Let's have som fun..

[Deleted]

Samuel havde virkelig bare fået nok efterhånden. Matthew var skåret ned, han var smidt på den store vogn med de mange lig og kørt væk. Selvom han i sig selv, var klar over, at manden faktisk stadig var i live, takket være hans egen søster, så var det ikke noget, som skulle ud til folket og da specielt ikke Matthews egne. Med hans egne talenter og magiske evner, havde han fået Marcell bundet fast. Med armene på ryggen og med en knebel for hans læber, som bare skulle hindre ham i de magiske udtalelser, som han sikkert havde lært. Mange vidste jo allerede godt hvem Matthew var og hvilke ekstreme magiske talenter den mand havde. Det ville kun straks overraske ham, hvis det ikke var noget, som var gået videre til hans kære børn. Han førte knægten med sig ned i fangekælderen og videre forbi der. "Her sad din far i timer under piskeslag, Marcell.. Selv den mand måtte skrige," hånede han med et køligt smil på læben. Han førte ham videre til den bagerste dør og tvang den op. Han bandt knægtens håndled op, førte dem over knægtens hoved og op på en krog, som gjorde, at han kun lige ikke ville være i stand til at nå gulvet. "Perfekt.." afsluttede han med et tilfredst smil.

[marcell]

Selvom Marcell ikke på det ydre, viste nogle som helst følelse for sin far, så havde han jo altid set op til manden. At han så var endt med den ydmygende hængning, var virkelig noget, som kunne sætte hans p*s i kog. Det kunne man da bare ikke gøre. Han var derfor endt, med at gå lidt amok og det havde fået Samuel tilkaldt. Lige den mand, som havde skåret Matthew ned og dræbt ham, vel egentlig? Han havde fornærmet Samuel, skændtes med ham, slået ham og prøvet at forbande ham, selvom det var gået hurtigt op for ham, at Samuel bar magiske kræfter som ham selv. Han havde prøvet at slippe væk, hele vejen, da han var blevet slæbt tilbage til Castle of Darkness. Han var virkelig glad for, at Aurica indtil videre så ud til at holde kæft, omkring hvad han gjorde imod hende. Så ville han da først, ende samme sted som sin kære far. Han rev i sine arme og mumlede bag kneblen, som blokkerede alt tale og magiske udfoldelser. Han hørte den hånende kommentar, men var blot ligeglad. Han skreg ikke. Det var kun tøser som gjorde det. Han kneb øjnene sammen og rev i sine hænder, for at få dem til sig. Det hjalp dog ikke det mindste. Han strakte sig for at nå gulvet, da han blev hængt op i sine arme. Det hjalp dog ikke det mindste, da der lige var 1-2 cm for langt ned, før at han ville være i stand til det. Han rystede i hele kroppen og bandede og svovlede bag sin knebel.

[Deleted]

Samuel kunne stadig mindes Matthews mange skrig lige netop her. Han havde hængt det selv samme sted som Marcell gjorde det netop nu og med straffen som lød på hundrede piskeslag, og han havde personligt sørget for, at manden havde fået hvert eneste lille et.. og et par ekstra selvfølgelig. Han smilede et tydeligt tilfredst smil. At Matthew var blevet hånet med den ydmygelse, var egentlig ikke noget som gjorde ham det mindste. At det jo så i bund og grund, var Aurica og Marcells skuld, at det var sket som det var sket, var jo så en helt anden side af sagen. Samuel vendte sig mod knægten. Han havde virkelig ikke meget at sige i dette land længere, også selvom han stod så højt oppe i hierarkiet som han gjorde, så var der intet for ham at stille op mere. At skændes med ham, havde været Marcells største fejl til nu og det skulle han nok få vist på den måde, som det nu ville være ham muligt, at skulle gøre det. De røde øjne faldt til knægten. "Du ligner virkelig din far, Marcell.. Han bandede som pokker da han hang der.. Helt ildrød efter hundrede piskeslag.. Den samme mine. Det samme blik.. Du er som snydt ud af næsen på ham." sagde han med det samme lette træk på hans mundvige. Han gik hen til ham. Dette rum hindrede brug af magi. End ikke ham selv ville være i stand til at skulle bruge det her. Primitivt måske, men det var nødvendigt. Han fjernede Marcells knebel. "Se dig omkring knægt.. Se på gulvet.. Du hænger over din faders blod," hvislede han med en iskold stemme. Han lod hånden stryge roligt over hans kind inden han tog hånden stille til sig igen. Han havde virkelig intet imod unge knægte. Han misundede dem virkelig for deres energi og denne knægt var noget særligt, udelukkende på grund af hans personlighed. "Det her skal nok blive underholdende.."

