Making a deal?

[giovanni]

Dagen lå trygt over Peula og Valvor Pairó, hvor det var en ganske stille dag på Rådhuset. Det var ikke fordi der var det største at lave, foruden et stort regnskab over de mange handler som blev indgået med de andre lande, desuden så var det ikke kun gode og uskyldige handler som Giovanni var i færd med at ordne, tværtimod så var han i færd med at holde styr på sin egen Mafia. Det var ikke fordi der var den største risiko ved at lave det på rådhuset, for folk ville alligevel ikke spørge ind til hvad han lavede, for han svarede bare at det var et regnskab. Han havde allerede lagt store planer for Peula, som den rigeste slægt i landet, havde han en stor betydning, specielt for handlen med de andre lande, og eftersom Peula bar et enormt potentiale, så havde han skam tænkt sig at udvide det, så landet kunne blive endnu mere rigt. I øjeblikket sad han og lavede et overblik over de nyeste forretninger som hans mafia havde gjort, imens han planlagde sin lille.. erobringstur. Han havde hørt rygter og ville have dem enten be- eller afkræftet, og det fandt han vel ikke ud af før han havde taget Imandra et lille visit? Et sted glædede han sig helt til det, endelig at komme lidt ud og lave lidt kaos, for det var faktisk lang tid siden at han selv havde været ude i feltet og lavet det hårde arbejde, og han måtte erkende at han faktisk savnede det. Men han havde jo også sin familie at tænke på, han havde to små tvillinger der endnu ikke var gamle nok til at passe sig selv, skønt Jacqueline stod for den del, men han var vel blevet en familiefar lidt mere end han havde været tidligere? Af den grund savnede han lidt action, lidt eventyr, som han altid havde været på da han var yngre, men det var jo nok også det som spillede ind; han var ikke ligefrem den yngste længere.
Giovanni sad inde på sit kontor, bag skrivebordet, hvor han normalt plejede at sidde, hvis han ikke sad i den store sal, hvor de holdt møde, der var dog langt mere ro på kontoret og ikke mindst langt mere privatliv. Han blev normalt ikke forstyrret medmindre det var yderst vigtigt – specielt i de tider hvor han sad og lavede de mere ulovlige og sorte forretninger. Han holdt sin mafia skjult, gik under dæknavne og havde endda folk til at lave det beskidte arbejde, for hvis de andre lande fandt ud af hvad han lavede, ja så ville de nok mere se ham som en fjende end som en troværdig mand man kunne forhandle med, for han stod trods alt for de store handler der foregik i Peula.

[Deleted]

Det var en ganske flot dag. Det var ganske vidst køligt, men solen stod højt på himlen, som faktisk var blå for denne ene ene gangs skyld. Isobel strakte sig. Det havde været en lang tur på vandene denne gang, og deres forsyninger var sluppet op for et par dage siden. I tre dage havde de siddet fast lige uden for havnen på grund af storm, så det at føle landjord igen var faktisk rart. Mågerne skreg over hende, som de fløj rundt om det store rådhus. Efterhånden kendte hun Peula ud og ind, hun havde trods alt boet der før hun overhovedet var blevet kaptajn på hendes kære juvel. Mandskabet var taget ned på kroen for at skaffe noget rom, og højest sandsynligt et par smukke kvinder, for det ene døgn de planlagde at ligge til i havnen. Faktisk stod Jensen – hendes førstestyrmand i et større skænderi med nogle havnevagter, der ville have dem til at sejle ud igen, forid de mente at skibet var for stort til at ligge til i havnen. De nysgerrige blå øjne stirrede på drt store rådhus. Matthiel ahvde engang haft hende med der, men hun havde aldrig selv skullet sige noget. Hun tog kaptajnhatten af, og lod det mørke hår falde en anelse uglet ned omkring hendes slanke skuldre. Hun var endnu klædt i sine kaptajnklæder, for det var begrænset hvor meget hun faktisk ejede, særligt fordi hendes besætningen var direkte elendige fjolser! Hun var beskidt og ja det var flere dage siden at hun havde haft mulighed for at tage et bad. Livet til søs. I sin ene hånd holdt hun den sidste flaske rom. Hun stillede den pænt udenfor, efter at havde taget en tår, hun ville trods alt gerne se lidt anstændigt ud. Uden at tøve det midste, strøg hun ind på rådhuset. Det var en forfinet duft der hang i hendes næsebor allerede efter hun trådte ind. Hvem hun skulle snakke med, havde hun ikke den mest fjerne idé om, så det ville vel blot være den første og den bedste? De nysgerrige blå øjne søgte omkring, for hvert sted hun kom til. Der var mere affolket end hun havde regnet med, og de døre hun forsøgte at tage i, var tydeligvis låst. Isobel sukkede og himlede lettere irriteret med øjnene. Dette havde hun virkelig ikke tålmodighed til, hun måtte for pokker da videre, desuden nægtede hun ganske enkelt at betale ekstra skat samt bøde for at lægge til. Endelig fandt hun en dør der stod en anelse på klem, det var en af de få der ikke var låst. Hun skubbede den ganske stille op, og lod blikket søge mod den mand der sad begravet i.. et eller andet. ”Godmiddag, Sir,” hilste hun meget neutralt, og trådte ind uden at tænke over videre manére, for de var gået lidt i glemmebogen, nu hvor hun stort set lavede sine egne regler, men sådan var det jo.

