Out in nature

[cedrick]

Det var en ganske smuk forårsdag i skoven. Solen kastede sit flotte solskin ned på de mange tætte trætoppe, som den milde brise sivede igennem og fik til at hvisle ganske let. Fuglene var begyndt at synge og tvitte oppe i træerne, man kunne af og til høre de mange andre dyr der færdes rundt omkring i skoven, hvor alt virkede ganske roligt i forhold til at skoven kun var vokset op på ny. Det var ikke lang tid siden at elverne var kommet tilbage til deres nye hjem i skoven igen, efter at det var blevet ødelagt, hvilket var en stor sorg for mange, specielt for Cedricks vedkommende. Han havde trods alt mistet sine plejeforældre – som han havde anset som sine rigtige forældre – hvilket var en tanke som stadig smertede ham, eftersom det ikke var mange år siden. Han boede dog nu hos hans læremester Domastir og hans hustru Elanessë, som han anså som sin onkel og tante, eftersom de også havde været længe i hans liv, og de havde taget sig af ham og hjulpet ham, på trods de var højelver og til at starte med havde set skævt til ham som så mange andre fra deres folkefærd. Han var i øjeblikket taget ud for at finde brænde, hvor han havde fundet et gammelt og faldent træ, som ikke længere var i live, hvor han havde taget øksen med sig. Det var en anelse lunt i vejret, men han bar stadig sine skindstøvler, for at være sikker på at han ikke blev syg. Han bar ellers sine brune bukser, der blev holdt op af et sort læderbælte, hvor han havde smidt sin blå tynde bluse og den brune uldvest, så han kun stod i bar overkrop, fordi han fik varmen af at hugge brænde. Man kunne tydeligt se hans muskler arbejde, når han svang øksen og huggede ned i træets gamle stamme. Hans sorte hingst, Daechîr, havde han også taget med, da han skulle have hjælp til at bære brændet hjem til højelvernes bo. Han havde levet der hele sit liv og anså det også som sit hjem, selvom han da af og til havde overvejet at søge til skovelvernes hjem, men han havde aldrig fundet modet til det. Han kunne høre en bæk risle ikke ganske let derfra, hvor han også var blevet en anelse tørstig af det hårde arbejde med øksen. Han tørrede let sin pande med sin håndryg, inden han fortsatte med at hugge brænde. Han var ikke taget særlig langt væk fra højelvernes hjem, da han kun befandt sig et par kilometer derfra – også derfor han havde taget Daechîr med sig. Den stærke hingst hjalp ham altid med at bære læsset hjem, og han var utrolig glad for hesten, eftersom det næsten var hans eneste ven, og trofast var den! Samt han heller ikke kunne bære alt brændet hjem alene. Det var stadig formiddag, eftersom han var taget herud tidligt, så han også kunne komme tidligt hjem, eftersom han havde arbejde der ventede på ham i smeden hos Domastir.

[jadore]

Foråret betød skønhed og nyt liv. Det var en af de smukkeste årstider, selvom hver årstid dog havde hver deres skønhed. Foråret var den tid, hvor bladene begyndte at komme på træerne igen, og vintergækkende og påskeliljerne blomstrede op fra jorden, hvilket man også tydeligt kunne ane nu. Sommeren var den tid, hvor naturen stod på sit højeste, som alt var grønt og frodigt der, samt solen næsten altid skinnede ned på Jorden. Efteråret havde også sin skønhed, selvom det betød at det hele snart ville blive bart, men alligevel var de røde blade stadig smukke, som de faldt ned fra træernes høje toppe. Vinteren var overgangen der skulle til, før det kunne blive en perfekt sommer, og selvom det betød kulde, så var den hvide sne også på sin måde majestætisk. Selvom skoven næsten var blevet brændt helt ned til grunde, så stod skovens hjerte alligevel en smule uberørt, som skovbranden alligevel ikke havde lagt alt øde hen. Elverne og druiderne havde længe samarbejdet, hvilket betød at skoven nu var på den rette vej, og man kunne se at der var lys for enden af tunnelen. Solen strålede ned på højen, der var en af højelvernes stoltheder, hvor det var sjældent at andre racer end dem forvildede sig helt herud. Som det var inde i skoven, så havde vinden svært ved at få et ordentligt tag, hvilket faktisk gjorde det dejligt lunt i vejret. Dog var det ikke sådan, at man kunne gå rundt med bar hud, og være sikker på at man ikke blev ramt af sygdom. En hvid hoppe trykkede det grønne græs ned, som den skridtede mellem træerne omkring højen. Den stærke hals var nydeligt bøjet, som den var vel dresseret og gik til bidet. På dens ryg sad en ung elverkvinde, som J’adore red den i damesadel, som hun bar en lang hvid kjole. Over hendes skuldre hang en lyslilla kappe, som var smukt broderet og lidt mørkere langs kanterne. Hendes blå øjne gled nysgerrigt rundt på de velkendte omgivelser, som hun kendte hvert eneste træ og hver eneste forhøjning. Lyden af en økse der skar træ over var nået der nåede hendes elverører, som de havde en glimrende hørelse. Nysgerrig for at se hvem denne person kunne være, tog hun lidt mere fat i tøjlerne, som hun styrede sin hoppe, Suade, i den retning. Som hoppen skridtede stødt fremad, gled hendes blik på en mand. En elver. Hvem han var kunne hun ikke se, men hun kunne dog se, at han kun var iført bukser, som hans sved på den muskuløse overkrop nærmest glimrede i solens stråler.

