Out in nature

[jadore]

Om elvermændene opfangede J’adore som noget ekstra særligt, vidste hun ikke, da hun ikke havde en mands øjne. Hun vidste bare, at hun var flot, men blandt andre elvere kunne det være svært at sige, da de jo bare var det smukke folkefærd. At Cëdrick havde et godt øje til hende, var virkelig ikke noget hun anede, da dette jo var første gang de sås og det havde ikke været noget positivt møde. Blandt dem kunne det nu heller aldrig blive til noget, da hun var højelver, og tilmed en af de mere velhavnende, og han var jo en skovelver. Det sagde alt om, hvad hendes samfund mente om ham. Som hun var reddet op på højen med sin hoppe, Suade, kunne hun ikke lade være med at nyde udsigten heroppefra, som det var pragtfuld. Her kunne man se alle træernes kroner, hvor de allerede nu stod mange og tæt. Solens stråler syntes også at falde på højen, hvilket gav den et guddommeligt syn. En smule køligere var der også heroppe, men det var kun naturligt, da det var mere frit, skønt det alt i alt var et ganske lunt vejr i dag. Som hun havde set sig omkring, faldt opmærksomheden til sidst på Suade, der var gået i gang med at græsse igen. Roligt trak hun tøjlerne over hoppens hoved, så hun kunne styre hende, som var hendes hest i træktov. Hun strøg kærligt sin hest hals, hvor den var dejligt fløjlsblød imod hendes hånd. Til hyggen af at måtte græsse og blive nusset, prustede den blidt til svar, mens ørerne vendte glade fremad. Det var først da hun hørte Cëdricks stemme, at hun løftede hovedet nysgerrigt, som hun så i den retning lyden kom fra. Det hendes blik blev mødt af var den sorte hingst, der var Suades modsætning, som hun var helt hvid. J’adore så til, som den prægtige hingst travede i deres retning, som den trådte frem med stolte skridt, hvor den samtidig syntes at være komplet ligeglad med sin ejer, da hun så, hvordan Cëdrick kom løbene efter den. Da hun så at hingsten begyndte at sænke farten, som den kom den nærmere, trak hun i tøjlerne til sin egen hest, som hun bevægede sig fremad med forsigtighed, da hun ikke ønskede at skræmme hingsten. ”Rolig nu dreng. Roo på,” sagde hun i en lavmælt, blid og varm tone, mens hun bevægede sig fremad, hvor hendes ene hånd var lukket om sin hoppes tøjler, mens hun havde den anden arm strakt frem, hvor hun havde sin håndflade åben og opad. Hun smilte stille for sig selv, da hun så at hingsten ikke stak af, hvilket gjorde at hun kunne komme helt tæt, hvor hun til sidst fik fat i dens tøjler. ”God dreng.”

[cedrick]

Måske man ikke kunne prale af at dette møde var godt, men hvornår kunne Cëdrick egentlig prale af et godt møde med en anden ung elver? Aldrig. Han havde ikke som sådan stødt på nogen skovelver før, eftersom han faktisk altid havde holdt sig til højelvernes opholdssted. Han var naturligvis nysgerrig på sin egen race, men hans hjem følte han stadig var hos højelverne, da det var der han var vokset op, på trods han godt nok ikke var særlig populær. Det forundrede ham dog ikke at J’adore, så på ham som alle andre, for hvorfor skulle hun dog se anderledes på ham? Han forstod sig dog ikke på hendes høflighed overfor ham, hvilket også var det som havde gjort ham så mistænksom, for han havde slet ikke regnet med at nogen højelver og da slet ikke nogen ung, ville tale ordentligt til ham, desuden når nogle forsøgte, så plejede de altid at håne ham, men på den anden side var de jo også altid sammen i grupper når det skete, der var jo ingen i nærheden foruden de to, så måske hendes høflighed havde været oprigtig? Det forstod han ikke rigtig, selvom det da ville være rart med nogen der faktisk ikke var dømmende mod ham, selvom han nu bare kunne ærgrer sig over at han havde skubbet hende væk, hvilket han faktisk pludselig fortrød. At Daechîr så skulle begynde at løbe væk fra ham, var noget som kom bag på ham, eftersom han havde haft planer om at tage hjem, så han kunne komme hjem og arbejde i smeden, for han var sikker på at Domastir ville værdsætte hans arbejde, og ellers ville han da bare blive hidsig og begynde at skælde ham ud, hvilket han nødig skulle nyde noget af! Han fandt dog hurtigt ud af at han var nød til at løb efter hingsten, eftersom det ikke så ud til at den havde i sinde at stoppe foreløbig. Som han fik blusen over hovedet og vesten på samtidig, så kom han roligt løbende op ad bakken. Han var i god form, så det tog ham ikke lang tid før han var kommet op på højen, selvom han til sin overraskelse, så at J’adore havde stoppet hans hest og stod med dens tøjler i hånden, skønt selve hesten var upåvirket af hendes nærvær, da græsset pludselig var blevet langt mere interessant. Han stod for en kort stund og overvejede om han skulle gå derhen, hvor han også tænkte på hvad han skulle sige. Han strøg let en hånd igennem de halvlange mørke lokker, der allerede sad lettere uredt, imens han lod tungen stryge over hans læber, som han fandt modet og gik hen til hende og Daechîr med langsomme og nøje skridt. Han sænkede hovedet en anelse, som om han skammede sig over noget, hvor han tørrede hænderne i sine bukser, da de stadig var en anelse våde, fra bækkens iskolde vand. Som han nærmede sig hende, vendte han blikket mod hende med et lille taknemligt smil. “Øhm.. mange tak,” svarede han roligt, selvom han ikke så hende direkte i øjnene, eftersom han ikke just fandt sig selv værdig til det. Han gik roligt hen til hingsten, som han strøg over ryggen, hvor han fnes kort. Han forstod ikke dens pludselige flugt, hvor han næsten måtte forbande den for at føre ham op til hende igen, for.. han vidste jo slet ikke hvad han skulle sige! Men nu havde han da takket hende.

