In order of the law

[Cressida Marvalo]

Jaqia sørgede omhyggeligt for at alkoholen blev fordelt godt ud over den ryg som efterhånden måtte være et stort og bent sår, efter de piskeslag som netop var faldet. Visse ribben var brækket andre kun bøjet, det var risikoen med en pisk af bly, det gjorde ondt, og det havde været meningen fra starten, Kimeya var desværre en forbandet udholden mand på mange områder. NU var det også gået op for Jaqia at Kimeya vidste præcis hvor hun ville hen, og som forventet så fattede Faith ikke den mindste smule mistanke og det morede hende blot. Der lå alngt mere i dette end kun en straf, selvfølgelig var det en del af den go snart ville den være slut, men når de nægtede at se hvad der lå lige for næsen af dem så måtte hun jo vise dem det og på hendes egen lidt.. Bizare måde? Lyden af Kimeya's skrig fyrdede hende kun, hun ignoerede fuldkommen Faith's klagende ord, hvad havde de i virkeligheden af betydning for hende? Denne aften var udelukkende omkring den brændende flamme foran hende, Kimeya var kun hendes lille kludedukke, hendes fremvisning hvis man kunne kalde det det, hun ønskede ikke at give Faith mere opmærksomhed end det som hun tydeligvis allerede måtte få. Ganske stille forlod hun Kimeya. Blikket gled næsten med et lumsk smil fra den ene til den anden "Som sagt har jeg en lille ekstra overraskelse inden vi går igang med Faith" hendes tone var hemmelighedsfuld næsten drillende et sted? Flasken gled tilbage på bordet med et let 'klonk', hun skænkede den ikke så meget som et blik. Istedet for to hun to ganske små flasker, den ene med en lettere orange væske den anden helt klar og gennemsigtig. De små skridt førte hende ind mellem dem, månelyset ramte hendes skikkelse gav det hele en utrolig dramatisk klang. Igen måtte de blå øjne falde fra den ene til den anden "2 flasker.. Begge to i stand til at dræbe, men derimod også i stand til at styrke den anden.. Denne" hun rystede en smule forsigtigt med den lette smukke væske lettere orange sol solens skær selv "..Flydende sollys.. Giver jeg det til dig Faith styrkes du, giver jeg den derimod til Kimeya Vil hans indre koge og vi ved alle hvad det ville fører til" blikket gled ganske sigende mod Kimeya, som hun stille rystede den anden flaske "Denne ligeså.. En væske i stand til at fryse hurtigere end noget andet.. Kimeya ville styrkes af den, men giver jeg den til Faith vil flammen i hendes indre sind dø ud og langsomt vil hun dø med den" hænderne gled ned langs hendes side og med den flaske i hver sin hånd. Opmærksomheden blev vendt mod Kimeya som endnu måtte stå og ømme den forbandet ømme ryg "Jeg lader det være dit valg Kimeya.. Enten tager du selv smerten, tager sollyset, ladet det virke i din krop, dør langsomt ud.. Eller vælger du for din kære.. Elskerinde? At hun må fryse ihjel, lade hendes hjerte blive koldt.. Lev eller dø valget er dit?" der var ingen spøg i det selvom man skulle tro det, hendes tone og hendes blik var roligt ganske sigende, hvad han ville vælge stod hende ganske klart, her havde Faith ikke det mindste at sige, valget var udelukkende Kimeya's

[Kimeya Marvalo]

