Let's have som fun..

[marcell]

Marcell holdt af Aurica og det kunne han da ikke komme udenom! Hvordan skulle han kunne komme udenom det? Pigen havde jo været der, fra fødslen af. Han strøg tungen let over sine læber. De var tørre og det var også et lettere nervøst træk hos ham. Han trak vejret tungt og kneb øjnene i. Han så imod Samuel. Han havde selv meget at lære endnu. Men hvordan fik man fornuft, når ens far ikke havde været der til at sige, nej det må du ikke? Angel havde i hvert fald ikke taget på ham. Han holdt tungen lige i munden og tænderne helt tæt lukket i. Hans ryg brændte forfærdeligt og han følte virkelig ikke, at han kunne klare flere. Bare ét piskeslag, gav ham jo adskillige. Hele hans ryg måtte virkelig se forfærdelig ud (hvis der var mere ryg). Han hang så stille som muligt og svajede stadig i ryggen. Sådan føltes det i hvert fald. Han havde prøvet at rette sig mere ud, men det jagede i hele hans krop. "Jooo," sagde han stille. Han ønskede ikke at takke ham. Skulle man være taknemmelig? Han hang bare stille. Han så på Samuel og spyttede bare på ham, i stedet for at svare ham. Han ville ikke sige ja, heller ikke nej og måske, var det samme som ja. Han skreg kraftigt, da endnu et piskeslag ramte hans ryg. Han kunne ikke holde sig oppe mere. Hang bare og følte, at hans håndled var ved at gå af led, fordi han hang så tungt i sine arme. Han lukkede øjnene i og kunne høre hans mor og Aurica's skrig. Han tænkte blot, at de måtte holde ud. Men det holdt dog ikke længe. Deres skrig var så gennemtrængende. "Straf mig.. Straf mig med deres straffe!" bad han. Den eneste måde, han kunne beskytte dem vel? Ved at tage deres straf og de slap.

[Deleted]

Samuel glædet sig faktis til at skulle se, hvor meget Matthew som egentlig måtte være i Marcell. Han kendte udmærket godt til sin ’elskede’ onkel, selvom han aldrig rigtigt havde haft noget synderligt forhold til manden, også selvom han var kendt med hvad det var, at Matthew havde gjort igennem hans liv, og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, faktisk også var noget som glædet ham et sted. Han repræsenterede virkelig alt det som Dvasias stod for og det var virkelig også det eneste som reddet ham fra den fulde hængning, selvom det nu ikke var noget som nogen kendte det mindste til foruden ham selv og hans kære søster. Han lyttede til Marcells ord. Det var klart for ham, at knægten havde ondt og at han havde utrolig ondt, hvilket i sig selv, kun måtte få ham selv til at smile. Det var heller ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet, på nogen som helst måde. Han lyttede til hans ord, hvilket i den grad også måtte overraske ham en hel del. Var han virkelig villig til at skulle tage sin søsters og mors straf? Samuel var allerede helt sikker på, at knægten aldrig nogensinde ville kunne klare det, for det var virkelig ekstremt meget, som ventede sig de to tøser i lokalet inde ved siden af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du vil tage straffen for din kære søster og din kære moder? Jeg tvivler stærkt på, at du vil kunne klare hvad der venter dem, min kære Marcell,” sagde han med en kølig og ellers så tydelig og hånlig stemme, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom eller lægge det mindste skjul på, på nogen som helst måde overhovedet og det var heller ikke noget som han ville. Han gik igen op foran ham og greb fat omkring hans kæbe og tvang hans blik mod sig. ”Du står endnu til.. 13 slag, Marcell.. din far måtte igennem hundrede.. tror du at du vil kunne klare det? Du har virkelig ikke noget efter din far.. det er virkelig skuffende,” vrissede han med en fast og kølig stemme.