[marcell]

Hvor at Samuel mindedes stedet her med Matthew omkring, var ganske uvist for Marcell. Og han ville garanteret også bare blive mere sur over, hvor at de havde hånet og ydmyget hans far. Et sted, så han jo stadigvæk alt for meget op til den mand. Han havde udmærket hørt straffen, da de havde kigget fra de bagerste rækker. Og at han var skyldneren, var virkelig ikke en tanke, han bifaldte! Men det var da også bare, deres mors skyld. Hun kunne da bare lade vær, med at have føjtet rundt med ham uden at de havde noget seriøst. Men på den anden side, var han nu ganske tilfreds med at være blevt sat i denne verden. Han bifaldt dog stadigvæk ikke, den grove ydmygelse af hans far. Ikke mindst, at han havde den samme dom halende ind på ham, hvis Aurica ikke kunne holde kæft. Han regnede nemlig ikke med, at hans egen mor, ville melde det. Ikke efter, hvad hun allerede havde set. Øjnene forblev knebet i, og hans isblå øjne skulede direkte i Samuels røde øjne. At det havde været en fejl, at skændes med ham, kunne han klart se nu. Men dristig var han.. og til dels også dumdristig. Han hang ganske stille. Samuel havde bare at holde sig væk. "Måske er jeg snydt ud af næsen på ham," hvæsede han med en kold stemme, da han fik kneblen af. Han begyndte at dingle lidt frem og tilbage, fordi han sparkede bagud med benene. Han lod øjnene åbne sig normalt, uden at de var knebet sammen. Han hvæsede et par høje bandeord af ham, og rullede kort øjne. At han ikke kunne bruge sin magi herinde, kunne han godt mærke og det irriterede ham grænseløst. Han kiggede kort rundt og mod gulvet, da Samuel nævnte sin fars blod. han vippede fødderne lidt op. Han skulle virkelig ikke tæt på. Han sitrede, da Samuels hånd strøg over hans. "Lad mig være!" råbte han af ham og hamrede sin fod ud efter hans knæ, og bagefter den anden, sigtende lige efter imellem benene. Dum var han virkelig, når det kom til at tirre de forkerte og lege med ilden.

[Deleted]

