In order of the law

[Cressida Marvalo]

Jaqia havde sine grunde til at spørge ind til dette, det var hemmeligheder som måtte hvile bag skyggerne, Kimeya fangede den temmelig hurtigt, præcis som hun havde regnet med og Faith fattede end ikke mistanke til at mere lå i det. De var mere end to kriminelle, de var et elskende par og et af de største gennem alle tider og sådan var skæbnen ment for dem, eller det ville i aften vise som den måtte være vel og mærke. Der var ikke mange slag igen, dog lagde aqia megen mere kraft her i det sidste, Faith skulle selv tvinges i knæ for hendes egen ydmyghed. Blikket hvilede mod den ødelagde ryg, slemt tilredt, før det atter måtte glide mod Kimeya "Jeg har vel mine grunde?" svarede hun kortfattet uden rigtigt at give svar men blot de små hentydninger som hun vidste at han uasnet snart ville tolke. Endelig gled Faith i knæ foran hende, hun tog de sidste slag. De slanke fingrer greb om enden hun bandt den rolig sammen "Det var den del overstået kære Faith den klarede du ganske fint" hendes tone var frygtelig intetsigende og dog hendes smil så forbandet køligt, der var vel et sted ingen tvivl om at hun virkelig nød at stå med denne magt overfor dem "Bliv siddende og hvil lidt du får brug for kræfterne lidt senere" et gemt glimt lå et sted i blikket, pisken gled på bordet hun greb om Faith's lænker trak dem en smule længere ned for at alde blodet glide tilbage i dem. At hun kunne være så forbandet positiv det forstod hun virkelig ikke, var det udelukkende Kimeya som måtte gøre dette ved hende. Let kørte hun skulderen rundt i nogle cirkler, det var anstrengende at skulle fører de slag i længden og nu måtte der jo være langt flere at skulle gå igennem "Nårh skal vi ikke bare få det overstået? Hun skævede mod Kimeya, trådte stille mod ham og med det sensuelle blik hvilende i hans, de pirrende hænder strøg over hans bryst, han var som alle andre hun ville vide at han nød det. Ganske let begyndte hun at fjerne skjorten fra hasn krop, tog sig ganske god tid og med de nærmest kærlige fingrer og udelukkende fordi hun vidste at Faith stod bag. Var det er begærligt glimt ville hun se det. Skjorten faldt på gulvet, igen måtte hun vende tilbage til bordet gribe om den ganske almindelige læderpisk. Den hun netop havde taget i brug overfor Faith måtte dryppe en smule af blod. Ganske let søgte hun bag ham, der var planer for ham denne aften, mange planer for ham "Lad os starte" hun lod pisken hæves slog den hårdt mod hans ryg som hun havde gjort det med Faith, med langs mere kraft, en overnaturlig styrke der kom fra hendes valkyerielbod det lilla smykke om hendes hals lyste, hun hævede pisken igen og igen kun for at lade den søge over hans ryg skabe de dybe mærker og det berørte hende end ikke synderligt, han skulle ligeså udstå straffen hvad end Fairh brød sig om det eller ej, noget som efter Jaqias gæt ville være et nej. De isblå kølige øjne var rettet mod hans ryg også selvom hun ud af øjenkrogen kunne skimte Faith der måtte sidde og kæmpe for en smule energi, dette var virkelig fantastisk underholdende, lige for hendes smag vel og mærke.

[Kimeya Marvalo]