Det sitrede virkelig noget så voldsomt i hele Kimeyas krop. Han havde virkelig aldrig nogensinde været ude for noget lignende! At ribben var bøjet og nogen knækket og brækket, det kunne han i den grad godt mærke, selvom det virkelig ikke var den smerte som stod stærkest i ham lige nu. Det brændt som bare pokker over ryggen! Hans ben havde for længst givet efter for hans egen vægt. Han kunne simpelthen ikke holde sig stående oppe på nogen måde og det i sig selv, var direkte skræmmende, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han klemte øjnene sammen og med den kraftige hiksterende vejrtrækning som man bare ikke skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet. For hver en vejrtrækning så stak det voldsomt til hans ribben. Det var da bare helt utroligt! De grågrønne øjne vendte han - Tvang han nærmest i retningen af Jaqia. Han var kommet med for at tage straffen for et uægtebarn og det var det. Alt det andet her, var så sandelig ikke noget som han var informeret om! De to flasker som hun tog frem og satte på bordet foran sig, var noget af det første som faldt Kimeya i blik. Ved fortællingen om hvad de hver især måtte gøre, så stivnede det fuldkommen for ham. Solen ville brænde ham op fra indsiden som den anden ville køle Faith ned så hun aldrig ville kunne klare det. I Kimeyas øjne var det end ikke et valg at man kunne sætte ham i, for det var en beslutning som allerede for længe siden, var taget for hans del. At det blev hans valg - Hvilket i hans situation, var en glæde, for Faith ville virkelig intet have at sige, for en gangs skyld. Faith var stadig alt for ham, det var helt sikkert. At Faith jo så ikke indså hvad Jaqia havde gang i, det kunne han tydeligt mærke på hende, ikke mindst se. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Det tog virkelig bare aldrig en ende! Tungen strøg let over læberne, idet han lod blikket falde direkte ned i gulvet. "Det... det var ikke hvad vi kom for.." Hans stemme var dirrende og svag. Han havde virkelig ondt som aldrig før og det var virkelig bare intenst! Blikket faldt tilbage til Jaqias skikkelse. Han havde aldrig været bange for hende, for det havde han så aldrig nogensinde haft en grund til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Faith var han mere end villig til at gå i døden for og nu fik han den mulighed. Blikket gled mod Faith. Han havde allerede taget det valg. Ganske forsigtigt knyttede han sine hænder, selvom det virkelig bare var svagt. Styrken til noget, den havde han virkelig ikke. Man kunne vel også se på det som en forsoning? At han elskede hende for højt til at han ønskede at der skulle ske hende noget? Den tanke alene, var virkelig bare noget som virkelig måtte skræmme ham og meget mere end noget som helst andet overhovedet! "... Giv mig sollyset.. spar hende," afsluttede han stille, idet han vendte blikket op mod Jaqia endnu en gang. Han ønskede virkelig ikke at Faith skulle igennem mere end det som hun allerede havde været igennem, for ikke at glemme, at han slet ikke vidste, hvad hun havde i vente. Hans mine var bestemt. Det var en beslutning som han end ikke behøvede betænkningstid til.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste at hvis hun havde synes hendes tur var slem, så ville hun slet ikke tænke på Kimeya! Måske han holdte til langt mere end hende men dette var virkelig over grænsen! Det var ikke tit man måtte se ham bukke sig i støvet for smerte, han var en udholden mand og i virkeligheden var det nok også hvad hun måtte reagere på? Hendes knæ gjorde ondt efter at sætte på den måde på det hårde gulv. Hendes ryg brændte og sved og hun vidste udemærket at det værste for hendes del ikke var over endnu. Ikke mindst så lettede det hende da Kimeya endelig måtte være færdig! Straks lettede en sten sig fra hendes bryst og gjorde det muligt for hende at trække vejret igen, hendes krop var så kold, hun behøvede varmen, at sidde blottet på knæ og med de tårerfyldte øjne det var virkelig hårdt! Uroligheden bredte sig dog straks ved Jaqia's hemmelighedsfulde tone. Hvad skulle der ske nu?! Noget som hun ikke havde hørt om? Bare den tanke var nok til at lade hendes hjerte slå forfærdelig stærkt mod brystet. De funklende grønne øjne betragtede hende med fast mine, faldt mod de to flakser hun måtte holde op for dem. Det kunne hun virkelig ikke mene?! Var dette valg udelukkende Kimeya's?! Øjnene blev store hun rev og sled i lænker, dette var virkelig ikke hvad hun var kommet for! Tanken om døden havde altid skræmt hende og udelukkende fordi flammen endnu ikke var død i hendes indre, men når det kom til Kimeya.. Nej hun nægtede at se ham dø nu! Det kunne hun ganske enkelt ikke! "Det var ikke en del af aftalen" udbrød hun panikslagent. Hvad med børnene? Hvad pokker skulle hun fortælle dem? Lille Cecilaya som var så pokkers afhængig af hendes far og Cedric der endelig havde fået det forhold til ham, hun havde hørt Kimeya love at han ville komme hjme og bruge tiden med ham, han havde lovet! Det blik Kimeya sendte hende sagde hende absolut det hele, han havde ikke tænkt sig at lade hende dø "Kimeya!" udbrød hun med næsten overraskelse "Nej Kimeya det kan du ikke mene! De-Det her kan du ikke gøre Jaqia!" blikket gled med panik fra Kimeya til Jaqia og tilbage igen "Kimeya vores børn behøver dig, du kan gøre dem lykkeligere end det nogensinde vil være mig muligt, hver sød jeg kan ikke se dig dø igen, det kan jeg bare ikke!" hendes tonefald var tiggende og bedende, ikke mindst med den tydelige panik der var undertrykt. Kæderne raslede kraftigt, det sved i hendes ryg så hårdt som hun prøvede at komme fri også selvom det var helt uden held. Dette kunne virkelig bare ikke passe! "Jeg beder dig, Jaqia.. Lad ham leve, han fortjener det mere end jeg gør" hjertet hamrede som en sindssyg, for pokker hvor var det ubehageligt!

