Post by julien on Feb 26, 2012 10:16:32 GMT 1
Det var tidlig morgen og solen var endnu ikke stået op, skønt man kunne fornemme det på himlen, da den allerede var blevet lysere. Det var en ganske stille morgen, der var ikke en sky på himlen, der var ingen vind, kun en ganske mild brise. Det var stadig en anelse koldt eftersom det stadig var vinter, men sneen var ved at tø væk de fleste steder. Julien var søgt til den lille men utrolig smukke by Natymia, som eftersigende skulle være den smukkeste by i Manjarno, hvilket vel også var grunden til at Julien var søgt til netop denne by? Den var fredelig, og her kunne han tænke i fred, selvom det ikke ligefrem var fordi der var mange tanker i omløb i hans hoved. Han havde nemlig besluttet sig. Efter at han havde mistet Maggie, hans egen mage, så virkede hans liv så meningsløst. Han havde ikke været i stand til at tage sig af deres lille pige, hvor han måtte erkende at han heller ikke følte sig som hendes far, for han havde ikke været en del af selve graviditeten, fordi Maggie havde valgt at holde det skjult for ham, skønt han ikke engang var helt sikker på hvorfor. Han havde mistet sin far, rygterne gik om at han var gået under jorden, hvilket han også selv ville tro, men det var ikke den mand han tænkte på længere. Ikke nok med det, havde hans mor valgt at forlade ham og endda i en krisestund, da han havde sørget over sin far, men det værste af det hele, var at han havde mistet Maggie. Hans egen mage, som han havde ønsket at give sit liv for, og desværre så var han endt med at tage hendes, ved at dolke kniven i hjertet på hende, for at ende hendes smerter, da hun havde været døende. Han havde søgt efter Malisha, hvor han havde lovet sig selv at det sidste han ville gøre var at tage hendes liv, og han havde efterladt hende helt døende i skoven, skønt han var usikker på om hun havde klaret det eller ej. Sådan som han havde taget sig af hende, så burde hun ikke have overlevet natten, men han vidste jo ikke om der var kommet nogen forbi, som da han var kommet forbi ved Maggie, desværre havde han bare ikke kunnet redde hende. Han havde brændt hende på bålet i haven og begravet hendes asker der, skønt det egentlig ikke betød noget som helst, for han havde jo mistet hende uanset hvad.
Julien havde taget plads på en bakke, der udgjorde noget af den dal, som Natymia var omgivet af, hvor han havde et smukt udsyn over den store eng og den store sø. Her var fredeligt og dog var her endnu mørkt. Man kunne fornemme at solen var på vej op i himlens mere lyse farve, hvor han selv kunne fornemme det på hans krop. Da han havde været hjemme i hans mansion, som han havde taget over efter hans far, så havde han ønsket af sin djinn, at få fjernet den tatovering der beskyttede ham mod sollyset, hvor han derefter havde sat djinnen fri, så der ikke længere var store magiske kræfter på spil. Alt det som hans familie havde ønsket af djinnen eksisterede dog stadig. Han havde efterladt et ganske kortfattet brev til sin onkel Valerio, hvor han kort havde skrevet at han ville gå den store sol i møde og at han ikke kom hjem igen, så huset var hans. Han var sådan set ligeglad med hvad der skete med familiens mansion, så længe der stadig var en Mathimæus i familien, så skulle alt jo nok gå. Valerio var dog ikke den eneste han havde sendt et brev til, tværtimod så havde han også sendt et til Chateau De Izakagenos, han havde sendt et brev til grevinden af Manjarno, hans egen mor. Et sted var hun jo faktisk en forræder til hans fars familie, eftersom hans fars familie altid var gået imod de større slægte og ja faktisk alle lande, og at hun så havde valgt at gifte sig med Isaac, var han ikke just.. beæret over, men han vidste at manden var hendes mage, og hvis det virkelig var sandt, så ønskede han selvfølgelig det bedste for hende, for når alt kom til stykket, så var og blev hun hans mor. Han havde haft svært ved at formulere sig i det brev han ønskede at skrive til hende, hvilket også havde resulteret i at han havde prøvet et par gange, men til sidst var det alligevel lykkedes ham at få et længere brev skrevet. Han kunne næsten huske det ud af hovedet fordi han havde været så nøje, selvom det egentlig bare var en længere beskrivelse af det som han havde skrevet til Valerio, at han var ked af det, men at han ikke så nogen mening i livet, at han var ked af at forlade hende, men han kunne ikke leve uden sin mage, han kunne ikke leve uden Maggie, for det at hun var taget i døden, det at han havde dræbt hende, havde efterladt ham med et kæmpe hul inden i ham, det havde revet hans bryst åbent og flået hans hjerte ud, hvor han følte sig helt i stykker uden hende. Han var ked af at han skulle efterlade Katharina, men han var sikker på at hun fik et godt liv hos hans mor og Isaac og så håbede han selvfølgelig på at hans mor ville holde sit løfte og give tøsen hans efternavn i sig; Mathimæus. Han havde skrevet i brevet at han beklagede, men at han ikke kom hjem igen, at hun ikke fik ham at se igen, fordi han ville gå solen i møde..
