller ikke drikke så meget,” indskød hun hurtigt, da det virkelig var en dum fejl fra hans side. Man burde ikke bare gå rundt og drikke sig helt i hegnet, da det skulle gøres med måde. Han havde vidst bare gået rundt for sig selv og hygget med at drikke en flaske rent sprut, hvilket var tåbeligt, da sådan noget altid endte galt, og han måtte altså vide bedre end at gøre noget så dumt.
Skønt han havde beklaget sig, som Denjarna havde afklædt hans overkrop, havde hun ikke stoppet, da det bare ville have været en langt længerevarende smerte, hvor de var bedre, hvis man bare hurtigt hev plastret af såret. Den ville gøre bidende ondt et par sekunder efter, men derefter ville det så også aftage igen, hvilket hun regnede med det ville gøre her. Hun lyttede tavst og tænkende til hans ord, som de alligevel forekom en smule risikable i hendes ører. ”Er det ikke farligt at gå til en alkymist og et lysvæsen?” spurgte hun, da hun selv meget let kunne forestille, at begge racer var svære at stole på, så det ville måske prøve at slå en ihjel eller gøre et eller andet underligt ved en. ”Men det lyder som om at der er sket en del, mens jeg har været væk.” Hvorfra han kendte disse lysvæsener og alkymister, anede hun ikke, for hun kendte personligt ingen af disse racer.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi Derick ønskede at bebrejde Denjarna, for de tæsk hun havde givet ham, eftersom han selv havde bedt om det, samt det nok også ville blive værre, hvis hun fandt ud af hvad han faktisk havde lavet i de sidste par år han havde været tilbage, for så ville hun nok ikke kun slå ham og sparke ham, men nok snarere flå ham levende. Desuden selvom hun virkede til at falde lidt tilbage til sig selv, så vidste han at hun ikke bare ville ændre sig på et par timer, derfor så valgte han at holde det for sig selv for nu. Han ønskede ikke flere klammerier og da slet ikke at hun skulle gå, ikke nu hvor han endelig havde fået hende igen! Han havde ikke set hende for flere århundreder, selvom han havde det dårligt med at han ikke havde ledt noget bedre efter hende, men på den anden side, naturen forandrede sig på flere århundreder, de spor der havde været der da hun var blevet kidnappet havde forsvundet med årene, selvom det virkelig var lang tid at hun havde været væk, og det var en tanke som gjorde frygtelig ondt. Hun havde vist ham nogle af sine mærker, da de havde været på vej hen til byen, hvor tanken om at nogen havde gjort hende ondt, gjorde ham ondt. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han skulle til at svare, inden hun tilføjede sine ord omkring hans drikkeri, hvilket fik ham til at se næsten skamfuldt ned i jorden. Han løftede den frie hånd og kløede sig let i nakken. „Jeg ved godt at jeg ikke burde drikke.. det er du ikke den første der fortæller mig..” svarede han dæmpet, som han betragtede gulvet. J’adore havde også sagt det til ham, og hun havde skam haft ret, men desværre så havde han bare ikke noget andet der kunne lukke af for følelserne, han var trods alt ikke vampyr som hende. Han så roligt mod hende igen. „Du kunne jo hjælpe mig med at stoppe, nu hvor du er tilbage,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Det var ikke fordi han ville gøre grin med det, men et sted for at lette stemningen. Desuden så havde han jo kun drukket for at slette sorgen og smerten, nu kunne det være at han havde fundet en ny ’medicin’ som kunne fjerne den smerte.
Det havde gjort ondt da hun havde forsøgt at få vesten af Dericks krop, hvor han også havde beklaget sig, men hans side bar også et stort rødt mærke, fra sparket, og man kunne se at det var hævet, samt at ribbenene virkede til at sidde forkert indenunder. Hendes spørgsmål fik ham til at vende blikket op mod hende, hvor han betragtede hende ganske let, inden han valgte at svare på det, hvor han trak let på skuldrene. „Farligt? Det er ikke farligt, hvis du kender nogen, som er lysvæsen og alkymist. Og jeg har mødt mange på min vej,” forklarede han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Han tog roligt forbindingen og rakte den ud mod hende. „Hjælper du mig på med den? Den skal helst side godt stramt.” Han var nød til at få forbundet sin side, hvor det nok skulle hele vejen rundt om hans krop, hvilket også fik ham til at løfte armene så hun kunne komme til. Han vendte blikket mod hende til hendes følgende ord. „Måske.. og ja, det er der vel, men der var selv sket en masse, da jeg kom tilbage, så.. du skal nok vænne dig til det hele,” svarede han opmuntrende, som han sendte hende et skævt smil.