[jadore]

J’adore havde ingen pligter, som hun skulle hjem til, så hun var en fri fugl i forhold til Cëdrick der arbejde hos den hårde smed, Domastir, og tilmed boede hos ham. Utroligt var det, at den hårde mand havde forbarmet sig over dette udskud, men der måtte vel være en eller anden årsag til det. Selv havde hun intet job, da hun ikke havde brug for det, da hendes forældre tjente alle pengene. Hun ville måske være nødt til at finde et job, når hun engang blev gift og sådan, men det ville hendes forældre nok heller ikke have, da de jo helst så at hun fandt en velhavende mand, ligesom dem. Det ville egentligt heller ikke ses for positivt på, hvis hun stod og snakkede med udskuddet, men det var vel også mere eller mindre et afsluttet stadie, eftersom han jo havde sendt hende væk næsten ligeså hurtigt hun var kommet. Men selvom han havde været uhøflig overfor hende, så havde hun ikke mindre fanget hans hest, da det alligevel var synd, hvis den skulle stikke af, når hun vidste han havde brug for den og desuden, så var den jo gået helt hen til hende, så det ville være ret underligt, hvis hun ikke havde taget den. Det syntes hun i hvert fald. Hun blev roligt stående med både sin hingst og hoppes tøjler, hvor de begge to virkede ret så ligeglade med alt det der foregik, som de begge alligevel bare havde givet sig til at græsse igen. De blå øjne gled ned på Cëdrick, der kom løbende op til dem, hvor hun kunne se, hvordan det hele var i uorden hos ham. Håret, tøjet, snavset og sveden. Man kunne godt ane, at han ikke var helt ligesom dem, hvor J’adore var rigtig fin og nydelig at se på. Hun var på ingen måde beskidt, hendes blonde hår var blevet redt, så det hang helt silkeblødt ned ad hendes ryg. Tøjet var jo den lange hvide kjole, som man nok burde passe på med at bære ude i naturen, og så var der den violette kappe, der var smukt broderet så man godt kunne se, at det var en dyr en. Hun smilte skævt, som han nærmede sig dem, hvor han tydeligvis nægtede at se hende i øjnene, hvilket hun fandt højst besynderligt. Hun var vant til at folk viste hende den høflighed, men var han i virkeligheden lidt bange for hende? ”Det var det mindste jeg kunne gøre,” sagde hun stille. Hun gav slip på hingstens tøjler, så han kunne tage fat i dem og få sin hest igen. ”Som tak kan du hjælpe mig op på min hest igen,” sagde hun roligt, hvor det ikke var en ordre, men blot et ønske, da det var svært at komme op på en hest, når man havde kjole på, da hun ikke bare kunne smide benene over sadlen, men egentligt helst skulle blive båret op på den.

[cedrick]

Cëdrick var på ingen måder som højelverne, han var tilmed mere mørk i huden, eller rettere sagt havde han en flot solbrun farve, hvilket også lidt kom fra den hede esse i smeden. Han var ikke den som gik så meget op i sit udseende, eftersom de mange pligter han havde, gjorde at han typisk endte beskidt. Alligevel var der dog ingen tvivl om at han var en elver, for han bar de mandelformede øjne og de spidse ører, som enhver anden elver – og ligesom højelverne, men han var ligeglad med hvad de sagde om ham, uanset hvor ondt det gjorde. Ingen kendte ham, så de vidst slet ikke hvilke værdier han havde at byde på, desuden så havde han jo også bevist sit værd til manddomsprøven, selvom han desværre ikke var kommet først i mål, men han havde alligevel fået lidt flere højelvers accept, som også var stoppet med at håne ham. At Daechîr så skulle stikke af, lignede slet ikke hingsten, hvor han næsten fandt det irriterende at den lige skulle løbe op på højen, hvor han vidste at J’adore og hendes flotte hvide hoppe måtte være. At hun så havde taget fat i tøjlerne, havde nok ikke været nødvendigt, eftersom Daechîr var en tam hest og normalt stak han aldrig af, og derfor forundrede det ham hvad hingsten egentlig ønskede, eftersom der også havde været frodigt græs forneden for højen, ved bækken, hvor det altid var lidt mere fugtigt. Han kom dog roligt hen til hende, selvom han ikke just så hende i øjnene, hvilket ikke var for at være uhøflig, men vel mere vise at han ikke var ude på noget? Mange brugte det at han så folk i øjnene som undskyldning for at gøre noget ved ham. Desuden så var han usikker på hvad J’adores hensigter egentlig var, for han gad sådan set ikke give hende fornøjelsen af at få ham åbnet, for så at håne ham. Hendes ord og det skæve smil, fik ham dog til at vende blikket lidt mere op mod hende, inden hans blik faldt mod tøjlerne som hun rakte ham. Det var det mindste hun kunne gøre? Enhver anden højelver ville da have ladet hesten løbe, og så grine af ham, når han kom løbende forbi. Han tog roligt tøjlerne, hvor han vendte blikket forundret mod hende. Måske J’adore faktisk var anderledes? Et sted turde han ikke håbe på det, men det ville da faktisk være rart med bare en enkelt ven man kunne tale til. At han som tak skulle hjælpe hende op på hendes hest igen, fik ham til at se lettere overrasket på hende, for.. ville hun virkelig have at han skulle røre ved hende? Enhver anden ville da gå helt amok, Han så lettere omkring, som om det var en anden hun talte til, men der var jo kun de to, så han vendte blikket mod hende igen. “O-okay..” Han slap roligt Daechîrs tøjler, eftersom hingsten alligevel bare stod og mæskede sig i græsset, hvor han roligt strøg om forbi hendes hoppe, så han kom hen til hende. Han gik roligt ned i knæ, hvor han lagde en hestesko, så hun kunne træde ned i hans hænder og han kunne hjælpe hende op. “Hvorfor.. hjælper du mig?” spurgte han dæmpet, selvom der var en forvirret undertone. Han var ikke vant til at højelverne viste ham denne from for.. venlighed.

