Out in nature

[cedrick]

Nu hvor J’adore faktisk havde vist at hun gerne ville Cedrick, så havde han også fundet en lidt større tryghed ved hendes selskab, eftersom han næsten var blevet langt mere sikker på at hun faktisk gad ham, selvom han stadig fandt det underligt, og ikke mindst overraskende, for hun måtte da næsten være blevet opdraget til at hade ham? Det ville han da næsten gå ud fra, eftersom hendes forældre var af den rigere slægt og ikke mindst fordi de fleste ældre havde set ned på ham, da hans plejeforældre havde taget ham til sig – hvilket han selv var glad for, for på trods af hans hårde barndom, så havde han forældre som elskede ham som deres eget barn. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor et skævt smil gled over hans læber. “Okay da.. noget må han have set i mig, jeg må jo have haft talenter, men det krævede skam også sit at få ham overtalt, og ikke mindst at komme i gang med selve arbejdet i smeden, men.. Domastir stod også mine plejeforældre nær, det var vel lidt Aroclif, der fik mig ind i udgangspunktet, som fik Domastir til at give mig en chance,” svarede han roligt. Han elskede sine plejeforældre, selvom han stadig sørgede over dem, for de var jo døde for nylig, det var ikke lang tid siden at skoven var endt med at brænde ned og hans plejeforældre var endt med at brænde inde i huset. Nu boede han hos Domastir og hans hustru Elanessë, begge gode personer, selvom de næsten var som nat og dag, for Domastir var en hård mand, hvor Elanessë var god som dagen selv, hun var ikke nær så arrogant og raceracist som så mange andre højelvere fra landsbyen var, såsom Domastir, for manden var en sand højelver og alligevel en god mand, der faktisk respekterede Cedrick, hvilket han også var glad for. Han nikkede roligt til hendes følgende ord, hvor et skævt smil gled over hans læber, imens han fortsatte i samme tempo som hende, ved hendes side. “Det ville ikke være ringe med noget fritid, på den anden side har jeg ingen at tilbringe den tid med, så det er måske meget godt at smedearbejdet kræver en del tid,” svarede han lettere eftertænksomt, som han så kort tænkende ud i luften, inden han vendte blikket mod hende, imens et svagt smil gled over hans læber. Han så kort frem for sig, inden han så lettere spørgende på hende. “Er der nogen bestemte steder du vil hen?” spurgte han roligt. Lige nu virkede det bare til at de red, for at.. ride. Ikke fordi han ikke nød det, for han var faktisk glad og taknemlig for at hun ville bruge tiden sammen med ham, men det var vel altid lettere hvis der var et mål?

[jadore]

J'adores forældre brød sig rigtigt nok ikke om Cëdrick, da han var denne udefrakommende, der pludselig ville have del i alle deres ting, men J'adore var ikke sine forældre. Hun var stor nok til at danne sit eget blik af en person, og det virkede spændende nok at ville lære ham at kende indtil videre. Hun vidste, at det var hende dybt forbudt, som hendes forældre og venner for den sags skyld aldrig havde talt godt om dette udskud. Dog ville hun alligevel give ham chancen, hvor hun også havde ondt af ham, så hun ville gerne give ham muligheden for at føle sig lidt normal. Han måtte jo have det ret så svært, når folk nærmest så på ham som en dvasianer, selvom han var dem nært beslægtet racemæssigt. Hun nikkede medgivende til hans ord, hvor hun også før havde mødt hans plejeforældre og vidste, at de havde været gode elvere, og det måtte vel ganske rigtigt have hjulpet ham til hans læreplads, da alt andet jo virkede underligt. Hun vidste egentligt ikke, hvad hans arbejde præcis bestod af, om han egentligt måtte lave våben til kunderne. Dog tvivlede hun på, at der var nogen der havde lyst til at købe noget der var fremstillet af ham, selvom han måske var en god smed. "Det gør mig ondt med dine plejeforældre, men ja, det har måske spillet en rolle," sagde hun mildt. Sørgelige var hans næste ord, som han sagde, at den ringe fritid var godt, fordi han ingen venner havde alligevel. Synd var det, da alle burde have nogle plusser i livet, efter at skolens eller arbejdets hårde strabadser var overstået. Fritid var normalt noget man nød og så frem til, men det gjorde han vidst ikke, og på sin vis var det vel forståeligt. Hun kunne dog ikke sige, at hun havde det på samme måde som ham, da hun altid kunne finde nogle af sine venner, og nu var hun jo også begyndt at møde andre end bare elvere, så hendes horisont var ligeså stille begyndt at blive bredere. "Det lyder virkelig trist," sagde hun stille. Hun vidste ikke rigtigt, om de overhovedet kunne blive venner, men en dag kunne man vel godt lige bruge. "Har du et ønske om at ride et bestemt sted hen?" spurgte hun åbent, som det virkede som om han gerne ville have et formål med dette ridt. Blikket vendte hun imod ham, så de blå øjne kunne betragte hans ansigt, der syntes at se lidt snusket ud, hvorimod hun var helt ren og nydelig, men det kunne jo godt være fordi han havde været i gang med at hugge brænde? "Men hvis det er, så kunne vi måske ride ud af skoven... finde en by?" spurgte hun stille, hvor hun ikke helt vidste, hvordan han ville reagere på hendes forslag, da elverne jo sjældent tog væk fra deres hjem.