Samuel ville i den grad huske Matthew for mange ting. .For ikke at glemme, at ham og Marcell faktisk var beslægtet et sted, en tanke som faktisk måtte more ham et sted, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han trak let køligt på smilebåndet. Han havde tilbragt meget af sin tid med Matthew herinde. Tortur efter tortur. Piskeslag efter piskeslag. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile ved tanken alene, det var virkelig det som man kunne kalde for en fryd uden lige for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. Det var Matthews blod som man kunne spore på gulvet og det frydet ham. Han var jo trods alt kendt som en af de største warlocks igennem Dvasias' historie og ved at vide, at han var faldet sådan til jorden nu, var noget som klart måtte more ham. Familie eller ikke, så var Matthew jo faktisk hans egen onkel, selvom det virkelig ikke havde været med det ene eller det andet, ved at skulle se til, at manden blev hængt. At Marcell hævede fødderne.. Han bar vel også den respekt for sin far et sted? Så op til ham, som alle børn gjorde til deres kære far? "Som snydt ud af næsen på din kære far.. Tidens største warlock i nyere tid, som han.. var.." sagde han med et klart morende smil på læben, det var ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på. Matthew var i det mindste mere fornuftig end dette, en skam at det ikke var noget som knægten havde arvet fra manden. Foden som blev hamret mod hans knæ, fik ham kraftigt til at bakke, hvor han fast greb fat om hans fod, hvor de skarpe negle, hurtigt måtte bore sig ned i hans varme hud, som havde det været en kniv igennem smør. Det kostede ham virkelig ikke særlig meget af energi eller kræfter for den sags skyld. "En skam du ikke ejer din fars fornuft, Marcell.. Så må vi håbe, at det er noget som din kære søster har.. Når vi engang har fundet hende derude.." sagde han med en tydeligt mere skadefro mine. Angel skulle selv findes. Hun skulle selv igennem en så skøn behandling som Eniqa havde været igennem før hun selv var blevet hængt ved siden af den kære Matthew. Begge dog stadig i live, selvom ingen vidste det.. foruden Samuel og Jaqia selv og det var sådan, at det skulle være og forblive. Han lod sine negle bore sig så langt ind, som det var muligt. "Så.. læn dig tilbage og nyd det knægt," vrissede han køligt.

[marcell]

Marcell havde ikke ret mange minder om Matthew. Han huskede kun én gang, at han havde mødt ham, og der var det vidst også kommet frem, at han havde fat i Aurica fra tid til anden. Så det måtte et sted more ham, at den hemmelighed var gået med hans far i døden. Og Aurica havde vel sagt noget, hvis hun ville af med ham, ikke? Han strøg tungen let over sine læber og skulede vredt til ham. Respekten havde han dog for sin 'afdøde' far. Han havde jo set op til ham, utrolig meget som lille. Han fnøs og de isblå øjne hvilede gennemborende på Samuels skikkelse. Et sted dybt inde, var han faktisk så utrolig bange for, hvad den mand kunne finde på. Aldrig havde han oplevet smerte på sig selv, af nogen art. Men han var stærk, så han ville ikke skrige! Hans far var vel bare gammel? Torturen så han dog langt fra frem til. Han vidste jo ikke, hvor grusom at Samuel faktisk kunne være. Han fnøs stille. "Hold mund," vrissede han med tænderne bidt sammen. Han fandt sig virkelig ikke, at nogen skulle tale sådan til hans far. Han smilede skadefro, idet at hans fod ramte hans knæ. Han gispede dog kraftigt, idet at Samuels negle blev bordet direkte ned i hans fod. Han stønnede protesterende af smerten og kneb øjnene sammen, idet at han hang fuldstændig i spænd. Han skælvede i kroppen. Aurica.. De måtte ikke finde Aurica. Det måtte de bare ikke. Hun var hans.. selvom det var forkert. "Du rør hende ikke!" røg det ud af ham, mens han kom med et halvvejs skrig, fordi at Samuels negle var helt inde i hans fod. Blodet piblede ligeså stille frem. "Hv..hvad vil du gøre med min søster?" spurgte han og gispede. Han håbede dog også, at de ville lade hans mor være. Havde hun ikke været igennem nok? Han kunne huske engang, at de havde fundet hende på stranden. Voldtaget og knust, ikke mindst ødelagt. Han trak vejret tungt og i små stød, mens han prøvede at trække sin fod til sig. "E..er det alt du har?" fremvrissede han mellem sine sammenbidte tænder og åbnede øjnene.

[Deleted]