[cedrick]

Eftersom Cedrick boede hos højelverne, så kendte de fleste også til ham, specielt fordi han var så upopulær som han var. Han var den udstødte, det sorte får i hele flokken, eftersom han var skovelver og boede hos højelverne, der altid havde set sig lidt højere og mere værdige end elverne, hvilket kun var fordi de bar forskellige normer og traditioner, forskellige holdninger, selvom Cedrick var vokset op med højelvernes og han kendte ikke til skovelvernes, på trods han havde visse træk derfra, såsom han ikke var bange for at blive lidt beskidt, hvilket man også godt kunne se på ham, for hans krop var dækket af en anelse snavs og jord, ligesom hans ansigt. Han var dog en del mørkere i huden end hvad højelverne var, eftersom han stod foran den varme og hede esse, plus han trods alt var skovelver. Han kørte let en hånd igennem de halvlange mørke lokker, der sad en anelses uredt og vildt, selvom et var sådan han bedst kunne lide det. Han var ikke en som gik op i sit udseende, på at se smuk og ren ud, eftersom han trods alt var elver og han var stolt af det! De var naturens væsner, og derfor ville han også se naturlig ud i stedet for at gøre så meget ud af sig selv, som han vidste at mange andre racer gjorde, de forstod sig ikke just på elverne, som han heller ikke altid forstod sig på de andre racer. At der var en i nærheden lagde han ikke just mærke til, da han var optaget af sit arbejde, som han altid gjorde med hjertet, så det blev godt. Han kløvede øksens blad igennem det gamle træ, hvor han samlede det for at hugge det over igen, hvor det faldt ned i to fine stumper af brænde, som kunne bruges til at tænde op med, samt til pejsen derhjemme, så der var varme om aftenen og når mørket lagde sig over landet. Hans egen hingst, stod ikke så langt fra ham og stod og nød det frodige græs, der endelig var kommet frem fra den kolde vinter. Varmen fik han dog af at arbejde, hvilket også var grunden til at han ikke havde tøj på overkroppen. Hans muskuløse krop glinsede let i hans sved, hvor musklerne arbejdede, for hver gang han løftede øksen, svang den og huggede brændet over, for kun at trække den til sig igen. Tørstig var han ved at blive, selvom han ikke følte for at gå hen til den rislende bæk og tage noget vand endnu, eftersom han gerne ville være færdig, og snart havde han også brænde nok til et par dage, inden han igen skulle ud for at hugge mere. Han vidste at Domastir ventede på ham, når han engang kom hjem, for der skulle han jo i gang igen i smeden, selvom det var et arbejde som han nød.

[jadore]

Fuglene sang lystigt, som det var en god dag, og de fløj fra gren til gren. J’adore lod blikket søge dem, hvor hun ikke kunne lade være med at tænke på, at det måtte være en fantastisk evne at kunne flyve. Det måtte være helt utroligt at kunne se verden i et helt andet perspektiv, og så bare den egenskab at man kunne flyve over træerne, husene og bjergene. Det virkede helt simpelt for dem. Endnu engang søgte de blå øjne over på manden i bar overkrop, da hun hørte øksen blive svunget igen. Hun gav sin hest et let spark i siden, da den var stoppet, som hun for få sekunder havde glemt sit mål, som hun havde betragtet i fuglene. I mellemtiden syntes den at have fundet en god græsplet, hvilket J’adore ikke mente at tiden var til. Hoppen, Suade, prustede blidt, som den endnu engang rejste sit stolte hoved og skridtede frem. Nysgerrigt var hendes blik, som hun drev sin hoppe frem, som de kom ham nærmere og hun nu kunne se detaljerne lidt bedre. Hun anede de velkendte spidse elverører, men det overraskede hende ikke spor, som hun faktisk kun havde ventet at se en anden elver her. Hun lagde også mærke til, at han vidst var det man kunne kalde for lidt beskidt. Hendes blik gled væk fra hans muskuløse krop og op på hans hoved, som hun ikke bare kunne gå og se på halvnøgne mænd, men på den anden side havde han jo selv smidt tøjet, og han kunne vel ikke forvente at have skoven eller højen for sig selv. Noget andet der også faldt for hendes blik, var vandens prægtige hingst, der syntes at være lige så mørk som natten. Smuk var den. Hun trak i tøjlerne, hvilket fik hendes hest til at stoppe op, som hun gjorde det ganske få meter fra den fremmede mand. Som hun kom tæt på ham, kunne hun se, at det var en mand hun havde mødt før. Han boede i hendes by, men han var sjovt nok ikke højelver. Han var en skovelver. Hun var i hvert fald meget sikker på at det var ham, som han skilte sig ud, og hun havde set ham hos smeden og til den store konkurrence før, men de havde dog aldrig snakket sammen. ”Er det ikke koldt?” spurgte hun i en høflig tone, som hun referede til den bare overkrop. Det kunne godt være, at han var ’det sorte får’ i landsbyen, men hun var trods alt opdraget til at være høflig over for folk, selvom hun personligt også så lidt ned på hans race, eftersom det var den ’beskidte’-elver og de var lidt mere uciviliserede, som de havde endnu sværere end højelverne med at mænge sig med andre racer, som de levede endnu mere i et med naturen, hvilket vel var en svær ting at tro, da folk ikke troede at man kunne være mere glad for den og fraværende med hensyn til andre racer, end højelverne. Hun hørte i hvert fald tit at folk ikke kunne sammenligne sig med hende.