[jadore]

Selv vidste J’adore ikke, om hingsten kunne finde på at stikke af eller bare ville have et bedre græssted. Hun havde bare ikke ønsket at tage chancen, da hun selv ville finde det irriterende, hvis hendes hest valgte at stikke af, da det alligevel ikke var helt så sjovt at løbe efter heste. Hun var også klar over, at han havde brug for sin hingst, da den havde hans brænde, og han havde vel ikke hugget alle dem for sjov, så hvis de forsvandt eller kom for sent hjem kunne det måske være et problem. Da hun stod med hingsten, kunne hun dog godt mærke, at den var yderst rolig ligesom hendes egen, som de begge bare havde stillet sig med mulerne nede i græsset, hvor de ikke rykkede sig fra deres pladser. Personligt havde hun ingen planer om at være ond ved Cëdrick, som han gik og tænkte at hun bare var ligesom alle andre, hvilket egentligt var en fornærmelse, da hun faktisk havde et hjerte og sin egen personlighed. Hun vidste også fra sig selv af, at hun ikke ville have at folk talte grimt til hende, så hvorfor skulle hun tale galt til dem? Hun var opdraget med ordene respekt og høflighed, og hun tænkte, at hun skulle behandle folk, som hun selv ville behandles. Derfor havde hun ikke hånet Cëdrick, selvom han var flere klasser under hende. Hun kunne også godt høre og se på ham, at han var forvirret og nervøs over alt det der skete, men det tænkte hun ikke videre over, da det til gengæld ikke var hendes problem. At han ligefrem skulle røre hende, tænkte hun ikke rigtigt på, da hun ikke tænkte det som sådan en berøring, da det her bare var en normal hjælpende hånd, så hun kunne komme op på sin hest. Den kunne alle have givet hende. Hun smilte svagt til ham, da han kom med over på siden af hendes hest, hvor han satte sig på knæ foran hende. Forsigtigt placerede hun sin ene fod i hans hånd, imens hendes hænder hold fast i hendes hests sadel. Ganske let fik hun placeret sig i sadlen igen, hvor hun skubbede den ene fod ind i stigebøjlen. En bedrift der havde været lidt mere besværet, hvis hun skulle have gjort det alene. ”Tak,” sagde hun høfligt, mens hun samlede op på hestens tøjler, så hun igen frarøvede den muligheden for at græsse. Da han spurgte hende, hvorfor hun dog hjalp ham, kunne hun ikke lade være med at have et underligt ansigtsudtryk, skønt det alligevel hurtigt ændrede sig til forståelse. Det lå i hendes natur at hjælpe andre, men hun var jo klar over, hvordan folk normalt behandlede ham. ”Det er vel bare sådan jeg er,” sagde hun ærligt, mens hun trak på skulderen, da det her jo bare var helt naturligt for hende.

[cedrick]

Det forundrede virkelig Cëdrick at J’adore var så.. venlig og høflig overfor ham, for det var han virkelig slet ikke vant til! Han var vant til hån og at blive nedgjort, at folk kastede ting efter ham, selvom han faktisk bare passede sine egne sager og aldrig gjorde en flue fortræd. Han havde som sådan ingen venner fra landsbyen, hvilket gjorde det rimelig ensomt, og det var også derfor han tit talte til sin hest, og den var rolig og lyttede normalt altid til ham, derfor var det faktisk underligt at den var stukket af fra ham, selvom det næsten var ved at ane ham hvorfor. At J’adore så var anderledes end de andre elvere, var noget som gjorde ham en anelse mistænksom, men faktisk også glad. Hun talte til ham, havde faktisk vist lidt interesse for ham og hun havde hjulpet ham, hvor alle andre havde gjort modsat. Derfor så han heller ikke nogen grund til ikke at hjælpe hende, nu hvor hun havde hjulpet ham. Han blev dog blot siddende på hug, hvor han havde samlet sine hænder, så hun kunne sætte en fod i dem, hvor han også roligt hjalp hende op på sadlen, ved at give hende en hestesko. Han trak sig et enkelt skridt tilbage, så hun kunne sætte sig til rette, hvor et lille smil havde banet sig vej over hans læber. Som hun takkede nikkede han blot ganske roligt til hende. “Det var så lidt,” svarede han roligt. Det var sådan set det mindste han kunne gøre, nu hvor hun faktisk havde været så sød ved ham, hvilket han stadig ikke forstod sig på. Han kunne dog godt se at hans spørgsmål kom bag på hende, selvom det vel egentlig var forståeligt at han var som han var overfor hende, når han var vant til at folk snød ham og hånede ham? Han fnes lidt til hendes svar. Det var bare sådan hun var? Det forundrede ham et sted, selvom han ikke havde noget imod det. Han lagde roligt en hånd mod hendes hvide hest mule, som han strøg ganske let. “Tja.. så er du da den første,” svarede han roligt, som han betragtede hendes flotte hvide hoppe, på trods den var mindre end hans egen hingst. Blikket vendte han kort mod Daechîr, som stadig stod og græssede, hvilket fik ham til at himle let med øjnene, for det var bare typisk den hest! Han skulle dog snart hjem, desuden så ville han heller ikke forstyrre J’adore, eftersom der vel var en mening med hendes tur herud? “Men.. jeg går ud fra du skal videre, så.. jeg skal nok.. passe mig selv,” svarede han en anelse mere dæmpet, som han kort vendte blikket op mod hende med et venligt smil, inden han strøg hendes hoppe over mulen, for kun at trække sig væk fra dem og hen til hans egen hingst. Det var ikke fordi han ville have at hun skulle komme i problemer ved at snakke med ham, for han vidste jo godt at selvom forældrene ikke direkte hånede ham offentligt, så brød de sig stadig ikke om ham – mange gjorde i hvert fald ikke, der var måske nogle undtag, skønt det ikke var mange. “Kom nu her din laban,” svarede han til Daechîr, som han piftede let, hvilket fik hingsten til at løfte hovedet og følge efter ham, som havde det været en trofast hund. “Det var hyggeligt at møde dig.. J’adore,” svarede han roligt, da han så sig over den ene skulder og hen på hende, inden han ganske langsomt fortsatte ned ad højen igen, med Daechîr lige i hælene.

