Beautiful morning

[Deleted]

Det var en smuk dag. Det var endnu køligt i vejret, men temperaturene var blevet mildere. Solen stod højt på en skyfri himlen. En kold morgendug havde lagt sig over hele Procias. Lynn bevægede sig med stilfærdige skridt gennem skoven. Hun havde været oppe i flere timer. De nysgerrige grønne øjne søgte omkring den efterhånden frodige skov. Det havde i den grad været hårdt arbejde, men det var lykkedes dem at få den til at spirer igen, og efterhånden lignede langt det meste jo faktisk en skov! Fuglene var begyndt at synge, de stod på de nøgne grene. Foråret var godt på vej, og denne gang ville det faktisk blive et smukt et. En grøn kappe hang om hendes slanke skuldre. Man kunne ane en lysere grøn kjole overunder. Hendes hånd strøg blidt over den store mave som hun bar på. Hun havde ikke set Aerandir siden den aften hvor han gjorde hende gravid. Eller det troede hun om ikke andet. Et sted var det vel også derfor at hun var her? Også selvom det ikke var gået op for hende hvor elverne egentlig havde fået deres nye tilholdssted. Morgenbrisen ruskede i hendes blonde lokker. Et lille smil hvilede på hendes rosenrøde læber, hun nød virkelig disse stunder, og selvom den lille endnu ikke var kommet, så skulle den da bestemt også have lov til at nyde af den natur som den stammede fra. Hun tunge læberne med tungespidsen og stoppede stille op. Blikket gled i. Lyden af fuglesang gav hende direkte myrerkryb, også selvom det bestemt ikke var en dårlig ting. Hun havde været dybt utilfreds med at blive placeret i Procias, men efterhånden havde hun vænnet sig til tanken, ikke mindst fordi der var denne enorme, smukke skov som Manjarno ikke havde kunnet prale med, og nu hvor foråret nærmede sig, så måtte hun erkende at Procias var et smukt sted, også selvom det slet ikke var hendes plan at blive. Atter kom blikket til syne. Hun kunne høre bækken rinde Hun genoptog den stille vandre, hun havde bestemt ikke travlt, hvilket kom synligt til udtryk. Hendes fødder var nøgne, det var en anelse koldt særligt på den ru skovbund, men hun nød at være i et med naturen på den måde, det var ikke noget hun ville slippe for alt i verden, det var helt sikkert.

[jadore]

I modsætning til Lynn, så elskede J’adore Procias’ skove af hele sit hjerte. Hun nød landet og den fred og kærlighed det stod for, og så var det hendes hjem. Men på den anden side, så havde hun ikke set så meget af resten af verdenen. Hun have kun været i Manjarno ganske få gange med sine forældre, og de andre lande fra helt uberørt af hendes uskyldige fødder. Lige nu stod hun selv med hånden på et af de unge nye træer, hvor hun kunne mærke, hvordan energien og livet steg fra dens rødder, hvilket fik et smil frem på de bløde læber. Hun kunne ikke beskrive, hvor glad hun var for at livet var vendt tilbage til skoven. Dog vidste hun også, at hun ikke længere ville bruge så meget tid på sit hjem som før, da hun nu havde tilladelse til at bevæge sig frit omkring. Hun mærkede, hvordan sommerfuglene i maven begyndte at summe, som hun tænkte på hvilke nye eventyrer hun ville møde. Tanken om for eksampel at møde en vampyr eller et andet mørkt væsen, bragte både frygt, afsky og nysgerrighed frem i hende. J’adore lod de skarpe blå øjne svømme rundt over landskabet, hvor hun så et egern løbe op i et træ, blomsterne spire op af det grønne græs, hvilket var et af tegnene på det kommende forår, en fugl stikke næbet i jorden på jagt efter en orm. Til sidst fangede en kvinde hendes blik. Roligt betragtede hun denne kvinde, der enten syntes rimelig stor eller også gravid. Hun så hvor rolig kvinden bevægede sig rundt, hvilket fik hende til at beholde roen i kroppen, men der kom stort set aldrig nogle mørke personerne herind alligevel.

