A kiss for the sleeping beauty

[Cressida Marvalo]

Alexander havde set hende nok til at kende absolut alle hendes side. Inklusiv dette var både vsaghede rog styrker. Han vidste at levende lys, beroligede hende. Han vidste at hun ikke brød sig om at sove alene. Han vidste hvordan hans egen tilstedeværelse, formåede at tage resterne af den kølighed, formåede at bringe selv den store dronning til ro, se hende hvile, se hende nyde, for hun stressede som oftest sig selv med langt mere arbejde. Det var uger siden, hun sidst havde brugt sengen, ellers stod den blot smukt redt, til den rene udstilling. Hendes vejrtrækning var rolig. Kroppen hen lå slapt, det gik faktisk op for hende, hvor øm hun i virkeligheden måtte være. Hans arme omkring hende var behagelige. Enrico plejede at ligge der, udmattet efter den sædvanlige omgang. Nu var Noelle ved hans side, og hun håbede at han ville finde samme glæde i at holde om hende, som det lod til Alex havde med hende selv. Ikke mindst, ås lå hun langt mere rolig hen i denne favn, det var tydeligt. Samuel havde end ikke formået at give hende den følelse og fornemmelse, den eneste hun nogensinde hvade haft alt dette for, var den eneste mand, der ville forblive hende uopnådelig, det var den tanke der havde fået hende til at slå ham ihjel. Blikket faldt mod det ar som måtte hvile over hans bryst. Pegefingeren løb stille ned over det. Et sted ville hun undskylde, og et andet sted, så følte hun ikke at det var nødvendigt. Hun havde intet gjort forkert, han havde trodset deres regler, også selvom hun i det skjulte havde valgt at bryde dem, og med følelserne for ham var blevet udviklet, mere end det burde have. Lige fra starten havde han været hendes bror og bedste ven. Det var sådan hun plejede at ligge i hans favne fter et mareridt, hun elskede at være der, de gjorde alt sammen.. inklusiv at slå deres kære mor ihjel, en ting som hun ikke var i stand til at fortryde, med henblik på det liv, hun havde været i stand til at give dem. Det morede Jaqia, at han forsøgte at smigrer hende, noget som desuden virkede. Pharrel havde klaget over, at hun ikke var god til at tackle komplimenter, som en kvinde burde gøre det. Men nu sad den svage rødmen i hendes ellers blege kinder. Hvor ofte havde der hvilet en smuk kvinde i hans favn? Der havde været hende, og den.. mand. Selvfølgelig et par stykket hist og her, men hun måtte vel erkende, at hun var den kvinde som havde haft taget, udemålig meget af hans tid ”Du smigrer” påpegede hun med rolig tone. På trods han formåede at gøre det, så gjorde det, det langt fra nemmere at tackle. Jaqia lå komplet trykket ind til ham, benet hvilede over hans, kun for at være så tæt som det var muligt, hun nød det jo ”Jeg er bange for, at det desværre er dig som kender mig bedst” der var en drillende gnist i hendes isblå blik, det var ærligt. Det kunne have sine ulemper, at det var ens egen bror, som måtte kende hende på den måde. Samuel var væk, selv var hendes tanker og hendes sind. Selvom det kun var dage siden, så var han blevet en fortid, hun end ikke ønskede at skulle mindes. Endnu engang måtte Alexander have fuldkommen ret. Lysten til at blive liggende, knuge ham på den måde, det var ekstremt fristende, selv for en kvinde der ellers var afholdt fra ting som det, hun havde aldeig haft tid til, at pute på den måde, holde om en. Enrico selv, forsvandt jo som oftest i løbet af natten, og nu forstod hun selv hvorfor, også selvom det ikke var værd at spekulere over nu. Hun fnøs. Et sted ville hun vædde med at Enrico selv lå og sov, med armen omkring hans egen kvinde, han havde nok end ikke regristeret at Jaqia ikke var oppe ”Uden tvivl” svarede hun blot kortfattet. Det stille kys mod hendes mundvie, lod det sitre i kroppen. Hendes blik var nærmest overrasket, til det endte med at spille ud af det smil, der gav hende en underlig intesitet ”Af en mand med en smuk kvinde ved sin side, at være, vil jeg sige at dette var en umådelig selvbeherskelse” hviskeden hun let mod hans ører, som en tydelig hentydning. Hånden tog en nærmest uskyldig vandring ned over hans overkrop, igen så kendte han hende, det kunne ikke undre nogen, det var end ikke for at ligge op til noget, det var blot hende.

