Enough!

[Deleted]

Det var en frygtelig sen aften, idet at Samuel måtte begive sig ned i de store kælderregioner. Gneopbygningen efter de eksplossioner som han havde hørt noget omkring, var i fuld gang, så det næsten så ud som om, at der absolut intet var sket her. Ikke at det var noget som gjorde Samuel det mindste. Han havde sin vrede at skulle komme af med og han vidste lige hvordan det skulle gøres og han tøvede bestemt heller ikke med at skulle gøre det på den måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kom ned til døren ind til det lille eliksirkammer som havde været hans ganske eget. Han havde simpelthen fået nok. Han vidste jo at Jaqia hyggede sig med Enrico og det at skulle stoppe dem gang på gang, det havde han simpelthen fået nok af. Han gad virkelig ikke alt det her længere. Han havde simpelthen bare fået nok! Han nåede hen til en gammelt udseende reol, hvor han rev en ældgammel bog ned til sig som han smed på bordet og begyndte at bladre igennem. Han smilede et tydeligt iskoldt smil. "Perfekt.." hviskede han med en tydelig tilfreds mine. Han tog roligt omkring bogen, for at nå torturkammeret. Der var i sig selv, ekstremt mange minder herfra og det var virkelig ikke noget som han kunne gøre noget andet end bare at nyde og fryde sig over, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han smilede et storslået og tydeligt tilfredst smil og lagde bogen på bordet som var placeret derinde. Det var nu eller aldrig i hans øjne. Nu var han simpelthen så vred og desperat, at han gik denne vej? Det havde han aldrig nogensinde tænkt over før! Foran ham stod et bord af sten formet efter en udstrakt krop og det var det som han agtet at skulle gøre brug af lige for øjeblikket! Han kneb øjnene nærmest dræbende sammen og vendte blikket stille ned mod bogen som måtte ligge der stille og roligt foran ham, idet han roligt begyndt remsen som måtte stå der med de ældgamle bogstaver. Måske at han ikke var den mest erfarende alkymist, men noget var han da i den grad i stand til at skulle gøre brug af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hans remse blev mere og mere intens for hvert eneste øjeblik som måtte gå. Han ville kalde på ham - Tvinge selve dødsenglen til sig!

[Deleted]

Uroen omkring Jaqia og Samuel var i sig selv, noget som Azrael havde mærket sig af, selvom det ikke var der at han havde sit hovedfokus lige for tiden, det var helt sikkert. Det måtte ligge helt andre steder end der hvor det virkelig burde. Han var ikke altid den klogeste, det eneste som an egentlig måtte gøre, det var jo at passe hans arbejde, selvom der virkelig var så frygtelig meget for ham, at skulle se til for tiden og det irriterede ham et sted. De kunne sætte sig tilbage og bare se på dem med den klare misundelse, for han kunne virkelig ikke fortsætte med dette selv, selvom han var nødt til det. Det var og blev hans vigtigste opgave til nu og i og med, at han bar en så frygtelig stor del af det hele, så vidste han at han måtte gå med dette til evig tid. Den følelse og pludselige smerte som måtte gribe omkring hans egen krop, idet at han var ved at føre en ældgammel mand videre og over på den anden side. Utroligt nok ikke et tab af krigen, men af ganske naturlige årsager. Det var jo sådan at det måtte være for så mange. At de ble for gamle til at de kunne fortsætte med at holde igen. Azrael valgte selv at give efter, forsvandt fra sin såkaldte 'arbejdsplads' for så at komme direkte til Castle of Darkness, hvor han kraftigt kunne føle på sig selv, at kaldet måtte være ekstremt. Han havde selv valgt at give efter, for det var i den grad sjældent at han i det hele taget måtte opleve det, at blive kaldt på, på denne måde. Som nærmest et sort hul som måtte danne sig lige over alles hoveder i det lille kammer som han var kaldet til, så svævede Azrael roligt ned på gulvet. At blive kaldt til på denne måde af et levende væsen, var så sandelig ikke noget af det som han oplevede mest, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og deraf var han også en anelse nysgerrig af sig. Hvad pokker foregik der egentlig? Måske at han ville finde ud af det, måske ikke, men dette var noget som man virkelig bare måtte finde ud af med tiden vel? Og tid var ikke just det som han var i mangel på, det var i den grad også helt sikkert. "Samuel.." hilste han roligt, idet han lod armene glide over kors. Hvad var det nu at den mand måtte have i tankerne?