Samuel kunne næsten gætte sig frem til, at Marcell havde set op til sin kære far, hvorfor skulle han da ellers have reageret på den måde, som han nu gjorde det? Et sted, så måtte det jo være af savn? Et sted var det jo en mand som stadig ville have den betydning i deres liv, selvom Samuel var ganske så sikker på, at Matthew ikke ville være særlig meget værd efter det som den mand havde været igennem nu. I den grad var det en tanke som moret ham. De blodrøde og glinsende øjne hvilede på knægten og med den samme faste mine som tidligere. Dette skulle nok gå hen og blive morsomt. At Marcell var den type som udnyttede sin søster, var jo så helt ukendt for Samuel - til Marcells held hvis man skulle have det med for den sags skyld. Samuel havde allerede ekstremt meget i tankerne, det var der ikke nogen tvivl om. Måske, at det ikke ville være timevis med tortur som det havde været med Matthew, som bare havde kæmpet til det sidste. Han havde jo trods alt set hvor meget han havde kæmpet, da løkken havde strammet sig omkring hans hals. Et sted var han jo imponeret over mandens mod og den lyst til at leve livet. Han trak køligt på smilebåndet. "Hvis jeg ikke tager helt fejl.. så er din far stadig af betydning? Du har hans mod, men desværre ikke hans fornuft.." Han rystede let og stille på hovedet og med det samme morende smil. At han bragte knægtens søster på banen og at se ham reagere sådan, fik dog hans opmærksomhed trukket til sig. Blodet som piblede stille ned omkring hans fingre, fik ham kun til at smile og faktisk også minde ham om den sult som han gik rundt med. "... Ikke det? Hvorfor skulle jeg snydes for den morskab, Marcell?" Han trådte roligt om bag ved ham, slikkede fingrene rene, inden han roligt satte sin pegefingernegel mod hans ene skulderblad, borede den forsigtigt ind i hans hud og lod den køre hele vejen ned af hans ryg, så han fik flændset hans klæder op. Han lod hovedet søge let på sned. "Din søster.. er hun af en så stor betydning?" fortsatte han hånligt og med en iskold stemme. Misbrug var en hemmelighed som Matthew havde taget med sig i graven og ikke noget som var kommet ud. Han slap en hånlig latter ved hans sidste udtalelse. "Jamen kæreste knægt. Jeg er ikke begyndt endnu," sagde han kortfattet. Tvært imod, han var kun lige ved at varme op. Nu var det også på tide, at knægten fandt ud af, hvad der skete, ved at kaste sig i krig med de forkerte.

[marcell]

Marcell så op til sin far. Det var der ikke nogen tvivl om, at han gjorde. Et sted, så havde han også taget faderens handling til sig. Men stod der mon et sted i loven, at incest var forbudt? Ellers kunne han jo bare gifte sig med Aurica og så sige, at det hele første var begyndt der. Så ville han da ikke få høvl, for sine lyster, ligesom Matthew havde modtaget dem. Og endda fordi, at han var blevet født. Hvad mon de ville gøre ved hans mor? Hun havde jo født dem.. Været sammen med Matthew og født ham og Aurica som bastarder - børn udenfor ægteskab. Et sted, hvor han skammede sig over det. Men Matthew og Angel, havde jo betydning i hans liv. Aurica måtte vidst mene det samme. Hun havde i hvert fald, været berørt over at se Matthews hængning. Han sukkede stille, gispede let og prøvede at få sin fod til sig. Det gjorde virkelig ondt. Hans isblå øjne hvilede direkte på Samuels. Den mand, satte et sted en skræk i ham. Det viste han dog bare ikke, fordi den fornøjelse skulle Samuel i den grad ikke have. Bare at han viste tegn på, at hans negle som var boret i hans hud, gjorde ondt… det var næsten for meget for ham. Han ville ikke være svag. Han skulede til ham. Han sagde ikke noget, til kommentaren om, at han ikke havde sin fars fornuft. Måske han havde sin egen. Eller tænk hvis Angel, også var dumdristig og udfordrede skæbnen? Det ville han dog ikke tro, men nu havde han jo ikke kendt sin mor som ung. Han strøg tungen over læberne og sank en klump, som havde samlet sig i hans hals. Han lagde kort hovedet lidt tilbage, selvom hans øjne fløj til hans ansigt igen, da han snakkede videre om Aurica. "Hold dig fra hende, hun har ikke jgort dig noget!" hvæsede han irritabelt. Dog ville han ikke slå ud efter ham igen. Det ville vidst være dumt. Og han gentog ikke sig selv. Hans fod faldt under ham igen, da Samuel slap den. Blodet piblede stille ud af hans fod og størknede ind i hans sok, som han havde på. Skoene vidste han ikke hvor var blevet af. Smidt et eller andet sted vel? Han trak skuldrene op, da Samuel borede en negl i hans skulder. Han stønnede af smerten. Hans skjorte blev flænset op og deltes, så hele hans uberørte ryg blev fri til at se. Helt fin og glat. Her kunne man se, at han faktisk var utrolig slank. Dog var der en forfærdelig streg fra den ene skulder og hele vejen ned af ryggen, hvor Samuel havde flænset op. Blodet piblede frem derfra. Han rullede bare øjne, og var virkelig ligeglad med hans spørgsmål. Han ignorerede det bare. Hans krop rystede. "…Ikke en imponerende opvarmning," hvislede han.