Det var måske en barks beslutning at tage bare sådan, men efter at Julien havde efterladt Malisha døende ude i skoven, så havde han levet alene og han havde tænkt over beslutningen konstant og nu havde han så valgt at tage den. Han ønskede ikke at leve hvis det skulle være uden Maggie, for hun var jo hele meningen med hans liv! Nu kunne han se at det også var en forbandelse at finde sin mage, for man knyttede sit liv så meget til én at man ikke ville kunne leve uden og han havde ærlig talt ikke nogen grund, hvis hun ikke var der, der ville jo aldrig komme nogen som Maggie igen, der ville aldrig være nogen andre der kunne udfylde det tomrum som han følte indeni.
Blikket gled roligt mod horisonten, hvor det kriblede i hele Juliens krop, da han kunne fornemme at der kun var minutter tilbage, selvom han følte sig ganske.. rolig. Han havde håbet om at han muligvis ville få Maggie at se igen, hvilket var det som han håbede inderligt på. Og hvis han kunne få lov til at leve videre med hende i det hinsides så ville han langt hellere dø end at blive her på Jorden og leve ulykkeligt og knust, for ingen eller intet ville kunne heale hans hjerte, for det var der ikke længere, det blev taget fra ham i det øjeblik at Maggie blev taget fra ham, hvor han stadig måtte forbande Malisha til helvedet og tilbage igen! Men han havde indset at det ikke nyttede noget at tage hævn, for det fik han jo ikke sine elskede tilbage af, det havde jo været præcis det samme, da han havde taget Ilaria til fange og Ilosonic var søgt efter ham, for manden havde slået hans far ihjel og det var også noget som han havde ønsket at hævne, selvom Ilosonic havde gjort det tydeligt at hans egen far havde ønsket at dø, at det havde været en del af planen og derfor havde han også den fornemmelse at hans far stadig var i live, men det havde ingen betydning for ham længere, hvis hans far havde valgt at forlade hans familie for at gå under jorden, så måtte det jo være hans beslutning, så det var slet ikke fordi han gad søge efter ham eller lede efter ham, fordi for ham var manden død, præcis som han havde ønsket det. Desuden så vidste han at hans mor også var glad for det, for hun havde jo fået muligheden for at være sammen med Isaac, skønt den tanke irriterede ham, for hele hans familie var blevet ødelagt på et splitsekund! Han havde ikke engang nået at leve et menneskeliv ud, selvom at der heller ikke var noget attraktivt ved evigheden, hvis man ikke havde nogen at dele den sammen med, og det havde han haft, indtil hun var blevet taget fra ham.
En tåre trillede ned over Juliens kind, skønt han ikke gjorde det mindste for at fjerne den, da han blot stirrede mod himlen, da han vidste at der ikke var lang tid igen, før solen ville stå op. Han sukkede ganske let, hvor han lukkede øjnene, idet en mild brise slog imod hans ansigt. Han sad kun iført det tøj han havde på, hvor han ellers ikke bar noget på sig. Han havde aldrig følt sig så tom som han gjorde i øjeblikket og det var også grunden til at han havde valgt at tage denne beslutning, for selvom den måske var ret.. destruktiv, så vidste han at det alligevel ikke ville blive bedre, for der fandtes ikke noget ude i den store verden der kunne erstatte det tomrum som han følte, der var intet der kunne gøre det godt igen, og derfor ønskede han heller ikke at fortsætte sine egne lidelser, han ønskede tværtimod at sætte en stopper for dem. Tænderne bed han kraftigt sammen, da han kunne mærke at det var ved at være tid. Han tog et sidste kig på den smukke verden han skulle til at forlade, her hvor resten af hans familie levede, selvom der ikke just var meget familie over den, da de alle sammen var splittet, så det var ikke engang fordi han kom til at savne nogen af dem. Han endte med at lukke øjnene, hvor han trak vejret dybt, idet han kunne mærke varmen fra solens første og svage stråler, da det første tittede frem af solen, hvor der ikke gik lang tid før han kunne mærke en brændende fornemmelse, skønt det et sted også føltes så.. befriende. Han strakte armene til hver sin side, hvor han nærmest indbød solen til at tage hans liv, idet solen kom så meget frem, at dens stråler endte med at brænde Juliens krop op. Han åbnede øjnene til sidst, hvor han kunne se et kraftigt og skærende lys, selvom han også synes at han kunne ane en sort skikkelse.. Maggie?