[jadore]

Som J'adore sad og gjorde sig til rette på sin hoppe, foldede hun sin kappe ud over hestens krop, så den dækkede dens rumpe som var det et dækken. Hoppen stod selv helt rolig, mens dens ejer hoppede op på den, som den var vel trænet og godt af sind i stedet for de heste der bare fisede rundt, så snart man prøvede at sætte foden ind i stigebøjlen. Taknemmelig var hun for, at han havde hjulpet hende op på hesten, eftersom hun på en måde havde forventet et 'nej', efter at han til at starte med havde været rimelig afvisende overfor hende som person, hvor hun ikke kunne regne ud, hvad hun havde gjort ham. Elvere plejede trods alt at være rimeligt åbensindede overfor hinanden. Som han kælede for hendes hoppes mule, prustede den blidt i svar og trykkede sit hoved mod hans hånd. Hun sagde intet til, at hun var den første der nogensinde var lidt flink ved ham, da hun næsten gik ud fra at det var rigtigt. Hun vidste, at mange var onde ved ham, hvor det var de unge der var de mest strenge, men sådan var unge mennesker jo bare overfor hinanden, hvor der altid skulle være en der var ude af gruppen. Hun var du ikke klar over, at absolut ingen udviste den mindste smule respekt. Hvad der videre skulle ske for hendes ridetur, vidste hun egentligt ikke helt, da hun bare havde planlagt at ride op på højen, og så skulle de tanker løses derfra. Hendes blik faldt på Cëdrick igen, der nu syntes at være på vej væk igen. Det var en smule kedeligt at ride rundt i skoven alene, som det var meget sjovere at ride ud med en person eller en gruppe, da man så havde nogen at snakke og grine med. Ingen af hendes venner havde dog haft tid til det i dag. Hun trykkede let sin hest i siden, hvor den gik frem med et hovedkast. Hun drev den lidt hurtigere frem, end hvis det bare havde været i normal skridt, men hun skulle også nå op på siden af Cëdrick og hans hingst. "Hvis det lyster, så kunne det være hyggeligt at ride sammen, om det blot er en ridetur direkte tilbage til byen eller videre rundt i skoven," foreslog hun roligt, da hendes hoppes skridt nåede op på deres, hvor den igen gik roligt til. Åbent var hendes spørgsmål, som hun både gav ham valgmuligheden for at sige, at de bare skulle hjem eller ej, men hvis han ikke var interesseret i hendes selskab, så kunne han også bare afslå - skønt hun ikke håbede på at det var det han ville vælge. De blå øjne gled ned på hans skikkelse, som han gik lidt foran sin hest, hvor hun smilede venligt.

[cedrick]