[giovanni]

Det var ikke fordi der befandt sig særlig mange på Rådhuset, men det var nok fordi Giovanni havde lagt sig den vane at arbejde så meget som han kunne og sjovt nok var der altid meget arbejde, han fandt altid noget han kunne lave, hvilket han havde gjort siden Jacqueline var kommet hjem den dag og havde fortalt omkring sit utroskab, hvor han havde taget afstand til hende via arbejdet, og nu hvor han havde levet sådan igennem det sidste århundred og faktisk ønskede at gøre det om, så var det svært at lægge de gamle vaner på hylden, skønt han faktisk forsøgte! Han dyppede let sin fjerpen ned i blækhuset, inden han med sin flotte håndskrift begyndte at skrible ned på papiret der lå på skrivebordet foran ham. Der stod en stol foran hans skrivebord, til hans ’kunder’, folk der ønskede at tale med ham, typisk hvis man havde aftalt et møde med ham, hvilket faktisk forekom ganske ofte. Kvinden der åbnede døren uden at banke på, fik ham til at vende blikket lettere forundret og overrasket mod hende, selvom det mere var hendes påklædning og fremgangsmåde der kom bag på ham. Han stoppede med at skrive, hvor han blot så.. forundret på hende? Det var nok første gang at han havde direkte stirret på en person i mange år, for.. hun var virkelig en atypisk kvinde! For det første var hun beskidt! For det andet havde hun en beklædning som en mand, som tilmed indikerede at hun var sømand, hvor han med det samme gættede på pirat, og for det tredje havde hun ingen manerer! Han blinkede let og næsten.. forvirret med øjnene da hun blot trådte ind i rummet. Han sad blot og stirrede på hende i et stykke tid efter at hun faktisk havde henvendt sig til ham. Hun var nok den første person der faktisk havde formået at gøre ham.. målløs i utrolig mange år og der skulle normalt ufattelig meget til! Han strøg tungen let over sine læber, inden han lænede sig tilbage i sin stol uden at han fjernede blikket fra hende. ”Goddag,” hilste han efter den lange tavshed, selvom han ikke kunne lade vær med at lave en mindre grimasse, da hun nok var hans modsætning. Han så kort rundt i rummet, inden hans blik faldt på kvinden igen, som om han troede at hun var gået forkert. ”Og.. hvad kan jeg så gøre for.. Dem?” Han blev næsten i tvivl om han skulle tiltale hende som alle andre eller som det som hun lignede; en slyngel! Han blev blot siddende med blikket afventende på hende, selvom han prøvede at skjule det mindre.. afsky han følte. Han så ikke ligefrem positivt på pirater, eftersom de faktisk var hans mafias konkurrenter.

[Deleted]

Varmen på stedet, var næsten en som hun fandt ubehagelig, nu hvor hun stort set var vant til at stå i frisk hav vind dag ud og dag ind. Det prikkede på de få steder hvor hendes hud faktisk var nøgen. Af et rådhus at være, så var der godt nok ikke mange brugbare! Isobel blev stående i døren, og forsøgte sig med en mere høflig mine, selvom hun ærlig talt ikke kunne huske hvordan sådan en så ud, hun var vant til at være den der gav ordre nu, hun skulle i hvert fald aldrig tilbage som slave igen. Den fornemme herre der sad for hendes blik, sendte hende samme mine som dem hun havde mødt nede på havnen. Det var atypisk at en kvinde var sømand, men det var mere atypisk at en kvinde var kaptajn, og lod til at styrer et helt skib af mænd. Havde hun ejet andet end sin underkjole, så ville hun havde klædt sig mere anstændigt på, mest for at undgå fordommene. Endnu engang himlede hun med øjnene, og nejede med kejtet, kun for at være sakarstisk, så var alle de høflige hilsner vel på plads? Det var ikke fordi at hun havde synderligt megen tid. Jensen holdte i dette øjeblik et par havne vagter hen, for det andet kunne simpelthen ikke passe! Desuden var hun ikke tryg ved at lade Matthiel være så godt som alene på den båd, i hans tilstand, for han var stadig ikke kommet sig helt over sin genopstandelse. Det at han tiltalte hende med en vis form for respekt, kom bag på hende hvilket var tydeligt. Hun lod hænderne foldes foran sig, og lod døren glide i bag hende. ”Jeg håber ikke at jeg forstyrrer Dem,” sagde hun roligt, og udrustede sig med lidt tålmodighed. Hun havde været en herremand slave gennem hele livet, et eller andet andet, vidste hun jo godt hvordan man var høflig, men det var virkelig kejtet for hende! ”Ser De. Deres mænd forbyder os at ligge til uden opkrævning af ekstra skatte. Desuden var der en der tog sig den frækhed at gramse på mig,” vrissede hun for sig selv. Faktisk havde hun ingen idé om, om han var i stand til at hjælpe hende, men hvor pokker skulle hun da ellers gå hen?! For pokker hvor hun savnede det lovløse land, der engang havde været hele Imandra, der havde enhver tåbe for helvede da en chance. Det var vel også tydeligt at hun var utilfreds? Et sted følte hun vel at hans ansigt virkede.. bekendt? Matthiel havde trods alt været en storherre i dette land, gennem en stor del af hendes opvækst, hun havde mødt en hel del andre stormænd gennem de år, men ansigterne flød sammen med tiden. Hvad angik pirateri, så var hun trods alt kun en søkvinde, men enhver havde brug for guld til at leve for, og det gav desværre ringe løn at gøre det på ærlig vis. Resten var trods alt hendes mænds egne beslutninger, hun ville ikke blande sig i deres frihed.

