From light to dark?

[jadore]

J’adore havde på ingen måde brug for at blive reddet, men det var da sødt af ham, at han tænkte på hendes sikkerhed, men let på benene var hun jo, så her var hans hjælp til ingen nytte. På den anden side vidste hun egentligt ikke engang, at han havde prøvet at hjælpe hende, da hun ikke havde set tilbage, da hun havde skubbet sig selv ned. At han så var hoppet eller faldet ned efter hende, overraskede hende dog, eftersom han trods alt havde gjort sig alle de anstrengelser med at komme op, hvor han burde være blevet deroppe. Som han tydeligvis var faldet og slået sig, var egentligt lidt komisk, som han på ingen måde var ligeså elegant som hende, men igen var han menneske og hun elver. ”De burde ikke give træet skylden,” sagde hun smilende, hvor hun måtte tvinge latteren tilbage, da dette virkelig morede hende, da hun selv stod uden en skramme, hvor han bare sad og ømmede sig på jorden. ”Og hvis det virkelig var træets skyld, så var det sikkert gengæld fra slaget tidligere,” tilføjede hun roligt, da han trods alt havde givet det et slag, skønt det ikke havde gjort noget. Desuden ville hun holde med træet, hvis det virkelig var træets hævn, hvor mange så ville finde hende rigtig underlig, da hun gik her og undskyldte træet på mandens vegne, og var i stand til at mærke dens følelser. J’adore havde igen vendt sig mod manden, som hun igen var over ham. Hætten bar hun endnu, men hendes ansigt ville han sikkert kunne ane, men solen var jo mere eller mindre gået ned nu, så det var ikke til at sige. ”Er De i stand til at lave en lyskugle?” spurgte hun høfligt, da det ville være rart at kunne se den man snakkede med. Han havde godt nok brugt en masse kræfter på unødvendig terrorisme af klippen, men mon ikke han havde lidt kræfter tilbage? En lyskugle ville nok heller ikke være det mest krævende.

[Deleted]

Det havde faktisk overrasket Derick at han var kommet op i træet, eftersom det faktisk var lang tid siden at han sidst havde været så højt oppe, det var jo heller ikke fordi han kravlede i træer hver dag. Desuden så forundrede det ham at hun selv sad deroppe, for.. hvis hun var kravlet derop, så måtte hun jo være af en race, der var vant til at begive sig i naturen. Det kunne også være at hun var animagus? Og var kravlet derop i sin dyreform? Det overraskede ham dog, at hun sprang ned med det samme, som han kom op, for hun havde vel selv taget imod udfordringen? At han så skulle miste sin balance og falde ned, havde ikke været en del af hans plan. Det var ikke fordi det var gået smertefrit for sig, for han havde alligevel været et godt stykke oppe, og derfor irriterede det ham, at hun lignede en elegant fugl, og han lignede en klumpedumpe. Han fnøs let til hendes ord „Det er bare et dumt træ,” mumlede han kortfattet, som han næsten skulede mod det. Det var jo desuden ikke træets skyld at han havde mistet sin balance! Hendes følgende ord fik ham til at sukke opgivende, hvor han lagde sig fladt ned i græsset. „Det ser ud til at selv Modernatur er imod mig,” mumlede han i en opgivende tone, som han blot blev liggende, med armene ud til hver side. Hvem denne kvinde egentlig var, havde han virkelig ikke nogen anelse om, han kendte jo ikke engang til hendes navn, eller race, og alligevel snakkede hun til ham og spurgte ind til ham som om hun kendte ham. Han vendte blikket lettere overraskende mod hende, som hun spurgte om han kunne lave en lyskugle, hvor han løftede hovedet fra jorden og vendte de klare blå øjne op mod hendes ansigt, som han kun lige og lige kunne ane. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han betragtede hende lettere nysgerrigt. „Tjo.. du kunne give mig en hånd?” foreslog han roligt, som han rakte hende sin hånd, som tegn til at hun skulle hjælpe ham op. Måske solen var gået ned, men det var ikke ligefrem fordi han var mørkeræd, tværtimod. Desuden hvis han kunne bruge magi til at komme op i træet, så kunne han vel også godt lave en lille lyskugle? Det var dog ikke fordi han havde tænkt sig at blive her, ikke for særlig længe i hvert fald. De blå øjne betragtede hendes ansigt – så meget som han nu kunne se, skønt det ikke var meget, for hendes ansigt var indhyllet i skygger og mørke, der gjorde det svært at se hendes ansigtstræk.