At hjælpe J’adore op på sin hest, var det mindste Cëdrick kunne gøre, nu hvor hun var så sød ved ham, selvom han stadig ikke forstod hvorfor. Alle andre hadede ham, tilmed også hendes venner, så hvorfor skulle hendes mening om ham være så meget anderledes? Utroligt nok var den, for ellers havde hun vel aldrig talt til ham endnu? Han forstod dog ikke hvorfor hun var så venlig, selvom det naturligvis var rart, så han ville bestemt ikke beklage sig! Men han var nu stadig ret uvant til at de unge talte til ham med venlighed og høflighed, derfor havde han svært ved at finde ud af hvordan han skulle reagere. Han fortsatte dog blot ned ad højen igen, så han kunne ned til sit brænde og få det bundet fast til Daechîr, selvom han måtte erkende at han følte sig lidt skyldig i at lade hesten bære hele læsset, men hesten var han nu glad for, det var trods alt hans eneste rigtige ven. Den havde altid fulgt ham i tykt og tyndt. Desuden så havde den altid hjulpet ham, hvor den næsten viste en ualmindelig form for forståelse, men heste var ikke dumme dyr, tværtimod. At hun så red efter ham, forundrede ham, hvor han roligt stoppede op, da hun kom op på siden af ham og tilmed spurgte om han ville holde hende med selskab. Han blinkede lettere overrasket med øjnene på hende, hvor han næsten så dumt på hende, som om han var i tvivl om det var ham som hun havde spurgt. “Øh.. mig?” De dybe brune øjne betragtede hende lettere spørgende og næsten helt forvirret, eftersom ingen nogensinde havde gidet, at give sig tiden til ham. Han vendte blikket mod brændet, som han egentlig skulle have hjem, eftersom Domastir ventede på ham, derfor burde han også søge hjem, ellers ventede der bare en kæmpe skideballe til ham, men.. han kunne næsten heller ikke få sig selv til at sige nej til J’adore, ikke nu hvor der endelig var nogen som gad bruge tiden på og med ham. Et lystigt og muntert smil gled over hans læber, hvor han næsten kunne minde om en lille sol, der lyste op og strålede af glæde. Han nikkede ganske let. “Jeg vil gerne tage en tur med dig!” svarede han muntert, som han greb fat i tøjlerne og Daechîr, inden han hurtigt fik sig trukket op på hesten. Normalt red han uden tøjler og sadel, eftersom han gik ind for at hesten skulle kunne bevæge sig frit, men han havde altid sadel og tøjler på, når han var ude og hugge brænde, eftersom brændet skulle bindes fast til noget. Det var også derfor der hang reb fast til sadlen. Han fik tøjlerne ordentligt over hovedet på Daechîr, inden han mærkede hvordan den sorte hingst næsten blev rastløs og vild, som om den blot ventede på at kunne sætte i galop og spæne over det frodige græs og mellem træerne. Han sendte J’adore et skævt og muntert smil. “Jeg foreslår en tur ind gennem skoven?” Han ville helst ikke tilbage til byen, mest af alt for hendes skyld, for.. hvis de andre så hende sammen med ham, så ville de jo nok blive forarget og han ønskede ikke at ødelægge det for hende, bare fordi hun var sammen med ham.

[jadore]

J’adore kunne ikke lade være med at fnise lavmælt, da han blev komplet forvirret over hendes ønske. Hun mente skam ham, der var trods alt heller ingen andre personer i nærheden, så hvem skulle hun ellers have snakket til? Det virkede på ingen måde som om, at han var vant til at folk snakkede til ham, som han blev mere eller mindre overrasket hver gang hun dukkede op. Han måtte vel snart indse, at hun ikke havde noget imod at tilbringe lidt af sin tid med ham. Især når det også var hende der gang på gang tog initiativet til det, så hun væmmedes ikke ved ham. ”Kan du da se andre?” spurgte hun ham drillende, hvor det kun manglede at han skulle have set sig forvirret omkring, så havde det været topklasse. På en måde var det dog synd for ham, som han slet ikke kunne forstå noget af det der skete, men hun håbede da at han ville falde lidt mere til ro, hvis han sagde ’ja’ til at ride med hende. Hendes klare blå øjne hvilede blot på hans brune, hvor hendes var varme og indbydende, mens forvirringen var plantet i hans. Underligt var det at se en der var så socialt bagud i hans alder, som hun vidste at det cirka var 3 århundreder siden han deltog i manddomsprøven. De andre elvermænd i hans alder var jo stærke og mandige, men de havde også haft en anden opvækst, da de var højelvere, og han ville altid være en outsider. Hun kunne ikke lade være med at smile, da han tog imod hendes tilbud, hvor han mest af alt lignede en lille dreng der lige havde fået den gave han havde ønsket dig. ”Det glæder mig,” sagde hun mildt og roligt, hvor han var ivrig. Hun kommenterede dog ikke hans tydelige glæde ved at de nu skulle ride sammen, da hun ikke ville gøre ham pinligt berørt, hvilket hun havde på fornemmelsen han meget let kunne blive. Hans iver var også med til at gøre, at hun glemte de pligter han før havde været i gang med, da hun trods alt havde set ham hugge brænde, og det måtte jo have været til et formål. Det var dog glemt nu og hun mindede ham derfor heller ikke om det, da hun kun havde i tankerne at de skulle ride et sted hen nu. ”Det lyder som en god ide,” sagde hun til hans foreslog en tur rundt i skoven, hvilket nu også var den letteste mulighed, da det jo nu var her de var. Rigtigt var det også, at hun var lidt nervøs for at blive set med ham, da han jo var byens afskum og hun var en der havde en rolle at leve op til, som hun var langt bedre stillet end ham. Hun havde intet imod at tilbringe tid med ham, men hun gad bare ikke høre på de andre elvers kommentarer omkring det, da det jo egentligt var hendes sag, hvem hun ville bruge sin tid på. Igen gav hun sin hest et tryk i siden, så den begyndte at skridte fremad igen, da de havde holdt stille, da Cëdrick var stoppet op. Nu styrede hun den væk fra højen og mod træerne i stedet.

