In order of the law

[Cressida Marvalo]

Solen var blevet erstattet med den blege måne. Himlen var sort af mørke skyer der måtte skjule for den smukke sommernat som måtte hvile et sted under. Efterhånden var efteråret på vej og det måtte være ganske tydelig. De store regnbyer blev tiere og tiere, efterlod sig en kølig vind et sted derude. Langsomt begyndte træerne at kaste deres prægtige kroner og blomster der ikke blev plejet på magisk vis måtte stille visne og dø. Dette var en tid som Jaqia måtte elske, længere nætter og specielt nu hvor der var så meget at gøre. Slottet var under en genopbygning og hendes øjne skred det alt for langsomt frem! Fanger var undsluppet i alt for stort et tal, her var det særligt Valarie som hun måtte bekymre sig om. I aften var det dog langt fra hvad hun måtte have i sinde. Tortur kammeret lå med samme kølighed som altid, vel brugt kunne man vel sige? Og det var ikke lagt det mindste skjul på. Af små vinduespartier faldt der det blege månelys ind, det var ulvetime som hun personligt valgte at kalde det, og selv herfra måtte hun høre det. Den slanke skikkelse stod midt på gulvet, hendes lange blonde hår faldt over hendes kønne ansigt med øjne så kølige og gennemborrende. Et sted følte hun sig vel udmådelig spændt på denne aften? Under de sorte skyer lå en masse hemmeligheder, under hendes bankende hjerte hvilede de og i løbet af denne aften skulle de graves frem. Lovene var skrevet de som brød den måtte straffes hvad end de var ledere eller tiggere, hun var en retsskaffen kvinde og sådan havde det altid været. Efter det var lykkedes Faith og Kimeya at styrte lige præcis dette kammer for mange år siden efterhånden, var det blevet delt op i to. I den ene ende var de mange tortur redskaber, store bygningsmirakler i stand til at pine på de værst tænkelige måder, selvom dette sted ikke var gammelt fornemmede man næsten de mange skrig som havde lydt. I den anden ende var et mere åbent lokale. Gulvet var nøgent pladsen var stor, her var det vindue som måtte afsløre det lys der befandt sig et sted udenfor. Det susede let, regnen faldt let og stille, snigende til det snart ville ende med at falde som store tunge dråber, ikke at det måtte gøre hende det mindste, det ville næsten kun tilfje hyggen til denne aftens begivenhed. 3 stolper var ført op i en form af trekant og med lænker i stand til at binde enhver form af magi til. Det var her det hele skulle foregå. Ved den 3 stolpe længst væk fra de to som måtte stå overfor hinanden var et træbord stilt op. På det måtte ligge 3 forskellige piske, hendes personlige favoritter, små glasflasker med indhold af flydende væsker i næsten forskellige farver stod bagved, knive i alle former, størrelse og skarphed lå linet op i en direkte rækkefølge, hun var en kvinde af ordre, alt hun kunne gøre nu var vel blot at vente? Den slanke pegefinger strøg over knivenes mange skæfte, så smukt det ville blive i nat måtte der ikke være nogen forstyrrelser om hun så måtte se bort fra den søvn som hun vidste ville vente hende når solen ville stå op om nogle timer. Budet til vagterne var klart de måtte og skulle førers hertil, et sted med minder og hvor flere skulle til at gøres, ond var hun bestemt ikke. Læderet hendes bukser var lavet af knirket skummelt, hun gjorde et vip med hånden lod en dæmpet flamme brænde i faklerne, man kunne vel ligeså godt lade den føle sig en smule hjemme?

[Kimeya Marvalo]

Reglerne havde altid været tydelige for Kimeyas vedkommende, men tanken om at deres lille datters fødsel, var noget som skulle tvinge ham igennem dette, var ærlig talt noget som han havde svedt fuldkommen ud. Fint kunne man vel også sige, at den lille familie var samlet igen, dog ikke på den måde, som han selv måtte ønske det. At det igen var kørt så frygtelig skævt mellem ham selv og Faith, så var det bare noget som man måtte acceptere og lade ske. Han var kommet hjem igen, han havde taget sin datter med sig, udelukkende også fordi at han ikke kunne mangle hende. Han savnede familien, han savnede den tryghed, selvom han så frygtelig længe havde stået på kanten til at skulle miste det hele og nu vidste han ikke hvor han havde noget som helst mere. Han hadet den tanke. Det gjorde han virkelig. At dette kunne ske i det mere private, at straffen skulle foregå var han dog glad for. Faith havde forklaret ham hele situationen og han havde virkelig bare valgt, at skulle gå med til det. Leder som tiggere, som borgere som adelige.. Alle kunne de da straffes for det her? Hans hjerte slog let mod hans bryst, idet at han kunne se det store slot tårne sig for hans blik. Som reglerne måtte sige ham; Hundrede piskeslag, det var hvad han havde i vente.. Det kunne vel heller ikke være så slemt? Han knyttede hænderne let, da han gik side om side med Faith hele vejen. Han elskede hende stadig og deraf, var det virkelig også en frustration uden lige, at han ikke vidste hvor pokker han måtte stå sammen med hende. For nu var det jo så bare noget som han måtte accptere, selvom det virkelig måtte være så forbandet besværligt. Han var urolig.. Urolig for udfaldet af denne aften, selvom det nu og da, bare var noget som han måtte få overstået, så han kunne komme videre, stå ved at han ikke stod i nogen form af gæld til nogen. Han gik en anelse i forvejen og nåede roligt indenfor, idet at de måtte blive mødt af vagterne. Dette var noget som skete med loven i ryggen, så Kimeya gjorde heller ikke det mindste modstand. "De er ventet," sagde den ene vagt. Hans stemme var fuldkommen ligegyldig og alligevel med den så frygtelige kolde stemme som intet andet. Kimeya kneb øjnene let sammen. Han havde så sandelig sin værdighed endnu! "Så før os til hende.." afsluttede han med en kortfattet tone. Som aftalt, så kom de. Han var en mand af ord og det havde han altid været - nogenlunde da. Han spændte ganske let i kroppen i og med, at han blev grebet om i begge armene og ført direkte ned mod kældrene. Han huskede udmærket godt dette fra sidst.. det vækkede minder fra dengang Faith havde været gravid. Deres tab af de børn var stadig noget som kunne hjemsøge ham og han hadet det! Han gik dog mere end villigt med. Dette var bare noget som han ønskede at få overstået og helst så hurtigt som det var ham muligt, så han kunne komme hjem igen. Han knyttede hænderne i og med, at de blev ført til torturkammeret. Den dunkle atmosfære, det blege skær.. Det var tydeligt indrettet på en helt anden måde siden dengang og han hadet det! Hans blik faldt direkte til Jaqia i og med, at de blev ført ind. Vagterne stoppet roligt op selvom de ikke slap Kimeya det mindste. Ordren var jo tydelig og en lovbryder skulle holdes under strengt bevogtning. En tanke som frydet Kimeya fortrindeligt.