[giovanni]

At se en så beskidt kvinde, klædt i mandetøj dukke op på Giovannis kontor, var noget som virkelig var kommet bag på ham! Han måtte erkende at det var sjældent at han blev overrasket, men denne kvinde formåede virkelig at gøre ham.. målløs! Den hat hun dog bar rundt på, var noget som kun indikerede at hun var en pirat, hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre for ham, for han brød sig på ingen måder om pirater. Han så dem helst ude af Valvor Pairó, specielt efter at han havde fået den i sin hule hånd, og der havde han ikke behov for pirater til at ødelægge det hele! Og specielt ikke handlen som foregik her. At hun nejede for ham, fandt han næsten blot.. provokerende? Han kunne jo tydeligt fornemme på hende at det ikke engang var for at vise ham respekt. Han betragtede hende med et kortfattet blik, som hun lukkede døren, skønt han dog ikke svarede hende på hendes første ord. Det var ikke fordi hun som sådan forstyrrede ham, for han havde skam tid til at tale, men af den grund var han ikke meget for at det var en som hende, der dukkede op og ville tale med ham, for dette kunne vel umuligt være godt? Hendes ord fik ham kort til at betragte hende med en forundrende mine, for.. det kunne da umuligt være grunden til at hun var kommet her! Et humorforladt smil gled over hans læber, som han roligt rejste sig og skubbede sin stol bagud. ”For det første.. så forstår jeg slet ikke at nogen ville tage på en..” Han gjorde et let nik mod hende, som en tydelig hentydning til hende, og så han ikke brugte et ord der direkte fornærmede hendes udseende, men selv hun burde vide at hun var beskidt! Han trådte roligt om foran sit skrivebord, imens han lod sin hånd følge bordkanten. ”For det andet, så burde mine mænd opkræve langt mere end hvad I har råd til,” tilføjede han lettere kortfattet, som han satte sig på bordkanten og lagde armene over kors. ”Jeg bryder mig ikke spor om pirater,” afsluttede han med en mindre vrissende tone, uden at han tog blikket fra hende. Så vidste hun da allerede hvor de stod – han havde intet godt øje på pirater! Han tog ikke blikket fra hende på noget tidspunkt, for han skulle nødig have at hun stjal noget fra ham, skønt han nu ikke havde specielt mange værdidele i rummet, eftersom det mere bare var papirer. ”Men kom til sagen. Jeg tvivler på det er grunden til at din lasede røv har fundet vej her hen,” svarede han i en langt mere kynisk tone, hvor han også havde smidt høfligheden, for den lå jo alligevel ikke til hende, så hvorfor ikke bare komme direkte til sagen så de begge sparede dem tid?

[Deleted]

Hvem end denne mand var, så var det tydeligt at han virkelig var overrasket over, at en kvinde som hende kunne finde på at dukke op på et sted som rådhuset, og stå overfor en mand hvis klædet kostede mere end hun ærligt havde tjent på et år, mens hun endnu havde været slave, og hun havde endda været heldig, at få blot et par mynter. Høfligheden lå slet ikke til hende længere, hun havde forsøgt, en lagde det hurtigt fra sig, for det var bestemt heller ikke behageligt at blive stirret sådan på! Overalt i hans mine kunne hun se afsky, for hun gjorde ikke ligefrem noget for at skjule sin identitet. Hun var stolt af hvad hun havde opnået, hvor mange slaver fik kontrol over sin ejer som hun havde fået, hvor mange kvinder kunne prale med at være kaptajn på et så smukt skib som Juvelen? De havde efterhånden været lidt over det hele, men Isobel betragtede endnu Peula som sit hjem , og hun ønskede bestemt ikke at se den lille rest af landet, som Imandra ikke havde taget, falde til jorden, så de havde ikke lagt en finger på noget, end ikke markedet, selvom deres skatte intet var værd, så lang tid de ikke kunne sælge det videre. Det var nok atypisk for pirater, men hun søgte ikke guld hun søgte spænding. Hans ord var direkte fornærmende! Hun var måske beskidt og en anelse pjaltet, men et sted bagved gemte der sig en smuk kvinde! ”Pirat?” hun færdiggjorde sætningen for ham, og hævede et slankt øjenbryn. ”Og nej der deler jeg dit synspunkt. Selv enhver havnetåbe burde vide at det er direkte dumdristigt,” påpegede hun med et lille nik. Hendes læber bredtes i et lettere arrogant smil. Efterhånden var hun vel blevet direkte vant til at tage imod vrøvl var mænd der var alt for høje på deres heste. Hans fordømmende tone var slet ikke til at tage fejl af. Hun bevægede sig mod hans skrivebord, satte håndfladerne på pladen og lænede sig frem mod ham, med hovedet på sned og et upåvirket blik. ”Jeg bryder ikke nogle regler, vi ligger kun til for at hente friske forsyninger, og jeg kan sige dig.. jeg ville ikke begynde at sige mig imod,” de isblå øjne stirrede direkte ind i hans. Det var en trussel og hun lagde ikke skjul på det. Han ville ikke ligge sig ud med hende, for først der ville hans arbejde ,med at bringe stedet ro, være fortabt. Hun fnøs. ”Nej tak det bemærkede jeg,” svarede hun med dyb sarkasme. Det var da tydeligt at han ikke brød sig om hende! Hun sukkede og himlede med øjnene. ”Jeg er lovlig borger af Peula. Registreret under Mattahiel Artem Maheniya. Så vidt jeg husker giver det mig samme rettigheder som enhver anden i dette land.. samme rettigheder som din forfinede røv,” gav hun igen, med en mere alvorlig mine. Mænd som ham irriterede hende grænseløst, for det var den type, der var født med guld voksende ud af enden, de havde aldrig haft behov for at kæmpe for noget. I det store og det hele kunne hun vel betegnes som almindelig sømand på disse kanter, eftersom hun endnu ikke havde rørt landet, men blot bragte brugbare ting til.. synd at ingen udnyttede det.