[Deleted]

Alex kendte udmærket godt til Jaqias reageringsmønster og det var også det som gjorde, at han vidste sådan cirka hvor han måtte have hende. Han havde altid været den som kunne ligge der og holde godt og trygt om hende, lade hende hvile, lade hende sove som han havde skænket hende det evige løfte om at der ikke ville ske hende noget når han var der til at passe på hende. Måske at det var så frygtelig mange år siden at hun havde skænket ham det løfte, men det var i den grad også noget som han agtet at fortsætte med at leve op til hvis det var noget som hun ville lade ham selvfølgelig. Den mand som selv havde ligget i hans favn, var ikke noget som havde haft en direkte betydning for ham – hun havde haft Samuel at søge til og han havde da også haft brug for sin egen trøst, eftersom at Samuel havde skærmet ham fuldkommen fra at kunne søge til hans elskede søster, så måtte han jo afreagere på en anden måde og det var i den grad også det som han havde valgt at gøre, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket stille mod hende og uden at smilet ville famle fra hans læber. At hun klarte sig på eliksirer forundre ham virkelig ikke, men det ændrede heller ikke det faktum at kroppen havde brug for at skulle lægge sig ned. De havde haft hinanden siden de begge havde været ganske små, de delte et ganske specielt søskendebånd også selvom hun havde endt med at skulle ende hans liv, så var det end ikke noget som han ønskede at tænke meget over. Han klandrede hende end ikke for det, han havde aldrig gjort modstand til det, for han vidste at det var fortjent. Desuden så havde det også været langt nemmere at gøre det på den måde end alt det andet. Det havde gjort ondt at se hvordan hun havde klamret sig til Samuel, hvordan han havde gjort hende blind, hvordan han havde snoet hende om sin lillefinger, så det var virkelig bare en dejlig fornemmelse at den mand måtte være væk nu! Den svage rødmen som måtte vise sig hendes kinder var bare noget som fik ham til at smile. Så kunne han da endnu! Han hævede hånden og strøg den roligt mod hendes kind. ”Smiger? Nej slet ikke. Jeg er bare ærlig,” fortalte han stilfærdigt, for det var inet andet end den rene sandhed for hans vedkommende. Ikke at det var noget som kunne komme bag på hende. Han lod hende roligt stryge over hans bryst, for han kendte hende, han vidste at det var noget som bare måtte ligge til hende. Hun var og blev for altid den smukkeste i hans øjne og han nød virkeig den tanke at det måtte være hans favn som hun måtte ligge i! ”Så er jeg i den grad også tilfreds,” hviskede han roligt og med det stille smil på læben. Det var end ikke noget som han ville skjule for hende. Hvis han måtte være den som kendte hende bedst, så ville han bare sige takfor det og være tilfreds, for det var det eneste som han ville. Det var jo om ikke andet, så noget som han kunne huske fra den tid. Hånden som søgte nedover hans overkrop, fik ham tydeligt til at spænde. Det var i den grad en savnet følelse! ”Mhmm.. Jeg må jo passe på denne smukke kvinde, ikke sandt? Hun kunne jo være skrøbelg som glas og jeg ønsker ikke at miste hende igen,” påpegede han i en rolig hvisken. Han tænkte ikke baer med de nedre dele som deres kære bror havde gjort, nej, han handlede ganske anderledes og det var sådan som han agtet at fortsætte med det. Han blev blot liggende, bød den afslapning mere end velkommen – En effekt som hun selv måtte have på ham og det var intet andet end direkte behageligt!

[Cressida Marvalo]