[jadore]

”Jeg tror skam ikke at det er modernatur, der er efter Dem, men Dem selv,” svarede J’adore roligt, da fra hendes synspunkt, så var der altså noget der trykkede denne mand, og hans frustration fik ham til at gøre ting rimeligt overilet. Det var trods alt ham selv, der havde banket hånden ind i træets stamme, og ikke træet der prøvede at slå ham ned. Ej heller var det træet der igen havde fået liv i sig, men ham selv der havde fået overbalance, da han sad på grenen. Men endnu engang kunne hun konkludere det som en mennesketing, da hun selv tænkte tingene igennem. Hun havde alligevel så mange år at leve i, at hun altid kunne gøre tingene på et senere tidspunkt, hvis det var.
Rigtigt var det, at J’adore ikke havde givet sig selv til kende, men talte mere eller mindre frit med denne mand, men hun så ingen grund til at lade være lige nu. Navnet havde hun holdt for sig selv endnu, men på den anden side havde han heller ikke sagt sit. Hvad angik hendes race, så var det eneste der kunne have røbet hende var, da hun talte elvisk, men det kunne godt være at han aldrig havde været i nærmere kontakt med en elver, hvilket heller ikke var så utroligt, da de var et sky folk, der holdt dem for sig selv. Og selv havde hun hurtigt fundet ud af, at denne mand var en form for magiker, hvilket han rimelig hurtigt havde givet til kende. Hun trak tiden en smule ud, da han bad hende om hendes hjælp. Normalt ville hun ikke være så tæt på en mand, men hun var jo høflig og han havde brug for hjælp, da han jo havde slået sig i faldet og ikke var ligeså let til bens som hende. Hun greb blidt, men alligevel fast om hans større hånd, hvor hun trak til, så manden kunne komme op på benene igen. ”De burde passe lidt bedre på Dem selv,” sagde hun med et smil på læben, som hun slap grebet om hans hånd igen, hvor hun samtidig trådte et skridt væk fra ham igen, men uden at tage blikket fra ham.

[Deleted]

At hun ikke mente at modernatur var imod Derick, forundrede ham ikke, selvom hun nok havde ret, for han følte generelt at alt var imod ham, det var vel også derfor at han var så opgivende? Og tilmed havde dødsønsker? Det var ikke engang fordi han ville have noget imod at hun dræbte ham. Han sukkede ganske let til hendes ord. „Måske..” mumlede han blot uanfægtet, som han blev liggende, med blikket vendt op mod de mange trætoppe og kroner over dem. Selv nedefra var synet smukt. Han havde dog helt glemt hvordan synet så ud deroppefra, selvom det havde været en kort fornøjelse, da han var røget ned, lige så hurtigt som han var kommet derop, men det var heller ikke fordi han havde regnet med at denne kvinde bare uden videre ville springe ned! Og dog var det tydeligt at hun var vant til at klatre og springe rundt, hvilket gav ham en anelse om hendes race, men sikker var han dog ikke.
Derick havde stadig ondt i halebenet, hvilket ikke ligefrem var til meget gavn, men han vidste til gengæld også at det ikke ville slå ham ihjel, så han klarede sig jo nok. Desuden så afledte den fysiske smerte og hans psykiske, og gav ham noget andet at tænke på, hvilket han faktisk havde det helt fint med. At hun trak tiden ud, fik ham næsten til at sende hende et utålmodigt blik, for en hjælpende hånd kunne han godt bruge, skønt han faktisk havde helt andre intentioner end bare en hjælpende hånd til at komme op på benene igen. Han tog roligt imod hendes hånd, hvor han lukkede sin egen omkring hendes slanke håndled. Et let smil gled over hans læber. „Det siger du ikke..” mumlede han i en næsten lumsk tone, som han kom op på benene. Selvom hun slap hans hånd og ville træde bagud, så slap han ikke hende, hvor han tværtimod trak hende helt ind til sig, imens han lagde den ene arm omkring livet på hende, inden han løftede den anden hånd og med et nysgerrigt blik. „Lad os se hvem der gemmer sig bag,” svarede han roligt, som hans hånd lukkede sig om hætten, så han kunne trække den ned og afsløre hendes ansigt. Selvom han næsten havde regnet med at hun var elver – på den måde hun opførte sig, snakkede om naturen på og ikke mindst bevægede sig – så blev han alligevel overrasket over at se hendes tydelige træk – de mandelformede øjne, de spidse øre og de andre velkendte træk fra elvere. Han endte næsten med blot stå og stirre på hende, hvor han svagt løftede den frie hånd og lod fingerspidserne følge hendes spidse øre. Han kunne næsten ligne en som stod og mindes noget.

