Let's have som fun..

[marcell]

Angel havde ligeså ondt. At så straffen langt fra var færdig endnu, det var slet ikke til at begribe. Hun lå hiksterende og følte slet ikke for, at skulle trække vejret. Hvordan pokker kunne det overhovedet gå til, at hun var havnet her? Hun begreb det ikke. Hun ville bare væk og aldrig mere tilbage. Hun skulle aldrig være kommet her. Matthew var død. Børnene tortureret, hende selv pint. Det hele var bare gået ned ad bakke, og hvornår ville det så gå fremad i stedet for nedad? Marcell fulgte blot med Samuel. Han havde ligefrem ikke noget andet valg. Han gispede, da han blev ført ud af rummet. Han så ned i jorden og gik blot med ham. Aurica og Angel, ville ligeså blive ført med dem. Han ville dog komme frem først, og ikke at det morede ham. Han gik blot med, ført af Samuels hårde hånd. Han ville ikke tilbage hertil, og han ville få sin familie langt langt væk herfra. Han strøg tungen over sine læber og sank en klump. Han endte med at stritte lidt imod, da han så at han blev ført til gabestokken. Folk som kiggede, med deres nysgerrige blikke, fik blot et dræbende blik fra ham. Han endte dog i gabestokken og kunne ikke så godt, se op. Det var i hvert fald nemmere at se ned i jorden. Han satte sig på sine knæ og sad blot stille. Angel og Aurica blev ført ud på pladsen, smidt på jorden og så var der ta' selv bord. Marcell så ud af øjenkrogene, hvordan mænd nærmede sig dem begge og tog dem i favnene, kærtegnede dem og tvang dem til samleje. Han så hurtigt ned i jorden. Han ville ikke se det. Han kunne bare blive hængende, til nogen ville hente ham.

[Deleted]

Aurica lige så havde ganske ondt, det var der ikke nogen tvivl om. Hun var selv blevet revet op på benene efter, at Marcell var tvunget forbi dem. Hun havde kun svagt set ham, da Samuel havde ført ham frem, ikke at det var meget hun havde set, men en smule var det jo alligevel. Hun havde bare ikke fået sig selv til at sige hans navn. Af en grund, blev det tvunget tilbage i hendes strube. Hun blødte allerede fra maven af, da de selv blev ført frem. ”M-Marcell..” hviskede hun dæmpet, da de blev ført direkte forbi ham og ned mod pladsen, hvor hun bare blev kastet fra sig, hvor andre mænd hurtigt og tydeligt kom og tog hånden om dem og ellers bare gik i gang med sit. Hun måtte virkelig bare bide det noget så kraftigt i sig, selvom det virkelig gjorde ondt, når det var så ekstremt modvilligt. Hun spændte fast i hele kroppen, endte kraftigt med at bide ud efter den mand, som havde fået fat i hende. Hun rev sig fri allerede med det samme, forvandlede sig til den lille ræv og løb alt hvad hendes fire ben kunne bære hende, henover pladsen og ind mellem træerne. Hun var panisk ræd. Det ville hun bare ikke være med til.
Samuel blev stående. Hans blik hvilede på Marcell, alt for at se hvordan han reagerede på at skulle se kvinderne som faktisk befandt sig i hans liv på denne måde, måden de blev leget med og han stod som manden i familien og var ikke i stand til at beskytte dem, så længe, at hans far var væk. Tanken morede ham virkelig noget så grusomt, det var slet ikke noget som han kunne lægge skjule på overhovedet. Han gik hen til Marcell og roligt ned i knæ ganske så tæt ved hans front. ”Ser du, Marcell.. Nok har mænd ikke meget at sige, men at styre en kvinde, det kan de stadig.” Han smilede et iskoldt og skadefro smil. Det var slet ikke noget, som han på nogen måde, kunne lægge skjul på. Angel lå stadig fanget i mændenes greb og nu hvor Auric havde taget flugten, så var der jo bare hende, at tage fat i for nu. Samuel rejste sig igen, han betragtede dem kort, inden han blot vendte om og gik ind på slottet igen og efterlod Marcell sammen med hans mor og alle dem som ønskde at ’lege’ med dem.

[angelica]