[Deleted]

Det var ikke fordi at hun ikke nød skoven. Lynn elskede skoven, hun elskede at føle naturen med hele kroppen, som en sød elskov. Resten af Procias var hendes problem, for hun savnede sit hjem, sin overdådige smukke have, der desværre nok var død i hendes fravær, og tanken om alt den liv der gik tabt, gjorde hende direkte deprimeret. Solens varme stråler blev kastet ned over hendes skikkelse. Desværre var hendes vandreture blevet mere avanceret med graviditeten, for der var jo en del mere vægt at bære rundt på nu. Hvordan det i virkeligheden var sket havde hun ingen idé om, hendes sind var endnu overbevist om at faderen var en mand hun elskede, men som var forlovet med en anden kvinde. Hun troede fuldt og fast at han havde brudt sit løfte, selvom det måske kunne være svært at tro. Hun nynnede stille for sig selv, om hun gik rundt i naturens varme arme. Træerne voksede igen, og det grønne var begyndt at spirer særligt nu hvor de nærmede sig forår. Det glædede hende om ikke andet, at hun havde været i stand til at gøre noget godt for landet. Blikket faldt på den yderst smukke kvinde der stod henne ved træet. Der var nysgerrighed malet i hendes øjne, for det var overordentligt sjældent, at man faktisk så en elver, selv i skoven de havde altid foretrukket at holde sig for sig selv. Det var arrogante væsner, og særligt skovelverne, derfor valgte hun heller ikke direkte at opsøge hende. Skovens væsner skulle komme til en frem for omvendt. Nysgerrig drev hende dog til at stoppe op. Hun lod blikket glide ned på jorden, hvor en blå anemone var ved at dø nu hvor træerne langsomt var begyndt at få blade. Hun bøjede sig ned, selvom det i den grad ikke var nemt for den store mave. ”Du volder mig store problemer,” mumlede hun og så bebrejdende ned på maven, også selvom det var med et lille smil, for hun glædede sig faktisk. Blidt berørte hun blomstens stilk. Imens begyndte bladene at brede sig ud, hvide, som havde den aldrig været ved at dø ud. Smilet bredte sig, mens hun roligt rejste sig igen. Hun vidste at elveren havde fået øje på hende, men hun ville ikke trænge sig på, særligt fordi at dette var deres hjem, og ikke hendes.

[jadore]

Rigtigt var det, at elverne var et tilbageholdende folkefærd, der så sine levemåder sig bedre end andre. Men elverne var trods alt også en race med en masse plusser. De var hver og en utroligt smukke, kloge og de så sig i et med naturen, som de er et fredeligt folk, der sjældent bevæger sig i kamp, hvis det ikke er strengt nødvendigt. J'adore kunne heller ikke selv forstå de andre racer, hvorfor der var så megen krig og intriger imellem dem, og hvorfor de ikke bare kunne se sig tilfredse med hvad de havde. Som hun betragtede denne nytilkomne kvinde, så hun, hvordan hun opførte sig med respekt. Både overfor hende og overfor skoven. Selv hadede hun når folk bare vadede tankeløst ind i deres skov og ødelagde planterne og træerne, men de vidste ikke bedre. De forstod ikke, at skoven havde følelser, og hvilken smerte elverne følte, hver gang et træ blev fældet, og de følte, hvordan livet gled ud af det, som var det dem selv. Nysgerrigt så hun til, mens kvinden bøjede sig ned over en trist blomst, og fik den til at blomstre, som var der aldrig sket den noget ondt. En druide! Med denne nyfundne viden, fandt hun lysten til at interessere sig for denne kvinde, eftersom druiderne var en velset race for elverne, da de også forstod naturen.
"Hvor langt er du henne?" spurgte J'adore med sin syngende stemme, der var så fin som vindens tag i kvistene og bækkens uskyldige klukken. Selvom hun henvendte sig til kvinden, nærmede hun sig hende ikke. Hun vidste trods alt ikke hvem hun var, og så var hun heller ikke frembrusende af natur..