[jadore]

Helt rene havde J’adores intentioner været, da hun bare ville hjælpe ham tilbage på benene igen, som han havde bedt hende om. At han i virkeligheden havde helt andre bagtanker, burde hun have tænkt længere over, da han var en fremmed og muligvis farlig, for han havde jo prøvet at slå klippen ihjel! Plus, han havde vrisset ad hende til at starte med. At han så gjorde hende ondt, sårede hende, eftersom hun jo kun havde været godhjertet. Frygten steg også op i hende, da han tog hårdt fat i hende, og bragte hende uønsket tættere ind i hans favn. Vreden var den sidste følelse hun følte, da han på ingen måde havde ret til at behandle hende på denne måde! Hun havde været respektfuld og rolig, og så var det her takken? Denne fjendske adfærd? Hun havde ikke noget imod at give sig til kende for ham, men det skulle fandeme ikke ske på denne måde! Et gisp forlod det bløde velformede læber der dannede et o nu. Derefter måtte hun bruge alle kræfterne hun havde i sin krop til at vride sig ud af hans farlige favntag, der føltes kvælende omkring hende. Dybt uhøfligt var det af ham, hvor hun var sikker på at det ikke kun var højelverne der havde det på den måde. Hætten brugte hun ikke tiden på at tage op, som hun nu havde langt andet på tankerne lige nu. Frit var mandens syn nu til hendes lyse, slanke ansigt, de mandelfarvede blå øjne, de velkendte spidse elverører og det blonde hår, som hun havde sat så nydeligt op. Krænket var hun og i sin vrede, hævede hun den højre hånd, som hun brugte sine kræfter på at stikke ham en lussing, hvilket egentligt var det perfekte tidspunkt at gøre det på, da han af en eller anden ukendt grund stod som lammet. ”Hvor vover du!” råbte hun vredt af ham.

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick havde onde intentioner med denne kvinde, selvom.. han var faktisk usikker på hvordan han kunne reagere i øjeblikket, for han var virkelig splittet i sit sind og det skulle næsten ikke undre ham, at hans vrede kunne gå ud over hende, hvis hun gjorde noget forkert, selvom hun ikke havde gjort noget som helst. Det eneste han faktisk var ude på, var at se hvad hun var for en, og som han havde haft sine anelse om, så havde hun været elver, det var de eneste væsner han kendte, som kunne bevæge sig på den måde og kravle op i tærer, og stadig beholde deres elegance, og det var sådan set det eneste han havde ønsket at få bekræftet. Det var ikke fordi han var ude på at gøre hende vred eller krænke hende, for han ville bare se hvad der gemte sig under hætten, og selvom han vidste hvordan en elver så ud, så blev han alligevel overrasket, fordi det var så lang tid siden at han sidst havde set en, for de var jo ganske sky. Sidst, var da han havde stået ansigt til ansigt med sin hustru, selvom han gik ud fra at hun var død nu. Han stod som forstenet til stedet, indtil det øjeblik, hvor hun selv valgte at vride sig, hvor han blinkede let med øjnene, som han kom tilbage til virkeligheden igen, og blev mødt af hendes vrede blik. „Vent.. jeg..” Han nåede ikke at sige mere, før hun havde skænket ham en lussing – hvilket på sit vis føltes godt, eftersom han langt hellere ville føle den fysiske end den psykiske smerte. Han blinkede let med øjnene, som var blevet lettere opspærrede, inden han tog sig til kinden, der var endt en anelse rød. Det var ikke fordi det havde gjort så ondt, for han var blevet en hærdet mand i årenes løb, og han havde været udsat for det som var langt værre. Hendes ord fik ham næsten til at vende blikket forvirret mod hende. „Jeg ville jo bare se hvad der gemte sig under hætten,” svarede han roligt, som han masserede sin kind ganske let, inden han rystede på hovedet, for at vende sig mod hende. Et lystigt smil gled over hans læber, som han lagde de stærke arme over kors ved det muskuløse bryst. Han betragtede hende lettere sigende og vurderende. „Du er rimelig pirrelig, er du ikke?” spurgte han lettere affejende, hvor han vendte blikket kort væk fra hende, som om han havde været utilfreds. Pirrelig var nok ikke noget man kunne kalde hende, men nok snarere ham, selvom han utrolig nok ikke slog tilbage, hvilket han næsten havde regnet med, men det var måske fordi håbet om at hun pludselig ville blive fjendtlig dukkede op i ham?