Dette var noget som Jaqia i den grad havde savnet. Desuden så var det noget som hun måtte huske, helt tilbage fra barndommen. Bare at hvile ind mod hans favn som nu, og rent faktisk føle sig tryg, selvom hun aldrig med ord havde bekendt, at selv hun behøvede den form for tryghed. Desuden havde deres mor, slået ham ihjel om det var endt med at nå frem til hende, og det var jo heller ikke noget, som Jaqia havde ønsket for ham. Stilheden omkring dem var rar. Den var ikke som den plejede at være, hun kunne høre hans åndedræt. De få gange hvor der faktisk havde hvilet en mand ved hendes side, havde der været så tomt. Både Enrico og Samuel behøvede ikke den ilt som de selv gjorde, hun nød at kunne hvile, med hovedet mod hans bryst og rent faktisk høre hjerteslag, selv når han reagerede på de ting hun gjorde eller sagde, det gjorde bare tingene livagtige. Foran ham behøvede hun på ingen måde den autoritærer tone, hun behøvede ikke den kølige skikkelse, på trods den lå der efter de mange år, hvor den havde været hendes skalkeskjul. Hun var ganske vidst en dræber, en torturmester og alt andet, som folk måtte afsky, men man glemte at hun sammentidig måtte være en kvinde, med de samme kvindelige behov. De blonde lokker, faldt om hendes skuldre, hun strøg dem bare øret, og lod blikket hvile mod hans bryst. Det hævede og sænkede sig, en bevægelse der for mange var direkte kedelig, og som de tog for givet, men hun nød det nu. Han var varm. Det kunne hun fornemme, også selvom han ikke lå inde for hendes egen dyne, han var en mand af respekt.. modsat Samuel. Blikket mødte hans. Hun gengældste hans smil, en smule kækt, stadig med den lille kulde, der ville få det til at løbe ned af ryggen på langt de fleste. Hendes slanke fingrer dansede let og fint hen over hans nøgne hud, fuldte sporene der var blevet lagt i hans bryst. Der var ingen tvivl om at hun havde savnet ham, og selvom dette for mange ville være en helt forkerte måde at vise det på, men det var ikke fordi der var skjulte bagtanker eller noget som helst, hun var en intens kvinde, og hun nød at lege og det vidste Alex udemærket godt. Rødmen sad i hendes kinder, han var den eneste mand, der nogensinde havde formået at frembringe den farve, og til dels hadede hun det, udelukkende fordi det fik hende til at føle sig så lille. Hans kærtegn langs hendes kind, efterlod sig en mindre sitren. Halvt om halvt lod hun blikket glide i, og smilet brede sig yderligere ”Som sagt smiger,” påpegede hun en smule drillende. Før eller siden ville denne nat tage en ende, ikke at hun ønskede det, for den favn havde været savnet, bare tanken om at en anden mand havde hvilet der frem for hende, det var hvad der havde formået at knuse hendes forbandede stolthed, og sammentidig kastet ham for døden. Hans ord lod hendes hjerte banke en smule mere fast, hun hævede sig en smule, for at nå hans øjenhøjde ”Ligner jeg en der er skrøbelig?,” spurgte hun på trods der var tydeligt drilleri gemt bag det. Sammentidig holdte hendes kinder den røde farve, selvom hun bandede det hele vejen til helvede. Stille plantede hun et kys mod hans kind, før hun endnu engang lod hovedet dale mod hans bryst, for at finde den hvile. Han nød det ligeså vel som hun gjorde, det kunne hun føle og fornemme, hvilket bestemt heller ikke gjorde hende noget.

[Deleted]