[Deleted]

Samuel var virkelig bare begyndt, at skulle varme op. Denne knægt, havde kun valgt, at skulle udfordre skæbnen på en måde, som man slet ikke burde. Der kunne man da fint sige, at hans kære søster, havde været mere fornuftig end dette. Han havde set Aurica i ansigtet, da han havde tvunget dem til at skære deres far ned og hun havde i den grad taget det ekstremt hårdt. Måske, at Matthew aldrig havde været der, men Samuel var slet ikke i tvivl om, at manden spillede en ekstrem stor rolle i deres liv på alle måder. Han betragtede den blottede ryg.. Så uberørt af noget som helst. At han faktisk begreb sig på hans søster, var ikke noget som Samuel kendte til. Han gjorde det jo trods alt også med sin egen og lover og regler sagde nemlig ingenting om incest eller noget lignende. Han lod hovedet søge let på sned. At han ikke var imponeret over hans opvarmning, gjorde ham nu intet. Han var mere forundret over hvor lidt denne knægt egentlig var i stand, til at skulle tåle for at være helt rigtig. Han fnøs. "Ikke videre imponeret.. Din far holdt da til meget mere uden en smerte.." sagde han med en kortfattet tone. Han tog fat om knægtens tøj på overkroppen, trak i det, så det blev revet helt i stykker og rev det derved også af. Angel stod selv med en straf hængende over hovedet, for at bringe børnene til verden udenfor ægteskab. Matthew havde jo taget sin nu ved hængning.. Og Aurica.. Hende manglede de at finde endnu. Og hende skulle de så sandelig nok finde! "Så sig mig, Marcell.. hvor gemmer din søster sig?" spurgte han roligt. Han lod hånden falde roligt til hans hofte, hvor han roligt fik ham drejet mod sig, så de igen måtte ende med at stå front mod front. De røde øjne faldt til knægtens ansigt. Han kunne måske ikke se frygten i knægtens øjne, men han kunne i den grad fornemme den og det var noget af det som gjorde det hele så mange gange sjovere for hans vedkommende. "Hun har ikke gjort mig noget, det er sandt.. men som dig, så har i begge gjort noget ved jeres tilstedeværelse i dette land efter de nye regler.. I burde slet ikke være til," sagde han med en kortfattet og tydeligt mere fast tone, end det som han havde gjort brug af tidligere, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte om, gik hen til sit eget udstyr som måtte hænge på væggen, hvor han tog fat omkring en stærk og kraftig pisk med adskillige haler, så de slog mere over det som de måtte møde. Han gik tilbage i retningen af Marcell. "Lad os se, hvor meget du kan holde til.. Din far fik hundrede piskeslag med denne kun få timer før hans hængning.. Du er jo så heldig, at der ikke er nogen grund til at hænge dig.. Du kan jo nøjes med de mange slag," påpegede han med en klart tydelig og skadefro mine. Dette skulle nok gå hen og blive underholdende.