At se Faith gå ned i knæ som de sidste slag måtte falde ind, fik vreden for alvor til at vise sig i Kimeyas bllik, også selvom han vidste, at straffen var velfortjent, selvom han måtte hade det mere end noget andet! Hans hjerte hamrede som en sinddsyg mod hans bryst. Måske at det var nemt for ham at fange de sm hentydninger, for der var et eller andet her som bare ikke stemte godt overens og han vidste det! Hvorfor at Jaqia skulle vise sig så voldsomt interesseret i ham og Faiths forhold. Det var da slet ikke noget som hun skulle blande sig i! At Faith jo så havde prøvet at fremstille ham som dummere med årene, var jo så ikke noget som han kunne gøre noget ved. Han vidste udmærket godt hvor han stod og han vidste så sandelig også hvor han ønskede at stå. Han ønskede virkelig brændende at komme hen til Faith. For hans vedkommende, så var det bestemt ikke slut mellem dem, selvom det jo var det i det offentlige, der var de intet par, men følelserne var i den grad de samme. At se hende have så ondt, var noget som virkelig bare fik det til at sitre helt og holdent i hans egen krop. At hun så endelig måtte få noget hvile, glædet ham dog. Så var det bare hans tur. Hans blik gled fast til Jaqias skikkelse, idet at hun måtte komme tæt på ham igen. At hun størg hænderne over hans bryst, hvor han fast måtte spænde. Han sendte hende det direkte dræbende blik. "Hvis du rør mig, så slår jeg dig ihjel!" hvæsede han med en fast tone. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hans bryst var blegt som resten af hans krop og lettere muskuløs, det var ikke noget som han ville skjule. Han så stille ned af sig. Det brændemærke hvilede stadig mod hans bryst og han ville bære det til en evig tid og han vidste det jo også. Han trak vejret dybt og så mod Jaqia.. En normal pisk? Skulle han bare piskes med den? Noget var galt.. Der måtte være noget andet som hun måtte have i tankerne, for dette kunne da ikke passe? Han fulgte hende med blikket over skulderen, idet at hun svang pisken for første gang. Det stivnede let i hele hans krop idet at den måtte ramme den blottede hud med et kraftigt smæld. Han kneb øjnene fast sammen og med et svagt gisp. I det indre måtte han selv begynde at tælle de slag som han måtte få. Slag efter slag.. Han talte i det indre og selv stod han næsten fuldkommen stille og uden at rokke sig det mindste overhovedet. Kimeyas blik søgte direkte i gulvet. Han lukkede øjnene stille og med den klare sitren i hans egen krop. Han bed det i sig og det var noget som han valgte fuldt ud bevidst. Han trak vjeret dybt. Mærkerne var tydelige, steder blv huden flændset og blodet måtte begynde at løbe. Han nægtet at reagere på det.. Ikke endnu vel at mærke.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var sunket i knæ, hun følte hvordan det måtte skrabe mod hendes hud og hun kunne virkelig ikke fordrage den følese! Den stærke Faith var dog ikke stærk nok til at udholde 50 slag med en pisk af den kaliber, hendes ryg blødte ekstremt og hun følte det. Vejrtrækningen var hyppig og hurtig, hun forsøgte at finde pusten igen efter hun næsten til sidst havde holdt vejret kun for at holde de små tårer inde. At hun så måtte få armene længere ned var kun behageligt den prikkende følelse var ikke en hun brød sig synderligt meget om. Det sved som bare en i pokker og nu skulle Kimeya igennem det samme, en tanke hun ikke kunne fordrage! Hun var villig til at tage hans slag, gå igennem den smerte udelukkende for at lade ham gå fri, hun var ikke færdig med ham og det ville hun aldrig nogensinde blive, men han måtte vel være med hende eftersom det havde været så nemt bare at gå? Og nu hvor de sad her og han talte til hende på den måde, det desperate glimt der havde været at skimte i hans blik, det satte hende virkelig i tvivl, hun var vel stadig af en vis betydning? Hænderne var knuget kraftigt, neglene lod hun blot gennemborrer hendes håndflade. At Jaqia begyndte at kæle for Kimeya på den måde var virkelig kun noget som fik en ubehagelig varme til at stige var det virkelig nødvendigt?! Jalousien var tydlig at spejle i hendes blik, den flamme der blev tændt havde ingen mulighed for at skulle slippes fri, istedet steg den til hendes ansigt og gjorde hende absolut rød i hovedet, allerede et tydeligt tegn påa t hun ikke var nær så positiv ængere, direkte vrede! Blikket gled mod hendes knæ og udelukkende for at skjule de ubehagelige følelser ved at se en anden kvinde så tæt på ham. Og dog den vrissen måtte lette et par sten i hendes bryst. Der var intet for ham at skjule, selv det tydelige brændmærke af hendes lille hånd var ganske tydelig at ane og Faith elskede tanken et lille træk i mundvien kunne spores om man så efter "Jeg håber den lille prinsesse ved hvor højt vi elsker hende" mumlede hun mest henvendt til sig selv men så Kimeya udemærket ville være i stand til at høre det. Et sted så lystede hun virkelig ikke at skulle se hans smerte, hun hadede at se ham have ondt, men nu havde han forsøgt at holde hende rolig, så følte hun sig vel et sted forplogtiget til at gøre det samme? Ikke kun som tidligere elsker, mor til hans børn, bekymret veninde men også som den leder som hun jo måtte være overfor hende. Først nu måtte hun ligge mærke til at det var en ganske normal pisk af lædder som Jaqia måtte stå med i hånden, hvorfor pokker skulle han bare have med den? Noget var helt galt, selv hun kunne tænke så logisk, Kimeya var en mand af udholdenhed den der pisk ville ikke direkte have nogen effekt, den ville selv hun have overlevet de 100 piskeslag med! Kraftigt måtte blikket falde i Kimeyas, et sted med vrede og et andet sted jalousi men der var uden tvivl smerte at sporer, smerte som intet havde med hendes egen at gøre, hvor mange gange var de ikke gået gennem dette før for hinanden? Og hvor mange gange ville Faith selv ikke gøre det igen? Udelukkende for ham?

[Cressida Marvalo]