[cedrick]

Det var lettere lunt i luften, da dette var en af de varme dage, hvilket var noget som Cedrick selv havde set frem til. Han nød af foråret, nok klart en af hans yndlings årstider, eftersom det var i denne tid at alt voksede op på ny, det var i denne tid at skoven skulle have sin plads til at vokse sig stor og stolt. Vinteren havde ikke været den hårdeste, men den havde været smuk dækket af sne, og da det endnu ikke var helt varmt i vejret, da det var ret svingende, så beholdt han også sine brune skindstøvler på, eftersom han ikke ønskede at blive syg, for det ville ikke hjælpe ham det mindste, når han skulle arbejde i smeden. Han kunne tydeligt huske sidste gang han var blevet syg, hvor Domastir havde råbt og skreget af ham som en gal, fordi at hans arbejde så ikke blev gjort, og derfor så var han rimelig påpasselig med at rende rundt i bare tæer når det stadig var koldt. Hans overkrop var dog badet i sved og det gav ham varmen at hugge brænde, og derfor gad han ikke, at bære sit tøj på overkroppen, eftersom det kun ville være i vejen og så ville det alligevel bare blive dækket af sved, hvilket ikke ville være rart at rende rundt i, for selvom han kunne være beskidt, så gad han stadig ikke at stinke af sved! Han fortsatte sit arbejde, også selvom han kunne høre Daechîr røre på sig, da den vrinskede ganske let, selvom han dog ikke stoppede for at se hvad det var, for det kunne jo godt være at den havde set en ræv eller lignende. Han havde dog sin langbue og pilekogger med, som hvilede trygt henne ved Daechîr, desuden hvem ville også være så dum at angribe en mand med en økse? Ikke fordi han var voldelig eller fjendtlig anlagt og han ville nødig skulle dræbe nogen, men man vidste jo aldrig hvornår faren kunne indtræffe. At det så var fordi der var andre i nærheden, havde Cedrick slet ikke ænset eller opdaget, da han var optaget af sit arbejde, for han skulle nødig have Domastir på nakken! Stemmen der lød bag ham, fik ham til at vende sig forskrækket om, hvor han næsten holdt øksen hævet som klar til at forsvare sig. Hans hjerte hamrede imod hans bryst, hvor det føltes som om det skulle til at springe ud af brystet på ham. At det så var en højelver der var kommet ridende, fik ham til at ånde lettet op, hvor han sukkede svagt. Han vendte de dybe brune øjne mod hendes skikkelse, hvor det også først nu gik op for ham at det var en kvinde, og ikke hvilken som helst, men J’adore. Han havde set hende mange gange i deres landsby, set hende gå forbi med hendes venner, hvor han altid var blevet fanget af hendes skønhed. Han sank en klump, hvor han bed sig næsten nervøst i den bløde underlæbe. “J-jeg.. Det er ikke så koldt igen,” fik han fremmumlet, hvor han endnu engang genoptog sit arbejde, for at hun ikke skulle se den røde farve der var dukket op i hans kinder, for det gjorde ham altid flov at være i nærheden af jævnaldrende piger. Han svingede endnu engang øksen for at kløve igennem et stykke træ, der endte ud i et godt stykke brænde. Han løftede den ene hånd for at tørre sveden af panden.

[jadore]

J’adore havde egentligt ikke troet, at det ville komme bag på manden, at hun var kommet, eftersom alle elvere jo havde suveræn hørelse. Det kom derfor bag på hende, at han stod med chokket malet i ansigtet og øksen hævet, som havde han tænkt sig at springe på hende. Selvom hun var overrasket over hans reaktion, så handlede hun ikke med frygt, da hun vidste at elverne var et fredeligt folk, og så at de kom fra samme by, og så at det var ham nogle eller næsten alle nok ville kalde for; udskuddet. Som reaktion løftede hun blot de slanke øjnebryn, som hun så på ham med et overrasket udtryk og lidt som om han var sindssyg. Hendes hest rystede befriende på sin hals, som hun havde givet den lange tøjler, hvor dens mule også allerede havde fundet vej ned til græsstråene. At han så valgte at sænke sin økse igen var altid noget, som hun da ikke ønskede at blive hugget ned. Om han vidste, hvem hun var, troede hun egentligt ikke, da de jo ikke havde snakket sammen før, og hun vidste jo, at hendes folk var meget hårde overfor ham, så han var vel lidt ligeglad med hende og alle andre. At han stammede undrede hende heller ikke, da hun havde hørt en del om ham, og at han vidst var ret nervøst anlagt. Hun nikkede blot med hovedet, da han sagde, at han ikke frøs. Det var jo også lunt i vejret og han arbejdede trods alt, og hun kunne også godt se sveden på hans krop, så han havde nok ret i at han klarede sig. ”Er du ikke ham smedelærlingen? Skovelveren?” spurgte hun, skønt han ikke virkede særligt interesseret i hende, som han bare vendte ryggen til hende igen. Han havde godt nok arbejde at skulle udføre, men alligevel, han kunne vel godt virke lidt mere interesseret. Hun vidste nu heller ikke hvor mange der henvendte sig til ham, så mon ikke han skulle vise noget interesse for hende? Det ville da kun være høfligt. Som han alligevel ikke kiggede på hende, betragtede hun tavst hans udseende, hvor man alligevel godt kunne ane, at de ikke var ens. Tænksomt slog hun de blonde lokker om på ryggen, imens hun bare blev siddende på sin hest, hvor hun ikke signalerede at hun tog af sted lige foreløbig igen.