[giovanni]

Selv hvis Giovanni havde ønsket at lægge skjul på sin forundrede og overraskede mine, så ville det slet ikke være muligt, for han var på ingen måder vant til at se en kvinde.. sådan! Hun var beskidt, hun stank tilmed, og så var hun klædt som en mand! Det var jo direkte ucharmerende! Hun var dog ikke den første kvinde han havde set på den måde, for han havde efterhånden set alt hvad man kunne tænke sig til via sit arbejde! Af den grund, så var det alligevel sjældent, for han var jo vant til at omgås finere selskaber og ikke en sølle pirat! Som hun afsluttede hans sætning, trak han let på den ene mundvig. ”Det var nu ikke det ord jeg ville have brugt,” svarede han sandfærdigt og med et provokerende smil på læberne, som han let lagde armene over kors. Han blev siddende på skrivebordets kant foran hende, selvom hans mine fortrak en grimasse, da hun nærmede sig ham og kom ham helt tæt, hvor han først for alvor kunne lugte at hun stank og det var.. en blanding af alkohol, skidt og sikkert en masse andet han ikke ville vide af! Hendes trussel tog han sig på ingen måder af, for hun anede jo slet ikke hvem hun talte til! Og at se ham direkte i øjnene kunne da blive hendes død! Og dog ville han hende intet ondt, derfor tog han heller ikke hendes trussel specielt personligt. Han løftede hånden og satte sin pegefinger mod hendes skulder. ”Det er netop det som jeg frygter.. at I blot tager tingene, i stedet for at betale for dem,” endte han kortfattet, som han lagde et pres mod hendes skulder med sin pegefinger, som tegn til at hun var for tæt på, for den stank kunne han ikke holde ud! Hendes følgende ord fik ham til at se lettere forundret på hende, inden han brød ud i en munter latter. ”Lovlig borger? Samme rettigheder?” gentog han morende, som selv et morende smil gled over hans læber, skønt køligheden forblev der. Han rejste sig ganske roligt, hvor man tydeligt kunne se den store forskel i højden. Han stillede sig foran hende og fortsat med armene over kors. ”Du er pirat, det nedsætter dine ’rettigheder’ en del,” svarede han sigende. Hans mine blev ganske alvorlig igen, hvor han betragtede hende vurderende for en kort stund. ”Hvad vil du?” spurgte han kortfattet, som et tydeligt tegn til at hun skulle komme til sagen. ”Eller er du måske kommet her for at tude over din dårlige økonomi at du ikke engang kan tage et ordentligt bad, som en normal kvinde?” tilføjede han i en mindre nedladende tone. Han var en mandschauvinist, det kunne han ikke komme udenom. Generelt skulle der meget til før folk vandt hans respekt, men der skulle langt mere til før en kvinde var i stand til det – og denne kvinde gav ham ikke ligefrem et ordentligt indtryk, men så igen, hun var anderledes og det var et sted.. forfriskende?

[Deleted]

Måske Isobel ikke var en typisk kvinde. Hun var ingen mand underdanig, hun lod sig ikke hundse rundt med, hun stod ikke i køkkenet, ellers sikrede en arv som hun uanset ikke ville få del af, og hun tog bade når muligheden bød sig, drak som et hul i jorden og tog hvad hun ville have.. i hendes øjne lød det blot som et liv præget af en enorm frihed, og den holdning havde hun bestemt ikke tænkt sig at ændre på baggrund af én mand. Hun havde opnået langt mere end hans slags nogensinde ville være i stand, desuden så var hun vant til at blive nedgjort, det rørte hende ikke længere. Isobel trak ligegyldigt på skuldrene. Hun var ligeglad med hvad han ville have sagt, for de vidste begge to hvor de stod. Den provokerende mine irriterede hende ganske vidst, men for sin egen skyld, valgte hun ikke at reagere direkte åbenlyst på det. Hatten lagde hun roligt på bordet. Hun kunne nærmest se ham skære en grimasse idet hun valgte at søge tættere på ham. Han var tydeligvis frastødt af hende, hvilket næsten kun morede hende. Hans ansigt forekom hende stadig bekendt, også selvom hun ikke var i stand til at sætte navn på, hun havde mødt mange af hans slags via Matthiel, og de lignede alle hinanden. Hendes trussel var skam god nok, hvilket kunne læses i hendes blik. Hun kunne gøre det til et helvede for ham, og han kunne jo prøve hende. Hun var bestemt ikke bleg for at lade det brede sig i Peula også. Hovedet gled på sned. De mørkeblonde lokker fulgte hendes bevægelse. Minen var næsten drilagtig. ”Præcis. Forestil dig hvor meget besvær jeg kunne give dig.. eller hvor meget gavn jeg kunne gøre,” hun blinkede til ham, og bakkede væk som han lagde pres på hendes skulder, for hun fattede trods alt en hentydning. Hun gik nysgerrigt på jagt på hans kontor, lod pegefingeren glide over de mange kanter der var rundt omkring med et næsten triumferende smil. Isobel nikkede stille. ”Det var det jeg sagde,” mumlede hun og rystede på hovedet. ”På papir er jeg en ganske lovlig borger af dette land. Mine rettigheder har ikke ændret sig, fordi jeg bor på havet frem for på landjord,” påpegede hun en anelse skarpt, for de rettigheder skulle han bestemt ikke have lov at tage fra hende. Hun stoppede op og sendte ham et mere skulende blik. ”Hvis det hjælper så er jeg ikke indbegrebet af en pirat. Jeg er nærmere.. en eventyrer. Desværre kan jeg ikke selv segle et skib, og må have udulige kujoner til at hjælpe mig. Hvad de beskæftiger sig med når vi er i land, er jeg mildest talt ligeglad med, jeg er ikke deres mor. Jeg er dog i stand til at give dem ordre,” hende slæber krusedes atter i et smil, for det var tydeligt hvad hun mente, hun kunne sagtens ´give dem lov til at gå løs i Peula også, men det ønskede hun ikke. Endnu engang så hun ned af sig selv. ”Jeg beklager stanken. Måske det vil skuffe dig, men jeg bader faktisk. Desværre måtte jeg hjælpe en mand op af en vammel suppedas,” hun rynkede på næsen. Han havde ret, hun stank. Det havde heller ikke direkte været meningen, men hvad pokker. ”Men du har ret. Min økonomi er dårlig.. Jeg ved dog at Peulas er det samme. Jeg er her med en anmodning, som i tumper burde have tænkt på langt før,” endte hun med et stille nik.