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Lynn havde fordomme overfor elverne. Hun så dem som skovens vogtere, ingen formåede at passe bedre på alt den liv der eksisterede på et sted som dette. Faktisk var hun dybt fascineret af racen, hun havde sågar lært elvisk i sin ungdom, selvom Aerandir tydeligt havde bevist at det efterhånden var blevet en anelse rustent. Blomsten var endt med at spirer for hendes hænder, og stod nu smuk neden under det nøgne træ. Det havde taget forbandet lang tid, igen at få skoven til at spirer, men om blot et par år ville den stå med samme pragt som den havde gjort før den meningsløse brand. De isblå øjne betragtede elver kvinden. Hun var bestemt ikke i tvivl om racen, hun levede i den grad op til racens skønhed det var helt sikkert. I var hendes mave jo et produkt af den smukke ting, der var kommet ud af en nat med Aerandir, fuldkommen som naturen ønskede det. Hun bukkede hovedet i tydelig respekt for hende, også selvom hun valgte ikke at træde nærmere. Vinden tog elverens melodiske stemme og førte det rundt, som havde det være fuglesang. Bækken løb ikke langt fra, men kunne høre den beroligende hvislen, der var med til at tilfører skoven det liv, som den i den grad havde manglet på det seneste. Af ren vane lod hun hånden stryge stille ned over den store mave. ”Ottende måned,” svarede hun roligt for sig, og med den mest blide tone. Der var intet farligt over hende, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at gøre nogen ondt. Nu glædede hun sig til den lille kom, men hvis hun kendte sandheden om undfangelsen, ville hun muligvis ikke have været så lykkelig. Hendes læber krusedes i et varmt smil, idet hun ganske roligt trådte blot lidt tættere på kvinden. Hun ville ikke være påtrængende, og hvis en elver først tegnede en grænse, så havde man at blive på den side. Elevere og druider havde dog altid gået godt i spænd, mest fordi de begge vogtede over naturen

[jadore]

I anerkendelse af druidens buk med hovedet, lod J’adore gøre det samme. Hun havde skam lært, at hun skulle udvise respekt overfor fremmede, hvis de blot viste hende den samme. Hun reagerede dog ikke på, at kvinden trådte hende et skridt nærmere, hvor der faktisk slet ikke var en bevægelse i hendes krop. Men hvis man så ind i de blå øjne, kunne man se, at de var varme og nysgerrige, som hun kun var positiv indstillet overfor druiden indtil videre, og det ikke gjorde hende noget ondt, at hun nærmede sig hende. At druiden fortalte, at hun var i ottende måned, fortalte hende at der kun var få måneder tilbage, men for hende med et forlænget liv, syntes det mere eller mindre ligegyldigt. Men et nykommen væsen der også ville elske naturen var altid velkomment. Roligt blev hun stående i sit stille sind, mens hun mærkede hvordan vinden tog fat i de blonde lokker, der hang en smule løst fra den knold hun havde sat det op i. ”I så fald bliver dit barn født på det smukkeste tidspunkt på året,” sagde J’adore med et mildt smil. Hun elskede alle tidspunkter på året, om det var foråret der betød nyt liv, sommeren hvor alt er grønt og frodigt, efteråret hvor bladene faldt af, hvilket gav plads til nyt liv, og så vinteren hvor alt blev lagt i hvidt. Hun måtte dog indrømme, at hun havde en forkærlighed for foråret og sommeren, men alle årets måneder stod for noget positivt. Imens hun kiggede på kvinden, skød tanken ind at hun burde gå en tur i skoven sammen med sin mand og ikke alene. Smukt ville det være at se denne gravide druide gå en fredfuld tur i skoven, med en masse kærlighed i luften. Dog var det ikke noget hun ville spørge en fremmed om, da det ikke var hendes sag og det var uhøfligt at snerre i andre folks privatliv. Især når man ikke kendte personen.