[Deleted]

Arene på Denjarnas krop, var ikke længere noget hun studerede dagligt, da det nu bare var blevet hendes hverdag. De ville aldrig forlade hendes krop, og det havde hun vænnet sig til, så længe der ikke ville komme flere til samlingen. Hun havde intet imod at vide Derick alle sine ar, da han alligevel ville se dem rigtigt før eller siden, og desuden følte hun sig ikke svag ved at have dem, da hun havde modstået torturen. Dog kunne man både tale for og imod, at hun havde overlevet det, da det havde kostet hende mange smerter, samt gjort hende en smule skør, men hvis hun ikke havde overlevet det, så havde hun aldrig oplevet den sidste varme, da hun følte liv, når hun så Derick. At hun havde overlevet måtte vel også betyde, at det bare ikke var hendes tid til at dø endnu, men hun vidste ikke hvornår den ellers ville komme. Hun kunne måske leve i en million år, medmindre verden gik under, men det var hun ikke interesseret i. Hun følte ingen skam ved tanken om at skulle dø, hvilket man nok ville gøre, hvis man var født vampyr og vidste fra fødsel, at man skulle leve for altid. Hun var opvokset med den tanke, at hun skulle blive gammel og forlade jorden på den vis. Hun hævede øjenbrynene i ren overraskelse, da han sagde, at andre havde kommenteret hans drikkeproblem, hvilket gjorde at hun fik et bekymret skær i de sølvgrå øjne. Det var på ingen måde sundt at drikke, og han måtte åbenbart drikke utroligt meget, hvis andre havde sagt noget til ham. Det glædede hende ikke, at åbenbart tog let på det, som det virkede til at det bare var en joke for ham, skønt det var alvorligt for hende. Man ville ikke være sig selv, når man drak sådan og det kunne være livsfarligt i sidste ende. "Det har jeg da også i sinde at gøre," sagde hun alvorligt. Altid havde hun vidst, at han godt kunne lide en drink eller to, men ikke så meget her!
Som hun havde fået vesten af hans krop, måtte hun også sende hans røde mærke et bekymret blik, som hun tydeligt kunne se, hvor meget skade hun havde forvoldt ham. Der var ikke noget at sige til, at han havde været i smerter! Hun nikkede til hans ord om, at hun skulle forbinde hans krop. Hun tog imod forbindingen, hvor hun gik ud fra, at der ikke skulle sprit på nu, da der ikke var et sår. Hun startede med at sætte starten af forbinding mellem hans ryg og side, da hun ikke turde sætte fingeren direkte mod hans mærke. Roligt begyndte hun at bevæge det rundt om hans krop, hvor hun strammede godt til denne her gang, da hun kun havde været forsigtig før, da hun var bange for at kvæle ham. "Er det tilpas?" spurgte hun stille, mens hun lagde forbindingen om ham. "Hvad er der da sket her, siden der er sket en masse?"