[jadore]

I syv sind var J’adore lige nu! Hun vidste ikke, om hun skulle blive ved med at slå ham eller stikke af. Tanken om bare at glemme seancen, hvor han nærmest havde lavet overgreb på hende, var virkelig ikke noget hun sådan lige kunne skyde hen. At han ikke engang ville undskylde var så bare dråben, da han åbenbart ikke kunne se, at han havde gjort noget galt, da han virkelig tog let på det og sagde, at han bare ville se hende. Bare ville se hende? Røre hende ville han da også. Hvis han bare ville se hende, kunne han have holdt sig normal og ladt hende styre det, da man da ikke bare går hen og gramser på fremmede, men måske var han bare sådan. At hun nogensinde havde udvist venlighed og hjulpet ham, fortrød hun nu. At han så kaldte hende pirrelig, fik hende bare til at se på ham med endnu mere afsky i ansigtet. Al varmen og håbet havde fortalt hende, som dette ikke var en ting hun kunne håndtere lige nu. Uforskammet, afskum, ovs var de ting hun kaldte ham oppe i sit hoved lige nu. Hun værdigede ham ikke engang at svare, da han tydeligvis havde trådt på hende. Hvor hun før havde ment, at han var en pæn mand, så hun nu kun hans grimhed. Han havde jo også opført sig særdeles mærkeligt, da hun først så ham, så mon det ikke bare var den han var? At hendes lussing så ramte ham, var hun kun positiv over, da han da fik, hvad han fortjente, hvor han så også kunne tænke over, at han rent faktisk havde begået en fejl. Hun sagde intet, men løsrev blot blikket fra ham, som hun bare satte i løb. Væk fra ham, ind mellem træerne.

[Deleted]

At hun blev vred – nok snarere rasende – ved Dericks ord, kom faktisk bag på ham. Eller nok ikke så meget igen, men han forstod ikke rigtig hvad han havde gjort forkert ved sin handling, foruden han måske havde været ret frembrusende? Det var jo ikke fordi han havde gjort hende ondt, desuden så havde han jo kun strejfet hendes spidse ører med sine fingerspidser og det var da ikke at befamle hende! – var det? Han blev næsten i tvivl da hun sendte ham det blik, der nærmest udstrålede afsky og had til ham, hvilket ikke ligefrem var første gang at han havde set det blik, og det var ikke just fordi det hjalp på humøret, for han følte sig snart kun endnu mere ussel. Han kunne åbenbart ikke gøre andet end fejl. Det forundrede ham at han endnu ikke var død. At hun ikke svarede ham, fik ham til at vende blikket mod hende, hvor han også sukkede opgivende, da han tydeligvis havde fornærmet hende. Han åbnede munden for at skulle til at sige noget, hvor han tog et skridt imod hende, selvom han ikke nåede at gøre mere, før hun vendte om og satte i løb væk fra ham, hvilket fik ham til at se efter hende. Han betragtede hende kort lettere forundret, som han betragtede hende stikke af fra ham. Han blev stående for en kort stund, hvor han næsten overvejede at lade hende løbe, indtil han næsten følte skyldfølelse, hvis han ikke fik det gjort godt igen, for.. han ønskede ikke at hun skulle se på ham med den afsky i blikket! Han blev lettere bestemt i blikket, som han forsvandt i et lysglimt – der flakkede mellem lys og mørk – hvor han dukkede op et kort stykke foran hende, så hun løb mod ham, hvor de blå øjne faldt på hende. „Nu må du ikke stikke af igen!” svarede han hurtigt, som han holdt hænderne oppe, som et tegn til at han intet ville hende. „Det var ikke min mening at fornærme dig,” tilføjede han roligt, hvor hans blik kun viste ærlighed og at han talte sandt, „eller krænke dig for den sags skyld.” Han betragtede hende lettere afventende, da han var usikker på om hun ville stikke af fra ham igen eller ej, men et sted forundrede det ham ikke, hvis hun følte sig trådt på og bare ville stikke af igen, men så måtte han jo bare dukke op foran hende igen, og sådan kunne de blive ved, indtil hun hørte ham færdig.