[Deleted]

Lynn anså kvindens respektfulde hilsen, som en form for tilladelse til at træde nærmere. Hendes væsen interesserede hende, og gjorde hende nysgerrig på en og samme tid, desuden så havde de jo en hel del til fælles, i og med at de begge elskede den smukke natur mere end noget andet. Selv Lynn måtte erkende, at det at vandre i skoven med den mave, nok så langt mere fredfyldt end det i virkeligheden var. Den lille var livlig, særlig omkring fuglesang, det var som om det fornemmede den smukke natur omkring dem, desuden var den ekstremt tung at bære på, så hun følte sig ikke videre fredfuld som sådan. Lynn valgte direkte at træde hen til kvinden, og hvor hun atter måtte bukke hovedet i ren respekt. Det varme smil hvilede om de rosenrøde læber. ”Sandt. Mit barn bliver født ind i tiden for alt liv,” hun lod blikket glide omkring i de grønne omgivelser, med en næsten drømmende mine, for det kunne bestemt ikke være mere perfekt. ”Jeg må erkende at det forundre mig at se en elver gå frit for alles øjensyn,” sagde hun med samme blide tone. Det var bestemt ikke ment som en fornærmelse, tvært imod var det næsten et syn for guder. Hånden forblev mod sin mave, strøg den kærligt, det var trods alt hendes barn. Aerandir burde gå ved hendes side, ingen tvivl om det, men manden havde været umulig at finde nogle steder, siden at han var gået om aftenen og bare havde valgt at lade hende ligge, uden så meget som et ord. ”Det glæder mig at se skoven så frodig igen. Nu mangler vi blot at foråret vil gøre sit, så vil det med garanti blive smukt nok til skovens væsner værdig,” hun vidste jo at skovens væsner var yderst stolte, og særligt når der var tale om elverne. ”Mit navn er Lynnethia Wyatt,” præsenterede hun sig, og rakte høfligt hånden frem. Sådan gjorde man om ikke andet i Manjarno, hun vidste faktisk ikke om man gjorde det på samme måde her, men hvad pokker. Kvinden virkede umådelig venligsindet, så hun ønskede bestemt ikke at være den der skræmte hende væk.

[jadore]

Måske var det underligt at se en elver og måske også en elver alene, der blot lod sig vise for denne fremmede, men det var trods alt også et personligt valg J’adore havde taget. Hvis hun ville, så kunne med lethed have skjult sig for denne kvinde, eftersom hun kendte skoven ligeså godt som sin egen krop, og så var elverne bare utroligt stille, så hun ville også kunne være gået i et med naturen. Men efter at hun var fyldt 1801 år, og var hermed blevet myndig, så kunne hun jo gøre, hvad hun ville, og denne nyfundne frihed gjorde hende nysgerrig og lidt mere fremtrædende end de ældre elvere. På den anden side var hun jo også højelver og ikke skovelver, hvor de var en smule modigere end deres artsfælle, der klarede sig bedst helt for selv dybt inde i skovens hjerte. Skovbranden havde også sin stemme i hendes tydelige tilstedeværelse, eftersom hun nu havde prøvet at bo inde i byen og været mere social med andre racer. De varme øjne så roligt på kvinden, imens hun havde et venligt smil på læberne. Indtil nu havde denne druide fulgt bogen perfekt, eftersom elverne priste respekt og høflighed rigtig højt. ”Det er sandt, at vi sjældent lader os opdage, men skovbranden har tvunget os til at ændre vores levevis,” forklarede hun roligt, men med en snert af sorg i stemmen. Hun havde det stærkt på fornemmelsen, at druiden ville forstå hende, at elverne havde lidt et stort tab, eftersom de var blevet tvunget væk fra deres hjem, som de havde beboet i flere årtusinder. Hendes øjne gav dog et lys af glæde fra sig, da der blev talt om skovens tilbagevende skønhed, hvilket var en af de ting hun kun kunne se frem til. ”Intet vil være som før, men foråret vil bære frugt i år og skoven skal nok engang stå stolt igen.” Ganske kort lod hun øjnene glide i, hvor hun fantaserede om de grønne blade, det frodige græs og bløde mos, de stolte store træer, de smukkeste blomster, skovens dyr der igen kunne optage sin tidligere levevis, efter deres flugt for livet, samt de smukke elverhjem og de fester og sange de ville synge. Hun lod igen øjnene glide op, da kvinden præsenterede sig. ”En ære at møde Dem, fru Wyatt,” sagde hun høfligt, imens hun ganske forsigtigt tog imod hendes hånd med sin egen delikate lille en, mens hun nejede pænt. Det var hende stadig uvant at røre en fremmed, men så længe det ikke var en mand, så var det mere acceptabelt. ”Mit navn er J’adore.”