[cedrick]

Måske elverne havde en skærpet hørelse og det gjaldt også Cedrick, men han havde simpelthen været for opslugt af sit arbejde at han ikke rigtig havde lagt mærke til andet, da han lagde hjerte og sjæl og sind i hvert hug han foretog sig med øksen, og derfor havde han heller ikke hørt hende komme snigende ind på ham, skønt hans egen hingst havde reageret på det, men heller ikke det havde han ladet sig bide mærke af. Han kunne dog godt se at hun selv så overrasket på ham, hvilket også var grunden til at han hurtigt havde sænket sin økse igen, for han ville jo heller ikke skræmme hende, men han havde virkelig fået et chok! At det så var J’adore, en højelver fra hans egen landsby, kom en anelse bag på ham, selvom det som kom mest bag på ham, var at hun henvendte sig til ham, for.. det var der jo ingen der gjorde, specielt ikke af de unge, derfor forundrede det ham at hun gjorde, for så vidst han vidste, så var hun af god stand og hendes forældre ville med sikkerhed ikke ønske hende tæt på en som ham, selvom han ikke var giftig og det irriterede ham et sted at mange så på ham som den giftigste af alle planter! Han fortsatte blot med arbejdet, da han ikke regnede med at hun ville blive og tale med ham, for han regnede tværtimod med at hun ville gøre som alle andre; lade ham være i fred. Han havde ikke just nogen venner, foruden hans egen hingst, Daechîr, men den kunne jo ikke svare ham igen, så det blev rimelig ensomt. Da hun så spurgte om han var smedelærlingen, og faktisk kaldte ham for skovelveren i stedet for mange andre hånende og nedladende udtryk som han var vant til, såsom ’vandalen’, ’udskuddet’, ’det sorte får’, var noget som virkelig måtte komme bag på ham, hvor han stoppede sit arbejde og vendte blikket forundret mod hende, hvor han næsten kunne se ud som om hun havde sagt et eller andet direkte tåbeligt. Han vidste snart ikke om hun lavede sjov med ham, men på den anden side, der var jo ingen i nærheden foruden de to og deres heste, så hvem skulle dog grine af hendes joke? Han løftede den ene hånd og kradsede let sin skæggede kind. Han nikkede ganske let. “Jo.. det er mig,” medgav han roligt, selvom han næsten ikke turde smile til hende, for hun skulle nødig have en grund til at anklage ham for noget. Han lod tungen stryge over de tørre læber. “Og du er J’adore,” tilføjede han, som et tegn til at han også vidste hvem hun var. Et let smil gled over hans læber, inden han genoptog arbejdet igen og fortsatte med at hugge i det gamle træ, hvor han snart havde fået hugget brænde nok. Så skulle han bare have det samlet i det store, tykke og solide skind som han havde med og som han altid samlede brændet i. Han regnede ikke med at hun ville blive og spilde tiden på ham, for som så mange andre højelver mente, så var han ikke det værd.

[jadore]

Han måtte virkelig have været optaget af sit arbejde, eftersom han på ingen måde havde hørt J’adore komme, hvor hun på ingen måde havde listet, men blot var reddet ganske normalt hen til ham. Det var vel en positiv ting, at han var optaget af sit arbejde, for det betød at han tog det meget seriøst, men det havde han trods alt også brug for at bevise. Dog var det mindre positivt, hvis hun måske havde været en fra Dvasias, der havde formået at snige sig ind på ham, hvilket alle og enhver jo havde været i stand til. Måske var skovelverne bare ikke så kvikke igen alligevel. Selvom han havde en økse i hånden, så kunne man sagtens have fældet ham alligevel. Dog var hun ikke en fra Dvasias, men en fra skoven her, og man kunne ikke sige at hun var farlig, som hun var fredelig ligesom deres folk. Selv bar hun ingen våben i dag, som hun både havde ladt sin bue og dolk blive hjemme, da hun trods alt færdedes i skoven, og der skete sjældent noget utroligt farligt. Hun frygtede på ingen måde denne mand, der var deres folks udskud, som han var kommet ind i deres samfund mod manges mening. Hendes forældre havde for eksempel stemt kraftigt imod hans tilstedeværelse, da han ikke var en af dem. Hun kom selv fra den fine del, hvor man gik meget op i normer og traditioner, samt at holde deres race ren. Det kunne godt være at Cëdrick var en nær raceslægtning, men han var ikke en højelver, og det var det der talte. Aldrig havde de talt sammen, men folk ville nok også se til med overraskede øjne, hvis en fra hendes familie talte med en som ham, som han lå på stigen under deres dyr. Som hun stod overfor ham, gik det faktisk op for hende, at hun ikke vidste, hvad han hed. Hun havde kun hørt betegnelserne; skovelver, udskud, afskum, omkring ham. Selv valgte hun at henvende sig til ham som skovelver, da hun fandt det mest respektabelt, da hun ikke havde i sinde at tyre denne unge fyr ned, skønt han ikke var en af dem. At han vidste, hvem hun var, chokerede hende mildes talt. De havde jo aldrig hilst? De eneste gange hun sådan rigtigt havde stået overfor ham, var ved smeden, og der havde hun kun snakket med hans mester. En elver der var ganske højt anset blandt dem. Der var dog mange der fandt det underligt, at han havde denne skovelver ind i sit værksted, da der var mange højelvere der gerne ville have hans job. ”Hvorfra kan du mit navn?” spurgte hun overrasket med sin smukke stemme. At han i virkeligheden tænkte en masse dårlige tanker omkring hende, var hende uvist, da hun ikke kunne læse tanker, men selv var hun ikke en af dem der behandlede folk dårligt på forhånd. Selvom det måske var ondt hun aldrig havde set på ham, når hun kom ind til smeden...