Med en hård hånd måtte Jaqia fører den ganske almindelige lædderpisk hen over hans ryg. De begge var vel klar over at mere måtte være på færder, det var jo ikke ligefrem fordi en sådan pisk kunne gøre en skade på de to med den smertetærskel de måtte have og da specielt ikke Kimeya hvad end han endnu måtte være en stor man eller ej. Faith behøvede den hvile det var da noget som Jaqia tydeligt kunne se, den bekymring den jalousi blot det drænede hende for det som hun i forvejen måtte mangle og det var langt fra slut endnu, så snart dette var overstået så ville de stå overfor aftenens overraskelse. Hendes blik var køligt og intetsigende, den ene hånd strøg igennem de frithængende blonde lokker "Jamen dog Kimeya, du kan jo forsøge" svarede hun blot lettere ironisk, ikke nok med at han måtte sætte i lænker men som dæmon så var han absolut intet værd på det punkt, han kunne komme igen når han ville være på et niveau med den kvinde som måtte sidde overfor hans egen leder, nu en tanke som morede hende, havde Kimeya indfundet sig med hans egen .. Ja elsker var det jo, som hans leder? Det var ikke ligefrem noget som hun måtte forestille sig. Faith's ord var svage men Jaqia var ganske sikker på at det ikke kun var hende som hørte dem, ord som blot fik et lille smil frem. Slagene blev ved over hans ryg, det gjorde ondt men ikke mere end et par gisp, det var simpelthen for kedeligt i længden det her! Efter han måtte være gået igennem det som måtte minde omkring lige knap 30 slag stoppede hun uden videre op og betragtede hendes pisk "Den har ikke rigtig nogen effekt har den?" hun så fra Faith, til Kimeya, før hun endnu engang tog vandringen mod det lille bord. Der lår den sidste form af pisk, den mest ubehagelige af dem alle, med blyet i enden, den kunne flå det meste. Roligt lod hun den løbe gennem hendes hånd betragtede den med falsk mine "Den burde kunne gøre det" mumlede hun ganske svagt mest af alt henvendt mod hende selv. Pladsen bag Kimeya måtte hun indtage, plante et let og tirrende kys mod hans nakke "Det her kommer til at gøre ondt" sukkede hun og lod hovedet let glide på sned, for hendes del betød det jo absolut ingenting, dette handlede ikke om en straf, dette handlede end ikke om Kimeya, det hele handlede om den smukke flamme som måtte sidde foran dem og snart ville det meget hurtigt gå op for Kimeya hvor hun måtte være på vej hen, det var for snuden af dem og især for Faith og hun var blind som altid! Hånden blev hævet, hun trådte en smule bagud lod pisken give et smæld over hans ryg, flåede huden fra hinanden uden så meget som en lille snert af nåde. Det kunne være hun ville få lov at høre skrig nu? Tanken morede hende. Regnen var gennemtrængende, gjorde det hele hyggeligt for hendes vedkommende, hun smilede lettere uskyldigt, Kimeya vidste udemærket hvad denne pisk måtte gøre, faktisk var den taget ud af hans kammer for mange år siden, den selv samme han skulle have pint kvinden foran sig med. Nu var den i hendes hånd igen og hun nød det virkelig!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya lukkede bare øjnene for at koncentrere sig. Han vidste at det næppe måtte være den pisk som måtte fuldføre alle de hundrede slag som han var tvunget til at skulle have og han var udmærket godt klar over det i den anden ende, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Det gispede kun lidt i ham hver eneste gang at pisken måtte ramme, men det var udelukkende også ford at det gjorde ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt, da det endelig måtte gå op for Jaqia at den pisk virkelig ikke havde nogen effekt på ham. Hans smertetærskel var efterhånden også ekstrem efterhånden. Der skulle virkelig meget til før han måtte sige av! Hans blik søgte stille mod sin side, da han måtte tage Jaqia i blik igen. Hans blik udstrålede det rene raseri. Hvad var det at Jaqia var ude på? Først snakke om deres forhold, så give ham en relativ let straf kontra det som han havde ventet sig i den anden ende. Han trak vejret dybt og med en lettere dirrende. Det gjorde jo trods alt ondt. "Hvad tror du selv?" vrissede han. Det var jo heller ikke fordi at han ville stå der og give hende direkte ideer til det hele! Den pisk som hun fandt frem i stedet for, gjorde ham om muligt mere bleg i ansigtet end tidligere! Han knyttede hænderne let. Han genkendte den kun alt for godt! Han rystede let på hovedet og prøvede svagt at trække hænderne til sig. Det kys i hans nakke, var noget som svagt måtte sætte den dirren i ham. Blikket gled stille mod Faith. Denne ville blive svær og han vidste det allerede, det var helt sikkert. Kroppe dirrede allerede på forhånd og selv klar over at dette ville være noget som gjorde ondt. Blyet for enden af pisken ville ikke bare rive og flændse i hans hud, men også bøje og til tider også knække og brække knogler alene med kraftige slag, hvis de ramte rigtigt. Han trak vejret dybt, idet at hun svingede den for første gang, hvilket kraftigt fik ham til at spænde. Han svajede kraftigt i ryggen idet at det kraftige smertefulde gisp brød hans læber i et halvvejt skrig. Det gjorde meget mere ondt end det som han lige var i stand til at huske det! Det dirrede helt ned i hans ben, som var han ramt af et kraftigt elektrisk stød. Det gjorde virkelig bare ondt! 69 slag tilbage.. Skulle han igennem alle slagene på denne måde? Så havde han virkelig et problem uden lige, det var i den grad også helt sikkert! Han klemte øjnene fast og kraftigt sammen idet han gjorde et næsten desperat forsøg på at skulle rive hænderne til sig. Skriget hvilede tydeligt på hans læber, selvom det virkelig bare var noget som han prøvede at skulle bide noget så voldsomt i sig. Han gjorde det for deres datter og deres lille familie.. men dette.. Der måtte hvile et eller andet bag og han vidste det!

[Silia D. Diamaqima]