[giovanni]

Hvad denne kvinde var ude på, var noget som gjorde Giovanni nysgerrig og ikke mindst utrolig skeptisk! Han stolede på ingen måder på pirater og om hun selv kaldte sig for sømand eller pirat, gjorde ingen forskel for en gang pirat altid pirat, desuden så ødelagde de hans egen handel, de var konkurrenter og der var en grund til at han helst så dem væk fra Valvor Pairó, som han anså som sin egen by og han ville vogte om dem med sit liv! Hendes drilagtige mine tog han sig ikke af, da han blot betragtede hende kortfattet. Han fnøs let. ”Ha! Gavn tvivler jeg på en usling som dig kan blive,” svarede han kortfattet og lagde ikke skjul på den frastødende tone. Han brød sig på ingen måder om hende, selvom han alligevel var nysgerrig på at vide hvad hun faktisk lavede lige her på Rådhuset i stedet for at være blandt resten af hendes slæng. Han lod hende blot gå rundt i rummet, selvom han ikke just var meget for at hendes fedtede fingre skulle over det hele! Han sendte hende det samme kortfattede blik, som hun fastholdt at hun havde rettigheder. ”Hør her.. det at du har stjålet, reducerer dine rettigheder grænseløst, så.. du burde slet ikke have rettigheder til at befinde dig lige her,” svarede han sigende, hvor han ikke kunne skjule det provokerende smil. Han nød at have magten, og han kunne tage alle hendes rettigheder fra hende på et splitsekund. Den der havde penge, havde magten, og han havde tusindvis af penge, så han kunne skam sagtens sørge for at hun aldrig satte sin fod her i byen igen! Han fangede udmærket godt hendes hentydning i hendes ord, hvilket fik ham til at knibe øjnene let sammen. Hun kunne bare prøve at lægge sig ud med ham og han sørgede for at hun aldrig ville komme til at se tidevandet igen! Et humorforladt smil gled over hans læber, som han roligt rejste sig op, for kun at gå hen til hende, hvor han stillede sig foran hende. ”Jeg er en meget, meget slem mand, som virkelig er dum at lægge sig ud med,” svarede han i en stilfærdig tone, som om han talte til et lille barn, skønt han ikke kunne skjule det kolde og morende smil, der krusede sig over hans læber. Han mente sine ord, en mand som ham, der faktisk havde det hele, var ikke en som man skulle lægge sig ud med og en sølle pirat som hende, burde lære og vaske sin mund med brun sæbe, før hun lagde sig ud med den forkerte! Han rystede let på hovedet. ”Jeg har mine egne planer for Peula tak, så jeg har ikke brug for din hjælp,” endte han kortfattet, uden at han tog de isblå øjne fra hende. Han var en mand der fulgte meget med i de andre lande, helt ned til sidste detalje, og med de rygter som han havde hørt, så havde han skam tænkt sig at udvidde landet!

[Deleted]