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at, selvom skoven ikke var den mest frodige, så ville elveren have haft mulighed for at søge i skjul, hun måtte have hørt hende på afstand, også sådan som hun havde nynnet, desuden så gjorde maven hende ikke videre diskret. Derfor havde hun valgt at tolke hendes uforsigtighed som et tegn til, at hun vel et sted ønskede at møde nogle? Nysgerrighed måske? Det var typisk for hendes væsen, også selvom det bestemt ikke var en dårlig ting, ingen kendte disse kanter så godt som elverne i virkeligheden måtte gøre. Lynn var opdraget til at lærer sig sine manérer hun var opdraget til at udvise respekt overfor alle, selv væsner af mørket, hvilket bestemt også var noget hun brugte i øjeblikket. Af alle væsner der eksisterede, så elevere både dem der formåede at gøre hende mere nysgerrig end noget andet, og samtidig dem som hun nærede den største respekt for, mest fordi de var hele grunden til det arbejde hun ydede, og som hun ligeså havde gjort i den smukke skov. Idet skovbranden blev nævnt, tav Lynn og slog blikket sørgmodigt ned. ;Måske skoven var på vej tilbage til en frodig tilstand, men det var stadig så megen liv der var gået tabt. Hun forstod hende udmærket i hvert fald. ”Det er kun forståeligt. Det var en tragedie.. al den liv,” hun lod blikket glide omkring. Stedet bar endnu tydelige spor efter branden, og det var kun størstedelen af skoven som faktisk var under forbedring, for visse dele havde ganske enkelt ikke været mulig at redde, al næring var borte. Smilet lyste op ved lyden af hendes melodiske tone, for det var virkelig sød musik! ”Den vil blive verdens skønhed igen, vent og se. Foråret vil gøre sit,” gentog hun med en yderst tilfreds mine. Hun ønskede at se træerne med de smukke kroner, og alt den liv der omgikkes hinanden som var der intet ondt i denne verden. Deres hænder mødtes, begge en smule kølige i morgenbrisen: hendes var dog silkeblød, hvorimod hendes var mere ru, for hun var ikke god til at pleje dem når hun først gik i gang i det fri. ”Æren er aldeles på min side,” rettede hun, med det varme smil der i den grad kun fortalte sandheden. Ligesom elveren valgte hun at neje – ikke nær så elegant også på grund af maven. ”Det er fantastisk smukt navn,” erkendte hun næsten forundret. Der var noget magisk over det. Måske hun skulle spørge Aerandir om gamle elviske navne.. eller selv finde nogle på biblioteket, det ville være perfekt til den lille, for det var virkelig bare en velsignelse!