[cedrick]

Det var ganske vidst kommet lidt bag på Cedrick at J’adore havde henvendt sig til ham, selvom han alligevel var glad for at hun havde gjort det, for hvem vidste hvordan det ville ende? Måske han faktisk ville få en ven, som ikke var et dyr, men en elver fra hans egen landsby, det ville i hvert fald ikke gøre ham det mindste! Og selvom han måske havde været rimelig afvisende til at starte med, så var han blødt mere op, fordi det faktisk var gået op for ham at hun ikke var ude på at håne ham, men talte sandt og faktisk ønskede at tilbringe tiden sammen med ham, hvilket glædede ham! Han vidste godt at han burde tage hjem fordi han havde sine pligter som han skulle have gjort, men han kunne bare ikke lade denne chance passere! Hvis han tog hjem nu, så ville han jo aldrig finde ud af hvordan dette ville ende! Så ville han måske ikke få en chance hos hende igen, og det ville han helst ikke risikere! Så ville han langt hellere tage skideballen når han engang kom hjem, for han vidste godt at Domastir ikke just var henrykt over at han bare blev væk, selvom han skød tanken væk, for han gad ikke sidde og have dårlig samvittighed, når han nu var i færd med at have det sjovt med J’adore. Han trak let på skuldrene til hendes ord. “Det går nok,” svarede han stille, og lod selv emnet ligge, eftersom han ikke brød sig om at tale omkring sine plejeforældre, eftersom deres død endnu måtte nage ham frygtelig meget. Han savnede dem for hver dag der gik, han savede at høre deres stemmer, at mærke deres omfavnelse og kærlighed, eftersom de havde elsket ham som havde han været deres rigtige søn og til tider ville han også ønske at det havde været sådan, for så havde han ikke været udskuddet i flokken. Han vendte blikket mod hende, selvom hendes spørgsmål fik ham til at se ud i skoven. Han havde ikke rigtig nogen ideer om hvor de skulle tage hen, eftersom det bare havde været en spontan og impulsiv idé. Af den grund så ville han jo gerne tilbringe tiden sammen med hende, så han følte næsten for at finde et sted de kunne tage hen, som lå langt væk, så han havde mere tid sammen med hende. Hendes eget forslag, kom dog bag på ham, hvor han vendte blikket mod hende. Han havde mange gange været med Domastir ude i de andre byer, hvor de havde solgt deres redskaber og våben, som de havde lavet i smeden, så det var ikke nyt for ham at forlade skoven. Et skævt smil gled over hans læber, hvor han nikkede. “En tur ud til byen? Det ville ikke gøre mig det mindste!” svarede han med begejstring i stemmen. Han endte næsten med at sætte farten en anelse op, eftersom der var et stykke før de ville komme ud af skoven. “Skal vi sige Apterta?” Hovedstaden var der jo altid noget man kunne give sig til.