[jadore]

Hidsig og fortvivlet var J’adore, som hun løb fra manden, som hun end ikke kendte navnet på. Elviske skikke var i hvert fald ikke noget han var bekendt med, tydeligvis. Den eneste grund til at hun havde rørt ham var jo kun på grund af den venlighed, som han havde bedt om. At han så ville være hende endnu tættere var noget en fremmed i hvert fald ikke måtte. Omfavnelse kunne først ske når man var helt tryg ved personen og glad for vedkommende, men det her havde nærmest været et overfald. For at være ærlig havde hun ikke i sinde at se ham igen, så det at han teleporterede sig ind foran hende, overraskede hende virkelig, hvor hun ikke kunne andet at stoppe op for ikke at løbe ind i ham igen. For hun skulle i hvert fald ikke befinde sig i sådan en situation igen, hvor deres kroppe mødtes. En til lussing kunne der godt komme på tale om igen. Hun var faktisk på vej til at løbe igen, men hans ord holdt hende tilbage lidt endnu, som han bad hende om at blive, og hvad havde han da at sige til hende? Han kunne vel være ligeglad. Han havde forulempet hende med vilje, og desuden gik han med dødsønsker. Hvorfor ville han så overhovedet spilde flere minutter på hende? ”Undskyld, at jeg ikke ser det som en positiv ting at blive overfaldet,” svarede hun køligt igen, da hun virkelig havde følt det på den måde. Som hun havde tilbragt tid med ham, begyndte hun at tænke at han måtte komme fra mørket, og kunne der så overhovedet være noget godt i ham? Det var kun ham hun havde mødt fra den side, og indtil videre gik det ikke synderligt godt. Selvom hun ikke løb igen, så trådte hun et par skridt væk fra ham, så han ikke havde muligheden for at røre hende, inden hun havde nået at stikke af igen. Det var også et skeptisk blik hun havde i øjnene, som hun havde mistet tiltroen til ham, og det kunne godt være han stod og viftede med hænderne, men det hjalp ikke på sagen.

[Deleted]