[jadore]

At det ikke kun var J’adore der syntes, at det var en sørgelig eller rettere sagt forfærdelig begivenhed, at skoven var blevet brændt til grunde, opfangede hun skam. Hun så Lynns nedsunkne blik, hvor hun også mærkede den sten hun havde fået i hjertet af den nedgang, men dog var det nogen hun måtte skubbe til siden, da man ikke skulle leve i fortiden, men i nutiden, og skoven var trods alt på vej tilbage. Men rigtigt var det, som Lynn sagde, at meget liv var gået tabt, og ikke kun når det galt alt det grønne, men også dyreriget havde lidt et stort tab. Nu kunne man kun håbe, at dyrene havde modet og lysten til at vende hjem igen, og at skoven ville være ligeså stor og majestætisk som før. ”Meget liv gik tabt i branden,” erkendte hun, ”og der vil gå århundreder før den er så prægtig igen, men vi kan ikke blive ved med at leve med sorgen i vore hjerter.” Skoven ville dog ikke være ladt alene til at klare sig selv, men ville både have hjælp fra de druidiske- og elviske folk, men selv med deres liv ville det tage sin tid. Lidt spøjst ville nogen nok mene det, at elverne gik så højt op i dette enkle år og deres utålmodighed omkring sorgen, når de trods alt ofte snakkede om deres alder der var langt over de tusind år, og hvordan så kort tid kunne påvirke dem så pludseligt. Men på den anden side var naturen jo deres familie og hjerte. Da snakken gik videre over på hendes navn, kunne hun ikke lade være med at smile glad, som hun ligesom alle andre elskede ros. ”Mange tak,” svarede hun varmt. ”Hvordan kan det være, at De er ude og nyde skoven i dag, hvis jeg må spørge?” spurgte hun høfligt, da hun heller ikke ønskede at gøre druiden utryg eller snerre. Men der var sikkert samme årsag til vandreturen, som hende selv, at hun blot nød at bevæge sig rundt i de nu grønne omgivelser igen. Druider var jo også et af skovens væsner.

[Deleted]

Skoven var en som de begge måtte elske, så at hun ligeså følte smerte ved tanken om at den var så godt som brændt ud, var vel heller ikke mærkelig. Det var dog en herlig tanke at den var på vej tilbage til atter at skulle spirer. Alt for megen liv var gået tabt, ikke kun ved alt det grønne, men stort set alt dyreliv var blevet udryddet, og den tanke var virkelig smertende. Heldigvis så så var også de begyndt at finde tilbage i skoven, så det blev jo heller ikke bedre. ”Sandt. Fuglene synger, og jeg har kunnet skimte lidt råvildt på min vandring. Det er kun et godt tegn. Desuden har den allerede vundet en del af sin skønhed tilbage,” endte hun medgivende. De ville stadig være tvunget tila t vogte over skoven, de ville stadig være tvunget til at skabe det liv, men slet ikke i samme grad, som det hun havde set da hun var ankommet. Skoven havde virkelig ikke været meget værd på daværende tidspunkt. Nu havde mange druider gjort hvad de kunne, nu måtte elverne passe på deres hjem, pleje den smukke natur, som atter omringede dem. De nysgerrige grønne øjne betragtede den smukke elver foran hende. Hendes navn var bestemt kønt, også selvom det var typisk for hendes væsen, det var lidt exotisk hvilket hun følte sig en anelse tiltrukket af, og hun ville bestemt ikke lade det være usagt, nu hvor hun selv vidste hvor meget et venligt ord kunne gøre ved en ellers så normal dag. Hånden strøg stille over den store mave. Hun følte sig ikke ubehageligt tilpas ved hendes spørgsmål, for det var jo trods alt blot en måde at holde samtalen lidt kørende, desuden havde hun jo ingen grund til ikke at svare. ”Selvfølgelig må De det. Jeg ønsker at mit barn skal lærer om den rolige natur selvom det endnu ikke er født. Desuden så håbede jeg faktisk på at finde din leder,” erkendte hun stille. Hun ville efterhånden gerne nævne for Aerandir at han skulle være far, men han havde været umulig at få kontakt til.. et sted så håbede hun vel at Jadore vidste hvor han var?