[marcell]

Marcell vidste ikke hvad der ventede på hans mor og søster. Man han ønskede i den grad at redde dem. Nu han var her alligevel. Han så ned i gulvet. Han havde virkelig brug for at komme ned. Hans arme føltes virkelig som om, at de blev rykket af. Og hans håndled.. Det som bar hele hans vægt. Han kunne virkelig ikke føle noget af sin arm længere. Han så på Samuel. Det trak virkelig pinen ud, at han efter hvert slag bare snakkede med ham og trak det hele så meget længere tid end man burde. Han ville bare have de slag, og så komme videre. "Jeg kan klare det!" hvæsede han og kneb øjnene sammen. Han fnøs af ham og skulede ham ind i øjnene, da Samuel greb hans kæbe. "Få dem bare overstået. Kort og kontakt, 13 slag.. Bom bom bom efter hinanden," hvislede han holdt. "Jeg kan godt! Og du skal give mig deres straf!" Han hørte Angel skrige derinde fra.. Så Aurica. Det var forfærdeligt.

[Deleted]

Samuel havde allerede set nok til at vide, at Marcell slet ikke havde Matthews psyke. Der skulle virkelig ikke meget til før knægten skreg.. En skam, når man tænkte på hvem og hvilke røddder som knægten jo faktisk måtte havem det var der kke nogen tvivl om overhovedet. Han slap et køligt grin. ”Jeg kan allerede udtale mig nok om dig, til at sige nej, det kan du ikke,” vrissede han med en fast og kølig stemme, det var slet ikke noget, som der var nogen tvivl om i hans øjne på noget som helst tidspunkt. Han vidste hvad begge kvinder skulle igennem, ikke at han havde ondt af dem ,tvært imod. ”Det er tydeligt for mig, at din kære mor har nydt en mands selskab udenfor ægteskab.. Så lad os se hvordan hun tager det denne gang? Og din søster med..” sagde han med et klart og tydeligt hånligt smil, som han på inge nmåde, lagde det mindste skjul på overhovedet. Han gik om bag ham endnu en gang efter kort at have ladet hånden føres fra hans bryst, nedover hans mave, over siden og over den blodige ryg, inden han lod fingrene endnu en gang blive slikket rene af hans egen tunge inden han endnu en gang låste grebet omkring pisken. ”Skrig højt, så er du måske sikker på, at de kan høre dig.” sagde han med en hånlig og kortfattet stemme. Han hævede pisken endnu en gang, hvor han kraftigt lod den smælde alle de sidste gange over Marcells ryg.. plus et par slag ekstra, bare lige fordi, at han havde lyst.

[marcell]

Marcell havde ikke Matthews psyke nej. Han havde hans mors skrøbelige sind, som han virkelig ikke kunne bruge til noget! Men han skulle blot øve sig. Han ville blive vant. "Hvis jeg var svag, så havde jeg tudet Samuel. Gør jeg måske det?!" hvislede han. "Det er første gang jeg nogensinde har modtaget piskeslag," sagde han halvkøligt og afvisende. Han ville have pigernes straf. Deres skrig var virkelig forfærdelig. Og han ville ikke have andre skulle røre Aurica. Slet ikke på den måde, som Samuel gav udtryk for, at det ville ske. Angel som havde sex og børn udenfor ægteskab, og så skulle de begge 2 igennem sex udenfor ægteskab?! "Giv mig nu bare deres straf!" udbrød han. Han vidste hvad det var.. Men hellere ham end dem. Han sank en klump, og bed tænderne sammen, omkring han underlæbe. Han bed så hårdt, at det begyndte at bløde. De næste 3 piskeslag modtog han uden andet end et støn og at han spændte i kroppen. Han prøvede at hæve sig i armene, selvom det ikke hjalp det mindste. Han slap hans læbe og stønnede af smerten, som jog igennem hans krop. Idet mindste var skrigene stoppet. Han talte hvert slag, og vidste udmærket at Samuel slog flere gange. Ikke at han gad diskutere det. Sket var sket. Mindst de sidste 7 gange, skreg han igen. Men de andre holdt han sig uden.