[Silia D. Diamaqima]

Faith kom virkelig ikke uden om at hun var udmattet, Cedric var ikke let at have med at gøre for tiden, det var dog blevet bedre efter at ham og Kimeya havde taget den snak som de var gået igennem, men han lå konstant inde hos hende, trøstede og holdte om hende, og hun var jo udemærket klar over at det burde være hende som gjorde det med ham om ikke omvendt. Tabet af den datter som hun måtte elske, hun vidste jo udemærket at hun var i trygge arme hos Kimeya, men det hjalp hende ikke, hun ønskede bare at holde hende tæt ind i favnen igen. Endnu engang var det kørt skævt med Kimeya, de kunne i det mindste fører en samtale nu uden at skulle diskutere, befinde sig under det samme tag, selvom hun ikke kunne få ham så var det vel ikke meget at forlange af hende at have hendes familie? Tre andre før disse var allerede mistet og nu havde hun mistet den datter som hun havde brændt efter at få, det hele var et stort kaos og ingen andre end hendes egen søn var klar over det. Jared havde før Kimeyas tilbagekomst til Mansionet tidligere på aftenen, besøgt hendes værelse i tide i utide, holdt hende ved selvskab også selvom hun som regel hadede sig selv efterhvert, det var forkert og det måtte stoppe. I stilhed fulgte hun Kimeya, ikke et ord var blevet skænket siden de havde valgt at tage afsted, en straf ventede dem og hun tog det glædeligt, en straf for det barn som var blevet skabt i deres kærlighed, et ulovligt barn ifølge de nye love, og hun frygtede det end ikke. Liya var vækket, i tryghed hos Nathaniel, nu kunne hun gå igennem den smerte, det sidste barn var født, dette betød at hun måtte gøres ufrugtbar, ikke at det som sådan måtte gøre hende noget, hun ønskede ikke flere og specielt ikke når Kimeya ikke skulle stå der som far. Uvejret var endnu engang på vej og Faith følte det, en sort mønstret kappe hvilede om hendes skuldre og med hætten det skjulte for det lange flammerøde hår som krøllede smukt hele vejen ned af hendes ryg, dette holdte hende varm, og det sidste hun ønskede nu var kulden i det mindste så kunne hun vel føle sig en smule veltilpas? Kutten blev slået ned afslørede det blide ansigt og det smukke hår. Kimeya lod hun få plads foran som han tog ordet, det gjorde hende intet, han var en mand af værdighed som hende selv og at tage imod en straf.. Endnu engang for hendes del det var lige til at overkomme denne gang fik hun om ikke andet lov at blive i det land hvor hun måtte høre til. Let måtte de grønne øjne betragte hans nakke, hun elskede ham men denne gang var det dødt, der var intet tilbage at hente og han havde sagt det åbent og højt for hende. Hendes blik gennemborrede den vagt som måtte tage fat om hendes arm, hun rev den til sig med en irriteret mine "Ja tak jeg kan udemærket selv" vrissede hun stædigt. Hvis der var noget som Faith måtte være kendt for var det den vilje og den stolthed og i disse tilfælde havde det altid været en god ting som det eneste. Straffen skulle tages, i det mindste kunne de gøre det afslukket og ikke med en enorm ydmygelse. Deres skridt gav genlyd hen af den lange gang og ned af kælderregionen, hun kunne fornemme larmen fra det arbejde som blev gjort ikke langt derfra, det var dog det velkendte kammer der måtte falde i hendes blik. Så mange minder, så mange gange hun havde stået her og hadet det ligeså meget som nu "Blikket faldt mod Jaqia, hjertet hamrede en smule fast nervøs var hun vel et sted på hvad der måtte vente? Kunne hun ville hun knuge Kimeya's hånd. Tanken blev skudt bort, hun stoppede op og med den brændende mine.

[Cressida Marvalo]