[Deleted]

Samuel fortsatte den intense remse ind til at han kunne se det mindre sorte hul over sit eget hoved. Først der holdt han inde. Det havde virket! Det var da noget som han kunne få bekræftet allerede med det samme og den tanke var i den grad også noget som i den grad måtte fryde ham og meget mere end det som han var i stand til at beskrive. At se selveste dødsenglen stå der foran ham, var i sig selv, slet ikke noget som han reagerede meget på. Han ønskede den mand og hans kære modpart så langt til helvede som var ham overhovedet muligt! At han i det mindste var genkendt, var slet ikke noget som rørte ham. Han havde set manden en gang før.. Den gang han havde mødt solen. Han havde set ham stå der. Han var helt sikker på, at det havde været ham som havde stået der, selvom det bestemt ikke var noget som gjorde det mindste ved ham på nogen som helst måde overhovedet. Det var virkelig bare noget som kunne gøre ham noget så frygtelig vred og på alle måder! Han lukkede roligt bogen i og lod hånden roligt hvile over den. Han dirrede af det rene raseri .Det var deres skyld at hans liv var intet andet end et sandt helvede for øjeblikket. At han ikke kunne få Jaqia der hvor han virkelig måtte ønske hende, var virkelig noget af det værste af det hele for hans vedkommende og han var virkelig bare så voldsomt træt af, at han ikke kunne komme dertil som han måtte ønske. Hans vrede måtte lyse direkte ud af hans øjne. Han var virkelig bare vred som aldrig før. "Utroligt, at du husker mig, Azrael," sagde han med en rolig og kortfattet stemme. Han trådte roligt ned fra det mindre podie og gik ud på gulvet med hele hans opmærksomhed hvilende på ham. Når man nu måtte stå overfor en mand som Azrael, så tog man bestemt ikke nogen chancer .. Eller jo, Samuel gjorde. Hurtigere end det som øjet var i stand til at se, så tog han kraftigt fat omkring dødsenglen, førte ham hel til bordet af sten, hvor han fik låst hans ankler og håndled fast, så han lå der udstrakt ligesom bordets figur. "Jeg har en høne at plukke med Jer begge!" hvæsede han med en fast og kraftig stemme.

[Deleted]

Azrael kunne tydeligt huske Samuel, selvom han måtte erkende, at han faktisk måtte være langt mere overrasket over at se manden i live, frem for noget af det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At det var denne mand som havde kaldt ham til sig, overraskede ham dog et sted ikke. Samuel havde altid været så utrolig fascineret af døden. Det var jo også på grund af ham, at Azrael i det hele taget havde noget at lave, så i bund og grund.. gjorde det ham egentlig noget? Han blev roligt stående, rank og med den selvsikkerhed i minen, selvom det stadig var helt uklart for ham, hvad det egentlig måtte være, at han havde i tankerne omkring dette møde. Hvorfor var han kaldt hertil? Hans vide hvilede alt omkring død, så lige grunden til dette.. Han havde da personligt ikke gjort Samuel noget som helst? Andet ned at gøre sit arbejde. "Hvorfor skulle jeg da ikke huske dig? Jeg glemmer aldrig et ansigt," sagde han stadig med den samme ro i stemmen. Det stivnede dog let i ham, da Samuel måtte lukke hænderne omkring hans tøj, skubbede ham over mod bordet, hvor han endte med at skulle ligge fuldkommen fastlåst. Han knyttede hænderne, selvom hans ansigt ikke fortrak sig så meget som en eneste mine. Manden var vred, det var noget som man tydeligt kunne mærke, se, føle og fornemme på ham, selvom det virkelig ikke var noget som rørte Azrael det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Han blev liggende uden det mindste tegn til frygt eller lignende. Han var bestemt frygten selv når det kom til stykket! De mørke øjne med det let lysende røde skær, vendte han direkte mod Samuel. "Du virker vred.." sagde han roligt. Ikke at det var sådan ngoet som han jo var vant til. Selv blev han liggende stille. Smerte som sådan ville ikke kunne røre ham.. kun kroppen som han havde været i besiddelse af, igennem så frygtelig mange, mange år.