[Deleted]

Matthew havde i den grad en større psyke end dette. Det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, og dette var i den grad noget som morede ham. At knægten prøvde, at skulle stå som den stærke, var dog noget som han dog måtte beundre, selvom det i den grad var ganske.. imponerende, med tanken til, at der lå mere Angel i ham, end det som der gjorde af Matthew. Han var selv sikker på, at Matthew ikke ville være en mand som man ville se meget til mere, efter det som var sket nu, og efter det som nu var sket, så ville han heller ikke kunne vise sig i Dvasias uanset. Samuel stoppet op efter de mange piskeslag og smed pisken fra sig. Det var der, at man kunne høre Auricas paniske stemme skrige op efter Marcell selv. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. Han var helt klar over hvad der skete inde ved siden af og det gjorde ham virkelig ikke noget som helst. Tvært imod, så var det bare noget af det som gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende. ”Du er vist for sent på den.. Din søster lyder til at mangle dig,” sagde han med en kølig stemme. Han stillede sig selv en anelse på tå og tvang Marcells arme fri, for derefter bare at lade ham falde direkte i gulvet. Han vendte blikket stille i retningen af ham og med det samme hånlige smil. ”Der var meget mere ’go’ i din far end i dig knægt.. Og du ønsker, at skulle tage din mor og søsters straf? Så er det fint med mig..” Han gik stille ned i knæ, greb knægten omkring struben også for at holde ham liggende helt i ro. ”Du kan sikkert gætte dig til, hvad der sker i lokalet lige inde ved siden af.. Jeg ved ikke hvor mange som kommer til at lege med dem, før de ikke kan mere.. jeg er virkelig bare glad for ikke at være dem.” Han hævede sigende det ene bryn og med et køligt smil på læben, dette var virkelig bare noget som han ville nyde, så længe det ville være ham overhovedet muligt. ”Læn dig tilbage og nyd showet.. en lille smagsprøve på hvad din kære familie er ved at gennemgå,” vrissede han let. Han lod sin frie hånd kraftigt føres op, hvor han lukkede det om knægtens underliv.

[marcell]

Marcell hang stille. Hans ryg brændte som en i helvede, men han prøvede virkelig at ignorere det. Kunne det passe, at hans mor, havde smittet så meget af på ham? Han trak vejret tungt. Han hadede allerede Samuel og hele dette land! Når alt dette var slut, så skulle de virkelig bare væk. Han drejede fast blikket til siden, idet at Aurica skreg efter ham. Han bandede i sit indre. Han strak sig let og rystede i hele kroppen. "Auri.." hviskede han stille. Hans hals var grødet lettere til, selvom han prøvede at komme hurtigst muligt over det. Han tænkte nej i sindet. Da Samuel slap ham fri, så endte han blot med at ryge i gulvet. Han fandt ingen støtte på sine fødder og hans håndled og arme var virkelig ødelagt, af at hænge der. Han gispede kraftigt og lagde sig på siden. Han ville ikke tvære den blødende ryg rundt på gulvet. Det mindre behøvede de ikke have her på slottet. "Ja jeg ønsker," hvæsede han. Han rystede virkelig og gispede let, da Samuel greb ham og struben og tvang ham til at ligge helt stille. Han sank en klump. Han spændte i lårerne og lå bare ganske stille. Hvad nyttede det at kæmpe? Kampen var jo allerede tabt.