Solens stråler endte med at brænde Julien op, hvor hans krop endte med at blive til en bunke aske midt i det flotte frodige græs, der var kommet frem efter sneen. En vind slog ind over den bakke han havde siddet på, hvor den tog hele askebunken med sig og spredte det ud over hele Natymia, den fredelige by i Manjarno. Slutningen på et liv, var også en begyndelse på et nyt…
//Out
Julien havde taget plads på en bakke, der udgjorde noget af den dal, som Natymia var omgivet af, hvor han havde et smukt udsyn over den store eng og den store sø. Her var fredeligt og dog var her endnu mørkt. Man kunne fornemme at solen var på vej op i himlens mere lyse farve, hvor han selv kunne fornemme det på hans krop. Da han havde været hjemme i hans mansion, som han havde taget over efter hans far, så havde han ønsket af sin djinn, at få fjernet den tatovering der beskyttede ham mod sollyset, hvor han derefter havde sat djinnen fri, så der ikke længere var store magiske kræfter på spil. Alt det som hans familie havde ønsket af djinnen eksisterede dog stadig. Han havde efterladt et ganske kortfattet brev til sin onkel Valerio, hvor han kort havde skrevet at han ville gå den store sol i møde og at han ikke kom hjem igen, så huset var hans. Han var sådan set ligeglad med hvad der skete med familiens mansion, så længe der stadig var en Mathimæus i familien, så skulle alt jo nok gå. Valerio var dog ikke den eneste han havde sendt et brev til, tværtimod så havde han også sendt et til Chateau De Izakagenos, han havde sendt et brev til grevinden af Manjarno, hans egen mor. Et sted var hun jo faktisk en forræder til hans fars familie, eftersom hans fars familie altid var gået imod de større slægte og ja faktisk alle lande, og at hun så havde valgt at gifte sig med Isaac, var han ikke just.. beæret over, men han vidste at manden var hendes mage, og hvis det virkelig var sandt, så ønskede han selvfølgelig det bedste for hende, for når alt kom til stykket, så var og blev hun hans mor. Han havde haft svært ved at formulere sig i det brev han ønskede at skrive til hende, hvilket også havde resulteret i at han havde prøvet et par gange, men til sidst var det alligevel lykkedes ham at få et længere brev skrevet. Han kunne næsten huske det ud af hovedet fordi han havde været så nøje, selvom det egentlig bare var en længere beskrivelse af det som han havde skrevet til Valerio, at han var ked af det, men at han ikke så nogen mening i livet, at han var ked af at forlade hende, men han kunne ikke leve uden sin mage, han kunne ikke leve uden Maggie, for det at hun var taget i døden, det at han havde dræbt hende, havde efterladt ham med et kæmpe hul inden i ham, det havde revet hans bryst åbent og flået hans hjerte ud, hvor han følte sig helt i stykker uden hende. Han var ked af at han skulle efterlade Katharina, men han var sikker på at hun fik et godt liv hos hans mor og Isaac og så håbede han selvfølgelig på at hans mor ville holde sit løfte og give tøsen hans efternavn i sig; Mathimæus. Han havde skrevet i brevet at han beklagede, men at han ikke kom hjem igen, at hun ikke fik ham at se igen, fordi han ville gå solen i møde..
Det var måske en barks beslutning at tage bare sådan, men efter at Julien havde efterladt Malisha døende ude i skoven, så havde han levet alene og han havde tænkt over beslutningen konstant og nu havde han så valgt at tage den. Han ønskede ikke at leve hvis det skulle være uden Maggie, for hun var jo hele meningen med hans liv! Nu kunne han se at det også var en forbandelse at finde sin mage, for man knyttede sit liv så meget til én at man ikke ville kunne leve uden og han havde ærlig talt ikke nogen grund, hvis hun ikke var der, der ville jo aldrig komme nogen som Maggie igen, der ville aldrig være nogen andre der kunne udfylde det tomrum som han følte indeni.
