From light to dark?

[Deleted]

Det var sen eftermiddag og solen var ved at gå ned bag horisonten, hvor solens stråler malede himlen ind i gule, orange og røde nuancer; et ganske smukt syn, hvis det da var det som man lagde mærke til. Det var dog ikke ligefrem det som Derick lagde mærke til i øjeblikket, da han var i færd med at afreagere kraftigt på den store klippe der tårnede sig op i luften over ham. Han stod for enden af klippen, hvor der var en ganske lille skov der omgav området, så man kunne nok sagtens liste sig ind på ham, selvom han ikke engang tænkte over det. Han var blevet bedraget og han var rasende! Hans sind var blevet påvirket af den vrede og fra mørket der stadig havde præget ham, så var han ikke engang sikker på hvilken race han tilhørte længere. Procias havde han for længst forladt, for han havde intet at komme efter i det lyse land, der var han alligevel ved at gå til af alle de blødsødne væsner, selvom han godt nok havde haft et par venner der, selvom den ene skulle henrettes, fordi hun havde været spion for Ilosonic, og han var faktisk usikker på om Raphaella ville blive benådet eller om hun faktisk skulle.. dø. I så fald så var det i hvert fald synd for Lucas, men han kunne desværre ikke gøre noget ved det, desuden så havde han selv ting han skulle have bearbejdet, skønt der vel ikke var så meget at gøre? Han var tom og havde trukket sig selv ind i sig, hvor han følte for at rasere en hel landsby! Nej.. han følte for at rasere hele Procias! Og dog gjorde han det ikke. Men der var i hvert fald mange som havde taget fejl, blandt andet Malania, selvom han jo ikke rigtig kunne bebrejde den kvinde for noget som helst, for hun havde jo intet med det at gøre.
Derick skød en energikugle direkte ind i klippen og gjorde det hul han havde lavet endnu større, så små og store sten røg ned på jorden for fødderne af ham. Hans magi var ikke længere i klare farver, men var blevet langt mere.. tofarvede, en blanding af mørk og lys, og det var vel fordi hans eget sind og hjerte var i konflikt med hinanden? Selv hans aura var blevet mere grumset i farven, hvor den førhen havde været helt klar, og selv hans hår havde skiftet farve fra lyst til mørkt. De blå øjne lynede af den vrede som han følte, hvor små gnistre fra hans aura skød omkring hans krop i form af elektricitet. Han følte sig helt rastløs, tom, selvom vreden i øjeblikket hvilede stærkest i ham, hvilket han snart også helst ville have, for så følte han da i det mindste noget.

[jadore]

Dagen i dag havde J'adore brugt på at vandre rundt i en af Manjarnos mindre byer. Beboelserne her faldt på ingen måde i hendes smag! Hvis hun blev lukket ind i en af disse små grotter, som dødsenglene havde skabt og som nu mennesket havde taget til sig, ville hun sikkert dø. Hvorfor nogen ville spærre sig ind i kolde klipper, var hende ukendt. Hvis hun befandt sig i en, ville hun først blive ramt af klaustrobi, da hun på ingen måde var vant til små rum, da skoven var hendes hjem og hun gerne ville have udsyn og udgang til alt. Efter den følelse, ville hun sikkert blive ramt af frygt og mørke tanker. Derefter ville hun sikkert få dødsønsker, da det som sagt ikke var et liv for hende.. Men selvom hun aldrig ville slå sig til ro her, så kunne hun godt lide den fred stedet kunne bringe, da det lå så afsidigt og højt. Lige nu var hun selv på vej ned af bjerget, efter at hun havde besøgt dens top, hvor hun havde klargjort sit hoved og bare været for sig selv, som hun havde besøgt de små, men smukke krystallignende søer, og hun havde siddet helt ude på hegnet, der fraholdt folk fra at ryge ned i dybet, hvor man med garanti ville få slået sig selv ihjel. Til dagens anledning havde hun smækket sit flotte blonde hår op i en knold, hvor hun havde prøvet det med små guldperler, så det så endnu mere luksuriøst ud. Indenunder elvernes tykke grønne kappe, havde hun et par stramtsiddende bukser, der gjorde at hun let kunne bevæge sig rundt, og et par fodlette støvler, der var geniale at have på i dette rå terræn og så havde hun en rød tunika på, hvor hun brugte et bælte til at vise sin slanke talje. Roligt og fredfyldt gik hun, indtil hendes elverører opfangede lyden af mindre 'eksplosioner' der så var Dericks ' magiske elektriske kugler. Hurtig og årvågen sprang hun let ind i skovens fod, som hun med lethed bar sig ind i, hvor hun tog tilløb til at springe op i et af skovens træer, hvor hun med bemærkelsesværdig lethed kravlede sikkert op på en af de større grene, hvor hun placerede sig tæt ind til træets stamme. Hurtigt fik hun viklet kappen omkring sin krop, og skubbet hætten over hovedet, så hun blev indhylledet i mørke, og man ikke længere kunne se, om hun var mand eller kvinde, eller elver eller ej. Lydløst forholdt hun sig, som hun lod sig glide ind i sine omgivelser, imens hun betragtede personen, der havde fået hende til at reagere sådan her. En magiker eller warlock. Hvem han var vidste hun ikke, men sur syntes han at være, og det skræmte hende lidt..