[Deleted]

Marcell reagerede tydeligt på sin søsters kalden, det kunne han da tydeligt se, hvilket i den grad også var noget som Samuel kunne stå inde ved, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han sendte ham et iskoldt og køligt smil. Det var omkring de 30 piskeslag og han kunne uden problemer give knægten flere, hvis det skulle være det. Han havde ikke haft tælling på lige hvor mange det ville være og han var jo et sted også fuldkommen ligeglad i den anden ende. Han betragtede skikkelsen under sig med et køligt blik. Han var blød i hans øjne. At han så hadet ham, hadet landet, så var han ligeglad, dette var ikke et sted for dem som ikke formåede, at skulle leve op til dette stres og alt det som faktisk var en del af det, som i hans øjne, var en ren dvasianer. Deres far havde taget straffen og det samme havde Eniqa, nu manglede man kun resten og det var det som han i den grad måtte se frem til lige netop nu. ”Din søster har vidst brug for dig, min kære Marcell.. og tro det eller ikke.. I morgen vil hun få mere brug for dig end nogensinde før,” hvislede han i en svag hvisken tæt ved knægtens øre. Han var uanset ikke i stand til at gøre noget som helst. Hans ryg var ødelagt, så det at bevæge sig, ville være ekstremt tungt på alle tænkelige måder overhovedet, og det var i den grad også det, som måtte more ham på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Lige der, tror jeg faktisk, at du skal være glad for at ligge her.. med en ødelagt ryg.. jeg tør slet ikke tænke på, hvad folk vil kunne finde på at gøre ved dine kære tøser.. selv i fuld offentlighed,” sagde han med et klart hånligt grin. Han lænede sigstille nedover ham, indåndede hans duft. Dog måtte han dog erkende, at der hvilede meget Matthew i ham, men dog ikke så meget, som man skulle gå hen og tro om en knægt, som viste mange af de tendenser som den mand havde gjort. ”Din far kæmpede til det sidste, selvom det resulterede i en hængning.. vælger du bare at give op?” spurgte han hviskende ind mod hans øre. Han smilede et koldt og skadefro smil. Tungen strøg kort over hans varme hud på halsen. Han var i den grad fristet til, at skulle bide sig fast, det var der ingen tvivl om overhovedet.

[marcell]

Samuel pissede virkelig Marcell af. Det var der ingen tvivl om, men der var ikke noget at gøre. Hans magi virkede ikke herinde, og hvor meget havde han så igen? Han var ikke trænet i nærkamp, og han var slet ikke vant til denne form for behandling. Han fugtede let sine læber. Slagene havde været flere. Men han havde da holdt sig igen, pånær maks.. 8 slag, hvor han havde skreget. Han følte sig virkelig som en Tøs. Han kneb øjnene i og lukkede dem helt, nu da han lå på gulvet. Dette var langt fra overstået og han havde vidst lige selv, gjort det endnu værre for ham. Han skælvede. Aurica havde brug for ham, men han kunne jo ikke gøre noget. Hans ryg brændte som en i helved og han følte virkelig ikke for at bevæge sig. Hans ben føltes slet ikke, at de måtte fungere. Han trak skulderen lidt op, da Samuel hvislede ham ind i øret, at Aurica havde brug for ham. Det kunne han da godt selv høre. "Lad hende være.. Lad dem være!" hvæsede han vredt. Han drejede blikket rundt. Samuel havde en unaturlig styrke, hvilket måtte varsle en vampyrrace. Han kendte ikke alle racer i landet. Det studie var han ikke nået til, at give sig selv endnu. Hans øjne var åbne og han så vredt på samuel. Han blev bleg i ansigtet, da han dog snakkede om fuld offentlighed. Hvad ville der ske? Ville de bare blive hængt op.. Til rådighed for alle? Han turde slet ikke tænke på det. Hans vrede, var virkelig meget tæt på at eksplodere. Han var ikke svag… det kunne han ikke være. Det var kun fordi, at han aldrig havde prøvet det før. Han fik hævet sin arm lidt og hamrede sin albue lige imod Samuels hoved. Han var jo ganske tæt på. Han skælvede, da han slikkede ham over halsen. "Jeg giver ikke op!" hvislede han og slog igen ud efter Samuels hoved med sin albue. Han kunne bare holde sig væk, kunne han.