[cedrick]

Noget der forundrede Cedrick, var det at hun henvendte sig til ham og faktisk tog en høflig tone i brug overfor ham, for han havde virkelig regnet med at hun ville tiltale ham som så mange andre unge, det var jo dem som nu var mest efter ham. Det var først efter elvernes manddomsprøve, at han havde fået lidt accept fra de ældre højelver, som i det mindste var stoppet med at tale ned til ham og komme med kommentarer, men de unge var stadig efter ham, de fleste unge mænd var jaloux over at han havde fået lærepladsen hos Domastir og faktisk formåede at blive der, og mange håbede på at Domastir smed ham ud, men det tvivlede han selv på at ville ske, for selvom Domastir var hidsig og hård, så respekterede manden ham, men på den anden side havde han jo også kendt til hans plejeforældre, der også havde været højtstående elvere i deres landsby; Aroclif og Gwaëndes. Han savnede dem stadig også fordi han altid havde anset dem som sine rigtige forældre, på trods de havde fortalt ham sandheden om at han var en skovelver og det var derfor de andre elvere var efter ham. Han savnede dem hver dag, selvom han forsøgte ikke at tænke så meget på dem, for det gjorde kun ondt. Tit besøgte han deres grave, da der var blevet stablet en gravsten for dem hver, sammen med de mange andre højelvere der var blevet dræbt i den store brand, der havde brændt deres hjem ned. Han huggede roligt det sidste brænde, hvor han vendte blikket mod hende, da hun åbenbart ikke så ud til at ville gå foreløbig, hvilket kom bag på ham, for.. hvorfor skulle hun dog blive? Hendes overraskende ord, gjorde ham et sted irriteret, for hun anså ham vel som en dum loppe, der ikke forstod noget som helst? Det ville jo ikke være første gang han havde hørt sådanne ord om ham. Han prustede næsten som en irriteret hest, inden han med den ene hånd slog øksens blad ned i det gamle træs stamme, så det blev siddende, inden han sendte hende et dovent blik. Han kendte hende skam, som han kendte mange andre unge elvere. “Jeg arbejder i smeden.. jeg kender de fleste fra vores landsby, på trods I nok ikke tror det,” svarede han lettere fattet, som han endnu engang vendte ryggen til hende, hvor han begyndte at samle sit brænde, som han bar over til sin sorte hingst, der blev stående og spiste af det frodige græs, og ikke så ud til at ville hjem foreløbig, eftersom den nød af at der endelig var noget at spise, når de var ude. Han foldede roligt det store, brede, solide skind ud på græsset, hvor han lagde brændet op i, hvor han gik tilbage, for at hente resten som han havde hugget ud fra træets stamme og grene, skønt han ikke tog sig af J’adore, for han gik ud fra at hun havde bedre ting at give sig til end at stå og snakke med ham, desuden var han slet ikke vant til at folk gad føre en samtale med ham, foruden Domastir og Elanessë.

[jadore]