[jadore]

J’adore nikkede blot venligt med hovedet, som hans ord omkring hans plejeforældrene syntes at have en afsluttende klang. Hun forstod godt en hentydning, når hun fik en, og hun ønskede ikke at gøre ham utilpas. De kendte jo heller ikke rigtigt hinanden, så intim snak ville også falde dem lidt underligt. Dog vidste hun ikke, hvilke manerer han egentligt havde, eftersom han jo ikke havde været ude om omgås byens folk. Hans manerer havde i hvert fald ikke været de bedste, da de lige var stødt på hinanden, som han tydeligvis ikke havde ønsket hendes tilstedeværelse der. Det virkede dog ikke som om, at han havde nogen problemer med hende længere, hvilket også glædede hende, for hun var ikke så ondsindet, som han havde gået og troet om hende. Hun bar heller ikke nag, så hun begyndte heller ikke på vrissende ord til ham. Hun så bare en mulighed for nyt selskab, og det var en fristende tanke. Det blide smil herskede over de rosenrøde læber, som han tydeligvis var vild med ideen om, at de tog lidt væk. Hun vidste ikke, hvor tit han var ude af byen, men selv havde hun været rimeligt fastlåst til sin familie, indtil hun var blevet myndig. Inden da havde hun kun måttet være i skoven. Det var først da skoven brændte ned, at hun rigtigt kom ud, da det skyldtes at de måtte bo ude i byerne. Nu havde hun så lov til at bevæge sig frit omkring, så nu kunne hun godt lide at udforske tingene, selvom hun selvfølgelig holdt meget af sit hjem. Det var bare lidt for monotomt for en pige i hendes alder. ”Så siger vi Apterta,” sagde hun glad. Der skulle nok være et eller andet at tage sig til der. Det var jo trods alt hovedstaden. Hun tog lidt mere fast i sin hest tøjler, som hun nu red den mod en målrettet destination, hvor hun også klikkede let med tungen, så den satte i trav. Der var et pænt stykke dertil, men hvis de satte tempoet op, ville de nå hurtigere frem. Desuden, nu havde hun jo også fået selskab, så det gjorde også en betydelig ting.
// Out

[cedrick]

Måske de ikke just var kommet godt ud af det med hinanden til at starte med, men det var ikke just fordi Cedrick ikke kunne lide J’adore. Han havde bare troet at hun ville gøre nar ad ham, som han var vant til. Han vidste at hendes forældre heller ikke brød sig om ham, så det forundrede ham faktisk at hun ville snakke med ham og endnu mere forundringsværdigt; at hun ville tilbringe tiden med ham. Han havde troet at hun havde gjort grin med ham til at starte med, hvilket også var grunden til hans ’fjendtlighed’, selvom hun havde vist ham at det ikke var tilfældet og derfor var han også faldet langt mere til ro. Han var faktisk glad, taknemlig og beæret over at hun ville tilbringe tiden sammen med ham. Han vidste at han burde tage hjem til smeden og aflevere brændet til Domastir inden han begyndte arbejdet i smeden men.. han kunne ikke få sig selv til at sige nej til J’adore, eftersom det så ud til at hun var den eneste der faktisk turde anerkende ham, som turde, at tilbringe tiden med ham, hvor hun muligvis også ville blive hans første rigtige ven på hans egen alder. Han sendte hende et skævt og muntert smil. “Udmærket!” Han slog let i tøjlerne, for at få Daechîr til at sætte farten op, hvor han red ved J’adores side ud ad skoven, for at sætte kursen mod Apterta. Det ville ikke gøre ham noget at søge lidt ud og komme væk fra de vante omgivelser, da det ville gøre godt at komme ind til noget nyt og mere spændende – for ikke at tale om mere anderledes. Han havde været med Domastir inde ved byerne et par gange for at sælge deres redskaber og våben, da de jo lavede alt muligt i smeden, og de havde mange eftertragtede kunder, selv fra andre lander, der kunne lide højelvernes fremstilling af våben. De dybe mørkebrune øjne gled frem for sig, som han red mellem træerne og mod deres nye kurs, hvor smilet ikke kunne falme det mindste, ikke nu hvor han faktisk var ved at få en ny ven.

//Out