Ilden var farlig at lege med, det var Jaqia klar over, men i aften ville hun udfordre den, presse den til der yderste og så måtte de jo se om ikke hun ville tisse i sengen i den søde søvn. De slanke fingrer strøg langs de mange glas, de mange væsker, nogle af dem måtte dufte kraftigt, nogle til tortur, nogle til at påfører mere smerte end de havde følt så pokkers længe, andre til at heale og kurrere, der var godt og ondt sådan som det altid havde været og sådan som det skulle forblive selv i disse situationer. Leder som tigger måtte straffes for de handlinger de begik, dette barn var ulovligt og selv på trods af det faktum hun faktisk var begyndt at holde af Faith var det ikke grund nok til ikke at fuldfører det. Blikket gled mod vinduet malet af de små dråber som var på sin vej ned fra den store åbne himmel, et smil spillede over hendes læber, yderst veltilfreds så koldt som kun hun var i stand til at skulle gøre det. I aften skulle alle tanker svinde bort, en aften i skæbnens tegn hvor den ville fører dem hen måtte tiden vise, hun var trods alt en kvinde af tålmod. De rolige skridt af den lange vindeltrappe nåede Jaqia's skarpe hørsel, de var på sin vej. Hænderne foldede sig foran hende, ganske afventende måtte hun tage et par skridt tættere mod indgangen, næsten med en mine af den rene høflighed. Deres skikkelser kom til syne et sted bag skyggerne, smilet bredte sig yderst tilfredst "Faith.. Kimeya.. Et øjeblik betvivlede jeg om i overhovedet ville vise jer" et glimt trådte frem i blikket, hun legede med dem allerede nu, morskaben var jo end ikke begyndt som sådan endnu. Opmærksomheden blev rettet mod de to vagter som måtte holde dem fast, Kimeya vel og mærke, ærlig talt havde hun ikke regnet med at Faith frivilligt ville lade sig fører på den ydmyg måde, hun var en kvinde af den rene stolthed, noget som Jaqia et sted måtte beundre, en kvinde af vilje på den måde, hun var nervøs, hendes hjerteslag afslørede hende, det gjorde kun legen langt morsommere for hendes vedkommende vel og mørke. Det var ikke første gang de var placeret for et sted som dette, ikke første gang de måtte stå overfor hinanden, kæmpe for hinanden, nu ønskede hun at se med egne øjne hvorfor pokker de måtte være så store, hvorfor så mange havde opgivet de var trods alt svage, holdte end ikke deres hænder samlet "Hvis de herre vil være så venlige at fører vore gæster til deres placer" hun gjorde gestus med hånden mod de to stolper som stod klar til at holde dem spærret tæt. Det farertruende høflige i hendes stemme fik vagterne til at reagere omgående fører de to kendte sjæle og sætte lænker om deres håndled. For i aften var de blevet skiftet ud, at holde en spinkel kvinde som Faith i fangeskab det havde hun været forberedt på. Opmærksomheden gled bort fra Faith og Kimeya, rettede sig mod de redskaber og eliksirer som befandt sig netop for næsen af hende, hvert sekund ville hun nyde, om de overhovedet ville forstå hende var det som Jaqia måtte glæde sig mest. Det blege månelys faldt dramatisk på hendes krop som hun stod der i midten mellem dem begge, der var ikke mere end blot få meters afstand, nok til længsel noget som var gjort ganske bevidst, den kom hun vidst ikke uden om.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en mand af værdighed, det var der ingen tvivl om, men at lade sig blive ført på den måde, det var nu ikke noget som han sådan set måtte have det mindste imod. Han spændte fast i hver eneste muskel i hans krop. De havde stået her før og minderne kørte virkelig i hans sind og sjæl. Han var ikke en stor mand mere og det var virkelig også den eneste grund til at han ikke reagerede det mindste på det, som han sikkert normalt ville have gjort det. Det intense og iskolde blik hvilede direkte på Jaqia og uden at skulle se væk fra hende. At Jaqia og Faith kunne snakke sammen, var han i bund og grund ligeglad med. Det eneste som han prøvede på, var at holde en anelse styr på det familie som var tilbage. Igennem de sidste dage havde han selv brugt meget tid sammen med Cedric og det var tydeligt at det måtte give pote. Knægten kunne smile og han kunne le og det var noget som i den grad betød så uedelig meget for ham selv. At han ikke havde fejlet helt der endnu. Han manglede stadig den snak med Cayla.. Det var frustrerende. "Du regnede ikke med at vi ville komme?" Han hævede kortfattet det ene bryn. Han havde aldrig rigtigt haft noget til overs for Jaqia og det var slet ikke noget som han skjulte for hende. En mand vis meninger røg direkte ud af posen og han nød selv af det når det måtte komme til stykket. Han fnøs fast, idet han rev den ene arm let til sig. Han sendte manden et direkte dræbende blik. Han var selv tydeligt tilbage i den personlighed som dengang han havde været leder, om ikke andet i den tid hvor man kunne erkende, at tronen også måtte have været deres. Han så igen på Jaqia. At hun kunne være så rolig, var noget som direkte måtte irritere ham og det irriterede ham virkelig helt af helvede til! Kimeya vidste at dette måtte gøre ondt.. ekstremt ondt, men han ønskede nu blot overstået, komme hjem, rense sine sår og så ellers falde tilbage i rollen som børnenes far som han uden tvivl var faldet frygtelig godt ind i, det var også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Kimeya knyttede begge hænderne, da han igen fast blev grebet omkring og ført hen til stolpen, hvoraf han måtte blive lænket fast. De strammede let omkring hans håndled, for det var tydeligt også, at det var mere ment til Faiths ekstremt tynde og slanke håndled. Blikket fulgte Jaqia som intet mindre end en høg. Kimeya var virkelig ikke meget for at Faith skulle gå igennem det. Selv ville han bare have sit overstået og helst så hurtigt som muligt. "Pokker tage det hele.. Jaqia.. Få det nu bare overstået." Han havde virkelig ikke nogen former for tålmodighed til det her, og det var da noget så tydeligt, det var da ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det da fyrste umuligt! De grågrønne øjne skinnede af en vrede og en foragt. Hans hjerte slog let og fast mod hans bryst. Han var jo trods alt en anelse nervøs. Hundrede piskeslag, det var vel bare det som han havde i vente? I alle fald efter de nye love og regler, men stadig.. så stolede han virkelig ikke på Jaqia og det ville han nok aldrig komme til at gøre! "Jeg har simpelthen ikke tid til det her!" Hans sidste ord var en vrissen. Han følte det ekstremt nedladende at stå der hvor han stod!

[Silia D. Diamaqima]

