From light to dark?

[Deleted]

At det morede J’adore at Derick ikke engang vidste hvad han var, tog han ikke så tungt igen, for det lød måske også lidt mærkeligt at han ikke engang vidste hvilken race han tilhørte, men på den anden side, så havde han efterhånden været en del igennem sit liv, så var det så underligt igen? Han vidste snart ikke hvor han hørte til. Han var født som fuldblodsvampyr, hvor han tilmed havde været en stor leder for racen, da han var gået i døden, var han kommet tilbage som dødsengel, og da han igen var gået i døden, og denne gang var kommet tilbage, så var han blevet alkymist, her var han blevet bidt af en vampyr, og da han havde ønsket følge den person han havde elsket ind i lyset, så var han blevet magiker, men nu hvor hun havde forrådt ham og ikke mindst vanæret ham, holdt ham for nar og bedraget ham, så var han faktisk usikker på hvad han var, for han kunne mærke hvordan mørket fik sit fodfæste mere og mere i ham, og ikke kun i sindet, men også i kroppen. Det var vel også derfor hans magi skiftede farvede og til tider blinkede og flakkede af lys og mørke? Hans sind og krop var i konflikt med hvilken side han tilhørte, selvom denne kvinde havde afledt hans tanker en anelse. Han opfangede godt hendes hån, hvilket irriterede ham, for hun anede slet ikke hvem hun stod og talte til! Han trak let på skuldrene. „Hvilken race du tilhører kan komme ud på et, det er den du er, som tæller,” svarede han roligt og lettere neutralt, det var vel også derfor han ikke just havde skiftet helt til mørket endnu? Med årene var han jo mere blevet neutral end noget andet, og det ville han jo nok altid være. Godt og ondt var blot to tomme begreber, som helt kom an på øjne der så. At hun bakkede og stødte ind i et træ, fik ham til at træde et sidste skridt tæt på hende, så han mindskede deres afstand betydeligt, hvor han stod så tæt på at han kunne røre ved hende, hvis han ville. Han løftede hænderne, men i stedet for at røre hende, så satte han dem mod træets stamme, på hver side af hende, næsten som om han holdt hende fanget mellem dem. Hendes ord fik et smil til at glide over hans læber, skønt det var lettere intetsigende, så hun ikke ville kunne regne hans næste træk ud. Han lænede sig en anelse mod hende, hvor han bukkede hovedet en anelse, da han næsten var et hoved højere end hende. Hans blå øjne søgte roligt til hendes, som næsten bar helt nøje samme farve som hans – næsten den samme. „Jeg vil ikke gøre dig ondt,” forsikrede han hende, som han roligt lænede sig tilbage, igen, hvor han trak hænderne til sig, som tegn til at han heller ikke ville forulempe og krænke hende igen, ved at komme hende for tæt og røre ved hende. Han trådte et skridt tilbage, for at gøre afstanden større. Han trak let på skuldrene. „Og det var heller ikke min mening, at krænke dig,” tilføjede han roligt, inden han blot trådte forbi hende. „Men du må have mig undskyldt. Jeg skal have smadret klippen, inden morgendagen begynder,” svarede han med et kort træk på den ene skulder, som han gik tilbage hvor de var kommet fra.

[jadore]