Faith nægtede ganske simpelt at tro på at den pisk ville være det som ventede ham i den sidste ende. Hvis hendes straf indebar 50 piskeslag med den kniv for enden og ikke mindst med det indgreb hun skulle have foretaget, hvordan kunne han så slippe med 100 piskeslag af den art der? Selvom det gjorde ondt så kunne han håndtere det også grunden til at hun måtte være langt mere rolig, hjertet slog ikke så faste slag, hun satte sig i en skrædderstilling også sevom det måtte spænde hele vejen op af ryggen, hvilen måtte hun finde. Hvad ellers kunne ligge bag dette var endnu ikke gået op for hende, så pokkers logisk var hun på ingen måde, for hende var dette blot deres straf og den skulle overståes. Desuden var hun jo klar over Jaqia i tide og utide måtte komme med nogle mærkelige spørgsmål som ikke passede ind i sammenhængen så hun fattede virkelig ikke den samme mistanke som Kimeya gjorde, hun gav dog ikke Jaqia ret i hendes udtalelse, de havde engang været ekestremt gode til at elske hinanden, men det var til sidst bare blevet så besværligt, nærmere umuligt bare at elske hinanden på den måde, livet ændrede sig og det samme gjorde de, følelserne var der måske endnu men denne gang havde Faith rent faktisk valgt at acceptere at det var forbi, hun forsøgte ikke at nå ind til ham, der var aldrig nogen uskyldig flirt det hele var ganske proffesionelt, de var to mennesker som opdragede og opfostrede deres børn bare ikke som elskende lidt utraditionelt men hellere det end det som de havde haft gjort før set i hendesøjne. At Jaqia så endelig måtte finde ud af at pisken ikke måtte have den mindste effekt fik hende virkelig kun til at hæve et undrende øjenbryn. Hvilken pisk hun drog frem vidste hun udemærket, hun genkendte den.. KImeya havde fortalt hende hvad virkelig havde været meningen under deres første møde, det havde aldrig været at han skulle give hende de store ord og tage hende under vingerne, skjule hende for Memphesto og hans mange spioner, men at han skulle pine hende med den kun for at bringe hendes hovede på et sølvfad. Tanken om hvordan det var endt fik hende kun til at smile, tanken om hvordan havde og Kimeya dengang havde været så forsigtige og han havde kærtegnet hende og hun selv uden tøven gav sig hen til ham. For et kort øjeblik måtte hun hvile i de sødeste drømme, det var til Kimeya brød den med sit halvvejse skrig. Blikket gled mod ham og fuld af bekymring det skar langt ind i brystet at se ham sådan. Hovedet gled på sned, hendes egne øjne var mere end blot tårerfyldte det var virkelig hæsligt!

[Cressida Marvalo]

Enhver måtte i virkeligheden kende til den pisk som hun måtte stå med. Den var helvedes smertefuld og i virkeligheden skulle de slag i sin tid være blevet tildelt Faith.. ja selv hun måtte kende historien, de var vel ikke selv klar over hvor pokkers fascinerende de måtte være? Man kunne jo selv se hvordan det var endt, Kimeya havde været forandre siden den dag, smukt men svagt. At se begges blikke det morede hende et sted blot og sagde hende sammentidig at Kimeya udemærket genkendte den, havde han nogensinde prøvet selv at skulle få med den? En underlig kulde havde lagt sig over lokalet også selvom det var tydeligt at Faith måtte brænde af den rene nervøsitet hun kunne lytte til hendes hjerte og hun nød virkelig at føle den klare urolighed. Smilet bredte sig en smule ved lyden af Kimeyas halve skrig det var sådan det skulle lyde. De slag kunne flå hans krop fra hinanden om det var det som hun måtte ønske, heldigt for ham at det ikke direkte måtte ligge sådan, ikke på den måde vel og mærke "Du husker den?" hun hævede let et øjenbryn, også selvom hun allerede måtte kende svaret den var svær at glemme, og den havde i en grad heller ikke været nem at skaffe. Den slog igen over hans ryg, flåede huden fra hinanden for hvert eneste slag hun måtte gøre. Hun hamrede ikke til som ved Faith, så ville han være død inden de næste ti slag og det ønskede hun jo trods alt heller ikke, ikke nu hvor der endnu måtte være så mange tilbage "56 igen" påpegede hun let som skulle det hjælpe. Det lød jo stadig af så forbandet meget og hun vidste det udemærket. Endnu et slag faldt mod hans ryg og med yderst tilfredshed. Den form af dirren Faith sad med, den form af bedende blik imod hende, det morede hende blot det ville ikke have nogen effekt på hende, og ja alt hun gjorde var ganske nødvendigt, ville hun ikke selv se det i øjnene, så måtte Jaqia jo vise hende det og så måtte det blive på hendes måder, og hendes metoder var jo kendt for til tider at være en hel del bizare "Jeg tænker.. Hvad hvis du havde gjort som du skulle dengang? Givet den kære kvinde foran dig de slag.." hun lod blikekt glide mod Faith, hvordan ville det så have set ud? Det havde været en helt anderledes verden de måtte leve i et sted, skæbnen havde valgt en anden vej for dem, og alligevel var Jaqia ofrbandet nysgerrig bragte deres forhold på banen igen. Hun ville se hvad pokker der måtte gøre dem så specielle, hun ville se hvorfor de blev ved at kæmpe sådan for hinanden og vise billedet til dem selv. Ville de tro hende der?