Hvad angik værdighed og stolthed så var det altid noget som Faith havde været en stor tilhænger af, men at blive ført frem på den måde det nægtede hun virkelig, der var ingen grund til det, de stakkels mænd risikerede at blive flamberede i løbet af ganske kort tid hvad end de holdte hende eller ej, hun var farlig at lege med noget som frygtelig mange måtte have erfaret. Her var koldt inde, selv på trods af de fakler som måtte brænde en smule, gyset jog gennem hendes krop, ikke mindst af Jaqias blik. De kunne tale sammen det var måske korrekt det betød dog på ingen måde at de var perlevenner, hun havde trod alt gjort den fejl en enkel gang før at stole på hende, hun vidste dog at hun var en kvinde af ord, på mange områder mindede hun om hende selv, og alligevel så måtte det irritere Faith at hun var så pokkers forudsigelig. Kimeya bar ingen tålmodighed det kunne hun da tydeligt se, ikke at det undrede hende på nogen måde, det var ikke den tålmod han var kendt for, hun kendte ham trods alt bedre end det som mange andre kunne sige sig at gøre. Blikket hvilede mod ham med en rolig mine. De slanke fingrer strøg mod kappen hun let måtte løsne og kaste mod den vagt som havde forsøgt at fører hende herned fanget i det greb "Hver rar at hæng den op for mig" et smil der var forsøgt utrolig provokerende endte blot blidt, hun vendte opmærksomheden tilbage mod Jaqia. Hun havde ikke troet at de ville dukke op? Hun burde da kende ikke kun hende men også Kimeya bedre end som så, de var begge klar over, at de havde set frobi loven og måtte tage straffen også selvom de ikke stadig var det lykkelige par "Du burde kende os bedre end som så Jaqia" påpegede hun roligt. Der var ingen tvivl om at hun et sted var nervøs, Kimeya ventede sig de hundrede piskeslag, ikke at det var første gang hun blev stillet overfor hans smerte men det ændrede i den grad ikke det faktum at hun måtte hade det. Selv var hun en stor pige, det var ikke første gang hun gik igennem dette, desuden hvad kunne Jaqia dog gøre? Hun vidste jo at hun ikke ønskede hende ondt, ikke i forhold til den tidligere regent og den største fjende ud over hendes egen moder, den kære Memphesto, hvor han overhovedet var blevet af det kunne hun virkelig ikke svare på, et sted var hun også ligeglad han var vel faldet i hans egen naivitet? Ganske roligt lod hun sig fører mod den stolpe som måtte være placeret overfor Kimeya, var dette virkelig nødvendigt? Armene blev lænket over hendes hovede at se de små lænker morede hende blot, der var tænkt på det hele. De grønne øjne faldt mod Kimeya med et sigende glimt næsten et lille smil, dette vækkede uden tvivl minder, det var virkelig ikke første gang de stod her. Hans utålmodighed morede hende blot, det var en mand som hun måtte kende, egentlig ønskede hun bare at komme tilbage til børnene putte sig under dynen og sove til solen ville vække hende "Få det overstået Jaqia" medstemte hun i en fast dirrrende tone. Det var i den grad ikke fordi hun ligefrem måtte gide dette, og det var tydeligt Kimeya havde det på præcis samme måde, der var vel bare ikke rigtig noget at gøre?

[Cressida Marvalo]

At se dem på denne måde måtte virkelig blot morer Jaqia, hun var klar over at Kimeya ikke var den mand bygget på mest tålmodighed, den sidste gang de 3 alle havde stet her var den ene dag hvor Faith rent faktisk var endt med at skulle føde deres lille søn, de havde fået deres sidste nu, planerne for i aften var dem ukendt men hun vidste i den grad hvor de skulle fører hen. Dette ville blive en underholdende aften, hun var en kvinde af ord og hun ønskede så sandelig hverken Faith eller Kimeya noget ondt, hun ønskede blot retæfrdighed og ikke mindst sandheder. Det kølige smil hvilede over læberne, at se hvor flabet Faith måtte være overfor vagterne var virkelig intet hun reagere på hun kendte efterhånden kvinden ganske udemærket. Let måtte hun betragte dem som de blev spænt fast til de stolper, blikket gennemborrede skiftevis dem begge. Jaqia fangede det blik som Faith måtte skænke Kimeya, et blik som for hendes vedkommende måtte sige det hele "Forlad os" beordrede hun mod vagterne i et langt mere strengt tonefald, de lyttede uden så meget som at tøve om det var af respekt eller frygt det vidste hun virkelig ikke, i teorien måtte hun også være komplet ligeglad så længe de måtte lystre "Jeg springer den lange tale over om hvorfor i er her, vi ved at i ikke er de samme fjolser jeg plejer at straffe" ved Kimeyas spydige kommentar var det ham som fik hendes fulde opmærksomhed "Ingen ændring kan jeg se" svarede hun kortfattet og hævede et slankt øjenbryn. Tungespidsen strøg over hendes rosenrøde læber, hun tog ryggen mod dem betragtede bordet foran hende. Fingrene lukkede sig om en lille knivs skæfte, hun knugede den en smule i hendes hånd før hun lysløst måtte træde om på Faith's ryg "Lad os holde ved manérene og tage damerne først" sarkasmen var tydeligt at høre i hendes hæse forførende stemme, noget som blot lå til hende, og hun nød det, nød den effekt det måtte have på de fleste. Uden synderlig varsel var kniven gledet under Faith's tynde stropper "Du kommer kun til at fryse for et kort øjeblik, kære" tonen var næsten med omsorg overfor den kvinde som måtte hænge der, kjolen faldt til gulvet afslørede den spinkle krop, der var trods alt intet hverken hende eller Kimeya ikke havde set før, desuden vidste hun jo hvor ekstremt øm hun var omkring den krop som hun var bære af. Efterhånden var den prydet af mange ar, noget som Jaqia tydeligt kunne se. Roligt gik hun tilbage til det lille bord, lagde kniven pænt på dens plads og tog istedet en pisk i hånden. Et mindre knivblad sad i læderet ude for enden, den var langt fra behagelig, men 50 og 100 slag med blot et stykke lædder ville ingen effekt have. Igen tog hun pladsen bag hende "Jeg ville bide tænderne sammen der kan gøre en smule ondt" mumlede hun med kølig tilfredshed, viklede læderet et par gange om hendes håndled og håndflade før hun ganske roligt måtte hæve i armen og slå hårdt mod hendes ryg. Alt kræften blev lagt i noget som i sig selv måtte være hårdt med hendes styrke af en valkyrie. Igen måtte hun hæve slå mod, ryggen måtte allerede være lettere hævet bløde en smule, de kunne vel ligeså godt få det overstået?