[Deleted]

Det glædede på ingen måde Derick at Denjarna var gået igennem al den tortur, for tværtimod så gjorde det frygtelig ondt på ham! Han havde været gift med hende for flere årtusiner, og derfor gjorde det ondt at hun var gået igennem den tortur, specielt det at han slet ikke var kommet og havde reddet hende, men på den anden side, han havde jo heller ikke haft en jordisk chance for at finde hende, eftersom han havde været død for flere århundreder! Havde han bare været slået bevidstløs og var vågnet op igen, så ville han da i det mindste have haft en chance for at kunne opspore hende, men det havde han ikke her, desuden så havde han søgt tilbage til huset, som havde stået i forrådnelse, så han havde kunnet regne ud at der ikke havde boet nogen der for flere år, for ellers ville hun jo nok have sørget for at holde det i god stand. At hun så blev så alvorlig igen, da de talte om hans drikkeriproblem, endte han med at hæve begge øjenbryn i en forundret mine. Han kunne dog ikke lade vær med at smile morende til hendes alvor, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. „Denjarna! Hvis du tror at jeg har drukket som et bundløst hul siden jeg kom tilbage, så tager du fejl! Det har kun stået på i et par uger, så jeg kan lige så hurtigt vænne mig af med det igen,” forsikrede han hende, hvor han sendte hende et skævt smil. Der var jo slet ikke nogen grund til denne alvor! Han vidste naturligvis godt at det var skadeligt – specielt som menneske – men nu havde han jo hende, så hvorfor skulle det fortsætte, når hun kunne udfylde tomheden og erstatte drikkeriet? „Nu har jeg jo desuden dig igen.. ikke sandt?” Han sendte hende et mildt smil, som han tog omkring hendes den ene blege og kolde hånd, som han trykkede ganske blidt omkring. Alt skulle nok gå, de skulle nok klare den og alt ville forhåbentlig gå tilbage som det var før.. så længe det bare blev endnu bedre.
Måske siden så utrolig slem ud, men det skulle nok heale med tiden – andet kunne Derick i hvert fald ikke håbe på. Desuden så havde han jo været alkymist og han havde lært en masse, så han ville sagtens kunne blande et par eliksirer sammen som ville kunne hjælpe ham. At hun begyndte at forbinde ham ind og strammede det godt til, så kunne han også godt tydeligt mærke at det strammede godt – hvilket kun var godt! Han nikkede ganske roligt til hendes ord. „Det er perfekt,” endte han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Hun skulle ikke have ondt af at skade ham, for han havde selv bedt om det! Desuden så burde han heller ikke have forventet andet, siden hun ikke havde kunnet genkende ham, plus han havde kysset hende, så han forstod sådan set godt hendes reaktion. Det forundrede ham bare at hendes kærlighed til ham var så stor som den var, for.. hun måtte vel virkelig elske ham utrolig højt? Han havde næsten helt glemt følelsen af at være sammen med hende, eftersom han havde været død i så mange år, og der blev man tom og følelsesløs, hvor man også mere og mere glemte sine tanker og minder omkring sit tidligere liv. Han trak let på skuldrene til hendes spørgsmål, hvor han let klappede på pladsen ved siden af ham, som tegn til at hun skulle sætte sig. „Verden og samfundene har forandret sig en del. Folk er blevet langt mere egoistiske, ikke mange er hjælpsomme, som før i tiden, hvor Dvasias tilmed er blevet kvindedomineret,” fortalte han roligt, som han vendte de blå øjne mod hende. Han løftede hånden som han lagde mod hendes kind, hvor han strøg den ganske blidt. „Jeg er bare glad for at se dig igen.”

[Deleted]