[marcell]

At dette kun var opvarmningen, sagde dog blot Marcell, at det hele ville blive meget værre. Han kendte ikke til smerten, som han kunne føle. Det var et ukendt område for ham. Han var blot vant, til at give andre smerte. Enten via sin magi, men også hans behandling af Aurica. Men han kunne bare ikke holde sig fra hende. Hun var for tiltrækkende. Alt for meget. Han skyldte skylden på hendes valkyrierace, som jo i sig selv, var ekstremt tiltrækkende. Det måtte være derfor. Ellers ville han da aldrig? Indeni havde han det jo dårligt med det. Og sikkert endnu værre, efter dette møde. Han måtte dog virkelig holde sig på måtten, da Samuel ikke skulle vide noget om det. Han sank en let klump og kneb øjnene fast i. Han legede virkelig med de forkerte lunter. Ellers var han aldrig endt her. Han kommenterede ikke, at hans far holdt til mere. Hans far var jo også langt ældre og langt mere vant, til at begå sig i smertens kreds. Han blev hængende (ikke at han havde noget valg), og så ned i jorden. Han kunne også se på hans egen fod, hvordan den blødte. Han drejede rundt mod ham, da Samuel greb fat i hans hofte og snurrede ham rundt. Det spændte i rebet omkring hans hænder og han kneb øjnene let i. "Det ved jeg ikke," sagde han hvæsende. Han var jo blevet trukket med og hun havde vel gemt sig, ikke sandt? Han håbede, at de nåede at komme væk. Han kunne fint møde dem i Manjarno jo. Han samlede noget spyt på tyngen og spyttede efter Samuels ansigt. Han var ganske sikker på at ramme, nu de stod front mod front igen. Han kneb øjnene fast i. "Men det er vi. Og du fryder dig jo over det," sagde han med et skævt smil på læben. Han spærrede dog øjnene noget op, da hans skjorte blev rykket helt af. Han hang blot ganske stille og snurrede en lille omgang rundt, hvor han dog så, hvilken pisk Samuel tog. Han bed tænderne sammen og kommenterede ikke det sidste. I stedet måtte han dreje blikket til siden mod den lukkede dør, idet at han hørte et alt for velkendt skrig. Aurica. Og lidt efter Angel. Han prøvede dog at virke upåvirket.

[Deleted]

Der var allerede sendt mindre grupper ud efter hans kære søster og hans kære mor, så de ville ikke kunne gemme sig i særlig lang tid. Aurica havde flygtet efter at hun havde set sin fars døde blik på båren af lig af de mange andre, som var hængt af andre årsager. Matthews var dog klart den værste og det var noget, som Samuel kunne fryde sig over. Matthew var måske mere erfaren inde for det, at skulle tage imod smerte, for det var kendt, at den mand i den grad også havde haft sit at skulle slås med, og dette var så sandelig ikke noget undtag. Han klemte øjnene fast sammen, da Marcell spyttede ham direkte i ansigtet. Han ramte i den grad plet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han smilede et koldt og tydeligt skadefro smil og tørrede sig af i ansigtet, da han kunne høre Auricas skrig. Han betragtede roligt Marcell. ”Det lyder ikke som jeg behøver søge efter din kære søster.. Det lyder som man allerede har fundet hende,” sagde han med en kold latter. Det var i den grad noget af det, som så sandelig måtte more ham mere end noget andet lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han trådte roligt om bag Marcell og betragtede den næsten perfekte ryg.. for perfekt i hans øjne, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var virkelig kun på tide, at man viste denne knægt hvor farligt det kunne være, at skulle lege med ilden og de forkerte mennesker. Han lod hånden stryge fra Marcells skulder og stille nedover hans side, som havde det været et roligt og givent kærtegn. Han kunne virkelig ikke lade være. Han elskede unge sjæle. Det eneste som han ikke rørte, det var små børn. Det var noget som han bare ikke kunne få sig selv til. ”Lad os se, hvem af jer som knækker først.. om det bliver dig.. eller din kære søster.. Nu hvor det er kommet frem at jeres mor elsker og nyder en mands nærhed uden for ægteskab, så er din søster vel lige så?” En hånlig tone, kunne han virkelig ikke lægge det mindste skjul på i øjeblikket. Han morede sig virkelig noget så voldsomt. Han lukkede hånden mere omkring pisken, hævede den med den samme skadefro mine, hvor han derefter bare lod den smælde med al den kraft som han kunne lægge i det, over Marcells blottede ryg. Han vidste, hvor han skulle ramme, så han vidste allerede med det samme, at det ville gøre ondt.. meget ondt.