[Kimeya Marvalo]

Bare det faktum, at Kimeya var tvunget til at stå fuldkommen roligt og stille på et sted når dette skulle ske, var virkelig ikke noget som han brød sig om. Han vidste jo udmræket godt hvor han ønskede at skulle stå med Faith, selvom det virkelig ikke var ensbetydet med, at det ville blive aktuelt på nogen måde, det var også helt sikkert. Hans hjerte slog fast og lettere uroligt mod hans bryst, selvom han virkelig bare prøvede, at skulle holde bare en smule igen, så var der virkelig ikke nogen hjælp at hente. Dette var vel fortjent og han var udmærket godt klar over det, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, det var helt sikkert. Han rev svagt i kæderne og lænkerne, selvom det virkelig ikke var dem nogen form for trøst på noget tidspunkt. Hvor han dog kunne hade det som aldrig nogensinde før! Han trak vejret lettere dybt, idet at hun bad vagterne om at gå, så de stod der alene, var nu heller ikke noget som gjorde ham det mindste overhovedet. Han havd virkelig intet andet valg end bare at skulle bide det i sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt, slog hovedet bevidst ind mod stolpen bag ham. "Det er ikke altid at forandringen fryder," mumlede han let for sig selv. Hans blik faldt direkte og intenst til hendes, i og med, at hun samlede kniven og gik op bag Faith. De tanker som han gjorde sig omkring den arme kvinde, vidste han godt, at han et sted slet ikke havde retten til. Da kjolen måtte falde, så reagerede han noget så frygtelig tydeligt. Det var langt forbi hans egen grænse og på alle tænkelige måder! Han spændte så fast, at hans blodårer endte tydeligt i hans håndled, idet at han prøvede at vride sig. Han var bestemt ikke færdig med Faith endnu og han vidste det jo udmærket godt af hjerte på alle måder. De grågrønne øjne faldt til Faith, som havde det været en bøn for hende, blot at skulle se på ham. Hun havde 50 piskeslag i vente såvel som han havd hundrede og han hadet det! Som pisken måtte falde over Faiths ryg, så kunne han næsten mærke den smerte som måtte hamre som en besat direkte mod ham selv. Det var som at jage kniven direkte i hans bryst, selvom det var noget som han klart nægtet at vise overfor nogen som helst på nogen som helst og da specielt ikke overfor Jaqia. Han sitrede noget tydeligt og endte klart også rastløs. Han bed sig kraftigt i læben. "Faith.. se på mig.." Hans stemme var fast og beslutsom. Han kunne måske ikke lindre hende for det af smerte som hun måtte brænde noget så voldsomt inde med, men dette.. Han ønskede virkelig at gøre noget for at hjælpe hende. At vise sig fra den lidt mere følelsesprægede side, havde han nu og da intet imod, for det var bare en del af ham når det lige kom til Faith og den var vel også kendt for alle andre? Alle vidste det jo og han selv ville aldrig nogensinde komme sammen med andre end den kvinde som han var tvunget til at skulle stå lige overfor i dette øjeblik. Hvor han dog måtte hade det. Hans hjerte hamrede som en sindssyg. Det gjorde ham virkelig urolig!

[Silia D. Diamaqima]

De var begge tvunget til at stå komplet stille, et sted vidste Faith jo så også at dette var mere end velfortjent loven var brudt og nu tog de straffen. Som sådan måtte det ikke gøre hende det helt store, det var ikke første gang de sad som de gjorde nu, overfor hinanden klar til at kæmpe, piskeslag i sig sev var ikke noget det værste som hun havde været ude for også selvom hun virkelig hadet den form af tortur og udelukkende fordi hun følte at det måtte være personligt. Kæderne raslede let og udelukkende fordi hun forsøgte at trække hænderne til sig og uden den mindste smule held, selv om hendes slanke håndled måtte de stramme en del. Det lange flammerøde hår blev skubbet over hendes ene skulder og kun fordi det måtte være i vejen, kroppen blev blottet og kulden var noget af det første som måtte slå ind. Kroppen var malet af de tydelige tegn på et gys, hun var dog kalr over at varmen snart ville komme til hende igen. Bare det at have kroppen blottet, det mindre brystparti og den slanke krop alle vidste hvor ømtåelig hun måtte være overfor den, det som kunne gøre mest ondt var at berøre den. Efterhånden var den prydet af de mange ar og sår hun måtte have efter lange kampe, som hun måtte have efter flere besøg i dette kammer, specielt de piskeslag som Memphesto i sin tid havde skænket hende. At Kimeya så havde valgt at reagere på den blottede krop var end ikke noget som gik op for hende, hun prøvede at skjule skælven af den kulde. Let måtte de funklende smaragdgrønne øjne følge Jaqia mod bordet, pisken så bestemt ikek behagelig ud! Et suk forlod læberne, hun så på Kimeya, vidste hvad der måtte vente ham senere også selvom det virkelig var en tanke hun måtte hade! Uanset hvor mange gange de kunne blive ved at gøre dette, uanset hvor mange gange hun ville råbe og skrige af ham og han ville vende hende ryggen og gå så ville hjertet blive ved at hamre for ham, hun ville blive ved med at sidde med den følelse som hun gjorde nu og et sted fustrerede det hende. Uden helt at vide det gjorde Faith præcis som Jaqia sagde - Bed tænderne fast sammen i det det første slag måtte ramme ryggen. Smerten var tydelig at læse i hendes blik, men der var intet andet at hente end det, smertetærskelen var efterhånden en smule høj det var der ingen tvivl om. Den velkendte stemme lød i hendes hovede, tog hendes fokus lidt tilbage på virkeligheden. Blikket faldt mod ham, at høre ham fra den kærlige side det havde hun virkelig ikke ventet sig "Det er okay Kimeya" endte hun med en smule hæs tone, fremtvang et smil der hurtigt blev til en grimasse ved Jaqia's næste slag. Denne gang var hun tvunget til at slippe et mindre gisp denne omgang ville blive forbandet smertefuld og han ventede sig det dobbelte? Bare tanken var nok til at tage luften fra hende. Hun skød let i ryggen tvang brystpartiet en smule frem udelukkende af den smerte det sitrede i underhuden, for pokker hvor det brændte! Hjertet hamrede mod brystet, dette kunne hun vel godt stå imod? Hun havde for pokker gået igennem det værre! Øjnene åbnede hun stille efter at have haft dem knebet i, mødte igen Kimeyas bedende blik.