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas hjerte hamrede som intet andet end en sindssyg mod hans bryst. Nej, han havde aldrig nogensinde fået slag med denne pisk personligt, men han havde gang på gang udleveret det og han havde elsket det dengang. Tiderne var skiftet og det var noget som tydeligt kunne mærkes, føles og fornemmes til nu. Hans krop dirrede og sitrede noget så voldsomt, at det måtte være helt ubehageligt. Dette var for deres datter og han gjorde det glædeligt, for deres lille pige. Han elskede hende virkelig, som han i den grad også måtte elske Faith. Allerede ved de næste slag, hvor han kraftigt måtte kæmpe for at skulle bide de skrig i sig, selvom de virkelig bare måtte trænge på som aldrig nogensinde før. Det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt! Hvis han kunne, så ville han virkelig slå Jaqia ihjel. Kunne hun så kunne hun med lethed slå ham ihjel hvis det var det som hun ønskede det. "K-kun for godt.." svarede han kraftigt sammenbidt. Den pisk kunne han da uden tvivl huske! Bare tanken om at det var den pisk som han skulle have pisket Faith med dengang.. Nu var han da kun glad for, at det var ham som skulle tage imod dem frem for hende. Hendes sidste spørgsmål og den klare skælven i hans egen krop, tvang ham nærmest til at bukke under og ned i knæ. Det sitrede i ham som aldrig nogensinde før. Det gjorde virkelig ondt! Han måtte virkelig tvinge de skrig i sig, selvom det virkelig bare var umuligt. De måtte komme og de kom mere og mere tydeligt end det som de havde gjort længe. Han rystede let på hovedet. Han bed smerten kraftigt i sig. "H-hvis jeg havde gjort det?" Han kunne godt mærke, at hans ben ville gå under ham før eller siden.. og inden alt for længe. Han rystede let på hovedet og prøvede selv at få hænderne til sig. Hans ryg blødte kraftigt over ryggen og nogen af hans ribben var allerede bøjet og en enkelt føles allerede knust eller brækket, for det gjorde virkelig ondt at trække vejret. Nu var det efterhånden ved at gå op for ham, hvad det var at Jaqia var ude på. Han trak vejret tydeligt dirrende og som aldrig nogensinde før. Han hadet det virkelig! Han vendte blikket først mod hende inden det igen gled tungt ned i gulvet. "S-så ville jeg aldrig til-tilgive mig selv.." Han var intet andet end ærlig. Om han havde gjort det overfor Faith.. Sandt, så havde de nok ikke stået her i dag, de havde ikke haft hinanden på den samme måde, men hvad forskel gjorde det? Når det var Faith at han ønskede at dele livet med? De smukke børn de måtte have og det kaotiske liv? Visse ting ønskede han selvfølgelig anderledes.. Det var bare umuligt. Blikket gled mod gulvet igen. Hans ben var virkelig tæt på at give efter under ham.

[Silia D. Diamaqima]

Faith måtte virkelig erkende at den pisk faldt hende såpokkers velkendt det var den skæbne som havde ventet hende dengang, det ville ikke have taget mange slag før hun var endt i den direkte død en kvinde af hendes bygning kunne virkelig ikke klare særlig meget og hun var endda frygtelig udholden af en i hendes strrelse. Den direkte frygt stod i hendes blik, den pisk var i stand til mere eller mindre alt om man vidste hvor pokker man skulle gøre brug af det, og det gjorde Jaqia nok i den grad. At høre ham slippe de halvvejse skrig at se den direkte smerte i hans blik det var noget som virkelig kun formåede at frembringe tårer i øjenkrogen også selvom hun virkelig måtte nægte at lade dem falde! Regnen udenfor gik forbi hendes ører alt hun måtte koncentrere sig om var det som foregik foran hende "Er det virkelig nødvendigt, Jaqia" hendes tone var dirrende direkre vred, at se Kimeya på den måde også selvom de gjorde det for deres familie, for deres lille pige hun ville gøre det igen også selvom det nok ikke ville blive tilfældet ikke efter denne aften der ville det blive umuligt for hende, et sted gjorde det hende vel intet? De to unger der var skabt i deres kærlighed var derhjemme godt bevogtet at Cayla og Junior, de formåede at give dem en barndom der var værd at gå igennem specielt nu hvor de rent faktisk kunne være to om det. Det irriterede hende faktisk at Jaqia bevægede sig ind på det område der hed deres forhold, hun brød sig faktisk ikke meget om at snakke om det og udelukkende fordi det var gået som det nu var gået. De var ikke længere et par og hun hadede det virkelig! Visse ting ønskede man altid ændret, men Faioth vidste at hun var som hun var og uanset hvor meget hun end ville prøve for hans skyld så ville det ikke ændre sig, så hun kunne vel ligeså godt indfinde sig med tanken. Ordene som forlod hans læber satte kun en veltilfreds mine i hende der dog ikke kom til syne af den rene panik, intet måtte ske ham! "Kimeya.. Du gjorde det aldrig.." hun bed sig en smule i læben, før hun valgte at fortsætte "Luk øjnene tænk på hvad der skete i stedet" for hende hjalp det på den smerte hun glemte omkring den med tankerne på deres lykkelige tider, hun vidste at han havde ondt men det var vel forsøget værd? Om det var noget han overhovedet måtte ønske at tænke tilbage på vidste hun jo ærlig talt ikke. En stille tårer trillede af hendes kind, hun var klar over Kimeya nok uanset ikke ville se den, ikke med den smerte der stod i hans krop "Jeg er ked af det.. Bare hold ud" hviskede hun nærmest kærligt lod blikket falde stille mod hans skikkelse næsten i håb om at få lov at se ham i øjnene. Den forbandede smerte tog hun nu engang til enhver tid selv, for at se ham være fri det var helt sikkert!

[Cressida Marvalo]

