Enough!

[Deleted]

Samuel var virkelig alt for vred til at skulle se det ene og det andet lige nu. Han ville virkelig bare af med de frustrationer og i og med, at det var kendt, at Darlene altid måtte være tæt ved Azrael, så var det i den grad en måde, at skulle gå ind på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At gå igennem døden selv, så vidste han, at han ville komme til kærligheden før eller siden, og det var i den grad også det, som var hans endelige mål og på alle tænkelige måder overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl omkring. Han kneb øjnene fast sammen og skulle lige til at hamre kniven direkte i brystet på Azrael, idet at han mærkede en kvindelig hånd som måtte stoppe ham længe inden, at han måtte nå at gøre lige netop dette. Han vendte blikket chokeret rundt, for at få øje på selv den smukkeste kvinde som han havde set. Han blinkede med øjnene, idet at han blev puffet til side, så hun selv kom hen til Azrael. Kysset som hun måtte tildele ham, forundrede virkelig Samuel noget så frygteligt. Hvad pokker var der egentlig som skete? Han blinkede ganske let med øjnene, selvom han ikke sagde så meget som et ord. At se Darlene hugge Azrael direkte i brystet med den kniv, var slet ikke en handling som han havde ventet sig. At hun vendte sig mod ham igen, så måtte han virkelig bare genvinde den ældgamle fatning. Han knyttede hænderne fast. Han var virkelig helt sikker på, at det måtte være hendes værk! Alt det som var sket mellem ham og Jaqia, det måtte virkelig bare være hendes værk og han måtte virkelig hade hende for det, for han kunne jo tilsyneladende slet ikek få det som han ville! Han kunne ikke få Jaqia og han var efterhånden mest fristet til at skulle give op og rejse, selvom det ville indebære, at han måtte miste absolut det hele ved de valg og han vidste det jo udmærket godt! "Det var virkelig også på tide.." Hans stemme var intet andet end den klare vrissen som intet som helst andet overhovedet. Det gjorde virkelig ondt, det som han selv måtte sidde med og han måtte skjule det bag hans maske - den klare vrede som måtte stå i ham, for det var virkelig noget så frygteligt intenst som intet som helst andet overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han trak vejret dirrende og trådte mod hende. "Du har virkelig formået at gøre mit liv til et sandt helvede.." vrissede han med en fast og iskold stemme. Det var virkelig bare noget som måtte gøre ham noget så forbandet frustreret og noget så vred som intet som helst andet nogensinde havde formået det igennem hele hans liv. "Det kan kun være dig... hvorfor, Darlene? Hvorfor?!" hvæsede han med en fast stemme. Der var virkelig ikke nogen forståelse eller respekt at skulle hente ved ham lige nu. Han befandt sig virkelig bare på det faste kogepunkt og det sagde bestemt heller ikke så lidt!