[Deleted]

Samuel var i den grad vred og nok var det ikke Azraels skyld, men han vidste, at de var sammen omkring det hele og det at kalde døden til sig, var en enklere opgave end det som det ellers ville have været, om det havde været Darlene som han skulle kalde til sig. Han kunne få lov til at lukke sine frustrationer ud og det var i den grad også noget af det bedste ved det hele, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Frustrationerne kunne lukkes ud på Azrael og så måtte han tage sig af Darlene når hun engang havde i sinde, at skulle dukke op. Men lige hvornår det nu måtte være, det var jo så det som han ikke vidste og det var noget som alligevel måtte frustrere ham en god del. Bare det, at han fik selve Azrael låst fast til bordet, fik ham blot til at smile det iskolde smil, idet han roligt gik tilbage til bordet og tog roligt fat omkring en lille kniv som han betragtede roligt, som havde den været noget ganske enkelt værdifuldt, inden han vendte blikket mod Azrael igen. At han kommenterede hans vrede, fik kun det kolde grin til at brede sig og komme fra hans læber. Det var noget af det dummeste som han længe havde hørt, det var jo ganske enkelt helt utroligt! Han lod hovedet søge let på sned, idet han kom hen til Azraels skikkelse på bordet. At han end ikke viste nogen tegn til frygt eller lignende, var blot noget som ville gøre det hele meget mere sjovt for hans vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, hvad end om det var noget som man ville eller ikke. De ildrøde øjne hvilede intenst på hans skikkelse. "Åh ja, jeg er vred.. Det skal du nok finde ud af." Han skar roligt Azraels skjorte op med en let og rolig bevægelse med kniven og efterlod overkroppen blottet. Han lod hånden roligt lukke sig omkring Azrales strube og tvang hans blik mod sig. Han lukkede hånden fast omkring den. "Hvor er den kære Darlene?" hvislede han med en fast og frygtelig iskold stemme. Han var først lige begyndt!

[Deleted]

Azrael havde virkelig ikke noget som helst, at skulle frygte for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var helt sikkert. Nok var han ikke i stand til at røre sig, hvilket han godt kunne mærke, så var han nu temmelig så sikker på, at Samuels vrede nu også måtte gå ud over ham.. men hvorfor? Han havde aldrig rigtigt forstået sig på de menneskelige og levende følelser, for det havde nok været mere hen af Darlenes område frm for at det måtte være af hans og sådan havde det jo trods alt også altid været, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans næsten så rødlige øjne hvilede på ham og selv uden det mindste frygt. Han var faktisk ganske så afslappet, selvom dette virkelig var noget som kunne få konsekvenser for den levende krop som han måtte være bærer af, og det var bestemt heller ikke noget som måtte tælle for hans egen del, det var i den grad også helt sikkert. Han trak vejret dybt og spændte i kroppen idet at Samul måtte skære op i hans skjorte, så kroppen nærmest måtte ende blottet for ham. Han så roligt på ham. Hvad var det da, som han kunne være så frygtelig vred overfor? Han bed tænderne let sammen, idet at Samuel måtte tage godt og kraftigt omkring hans hals og vendte blikket mod ham. At han spurgte ind til Darlene, så sagde det lidt sig selv, om hvad dette måtte omhandle, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han trak let på smilebåndet. "Så det er det som dette handler om, er det ikke?" spurgte han med en rolig og ganske så kortfattet stemme. Han blev stadig liggende. "Det gælder Jaqia.. gør det ikke?" spurgte han roligt og ikke mindst med en ganske så naturlig nysgerrig stemme. Det var nok også noget af det eneste som han i det hele taget formåede at skulle få frem lige for tiden. Ikke at det var fordi at han var bange for dette, eller noget som bare måtte minde omkring det på nogen som helst måde overhovedet. "Det som er sket, det er også det som er meningen, Samuel.. Det er ikke noget som hverken mig eller Darlene kan gøre noget ved," afsluttede han kortfattet. Så meget vidste han dog i allerhøjeste grad.