Marcell kunne virkelig ikke gøre andet, end bare at se på og vente på, at han selv blev sluppet fri. Han trak vejret tungt og så op, da Samuel gik ned i knæ foran ham. Han sendte ham blot et dræbende blik og blev blot siddende. Kort tid efter, at Aurica var flygtet, kom en par mænd hen til ham. Deres blik var sulten og han prøvede at rykke sig, selvom han ingen vegne kom. De greb fat ved ham, rørte ham og overgreb sig på ham, hvilket virkelig ikke var specielt behageligt. Men han kunne ikke komme nogle vegne. Han gispede, stønnede, råbte og bandede. Og tårerne fæstnede sig i hans øjne, det gjorde ondt. Samuel havde jo allerede rørt ham. Da de var færdige, lod de ham bare hænge med bukserne ned og han kunne bare blive siddende i gabestokken. Kom ham nogensinde væk?
Angel blev utrolig lettet, da hun så at Aurica slap væk. Så var hendes lille pige da sluppet for mere af denne grovhed. Hun selv, var ødelagt. Hun blødte fra det nedre, efter at en af vagterne havde stukket hende med en kniv. Knivvoldtægt, så at sige. Ikke så hun gammel ud. Hun så kun 2-3 år ældre ud, end sine børn. Alligevel, så var hun langt ældre, men ligeså attraktiv som altid. Hun holdt sig jo godt. De havde jo kun benene at bevæge sig rundt på. Mændene som rørte hende.. Det ramte hende ikke særlig dybt. Ikke efter den omgang, de lige havde været igennem, på slottet. Hun kom igennem lidt af vært. Mænd som ønskede BJ's og andre kom af 'bagvejen'. Hun græd lydløst, men ikke en lyd brød hendes læber. Hun havde ikke mere stemme tilbage. Hun lå stille og nøgen, og gjorde blot hvad de bad hende om. Hvilket forfærdeligt syn for hendes dreng. Hun kunne også tydeligt høre, da han begyndte at skrige og råbe, og hun så mændende som rørte ham. Det var bestemt ikke en rar følelse, eller et rart syn.

[Deleted]

Maurus havde allerede været der under Matthews hængning. Han havde stået tæt ved Angel, sågar også trøstet hende der og selv, havde han ikke fået sig selv til at skulle forlade stedet endnu. Han havde udmærket godt set hvordan Marcell og Aurica begge havde reageret på at se deres far hænge der, og han ville virkelig ikke være med til det. Han havde virkelig bare haft den fornemmelse af, at der var et eller andet så rivende galt og han havde haft ganske ret. Mange havde allerede sendt ham de mistroiske blikke, selvom de mange gange. Han havde stadig opholdt sig på pladsen, hvor det hele var sket . At Marcell var placeret på pladsen, samt at Angel og Aurica var ført frem og kastet for mængderne, var noget som tydeligt havde haft en påvirkning af Maurus, som han slet ikke formåede, at skulle beskrive på nogen som helst måde overhovedet.
Med det samme, at han havde set Angel og Aurica blive kastet for mængden, kæmpet an sig igennem mængderne for at komme frem. Det var svært nok i sig selv, fordi at maneg virkelig ønskede, at skulle komme til og han kunne virkelig ikke fordrage den tanke alene! ”Flyt Jer!” hvæsede han med en fast tone. En stemme og en tone, som mest var forbeholdt dem som kom herfra. Han fik sig mænget frem i mængden og gik mod dem som allerede havde gang i hende. Hans blik var direkte fast, som Matthews havde været. Han havde nemlig også meget af den mand i sig et sted. ”Det er min tur,” sagde han kortfattet og med en stemme som i sig selv, bare tydet på rent og skært alvor.

[angelica]

At Maurus havde været der og trøstet, da det hele havde stået på med Matthews henrettelse, havde lettet Angel. Han havde formået at skulle få hende rolig, og så kunne man da heller ikke bede om mere? Hun trak vejret dybt og sank en klump. Selvom hun vidste, at hun var en magirace, så kendte hun jo intet og kunne ikke forsvare sig. Det eneste magi hun havde, var i og med at hun var valkyrie. Det eneste hun bar i øjeblikket. Hendes halskæde, som de da ikke havde taget af hende. Den var jo ikke i vejen på nogen måde. Hun lukkede øjnene i. Hun lå akavet på maven, med hovedet over én mands lem, og med en anden mand bag sig. Det gjorde ondt. Da en velkendt stemme lød i hendes øre og mændende trak sig, gled hun ned at ligge på maven. Hun kom med en lille klynkelyd. Hun havde virkelig forbandet ondt. Hun regnede dog ikke med, at Maurus ville røre hende. Blot gøre sit krav og tage hende med? Det kunne hun da bare håbe på. Marcell var dog i hendes tanker. Hvad med ham så? Han måtte også komme fri snart, hun ville ikke se ham hænge her.

[Deleted]