At Dericks kort omfavnelse havde overrasket hende, og ikke mindst overrumplet hende, kom virkelig bag på ham, selvom han ikke just forstod hvorfor. Okay, måske han havde været en anelse frembrusende, men han havde jo ikke ment noget ondt i det! Han ville bare have set hendes ansigt og hun var jo stukket af fra ham så snart han var kommet tæt på. Det var ikke fordi han ønskede hende ondt – sjovt nok – på trods hun havde skænket ham en lussing, men det var vel velfortjent? Det var i hvert fald et tydeligt tegn til at han havde overtrådt en grænse, hvilket også hurtigt blev klart for ham. At hun nåede at stoppe op, inden hun løb ind i ham, havde han intet imod, for hun skulle nødig beskylde ham for at befamle hende igen! At hun skulle til at vende sig om, fik ham næsten til at tage et skridt imod hende, for hun skulle ikke stikke af fra ham igen! Han blev dog stående på sin plads, da hun valgte at blive, selvom hendes ord fik ham til at betragte hende med et uforstående ansigtsudtryk. „Overfaldt?” gentog han forundret, som han rynkede let forvirret på brynene, inden han rystede let på hovedet. „Jeg overfaldt dig da ikke!” svarede han roligt og med samme uforstående mine. Hvis det var sådan at hun så på hans handling, så kunne han da bedre forstå at hun havde skænket ham en lussing! Han rystede let på hovedet – mest af sig selv – selvom han fortsat holdt hænderne oppe, både som tegn til at hun ikke måtte gå, men også så hun kunne se at han intet ville hende, at han intet havde i baghånden eller lignende. Han mærkede hvordan det begyndte at krible i ham, da hun bakkede skridt bagud, hvor han næsten var klar til at løbe efter hende, for hun måtte ikke gå! Ikke endnu i hvert fald. „Hør her..” startede han ud, i et håb om at fange hendes opmærksomhed, selvom han ikke just vidste hvad han skulle sige, for ikke at gøre tingene og situationen værre. „.. Øh.. Hvad med at fortælle mig dit navn? Så kan jeg give dig en ordentlig undskyldning?” foreslog han roligt, uden at han fjernede de klare blå øjne fra hendes skikkelse. Han var ikke sikker på om hun gad, men et navn var vel bare et navn, han kunne vel ikke bruge det til noget? Men så var hans undskyldning da langt mere personlig end det andet. „Mit navn er Derick,” tilføjede han roligt, som endnu et tegn til at han intet ondt ville hende og faktisk godt kunne være lidt høflig.

[jadore]

”Ja, overfaldt,” gentog J’adore køligt, som om han var dum, som han havde brug for at få det banket ind i hovedet. Kunne han virkelig ikke se det store perspektiv? Hvordan han forgivet havde afslået hendes hjælp, og gjort hende utryg? Han måtte vel for helvede se, at han havde klokket i det og vide, at han nu måtte holde endnu mere afstand til hende. Hun kommenterede end ikke, at han benægtede sin handling, da den var klokkeklar for hende. At han holdt hænderne oppe, så hun kunne se at han ikke havde nogen våben, vidste hun var unødvendigt, da hun havde set ham bruge magi og set noget af det han kunne. Hun havde set, hvordan han havde kastet elektriske kugler mod klippevæggen og set, hvordan den reagerede på det. Hvad ville der dog ikke ske hende, hvis han gjorde det mod hende? Hendes hænder var ikke fremme, som de nu gemte sig under kappen, hvor den kærtegnede dolken, som hun havde i bæltet, hvis der nu skulle vise sig at opstå et uheld igen. At han ville gøre det godt igen, ved at hun fortalte sit navn, fik hende til at ryste på hovedet af ham. ”Mit navn er J’adore,” svarede hun kortfattet, hvorefter en spydig tanke gled igennem hendes hoved, hvor hun ikke kunne lade være med at ytre den, som hun nu gerne ville stikke lidt til ham som hævn. ”Men De kan vel være ligeglad … Derick. De ønsker jo ikke at leve mere, som De så nydeligt udtrykte tidligere.” Efter at have udtalt disse ord, så hun afventende på ham og med et hævet øjenbryn. Der var vel kun to måder han kunne tage hendes ord på. Enten ville han være helt cool og tage det roligt, ellers ville han blive arrig over de provokerende ord.

[Deleted]