[Deleted]

Om der var nogen i nærheden, var slet ikke noget som Derick lagde mærke til eller ej, for han var fuldt optaget af den klippe som han var i færd med at smadre synder og sammen med sin magi, selvom det tog på hans energi, for ved store udladninger af magi, så blev man hurtig træt, hvilket han godt kunne mærke, men han tænkte ikke just over konsekvenserne som kunne følge, for hvis han mødte en modstander og han blev angrebet, så ville han ikke have megen energi til at kunne vinde den kamp. Det var heller ikke fordi det interesseret ham, for han frygtede ikke døden, det havde han trods alt været i ufattelig mange år, og nu hvor han alligevel var blevet bedraget, så kunne det snart være ligegyldigt om han døde igen eller ej! Han følte ikke engang at han havde nogen.. mening i livet. Og alligevel følte han ikke at han helt var færdig, for han var blevet utrolig indebrændt, for han var bestemt ikke typen man skulle røvrende uden at det fik konsekvenser! Han knyttede let hånden, hvor den elektricitet der gnistrede omkring hans krop, samlede sig i hans hånd, kun for at danne en kugle af ren elektricitet, som han kylede direkte ind i den kæmpe klippe, så der lød et kæmpe brag, som om et lyn slog ned i nærheden. Sten i alle størrelser fløj omkring ham, selvom han holdt et skjold oppe foran sig, så han ikke blev ramt af dem. Han holdt dog ikke skjoldet oppe meget længere, eftersom han mistede en del energi ved det sidste angreb. Han tog sit let til hovedet, hvor han klemte øjnene let sammen, som om en kæmpe hovedpine havde ramt ham. Han gik ind i en kæmpe sky af støv, der var blevet dannet efter de mange stens fald, hvor han satte sig på en stor kampesten. Han havde ingen ejendele, foruden det tøj han havde på; nogle sorte støvler, et par løse bukser der også var sorte, som blev holdt oppe af et rødt tørklæde, der var bundet om livet på ham, hvor han ellers bar en brun lædervest, der sad tæt ind til hans krop, så man tydeligt kunne ane den muskelmasse som han havde – et stort muskuløst bryst, en markant mave, stærke overarme og skuldre. Hans mørkeblå kappe lå på den store sten ved siden af ham, selvom han havde det alt for varmt til at kunne fryse, skønt der stadig var lidt vinterkulde i luften, for det var jo knap og nap blevet forår endnu.

[jadore]

Tavst så J'adore til, som hun betragtede den fremmede, der havde set sig virkelig ond på denne klippe. Hun tvivlede på at der var noget inde bag stenene, som han var ude efter, så hun var rimelig blank over hans motiv. Vrede, måske? Det kunne også bare være at han ville prøve sine kræfter af, og man måtte da give ham ret i, at det var et godt sted han havde valgt, for det her var virkelig afsidigt og hvem skulle klippeboerne sige det til? De ville sikkert være ligeglade. Hun så, hvordan den sidste elektriske kugle blev større, og dens sammenstød med klippen, der fik jorden til at skælve, så hun var nødsaget til at have et tættet greb om træet, så hun ikke skulle trille ned og blive opdaget, imens kuldegysninger for gennem hendes krop. Det undrede hendes heller ikke, da hun så manden trække sig tilbage og tage sig for hovedet, da hans krop med garanti var afkræftet og en hovedpine måtte plage ham. Hun vidste trods alt godt en smule om sådan noget magi, at man ikke bare kunne blive ved med at kaste det omkring sig, men selvom hun vidste, at han nok ikke helt var på toppen længere, så turde hun ikke træde frem, da han endnu måske kunne blive skræmt over hendes tilstedeværelse, og angribe hende som en reaktion på det. Forsvarsløs var hun skam ikke, men alligevel var kamp ikke noget hun frivilligt opsøgte, hvor hun så det som en ting man gjorde, hvis der ikke længere var nogen anden udvej. Med den tanke lod hun en af de slanke fingrer glide hen over skaftet på sin dolk, som hun præcist vidste, hvordan den så ud, og hvordan den skulle bruges. Buen havde hun ladt blive hjemme, da den godt kunne være en smule uhandy at bevæge sig rundt med, og især når hun ikke havde planlagt den til noget videre brug i dag. Roligt lod hun de blå øjne betragte manden, som hun nu havde god tid til, hvor selv hun kunne se, at han ikke var en grim mand, selvom han selvfølgelig ikke nåede op på elvernes standard, men i menneskeverdenen måtte han sikkert være en af de flotte, selvom hun godt nok havde fundet ham helt udmattet..