[cedrick]

Det forundrede virkelig Cëdrick at J’adore havde valgt at henvende sig til ham, for han var slet ikke vant til det! Desuden så vidste han at hun stammede fra en velstående familie, så han ville slet ikke regne med at hun ville bruge tiden på ham, for det var der jo ikke mange af højelverne der ville og da slet ikke de mere velstående, for det var også de ’rige’ unge, som altid var efter ham, fordi de så sig langt højere hævet end ham, på trods han faktisk havde slået de fleste i manddomsprøven, så han gik ud fra at det også var misundelse og jalousi som spillede ind, når de fleste unge mænd var efter ham, selvom han typisk gjorde som Domastir sagde og bare ignorerede det. De fleste unge mænd var jo også jaloux over at han havde fået pladsen hos våbensmeden, for hvem ville det ikke være en ære for, ved at arbejde hos Domastir? Han var bare glad for at han havde fået pladsen og han ønskede heller ikke at miste den, men han kunne heller ikke sige nej til J’adore, ikke nu hvor det så ud til at hun faktisk var oprigtig overfor ham, for hun virkede faktisk til at mene alt i alvor. Hendes drillende ord, fik ham næsten til at rødme af flovhed, selvom han ikke kunne skjule det morende smil. “Nej..” erkendte han sandfærdigt, som han kløede sig let i nakken. Det kom bare bag på ham at hun faktisk ønskede at tilbringe tiden sammen med ham, for det havde han virkelig ikke regnet med! Det var virkelig utroligt at hun gad det, når man tænkte på hvilken stand hun var af og hvor meget højelverne egentlig måtte se ned på hans egen race. Han var dog glad for at bo hvor han gjorde, for han havde lært utrolig meget af højelverne, selvom han stadig var lidt anderledes i sin opførsel, og det var vel også det som gjorde ham til outsideren i udgangspunktet? At hun smilede så venligt og varmt til ham, kom også bag på ham, for til at starte med havde han virkelig troet at hun bare gjorde grin af ham, men.. det så virkelig ud til at hun faktisk mente det, når hun sagde at hun ville tilbringe tiden med ham og tage en tur igennem skoven med ham. Og det var jo faktisk også derfor at han ikke kunne sige nej, for han ville nyde at tage en tur igennem skoven sammen med hende, for det ville muligvis skabe et venskab? Og måske hans første rigtige venskab. Alligevel tvivlede han snart på at hun ville hilse på ham i landsbyen, for der ville hun sikkert gå tilbage til at ignorere ham, fordi han var hvad han var og for ikke selv at blive hånet. Som han kom op på den prægtige sorte hingst, satte han roligt fødderne i stigbøjlerne, hvor han førte Daechîr op ved siden af J’adores hvide hoppe, som han fulgte i samme tempo, ind mellem træerne. Han så kort rundt, inden han vendte blikket mod hende. “Hvad kan det være du vil tilbringe tiden sammen med mig?” spurgte han lettere forvirret, men også nysgerrigt. “jeg mener.. du må vel have mange andre at tilbringe tiden med?” Det var ikke for at snage, men et sted fordi han ønskede at føre en samtale, samt han virkelig var nysgerrig på at vide hvorfor hun ville nyde tiden sammen med ham i forhold til så mange andre.

[jadore]

J'adore smilede blot venligt, da han tydeligvis blev flov over sin dumhed, da det jo kun var dem der var til stede. Med mindre hun havde henvendt sig til skovens dyr, men det havde hun højst sandsynligt ikke. Hun kunne ikke lade være med at tænke over, hvor tit sådan noget her skete for ham, om han nogensinde havde kvalitets tid med andre end hans strenge læremester. Hun kunne dog ikke komme i tanke om, at hun nogensinde havde set nogen gå rundt med ham på gaden eller noget i den stil. Højelverne så skam ned på ham og hans race, især jo højere man kom op ad rangstigen. De så skovelverne som deres mere uciviliserede slægtninge, som de virkelig var i ét med naturen, hvor de vel ligeså godt kunne være et træ, men de havde også mange problemer med at mængde sig med andre, som de var endnu mere sky end højelverne. Cëdrick var dog vokset op med højelviske traditioner, men det var der ingen der tænkte på. Folk vidste bare, at han ikke var en af dem. Selv kunne hun ikke lade være med at få lidt ondt af fyren, da det måtte være hårdt for ham, især når han tydeligvis var til at gøre noget rigtigt, da han næsten var kommet først i manddomsprøven, men det folk tænkte på var, at han ikke vandt og det var det der talte. Et skævt smil gled over hendes læber, da han spurgte ind til, hvorfor hun dog ville bruge sin tid på ham, hvilket vel kun var et forståeligt spørgsmål. "Nu har jeg jo snakket med mere eller mindre alle fra byen, og mine venner har jeg snakket med en million gange, så hvorfor ikke dig?" spurgte hun igen. "Jeg går ud fra, at du også kan lide selskab, og nu var vi her jo alene, så hvorfor ikke?" Rigtigt var det nok, at hun ikke vidste helt endnu, om hun ville hilse ham på gaden, men der var måske en chance ud fra dette møde. Hun var så også bange for, at folk ville se ned på hende, og det ville hun ikke være interesseret i. Hendes hoppe gik roligt ved hans hingst side, som de alligevel fik holdt det samme tempo. Blidt lod hun hånden glide over sin hoppes bløde hals, inden hun greb fat i tøjlen igen. "Hvordan er det at arbejde for og leve sammen med smeden?" spurgte hun nysgerrigt, hvor det nok var et spørgsmål mange ønskede at vide det, da alle fandt det meget underligt. Det gjorde J'adore også. Hun var ikke klar over, at han gik i et dilemma, om han skulle ride med hende, eller tage sig af sine pligter. Hun gik bare ud fra at det hele var okay, siden han havde sagt ja til at ride med hende, hvilket hun både var glad go overrasket over. Roligt styrede hun sin hest rundt ind mellem træerne, hvor man nogen gange kunne høre, hvordan deres hestes hove knækkede grenene på jorden.

