The road goes ever on and on.

[Deleted]

Theodore så tilbage over skulderen. De var højt oppe. Bag ham gik solen ned over landet. Foran ham lagde klipperne og bjerget. Han tog en slurk vand. Selvom han var vant til at gå så var det hård tur. Han var vant til skov og eng. Ikke bjerg og klipper. Han sukkede. Turen lakkede heldigvis mod enden. Han kunne se toppen klipperne og bjerget. Men der var stadig langt. Han så tilbage mod engen. Der, det der nu lagde så langt borte, havde han mødt sit livs kærlighed. Hun var med ham nu. Den adelige vind dæmon. Han rystede på hovedet og bandede fordi han snublede over en sten han ikke havde set. Han brugte spyddet til at støtte sig med så han ikke faldt.
"Hvem der sad hjemme i sin hyggelige hytte nu, med et krus øl og nød solnedgangen fra sin egen hyggelige veranda." Mumlede han lidt irriteret. Han hadede at være underlegen. Og disse klipper havde vist sig lidt af en mundfuld for ham. For selvom de fulgte vejen var der stadig steder hvor det gik stejlt op, og andre steder hvor at sten var faldet ned og blokerede vejen, så han var nød til at klatre over dem. Hans kappe blafrede i vinden da han kom op på toppen af en sådan sten.
"Jøsses jeg er glad for at jeg ikke skal tage den her tur hver dag" sagde han smilende, og lidt forpustet til Menelwen. Hun havde det nok lidt lettere end ham, tænkte han. Hun kunne jo flyve.

[Deleted]

Menelwen, som var vant til klippernes udfordring, kom hurtigt og smidigt frem. Selvom hun ikke var særlig fysisk stærk, havde klipperne trods alt altid været hendes hjem, og man lærte hurtigt at bevæge sig på en måde der bar en hurtig frem. Men let forpustet og svedig var dog alligevel; Hun valgte ikke at bruge sin vindmagi som hun også tit brugte. Det var en mellemting mellem at flyve og at hoppe meget højt, som hun brugte, men det var afkræftende i længere tid, og hun turde ikke at stå uden kræfter hvis de alligevel skulle møde nogle uvenlige sjæle som Theodore havde forventet da de forlod engen.
Hun gik op på siden af ham med et skævt smil og strøg en lok af det mørke hår væk fra ansigtet.
"Vi er snart fremme. Om min far er venligt stemt overfor dig eller ej, vil det ikke kunne overskygge min mors krav på at give enhver gæst som kommer til vores hus, den bedst mulige velkomst" sagde hun og smilte kærligt til ham.
De ville nok allerede vide at de var på vej. Og undre sig over hvem den fremmede var.
Menelwen spejdede frem og måtte konkludere at de meget snart var der. Et kvarters gang endnu.
"Vi plejer jo heller ikke at tage turen til føds. Det gør det en del lettere" sagde hun og så sig omkring. Hver klippe virkede så bekendte og hjemlige. Hun sukkede, og tænkte. Der var sket så meget...

[Deleted]

Theodore hoppede ned fra stenen. Tanken om et skænderi med en mand han ikke kendte, var ikke indbydende, men han bed det i sig. "Jeg kan jo ligeså godt tage turen med ham først som sidst ikke sandt" sagde han, mere henvendt til sig selv end til hende. "Men jeg glæder mig da til at se om den velkomst også glæder en støvet jæger" sagde han og blinkede. "Og da især en der er så langt nede af ranglisten som jeg er." han drillede hende, for han vidste godt at hendes familie ikke var snobbet, eller i hvert fald ikke så snobbet at de forkastede middelklassen og arbejderne. Han slog hætten tilbage og samlede det lange hår i et let bånd.
Theodore tørte sveden af panden og smilede til hende. Han havde kigget på hende i smug, fra hættens skygge. Hun var stadigt smukkere. Selv nu efter den lange tur. Det kunne godt være forelskelsen slør der gjorde det, men Theodore kunne ikke se sig mæt på hende. Hun tog stadig lidt pusten fra ham, han som ellers havde gået rundt mellem hoffets smukkeste kvinder uden at fortrække en mine. Han var ved at blive blød, tænkte han ved sig selv.
"Nej jeg kan forestille mig at i kommer lidt lettere rundt end som så." sagde han smilende.

[Deleted]

Menelwen smilte skævt og lidt usikkert til ham. Hvis han forventede et bragende skænderi med skrig og råb ville han blive skuffet. Hendes far, og tilmed hende selv havde en tendens til at kunne skændes, hvor andre ville forveksle det med en venskablige diskussion. De råbte ikke, med holdte tilgengæld den totale fatning og ro, og det var netop det der kunne bringe modstanderen ud af kurs.
"Du undervurdere en kvindes krav og status hjemme ved os. Det er min mor der bestyrer det hele ved os. Min far kan godt indvende, men det er min mors beslutning i sidste ende, hvem og hvis en person ikke skal bydes velkommen i vores hjem. Man har set et par gange i vores kredse at det er manden der forlader hjemmet, hvis parret er blevet skilt" fortalte hun beroligende og smilte varmt til ham. Og han ville nok opdage at hendes mor var blid og betænksom, og tilmed meget klog. Det var ikke sandsynligt at han ikke blev budt velkommen, om end under lidt anspændte omstændigheder.
Menelwen trådte ind på en sti der førte op til et lavt rundt tårn som fungerede som en af indgangene til deres palæ. Den mundede ud og blev bred, med en smuk skulptur i midten af det der fungerede som en gårdsplads og parkering til hestevogne.
Menelwen smilte skævt til Theodore, og stoppede lidt op.
"De ved at vi er her. De er vist bare usikre på om de skal komme ud til os. Jeg kan næsten mærke det i luften" sagde hun og trak på skuldrene. Igen sendte hun ham et mildt smil, tog hans hånd og klemte den varmt, hvorefter hun begav sig videre op til en stor indgangstrappe med to tunge søjler på hver sin side. De første op til en tung, mørk dobbeltdør.