Det undrede ikke J’adore, at han var forundret over hendes henvendelser til ham. Hun vidste godt, at hendes folk slog hårdt ned på den unge mand, selvom han egentligt ikke havde gjort noget ondt imod dem. Han var jo blot kommet ind i deres by, da et elverpar havde forbarmet sig over den lille baby, hvilket vel også var en sød ting af dem, da de havde reddet et liv. Højelverne mente vel bare, at parret skulle have søgt skovelverne eller lagt barnet på en dørtærskel inde i en af de større byer, men det havde de så ikke gjort. Selv kendte hun til hans optræden i manddomsprøven, som hun ligesom havde været en af de mange tilskuere, hvor hun ligesom alle andre var blevet overrasket over hans præstation, da han jo ikke var en af dem. Hun havde været imponeret over hans talent, som han havde udvist, men selvfølgelig havde en højelver taget kronen. En elver der selvfølgelig nu var meget eftertragtet blandt de unge elverkvinder. Hun var også bekendt over, hvordan folk talte til denne mand, som hendes venner jo tit hånede ham, hvor de hviskede hånlige ord til hinanden, hvis de stødte på ham. Selv sagde hun ikke rigtigt noget, da hun syntes det var ondt, men på den anden side stoppede hun dem heller ikke, hvilket vel gjorde hende lidt skyldig, men på den anden side vidste hun også, at deres holdninger ikke ville ændres. At han svarede hende tilbage med et ret fjendtligt svar, selvom han talte roligt, overraskede hende, da hun ikke mente hun var kommet frem på en uhøflig og ond måde, hvor han allerede stemplede hende som en af fjenderne. ”Måske er det også bare din egen skyld,” gav hun igen, da hun da ikke ville være flink, hvis han bare gjorde nar ad hende, hvilket han tydeligvis gjorde. Selvom hans ord var hånende, så han da ret i, at de ikke vidste det, da han jo ikke mængede sig med dem, som han gik rundt for sig selv. Hun havde egentligt aldrig set ham med nogen. Ikke andre end med smeden og hans plejeforældre. Han var måske bare den underlige type, som alle gik rundt og sagde. Det virkede i hvert fald som om han var rimeligt højrøvet, som han konstant vendte hende ryggen, hvor hun personligt havde troet at han ville være lidt mere interesseret. Det viste sig dog ikke at være sagen, og hun burde måske bare ride videre. ”Men måske er du bare, hvad folk går rundt og siger,” sagde hun med et skuldertræk, som hun tog blikket væk fra ham, hvor det gled over på højens top. Hun burde måske tage en galoptur op på toppen, hvilket egentligt havde været hendes plan til at starte med, som hun elskede at ride derop, som det også vækkede begejstringen i hendes hoppe, hvor hun også selv syntes at der var utroligt smukt deroppe.

[cedrick]

Allerede fra Cedrick havde været lille af, havde folk talt ned til ham, og de andre små elvere på hans aldre havde tilmed kastet sten og andet efter ham, når han var kommet for tæt på, hvor han også mange gange var endt med at få et par på hovedet. Han var altid blevet behandlet som et usselt skadedyr, hvilket han aldrig havde forstået og derfor havde han også tit kommet hjem til sine forældre helt oprevet over at ingen gad snakke med ham, hvor de også en dag havde fortalt ham sandheden. Aldrig havde de været i stand til at få børn og det var også grunden til at de havde taget ham til sig, hvilket han sådan set heller ikke var ked af, for han havde elsket dem, som de havde elsket ham, og derfor havde han også taget deres død rimelig hårdt. Hendes ord kom direkte bag på ham, hvor han endte med at stå og stirre direkte forarget på hende. Det var hans egen skyld?! Ja selvfølgelig var det hans egen skyld, han kom gående ned ad gaden og de andre råbte hånlige ord af ham uden at han havde gjort dem noget som helst, hvis det ikke var hans skyld, så vidste han ikke hvad. Han endte med at knibe øjnene let sammen. Det var aldrig fordi han direkte havde hørt eller set J’adore sige noget om ham, og det var vel også derfor han specielt havde lagt mærke til hende? Men med hendes holdning og attitude nu, så var han slet ikke så sikker længere! Hun var sikkert lige så storsnudet som alle de andre! Han bed blot tænderne fast sammen, som han samlede mere brænde. “Ja selvfølgelig er det min egen skyld,” mumlede han direkte sarkastisk, som han gik over og smed brændet næsten vredt fra sig ved skindet, hvilket fik hans sorte hingst til at pruste lettere utilfredst. Han sukkede ganske let, som han lagde en hånd mod dens mule, som han strøg ganske let. Han hviskede den blidt i øret, ord på elvisk, selvom det var så lavt at J’adore ikke ville kunne høre ham, hvor han lod den græsse videre, imens et let smil gled over hans læber. Han klappede den ganske let på ryggen, inden han vendte sig om og med et smil på læberne, hvor han vendte blikket mod hende, da hun sad på sin hest. Hendes ord fik dog smilet til at falme drastisk, hvor de fik det til at stikke ubehageligt i hans bryst. Som om hun så anderledes på ham som alle andre. Han endte med at løfte hånden, hvor han greb omkring sin halskæde, der hvilede mod hans bryst, hvor han trykkede hånden ind mod det, næsten i et forsøg på at få den ubehagelige stikken til at stoppe. Hans dybbrune øjne havde fået et næsten trist skær, eftersom hendes ord sårede ham. Han tænkte dog på Domastirs ord om at han ikke skulle lytte til de andre, men.. hvordan skulle han kunne undgå det? Han vendte blikket væk fra hende og mod brændet, hvor han pludselig ikke engang følte sig værdig til at se på hende. “Hvorfor rider du så ikke bare videre? Som alle andre?” spurgte han dæmpet, som han bukkede sig ned, for at samle mere brænde.