[Deleted]

Mest af alt så havde Derick lyst til at gå amok på vedkommende, der var skyld i at han havde det sådan, men det var måske ikke specielt smart, med den stilling som hun havde i øjeblikket, derfor var han taget af sted med alt han ejede, og eftersom han ikke var en mand med mange ejendele, så havde han kun det som han alt havde på sig. Han kunne mærke vreden dulme i sit indre, hvordan det kriblede i ham efter at.. slå ihjel! Eller mest af alt bare at få afreageret for al den vrede og sorg han følte. Han var blevet bedraget på den værst tænkelige måde, og indebrændt kunne man vel godt sige at han var? Det var nok et mildt udtryk for det. At få afreageret på den store klippe gjorde både godt og alligevel så var det ikke fuldt ud tilfredsstillende, for det fik han jo ikke just noget ud af. Og bare at give slip og komme videre var virkelig lettere sagt end gjort! Heldig kunne han ikke ligefrem prale af at han havde været, specielt ikke når det kom til kærlighedslivet. At jorden skælvede ved det sidste angreb, fik endda hans egne ben til at skælve af den udmattelse han pludselig følte, hvilket også gjorde at han kom vaklende hen til den store kampesten, hvor han satte sig. Hans krop dirrede let, både af udmattelsen men også af den vrede, som han slet ikke følte at han fik afløb på. Han bed tænderne sammen, som han lagde sig ned på den kæmpe kampesten, med et opgivende og højlydt suk, idet han lagde hænderne i nakken. Han strøg hænderne igennem håret og videre ned over ansigtet, hvor en følelse af.. frustration pludselig skød ind over ham. Han lagde armene fladt ud til begge side, så de stak lidt ud over den store sten. Han hadede virkelig sit liv for øjeblikket! Han var snart ligeglad med om han havde vækket landsbybeboernes vrede, for de måtte hellere end gerne komme og slå ham ihjel for hans gerning! Desuden så havde han jo bare smadret noget af klippen, det havde jo nok været værre, hvis han var gået amok på selve landsbyen, der ikke lå så langt væk. Han slog blikket op, hvor han roligt kom op at sidde, da han følte at han kunne høre og mærke at nogen var i nærheden, hvilket fik ham til at se lettere skeptisk omkring. Han ville ikke have det mindste imod hvis det var en der kom for at slå ham ned! Hans blå øjne søgte let omkring og ind mod skoven, da det var der at han kunne kanalisere energien. „Hvem der?!” spurgte han i en høj og vrissende tone, idet han gled ned fra stenen og roligt gik vagtsomt mod træerne.

[jadore]

I det skjulte betragtede J’adore den fremmede mand med et blik der begyndte at blive sørgmodigt. Som hun betragtede ham, lagde hun mærke til han vrede, og hvordan hans udtryk syntes at udvikles til en form for afmagt og sorg, hvilket også gjorde hende en smule trist til mode. Selv havde hun et dejligt liv. Hun havde en skøn familie der elskede hende, et folk hun elskede at være sammen med og kærlighed havde aldrig ramt hende. Hun havde skam set nysgerrigt efter elvermændene, og hun havde skam danset og snakket med dem til deres fester, men aldrig havde der været romantik i billedet, som hun for eksempel aldrig havde delt et kys med en. At den fremmede mand havde dødsønsker, var heller ikke en ting hun havde tænkt sig at hjælpe ham med, da hun da ikke havde i sinde at slå en ihjel, der ikke havde gjort et personligt angreb imod hende. ”Du behøver ikke at vrisse ad mig, hr.” sagde hun blidt, men også i en anklagende tone, da hun tydeligt havde hørt den lettere arrige tone i hans stemme, og hun havde jo ikke gjort ham noget ondt. Hun havde kun udspioneret ham i et par minutter nu. Ingenting at farer sådan op over. Selvom hun havde givet sin stemme til stede, trådte hun ikke frem, som hun blev i mørket oppe i det høje træ. Der havde hun i hvert fald tænkt sig at blive, indtil denne mand havde tænkt sig at falde ned igen, så det kunne være sikkert for hende at betræde jorden igen. ”Jeg vil dig intet ondt, så længe du ikke gør mig ondt.” Om han kunne se hende, var hun rimelig sikker på, at han ikke kunne, men hun havde givet ham et rimeligt tydeligt pejlemærke for hvor hun befandt sig.