Alexander kunne ikke gøre noget andet end at nyde at ligge der sammen med Jaqia. Det var virkelig noget af det bedste som han nogensinde havde oplevet og det var også noget af det som faktisk formåede at gøre ham fuldkommen rolig og mere end det som han kunne beskrive med nogen former for ord, hvilket bestemt heller ikke måtte sige så lidt for hans vedkommende. Han smilede let indvendig, bare ved den tanke alene, for det gjorde ham så inderligt godt tilpas. Foran ham så kunne hun bare være den gode og gamle Jaqia. Den Jaqia og den søster som han altid havde holdt af og elsket mere end det som han faktisk havde stået inde for overfor hende, også selvom det nu ikke var noget som han sådan rigtigt kunne gøre noget ved lige nu. Han havde vel smidt det hele til jorden, som han havde valgt at bare.. acceptere at Samuel havde været mere spændende end det soms han selv havde været. Respekten var noget som han altid havde værdsat i alle henseender, hvilket ikke var noget som var faldet fra endnu. Samuel havde nok været af en ganske anden kaliber, for han havde været egoistisk.. Egoisten over alle egoister i hans øjne og derfor havde det også været en skræmmende tanke, at han ikke havde haft muligheden for at gøre noget som helst ved det, dengang det virkelig havde været nødvendigt også for hans eget vedkommende. Han spændte let ved hendes fingres blide vandring over hans nøgne bryst og nedover hans mave. Han vidste godt, at hun var den som legede, så det var heller ikke fordi at han lagde noget specielt i det, foruden at han ønskede at skænke sin kære søster den omsorg som hun noget så brændende havde fortjent nu hvor deres storebror havde fejlet noget så frygtelig voldsomt i den opgave. ”Der er forskel på smiger og sandhed, min kære,” påpegede han roligt og ikke mindst med en ganske så sandfærdig stemme. At lyve for hende, kunne han aldrig finde på og det havde han heller aldrig nogensinde gjort. Ja, måske at han havde draget drastiske valg igennem hans liv og specielt når det kom til Jonathan, men det havde været en form for tryghed i hans liv, nu hvor det andet var revet fra ham som aldrig nogensinde før, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. En anden mand havde måske hvilet i hans favn, men der havde aldrig været alvor i det. Det havde været en trøst for hans del, det havde været noget som han kunne forholde sig til, for det var noget som alle havde brug for. At han stadig formåede at få hende til at rødme, var noget som han ikke kunne være andet end storslået tilfreds med, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende, som hun skænkede hans kind et let kys. ”Nu hvor du spørger… måske?” foreslog han med det drilske smil på læben. Han tog fat om dynen og lagde den godt omkring hende og trykkede hende dernæst også ind mod hans egen krop. Han ønskede at holde hende tryg og han ønskede så sandelig også at skulle holde hende beskyttet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hånden roligt stryge over hendes ryg, lige så stille og roligt. Det var heller ikke fordi at han kunne få sig selv til at lade være, for.. han ønskede at vise hende den omsorg som han altid havde gjort det. Han kyssede stille hendes pande og strøg hende igennem det lange hår og så roligt nedover hendes ryg endnu en gang. Dette var virkelig noget som var frygtelig savnet og selv for hans del, for han havde virkelig manglet hende. Måske at det havde følt som om at han havde sovet igennem alle disse år og ikke havde været i stand til at vågne, hvilket faktisk havde frustreret ham noget så frygtelig voldsomt! Nu hvor han endnu en gang kunne ligge der sammen med hendem så følte han sig virkelig også frygtelig hel. Det var noget af det eneste som han havde manglet igennem hans liv. ”Mhmm.. Det her er savnet,” sagde han roligt og med en ganske så dæmpet stemme.

[Cressida Marvalo]

Måske mange ville finde det direkte pinligt. Deres store dronning af Dvasias, den modbydelige kvinde, der ikke gjorde andet end at pine og torturere, og fratage dem det ene efter det andet, lå nu i hendes brors favn, og blev pludselig.. kvindelig. Det kunne komme mange som en overraskelse, men som enhver anden af hendes art, så var hun menneskelig, og hun bar skam følelser med sig, sammentidig med at hun var umådelig feminin. Nej hun var bestemt ikke så hård og kold som alle måtte fremstille hende. Dog måtte hun erkende, at nu hvor de lå der, så følte hun sig atter som den lille pige, der brændte inde med den evige frustration over deres vulgære mor, og savnet på den far som hun havde elsket og forgudet siden hendes fødsel, som den lille pige der søgte til hendes storebror, fordi han var den eneste hun endnu måtte have, og som var villig til at beskytte og ofre for hende, frem for at planlægge det næste mord og mordet efter det. Selvfølgelig var det ikke mange der fik lov at se denne side, af hende. Faktisk var det kun den mand, hvis favn hun måtte hvile i, men han kendte hende bedre end nogen anden, såvel som hun også måtte kende ham. Jaqia følte tydeligt hvordan musklerne trak sig sammen, under hendes fingres blide berøringer, en tanke og en følelse som kun måtte morer hende. Hun fniste med tydeligt mordskab i blikket, bed sig selv en smule fast i læben. Allerede nu nød hun dette, langt mere end det som hun i virkeligheden burde. Blikket gled i hans, hun overvejede hans ord. Med årene var hun blevet så eftertænktsom, så gammelklog at det faktisk måtte gøre ondt. Sådan noget skete i for tæt kontakt med Nathaniel Diamqima, for lang tid af gangen. Endelig nikkede hun ”Du har ret min kære. Der er aldrig sandhed i smirg” konkluderede hun, som havde det være en drøn alvorlig sag, som hun var tvunget til, at tage stilling til. Det føltedes langt mere rigtigt at ligge her i hans favn. Enrico skulle blive fri til at hvile hos Noelle, men i tiden med Samuel havde hun behøvet hans tjenester og varme favn. Duften af loyalitet. Nu var den her endnu engang, også selvom det var en ting som han for mange år siden, havde valgt at kaste fra sig. Tanken om at en mand havde hvilet i hans favn i hendes sted, var stadig en som måtte plage hende, udelukkende fordi, hun måtte føle at det var hendes ret. Hendes hjerte havde allerede dengang, banket i takt med Alexanders, også selvom det ikke havde været hendes skæbne at gå til bekendelse med det. Hun havde altid fået hendes vilje, og pludselig var det en halvblind prociansk mand, der var hendes erstatning? Det var ikke en tanke hun kunne slå sig til tåls med, også selvom hun for nu, blot valgte at acceptere fakta. Rødmen sad tydeligt i hendes kinder, Jaqia gjorde intet for at skjule den. Den eneste mand der formåede at få hende til det, præmien var at nyde synet af den. Blidt tog hun imod hans kys, og puttede sig ind til hans krop, med dynen trykket omkring hende. Den omsorg var slående og ikke til at tage fejl af, han passede på hende som han havde gjort engang, og så længe det var sådan, så skulle hun ikke klage. Hun daskede ham let over brystet ved hans ord, hun var bestemt ikke skrøbelig! Selvom hun vel kunne være? Et suk forlod hende. Hun måtte give ham ret ”Bestemt savnet” hviskede hun stille.