At hun fastholdt at Derick havde, overfaldt hende, fik ham dog til at tie stille, for han ville ikke bringe det op til diskussion med hende, eftersom hun allerede havde gjort det tydeligt for ham at hun havde følt ubehag ved hans handling, hvilket han så heller ikke ville sætte tvivl på, for det havde hendes forandrede væremåde og mine med afsky tydeligt vist ham. Han havde dog ingen onde intentioner med hende, for hun havde jo ikke gjort ham noget, utroligt nok så faldt han faktisk til ro i hendes selskab, hun gav ham noget andet at tænke på, hvilket vel også var grunden til at han havde stoppet hende? For havde han været ligeglad, jamen så havde han da bare ladet hende løbe og selv fortsætte med at gå amok på klippen, men af en eller anden grund, så havde hendes mine med afsky vækket noget inde i ham, som gjorde at han havde været nød til at søge efter hende, for at gøre det godt igen. At hun præsenterede sig, kom faktisk bag på ham, hvilket hans forundrede mine vel også afslørede? Han rettede sig roligt op og lod hænderne falde ned langs siden, eftersom han heller ikke ville stå og ligne en komplet tumpe! – men det var vel hendes mening om ham i forvejen? Hvis ikke det som var værre. „Udmærket.. J’adore. Jeg er ked af at jeg krænkede dig,” undskyldte han sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende, så hun kunne se at han mente sine ord. Hendes spydige og provokerende udtalelse, tog han ikke så tungt igen, eftersom der jo faktisk var sandhed i dem, samt han vidste at hun sagde det kun fordi hun var sur på ham, fordi han havde trukket hende ind til sig. Han gned let sin skæggede hage, inden han trak let på de brede skuldre. „Hvis du får det bedre af det, er du da velkommen til at tage din hævn,” endte han roligt – og næsten for lystigt? Han trådte roligt hen imod hende, som han klappede sig let på det faste bryst, der hvor hans hjerte hvilede. Han stillede sig roligt foran hende, hvor han næsten pustede brystet op, som tegn til at hun bare skulle dolke ham ned, eller gøre et eller andet, som ville dræbe ham. Måske ikke ligefrem en.. værdig død, men han tog gerne hvad han kunne få, desuden hvis hun fik det bedre af at tage sin hævn, så blev de vel begge tilfredse? Noget i ham sagde dog at det slet ikke lå til hendes natur, mens den anden side af ham, direkte håbede på at det gjorde.

[jadore]

Måske, måske ikke var han ked over sine handlinger. Det var da selvfølgelig en positiv ting, at han undskyldte til J’adore, da han havde gjort hende fortræd, og krænket hende havde han i den grad. ”Du er også menneske, så hvad skulle du dog vide om os og høflighed,” sagde hun, hvor hun med ’os’ selvfølgelig mente elverne.. At han så havde været gift med en, vidste hun så ikke, men det var jo også en mørkelver han havde været sammen med, og der var nu forskel på dem og den gode race, højelverne. Som hun tænkte tilbage på det sekund, hvor han tog hætten af hende, havde det lignet at han havde set et spøgelse, så han måtte vel have set en elver før? Da han pludselig begyndte at gå hende nærmere, trådte hun advarende tilbage igen, som hun virkelig havde tænkt sig at løbe igen, hvis han fortsatte på denne måde. Han måtte da også snart indse, at hun ikke ønskede ham tæt på sig overhovedet. Men mænd kunne godt være lidt langsomme til at opfange diverse ting og sager. Da han pludselig snakkede om, at hun skulle slå ham ihjel, så hun på ham med forbløffede øjne. Troede han virkelig hun var en morder? Det kunne godt være hun havde hånden trygt ved sin dolk, men alligevel, hun slog ikke bare folk ihjel, men hun var villig til at gøre det i selvforsvar, hvis han skulle blive ved med at træde over den grænse hun havde lagt. ”Slå dig ihjel? Fortæl mig, hvorfor jeg dog skulle opfylde dit ønske?” spurgte hun, da hun da heller ikke ville gøre noget han bedte hende om, da hun ikke skyldte ham en tjeneste på nogen måde. Det kunne godt være han havde et sølle liv, men det var ikke noget hun længere ønskede at rette op på. Afventende betragtede hun ham, mens hun mærkede den kølige vind mod sit ansigt, som det var blevet koldere i vejret i takt med at solen nu var gået helt ned, og jorden nu kun blev oplyst ved hjælp af de få stjerner, der ikke var tildækket af skyerne, samt den hvide måne.