[Deleted]

Den store mængde magi som Derick havde brugt, havde tydeligt afkræftet ham, hvor han også havde været nød til at stoppe medmindre han ville dø af udmattelse – en tanke som faktisk var utrolig fristende efterhånden! At det så viste sig at der var nogen i nærheden, var noget som gjorde ham en anelse nysgerrig, for så kunne det være at han fik sit dødsønske opfyldt? Det var næsten noget som han kunne glæde sig over – utrolig nok. Alligevel gjorde det ham dog også opmærksom, hvor hans instinkter tog over, så han blev lettere påpasselig, for han havde jo aldrig været en mand der lod sig sænke sine parader. Kappen lod han blive ved kampestenen, som et tydeligt tegn til at han ville tilbage dertil igen, for han blev her nok foreløbig for at smadre hele bjerget, indtil han havde fået raset så meget af at han kunne slappe af, eller indtil han drattede om af udmattelse og forhåbentlig døde.
Derick fortsatte ind mellem træerne, hvor hans klare blå øjne gled rundt omkring, for at se om han kunne finde vedkommende, for han syntes at kunne føle at nogen var i nærheden, føle deres aura og magi, selvom han var usikker på om hans egne sanser spillede ham et puds, for han var virkelig.. forstyrret i sine tanker og ikke mindst i sine følelser, hvilket også var grunden til at hans magi skiftede farve og til tider blinkede mellem lys og mørk. Stemmen der henvendte sig til ham, opfattede han som kvindelig, hvor den fik ham til at se lettere omkring. Efter hvad han havde hørt, så kom den oppe fra træerne, hvilket automatisk fik ham til at se op i de mange trætoppe – skønt der var mange. Han strøg tungen tænkende over hans rosenrøde læber, som han fortsatte med ganske langsomme skridt og gik så lydløst som han kunne. Et let smil gled over hans læber, som hun udtalte flere ord, hvilket kun gjorde ham helt sikker på at hun sad oppe i et af træerne. „Jaså? Du har al ret til at slå mig ihjel,” mumlede han så lavt at hun sikkert ikke hørte det. Han stillede sig ved det træ hun sad i, med hånden hvilende på træets stamme, som han så op i de mange træer – og sjovt nok så han ikke op i det hun sad i og så hende derfor ikke. „Og hvis jeg ikke gør dig ondt?” spurgte han roligt, som hans blå øjne blev knebet en anelse sammen, da han prøvede at fokusere på de mange trætoppe.

[jadore]

De nysgerrige blå øjne fulgte manden, da J’adore så, at han reagerede på hendes stemme, hvilket hun også havde forventet han ville. Hun lavede ingen bevægelser, da han gav sig til at snakke igen, imens han gik rundt mellem træerne og over i hendes retning. Da han sagde, at han gerne ville slås ihjel, lod hun hovedet falde lidt på skrå. Skønt han talte lavt, så hørte hun ham, hvilket han nok ikke regnede med, men hun var trods alt ikke noget menneske, så hendes sanser var ikke svækket som deres. Meget hørte hun, som hun hørte, hvordan vinden greb fat i træernes grene, hvordan de få fugle snakkede med hinanden og var begyndt at søge ly for de større fugle, og hvordan den fremmede mand kradsede i jorden med sine sko, så hørte hans ord, gjorde hun også. ”Intet menneske burde omfavne døden med velkommenhed,” besvarede hun roligt hans ord. Spøjst var det at se, hvordan han langsomt kom hende nærmere, og endte faktisk med at stå ved hendes træ, hvilket hun næsten kunne grine over, da det ikke virkede som om at han havde en ide om at det lige præcis var dette træ, at hun sad i. At denne mand var så trist, fik hende til at få ondt af ham, hvor hun fik en ide om at hjælpe ham. Hun vidste, at hvis hun besluttede sig for at sige mere, så ville hun afslutte sit skjulested helt, men på den anden side troede hun heller ikke at hun kunne komme væk på nogen måde uden at blive opdaget. ”Hvis De ikke gør mig ondt, så vil jeg redde klippen, ved at hjælpe dig på andre tanker,” tilbød hun stilfærdigt og med en drillende undertone. Hun flyttede sig ikke, da det virkede rimeligt risikabelt at springe ned foran ham, hvor han måske kunne blive forskrækket over hendes pludselighed, så hun blev siddende, hvor hun hele tiden havde befundet sig. Hvad der var galt med ham, vidste hun ikke, men hun ville da gerne fortælle ham, at livet ikke gik under af nogle tab eller fejltagelser, som der altid var noget positivt i livet, selvom det skulle være svært at finde håbet igen. Men hun kunne måske hjælpe ham på rette spor.