Blikket gled roligt mod horisonten, hvor det kriblede i hele Juliens krop, da han kunne fornemme at der kun var minutter tilbage, selvom han følte sig ganske.. rolig. Han havde håbet om at han muligvis ville få Maggie at se igen, hvilket var det som han håbede inderligt på. Og hvis han kunne få lov til at leve videre med hende i det hinsides så ville han langt hellere dø end at blive her på Jorden og leve ulykkeligt og knust, for ingen eller intet ville kunne heale hans hjerte, for det var der ikke længere, det blev taget fra ham i det øjeblik at Maggie blev taget fra ham, hvor han stadig måtte forbande Malisha til helvedet og tilbage igen! Men han havde indset at det ikke nyttede noget at tage hævn, for det fik han jo ikke sine elskede tilbage af, det havde jo været præcis det samme, da han havde taget Ilaria til fange og Ilosonic var søgt efter ham, for manden havde slået hans far ihjel og det var også noget som han havde ønsket at hævne, selvom Ilosonic havde gjort det tydeligt at hans egen far havde ønsket at dø, at det havde været en del af planen og derfor havde han også den fornemmelse at hans far stadig var i live, men det havde ingen betydning for ham længere, hvis hans far havde valgt at forlade hans familie for at gå under jorden, så måtte det jo være hans beslutning, så det var slet ikke fordi han gad søge efter ham eller lede efter ham, fordi for ham var manden død, præcis som han havde ønsket det. Desuden så vidste han at hans mor også var glad for det, for hun havde jo fået muligheden for at være sammen med Isaac, skønt den tanke irriterede ham, for hele hans familie var blevet ødelagt på et splitsekund! Han havde ikke engang nået at leve et menneskeliv ud, selvom at der heller ikke var noget attraktivt ved evigheden, hvis man ikke havde nogen at dele den sammen med, og det havde han haft, indtil hun var blevet taget fra ham.
En tåre trillede ned over Juliens kind, skønt han ikke gjorde det mindste for at fjerne den, da han blot stirrede mod himlen, da han vidste at der ikke var lang tid igen, før solen ville stå op. Han sukkede ganske let, hvor han lukkede øjnene, idet en mild brise slog imod hans ansigt. Han sad kun iført det tøj han havde på, hvor han ellers ikke bar noget på sig. Han havde aldrig følt sig så tom som han gjorde i øjeblikket og det var også grunden til at han havde valgt at tage denne beslutning, for selvom den måske var ret.. destruktiv, så vidste han at det alligevel ikke ville blive bedre, for der fandtes ikke noget ude i den store verden der kunne erstatte det tomrum som han følte, der var intet der kunne gøre det godt igen, og derfor ønskede han heller ikke at fortsætte sine egne lidelser, han ønskede tværtimod at sætte en stopper for dem. Tænderne bed han kraftigt sammen, da han kunne mærke at det var ved at være tid. Han tog et sidste kig på den smukke verden han skulle til at forlade, her hvor resten af hans familie levede, selvom der ikke just var meget familie over den, da de alle sammen var splittet, så det var ikke engang fordi han kom til at savne nogen af dem. Han endte med at lukke øjnene, hvor han trak vejret dybt, idet han kunne mærke varmen fra solens første og svage stråler, da det første tittede frem af solen, hvor der ikke gik lang tid før han kunne mærke en brændende fornemmelse, skønt det et sted også føltes så.. befriende. Han strakte armene til hver sin side, hvor han nærmest indbød solen til at tage hans liv, idet solen kom så meget frem, at dens stråler endte med at brænde Juliens krop op. Han åbnede øjnene til sidst, hvor han kunne se et kraftigt og skærende lys, selvom han også synes at han kunne ane en sort skikkelse.. Maggie?
Solens stråler endte med at brænde Julien op, hvor hans krop endte med at blive til en bunke aske midt i det flotte frodige græs, der var kommet frem efter sneen. En vind slog ind over den bakke han havde siddet på, hvor den tog hele askebunken med sig og spredte det ud over hele Natymia, den fredelige by i Manjarno. Slutningen på et liv, var også en begyndelse på et nyt…
//Out