[jadore]

At folk ligefrem kunne finde på at kaste sten efter ham, var ikke noget J’adore vidste, da hun kun var klar over at folk talte ondt om ham i krogende, skønt hun da også havde hørt et par spydige bemærkninger blive råbt ad ham, hvis man så ham gå frit på gaden. Hun vidste godt, at alle andre så ned på ham, hvor han var et mål for især unge elvere, når han gik alene på gaden, da de ikke ville gøre noget synligt, hvis han var sammen med sine værger. Selv havde hun ikke været en af de piger der bagtalte andre, som hun havde moralen i orden. Hun havde ikke troet, at han var ondt, men det var han åbenbart, som han havde en højrøvet indstilling overfor hende, hvor det kom bag på hende, da han vel ikke rigtigt havde noget at have det i. Hun troede også, at han ville være positiv, hvis man talte venligt til ham, men det var godt nok ikke tilfældet her, som han nedgjorde hende, og prøvede at jage hende på flugt. Hun hørte godt hans sarkastiske ord, hvor hun ikke kommenterede dem, da dette her simpelthen var under hendes standard. Hun vidste virkelig ikke, at han bare var sådan. Han var nærmest værre en Derick, da Derick ikke havde kørt hetz på hende, som han kun havde gjort nogle uhøflige fejltagelser, men denne mand virkede bare modbydelig. Hun hørte ikke, hvad han sagde til sin hest, men hun kunne se hans læber bevæge sig, som hun havde fulgt ham med blikket, som han havde bevæget sig over til den. Hun så, hvordan han kom tilbage igen, hvor han begyndte at knuge sin halskæde hårdt, hvor den vel næsten måtte betyde noget, for ellers var det da bare en underlig handling. Hans næste ord ramte hende hårdt, hvor det bare var den sidste forklaring hun behøvede, og så kunne hun se af han slet ikke var god. ”Jamen jeg skal da nok ride væk, når nu jeg irriterede dig så meget. Jeg har aldrig sagt et ondt ord om dig, men folk har tydeligvis ret i hvad de siger omkring dig. Du ser dig bare bedre end alle os andre,” sagde hun stødt, inden hun tog blikket væk fra ham, hvor han alligevel også havde rettet sin opmærksomhed mod brandene. På elvisk bad hun sin hest om at bevæge sig fremad, hvor den hurtigt adlød sin ejers ord, som hun også havde taget et tættere tag på tøjlerne igen. Hun styrede nu sin hest væk fra skovelveren, som han jo alligevel selv havde ønsket.

[cedrick]

Det var på ingen måder Cedricks egen skyld at folk var som de var, det var ikke ham som bad dem om at nedtale ham, om at håne ham og være efter ham, for han havde aldrig gjort dem noget som helst! Hver gang de havde kastet sten efter ham eller slået ud efter ham, så havde han aldrig gjort noget igen, da han bare havde fundet sig i det eller ignoreret det, for det var jo hvad han havde fået at vide at han skulle gøre. Desuden så forundrede det ham virkelig også at hun blev og talte til ham, hvor han næsten anså hendes høflighed som hån, for hvorfor skulle hun dog tale sådan til ham? Han mistænkte hende næsten for at ville få ham til at bløde op og tale pænt til hende, for at hun så kunne grine ham op i ansigtet – det havde han jo også set før. Det var sådan tøserne var efter ham, prøvede at fange hans opmærksomhed, ’flirtede’ med ham, kun for at grine ham op i hans åbne ansigt og gøre ham til grin foran så mange andre, så flere lo af ham. Det gjorde ondt, og J’adore virkede ikke til at være meget anderledes, bestemt ikke på hendes måde at tale til ham på, for han havde aldrig gjort hende noget! Og hendes ord gjorde ondt, skønt han ikke lod det vises, for så ville hun bare le af ham igen! Han havde aldrig gjort nogen af højelverne noget som helst, han talte altid pænt til dem, han respekterede specielt de ældre, nu hvor de var stoppet med at håne ham, og så skulle denne tøs komme og håne ham? Det var ikke noget som han ikke var vant til fra før af. Hendes ord gjorde ondt på ham, hvor hans øjne også var blevet langt mere triste. Hvis hun så ham som højrøvet og den med den høje hat, så kendte hun ham slet ikke! Men det gjorde hun jo sådan set heller ikke og hvorfor skulle hun dog også give sig tiden til ham? Utroligt at hun i det hele taget var blevet, men det var vel kun indtil hun fik hånet ham og så ville hun vel skride som enhver anden? Det var ikke fordi hun irriterede ham, men han måtte erkende at hendes væremåde overfor ham, var ham ukendt, for han var slet ikke vant til at folk var sådan over for ham. Han så sig på ingen måder bedre som alle de andre, for det havde han slet ikke retten til. Han vendte blot sit blik bort til hendes ord, så hun ikke kunne ane de tårer som samlede sig, hvor han blot lod hende ride bort, skønt han så efter hende. Et sted havde han lyst til at råbe efter hende at det var hende som var den højrøvede prinsesse der fik i hoved og røv, men han holdt dog ordene igen, eftersom det heller ikke lignede ham at tale ned til nogen, men det vidste hun sikkert ikke. Han samlede roligt det sidste brænde, inden han fik bundet skindet omkring det. Han gik roligt hen til bækken, så han kunne vaske sin krop og sit ansigt, også for at køle sig selv ned.