[Deleted]

Det hele måtte omhandle Jaqia og det var end ikke nogen hemmelighed på nogen som helst måde. Han slap dog ikke taget som han havde omkring Azrales hals. At han var så tæt på dødens engel, var noget som i sig selv, var ganske så morsomt for hans vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Han var vred som han aldrig nogensinde før havde været det, og det sagde virkelig heller ikke så lidt. At han jo så i den anden ende, havde gættet sig frem til, at det måtte omhandle hans kære søster, var jo så heller ikke noget som direkte måtte tale ham positivt. Det gjorde det hele meget værre. At han forholdt sig så frygtelig rolig, var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde, det var der end ikke nogen tvivl om. Han lukkede grebet mere og mere omkring Azraels strube og holdt hans blik mod sig. "Det er meningen? Hvad er det som er meningen, Azrael? Stop dine mange gåder og fortæl mig det dog!" hvæsede han med en fast og noget så kraftig stemme, at man skulle tro at det var løgn! Hans øjne lyste af den rene vrede som aldrig nogensinde før, det var i den grad også helt sikket. Om blikket alene ville være i stand til at skulle dræbe, så var denne engel faldet allerede for længe siden! "Darlene er mig en pest og en plage Azrael.. fortæl mig hvor hun er..!!" hvæsede han med en fast og noget så kraftig stemme. Af den rene frustration, lod han kniven stille og roligt dale ned mod hans hofte og side, idet at han uden det mindste tøven eller varsel, lod kniven skære igennem huden, som havde den ikke æret noget andet end blødt smør. Han vidste at en engel måtte nære sig på smerte, men dette måtte da være en levende krop? Ellers ville han vel ikke have noget fysisk legeme som han jo var i besiddelse af. "Om jeg skal holde dig her til hun kommer, så gør jeg det, Azrael.. Jeg ved hun må stå dig nær," hvislede han med en fast og frygtelig iskold stemme.

[Deleted]

Darlene stod Azrael nær, det var helt sikkert. De var jo tvunget til at arbejde sammen og udelukkende fordi at den balance skulle opretholdes, så det var virkelig noget af en forfærdelig byrde som måtte hvile på begges skuldre og lige nu, så gjorde Samuel det virkelig heller ikke nemmere for hans vedkommende. Han spændte fast i hele kroppen, da Samuel måtte stramme grebet yderligere omkring hans hals, selvom det nu alligevel ikke måtte gøre ham det mindste, det var i den grad også helt sikkert. Han blinkede ganske svagt med øjnene. Han gav aldrig svar direkte, det måtte Samuel da for pokker også vide! Han stod neutral og hjalp virkelig ingen, hverken af Procias, Dvasias eller Manjarno. De fik virkelig ikke nogen hjælp, for han var virkelig ikke den form af mand, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han bed sig svagt læben og med det stille smil. "Du burde kende mig, Samuel.. Jeg giver aldrig svarene," påpegede han roligt og ganske så stilfærdigt også i den anden ende, ikke at det var noget som han kunne lægge det mindste skjul på, for det var bestemt heller ikke hans egen hensigt, det var så sandelig også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Han trak vejret dybt og prøvede at skulle rive hænderne til sig, selvom det virkelig var helt og særdeles umuligt for ham. Han opgav dog hurtigt. Den kniv som blev stukket direkte i hans side, kunne han nu udmærket godt mærke. Det stivnede kraftigt for ham. Nok var han en dødsengel, men kroppe var jo bare en gammel en som han havde haft igennem så frygtelig mange år, så det var noget som tydeligt kunne mærkes. Blodet måtte jo stadig flyde fra det store sår, selvom det var sort som havde det været kul. Hovedet lagde han ned mod det kolde stenbord. Han vidste, at Darlene vil kunne mærke hans smerte, som han var i stand til at skulle mærke hendes. "Hun er overalt og ingen steder, Samuel.." svarede han med en yderst sammenbidt tone. Han kunne i den grad godt mærke, at det måtte gøre en anelse ondt!