[marcell]

Marcell tænkte nok, at de ville lede efter hans kære søster og mor. Men han havde håbet, at de ville have nået at komme væk. Han kneb øjnene let sammen, lukkede dem kort, selvom han kort efter åbnede dem igen. Han ville virkelig bare have dette overstået. Det var begyndt at kede ham, at Samuel bare gik rundt og 'opvarmede'. Han så på ham. Matthew havde været langt mere erfaren og vant til dette, men han skulle nok stabilisere sig selv. Han skulle nok blive ligeså stærk som sin far. Det var i hvert fald, hvad han havde set op til siden barnsben af. Han så til anden vej, da Samuel kommenterede Aurica. "I lader hende være. I LADER HENDE VÆRE!" råbte han af alle sine lungers kræft. Et sted i håb op, at Aurica ville høre, at han også var her. Han kneb øjnene sammen. Nok kunne han ikke udvise særligt mange følelser, men de boblede altid i hans indre. Han vippede lidt med den raske fod, og havde intet andet valg, end bare at blive hængende. Han skælvede i ryggen og ønskede virkelig bare, at komme væk. Den mand var da sindssyg og nærgående. "I lader hende være!" hvæsede han koldt. Aurica ønskede ikke den kontakt. Hun ønskede jo ikke engang ham tæt på, selvom han gjorde det alligevel. Han endte med et kraftigt skrig, idet at pisken smeldede over hans ryg og ødelagde det perfekte ved den. Han svajede og var spændt fra top til tå. Han skælvede og det gjorde så ondt, at det var tæt på, at nogle små tårer faldt. Det var jo ikke kun én lædersnor.. Det var én hård i midten, med mange ekstra ud fra den, som virkelig bare jagede i hans kød. Han bed tænderne kraftigt sammen. Han havde skreget. Det var alt for meget at give Samuel. Hans øjne lukkede i sammenknebne. Han trak vejret dybt, og i små vejrtrækninger. Hans ryg blødte og var rødmalet, og sprukken.

[Deleted]

Det gik dog hurtigt op for Samuel, at Marcells kære søster, måtte have noget af en betydning for ham, selvom det dog klart var det, som for hans del, var en drivende kilde til alt dette, som han dog måtte agte, at skulle gøre imod knægten, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Matthew havde holdt til ganske mange slag, før han selv havde skreget op, selvom hans ryg havde været sprukken og alt og smerten havde i den grad også været tydeligt, at skulle læse ved ham på alle måder. Aurica var fanget, det samme var deres mor og det forundrede ham ærlig talt, at Marcell slet ikke tog deres moder i forsvar, men kun sin søster. Han trak køligt på smilebåndet. ”Hvem skal da kunne redde hende, Marcell? Du hænger og dingler her.. jeres fader ligger på en båre af lig.. alle hængt på samme tid… se sandheden i øjnene, knægt. Du kan ikke engang beskytte dem som du holder af..” Han lod hånden roligt og varsomt stryge henover det sår som han selv havde lavet, hvilket han havde været så storslået tilfreds med i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod hånden føres til hans læber, hvor han slikkede blodet af. Aurica måtte næsten have en større betydning for ham, end det som han ville stå ved og Samuel skulle nok finde ud af det. ”Se.. det var et slag, Marcell.. hvor mange du mon vil kunne holde til.. Ligesom din far.. Han nåede 17 før han skreg.. så skreg han også til de sidste 83,” hvislede han med en iskold og fast tone, det var ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ville i den grad nyde dette, så længe, at det nu ville være ham menneskelig muligt, at skulle gøre det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lukkede igen hånden fast omkring pisken. ”Hvis din kære søster er så svag som din kære mor, så skal vi nok se hvem af jer to som knækker først..” Han hævede igen pisken, hvor han kraftigt lod den smælde over hans ryg endnu en gang, denne gang mere fast og mere kraftigt end det som den havde gjort før.