[Deleted]

Alle havde brug for at indtræde en anden rolle end den faste og dominante til tider, det var også noget som Alexander var klar over. At Jaqia i det hele taget formåede, at skulle falde fuldkommen til ro ind mod hans favn, var faktisk noget som gjorde ham glad. Det fik ham til at tænke på lidt andre ting end det som ellers havde præget hans sind tilbage i de gamle tider. Det at vide, at Samuel havde formået at skubbe ham ud af billedet på denne måde, afslørede om ikke andet, så bare det faktum, at ingen af dem kunne formå at stille sig fuldkommen uskyldige i denne sag og specielt ikke ham. At Jaqia havde valgt at skulle slå ham ihjel tilbage i den tid, var nu heller ikke noget som han ville klandre hende med på nogen måde, for han vidste, at det havde været meget godt fortjent for hans vedkommende. Han havde arret i brystet som et evigt bevis på det som han havde gjort mod hende, selvom han ikke rigtigt havde set nogen andre muligheder. Nu var det ikke det som han tænkte på. Hun lå der, hun slappet af og hun strøg over hans bryst, ligesom hun havde gjort tilbage dengang. Deres kære mor var der ikke til at genere dem, så det var jo heller ikke fordi at dette var noget som rørte ham det mindste. Det glædet ham bare og det var noget som i sig selv, også var noget som fik ham til at slappe af igen, hvilket virkelig var en behagelig fornemmelse. Han havde følt, at han havde ligget i hvilen, som hun havde revet ham ud af.. følte at han var gået glip af så meget, og alligevel, så var det ham som måtte ligge der. Kunne det overhovedet blive bedre? Et stille smil passerede hans læber. ”Smiger kan skam godt være sandhed min kære.. Der er alligevel en stor forskel på netop disse to ting..” hviskede han roligt. Han holdt bare godt omkring hende og lod hende mere end glædeligt hvile ind til hans egen krop. Det var heller ikke fordi at det var noget som han havde noget imod, for han havde virkelig savnet, at skulle have hende helt tæt på sig på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vendte de mørke øjne stille mod hende. Selvom Jaqia var en så frygtelig hård type, så var hun også skrøbelig. Hun var ikke den som havde et hjerte, som man skulle lege med, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede til hendes ord. ”Det er det.. Det her er langt mere rigtigt end alt det andet,” forklarede han roligt og tæt ved hendes øre. Han kyssede stille hendes pande igen, hvor han stille lod den ene hånd gribe omkring hendes. Et sted kunne han jo godt mærke på hende, at der var noget som måtte plage hende. Han vendte de mørke øjne stille og roligt mod hendes skikkelse endnu en gang og næsten med en tydeligt og spørgende mine. ”Du ville vel fortælle mig, hvis der var noget som plaget dig?” spurgte han endeligt, hvor han lod blikket hvile trygt på hendes skikkelse. Det var heller ikke fordi at han kunne få sig selv til noget andet hvis han ellers kunne blive fri. Han kunne se på hende i timer og det var heller ikke fordi at han lagde mere i det end det som godt var, hvis han da ellers kunne blive fri for det. Han ville ikke være som deres kære bror! Han kunne blot glæde sig over tanken ved, at han faktisk måtte være væk nu!