Menelwen trådte op af trappetrinene og da de næsten var oppe af dem, blev den ene dør åbnet.
I døren stod en høj lyshåret kvinde. Håret gik hende næsten til livet, og hang løst om hendes skuldre. Hun var tyng og var iført en enkel, smuk kjole i grøn, som stod smukt til omgivelserne. Hendes ansigt var fint og lyst som Menelwens, men ellers havde de ikke så meget tilfælles. Kvinden havde brune, varme øjne, små, smalle læber og lyse øjenbryn hvilket bare formildede hendes udtryk.
Først så kvinden helt udtryksløs ud imens hun først så på Menelwen og så på Theodore.
Men efter hvad der kunne have været en evighed, gled et varmt, mildt smil over hendes ansigt. Hun nærmest udstrålede varme og hjemlighed.
"Menelwen. Din ledsager skal være velkommen. Men din far vil sikkert gerne høre om andledningen til dette besøg. Ligesom jeg" sagde kvinden så. Kvinden, som viste sig af være Menelwens mor, Melcistima. Hendes stemme var nok til at man aldrig ville glemme hendes navn. Hun havde budt dem velkommen med en stemme så fin og let som et blad, men alligevel stærk af varme og lys.
Kvinden trådte til side så de kunne tråde indenfor.

[Deleted]

Theodore blev grebet af stedets skønhed selvom han, uden helt at vide hvorfor, hvad skjult sit ansigt under hætten. Han studerede kvinden som stod i døren. Højst sandsynlig Mens mor, ikke fordi de lignede hinanden særlig meget, ud over håret. Theodore tog stadig ikke hætten af. "Tak for din gæst frihed. Men jeg kan ikke være her længe. Jeg har mange ærinder, selvom det piner mig at skulle forlade Menelwen så hurtigt." det sidste sagde meget stille, så stille at kun Menelwen kunne høre det. Da han kom ind kom der en tjener og tog hans ting. Nå ja de ting som ikke var alt for skarpe. Men hans kappe og hans taske blev taget fra ham og hans spyd blev også fjernet. Han følte sig nærmest nøgen, som han stod der blandt fremmede mennesker, kun med sin kniv som forsvar, og uden sin kappe til at skærme ham mod uvelkomne blikke. Alligevel smilede han høfligt og bukkede for Melcista. Hans lange hår faldt ned for hans ansigt, og han samlede det hurtigt med et bånd. "Jeg er Theodore Morean" præsenterede han sig selv, uden større dikkedare.

[Deleted]

Menelwen lod også tjenerne tage sin kappen og tasken som hun havde haft med. Hun smilte mildt til mor, men med en bekymret mine gemt.
Menelwen skævede til Theodore og så lettere spørgende på ham. Hvad skulle han? Men på den anden side... Hun kendte jo ikke til hvad han havde gang i lige for tiden..
"Du bliver bare så længe du kan" hviskede hun tilbage og sendte ham et lille varmt smil.
Derefter førte Menelwens mor dem videre ind i palæet. De skulle ikke langt før de stod i en kæmpe stor sal. Der var adskilllige kaminer langs væggene, gulvet var belagt med lyse fliser og i midten dominerede et langt spisebord med tilhørene stole. I den ene side af væggene, den side som vendte ud mod det vilde bjergområde, var der et kæmpe vindue. Henne ved vinduet stod en høj, rolig skikkelse, med ryggen til dem. Man behøvede nærmest ikke at spørge hvem det var. Det lange sorte hår som hang ned af ryggen, og den rette holdning sagde alt.
Før nogen fik nået at sige noget hørtes en dyb, men aldeles rolig stemme derhenne fra; "Velkommen hjem, Menelwen. Jeg går ud fra at det var en forfriskende tur?". Spørgsmålet hang i luften, men manden ventede ligesom ikke på svar. Han vendte sig om og gik rolig hen imod dem. Man kunne se at Menelwens ansigtstræk var en tro kopi af hans, bare mere feminim selvfølgelig. Manden stoppede op foran dem og så, helt umiddelbart nysgerrigt og dog vurderende på Theodore.
Menelwen iagttog hvert eneste træk i det lyse ansigt. Hun kendte hvert af dem, men hun kunne ikke tyde noget.
"Og... Hvem er De? Og hvad ærinde har De her?" spurgte han og så afventende på Theodore.