Isobel havde altid noget for, når det endelig kom til stykket, og hun måtte erkende at hun havde haft mange spekulationer til søs. Det undrede hende dog på ingen måde, at de ikke lod til at interessere den højrøvede tåbe der sad foran hende, men på den anden side, så ville det nok heller ikke hjælpe at kyle diverse fornærmelser efter ham. Hun kunne måske begive sig ud på missionen selv, men det ville uden tvivl være mest praktisk hvis hun kunne sælge den til rådet i Peula, for den ekstra opbakning ville gøre sandsynligheden for en succes langt større. Efterhånden begyndte han at lege med hendes i forvejen svage tålmodighed. Skældsord var hun ligeglad med, for hun var blevet kaldt værre en ussel, men denne mand var jo direkte blind! Hun hævede et slankt øjenbryn og så en anelse forundret på ham. ”Ikke? Jeg kender havene bedre end dine søfolk gør. Du tænker dig ikke om. Du kan slet ikke se for dig hvilken gavn vi kunne gøre for, for eksempel.. handlen?” påpegede hun roligt. Det var ikke fordi hun nød at være en ussel pirat, men hun elskede livet til søs, og eftersom en stat aldrig ville ansætte en gammel slave, så havde hun ganske simpelt ikke muligheden for at være en ærlig sømand og særligt fordi hun var en kvinde. Nysgerrigheden havde hun formået at vække, hvilket hun kunne se i hans blik.. det kunne blive en nyttigt kort, hvis hans fordomme mod hende, skulle vise sig at blive det ødelæggende. Hun var stoppet op i sin vandren rundt på hans kontor. Der var ganske vidst mange nydelige ting, men hun havde ikke tænkt sig bare lige at stjæle dem som sådan. Isobel sukkede direkte opgivende. ”Nej du høre her. Jeg har aldrig grebet så meget som et stykke kul fra dette land, så rent praktisk er jeg vel ikke kriminel? Jeg er ked af det, men om du vil det eller ej, så er der en pirat blandt befolkningen,” påpegede hun betydeligt mere irriteret, for hun var faktisk ved at være træt af at høre på ham. Hvem end han var, så havde han magten og han kunne tage hendes opholdstilladelse fra hende ligeså hurtigt som hun havde fået den i udgangspunktet.. men hun havde trods alt ikke meget at miste. Blikket fulgte ham som han stilte sig foran ham. Hun så op i hans blik, med en mindre kølighed. Det var ikke fordi at hans ord skræmte hende. Hun havde dygtige folk med sig, desuden så kunne meget nemt gøre det meget surt for ham at sidde med den magt. ”Aha. Jeg har haft nok at gøre med slemme mænd til at vide hvornår jeg skal frygte dem,” hun blinkede til ham som en tydelig hentydning. ”Desuden kan jeg hurtigt gøre det ligeså surt for dig, som du kan gøre det for mig,” påpegede hun lidt sigende. Matthiel og Jensen var gode kort, de kendte desuden Peula og Imandra fantastisk godt. ”Som du vil. Så skal jeg ikke tage din tid,” endte hun med et lidt hemmelighedsfuldt glimt, før hun trådte forbi ham og søgte mod døren.

[giovanni]

Denne kvinde var sådan set ingenting i Giovannis øjne, ikke fordi hun så ud som hun gjorde, men på grund af hendes erhverv. Hun var en kæmpe konkurrent imod hans egen mafia, sammen med resten af hendes besætning og på trods hun selv fastholdt at hun ikke stjæl, så troede han bestemt ikke på hende. Måske hun ikke havde stjålet her til lands, men hvis hun ville benægte at hun aldrig nogensinde havde stjålet guds mønt, så ville han nok le hånligt af hende, og en gang tyv, altid tyv. Det var bare et spørgsmål om tid, før Peula blev mest rigt og så ville de også stjæle herfra. Han rystede let på hovedet. ”Tværtimod, så er I pirater en dårlig forretning for mig selv og.. mine forretninger, så nej, jeg ser jer på ingen måder til gavn,” svarede han kortfattet, hvor armene forblev over kors ved det faste bryst. Der var ingen der vidste at han havde sin mafia og det ville han bestemt heller ikke sige til denne utroværdige pirat, for hun ville da gå hen og afpresse ham med det så! Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Måske du ikke har stjålet her, men hvis du vil benægte at du aldrig har stjålet en eneste ting i dit liv, fra andre lande, så må du jo tro at jeg var født i går og at Jorden var et paradis,” svarede han kortfattet, hvor han ikke tog blikket fra hende, ”Desuden en gang tyv, altid en tyv.” Det var tydeligt at høre at han havde fordomme mod pirater, og det havde han skam også, for han brød sig på ingen måder om dem, og den måde de ødelagde hans forretninger på, skønt pirateriet mere var udbredt her i Peula, så det var mere her til lands at de var en konkurrent og ikke så meget i de andre lande. Han rystede blot let på hovedet af hende, som hun tydeligt hentydede til at hun ikke ville frygte ham. ”Jeg kan slå dig ihjel, inden du når ud af døren, så du burde være bedre til at spotte dine ’slemme’ mænd,” konstaterede han roligt, hvor et næsten morende smil gled over hans læber. Han var en af de ældste mentaldæmoner – hvis ikke den ældste – hun ville ikke have det mindste forsvar mod hans psykiske evner, selv hans egen kone, der også var en gammel mentaldæmon, kunne ikke stå imod dem i sidste ende, fordi han var ældst. At hun blot vendte om for at gå, fik ham til at fnyse. ”Hold op Isobel. Du er ikke kommet her for at gå tomhændet herfra, så meget kan jeg allerede regne ud,” svarede han roligt, hvor han var søgt ind i hendes sind uden at lade hende mærke sig af det, for at få hendes navn. Han gik roligt om bag skrivebordet, hvor han stod lænet ind over det og dets mange papirer. ”Som sagt har jeg mine egne planer for landet, vi må se om dine kommer mine til gavn.” Det var et tydeligt stikord til hende, om at hun fik lov til at tale om hendes planer.

[Deleted]