[cedrick]

Cëdrick var på ingen måde vant til at folk talte til ham – ikke af højvelverne i hvert fald. Og på trods han havde levet hos dem igennem hele sit liv, så forstod han stadig ikke hvorfor han var så hadet og at folk stadig havde noget imod ham, for måske han stadig var en anelse anderledes, men ellers var han jo lært op i højelvernes traditioner og levede efter deres regler og normer, samt han havde klaret manddomsprøven langt bedre end de fleste elvere. Der var kun en som var kommet ham i forkøbet, hvilket stadig irriterede ham, selvom han alligevel var stolt over sin præsentation. At J’adore så ønskede at tilbringe tiden sammen med ham, var noget som kom bag på ham, for han vidste at hun stammede fra en velstående familie af højelvere, og de hadede ham jo sikkert også, så han havde regnet med at hun også ville se ned på ham, men det virkede ærligt talt til at hun faktisk kunne lide ham, eller i hvert fald var nysgerrig på ham og interesseret. Han nikkede ganske roligt. “Nyt selskab er altid rart,” medgav han ganske roligt, som han drejede hovedet og sendte hende et skævt smil, som han fortsatte med at føre Daechîr igennem skoven, „men jeg er ikke længere sikker på at mit selskab er så meget værd. Jeg har desværre til vane kun at tale med min hest og nærmeste.” Han vendte blikket morende imod hende. Det var faktisk ikke løgn. Han havde til vane at tale til sin hest og til tider til sig selv, fordi han egentlig ikke havde jævnaldrende venner, for der var ingen højelver der ønskede kontakt til ham; foruden J’adore utroligt nok. Han fortsatte ind mellem træerne, hvor lyden af grene og kviste der blev knækket under hans hingsts hove, nåede hans ører. Som hun spurgte ind til hans arbejde i smeden, gled et let smil over hans rosenrøde læber, hvor han førte Daechîr uden om et træ, inden han smuttede ind ved siden af J’adores hoppe igen, så de gik side om side. “Domastir er en hård mand, utrolig hidsig, men også retfærdig. Han er ufattelig god med sit håndarbejde, og det er skam en fornøjelse og stor ære at arbejde sammen med ham. Han er en god mand,” svarede han sandfærdigt, som han let kørte en hånd igennem de halvlange brune lokker, inden han vendte de dybbrune øjne mod J’adore. “Og hvad med dig? Arbejder du et sted eller lever du på familiens formue?” spurgte han roligt, hvor det ikke var for at snage, men for at holde en samtale kørende med hende, desuden så ville han nødig risikere at skulle sige de forkerte ting, eftersom han ikke ønskede at skræmme hende væk! Ikke nu hvor det endelig så ud til at han fik lidt andet selskab, der ikke kun indebar hans hest eller Domastir og hans hustru.

[jadore]

J'adore kluklo lavmælt over hans ord, at han kun havde sin hest at ytre samtaler med, så denne elver-til-elver samtale ikke ville kunne føre en interessant vej hen. Hun tvivlede dog selv på, at det her var totalt uden nytte, for han virkede jo ikke som en sindssyg person, så man måtte vel kunne føre en normal samtale med ham. Det behøvede jo ikke at være en stor intellektuel samtale, men blot en for hyggens skyld, hvor man kunne tale helt uformelt og bare lære lidt om den anden, i stedet for bare at høre på hvad der blev fortalt fra andres munde. "Hvorfor skulle dit selskab være mindre værd? Personligt kender vi ikke hinanden, så jeg foreslår bare at vi tager det stille og roligt," sagde hun mildt. Det eneste hun ønskede var bare noget selskab, og nu var hun stødt på Cedrick og de havde for den sags skyld aldrig talt sammen, så dette var da en glimrende måde at vide lidt mere om ham. Hvem han var, hvad han stod inde for og sådan. Alle kendte ham jo som; udskuddet, smedens lærling og at han havde formået at komme på en andenplads til manddomsprøven. Nu havde hun chancen for at vide lidt mere om ham, skovelver eller ej. "Men i så fald er det vidst et held, at jeg kom forbi, så du kan prøve noget nyt," tilføjede hun med et smil på læben. Hun ville i hvert fald blive godt træt, hvis hun kun kunne tale med sine forældre og sin hoppe. Hun elskede dem, men ikke til kun at have dem i sit liv. Som de red gennem skoven, virkede det ikke just til at hendes hest tog notis af der var andre til stede, som den blot fulgte sin rytters kommandoer og gik roligt, men stolt gennem træerne, hvor den ikke reagere på at der var en anden hest til stede. "Ja, Domastir er i særdeleshed en god smed," medgav hun, som ingen vel kunne benægte det. "Han er den bedste af vores mænd til lige netop det erhverv. Der er også mange andre unge højelvere der ville dø for at få en plads hos ham," sagde hun roligt. Det var en stor ting at komme ind hos smeden, og det var virkelig kun de færreste og heldigste der blev taget ind, og hun kunne virkelig ikke beslutte sig for, hvad denne mand havde vist den hårde smed, siden han havde fået den eftertragtede læreplads. Dog var det ikke selv et job hun higede efter, men det var også kun de færreste kvinder der gjorde. Et skævt smil gled over hendes læber, da han spurgte, hvad hun levede af, hvor det nu virkede lidt hårdt, at han spurgte, om hun levede af sin families formue, men dog var det jo sandheden. "Jeg er ikke i lære under en bestemt profession, nej. Indtil videre lever jeg under min familie," svarede hun roligt.