[Deleted]

Samuel vidste lige nøjagtigt hvordan at han skulle gå frem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han elskede, at se andres smerte og han kunne klart se, at han reagerede på hans søsters kalden og smertefulde skrig. Han var selv klar over, at det langt fra, var den mildeste behandling som de fik inde i lokalet ved siden af. Han var nu også meget mere spændt på at se hvordan at knægten ville tage det, at skulle stå og bare glo på familien, uden, at kunne gøre noget som helst for at hjælpe dem i det offentlige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Dette var trods alt noget af det, som han selv havde fået arrangeret og han glædet sig virkelig til at skulle stå på den høje balkon og bare se på det hele selv. Dem i offentlig ydmygelse og ham så fastlåst, at han intet kunne stille op for at hjælpe dem. Denne frengangsmåde, var noget som han havde valgt bevidst, han skulle nok få lært den kære knægt om smerte, nu hvor der ikke havde været nogen mandlig rolle i hans liv, til at skulle gøre det, ikke nogen til at tage fat i ham og sige at det som han gjorde, var så brændende forkert, en tanke som dog i den grad morede ham noget så betragteligt. Han vidste, at Aurica kaldte på ham, med andre ord, så var behovet for Marcell i den grad også gengældt i form af vigtig betydning.. så noget måtte der jo ligge i det. At Marcell stadig måtte holde ud, var dog noget af det, som klart måtte forundre ham mest, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og dog, så var det noget som måtte glæde ham, for det gjorde det meget sjovere for ham ,at skulle fortsætte med at trække den længere og længere ud, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vidste, at knægtens ryg var fuldkommen smadret og han kunne ikke bruge magi herinde, så han var så godt som forsvarsløs i Samuels øjne. Den spide som hvilede i Samuel, var dog noget af drt, som måtte give ham en klar fordel i denne situation, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet og han tøvede så sandelig heller ikke med, at skulle gøre brug af den på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Hun kalder på dig, som havde det været med længsel, Marcell..” hviskede han intenst mod knægtens øre og med det samme skadefro smil som altid, han kunne virkelig ikke skjule det. Dette morede ham noget så betragteligt. At han bare fik en albue direkte i hovedet, ikke bare en, men to gange, var noget som dog slet ikke var ventet fra knægtens side af. Samuels blik resulterede i en ren vrede. ”.. Ser man det.. Der er da lidt i dig efter din kære gamle far,” vrissede han let. Han lukkede hånden fast omkring knægtens strube, tvang ham om på ryggen og holdt ham liggende der under sig. Grebet så stramt, at han kun lige kunne få luft ”Og ligesom din far, så lærte han heller aldrig..” hvislede han med en iskold stemme, som i sig selv, var mere end rigeligt til at få det til at løbe koldt nedover ryggen på selv de fleste. Den frie hånd, hvis negl, lod han roligt bore sig ned i Marcells bryst og rev det langsomt og smertefuldt op. Nu røg fløjlshandskerne af.

[marcell]