Nu kunne man ikke ligefrem sige at Kimeya ikke ahvde erfaring med den pisk han vidste hvad den gjorde, han vidste hvad den kunne gøre, og nu følte han den selv, en udelidelig smerte! Hans skrig sagde hende det hele, måden han skød ryggen på, armen blev ved at hæve sig kun for at sænke sig og lade lædderet slå mod hans ryg. Så meget som en mand og en kvinde måtte gå igennem for sin kære familie, et sted direkte kvalmende? og et andet sted var det præcis Faith og KImeya, en tanke som udelukkende morede hende. Kimeya hvade mere end en grund til at slå hende ihjel, og ligeså havde Faoth, det morsomme var at ingen af dem ville gøre det selv hvis de kunne, og Kimeya var da slet ikke i stand til det, ikke uden hans kære magi. Der var frygtelig mange planer, mange ting de skulle nå også grunden til at hendes slag med pisken var hurtige og nådesløse, de kunnv ligeså godt få dem overstået og sige at det måte være det. Faith lå der på jorden samlede sig energi og følte medfølelse for den mand som måtte ligge foran hende, i enorme smerter, manden som det var så frygtelig tydeligt at hun måtte elske. Hun lod ham glide ned i knæ også selvom det ikke ville undslippe hendes utallige slag. Blikket var køligt, hun forventede et svar. Han skulle have givet Faith med den og stedet stod han selv og tog imdo de voldsomme slag. Inden de kunne se sig om var det over, der var 33 slag tilbage hverken mere eller mindre. Hun sukkede dybt nærmest opgivende, en sød kærlighed uden tvivl og så alligevel så var det næsten kvalmende det faktum at det lå for deres næser og de så det ikke, de var her ikke kun som lovbrydere, nej de var her som meget andet og hun stod her udelukkende for at hjælpe Faith en ny kærkommen veninde og ja hun havde sine lidt.. Bizarer metoder. Ryggen blødte kraftigt, huden var flået fra hinanden det så herrens ud, ikke at hun tog sig af det. Smilet bredte sig lidt ved hans svar "Istedet er du gået igennem alt den kaos? Blevet sat i lås og slå af så mange ting? Istedet har du ladet dig trykke og givet dig hen til en bestemt kvinde selvom du kunne have stået langt lykkeligere..Fortæl mig, Kimeya.. Har det været det værd nu hvor i sidder her?" Jaqia vidste at Faith ikke ville forstå hendes små hentydninger men Kimeya ville nok forstå den nu, hvad angik logik og de direkte veje så forstod han det med det samme og det var netop hendes plan hun havde et helt bestemt sted hun ville hen, og kendte hun dem rigtigt så var aftenen i virkeligheden ganske forudsigelig, ikke at det gjorde hende noget, langt fra.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at dette var slag som han skulle have givet Faith dengang, men det var aldrig nogensinde blevet aktuelt og nu kunne han virkelig bare være glad for det. Han havde klart de store mistanker til hvad det var, at Jaqia måtte hentyde til, også selvom der i den grad var større fokus på smerten frem for noget som helst andet lige i dette øjeblik, for dette var virkelig noget som gjorde noget så frygtelig ondt! Hans ryg var virkelig smadret også selvom han manglede 33 slag endnu. Han kunne virkelig ikke klare det mere. At hans skulle være så slem og samtidig med at han skulle have flere slag. Var det begrebet af et kvindedomineret land? Han bed det virkelig bare i sig - Han prøvede i det mindste, selvom det virkelig ikke var nemt. Han nikkede blot til Faiths ord. At tænke på grunden til at de gjorde det, selvom det virkelig var svært nok at skulle holde ud, for det gjorde virkelig ondt! Hans hjerte hamrede som en sinddsyg mod hans bryst og det var bestemt ikke behageligt på nogen måde. Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke, følelse eller fornemmelse for den sags skyld! Han trak vejret dybt, selvom det virkelig var smertefuldt i sig selv. At møde stengulvet med sine knæ, var virkelig et klart tegn på nederlag. Jaqias spørgsmål gjorde intet andet, end at gøre ham direkte vred! Selvom det havde været et kaos og helvede at være i, så havde de haft deres lykkelige stunder, de havde fået de mest perfekte unger.. kunne han være utilfreds med noget af det? Nej! Der hvor det for alvor måtte gå op for ham, hvad det var, at Jaqia måtte mene. Han bed sig let i læben og med den klare dirren i krop og stemme. Han bed tænderne let sammen. Bryst og mave var dækket af sved, for dette krævede virkelig noget så frygtelig meget fra ham, at det måtte gøre helt ondt.! Han nikkede blot stille til hendes ord. Det havde været værd det hele. Hans hænder var endt lettere slappe i de lænker som måtte holde ham oppe. Jaqia forstod sig nok ikke på det som havde været mellem ham selv og Faith igennem så frygtelig lang tid. Han ville gå i døden for hende og deres børn ,selv som det måtte stå nu. Kimeya klamte øjnene svagt og let sammen og knyttede hænderne let, i et halvhjertet forsøg på at skulle komme fri. Det gik bare ikke som han ville have det. "Et par lykkelige år... Vores børn.. Det har været værd det hele." Hans stemme var intet andet end en hvisken, da alt det andet virkelig bare måtte være alt for anstrengende for hans vedkommende. Det var ikke noget som han havde energi til. Han slappede mere af i kroppen og vendte blikket stille mod Jaqia over skulderen. Han havde tydeligt fundet ud af, hvad hun var ude på.

[Silia D. Diamaqima]