[jadore]

J’adore nikkede medgivende med hovedet, som hun kun kunne se sig enig i Lynns ord. Hun havde selv været i hver eneste del af skoven, så hun kunne sagtens sige, hvor det spirede lystigt, og hvor det skulle have mere hjælp. De steder der var helt dødt, skulle de nok få rettet op på med tiden, som de havde årtusinder, og på den tid måtte der vel være kommet gang i det hele igen. Det kunne man i hvert fald kun håbe på. Nysgerrigt gled hendes blide blå øjne over den tykke mave, der var et symbol på glæde og nyt liv. Smukt var det, hvor det dog var ærgerligt, at barnet måtte fødes ind i en tid, hvor der stadig var kaos her i landet, som hun gik ud fra at Lynn kom her fra Procias. Hendes hoved gled en smule på sned, da Lynn talte om hendes leder, hvilket for det første undrede hende en smule, eftersom højelverne ikke havde en leder for øjeblikket? Skønt befolkningen var lederløs, så var der på ingen måde kaos blandt den race, som de sagtens kunne styre tingene, hvor det så var nogle af de lidt mere rige, der havde mest at skulle have sagt. Videre derfra gled hendes tanker over på skovelvernes leder, Aerendir. Måske havde kvinden taget fejl af hendes race? Selvom det da var et lille slag, eftersom højelverne så sig en smule hævet over skovelverne, da det var et lidt mere primitivt folkefærd, i forhold til højelverne, der havde fået at være bedre til at socialisere sig med omverdenen. ”De må tale om skovelvernes leder, har jeg ret?” spurgte hun høfligt, skønt hun gik hurtigt videre med besvarelsen af hendes spørgsmål. ”Nej, jeg ved ikke, hvor han befinder sig. Jeg har aldrig haft æren at møde ham, men jeg går ud fra at han befinder sig et sted her i skoven.”

[Deleted]

Det ville faktisk være rart at vide hvor det næste arbejde skulle gøres. Nu havde hun vandret i skoven gennem flere måneder, kun i forsøget på at få den til at spirer. Desværre kendte hun ikke skovene så godt som hun burde, og hun kunne faktisk ikke huske hvor hun havde været og hvor hun ikke havde været, så hun havde ikke rigtigt en idé om hvor pokker hun skulle starte.. så snart fødslen var overstået, for den mave forhindrede hende i stort set alt, det begyndte efterhånden at blive irriterende. Det var den perfekt tid på året at bringe dette lille ny væsen ind i verden. Den skulle ligeså være en tilhænger af naturen, hun ville personligt oplærer sit eget barn, selvom hun håbede på hjælp fra Aerandirs side. Lynn havde altid været yderst glad for elverne, desværre var hun ikke helt blevet god til at kende forskellen endnu. Hun sendte Jadore et lidt undskyldende smil. ”Selvfølgelig. Skovelvernes leder. Jeg beklager, jeg gik automatisk ud fra at du var skovelver,” hun nejede en anelse kejtet som undskyldning, høflig var hun om ikke andet, for andet kunne hun ikke få sig selv til. Elverne var heldigvis et fredeligt folk, og behøvede ikke nødvendigvis en leder. For pokker hvor var hun dog også klodset, hun ønskede ikke at fornærme elveren! Åh okay. Jeg håbede ellers på at finde ham, men det er lige meget. Jeg fandt jo godt selskab alligevel,” endte hun sandsfærdigt. Det var trods alt slet ikke ofte at elverne direkte lystede at mænge sig med andre, og fører en samtale som de gjorde. Fuglene sang beroligende over dem, og skoven spirede, så et sted så kunne det vel heller ikke gå helt galt? Hånden strøg stille over den store mave, der efterhånden var mere i vejen end noget som helst andet. ”Du skulle ikke have nogen idé om, hvordan resten af skoven ser ud?”spurgte hun en anelse nysgerrigt, for det var trods alt meget relevant for hendes del, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet, også fordi hun var en af dem som faktisk ønskede at se den smukke natur spirer endnu engang.