[Cressida Marvalo]

Jaqia forblev placeret bag Faith, hun var udemærket klar over hvor ømtålelig hun måtte være overfor hendes krop, dette var præcis grunden til at hun direkte måtte blotte den, og igen det var trods alt intet som Kimeya ikke før havde set så hvad var egentlig det store problem? Hende? At Kimeya så reagerede på det var noget som hun hurtigt opfanget en lille detalje som kun fik smilet til at brede sig ekstremt over læberne. Det morede hende, var dette hele grunden til at de måtte være så kendte? Hvor sødt selv når de ikke var sammen kunne de tigge og bede sådan for hinanden det var hele grunden til alle hemmelighederne, hvornår ville de selv se det? I dette tilfælde var skæbnen så frygtelig forudsigelig og hun nød virkelig at se hvordan især Faith måtte være blind overfor det, Kimeya var en klog mand og Jaqia selv var ganske sikker på at han meget hurtigt ville finde hendes lille point. Smertefuldt var det, når det kom til disse piskeslag vidste Jaqia at der var meget at tage hensyn til, for det første skulle Faith gennemgå en smertefuld operation bagefter, desuden var Kimeya mand og Faith var kvinde, selv 50 slag til en kvinde af hendes størrelse var meget, hun var trods alt af en ekstremt smal og lav bygning, det morede hende når de stod med hinanden Faith skulle vel op på en stol bare for at nå hans læber? Pisken blev hævet igen, hun slog den mod ryggen, det var smertefuldt så meget kunne hun fornemme på Faith's kropssprog, det at skyde i ryggen og kun efter to slag det var ikke så lidt. De kunne vel ligeså godt få dem overstået og komme videre til det næste? Der var lagt et langt program foran dem og dette var i den grad kun en start. Pisken gled utallige gange over hendes ryg, blodet løb roligt ned af de åbne sår som det måtte forsage og den hud som måtte rives af, behageligt kunne det i den grad ikke være. Et køligt glimt hvilede i hendes blik ved deres ord "Hvor sentimentalt.. Er dette hele grunden til andre må se på jer så stærke? I holder ud for hinanden selv på trods i end ikke kan finde ud af at skænke kærlighed og få det til at fungere?" hun hævede et slankt øjenbryn det var tydeligt hun provokerede en smule, legede med ilden nu var Faith trods alt bundet på den måde og det samme måtte Kimeya være så der kunne ikke ske stoort. Hun skiftede roligt arm, lod pisken igen og igen slå mod den blødende ryg, talte slagene da de rundede de 15. De stod foran smerte, de stod foran det som måtte gøre ondt på dem deres frygt.. At miste hinanden det vidste enhver, de kærlige følelser var der endnu, det kunne hun tydeligt se, man skulle være idiot for ikke at ligge mærke til det, men at elske hinanden som et par? At gå i seng om aftenen, stå op om morgenen, var de klar over hvor meget mange ville give for at kunne elske den mand de nu levede med som de elskede hinanden? Lige der var hun selv inklusiv, men hvornår pokker ville de selv lærer at leve med det? Jaqia forstod det virkelig ikke. Næsten af ren fustration, lagde hun ekstra kraft på det attende slag den skulle gå ind, og den skulle gøre det direkte klokkeklart, for hverken dem, hun selv eller de andre omkring havde tålmodighed for dette!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at hans følelser for Faith altid ville være det samme, hvad end om de var sammen omkring det hele eller ikke, så var der virkelig ikke noget som man rigtigt kunne gøre ved det, det var også helt sikkert. Det var ikke direkte det, at Faiths krop var blevet blottet, som han måtte reagere på i længden, men bare det faktum, at Faith skulle kastes under dette, også selvom de havde været klare over straffen om det blev opdaget og den tog han med glæde. Hundrede slag lød virkelig af meget, men det var virkelig ikke meget i forhold til det som de havde været igennem for hinanden i de år som de havde haft det store kendskab. Kimeya kunne virkelig ikke se på sig selv som den store og stærke mere. Tiderne skiftet og det var noget som havde ramt ham noget så voldsomt i den anden ende. Han knyttede hænderne fast, også selvom han tydeligt kunne mærke, at det var umuligt for ham at gøre brug af magi på nogen måde. Han hadet det! Faiths ord var ham dog ingen trøst.. Det var bestemt ikke okay! Han rystede på hovedet og himlede let med øjnene, selvom hvert eneste slag som Faith måtte tvinges igennem, så var det noget som kun måtte gøre ham mere og mere vred! Han vidste udmærket godt, at hundrede slag virkelig måtte være så frygtelig meget, men lige nu.. Nu måtte de bare igennem det. Blikket hvilede på Faith også selvom det direkte måtte søge til Jaqia ved hendes ord. Han knyttede hænderne fast. Hvis han havde haft ås meget som en jordisk chance for at komme fri..! Han vidste udmærket godt hvor ømtåelig hun var overfor sin krop og at det blot måtte være ham som måtte se den. At det jo så var nogegt som han måtte beæres over,fvar blot noget som han i sandhed måtte elske og mere end noget andet. At Faith så skulle være så stædig, så fangede han dog alligevel hendes blik. Han sendte blot Jaqia det dræbende først! "Tiderne skifter.." Hans stemme var virkelig intet andet end en svagere hvislen. Han var virkelig ved at være vred nu! Kunne de ikke finde ud af, at skænke hinanden kærlighed? Der tog Jaqia da helt og særdeles fejl! Det kunne de så sandelig godt finde ud af! At det jo så ikke var gået i den anden ende, var jo så en helt anden side af sagen. Han knyttede sine hænder så voldsomt og så kraftigt at blodårene måtte træde frem ved hans håndled., så meget som han måtte spænde sig. Han trak vejret dybt og med den klare sitren i hans egen krop. Da de nærmede sig de 20 slag, kunne han selv se på Faith, at det måtte nærme sig grænsen for hende. Der var da grænser for galskab! "Faith.. se på mig.." Han agtet at holde hendes blik fast så længe, at dette skulle foregå. Han var klar over, at han som mand kunne tage meget mere end det som hun kunne, så et sted måtte han vel også frygte for hvad han selv skulle igennem bagefter? "Jaqia! Få det for pokker da overstået!!" Denne gang hævede han tonen betragteligt. Han havde virkelig ikke tålmodighed til det her!