Dericks historie var hende ukendt, hvor hun nok også ville have rigtig svært ved at tro på den, hvis han fortalte hende den. At han også havde været sammen med Procias’ dronning, vidste hun ikke, men det var heller ikke noget hun tog særligt højtideligt, da hun ikke befandt sig inde på slottet eller i byerne, men for det meste i skoven, og det interesserede de færreste sig for. J’adore var dog uenig i hans tankegang omkring at det var helt ligegyldigt, hvilken race man tilhørte, eftersom det jo var en del af en om man ville det eller ej. ”Ens person bunder ud i hvor du kommer fra, om du vil det eller ej,” sagde hun stille, uden at hun egentligt ikke forventede hans forståelse eller svar. Da hun ramlede ind i træet og så, hvordan han kom hende nærmere, mærkede hun hvordan hjertet hoppede op i halsen på hende, som han endnu engang syntes at komme hende en tand for tæt. Hun stod helt stiv i kroppen, da han tilmed strakte armene ud, hvor hun først troede, at han ville røre hende igen, men denne her gang var det træet der skulle mærke hans berøring. Hun holdt munden lukket, mens de blå øjne fulgte hans bevægelser, som hans hoved gled ned mod hendes, så de kom i øjenhøjde. Nu kunne mærke, hvordan hans varme åndedræt ramte hendes ansigt, hvilket fik varmen til at stige i hendes krop, og gjorde de lyse kinder rosenrøde. Det eneste der for gennem hende lige nu, var hendes hjerte der virkede alt for stort i hendes bryst, og hans varme ånde og de blå øjne mod hendes egne. Hun kunne ikke lade være med at synke og ånde lettet op, da han sagde at han ikke ville gøre hende ondt, og at han ikke ønskede at krænke hende. Da han bare lige pludselig afsluttet sin egen lille samtale og gik lidt væk fra hende, mærkede hun både en følelse af nysgerrighed, og et ønske om at prøve denne besynderlige følelse igen, af hvilken effekt han lige havde haft på hende, men alligevel, måske var det bedst at trække sig tilbage? Hun fulgte ham med øjnene, da han begyndte at gå væk fra hende. ”Så må vi se, hvad der er stærkest. Dig eller klippen,” mumlede hun stille, dog uden at rykke sig. Kort lod hun blikket glide ned på sin arm, hvor hun kunne se, hvordan hendes hår havde rejst sig på hendes arme. Hun gøs let og så på den mystiske Derick en sidste gang. Stille vendte hun ham ryggen, hvor hun langsomt begyndte at gå væk fra ham. Underlig var den følelse hun havde i kroppen. På den ene side havde hun lysten til at se denne mand igen, på den anden side ikke…

// Out

[Deleted]

Det var mere end tydeligt at de to var som nat og dag, for de var på ingen måder enige i deres udtalelser, hvilket.. morede Derick. Det var godt med lidt modstand i livet, for modstand gjorde stærk, og det var vel egentlig også det han burde tænke over i sin egen situation? Han var godt nok vred, men mest af alt følte han sig fortabt og han følte at han havde fået stukket en kniv i ryggen og ikke mindst i hans hjerte, hvor det slet ikke føltes til at være der mere, fordi det var blevet revet ud. Han var i sorg, han var bedrøvet og han følte at han havde mistet en del af sig selv, for han havde jo faktisk mistet sin bedste ven i samme omgang. Han følte sig faktisk ikke værdig til livet, men så igen.. hvad der ikke dræbte en, gjorde vel en stærkere? Sorgen han følte ville han jo nok komme over med tiden, og modstanden han mødte, ville gøre ham endnu stærkere end det han havde været, selvom han mest af alt snart var bange for at han ville lukke sig ind i sig selv og blive indelukket og kold. Hendes ord fik ham til at ryste let smilende på hovedet, for hun var da stædig af sig! „Måske. Men selv en person kan ændre holdninger og ikke mindst side,” svarede han sandfærdigt, for det var jo selv sket for ham. Han havde selv valgt lysets vej, selvom den vej og sti tydeligvis havde været forkert, en fuser og en nitte, hvilket han også havde fortrudt inderligt! Det år af hans liv fortrød han virkelig bitterligt! Han havde været bedre foruden den kvinde! Bare en skam at han indså det så sent. Det hele havde været baseret på en løgn, fra hendes side om ikke andet, hvilket nok også var det som gjorde ekstra ondt, netop fordi han faktisk havde fået følelser for hende. Men hun var ikke engang værd hans tanker! Derimod, så var de også blevet afledt af denne spøjse elvertøs. Det var tydeligt at hun var ung, og måske en anelse uerfaren? Det var nok også derfor hun gik så højt op i sin races traditioner og normer, skønt det ikke gjorde ham det mindste. At hun faktisk rødmede, da han kom tæt på hende, forundrede ham faktisk for.. det var jo ikke nogen afsky! Han havde svært ved at regne hende ud, fordi hun skiftede personlighed på et splitsekund, men det gjorde ham nu intet, han kunne godt lide en udfordring. At hun åndede lettet op, morede ham et sted, hvor et lille smil gled over hans rosenrøde læber, som han havde trukket sig tilbage. At hun betragtede ham, lagde han mærke til, da han så sig over skulderen, hvor smilet kun bredte sig på hans læber. Han endte næsten drillende med at løfte hånden og vinke til hende, som om de ville mødes igen, inden han fortsatte fremad. Han så sig kort tilbage, da han kunne se at hun alligevel besluttede sig for at komme videre, hvor han selv forsvandt i et lysglimt.

//Out