[jadore]

Selv kendte J’adore hvert eneste træ, hver eneste bæk, hver eneste blomst, som hun havde vandret rundt i skoven i snart to årtusinder. Dette var hendes hjem, og hun kendte det ind og ud som sin egen baglomme. At en anden race end elverne havde svært ved at finde rundt her, overraskede hende på ingen måde, da dette jo var en af elvernes gave. De tilbragte desuden al deres tid her, og efter et par århundreder burde man jo også være ret sikker på sine omgivelser. Det var dog lidt anderledes her efter skovbranden, da bevoksningen havde rykket sig og der var visse steder, hvor der ville gå flere år før der kunne vokse noget grønt der. At Lynn gik ud fra at J’adore var en skovelver, var vel en lille fornærmelse, eftersom højelverne havde været meget bedre til at videreudvikle sig, hvor skovelverne stadig var på samme stadie som altid. Dog reagerede hun ikke på hendes ord udvendigt, da hun vel heller ikke kunne bebrejde denne kvinde, men dog, hun var jo en druide, så hun burde kende til elverfolket? Ellers var det i hvert fald en normal ting for mennesket, at alle elvere bare var de samme spidsører. ”Meget vel, der er ingen skade sket jo,” sagde hun venligt, som det jo kunne være at denne kvinde blot var vant til at omgås skovelverne. Nysgerrigt vendte hun blikket op, som hun også lyttede til fuglenes bløde sang, der faldt så smukt i hendes ører. Tavst hvilede de blå øjne på nogle små fugle der havde fundet sig et træ at side i, hvor de lystigt sang og fløj fra gren til gren. Da Lynn igen ytrede nogle ord, så hun igen på hende med et blidt smil. ”Jo dybere De kommer ind i skoven, jo mere stråler den. Her hvor vi befinder os, kan vi se at det hele er nyt, og helt i udkanten er det næsten væk,” svarede hun stille. ”Hvis De ønsker at finde skovelvernes leder, vil jeg foreslå at De bevæger Dem længere ind i skovens hjerte. Der ser det næsten helt uforandret ud.”

[Deleted]

Lynn var slet ikke i tvivl om, at denne elver måtte kende skoven som sin egen bukselomme. Om ikke andet, så den skov der havde eksisteret før skovbranden. Om ikke andet, så var træerne begyndt atter at gro, og blomsterne spirede i takt med den smukke årstid. Langsomt tog stedet faktisk form, og var atter ved at blive til den smukke skov, som de fleste kendte. Lynn følte sig et sted dum, at hun ikke havde taget højde for de forskellige elver racer. Hun var helt automatisk gået ud fra, at denne kvinde havde været skovelver, og det var bestemt ikke en heldig sammenligning, og yderst pinligt, for en kvinde som hende, der direkte havde studeret elverne, som en form for interesse. Hun måtte jo så desværre også erkende, at hun ikke havde været meget i Procias, i efterhånden temmelig mange år, og der var utrolig få elvere i Manjarno, så det var trods alt først nu, at den viden atter var blevet nødvendig for hende. ”Jeg beklager alligevel,” gentog hun blidt, og bukkede hovedet i respekt, også som for at understrege at hun faktisk mente det. Den lille skabning i hendes indre, var begyndt at sparke. Måske det var niavt, men Lynn var overbevist om, at den gjorde det, fordi den nød naturen ligeså meget som hun selv gjorde det. ”Der er stadig områder der trænger til en kærlig hånd. Jeg er desværre ikke så kendt med procianske del af skoven, jeg kan beklageligvis, end ikke huske hvor pokker jeg har været omkring, og hvor jeg ikke har,” erkendte hun stille, og så rundt, med næsten frustration. Særligt for en elver som denne Jadore, så måtte det være frustrerende, at ens hjem var blevet brændt fuldkommen ned. Det var primært for deres skyld, at hun selv brugte tiden på dette sted, og så selvfølgelig fordi hun fandt det direkte ærgerligt, at skulle lade alt den smukke liv gå til spilde. ”Det kunne være jeg skulle prøve det. Jeg takker mange gange,” hun hende et varmt smil. Dog gik hun ikke, men vendte i stedet blikket mod den samme smukke fugl, som Jadore havde fået øje på. Den sang virkelig nydeligt, skabte en form af liv, selv fra træets prægtige top.