Marcell havde udmærket forstået, hvor meget Samuel nød dette. Og han var sikker på, at Sam vidste lige hvordan han skulle gå frem i sagen. Det ville næsten være underligt hvis ikke. Det hele virkede jo, som led i én stor plan. Det var sikkert også meningen, at han skulle høre på hans mor og søster skrige inde ved siden af (hvis de var blevet fundet). Han havde det virkelig forfærdeligt med det. Han ville bare væk herfra, og havde dem med sig. Han ønskede virkelig ikke, at det skulle gå så langt. Hans søster havde jo ikke gjort noget. Og hans mor, havde jo ikke vidst bedre?! Det var jo også en skam, at få abort og hun havde ikke kunnet finde Matthew. Alligevel stak skyldfølelsen stadigvæk i ham. At han var født, og at Matthew var død p.g.a af. Dræbt ved hængning. Han vidste dog ikke, hvordan han skulle gå frem efter dette. Det havde været så selvsikkert før. Han lukkede øjnene sammen. Hvis Aurica gik hen og blev gravid med ham (hvis hun kunne, efter alt den skrigen, hvor han virkelig kun troede det værste om hvad der skete mod dem), måtte han jo bare gifte sig med hende. Han vidste ikke, hvor han ville ende bagefter. Men garanteret også et sted, hvor folk kunne se ned på ham. Han trak vejret lettere dybt. Han holdt ud. Det skulle han. Det var jo kun ca. 30 slag. Langt fra tæt på, hvad Matthew havde modtaget. "Hun kalder på mig, fordi hun har brug for en hjælpende omsorgsfuld broder!" hvæsede han irritabelt til ham og kneb øjnene stærkt sammen. Kunne dette da ikke bare overstås? Nej formentlig ikke. Han fnøs, og smilede sejrende da han modtog Samuels vrede blik. "Jeg ville bare være sød ved sig," sagde han og lo halvhjertet. Nej, det med at grine virkede ikke helt. Han gispede dog, da Samuel tvang ham ned på ryggen og at hans luftveje var næsten spærret. Han hev hvæsende efter vejret. Han kneb øjnene i. Hans ryg gjorde virkelig ondt. Blodet og de hævede sprækker, blev virkelig kun trykket på og den kolde bund var ikke ligefrem rar. Hans øjne spærrede han tydeligt op, da Samuel borede hans negl ned i hans bryst og langsomt rev det op. Det begyndte at bløde igen. Han gispede efter vejret, men i den grad også af smerten. Han skælvede, og klagede med små 'argh' lyde.

[Deleted]

Samuel vidste udmærket godt, hvad det var der skete inde i lokalet ved siden af, og det var noget af det, som morede ham noget så betragteligt. Hans søster og hans mor som blev misbrugt inde ved siden af, af alle dem som lystede det. Det skulle virkelig ikke overraske ham, hvis det resulterede i en graviditet i den anden ende, og så kunne det hele jo bare fortsætte og det var jo noget af det som morede ham. Tvillingerne var i den grad født ind i en helt forkert familie. Matthew havde modtaget straffen for at bringe dem til verden.. resten gjorde han jo egentlig bare, for at more sig. Angel skulle klart møde den straf som det ville være, at få tvillingerne til verden, i manges øjne, var tvillingerne jo uskyldige, de valgte jo trods alt ikke sine forældre, ogå selvom han var ganske så sikker på, at de et sted også burde være stolt over hvem som de havde som far, for han var virkelig en mand af mørket. Matthew var ’død’. Det var i hvertfald hvad folket skulle tro og det var i den grad også hans mening, at gøre det på den måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. At Aurica havde brug for sin omsorgsfulde bror, fik ham kun til at smile. ”Så er det en skam, at den omsorgsfulde broder må være her, ude af stand til at redde sin søster fra den skæbne som venter hende,” hvislede han tæt ind mod Marcells øre. Han kunne tydeligt mærke, sådan som duften af blod måtte rive i hans næse, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. ”Så hvor meget hjælpende broder er der i dig, Marcell? Du lader hende være der.. råbe og skrige efter dig..” Han holdt kort inde, da endnu et skrig og et kald kom fra lokalet inde ved siden af. Hvis der var noget, som Samuel måtte elske, så var det i den grad også den psykiske tortur og at ramme psyken som han gjorde på denne måde, var noget af det bedste ved det hele og han kunne tydeligt se, at Marcell var påvirket af det, ligesom Matthew havde været dengang det havde været ham som havde ligget der.. i selv samme stilling som Marcell gjorde lige i dette øjeblik. Han vendte blikket stille ned mod Marcells mave som tydeligt piblede frem med det ellers så velsmagende blod. ”En ting kan jeg sige dig.. Du smager mange gange bedre end din far..” Han lod fingeren stryge med det åbne sår og førte blodet til sine læber, hvor tungen slikkede den ren endnu en gang. Blikket vendte han igen mod knægten og med det samme kølige smil. Han vendte igen stille og roligt blikket mod knægtens hoved, da han førte hånden til hans underliv, som han lukkede hånden godt omkring og med den samme faste og dominante holdning. ”Du ønskede straffen som kvinderne i dit liv? Fint.. lad os se hvor meget du kan holde til.:” hvislede han med en fast og iskold tone. Dette var i den grad noget af det, som måtte more ham mest ved denne situation. Hans hånd kørte fast i Marcells underliv, også selvom han ikke var klædt af eller noget som helst. Tænderne blottede han og borede dem langsomt og stille ned i hans hals, ikke for at suge sig fast, men at holde ham fast under sig, også selvom det krævede noget voldsomt af ham, for ikke at skulle begynde at nære sig. Det nægtet han lige nu. Knægten skulle være frisk til den store finale.