Som han havde sagt det før, så havde Denjarna egentligt troet, at han havde drukket som et bundløst hul, som han nu fremhævede, at han ikke havde gjort. Det glædede hende dog ikke, at han kom med en undskyldning om, at det bare havde stået på i et par uger nu. Det var jo heller ingen god ting, da det da også var farligt bare at drikke helt vildt lige pludselig. Hun kunne dog ikke sige, hvor meget han drak når det var, men hun vidste at det kunne være svært at give slip på sådan en ting, selvom han snakkede som om det var slut fra i morgen af. Det kunne måske være et mere seriøst problem end som så. ”Jamen det kommer du jo så til at bevise,” sagde hun roligt. ”Men selvfølgelig har du mig nu,” tilføjede hun blidt, hvor hun lod ham tage fat i hendes hånd, hvor hun også gengældte blidt klemmet. Skønt var det nu at sidde med ham igen, som det også var en helt ubeskrivelig følelse for hende, da hun virkelig havde savnet dette her. Bare at sidde med ham og holde ham i hånden, der behøvede ikke at være andet i hendes liv. Dejligt var det, da han sagde at hun gjorde et langt stykke bedre med forbindingen nu end før, som det vidst havde været lidt af en fiasko. Som han havde givet hende nogle søde ord på medfarten, fortsatte hun lige de sidste runder med hånden omkring hans krop, hvor hun endte med at lave en pæn lille knude på forbindingen, da hun kom hen til hans skadede side igen. ”Jeg må nu indrømme, at jeg ikke ved, hvor meget det her hjælper. Jeg ville tro, at det var bedre hvis du tog til en autoriseret healer, der kan sætte det hele ordentligt på plads igen,” sagde hun, da hun virkelig var bekymret for ham, da hans mærke virkelig havde set slemt ud, og hvis knoglerne virkelig var brækket, så skulle der jo nu mere til end det her. Hun håbede bare, at han ville klare sig og ikke ligge i for mange smerter. Da han gjorde tegn til, at hun igen skulle sætte sig ved hans side, gjorde hun det stille og roligt. ”Folk har altid været egoistiske her, men det kan selvfølgelig godt være blevet værre.. og har kvinderne ikke altid været de bedste?” sagde hun drillende og blinkede med øjet. ”Men alle dem jeg engang kendte engang, må vel være gået bort nu. Og du har bare haft travlt med at skifte race?” spurgte hun, hvorefter hendes blik blev varmt, da han rørte hendes kind. Hun elskede ham virkelig, og hun kunne dårligt nok begribe længere, at hun havde klaret sig så længe uden ham. ”Jeg har også glad for at se det,” sagde hun lavmælt, inden hun også lagde sin hånd mod hans kind, hvor hun kærtegnede den blidt, så hun kunne mærke følelsen af hans hud og hans rå skægstubbe.

[Deleted]

Derick vidste skam godt at det var dumt at drikke for meget, men af den grund, så havde det jo kun stået på for et par uger, ja lige siden han havde forladt Procias, hvor han var stødt på J’adore, denne mærkværdige elverkvinde, som også havde sagt at det var dumt at drikke for meget, hvilket han også godt var klar over. Det var dog ikke fordi han havde tænkt sig at blive ved med det, eftersom han jo nu havde hende. Alkoholen havde kun været med til at lægge en dæmper på hans sorg og smerte, som han havde følt, men nu havde han fundet en som langt bedre kunne erstatte og udfylde det tomrum som han havde følt. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord og nikkede ganske roligt. „Netop.. nu har jeg dig, og derfor behøver jeg ikke alkoholen,” forsikrede han hende. Det var ikke ligefrem fordi han var blevet en alkoholiker på to uger? Han havde altid været en mand der kunne tåle en del, før han gik under eller blev pløre fuld, og måske han ikke havde taget hensyn til det, men bare drukket som et bundløst hul igennem de to uger, så var det vel ikke ensbetydende med at han ikke kunne stoppe igen? Han havde følt sig utrolig ensom og alene, men det behøvede han jo ikke mere, desuden så skulle han jo bare holde sig væk fra værtshusene og så skulle alt vel nok gå? Han vendte blikket mod sin side, da hun sagde at hun ikke var sikker på at det var nok, hvor han blot trak på den friske skulder. „Jeg skal nok se om jeg ikke kan få hjælp med siden en af dagene, men.. nu ønsker jeg at tilbringe den sammen med dig,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen og sendte hende et varmt smil. „Desuden så skal jeg vel bare holde mig i ro?” Så længe han ikke gjorde noget der ville gøre det være, men forholdt sig i ro, så skulle alt vel nok gå og blive healet med den tid det tog? Som hun tog plads ved siden af ham, så trak han også roligt på smilebåndet, da han havde savnet hendes selskab. Han havde savnet at være hende nær og bare det at høre hendes stemme, var noget som virkelig kunne få ham til at falde til ro! Hendes drillende ord, fik ham til at himle let med øjnene. „Jeg ville gerne modsige dig, men eftersom det er mig der endte tæsket, så må kvinderne vel være det stærke køn,” svarede han morende. Det var ikke fordi han var mandschauvinist, for han vidst at der fandtes mange stærke kvinder derude, og Denjarna havde altid været en af dem, eftersom hun jo selv havde været leder for sit eget folk. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han stadig ikke kunne fortælle hende hvad han havde lavet, for.. hun flåede ham da levende!. „Tja.. Faith lever da endnu, hun har fået børn og det hele. Moniqe genoplivede jeg selv, så hun er her også,” svarede han roligt. Så nogle af deres forrige venner var her skam endnu. Hånden mod hans kind, fik ham til at lade hovedet søge let mod hendes hånd, eftersom han nød hendes berøringer, for dem havde han virkelig savnet! Han sukkede kort, som hans øjne var gledet i, skønt han vendte dem mod hende til hendes ord, hvor et varmt smil gled over hans læber. „Godt.” Han var glad for at hun også havde savnet ham. Langsomt rykkede han sig mod hende, hvor han næsten forsigtigt og prøvende plantede et kys mod hendes læber. Sidst havde hun jo slået ham for det, og nærmest fundet afsky ved det, men.. havde det mon ændret sig?