[Silia D. Diamaqima]

Det brændte virkelig noget så forfærdeligt over ryggen. Hun følte hvordan blodet stille måte løbe over, den varme følelse var næsten behagelig også selvom hun hadede tanken om hvordan det ville se ud bagefter, hendes krop var præget mere end rigeligt af gamle ar! Tanken om den blottede krop var ganske hurtigt blevet glemt, der var jo intet som Kimeya ikke før havde set, han havde rørt den, elsket den, derfor berørte det hende ikke synderligt ej heller selvom hun følte den måtte være så pokkers beskidt efter Jareds berøringer, set i billedeligt sprog selvfølgelig. De gange hvor pisken ikke slog mod hendes ryg hvilede hendes blik i Kimeyas for få sekunder inden hun atter var tvunget til at knibe dem tæt sammen igen. De kunne gøre dette om igen for evigt og de følelser ville stadig ikke ændre sig, hun ville altid elske ham og det vidste hun, men de havde fået bevist nu at det gik ikke hvorfor så forsøge igen og kun ende med at splitte familien yderligere? Der var ikke kun dem at tænke på nu, de havde de to mest pragtfulde børn derhjemme, tanken om at komme hjem til den lille pige hun ikke havde set i flere måneder, hun savnede hende så meget at det måtte gøre ondt! Efterhånden måtte de være noget halvvejst igennem, hendes krop føltedes tungere også selvom benene endnu ikke gav efter for hendes lille vægt, der var ingen skrig blot klagende støn som hun hver gang måtte skyde let i ryggen også selvom hun udemærket var klar over at det ikke ville hjælpe hende den mindste smule i sidste ende, slagene ville ikke gøre mindre ondt. Snart ville det være hans tur og han måtte gå igennem det dobbelte en tanke som hun virkelighadede som pesten! Kunne de ikke bare få lov snart at smutte hjem? Kimeya's raseri var noget som Faith tydeligt måtte kunne se, måden han knyttede hænderne på, det glimt i hans blik hun var udemærket godt bekendt med det, men at han lod vreden tage over fordi at hun stod der var noget som et sted rørte hende, helt væk for ham var hun da ikke? Hendes egen stædighed var slående, hun forsøgte at lade som om det ikke betød noget også selvom det ikke var tilfældet, at han så vendte øjet lod kun et smil passere, et smil som ganske hurtigt blev til endnu en grimasse ved endnu et slag. Tårerne kæmpede hun virkelig med hun ønskede ikke at lade dem falde på grund af en lille smule smerte men det gjorde virkelig forbanndet ondt! Endnu engang måtte hun forgæves rive i lænkerne som håndledende var holdt fast i. Kærlighed kunne de bestemt godt skænke, okay de seneste år havde de ikke været de bedste til den slags og til tider havde de ikke gjort andet end at nedgøre hinanden, men de kunne i den grad godt! Faith lod blikket atter falde mod i hans også selvom det virkelig krævede koncentration noget som var ganske tydeligt. Hendes krop var begyndt at skælve for en kvinde af hendes bygning var det faktisk ikke helt nemt at skulle udholde "Hv-Hvor mange i-igen?" fremstammede hun i stakåndet tone, pusten var taget fra hende hun var forpustet. Blikket hvilede endnu næsten desperat i Kimeyas selvom det var en underlig følelse så trøstede det hende jo faktisk.

[Cressida Marvalo]

KImeya var vred og Jaqia nød virkelig den tanke. Hvert tegn han gjorde, den dirrende tone, de knyttede næver og generelt det glimt i hans blik, Faith måtte virkelig være af betydning for ham når det kunne ham til at føle som det. Han var ikke længere dens tore og stærke, Faith var hans leder hun kunne komme med ordre og alligevel lod hun til rent faktisk at stille dem lige, måske de nød forholdet mellem mand og kvinde hvor manden var den dominerende? Den leg som hun aldrig selv havde været en del af, hun var den dominerende og hun nød og elskede at være det. Piskeslagene fortsatte, Faith's ryg var efterhånden ødelagt åbne brændende sår og med det varme blod som strømmede ned udfordrede det dyr i hende som efterhånden måtte være ganske under kontrol, hun var ikke synderlig fristet, desuden var det ikke blod der fristede hende men en magisk styrke og siden hendes ild måtte være bundet var der for hendes del intet at være bekymret over. Dråberne var blevet tungere slog hårdt mod det lille vindue der oplyste gulvet imellemdem. Lidt romantisk stemning kunne man vel skabe til en aften som denne, sensationel i Jaqias øjne vel og mærke. Ligesåvel som Kimeya måtte tage sin straf måtte Faith gøre det samme og til nu klarede hun det flot også selvom det var tydeligt benene snart måtte give efter under hende, et sted forundrede det hende næsten at det ikke allerede var sket, der kunne man jo tydeligt se hvor meget en stædighed og en vilje kunne gøre, hun kæmpede og hun kæmpede for at gøre som Kimeya bad ham om at se hende i øjnene, hun ville gætte på at det blot ville vare ved til Faith ville føle sig svag, hun kunne vel sige sig at kende kvinden temmelig godt efterhånden? Hun hævede et slankt øjenbryn som førte hun en samtale med ham og vandede blomster på samme tid, en ganske neutral tone "Virkelig? Jeg ved selvfølgelig ikke om rygterne taler sandt men så vidt jeg ved er det år siden i sidst skænkede hinanden den kærlighed?" smilet bredte sig, hun trykkede på farlige punkter og hu vidste det, det var dog med en god mening bag også selvom det ikke lige var særlig let at skulle se på denne måde. Jaqias blik blev falskt fornærmet ved hans hundsen "Det nytter intet at hundse på den måde, kære Kimeya" hendes tone var direkte sarkastisk ikke at man kunne bebrejde hende for det enhver måtte jo kende hende på alle måder. Hun førte hånden slog de mange slag hårdere end hun havde gjort før. Den hæse stammene hvisken nåede hende "14 igen" svarede hun kortfattet. De 14 ville blive smertefulde og de vidste det alle igen en kvinde af Faith's kaliber det var virkelig hårdt at skulle udstå det. Hun måtte føle og lytte hvordan deres hjerter måtte banke hende som sød musik i hendes ører, Faith's udelukkende af den smerte der måtte koge hende op og den kærlige behandling som Kimeya måtte give hende selvom hun var overbevist om at de var færdige med hinanden, og Kimeya's af den rene vrede og urolighed, det var virkelig en fantastisk aften og det stod ganske klart at også Jaqia måtte nyde det!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ærlig talt forundret over, at Jaqia lige netop skulle bringe deres kærlighed på banen. Det var vel ikke noget som hun havde brug for at skulle blande sig i vel? De havde været i stand til at skulle holde fast i det ustabile og så skrøbelige bånd som hvilede dem imellem, det var slet ikke noget som man skulle være det mindste i tvivl om overhovedet, men nu hvor han stod her.. Så manglede han hende virkelig. Han ønskede noget så brændende, at skulle kunne hjælpe hende igennem det og han prøvede virkelig. 14 slag var stadig frygtelig meget i Kimeyas øjne det var helt sikkert. De havde haft deres problemer, men igen, det havde alle vel?! Han kneb øjnene fast sammen og med blikket som han endnu en gang måtte vende i retningen af Jaqia. Hans blik strålede af det rene raseri og som aldrig nogensinde før, det var helt sikkert. "Hvorfor spørger du ind til det, af alt som du kan spørge mig om?" spurgte han med en fast tone. Det vrede var virkelig ikke til at skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han kunne virkelig ikke fordrage, at skulle stå i denne situation som han gjorde! At være tvunget til at stå og glo på at kvinden som han elskede mere end noget andet, faktisk måtte blive pisket og han selv stod til det dobbelte bagefter. Bare den tanke var ikke videre behagelig, men det var nu og da også bare noget som han måtte igennem og så bare komme hjem til sin datter og til sin søn? Han havde trods alt lovet Cedric, at de skulle finde ud af noget sammen bare de to når han ville komme hjem og det var noget som han i den grad også måtte agte at skulle gøre! Han knyttede hænderne. "Små 14 slag, Faith.. Det klarer du.." sagde han stille, dog ganske bestemt og noget så beslutsomt som intet som helst andet. Han ville have Faith med sig igennem det her. Efterhånden så var der en mindre mistanke bag Jaqias ord. Det var nok ikke de ord som hun ville vælge når hun stod overfor et par som måtte have brudt loven på den måde som de havde gjort. Han trippede nærmest med fødderne udelukkende af det ubehag som han måtte føle et sted, det var slet ikke noget som han kunne skjule det mindste. Jaqia ville sikkert kunne læse ham alligevel eftersom hans reaktioner vel også havde været tydelige nok. De sidste slag ønskede han bare overstået, så det kunne komme videre til ham istedet for. Hellere ham end hende, det var noget som han altid havde tænkt sig til og det var noget som han måtte sidde med nu. "Så er det overstået.. " sagde han stille. Det var jo det som var straffen alene. At der var andet mere i det end godt måtte være, så var det blot noget som man bare måtte bide i sig lige for nu. Det var virkelig helt ukendt for ham på alle måder. Om han havde vidst at der var lidt mere i vente, så havde han uden tvivl reageret på en helt anden måde.