[Deleted]

Derick prøvede at følge lyden af kvindens stemme, hvor han bevægede sig så lydløst som han kunne igennem skovbunden, imens hans klare blå øjne prøvede at lokalisere hende. Uanset hvad, så kunne han fornemme at hun var i nærheden og hvis han hørte rigtig, så var hun også. Men på den anden side, hvis hun befandt sig oppe i trætopperne, så kunne hendes stemme lyde fjern selvom hun var tæt, som den kunne lyde tæt på, skønt hun var langt væk fra ham. Det kom vel også an på hvilken race hun var? Pludselig håbede han på at hun var en ond person, der selv var arrig og i et krigerisk humør, så hun muligvis ville dræbe ham, for det var vel næsten at synke for dybt, hvis man tog sit eget liv? Døde han af udmattelse, kunne det komme ud på et, desuden.. hvem ville egentlig savne ham? Han fortrød næsten at han var kommet tilbage til livet igen, hvor tanken kun efterlod ham med en endnu større sorg, hvor et kort suk forlod hans læber, uden at han selv lagde mærke til det. At hun så alligevel hørte hans ord, kom faktisk bag på ham, selvom det også kun gjorde ham langt mere mistænkelig. Han fnøs let til hendes ord. „Jeg frygter ikke døden, eftersom jeg er gået den i møde flere gange,” svarede han kortfattet, hvor han talte med en normal stemmeføring, eftersom hun nok ville opfange hans ord alligevel, specielt hvis hun kunne have opfanget hans mumlen, for den havde trods alt været lav. Død havde han været et par gange efterhånden, og derfor vidste han hvad der ventede ham, alligevel var tomheden i Dødsriget ikke ligefrem behagelig, det tog ens menneskelighed fra en, derfor havde han også været så følelseskold da han var kommet tilbage derfra. Det var ikke fordi han direkte havde noget held i at finde hende, hvilket et sted.. irriterede ham! Han blev stående ved træet, hvor han sukkede let utilfredst, som han skævede en anelse rundt og næsten blot ventede på at hun talte igen. Og da hun gjorde, endte han med at vende sig om, hvor han sprang et forskrækket skridt tilbage, da han hurtigt fandt ud af at hun sad oppe i træet han havde stået ved. „Hvordan kom du derop?” Spørgsmålet havde forladt hans mund før han havde tænkt over det, og da det gik op for ham hvad han havde spurgt om, følte han sig pludselig dum, for.. det var jo nok hendes race der gjorde det. For at aflede spørgsmålet lidt, fortsatte han dog i stedet for at svare på hendes ord: „jeg tror nu godt at klippen kan tilgive mig. Tror du desuden ikke også det er bedre at det går ud over klippen end selve landsbyen og dets beboer?” Han hævede det ene øjenbryn i en sigende mine, hvor et kækt smil gled over hans læber, uden at han tog de blå øjne fra hende.