[Deleted]

Aldrig ville Denjarna lade ham føle sorg igen, da de havde fundet hinanden igen, så alt skulle nok blive godt. De skulle ikke skilles igen, som hun ikke ville kunne klare at føle så stor en sorg igen. Det var dog en svær ting at styre Dericks liv, da han altid havde haft en rimelig vild personlighed, så han havde altid lavet det eller det andet, men hun håbede at han holdt sit ord. Han ville ikke dø igen, og hun skulle få bedre styr på sin morderiske side. Hun havde dog brug for hans hjælp til at holde igen, da det var en del af hende nu. Derick skulle bare lade være med at være så frembrusende og chikanere folk, så han ikke kom ud for nogen skade. Hun kunne ikke lade være med at ryste opgivende og lettere glad på hovedet af ham, som han var optimist og han kunne erstatte sprutten med hende. Hun var glad for det, men hun kunne ikke se, hvorfor han havde tyet til flasken, da hun ikke havde gjort det første gang hun havde mistet ham. Ulykkelig havde hun været, ja, men sådan noget havde hun ikke druknet sine sorger, hvor hun derimod havde holdt igen med føden. "Ja, i dag er du kun min," svarede hun mildt, som hun nu heller ikke ønskede, at de skulle stå sammen med en anden eller at hun blev nødt til at gå. De havde endelig fundet hinanden, så nu ville hun så sandelig også udnytte al den tid hun kunne få med ham. "Men du har ret i, at de nok ville bede dig om at holde dig i ro, men nu mente jeg om de kunne gøre noget ved dine indre skader," medgav hun roligt, som hun ikke havde ment, at healeren bare skulle have set ham og sendt ham i seng. Nogen gange kunne sådanne mennesker jo udføre mirakler. "Jeg kan også bare omvende dig, og så er du så god som ny," sagde hun drillende, skønt hun ikke havde i sinde at fuldføre sine ord til handlinger. Hun havde skam ikke tænkt sig at gøre ham til en vampyr, og han måtte vel også være negativ over den race, siden han sagde han havde valgt at blive fornyet til en magiker? Et svagt smil gled over hendes læber, da han gav hende ret i, at kvinder var stærke, og at specielt hun var. "Jaa, du formåede i hvert fald ikke at gøre skade på mig," sagde hun, som hun jo tydeligt havde uddelt alle slagene, hvor hun sagtens kunne have gjort det endegyldigt, hvis hun havde ønsket det, hvilket hun selvfølgelig ikke ønskede nu. Hun vidste dog godt, at langt fra alle kvinder havde hendes styrke, da mændene normalt bare var et stærkere køn, om man ville det eller ej. Sådan var det i hvert fald blandt menneskene, at kvinderne var underdanige. Hun lyttede til hans ord, som han nævnte Faith og Moniqe. Hun kendte dem, ja... men hun måtte indrømme, at det eneste hendes hukommelse rigtigt havde fokuseret på var Derick, så hun huskede ikke rigtigt noget om det, ud over hun vidste at de havde været venner engang. "Det lyder alt sammen godt," sagde hun bare, for hvad skulle hun sige? Det var mange år tilbage, at hun sidst havde stået overfor de kvinder. Da han nærmede sig hende med sin krop, stivnede hendes krop fuldstændigt. Hun mistede fuldstændigt fornemmelsen af at have tanker i hovedet, som der kun var Derick der nærmede sig hende med sine læber. Hun gjorde intet, fjernede ikke sin hånd fra hans kind. Da hans læber endelig mødte hendes, sank hendes skuldre og hendes øjenlåg gled i, som hun hengav sig til ham og deres første kys i meget meget lang tid.