At det var slag som hun selv skulle have haft var virkelig ikke en tanke som rørte hende synderligt, ikke mindst fordi at han aldrig havde gjort det, istedet var han endt med at tage hende tæt på sig, holdt om hende i søvnen, selv dengang havde hun jo hadet at sove alene men hun havde bare ikke haft andre muligheder. Hun var faldet hen til ham og at ligge der det var en følelse hun måtte holde fast i specielt nu hvor det ikke længere var hende muligt. Øjnene kneb hun fast sammen det brændte som en sinddsyg og tanken om det som Kimeya måtte gå igennem nu kontra hende den hadede hun virkelig! Havde det nu også været nødvendigt?! Enhver vidste at Faith tænkte bagveje hele tiden, alt var så indviklet at det ikke kunne være direkte, hun så ikke det lige for næsen af hende ej heller selvom hun mere eller mindre måtte stirrer det i blikket og hun kunne virkelig ikke løbe fra det. Selv at han valgte at glide i knæ var virkelig noget som Faith var bedøvende ligeglad med, det gjorde ham ikke svag hun lå selv, forsøgte at få pusten igen efter det som var sket. Inde i sindet talte Faith de mange slag der var ikke mange igen nu, dem skulle han klare! "21..20..19" hendes tone var så lavmeldt at det kun måtte være hende selv som hørte det. Hun forstod virkelig ikke hvor Jaqia ville hen med alle de spørgsmål men for første gang var det hende som måtte bryde ind nu hvor hun havde sat mere eller mindre tavs. Selv Kimeya måtte hun rette på her "Det var alt værd.." hun var rolig men dirrende i tonen, kroppen skælvede langsomt var hun begyndt at skulle fryse igen og det var virkelig ikke behageligt! "Det var ikke kun om de lykkelige år og tider, eller de perfekte børn vi skabte, selv i de tider hvor det kostede blod sved og tårer som nu.. Så lærer man.. Lærdommen og erfaringen. Det var absolut alt værd" gentog hun stille. Tårerne søgte langsomt over hendes kinder, da hun måtte lade blikket glide mod jorden foran hende, det sved virkelig som en i helvede. Set i Faith's øjne havde det været mere end blot et par gode år, der havde faktisk været mange, det hele startede da.. Yuuki dukkede op. En tid hun virkelig måtte hade og selv idag formåede hun at ødelægge hendes forhold! Fast bed hun sig i den bløde underlæbe. Først nu måtte hun vise sig svag ved at se bort fra Kimeya, hun ville ikke se hans smerte for i sidste ende var det jo faktisk den som måtte gøre så helvedes ondt på hende. Det eneste hun ville var at tage hjem til børnene, pleje Kimeya's ryg og så hoppe i seng, sove til Cedric prøvede at liste sig ud og så vågne til smilet fra hendes søn, der var virkelig ikke noget bedre, ikke ud over at vågne til Kimeyas kærlige øjne, og det var nok desværre ikke noget hun ville opleve i nærmeste fremtid.

[Cressida Marvalo]

Dette var noget som de begge selv havde valgt, enhver måtte straffes for at bryde lovene hvad end det var en leder eller en fattig tigger på gaden, Faith havde snart udstået sin straf og det samme havde Kimeya. Dog var det ikke helt nok for hende, der var mange ting som var blevet hende bevist under dette. Kimeya som havde bedt Faith koncentrere sig om ham, han var blevet vredere og vredere for hvert eneste piskeslag hun havde skænket hans tidligere elskerinde, og Faith's jalousi da hun åbnede skjorten på Kimeya, hvordna hun nu sad med blikket ned i gulvet og prøvede at skjuel hvor ondt hvert slag hun skænkede Kimeya i virkeligheden gjorde på hende, de gjorde det jo ej heller nemt for sig selv. De nærmede sig enden efterhånden med Kimeya, hans hud var flænset blodet strøg let ud, knogler måtte være brækkede, hun vidste at få af slagene havde ramt en smule forkert, hun ville gætte på et par ribben,ikke noget som han ikke var i stand til at skulle udholde. KImeya's ord lod kun smilet sprede sig en smule, alle vidste at det var mere end et par lykkelige år de havde været sammen i flere århundrede nu! For et kort øjeblik måtte hun næsten have glemt at Faith også var med dem så stille som hun var blevet de sidste minutter,derfor overraskede det hende at hun brød ind og så lige med de ord "Hvor lyder det hele smukt og idylisk.. men der ligger mere bag ellers ville i ikke stå her idag, ikke behøve at skjule jeres kvalmende bekymring for hinanden" hun talte de sidste 5 slag over Kimeya's ryg også selvom han nu var gledet på knæ, gav sig god tid før hun endelig selv måtte ånde en smule ud "Det var det" påpegede hun med en underlig foruroligende tone "Næsten om ikke andet" hun strøg tilbage mod bordet lagde pisken pænt. Blikket gled over kun for at betragte de mange ting som måtte stå der. En skål med store saltkorn stod placeret hun greb om dem, det var mest af alt for at forhindre ifektion også selvom det ikke var noget han behøvede at tænke over snart. Hun strøg bag ham, tog en mindre håndfuld og skubbede den mod hans ødelagde ryg også selvom det ville gøre ondt af helvedes til, man kunne vel roligt sige at hun et sted blot ventede på skriget for her ville han nok ikke kunne holde det inde? I sm cirkelende bevægelser strøg hun det ind i hans mange åbne står, det så virkelig grimt ud den pisk havde bestemt ikke været god mod ham! "Jeg har desuden en ekstra lille overraskelse før vi færdiggøre dig Faith" påpegede hun med samme skræmmende tone. Hun satte salten fra sig, tog omkring en flaske af det stærke alkohol strøg mod hans ryg som for at skylle efter.. åh hvilken dejlig aften.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde virkelig så ondt, at han ikke havde nogen kontrol over hans krop eller kropsdele. De gjorde mere eller mindre bare hvad der passet dem og det i sig selv, var virkelig ubehageligt som intet andet overhovedet. Hans ryg havde resulteret i et giga stort kødsår og det var noget som gjorde så frygtelig ondt! De hundrede slag ønskede han bare overstået, så det var muligt for dem at skulle komme hjem igen, for han ønskede vitterligt ikke at ligge der som han gjorde det! Hans ben havde for længst givet efter, selvom han ikke havde resulteret i et fuldendt skrig endnu, for det var mildest talt noget som han direkte måtte nægte! At høre Faith bryde ind med de ord, var noget som alligevel svagt måtte bringe et smil over læberne. Det var sandt at man lærte af erfaringerne. Hans problem var jo så at hun stadig ikke havde lært, at han aldrig ville begå den samme fejl igen og vende hjem til Yuuki. De sidste 5 slag som hun hamrede over hans ryg, hvoraf 2 af dem i hvertfald måtte ramme forkert. Kimeya kneb øjnene kraftigt sammen, idet at et kraftigt og smertefuldt gisp måtte bryde hans læber, idet at man kraftigt kunne høre, at det måtte knække, da endni et ribben måtte ryge. Han hang mere eller mindre i de lænker som han havde omkring hans håndled, for han havde ikke styrken til at holde sig oppe på egen hånd. Det var simpelthen... for tungt for ham. Hele kroppen rystede i takt til hans næsten hyperventilerende vejrtrækning. Han havde virkelig bare ondt! "E-endelig.." Hans stemme var virkelig ikke noget andet end en lavere hvisken, for det kostede virkelig bare kræfter, at skulle få det frem på denne måde. En ellers så frygtelig voldsom sitren som slet ikke var til at tage det mindste fejl af. Han vendte blikket mod hende.. Næsten færdig? Hvad mere var der?! Han kæmpet sig en anelse mere op at sidde i rank stilling, selvom det virkelig ikke var noget som han kunne. Han havde virkelig ikke energi til noget som helst lige nu og han kunne ikke gøre noget andet end direkte at hade det! Det salt som han måtte få øje på, gjorde ham om muligt endnu mere bleg i ansigtet end det som han måtte være fra før af. Han spændte kraftigt i ryggen idet at hun måtte smøre det ud over hans ryg. Han spærrede øjnene kraftigt op, kun for at klemme dem kraftigt sammen igen. Det der var nok noget af det værste ved det hele! Skriget kunne han denne gang ikke formå at holde igen, så det brød kraftigt ud af hans læber uden at han havde nogen kontrol over det. Han spændte så meget i hænderne, at blodårer halvvejs op af armen måtte blive synlig og han gjorde faste forsøg på at skulle rive armen til sig. Det samme gentog sig med den stærke alkohol. Det brændt som aldrig nogensinde før! Som det sidste måtte løbe ned af hans ryg og med den ellers så kraftige sitren som han bare ikke formåede at holde igen. Det gjorde ondt! Tænderne så tydeligt sammenbidte og med de stærke rystelser som virkelig var direkte uhyggelige. Det var virkelig bare lænkerne som holdt ham oppe, ellers var han gået direkte i gulvet.