[Deleted]

Samuel var virkelig bare så vred som han aldrig nogensinde før. Bare det at Azrael ikke kunne sige ham noget andet end lige netop dette, var bestemt heller ikke til mandens store fordel, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Bare den tanke, at han faktisk sad der lige i dette øjeblik og med selveste døden liggende foran sig, var en ganske forunderlig tanke for hans vedkommende. Darlene var i nærheden, det var jo lige før, at han i det hele taget var i stand til at skulle mærke det! Hans øjne lyste af den rene og klare vrede, det var slet ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet. Ganske enkelt og forsigtigt, så vred Samuel en anelse på kniven, greb roligt fat omkring en af de mange flasker som måtte stå lige ved, hvor han roligt begyndte at tappe dødsenglens blod. Det var i den grad værdifuldt for nogen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans blik forlod ham dog ikke på noget tidspunkt. Han vidste godt, at dødsenglen ikke var kendt med at skulle komme med nogen svar, men at hjælpe ham lidt i denne situation, ville nok have været meget bedre end alt det andet lort her, for det kunne han virkelig ikke bruge til noget som helst! Han satte roligt proppen på flasken igen og satte den væk. Hans blik faldt direkte tilbage til Azrales skikkelse. Bare det at manden kunne formå at holde sig så skræmmende rolig i en situation som dette, var slet ikke noget som han kunne forstå sig det mindste på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det gjorde ham direkte vred! "Du skal ikke tro, at dette vil redde nogen af Jer, Azrael," hvæsede Samuel med en fast og noget så kraftig stemme, det i sig selv, var end ikke noget som man kunne kmme udenom. Han trak kniven til sig igen og lagde den stille ned mod Azraels bryst. "Måske at du er noget større end alle andre her.. noget af en meget større betydning... men hvor meget kan en menneskelig krop holde til?" Han lod spidsen ganske roligt og smertefuldt langsomt borre sig ned i Azrales bryst. Han undgik hjertet bevidst. Den smerte skulle den mand så sandelig have lov til at opleve!

[Deleted]

Azrael kunne udmærket godt mærke, at dette var noget som kraftigt måtte gå ud over hans menneskelige legeme, for det blev i den grad svækket mere og mere, og det var noget som virkelig bare måtte gøre noget så frygtelig ondt! Han bed tænderne let sammen. Denne form for smerte, var han ikke direkte personligt blevet kendt med - før nu vel at mærke og det var noget som i den grad også godt kunne mærkes og det var på alle tænkelige måder overhovedet. Han knyttede hænderne kraftigt, idet at Samuel måtte vride kniven. Så lang tid, at han selv måtte være 'fanget' i denne krop, så var der jo noget ganske særligt ved blodet også. Han sukkede dæmpet og slog hovedet ned i bordet. Hvis der skete noget med ham eller Darlene, så havde de et problem, for allerede nu, kunne han virkelig mærke hvordan Lucifer kraftigt måtte kæmpe i hans eget dybe sind. Det var nok det som gjorde mest ondt! Han fnøs let. "Redde nogen? Hvis du tror at det her gør op for det som sker omkring dig, Samuel, så må du virkelig tro om igen," sagde han stadig med en næsten så skræmmende rolig stemme, som man slet ikke skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han stivnede let, idet at Samuel måtte lade kniven bore sig ned i hans bryst, selvom det var noget som skete så langsomt, så var det stadig ikke en smerte som man kunne se ved Azrael. Det var ikke det at Samuel gjorde alt det ved ham, men den ekstreme kamp som måtte ske på indsiden, for ikke at glemme, at han vidste, at Darlene ville være i stand til at skulle mærke det på denne måde, og det var virkelig noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt, at man skulle tro at det var løgn! "Du ved slet ikke hvad du gør.." afsluttede han med en anelse mere fast tone. Han spændte i hænderne, så blodårerne måtte ende tydelige. Dette var virkelig ved at blive en ekstrem tydelig kamp i hans indre! Blodet måtte begynde at flyde. På sit vis var han jo levende - så længe, at han havde en krop at være i.