Maurus havde stået der i form af en trøst og det var noget som han meget gerne ville fortsætte med at skulle gøre det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At gøre som de andre gjorde, var slet ikke noget som Maurus på nogen måde, kunne få sig selv til at gøre. Slet ikke! Bare tanken om, at skulle forgribe sig på en kvinde på den måde, var ham direkte forfærdelig og direkte forkastelig! Hans indre kogte virkelig af ren og skær vrede på alle tænkelige mådero gdet var slet ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovdet. At de trak sig uden det mindste bøvl, glædet ham dog. Han gik hen til Angel, trak kappen stille af sig, da han gled ned på knæ ved siden af hende og kastet den varsomt omkring hende. Hendes race var ham ligegyldigt. Hvad der var vigtigt for ham, var at hun var der som en mor for hendes børn. Hendes knægt, skulle han nok få fri og Aurica.. måtte Marcell vel få lov til at finde? ”Kom med mig, Angel,” sagde han stille og med en let bekymring i stemmen. Han tog omkring hende med den største forsigtighed, hjalp hende op på benene og ind mod sin egen favn, da han pakket kappen tæt omkring hende, så hun i det mindste kunne have bare en anelse, at skulle skjule sig med. Han sendte alle andre et direkte dræbende blik, idet han trak hende med sig samme vej som han var kommet og op mod Marcell. Han skulle have den knægt fri på vejen. Han kunne virkelig ikke finde på, at skulle lade den knægt stå der alene og specielt ikke i den mundering. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hans indre kogte af ren og skær vrede, og det var virkelig ikke noget, som sagde lidt, det sagde virkelig meget, for han havde altid været den som kunne slappe af og roe sig ned. Han nåede gabestokken og brugte sin frie hånd til at løsnede ham, så han kunne komme fri. ”Find din søster, Marcell. Jeg tager mig af Jeres mor,” sagde han stille, dog med en stemme af ren alvor alligevel.

[angelica]

Angelica så på Maurus. Hun måtte virkelig tage sig selv i nakken, for ikke at bukke under psykisk. Dog kunne hun vel afklare det, eftersom hun i en periode havde givet sig selv til mænd, for at få penge. Så kunne hun da forsørge hendes børn, og det var virkelig det vigtigste for hende. Hun havde dog aldrig fortalt nogen om den periode og holdt det bedst usagt. Hun bed sig hårdt i læben, selvom der ikke kom hun. Hun gnavede bare kødet af i stedet. Hun fik hans kappe omkring sig, og kom stille op at stå ved hans side, da han hjalp hende. Hun sagde ikke noget, hun følte virkelig ikke for at sige det. Det gjorde for ondt indeni. Hun nikkede bare i stedet, og gik stille med ham. Hun gik lidt sjovt, eftersom det gjorde ondt mellem benene på hende. Hun trak vejret tungt, og så på Marcell, da de kom op til ham. Han fik trukket bukserne op, da han kom fri. "T..tak," sagde han stille til Maurus. Han forsvandt med et "pas på min mor," og løb så afsted. Kastede sig gennem mængden og forsvandt ud over bykanten som ræv, for at komme på færten af Aurica. Når han fandt hende, ville han få hende til kroen og pleje hende.

[Deleted]

Maurus kunne virkelig ikke begribe, at nogen kunne gøre sådan mod en kvinde. Det var virkelig uhørt på alle måder overhovedet! Han lod den ene arm hvile omkring hendes skikkelse, som han valgte, at skulle føre hende stille og roligt frem med sig. Han ville beskytte hende med det som han havde. Det var i sig selv, ganske tydeligt, at de allerede havde været igennem meget – Hende og hendes børn , det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Han nikkede mod Marcell, da han valgte, at skulle løbe for at finde sin søster. Det var bestemt et løfte som han kunne give ham. At han nok skulle passe på hans mor og det var noget som han agtet. ”Kom med Angel,” sagde han roligt. Han vendte sig stille mod hende, lod den ene hånd søge over hendes ryg og den anden under hendes knæ, da han forsigtigt hævede hende i sine arme. Det var nu efterhånden tydeligt for ham, at hun havde ondt, og han agtede selv, at skulle tilse hende og hendes mange sår, hvis hun tillod ham at gøre det selvfølgelig, ellers skulle han nok finde en healer som ville være i stand til at skulle gøre lige så. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovdet, det kunne han meget fint stå inde ved på denne måde også. Han begyndte roligt at gå og forlod slotspladsen med Angel trygt i sine arme og i den tro og den opfatning, at Marcell nok skulle finde sin søster.

//Out

[angelica]

Angel trak vejret langt mere roligt, nu da hun var kommt ud af mængden og mændende, og bare gik ligeså stille ved siden af Maurus. Smerten holdt ved, og hun følte virkelig at hendes indre brændt. At det var sådan, man behandlede de ikke-værdige kvinder her, det begreb hun dog ikke. Så var Dvasias virkelig ligeså slem, som hun havde hørt det skulle være. Nu hvor hun selv havde oplevet det, så ville hun virkelig bare se at komme væk og langt væk, så snart hun havde hendes børn. Måske Maurus ville med? Det ville glæde hende, med lidt 'voksent' selskab. Men det måtte han jo selvfølgelig selv om. Hun smilede ligeså stille og svagt, da han løftede hende op i hans arme. Hun lagde armene omkring hans nakke og bed tænderne lidt sammen. Hun sagde ikke noget. Hendes øjne var røde, efter de mange tårer som var fældet. Hun ville bare følge med ham, og hun ville hellere end gerne have ham til at tilse hende. Hellere ham, end et komplet fremmed healer. Nu lod han Aurica være på Marcells skuldre, men hun regnede stærkt med at han ville finde hende.

//Out