[Cressida Marvalo]

Nu var Kimeya måske nok færdig med de mange piskeslag men hun havde i den grad meget mere på programmet. Hvis de troede at det var slut her så kunne de i den grad godt tro om! Måske de begge havde afstået deres straf, okay Faith manglede måske bare en smule endnu men også det mest smertefulde, men dette var i den gradmere end en straf, de kunne vel se det som en form for lektion? Faith forstod intet af hvad der foregik men det var tydeligt at det måtte være Kimeya som måtte forstå det hele, forstod hvad hun ønskede at få frem med hendes mange gøremål og hendes mange spørgsmål inden for ting der i det hele taget slet ikke kom hende ved. De to flasker var holdt op for dem, men opmærksomheden var vendt mod Kimeya, dette var udelukkende hans valg, Faith havde intet at sige lige her "Jeg ved udemærket godt at dette ikke er en del af straffen.. Se det som en.. Venskabelig tjeneste" hendes smil var koldt, næsten hånligt, det var tydeligt at hun rent faktisk måtte morer sig, dette havde hun glædet sig til mere eller mindre hele dagen. Det undrede hende ikke som sådan at Kimeya hurtigt tog en beslutning, han ønskede ikke at der ville ske noget med Faith også selvom Faith for en gangs skyld havde ret, hvad angik familien så ville Kimeya være den som ville være i stand til at tage mest ansvar, at placere Faith et fast sted og bede hende om at sidde stille, det kunne man ligeså godt opgive enhver vidste at hun blev virkelig vred ved den blotte tanke. Hendes bønfaldende ord til Kimeya rørte hende ikke, og ej heller da hun endte ,med at skulle henvende sig til hende selv "Jeg beklager kære Faith.. Hvem end der har fortjent livet eller ej, så er dette udelukkende Kimeya's valg" svarede hun ganske kort for sig, værdiede hende end ikke så meget som et lille blik. Ved Kimeya's ord måtte smilet brede sig en smule, hendes hæle gav rungede genlyd da hun stille trådte hen mod Kimeya, satte sig på knæ foran ham og vendte blikket mod hende. Det hemmelighedsfulde glimt afslørede for ham at der var mere i dette end det som blot som så, om han så ville forstå hendes hint det var mere det som hun måtte være i tvivl om. Kæben tvang hun op, hældte den flydende væske ned i halsen på ham "Synk det blot min kære, det gør kun lidt ondt" hun plantede et intenst kys mod hans mundvie, hun var udelukkende ude på at tirrer og pirrer Faith, dette skulle virkelig afsløre desperationen, den sm alle vidste hun måtte holde skjult for hendes egen 'sikkerhed' selvom det i virkeligheden, var tydeligt at hun ikke gjorde andet end at smadre sig selv. Ganske stille lod hun blot flasken klirrer mod gulvet, løsnede uden problemer hans kæder, han ville ikke kunne gøre noget nu uanset. De slanke fingrer lukkede sig fast om hans håndled, trak ham hen ved siden af Faith der sad der på knæ.. De kunne vel få et ordenligt farvel?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste allerede, at Faith ville reagere kraftigt på hans valg, men han nægtet at være egoistisk og vælge hendes død frem for hans egen! Han elskede hende for pokker da og børnen havde da lige så meget brug for deres mor som de havde for deres far! Han vendte blikket mod Faith ved hendes panikslagende udbrud. Det gjorde ondt, det gjrode det virkelig, men han havde jo fundet ud af, hvad det var Jaqia ville med alt det her.. de mange spørgsmål og de mange hentydninger, for ikke at glemme, at han vidste, at hun ikke slog ihjel uden grund. Han var vel sikker et sted? Han håbede det, ellers måtte man jo bare tage det som det måtte komme? Han vidste udmærket godt, hvad det var, at han havde lovet Cedric, og at han var forbandet ked af, at han ikke var i stand til at skulle holde det. Det var bestemt noget af det værste ved det hele, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han knyttede hænderne ganske let. "Faith! Hold op.." bad han dæmpet. Han ville virkelig ikke høre på det, det var virkelig hårdt nok som det var i forvejen! Blikket vendte han stille mod Jaqia. Han havde truffet valget. Måske at han kunne give børnene meget mere end det som Faith nogensinde ville være i stand til, men alligevel? Det krævede virkelig bare, at man forsøgte og hvis det var det som Faith ville, så ville hun også kunne gøre det, det var han helt sikker på. Jaqias blik sagde ham tydeligt det hele. Han blinkede let med øjnene, idet at hun måtte tvinge hans kæbe op og lod den orangefarvede glide ned i hans hals. Det brændt allerede som en i satan hele vejen ned! Han klemte øjnene sammen og tvang sig selv til at sluge den. Han lukkede øjnene, idet at det kraftigt begyndte, at skulle ryste i det indre. Det føles virkelig som om at den flamme var blevet tændt midt i den store blok af ren is som han måtte være i det indre. Kysset mod hans mundvige, så intenst som intet andet, prøvede han virkelig bare at se væk fra. Det var virkelig så forkert, at tage imod det fra andre! Han gispede ganske svagt, idet at han mærkede at hans lænker kom fri og han blev revet med hen til Faith og lagt i gulvet. Hans bryst arbejde mere og mere intenst for en vejrtrækning som endte kraftigt hyperventilerende og sveden begyndte at trille ned af hans pande, som havde han været ude og løbe maraton i fuld spurt. Kroppen rystede, idet han stille vendte blikket mod Faith. Et sted vel på tegn for tilgivelse, selvom han virkelig ikke gik så meget som et ord over hans læber. Det var som stemmebåndet måtte være ødelagt. Maven slog kraftige knuder og med de små krampetrækninger. Hvordan kunne Faith holde den intense varme ud?! Der gik virkelig ikke lang tid, før hans kramper måtte holde op. Alt der havde været kold ved ham, var virkelig bare drøn varmt, idet han faldt slapt ned i gulvet. Hjertet var virkelig som brændt og alt af is var blevet til vand. Som om hans hud klamret sig mere til knoglerne i hans krop. Alt som havde været koldt og frosset, var tøet op. Dog alligevel... han kunne stadig se, han kunne høre hvad der skete omkring ham. Han kunne bare ikke røre sig. I det indre, var det jo en lettelse et sted og så alligevel.. hvad med Faith og børnene?