[Silia D. Diamaqima]

At Kimeya havde ondt var for Faith ganske tydeligt at se og hun hadede det virkelig! Selv måtte hun sidde ydmygt på knæ, og med blikket vendt direkte mod gulvet, hun ville ikke se p ham, hun fik virkelig bare ikke sig selv til det og det i sig selv måtte næsten være det værste. Det stak så dybt i hendes indre ved den blotte tanke. Hendes egen ryg sved, følelsen af det une blod der strøg over hendes ryg var ligefrem behagelig, det var disse tider man virkelig måtte mindes om hvor menneskelig man måtte være, selv hende og Kimeya. De eneste tanker hun bed sig fast i var det faktum at hun blot ville have den sidste del overstået og så komme hjme til de unger som for i aften blev passet af Junior og Cayla, hun værdsatte virelig deres hjælp, men lige i disse stunder ville hun gøre absolut alt for at holde dem tæt ind til sig. Hvad der skete lige for næsen af hende det gik virkelig ikke op for hende, Jaqias ord vækkede ikke hendes mistanke, men det var vel i virkeligheden hvad hun havde forventet? Hun savnede Kimeya, og med de ord var hun virkelig bare ærlig hun så det ikke som spildt, hun havde lært, måske mere end det som han egentlig så? Hvorfor de ord overhovedet var kommet den aften.. Hun havde været træt og udmattet, og med billedet af Yuuki på nethinden og han stod derhjemme parat til at skælde hende ud, hun havde trods alt i den sidste ende reddet hans liv, kunne han for en gangs skyld ikke se det gode hun gjorde frem for altid at se hendes mange fejl? Desuden var Yuuki den eneste kvinde på denne jord Faith kunne sige sig at have været bange for, hun var den eneste kvinde der virkelig havde taget alt hvad hun elskede og holdte af, sat hende alene på den måde, skabt det påstyr så ja nu havde hun været død så længe og Faith var nu klar over det ikke var tilfældet. Ved det sidste gisp blev hun revet tilbage til virkeligheden, med tårerfydlte øjne betragtede hun ham stille, næsten undskyldende. En sten lettedes fra hendes bryst, endelig måtte han være færdig! Synet at Jaqia der måtte tage salten og den tydelige alkohol fik hende kun til at kæmpe for at trække hænderne til sig hendes blik var udtryksløst "Det kan du ikke mene!" udbrød hun en smule vredt, ikke direkte panisk, hun var som sagt vant til disse situationer. Kimeyas skrig var som en kniv der borrede sig direkte ind i hjertet, hun krympede sammen ved lyden der skulle forbandet meget til! Desuden så de overraskelser som hun måtte snakke om? Kendte Faith Jaqia rigtigt så var det ikke noget som hverken hende eller Kimeya måtte bryde sig særlig meget om. Et klagende støn forlod hendes læber, dette var virkelig langt over hendes grænse "Kom nu bare videre!" hundsede hun med vred tone. Hvilke ubehagelige overraskelser der ventede måtte vel snart vise sig?