[marcell]

Marcell lukkede meget kort øjnene i og trak vejret dybt. Han sank en klump, som havde samlet sig i hans hals. Han kunne tydeligt tænke sig til, hvad hans mor og søster gennemgik, og det var bestemt ikke en rar tanke. Kunne de da ikke have skånt Aurica? Hun havde virkelig intet gjort nogle af dem, hun var da den mest uskyldige af dem alle. Havde gjort hvad Samuel havde bedt om, hvor han havde stået hårdhændet imod og takket nej. Ligeså skændtes med Samuel. Hvilket så havde sendt ham hertil. Han sitrede let og spændte i sine ben, da han følte, at han kunne bevæge dem. Han kom nemlig til at rykke dem lidt, p.g.a at smerten jog igennem hans ryg, da han nu lå med den ødelagte ryg imod det kolde gulv. Han sank lidt af det spyt han havde i munden og lod de isblå øjne flakke over hans skikkelse. Alt for tæt på efter hans smag. Han kneb øjnene sammen og holdt tungen lige i munden, da Samuel begyndte at håne ham over, hvor meget bror der var i ham, nu da han lå her. "Jeg sørger for, at du får din daglige dosis morskab, Samuel," sagde han hånligt. Han overvejede om han skulle pande Samuel en igen, men det var måske dumt? Men kan var nu tæt på det, ligeså at det var svært at dy sig. Han smilede skævt til ham og løftede kort 2 bryn, selvom han dog hurtigt blev mildere i ansigtet og drejede blikket mod døren, da han hørte endnu et skrig. Kort efterfulgt af et andet, fra Angel af. Forfærdeligt. Han drejede blikket tilbage imod Samuel. "Tak for komplimentet," sagde han ironisk. Han svajede lidt i ryggen, selvom det ikke hjalp. Han gispede kort, da Samuels fingre gled over det åbne sår, hvor det piblede ud med blod. Han kneb øjnene sammen. Han trykkede sig ned mod gulvet, da Samuels hånd fæstnede sig omkring hans underliv. Han lukkede øjnene sammen og bed kraftigt tænderne sammen og sugede læberne ind. Han skulle ikke give lyd på det. Hans krop sitrede, og han trak vejret i små stød. Han mærkede tydeligt, hvor han blev stiv. Et sted dybt inde, var følelsen jo god. Sensuel. Han kneb øjnene sammen og endte med et halvt skrig, da Samuel bare borede sine tænder ind i hans hals. Dog blev hans blod ikke taget. Han trak skulderen op. "Du kæmper hårdt mod mit velsmagende blod," sagde han hånligt.