[jadore]

”Men du har overvundet den hver gang? Der må da være et eller andet i Dem, der gør Dem så stærk,” sagde J’adore med sin varme og blide stemme. Normalt hvis man havde klaret sig igennem flere farefulde situationer, så betød det da at man havde en gnist i sit hjerte, og at man lige netop havde viljen i sig. At han så rent faktisk havde været død, og så var blevet vækket til live igen et par gange, var hende så helt ukendt. Hun var ikke familier med det at vende tilbage fra de døde, da hun i virkeligheden slet ikke vidste, at det var en mulighed. I den verden hun kom fra, var man død, når man døde. Hvilket kun kunne ske én gang. At han blev fuldstændigt overrumplet, da han fandt ud af, at hun sad oppe i det træ han stod ved, måtte hun slippe en klokkeklar latter. Simpelt var det for hende, hvordan hun var kommet herop, da det var hende naturligt, som hun jo levede i skoven og hendes hjem faktisk var oppe i træerne. ”Jeg klatrede herop, hvad ellers?” svarede hun enkelt, som hun ikke kunne se nogen anden grund til det. Ved nærmere eftertanke tilføjede hun, ”bare rolig. Jeg har ikke vinger.” En engel kunne hun jo også sagtens have været for ham måske, da de jo kunne flyve, og det kunne jo meget let have været en mulighed for hende at komme herop. Nysgerrigt så hun på ham, da hun nu direkte kunne se hans ansigt, hvor hun studerede mandens ansigtstræk. At han alligevel havde lidt glade følelser i sig, var kun et plus, da han var i stand til at snakke med hende uden den vrisne tone, og med et smil på læben. Så han måtte da have noget godt i sig alligevel, selvom han gik og snakkede om mord. ”Jeg vil give Dem ret i, at De nok vil forulempe flere, hvis De ødelægger deres hjem og ikke denne klippe,” medgav hun. ”Men mon ikke der er en mere konstruktiv måde at klare Deres vrede på?”

[Deleted]

Hendes ord fik Derick til at se lettere tænksomt ud i luften. Bare fordi han var blevet opvækket et par gange, så var han vel ikke stærk? Det var faktisk ikke fordi nogen havde genoplivet ham, men noget. Der var ikke alkymistiske kræfter på spil, men vel mere overnaturlige kræfter? Han trak let på skuldrene til hendes ord, hvor han fnøs ganske let. „Styrke er overvurderet,” mumlede han blot, som han vendte blikket væk og betragtede kort en kanin længere væk, som løb i skjul. Man var ikke stærkere end de følelser man følte, hvis man følte sig svag, var man svag, alt havde noget at gøre med ens psykiske tilstand, eftersom det var hjernen som styrede ens krop, tanker og følelser. At hun slap en latter af hans forskrækkelse, fik ham kort til at skule op mod hende, for det var virkelig ikke sjovt! Selvom.. for hende var det vel? Han havde længe fundet ud af at hun kom fra Procias, eller i hvert fald var godhjertet, for det afslørede hendes varme og blide stemme, som hun næsten hele tiden havde brugt over for ham. Og tanken gjorde ham næsten.. arrig? Det var netop sådan en tøs, der var skyld i hans vrede! Han rettede sig roligt op, da hun ikke virkede til at ville rokke sig fra stedet, hvor hans klare blå øjne blot betragtede hende ganske nysgerrigt. Hun var klatret derop? Ordene fik ham til at betragte den lange stamme, hvor der ikke var nogen grene, så hvordan pokker var hun kommet derop? Okay.. sådanne træer havde han jo også selv kunne klatre op af da han havde været vampyr. Tanken fik ham næsten til at tænke tilbage på hans tidligere hustru, Denjarna, den tøs havde også altid kravlet op i træer, og han var altid kravlet op til hende. Et let smil passerede hans læber ved tanken, inden han så op mod hende igen. At hun ikke havde vinger, fik ham til at ryste let på hovedet af hende, inden han roligt gik hen til træet. „Er du ikke bange for at jeg kommer op efter dig?” spurgte han roligt, og med en næsten.. drillende undertone? Han lagde hånden mod træets stamme. Nu hvor han var menneskelig igen, så var han slet ikke sikker på at han kunne. Da hun spurgte ind til om der ikke var en anden måde at komme af med vreden på, gled et koldt smil over hans læber. „Jo da.. jeg kunne dræbe vedkommende som har gjort mig vred,” svarede han i en kynisk tone, inden han fjernede blikket fra hende og vendte det mod stammen igen. Han ville da aldrig kunne komme op!