[Deleted]

Om det hjalp at Derick undskyldte eller ej, var ikke just noget som han kunne se på hende, eller regne ud, for hun stod nærmest med samme faste mine som tidligere, så han var næsten sikker på at hun var ligeglad med hans undskyldning, hvilket et sted irriterede ham, for han havde jo ikke overfaldt hende! Hendes ord fik ham dog til at sende hende en forarget mine, for hvor vovede hun at kalde ham for menneske! Det var da det sidste han var! Det var tydeligt at se på ham, at hendes ord havde fornærmet ham og gjort ham utilfreds, hvor han næsten skulede mod hende. „Jeg er da så absolut ikke et menneske!” svarede han i en fast og lettere beslutsom tone, som han ikke tog blikket fra hende, idet han fortsatte: „Jeg er..” Da det gik op for ham at han faktisk ikke længere vidste hvad han var, stoppede han sig selv, hvor han blot stod og stirrede ud i luften med en eftertænksom mine, som om han ledte efter ordet, som manglede at udfylde hans sætning. Ja.. hvad var han egentlig? Han vidste det faktisk ikke. Hans magi havde skiftet mellem lys og mørke, så han befandt sig vel i et stadie mellem magiker og warlock? Det var hans gæt, selvom han var usikker på hvad det så gjorde ham til. Det var vel også ligegyldigt hvad han var? Han kendte godt til høflighed og respekt! Han kom fra en langt ældre tid end det som denne elver gjorde! Hun var en lille pige i forhold til hans alder! Selvom det ikke var ord som forlod hans læber, for han kunne godt se at han havde behandlet hende dårligt og gjort hende uret. At hun bakkede advarende skridt bagud, tog han sig ikke af, da han blot stillede sig foran hende, så hun kunne nå ham – og dermed stikke ham ned, hvis hun ville. Hendes ord fik ham til at betragte hende for en kort stund, som om han ikke havde hørt hvad hun sagde. Inden han sukkede opgivende og slog ud med armene. „Altså.. tag din hævn, gør mig en tjeneste, jeg er sådan set ligeglad med hvad du bruger som grund,” svarede han kortfattet, som de blå øjne betragtede hende. Han lod hovedet søge ganske let på sned. „Er du desuden ikke bange for at jeg skulle gøre dig ondt?” spurgte han, som om det var grund nok til at gøre det. Han vidste ikke om hun var bange for ham, men det var tydeligt at han havde krænket hende og gjort hende sur, så det var vel i princippet grund nok?

[jadore]

At han ikke kunne svare på, hvad han var, morede blot J’adore, som det var et mislykket forsøg på at irettesætte hende. Men det at han ikke vidste, hvem han var, kom på den anden side bag på hende, for hvordan kunne man ikke vide, hvilken race man tilhørte? Var han blevet født af en sten og levet sit liv i en grotte eller hvad? ”Du ved ikke, hvad du er?” spurgte hun overrasket, men også hånligt. Hun vidste 110 % med sikkerhed, at hun var en elver, og ikke en hvilken som helst slags elver, men en højelver. Hun havde jo tydeligt alle deres træk, og så havde hun også deres værdier. Hun kunne dog se, at denne mand tydeligvis var langt nede i et hul, som han tydeligvis ikke kunne grave sig fri af igen. Men hvor hun før havde tilbudt sin hjælp, ville hun nu lade ham grave videre på sin egen grav. Da han fortsat begyndte at gå over mod hende, blev hun bare ved med at træde et skridt tilbage. Sådan fortsatte det også indtil hun mærkede et bump i kroppen, da hendes ryg stødte ind i et træ, som hun åbenbart havde bevæget sig ind i. Hun mærkede tydeligt, hvordan hendes hjerte begyndte at pumpe stærkere i hendes bryst, da hun på ingen måde følte sig sikker i den situation hun var havnet i. Jo, hun var på alle måder bange for at han ville gøre hende ondt. Hun begyndte også at tvivle på sig selv, som hun nok burde være blevet i det sikre Procias. Der ville hun i hvert fald ikke møde mænd som denne Derick. ”Hvis du vil gøre mig ondt, så gør det,” svarede hun igen, hvor hun ikke vidste, hvor hendes ord ville bringe hende hen. Det var en virkelig speciel mand hun stod over for, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle gribe sagen an. Ja, han havde givet hende uret, men hun var ung, alt for ung, blot lige blevet myndig, og skulle hun nu allerede tage det første liv?