Mafien kendte hun ikke synderligt meget til. Efter hun var blevet kaptajn på juvelen, så havde hun ikke fuldt særligt meget med i hvad der skete på land. Hun var dog blevet klar over, at hvem end denne mand var så var han slet ikke meget for hende. Typisk! Blind som intet andet! ”Om du vil. Men fortæl mig igen, hvad dine forretninger er,” hun hævede et øjenbryn mod ham. Hans skepsis irriterede hende, for hun forsøgte jo faktisk at få en point frem. Hun var dog heller ikke selv dum. Det var ikke fordi hun ville kunne stille meget op mod ham, og særligt ikke nu hvor hun havde valgt at møde op alene. Måske man kunne kalde hende dumdristig.. hun frygtede ikke døden på nogen måde, så tanken om at dette kunne blive hendes sidste øjeblik, faldt hende slet ikke ind, hun var faktisk ret ligeglad, det var jo bare hans tab. Smilet bredte sig på hendes læber. ”Jorden er faktisk et paradis for de som formår at gøre den til det. Men nej. Jeg vil ikke benægte at have stjålet,” endte hun lidt sigende. Ikke kun som pirat, men under hendes tid som slave for Matthiel havde hun også stjålet fra ham, også selvom han aldrig havde bidt mærke i det. Et sted så var det vel enhver slaves lod? De penge havde været hendes veltjente penge uanset! Hun himlede med øjnene. ”Om du vil,” endte hun endnu engang, denne gang mere vrissent. Hun havde ikke tænkt sig at sige ham imod, for hun havde altid været lidt af en tyv. Det irriterede hende dog, at ingen gav hende en mulighed for at være en ærlig sømand, for hun var faktisk træt af det andet, når hun kunne gøre gavn for det sted hun måtte elske. ”Jeg er ikke dum. Du kan slå mig ihjel uden at blinke, og jeg er praktisk talt ligeglad,” svarede hun ærligt og trak på skuldrene, kun for at understrege. Hvorfor pokker skulle hun frygte ham.. hun risikerede for pokker sit liv hver eneste dag. Hun rynkede en anelse forundret på panden, og kastede blikket over skulderen på vej ud. Langsomt vendte hun sig om. ”Og du kender mit navn.. hvordan?” spurgte hun en anelse mistroisk, og tydeligt krævende for svar. Det stod ganske vidst i registret, men det lod jo ikke til, at han havde besværet sig det mindste med at kigge i det. ”Desuden går jeg ikke tomhændet herfra. Jeg kan sagtens udfører det selv, jeg ville blot give dig muligheden for at tage del i det, og dermed undgå en hel del uheldige situationer,” hun trak svagt på skuldrene, for sandt var det jo. Hun var faktisk ligeglad med om han ville være med, eller om han ville lytte... for den sags skyld slå hende ihjel, hun havde heldigvis garderet sig, for som sagt; hun var ikke dum. ”Jeg er ikke dum nok til at afsløre det bare som sådan. Du slår mig ihjel og udfører det selv. Originalt synes du ikke?” spurgte hun med næsten sukkersød tone. Hun kunne bestemt godt lege med på den leg, der hed: hvem-viser-sig-mest-stædig med tilføjelsen møghamrende irriterende, for det var hvad han var!

[giovanni]

Hvorfor denne pirat var dukket op, var noget som et sted gjorde Giovanni nysgerrig, for hun måtte jo være kommet af en grund, og det var tydeligt at hun havde forretningsplaner, og han var en mand, der gik en del ind for forretninger. Han nød at handle, og ikke mindst når man havde en fod i alle lejre, når man var midtermanden som alle havde brug for, og Peula havde potentiale, hvilket lød til at denne kvinde også havde set. Han stolede ikke på hende, tværtimod, men derfor så var han da alligevel interesseret i at høre hvad hun havde at sige. Han trak hemmelighedsfuldt på smilebåndet, da hun spurgte ind til hvad hans forretninger var. ”Mine forretninger, er min sag, som dine er din,” svarede han blot affejende. Han havde bestemt ikke tænkt sig at fortælle hende omkring sin mafia og at han faktisk handlede ulovligt og kriminelt i de andre lande, for så kunne hun jo afsløre ham og ødelægge det hele, og det skulle han bestemt ikke nyde noget af! At hun indrømmede at hun havde stjålet – som bestemt heller ikke kom bag på ham – så sendte han hende blot et sigende blik. ”Netop,” endte han kortfattet, hvor han hentydede til sine tidligere ord; en gang tyv, altid en tyv. At han irriterede hende, kunne han godt høre, og det var noget som virkelig måtte more ham! I sit lille sind frydede han sig over det, skønt han ikke lod det komme til udtryk. At hun ikke var bange for døden, forundrede ham utroligt nok ikke. Han ville gå ud fra at det at miste livet, det at gå døden i møde, var en hverdagsting for pirater, det var vel hvad risikoen var ved deres ’job’? Derfor sagde han heller ikke noget til det. Hans isblå øjne betragtede hende roligt, fra hans plads bag skrivebordet, da hun valgte at vende sig om imod ham og med sin mistroiske stemme. Et sigende smil gled over hans læber. ”Som sagt.. jeg er ikke en mand du burde lægge dig ud med,” svarede han blot kort for hovedet, da hun spurgt ind til hvordan han kendte til hendes navn. Han gjorde ganske roligt tegn til at hun skulle sætte sig i den stol, der stod foran hans skrivebord. Det at hun ikke ville fortælle omkring hendes planer, kom faktisk heller ikke bag på ham, for som han ikke stolede på hende, så stolede hun heller ikke på ham. ”Hvis du er bange for at komme i uheldige situationer, så lyder det jo næsten som om at du har brug for mig,” påpegede han ganske roligt, som han pakkede papirerne foran sig, ind i deres mappe, inden han klappede mappen sammen og lagde den væk. Han foldede hænderne foran sig på skrivebordet, hvor han vendte de isblå øjne mod hende igen. Et let træk fandt vej til hans ene mundvig. ”Lad os komme til sagen, ikke? Jeg stoler ikke på dig, og jeg ved du heller ikke stoler på mig, men.. jeg er en forretningsmand og hvis din handel er god, så er jeg muligvis interesseret, så hvad med at fortælle mig omkring dem?” opfordrede han hende roligt, hvor han tydeligvis var blevet ganske alvorlig.