[Deleted]

Samuel havde virkelig ikke nogen anelse om hvorfor han gjorde det som han gjorde, men at det kunne være slemt, var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind lige for øjeblikket. Det her var virkelig bare frustrationer som skulle ud og han havde aldrig været den mest troende som man kunne komme i tanker om, så de ældgamle historier omkring ham og Darlene, var end ikke noget som han havde det mindste kendskab til på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var der intet som han sådan rigtigt kunne gøre ved det alligevel. De rødlige øjne søgte direkte til Azrales skikkelse og uden at skulle se det mindste væk. Dette var virkelig bare noget som kunne gøre ham rasende! Han knyttede hånden fast og jog derefter kniven helt i ham. At han kunne være så rolig som det han måtte være lige nu, var i sandhed noget af det som måtte irritere ham mere end det som noget som helst andet ville være i stand til! Det sitrede og det skælvede i absolut hele hans krop og udelukkende fordi at han kunne være så vred. Det overraskede ham faktisk, at han kunne være så vred som han måtte være lige netop nu, det var helt sikkert. "Jeg gør ikke det her for at redde nogen som helst, Azrael," vrissede han med en iskold og noget så fast tone. Han mente dette i alvor, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne man absolut intet stille op. Jaqia havde han ikke ved sig, selvom det var hvad han virkelig måtte ønske sig mere end noget andet. "Måske... måske ikke.. Det er jo ikke til at vide, når du ikke åbner munden og fortæller mig det vel?" Han rev kniven til sig igen, kun for at hamre den direkte ned i den anden side af brystet - Længere væk fra hjertet ,selvom det ikke var noget som vel havde nogen betydning? Jo mere han kunne skade ham, jo bedre blev det for ham selv!

[Deleted]

Hvad der skete i det indre for Azraels vedkommende, var i den grad meget værre end alt det andet som han måtte være udsat for lige i øjeblikket, det var end ikke noget som man kunne tage fejl af. Han lå fastspændt og måtte i sig selv, kraftigt kæmpe med det indre for at holde det hele i skak. Samuel var i den grad meget dummere, end det som han lige havde ventet sig, det var i den grad også helt sikkert! Han gispede ganske let, idet at Samuel måtte rive kniven til sig igen. Blodet flød. I dette menneskelige legeme, var han jo ikke meget anderledes end alle de andre. Han kunne mærke og fornemme smerten og den i sig selv, måtte virkelig være noget så frygtelig intens når det kom til stykket. Det var ikke just behageligt! De rødglinsende øjne vendte han stille mod Samuel. Kroppen blødte og den var tydelig svag, hvilket kun gjorde det meget værre for ham, at skulle fortsætte den indre kamp, for den onde side, måtte virkelig bare ikke slippe ud! Det kunne virkelig vise sig, at blive absolut alt for farligt hvad end om det var noget som han havde lyst til eller ikke, så var der intet at gøre ved det! "Du gør kun det hele værre, Samuel.." vrissede han svagt. Han spændte igen i kroppen og prøvede at trække benene til sig. Samuel havde gennemtænkt alt dette, selvom den vigtigste ting måtte være glemt; Den indre kamp som Azrael måtte kæmpe, den måtte virkelig ikke tabes! Kniven som røg direkte ned i hans bryst, fik det til at stivne i ham, selvom der virkelig ikke var noget at skulle gøre ved det. Han trak maven svagt sammen. "Dine frustrationer på grund af Darlene, går ud over mig, Samuel.. Du ved ikke hvad det er du har gang i.." Hans stemme var en hvisken, for han måtte virkelig til at koncentrere sig for at holde fast og nemt, det var det virkelig ikke!