[marcell]

Aurica betød meget for ham. Ligeså gjorde hans mor, men Angel var alligevel et sted mere vant til andre. Det vidste han da i hvert fald, grundet at hun førhen var blevet voldtaget og havde været sammen med Matthew også jo. Han trak vejret tungt. Han var jo et sted, langt tættere på Aurica end det han lige ville stå inde for. Han holdt jo af hende, og var heller ikke stolt af, at være så forbandet tiltrukket af hende. Han holdt tænderne lettere sammenbidt og kunne ikke lade vær med at skule til Samuel. Han skælvede. Han kunne godt beskytte dem. Det kunne han godt. Kunne han ikke? "I kan bade lade dem være.. I vover lige på at krænke, ydmyge, røre.. Og alt andet, som gør, at nogle eller noget rør min søster og mor!" hvæsede han koldt og så på ham. Var dette lovligt? Aurica var jo uskyldig. Angel havde vel en dom, for at have født dem. Han skælvede, idet at han mærkede hvordan Samuel strøg en finder ned over hans blødende piskeslag på ryggen. Det var ét. Skulle han virkelig have 99 mere? Han var i tvivl, om han ville kunne holde til det. "Jeg er ligesom kun 16," forsvarede han sig med en let mumlen. Han skulle til at forsvare sin mor og Aurica igen, selvom han ikke nåede det, før at Samuel svingede pisken. Han skreg. Og det ville han gøre til hvert evig eneste. Hans ryg gjorde allerede helvedes ondt. Han bed tæderne sammen og lukkede øjnene i.

[Deleted]

Hvor meget Aurica betød for ham, var slet ikke noget, som Samuel havde det mindste anelse om overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Om han havde vidst det, så havde han i den grad misbrugt det mere end det som han gjorde lige netop nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Knægten var måske 16 år gammel.. Så kunne det i så fald resultere i 16 slag, så manglede man jo endnu 14. Han gik igen stille over så han stod med fronten til Marcell. Måske, at han ikke var kendt med begrebet smerte, andet end det som han selv måtte kaste fra sig, så var det også på tide, at han lærte hvordan det var at skulle tage imod, for det var virkelig lige så vigtigt, at skulle kunne give, som det var at tage imod i denne situation. Han lod hånden roligt gripe fat omkring knægtens kæbe og tvang hans blik helt mod sig, da man endnu en gang kunne høre Aurica skrige op fra lokalet inde ved siden af og denne gang af ren og skær smerte. Samuel kunne virkelig ikke lade være med at smile ved tanken alene. ”I så fald, så kan vi vel ’nøjes’ med 16 slag så?” spurgte han med en klart skadefro mine, det var slet ikke noget som han kunne se det mindste væk fra på nogen som helst måde overhovedet. Han vendte Marcells blik mod sig og med det samme skadefro smil på læben. ”Du holder virkelig af din søster.. gør du ikke?” spurgte han med en kølig og næsten hånlig stemme. Den eneste som i sig selv, var kommet tæt på ham, var nu hans søster, så han kunne sætte sig lidt i den situation. Han slap ham igen, trak sig igen om bag ved ham, hvor han igen med et kraftigt sving med pisken ,lod den smælde over hans ryg med den samme faste og ellers så kraftige mine, som man slet ikke kunne se det mindste væk fra. Dette var noget som morede ham på alle måder, som man kunne komme til. ”Lyt til hendes skrig… lyt til din mors.. Hvordan vil du kunne påtage dig den plads som familiens mandlige beskytter, hvis du hænger her?” spurgte han med en hånlig og fast latter. I sig selv, var det slet ikke noget, som ahn kunne lægge det mindste skjul på. At se folks smerte, var virkelig en form af næring for ham. Han elskede det og endda også mere end noget som helst andet for øjeblikket.