[jadore]

Det var tydeligvis to helt ens førstehåndsindtryk de havde fået af hinanden, hvilket vel var lidt af en bedrift, eftersom J’adore var af fin højelver-afstamning og var vant til at folk talte pænt til hende, hvor Cëdrick var af ukendt skovelver-afstemning og var vant til at blive disset. Der havde dog ikke været noget ondt i J’adore, da hun havde nærmet sig ham, hvor det var ham der havde dømt hende på forhånd, skønt det plejede at være folk der dømte ham. Selv var hun ikke vant til, at folk ikke kunne lide hende, eftersom hun var smuk og kendt for at behandle folk pænt, men det var ikke løbet igennem denne mands erindring. Det havde ikke været hendes onde plan at tale venligt til ham, for så at bruge det til at nedgøre ham, da det bare ikke var en ting der lå i hendes natur. Her ville Derick nok igen komme og sige, at hun var ung, dum og naiv, og hun bare ville blive såret, hvor end hun kom. Hun havde skam taget dette her personligt til sig, men hun nægtede at mene at folk bare ville misbruge hendes godhed ovs! Grunden til at hun var kommet over til Cëdrick var, at hun ikke kunne gøre det i byen, så her ville ingen alligevel kende til deres korte samtale, hvor hun sikkert ville blive grint af ad hendes venner, fordi hun havde prøvet at holde en oprigtig samtale med afskummet. Nu når de havde mødt hinanden her og der var ingen andre til stede, så tvivlede hun på nogen nogensinde ville høre om det, for hun tvivlede på at han turde sladre omkring det til de andre elvere. De andre elvere ville måske heller ikke tro ham, som han vel meget vel kunne komme med en opdigtet historie for at stille sig i bedre lys. Hun havde i hvert fald fundet ud af, at hun ikke brød sig om hans indstilling, som han havde været fjendtlig over for hende, hvor hun kun havde været god. Hun lavede et anspring på hendes hest til at sætte i galop, hvor den ivrigt adlød, som hun havde sat kursen op mod højen, som den nu galoperede lykkeligt op ad. Selvom J’adore red i damesadel, så var hun en ualmindelig kyndig rytter, som hun blev siddende med utrolig selvsikkerhed, som hun slet ikke var ved at falde af. Hendes hoppe slog automatisk ned i fart, som de kom tættere på toppen, hvor det ligeså stille gik ned til trav og så til skridt, hvor hun så valgte at stoppe den helt oppe på toppen. Taknemmelig for turen klappede hun den på den hvide hals, inden hun hoppede ad den, hvor hun lod sit blik glide rundt. Da hendes blik faldt på Cëdrick, kunne hun ikke lade være med at lade blikket hvile i lidt længere tid inden det søgte væk igen.

[cedrick]

Cedrick var ikke vant til at folk talte høfligt til ham, medmindre det var nogle han kendte, eller mindre det slet ikke var højelverne han talte til men andre racer fra Procias, som for eksempel når han havde været med Domastir inde i Apterta City for at sælge deres våben og redskaber, som folk havde bestilt af dem. Men når han var sammen med højelver, eller rettere sagt, når han kom gående på gaden i deres landsby, så talte folk nedladende til ham, skønt han altid forsøgte at undgå folk, specielt når han kunne se at de forsøgte at komme ind på ham, for at nedgøre ham, og han var ikke vant til at folk faktisk talte høfligt til ham og da slet ikke fra de unges side af! Han havde altid kigget en ekstra gang på J’adore når hun var kommet gående forbi ham eller kommet hen til smeden, for som enhver anden fandt han hende smuk, for hun bar en skønhed som mange andre elverkvinder ikke bare, selvom han næsten ville tro at hun allerede havde fundet sig en mand, desuden så tvivlede han på at han selv ville finde en fra deres landsby, han var allerede mange år over deres myndighedsalder og han havde stadig ikke fundet nogen, hvilket han næsten heller ikke turde håbe på, for det var vel umuligt for en som ham? Han fulgte hende med blikket, da hun valgte at ride væk i galop, hvor han blot gik hen til bækken, så han endelig kunne få noget at drikke og få sig vasken, hvor han næsten følte for at dykke hele hovedet ned i det rislende og iskolde vand. Vandet gjorde det også tydeligt at det endnu var for koldt til at rende rundt i bare tæer, for så ville han da sikkert ende syg. Han hørte hvordan hans hest rørte på sig og kom hen til ham, hvor den selv fandt vandet tiltrækkende, hvor den selv tog en tår af det. Han smilede let til hesten, som han løftede hånden og strøg den over dens manke. “Vi må vidst også hellere komme hjem, min ven,” sagde han til hesten, inden han vaskede hænderne og tog lidt mere at drikke. Man skulle dog tro at hesten havde opfanget hans ord, da den valgte at vende om, hvor den blot begyndte at gå væk, hvilket fik ham til at se lettere forundret efter dem. “Daechîr?” Han så efter den sorte prægtige hingst, der endte med at sætte i trav op ad højen, hvor J’adore selv var reddet hen, hvilket fik ham til at rejse sig, hvor han næsten endte helt stiv for.. han kunne da ikke følge efter, kunne han? På den anden side skulle han jo bruge hesten til at få brændet med hjem! Han greb omkring sit tøj, hvor han fik den blå og løse trøje over hovedet, hvor han imens han løb, fumlede med at få sin brune uldvest på. „Daechîr!” kaldte han efter hesten, som var lettere upåvirket og fortsatte op til J’adore og hendes egen hoppe, hvor den stillede sig ikke så langt fra hende, for at begynde at spise af det frodige græs der var der. Cedrick kom dog selv løbende bagefter, hvor han sukkede lettere opgivende af hesten. Han mumlede nogle utydelige ord på elvisk, som han kom halvt løbende op ad bakken, hvor hans blik faldt på J’adore.