[Deleted]

Om smerte havde den samme effekt på Azrael som på alle andre eller ikke, var Samuel fuldkommen ligeglad med. Han var virkelig ikke noget andet end et offer for hans egen desperate behov for at skulle komme af med de mange frustrationer som han havde brædt inde med igennem så forbandet lang tid, at det i sig selv, næsten måtte være skræmmende for ham selv. Hans hænder sitrede af den rene vrede og det var virkelig bare frygteligt at det var så ekstremt. Nu hvor han stod foran halve grunden til at han måtte have det som han havde det, så sagde det vel heller ikke så lidt, når det kom til stykket, gjorde det? Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. Han elskede virkelig bare det faktum, at han kunne se det blod flyde på denne måde. Det var virkelig noget af det bedste ved det hele set i hans øjne! Kniven som borede sig ned i Azrales svækkede krop som havde det været en kniv igennem smør, så var det tydeligt at se, at noget var ved at ske. Samuel havde aldrig nogensinde været troende. Det have han jo i bund og grund aldrig nogensinde haft en grund til når det kom til stykket, havde han? At se Azrael direkte måtte sidde og kæmpe, det var bestemt noget af det bedste ved det hele! Hans øjne skinnede af ren og skær vrede. Ikke at det var noget som han ville skjule for ham. "Måske mine frustrationer går ud over dig.. Så længe den kære Darlene ikke er her, så skal det gå ud over nogen.. og jeg ved hun er dig nær, Azrael. Jeg ved at hun vil komme før eller siden.." Han rev kniven kraftigt til sig endnu en gang, idet han gjorde sig klar til at skulle gøre endnu et kraftigt hug ned i Azraels bryst og det var i den grad sigtet direkte til hans hjerte!

[Deleted]