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Det var tydeligt at dette bestemt ikke var noget som Faith på nogen måde måtte bryde sig om! Tanken om at skulle se ham falde bort, hvad pokker skulle hun gøre?! Hvad skulle hun sige til børnene når hun ville være hjemme igen, hvordan fortalte man den lille pige der forgudede hendes far, at manden var væk? Og Cedric der endelig var ved at være på bedringens vej udelukkende fordi han nu kunne sige sig at have et forhold til hans far? Og hvad pokker skulle hun selv gøre når hun lå der alene i sengen og bare drømte om hans arme omkring hende? Lænkerne klirrede lystigt, hun kæmpede for at komme fri, blikket lynede, dette var langt mere end det som hun på nogen måde ville være med! At Kimeya selv så virkede så forbander rolig det forstod hun virkelig ikke! Det at der lå mere bag var jo så også ukendt for hende, noget som allerede var gået op for Kimeya, det ændrede dog ikke at det virkelig gjorde hende vred, fustreret, ikke mindst yderst bange! At han så bad hende stoppe var en kniv dirkete i hjertet, skulle hun bare se til? Hvorfor havde hun intet at sige i denne sag?! Dette gjaldt også hende og deres lille familie og han ville være i stand til at give dem så langt mere end det som Faith vidste hun nogensinde ville være i stand til, og det var en tanke som virkelig fustrerede hende, hun var elendig mor og hun havde altid vidst at det ville blive sådan. Kroppen var udmattet det vsed virkelig i hendes ryg, også selvom det for nu bare var en smetre hun valgte at ignorere "Kimeya jeg beder dig" hviskede hun nærmest hjælpeløst, bed sig fast i læben, Hjertet slog langt mere fast mod brystet da Jaqia måtte sætte sig på knæ for ham, det dirrede i hende ved det stille kys. Smerten var tydelig at læse i hans blik da væsken gled ned i hans hals. For hendes del havde det kun givet hende styrke, ladt flammen brænde livligt. De grønne øjne endte tårerfyldte "Det kan du ikke!" råbte hun vredt. De få sår som allerede havde valgt at lukke sig, gik op igen da hun vred fast i kroppen for at komme fri. Jaqia's rolighed skræmte hende direkte! At se ham krampe på den måde, se ham i den smerte, og med Jaqia der ganske let måtte løsne ham. Det lettede hende dog et sted at få ham hen ved hendes side også selvom der intet var at gøre mere. Blikket faldt mod ham som han endte liggende foran hendes skikkelse, siddende der bedende på knæ og blottet for enhver "Kimeya.. Nej.." hviskede hun endnu engang i samme hjælpløse tonefald. Tårerne trillede som små perler over hendes pludselig blege kinder. Han lagde stille. Sagde ikke et ord. Næsten per automatik måtte Faith betragte hans brystkasse hvor ingen vejrtrækning måtte forekomme "Du kan ikke gøre det her mod mig.. Jeg elsker dig for pokker!" udbrød hun ekstremt fustreret ikke mindst vred. Blikket var direkte dræbende mod Jaqia "Du slipper ikke levende fra det her Jaqia, det der var unødvendigt!" råbte hun direkte vredt. Dette var så langt mere end hun kunne holde til!