[jadore]

J’adore trak blot på skulderen, som hans stemme var blevet kold igen, og det ikke var noget hun kunne arbejde med. Rigtigt var det, at ens psykiske tilstand spillede en stor rolle, da det da var rigtigt, at hvis man var nedtryg og svag, så kunne man mindre, end når man troede på sin sag, hvilket gjorde en stærk. Han havde tydeligvis mistet et eller andet, men mon ikke man kunne få det igen? Selvom han havde affyret en masse elektriske kugler med sin magi, og havde en mørk aura omkring sig, som han tydeligvis så sig sur på livet lige nu, så frygtede hun ham ikke. Hun skulle nok gøre modstand, hvis han fandt på et eller andet, men lige nu troede hun faktisk ikke på, at han var farlig over for hende, som hans vrede tydeligvis var rettet mod en bestemt person, da han lige pludselig snakkede om en person der havde gjort dette mod ham. ”Hvem er det der har forulempet Dem?” spurgte hun. Personligt havde hun ingen fjender, men hun havde heller aldrig formået at gøre en person rigtig vred på hende, ligesom denne mand tydeligvis var på en eller anden. Hun havde måske irriteret nogen, men det havde alle jo også. At han ’truede’ med at komme op til hende, fik hende til at grine igen. Rigtigt nok var der intet at gribe fat i på træet, hvor det heller ikke virkede som om at han var ligeså adræt som hende, hvor han også virkede lettere irriteret over at hun var helt heroppe, og han var helt dernede. Om han kunne bruge magi til at komme herop, vidste hun så ikke, men hvis han kom herop, ville hun nok hoppe ned igen, som det måske også var lidt for tæt at komme på en fremmed, og især en mand, hvor elverne jo var en smule afholdende overfor andre væsner. ”Har De da tænkt Dem at komme herop?” svarede hun ham drillende igen.

[Deleted]

Egentlig var Derick i et.. splittet humør. Han var både ufattelig vred, men alligevel kunne han godt smile? Der var en tydelig kamp mellem mørket og lyset i ham, selvom han var rimelig sikker på at mørket ville overtage, eftersom det var den side han altid havde været tæt på, og det prægede ham jo stadig. Det var mørkets tankegang han havde, hvor han tydeligt kunne høre at denne kvinde var hans store modsætning, for de ville jo nok aldrig blive enige. Som hun spurgte ind til hvem der havde forulempet ham, faldt hans tanker kort på vedkommende, hvor vreden igen meldte ham. Han bed tænderne sammen, så hans kæber blev tydeligere, imens han knyttede hænderne, hvor hans aura igen begyndte at slå ganske små gnistre omkring hans krop. Hvis han stødte på den kvinde igen, så var hun så godt som død! „Det er ingen!” vrissede han fast, selvom vreden ikke var henvendt til tøsen oppe i træet, men vedkommende som havde gjort ham uret. Han mærkede hvordan det igen kriblede i hans krop efter at afreagere, hvor han næsten instinktivt, slog sin ene knytnæve ind i træets stamme med hård kraft, så hun sikkert ville mærke det. Han prustede let som en arrig tyr, inden han trak hånden til sig – som faktisk gjorde ondt, skønt han ikke viste det. Han trak vejret dybt, næsten for at skulle berolige sig selv, hvor tøsens latter, næsten.. hjalp ham? Han vendte blikket mod stammen, inden han så op mod hende, hvor et skævt smil gled over hans læber. „Du tror måske ikke at jeg kan?” spurgte han i en udfordrende tone, som han bakkede ganske let tilbage. Han løftede hænderne og gned dem mod hinanden, som om han skulle finde varme, imens han pustede ganske let. Han skulle vise hende skulle han! Han vidste at han ikke ville kunne klatre op ad træet, så.. han måtte vel bruge magi? Han var skam adræt og han var utrolig smidig, for han kunne trods alt kampsport, hvilket krævede en smidig og adræt krop, men han var desværre menneskelig, og kunne ikke bare springe op, som da han havde været vampyr, eller flyve, som da han havde været dødsengel. Da han havde bakket et godt stykke tilbage, valgte han roligt at tage et stort tilløb, hvor han sprang op mod træet stamme, imens han brugte sin magi til at få ham højere og højere op, ved at skyde små trykbølger af, inden han greb fat omkring den første gren. „Håh!” udbrød han lettere forundret, som om han ikke havde regnet med at komme op. Han vendte blikket næsten morende imod hende, som han greb fat omkring grenen med begge hænder, inden han trak sig op, hvor man også tydeligt kunne se hans stærke arme være i bevægelse, så man ordentlig kunne se den fysiske styrke der lå til ham. Som han kom op, støttede han sig let til stammen, hvor han fnøs lettere forundret. „Jeg havde helt glemt følelsen og udsigten ved at være heroppe,” svarede han roligt, som han vendte blikket mod kvinden, næsten for at se hvordan hun så ud, for hun var jo gemt under sin kappe.