Smerten borrede sig dybt ned i Darlene's bryst. Dette var startet ud som blot endnu en normal aften men nuvar det virkelig alt andet. Smerten som Azrael kunne fle var den samme hun følte, og oppefra var hun i stand til at kigge med. Det var hende han ønskede, men det var hendes kære 'broder' som det i virkeligheden måtte gå ud over. Efterhånden følte hun at hun havde holdt sig tilbage længe nok nu, Azrael blev svagere og det i sig selv kunne fører enorme konsekvenser! Uden så meget asom at tøve forsvandt hun i den blå luft. Og uden rigtigt at skænke en advarsel endte med at skulle træde frem i det kolde torturkammer. En sød duft der ikke rigtig var til at beskrives bredte sig, en varm stemning i stand til at sætte enhver mand i kog. Hendes yndefulde skikkelse trådte frem og med en aura omkring sig der udstrålede den enorme selvtillid. Kniven var hævet i luften direkte mod Azraels hjerte, hvad der skete kunne hun udemærket godt se og selv uden at spørge var hun klar over hvad det måtte handle om. Lynhurtigt greb hendes slanke fingrer omkring hans håndled, tvang kniven ud af hans hånd uden så meget som et ord. Hendes blonde lokker hvilede i den lange fletning ned over hendes ene side, så perfekt.. Med en smidig silkeblød hud og øjne der strålede af den lykke hun måtte bære i stand til at oplyse enhver vej. Ganske let måtte hun puffe Samule til siden. Blikket hvilede direkte i Azraels, tiden var knap og hun vidste det. Stille lænede hun sig frem, lod læberne møde hans intenst og varmt og med en sød smag af honning, det kunne næsten se ud som havde de været et menneskeligt par også selvom det langt fra var tilfældet, det kys bar en ganske anden betydning for dem end det ville gøre for så mange andre, desuden ville det ikke gå hvis hans krop skulle være så forbandet svag. Igen måtte Darlene ganske stille slippe hans læber "Hold fast.. Vi ses snart" hviskede hun blidt i hans ører, før kniven uden så meget som at tøve strøg direkte mod hans hjerte hvor hun selv måtte sørge for at borrer den dybt. Samuel var virkelig ude på dybt vand, han legede med magter som var dumme at lege med. Kniven lod hun blot sidde i hans bryst, vendte let og yndefuldt på hælen og betragtede ham med intense og dog uskyldige øjne. Kinderne var røde, som hendes egne læber, der ville ikke kunne findes en mere perfekt kvinde end det som hun selv måtte være, "Jeg er ked af vi først introduceres nu, Samuel" hun kendte skam hans navn, som Azrael havde nævnt hun var her der, og overalt. Armene lod hun let slå ud fra kroppen kun for at lade dem falde ned langs hendes slanke side "Du ønskede mig og nu har du mig.." hendes tone dirrede, alligevel var den som en melodi i sig selv, smuk og blid, fængende på alle måder, ikke at det var noget hun længere tænkte over sådan var hun bare.

[Deleted]

Skete der ikke snart noget her, så havde de alle sammen et ekstremt stort problem. Samuels vrede, var noget som Azrael noget så tydeligt kunne mærke sig af, og det var ikke just med nogen former for behag, det var sikkert. Smerten som Samuel påførte hans krop var virkelig ikke noget som han kunne mærke sig det mindste af på nogen måde overhovedet, men det var den ekstreme kamp som måtte finde sted i hans indre, som virkelig måtte dræne på hans egen energi. Han spændte fast i hele kroppen, og i med, at han var tvunget til at have blikket på Samuel. Den mand var vred og det var frustrationerne som måtte gå ud over ham og han vidste det jo udmærket godt. Han kunne mærke noget så tydeligt, at Darlene måtte være i nærheden. Han spændte fast i hele kroppen, idet at Samuel måtte tvinge sin kniv direkte mod hans bryst, selvom han nu tydeligt kunne se, at Darlene måtte være kommet først, hvilket i den grad også måtte være ham en lettelse uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede lettet indvendig, selvom kampen på ingen måde, måtte være slut endnu. At hun lænede sig frem og mødte hans læber, sagde han virkelig intet til. Det gav ham en styrke som han i den grad måtte have brug for lige nu, bare for at skulle holde Lucifer på plads, for det var virkelig ikke nemt! Han gengældte det, hvor han samtidig også måtte tage til sig, af det som det måtte kræve for ham, at skulle komme igennem alt dette her. Han brød kysset ganske let, idet han hørte hendes hvisken tæt ved hans øre. Han nikkede roligt og selv stadig uden at skulle vise det mindste frygt på nogen som helst måde overhovedet. "Find Elias," afsluttede han selv lige før at kniven måtte blive hamret direkte ned mod hans bryst. Han stivnede let, idet han lod hovedet søge direkte tilbage mod det kolde stenbord. Brystet blev fast skudt frem, idet at de to kæmpende sjæle tvang sig ud af den nu døde krops mund. Azraels var klart den stærkeste, men Lucifer var i den grad også noget så frygtelig stærk, at man skulle tro at det var løgn! De tvang sig ud af vinduet og op mod den store himmel, blot for at forsvinde, frem til den næste krop ville være klar. Det var jo ikke fordi at Darlene havde så pokkers med tid for at få det hele på plads. Ellers ville det først for alvor, ende med at gå helt og holdent galt!

//Out