[Silia D. Diamaqima]

Faith forstod virkelig ikke hvorfor Jaqia begyndte at blande sig i den slags nu, hvad de følte og hvad deres forhold engang havde været det var vel ikke noget som hun behøvede at rive op i? Det var jo ikke fordi det ikke gjorde ondt nok i forvejen, på det sneste var barskabet blevet en smule tommere, og hun havde ladt en anden røre hende selvom hun følte det direkre kvalmende bagefter, livet gik vel videre? Hun kunne jo ikke sætte sig og dvæle ved tabet af ham for evigt også selvom hun følte det savn og den længseæ brænde i det indre, specielt som de stod der nu, som de altid havde kæmpet for hinanden. De små 50 piskeslag var virkelig meget at tage på en krop som hendes men hun var heller intet barn der skulle hjælpes igennem, havde det ikke været fordi smerten gennemborrede hende ville hun have mindet ham om at dette langt fra var den første omgang smerte hun måtte gå igennem, desuden tog det nogle af hendes fustrationer, noget af hendes vrede. Ryggen blødte kraftigt hun kunne føle de små dråber et sted behageligt og et andet sted skræmmende. Så længe Jaqia ikke ville gøre som memhesto og hælde salt i såret, ganske bogstaveligt det var noget af det mest smertefulde hun havde prøvet foruden at miste Kimeya!. En tårer gled stille over hendes blege kind, først nu måtte hun se væk fra Kimeya og udelukkende fordi det først var nu hun viste sig svag, i de indre talte hun de sidste 14 slag, og der var kun de sidste 6 tilbage nu, det ville hun vel overleve? De blev hårdere, kroppen blev tungere hun var svundet i knæ følte dn kølige sten ramme mod hendes nøgne knæ. forsøgte forgæves at sætte sig på kjolen. Håret faldt tilbage over hendes ryg, tænderne var bidt kraftigt sammen. Snart ville det være overstået og hun så virkelig bare frem til det. Det eneste Faith måtte have i hovedet var tanken om at komme hjem til hendes børn, knuge Cecilaya ind mod hendes favn hun havde savnet hende, finde følelsen af at have en familie igen også selvom det ikke betød Kimeya ville ligge ved hendes side og holde om hende, det klarede Cedric fint og det gav hende faktisk en dårlig samvittighed. Det sidste slag blev talt, kroppen faldt næsten lettet sammen, det blødte, sved efter de mange slag "Av" udbrød hun klagende og agrresivt, en smule ironisk som hjalp det hvis hun sagde det højt. De grønne øjne søgte Kimeya's lettere tårerfyldte "Og Kimeya? Hver sød ikke at skrig" bad hun forsputet og udelukkende fordi hun ikke ville kunne holde ud at høre ham med den smerte hun ønskede ham intet ondt. Brystet hævede og sænkede sig i hurtige bevægelser "For helvede" bandede hun let for sig selv, egentlig ligeglad med alt. Til trods for hun netop havde udstået en straf var hun i pokkers højt humør som hun prøvede at tackle det uden at skulle vise synderlig følelse, som havde det ikke berørt hende overhovedet "Kan jeg få mine arme lidt ned, jeg er bange for alt det blod der engang var i dem nu ligger langs min ryg og på gulvet" spurgte hun en smule sammenbidt det kunne virkelig være dejligt. Hjertet slog de faste slag, for pokker! Tanken om at skulle seKimeya gå igennem det helt samme nu det var i den grad det værste.