[Deleted]

Isobel ville bestemt ikke dukke op på dette irriterende forfinet sted, uden en dybere mening bag. Hun havde altid foragtet mænd som ham, mænd der troede at de ejede det hele.. også selvom de jo i princippet gjorde, men det var slet ikke en del af pointen! Når det kom til handel, så havde hun faktisk ekstremt meget at tilbyde, men det var typisk mænd som ham, ikke at se længere end til sin egen næse, og det begyndte virkelig at få hende på nerverne. Måske hun var pirat, men der var jo heller aldrig nogen der faktisk havde bedt hende om at være en ærlig sømand, for den slags tillod staten ikke for en sølle slave. ”Meget vel. Jeg siger bare, at du gerne ville have mig som en del af den handel,” endte hun med et lidt drilsk smil, og trak næsten uskyldigt på smilebåndet. Stjålet det havde hun, hun var for pokker en gammel slave! Det var ikke underligt, at hun havde ønsket en del af sin egen løn, og hun fortsatte kun fordi hun ikke havde mange andre muligheder. Hun himlede blot med øjnene, og valgte ikke at røde mere i sagen om hvor vidt hun var en tyv eller ej, for det kunne de jo diskutere til dommedag. Blikket gled mod ham, en anelse afventende, på om han havde tænkt sig faktisk at give hende en chance. Hun nikkede blot roligt, og vendte sig mere mod ham. Hun frygtede virkelig ikke døden, på mange måder ville det blot gøre det hele mere overskueligt, så han kunne ikke skade hende synderligt meget. ”Aha. Eller også har du bare lært kunsten at læse,” svarede hun en anelse kækt igen. Roligt trådte hun tilbage på kontoret, og tog imod hans gestus. Hun endte ved skrivebordet, og lod sig glide ned i den varme stol. De nysgerrige øjne søgte mod hans, for hun var her bestemt ikke for bare at spilde hans tid! ”Jeg klare mig uden, men en hjælpende hånd, siger end ikke jeg nej til,” endte hun medgivende. Kun han kunne gøre hende til en ærlig kvinde, en respekteret en af slagsen, hun var en hårdfør kvinde, og det var efterhånden lidt af en mangelvare. Hun lod et ben glide over det andet, og satte sig til rette. ”Meget vel. Ser du.. Jeg har sejlet i havene mellem de store lande, jeg har handlet.. selvfølgelig ulovligt, og handlet yderligere for at bringe guld ind, så jeg og mine mænd er i stand til at leve. Efterhånden er markedet desværre blevet tyndt. Jeg undersøgte således landene for at se hvilke muligheder der eventuelt kunne være.. er du klar over at Imandra gemmer på skatte, der udelukkende bliver brugt på den forbandede borgerkig. Desuden så var Peula engang en del af Imandra, og forbindelserne til søs er fremragende til deres havn.. desværre kan vi ikke ligge til. Min første anmodning; bring den elendige konge i fald, og giv os vores jord tilbage. Min anden anmodning; Jeg ønsker et respekteret og ærligt job som sømand, og jeg ønsker at arbejde for det land, som jeg har tjent siden min registrering i landet. Overvej muligheden. Hvem kender vandene bedre end mig?,” hun hævede roligt blikket mod ham en anelse afventende, og hun var tydeligvis alvorligt, også selvom hun næsten allerede kunne gætte sig til hans reaktion, og den tanke irriterede hende virkelig!

[giovanni]

Det var ikke fordi Giovanni ikke kunne tage imod hjælp, for det kunne han skam godt. Han var bare meget forsigtig med hvem han gav sin tillid til, for det var ikke alle og enhver som han ville kunne arbejde med, og han ville nødig ende snydt i den anden ende, og derfor var han ikke meget for at skulle lave samarbejde med en gammel slave og nu en pirat. Alligevel var han nysgerrig på at høre hvad hun havde at sige. Han svarede ikke på hendes ord, men gned blot sin hage tænkende. Om hun var en person han ville have med i sin handel, kunne vel komme an på en prøve? For han selv var endnu ikke overbevist. På den anden side tvivlede han på at hun var kommet herind for at gå tomhændet ud igen, så han var skamnysgerrig på at høre hvad hun havde at sige. De isblå øjne vendte han mod hende, som hun tog plads i stolen foran sig, hvor han foldede hænderne foran sig på skrivebordet. Han kunne godt se meningen bag hendes ord, eftersom han selv havde planer for Imandra. Han lagde sig roligt tilbage i sin egen stol, hvor han gned sin hage ganske let. Han forholdt sig i ro for et par minutter, hvor han blot betragtede hende og tænkte over hendes ord. Efter et stykke tid rettede han sig igen en anelse op. ”Jeg ved udmærket godt hvordan det står til i Imandra, jeg har allerede planer med landet. Jeg har talt med rådet her i landet og vi er alle nået til enstemmighed: det er på tide at tage det tilbage, som engang var vores,” svarede han roligt, hvor tonen var lettere medgivende til hendes ord. ”Der går mange rygter omkring at kongen ikke længere er der. Jeg synes det er værd at tjekke efter,” tilføjede han med et koldt smil på hans læber. Han havde skam planer om at invadere landet og tage tronen, eftersom Isobel havde helt ret i at der var gode handelsforhold i Imandra, og det ville også gøre at Peula ville blive et langt større handlepunkt for de andre lande – hvilket gjorde at markedet ville blive større for ham. Hans blik blev igen alvorligt, som han så mod hende. ”Men.. hvad kan du tilbyde mig. Hvad vil fordelen være med et samarbejde med dig? hvad vil jeg få ud af det?” spurgte han ganske kortfattet. Han vidste at mønten havde en mere mørk side, og han ville kende til alle detaljer, før han gjorde noget som helst!