[jadore]

”Det lyder ellers ikke sådan,” mumlede J’adore for sig selv, da han nu sagde, at der ikke var nogen der havde gjort ham uret, men det var vel også hans egen sag, og den kunne han selv ligge og kludre rundt i. Alle og enhver kunne se at noget trykkede denne mand, men han ville tydeligvis ikke fortælle hende om det, men det accepterede hun også på den anden side, da det jo ikke var hendes sag, og hvis han ikke ville fortælle hende noget, så ville hun da også træde et skridt tilbage og lade ham klare det selv. Dog havde hun medlidenhed med denne mand, selvom han sikkert virkelig ville se sig ond på hende, hvis hun sagde det eller gav større udtryk for det. Han virkede som en mand der nemlig ville klare sig selv lige meget hvad. Da han pludselig slog til træet, kunne hun svagt mærke dens sitren og nervøsiteten steg op i hende, hvor de slanke fingrer tog et stærkere greb i grenen. At han derefter nærmest udfordrende hende, overraskede hende også, da hun virkelig ikke troede, at han ville have nogen chance ved at komme helt op til hende, men der tog hun vidst fejl. Et gisp slap igennem de bløde læber idet han kom op og sidde ved hendes side. Hun regnede ikke med at han havde fået et ordentligt blik på hende, hvor han højst kunne have fået et glimt, eftersom ligeså hurtigt han var kommet op, var hun kommet ned igen. Selvom det foregik så hurtigt og uforudsigeligt, så var det et elegant spring, hvor hendes fødder ramte jorden med lethed og ynde, som hendes krop bøjede sig, da det tog imod stødet. Hun så ikke op på ham det første stykke tid, men vendte sin opmærksomhed mod træet, som hun blidt lagde sin håndflade mod. ”Amin hiraetha,” hviskede hun yndigt på elvisk, imens hun lukkede øjnene. ”Men nej, jeg troede ikke De var i stand til at komme derop,” erkendte hun, hvor hun kun flygtigt lod de blå øjne glide op på hans krop, der nu var over hendes.

[Deleted]

Hendes mumlen opfangede Derick end ikke, da vreden endnu engang havde taget sit tag i ham, hvor han virkelig følte for at flå alt og alle igen! Normalt var han slet ikke en mand med et så iltert temperament, det var først når man virkelig formåede at gøre ham uret, træde på ham og vanære ham, og det var alt sammen sket! I de mange år han havde levet – hvilket efterhånden var utrolig mange – og med alt det som han havde set, var han mere eller mindre blevet langt mere neutral end hverken god eller ond, selvom han jo nok aldrig direkte blev god eller nok rettere lys, eftersom han havde levet i mørket i så mange år at det også var det som havde det stærkeste fodfæste i ham. Selvom man nok ikke ville tro det, så kunne han godt lide sådanne afsides steder, hvor der var fredfyldt, hvor han kunne finde ro til at meditere, eller ligge og tænke over tingenes tilstand og skabelse, for han var faktisk blevet lidt af en filosof, men det var jo nok ikke ting man ville tro om ham, hvis man så ham i øjeblikket, og hvor han var direkte vred og arrig, som et vildt dyr. Sjovt nok, så havde denne kvinde en positiv effekt på ham, og det forvirrede ham et sted, men han ville næsten tro at det var fordi han var i konflikt med sig selv og denne kvinde havde jo faktisk ikke gjort ham noget. At hun så blev overrasket over at han kom op, fik et næsten triumferende smil til at glide over hans læber, for det var tydeligt at han havde overrasket hende! „Jah! Det troede du nok ikke!” svarede han i en selvsikker tone, selvom han slet ikke nåede at sige mere, før hun direkte sprang ned, hvor han blinkede lettere overrasket. „H-hey! Vent!” Men det var for sent. Han endte næsten med at række ud efter hende, for det var alligevel et godt stykke ned derfra! Men idet han forsøgte at redde hende, mistede han selv balancen på den snævre gren, hvor han mistede fodfæstet og selv landede på rumpetten, imens et smertende støn gled over hans læber. Han tog sig let til halebenet, og skar en grimasse af smerten, selvom han sjovt nok nød smerten, for den fik ham da til at fjerne tankerne fra smerten i hans sind og knuste hjerte. „Dumme træ,” mumlede han for sig selv, som han fortsat sad i det bløde græs og ømmede sig, hvor han hørte flere knæk fra ryggen, da han strakte sig.