[cedrick]

Det forundrede måske Cedrick at J’adore ønskede at tilbringe tiden sammen med ham, men om ikke andet, så var han virkelig også utrolig glad for det! Han vidste godt at han var kendt som udskuddet og særlingen, og det var ikke engang fordi han var sær, jo måske lidt, men hvem ville ikke blive lidt sær, hvis de kun havde deres hest og ’familie’ at snakke med? Der var jo ingen der havde givet sig tiden til at lære ham at kende, og derfor havde han også troet at hun havde lavet grin med ham, da hun første gang havde snakket til ham, for han var virkelig ikke vant til at folk var venligsindet imod ham, de var altid afvisende og næsten helt fjendtlige, hvilket faktisk forundrede ham når de var procianere og stolte væsner, og de ’onde’ elvere var jo mørkelverne, og hverken højelverne eller skovelverne ønskede at være på samme måde som dem, og derfor forundrede det ham at højelverne i hans landsby faktisk kunne være så onde mod ham, som om han nærmest var en mørkelver. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord og nikkede medgivende. “Det lyder fint med mig,” svarede han roligt. At hun ikke mente at hans selskab var mindre værd end de andres, var noget som glædede ham, for han ville ikke have noget imod at tilbringe tiden lidt sammen med hende. Han nikkede roligt til hendes ord og med et skævt smil om læberne. “Korrekt. Det ville være dejligt med lidt andet selskab end det som man er vant til,” svarede han sandfærdigt, hvor han smilede morende for sig selv, ved tanken om at han næsten kun havde sin hest at tale til når han var ude, men på den anden side var det vel også det som gjorde at den var blevet så tam som den var? Han førte den sorte hingst ganske roligt ved siden af J’adores hoppe, så de gik i samme tempo, hvor han egentlig ikke vidste hvor de skulle tage hen, men en lille tur rundt omkring kunne vel ikke gøre noget? Han nikkede til hendes ord, som han lyttede til, på trods hans mørke øjne hvilede frem for sig og på de mange træer og buske som de gik forbi. Han vidste godt at Domastir var en hård mand, men til gengæld også at han var utrolig god til hendes arbejde og derfor havde hun også ret i at mange ville dø for at få en læreplads hos ham, og han vidste ligeledes at mange var sure på ham og hadede ham, fordi det netop var ham der havde formået at få den læreplads, men det viste vel også at han ikke bare var en usling der ikke duede til noget? “Den bedste i vores landsby ja. Men tror nu snarere at jeg bare var heldig, siden jeg kom ind,” svarede han roligt. Det lå ikke til ham at prale, han var derimod rimelig ydmyg, for han vidste at han ikke kom langt med at prale og hovere, for det ville da kun gøre ham langt mere upopulær og det ønskede han ikke! At hun selv levede på sine forældres formue, havde han nu intet imod, hvor han også sendte hende et skævt smil. “Du må da have en masse dejlig frihed?” Det havde han jo trods alt ikke, for han havde sine mange pligter, og han vidste at han burde få brændet hjem, i stedet for at tage en tur med J’adore i skoven, men.. hvis dette var hans eneste mulighed for at få en ny ven, så ville han gerne gribe den chance!

[jadore]

Sandt var det, at højelverne slog utroligt hårdt ned på skovelveren der boede sammen med det, hvor det måske kunne synes svært at se, hvorfor det nu var, som det var. Højelverne var bare en utroligt stolt og fin race, der også var utroligt raceracistiske, men det de nok havde mest imod var nok at en fremmed boede med dem. Hvis de hver og en havde mødt ham i naturen en enkelt gang, så havde det ikke været noget, men denne ’fremmede’ færdedes nu med dem dag og nat, hvilket de aldrig før havde tilladt. Det var heller ikke en begivenhed der var blevet taget til afstemning, som det blot havde været en af familierne der havde taget barnet til sig, så det havde nok været en bedre ide, hvis det havde foregået på en anden måde. De havde godt nok højst sandsynligt afvist ønsket. J’adore smilte svagt, som han gav hende ret i at nyt selskab altid var spændende. Hun skænkede ham ganske kort et flygtigt blik, som han red ved siden af hende på sin prægtige ganger. Selv havde hun jo talt med sine nære en million gange, og så kendte hun mange af de andre beboere rimeligt godt, eftersom hendes familie var meget velset, så hun havde også været til mange forskellige banketter. Hun tvivlede på, at Cëdrick nogensinde var blevet inviteret til en. ”Heldig? Det må man da nok sige,” sagde hun roligt, skønt hun ikke troede ham. Det virkede ikke sandt, at han helt tilfældigt var kommet i lære derinde. Han måtte have nogen særlige evner, for ellers kunne Domastir jo have valgt en hvem som helst anden? Hun kendte andre højelvere der havde gode færdigheder indenfor smedens kunst. Dog gnavede hun ikke mere i det, skønt hun tvivlede. ”Jeg har skam masser af fritid til at gøre, hvad jeg vil, medmindre vi er inviteret til noget højtideligt eller bare andre fester,” sagde hun. ”Men jeg har ingen pligter, som jeg fast skal udføre og til bestemte tidspunkter, men jeg klager heller ikke over det.” Det var heller ikke så underligt, at kvinderne i samfundet ikke havde et særligt erhverv, som det ofte gik til den mand de giftede sig med. Hun kunne dog altid skaffe sig et, hvis det var det hun ønskede, men hun nød skam friheden. Hun elskede skoven, og nu når hun var blevet myndig, så havde hun også retten til at bevæge sig friere rundt, hvilket hun allerede havde benyttet sig af, som hun havde været lidt rundt i Manjarno nu. Hun havde desuden også mange venner, der havde det på præcis samme måde, så det var ikke så kedeligt igen.