[Deleted]

Hvad Aurica og Angel skulle igennem, kunne Samuel virkelig ikke gøre andet end at se frem til, og det gjorde han så sandelig også, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet på noget som helst tidspunkt. Hvis denne knægt dog bare vidste, hvad der ventede hans kære søster og hans kære mor, så ville han da klart gøre meget mere end bare at ligge der som han gjorde nu, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Selv vidste han udmærket godt hvordan man stimulere selv det mandlige køn. Det var heller ikke noget nyt for ham på nogen som helst måde overhovedet, og det var klart også det som han gjorde brug af lige netop nu. Hans behandling var måske hård og brutal, men sammen med den smerte som han satte i knægtens hals, så vidste han, at det alt i sammen, måtte skabe en vis effekt ved knægten, som han dog tydeligt kunne mærke lige netop nu uanset. Han bed sig kraftigt fast og lyttede til knægtens ord. At han havde skænket ham det kompliment, skulle så sandelig ikke tages som noget positivt. Den daglige dose med morskab skulle han så sandelig nok få, det var han slet ikke i tvivl om. Han åbnede knægtens bukser ganske så roligt og stille. Han ønskede at tage del i sin søsters straf, selvom han udmærket godt vidste, at den tøs slet ikke havde noget med alt dette at gøre på nogen måde overhovedet. Han gjorde det virkelig bare fordi, at han havde lyst til at gøre det som han gjorde lige nu. Ha ntrak bukserne stille og roligt af knægten ved hjælp af fødderne og med det svage smil på læben. Han slap stille grebet med tænderne og trak hovedet stille til sig. ”Det er dumt at friste skæbnen mere end hvad du har gjort til nu, knægt,” hvislede han med en fast og iskold stemme ganske så tæt mod hans øre. Det var ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. Dette var noget af det som han elskede mest ved det hele. Han lod fingrene og hans negle, som havde det været kløer, langsomt og smertefuldt løbe ned langs hans mave og ned langs hans side. Lige der, skulle knægten være glad for, at han havde en så stor kontrol over den spide i ham, ellers havde han virkelig haft store problemer. Endnu en gang kunne man høre Aurica skrige op efter Marcell. Panikken måtte stå i tøsens stemme, selvom det virkelig ikke havde nogen effekt ind på Samuel selv på nogen måde. ”Jeg tror der er flere som er i fuld gang med hende lige nu.. og sikkert mang i kø..” sagde han med et koldt smil på læben. Han lagde sig igen stille ned, bed sig igen kraftigt fast til knægtens hals, hvor han denne gang begyndte at suge til sig og fortsatte den brutale behandling af hans underliv. Det var i den grad uden nogen former for nåde.

[marcell]

Marcell så på ham. Han ønskede at vide, hvad Aurica og Angel skulle igennem. Det var virkelig forfærdeligt at skulle høre deres skrig på afstand. Han håbede virkelig på, at hans mor og søster ville overleve det. Det løb mildest talt langt mere forfærdeligt, end hvad han selv havde gennemgået. Han ville hellere have 1000 piskeslag eller dø, fremfor at de skulle gennemgå den behandling, som han tydeligt kunne høre, at det gjorde. Han gispede. Hans tænder gjorde virkelig ondt imod hans hals. Tænderne bed han sammen omkring hans underlæbe, som han allerede engang før havde bidt til blods. Han strak sig lidt på gulvet og lå med skuldrene trukket op, fordi at det nagede ham, at blive bidt. Han så på ham, og kneb bare øjnene i. Hans isblå øjne hvilede dybt på ham, og med et stærkt gennemborende blik. Han morede sig nu over, at han faktisk kunne irritere og gøre Samuel sur. Også selvom at det gik ud over ham selv, i sidste ende. "Skæbnen? Tror nu bare mere, at dette er dit daglige 'drug'," sagde han stille. Han strøg tungen let over sine læber. Han spjættede, idet at Aurica skreg efter ham og kort efter mærkede han Samuels tænder i hans hals igen. Han gispede tungt. Han spærrede øjnene op, da Samuel begyndte at suge. Det havde selvfølgelig været ham, som havde sagt det forkerte. Han stønnede kraftigt, af den brutale behandling af hans underlig. Hans vejrtrækning var i små stød.