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick kunne fortælle Denjarna den præcise grund til at han havde drukket så meget på det sidste, for han var bange for hvordan hun ville tage tingene, hvis hun fik dem at vide nu. Han havde jo set hvor morderisk hun var blevet, hvor hun mere mindede om en som havde mistet forstanden, end hans tidligere hustru. Han var dog lidt i tvivl om de stadig var gift, eftersom han var gået i døden og han havde troet det samme om hende, samt han havde skiftet efternavn, så han ikke længere var Nightshade, men De Romero og det var jo også det som folk kendte ham under. Han var en ny mand, som hun også tydeligvis var en ny kvinde, men derfor var den gamle Derick stadig derinde et sted, for han havde jo allerede før kommet til udtryk. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. „Er det lidt en ejerfornemmelse, som jeg kan fornemme?” spurgte han drillende. Hun lød næsten overbevist om at det skulle være de to, selvom han selv gerne ville tage det stille og roligt, eftersom han næsten havde fået nok af kvinder for nu. Af den grund kunne han jo ikke benægte at nogle af de gamle følelser vældede op i ham ved det blotte syn af Denjarna, for han måtte erkende, at nu hvor han var sammen med hende igen, så havde han virkelig også savnet hende! Tænk han havde glemt hvordan det føltes. Han nikkede roligt til hendes ord. „Jeg ved godt hvad du mente, skat. Og jeg skal nok se om jeg ikke kan finde en i løbet af de næste dage,” forsikrede han hende, som han sendte hende et skævt smil. At hun drillede med at omgøre ham, var næsten noget han tog i alvor, for.. han ville næsten ikke have noget imod at blive vampyr igen – og dog.. der var delte meninger omkring det. „Jeg kunne næsten lide mig bedre som vampyr.. det var.. originalen af mig,” svarede han lettere tænkende, som han så ud i rummet, „desuden så hader jeg at være skrøbelig som menneske. Men det har dog sine fordele.” Han kunne vandre i dagslyset, han havde et bankende hjerte og han var varm, selvom.. han savnede det at kunne lukke af for følelserne, at være hård som sten, så der skulle meget til at knække en. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han lod hovedet søge let på sned, inden han skulede drilsk til hende. „Tror hellere at jeg må vise hvilken styrke som jeg er lavet af, når jeg bliver rask igen,” svarede han morende, som han kort rakte tunge af hende, inden han kluklo ganske let – skønt latteren hurtigt døde, eftersom det skar igennem hans krop, hvor han tog sig selv til siden. At hun ikke spurgte videre ind til deres gamle venner, havde han intet imod, for han ville gerne lade emnet ligge. At hun så endte stiv fordi han nærmede sig hende, kunne han godt se, skønt hun jo nu vidste hvem han var og hun burde vel vide at han ikke ville hende ondt? Han fjernede ikke hånden fra hendes kind, men fortsatte de blide strøg med sin tommel, hvor hans øjne gled blidt i, da hans læber ramte hendes i et perfekt blidt og dog prøvende kys, hvor han også var en anelse forsigtig, for han ville nødig bringe hende ubehag. At hun gav sig hen til ham i stedet for at slå ham, glædede ham, hvor han også valgte at gøre kysset en anelse mere lidenskabeligt, imens han lod hånden stryge fra hendes kind til hendes nakke, så han kunne trykke hende ind mod sig.