[Cressida Marvalo]

Hendes vejetrækning var rolig og kontrolleret. For første gang i måneder, slappede hun rent faktisk af, som hun lå der i hans favn. Hun havde gennem hele livet været en dominant kvinde, der nød at tage færingen, og det var ikke ændret, nu hvor hun stod som dronning af landet. Siden han var død, havde hendes liv været præget af arbejde og nytteløst elskov, med den ene mand efter den anden, og selv der havde hun ikke formået at være kvinde, endnu engang havde hun været den dominerende. Alex smeltede hende. Fingrene strøg ham blidt over brystet, hun følte det hæve og sænke sig, i takt med hendes egen. Samuel havde været død, måske ikke i bogstavelig forstand, men for ærlighedens skyld, måtte hun faktisk erkende, at han var bedst i døden, men at dvæle ved fortiden nu, ville heller ikke nytte noget som helst. Fingrene strøg over arret mod hans bryst. Det var healet til dels, efter hun selv havde vækket ham, men det var der endnu, og det ville være der til evig tid. Hendes hjerte hamrede en anelse mere fast, et kort øjeblik lod Jaqia blikket glide i, og trak sig tilbage til de sekunder det havde taget, at tage det liv fra ham. Ubevidst knugede hun ham en anelse tættere, et sted følte hun sig næsten sårbar, ved at ligge så åben, vise den mere feminine side, der behøvede den form for beskyttelse, det var blevet en så stor del af hende selv, at selv for Alex frytede hun at vise sig svag. Hun lod blikket søge hans, med det lille smil, spillende om hendes læber ”Gem det til en anden god gang, en dag er der en kvinde der falder for det” svarede hun en anelse drillende. Han havde aldrig været den mand, der havde slæbt kvinder med hjem, for han havde taget sig af hende, han havde sørget for at hun blev fri af deres mors kløer, og han havde stået der siden. Det var rart blot at ligge der i hans favn, nyde natten på en anden måde end det som hun plejede, også selvom hun virkelig burde stå op, der var meget der skulle gøres, Dvasias var ikke det som han havde forladt ”Uanset hvor rigtigt det føles, så burde jeg stå op” påpegede hun stille. Hun lagde hovedet mod hans armhule, og lod sig hvile der, med det blonde hår der lå omkring hende. Hånden faldt i hans, mens hun igen lod ham finde hendes fuldendte opmærksomhed. Et mere køligt glimt trådte i blikket, også selvom hun vedholdte smilet ”Selvfølgelig ville jeg det, kære” hun slap hans hånd, og lod den istedet falde mod hans kind. Helt sandt var det ikke, for der var meget der plagede hende, men som hun ikke ville bebyrde ham med nu, og andet, overgik hendes stolthed, mere end det som hun selv brød sig om ”Jeg må op” hun kyssede ham stille mod mundvien, før hun slog dynen væk fra kroppen, og stod op. Man kunne vel roligt sige, at det var hendes måde at afvise på? Lige dette, var bestemt ikke noget han skulle rode for meget i, det var helt sikkert! ”Bliv liggende så længe du vil. Du ved hvor du kan finde mig, hvis jeg ikke er i tronsalen” mumlede hun en anelse fraværende, mens hun trak den blodrøde silkenatkjole over hovedet, og istedet fandt et korset frem, af nøjagtig samme farve, uden så meget som at skænke ham et blik yderligere.

[Deleted]

At Jaqia måtte være rolig, var nu heller ikke noget som Alexander havde noget imod. Han var kommet tilbage, hun havde valgt at bryde et af de vigtige principper ved at få ham tilbage og faktisk forstyrre døden, selvom man ikke just kunne sige, at den havde været fredfyldt for hans vedkommende, for han havde bestemt heller ikke haft den ro eller den tid oppe i Himmeriget. Nej, han var røget den stikmodsatte vej, selvom det nu ikke var noget som rørte ham som nogen overraskelse i det store og hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed. At ligge der med hende i sine arme, føles virkelig.. rigtigt. Det føles langt mere rigtigt end at han havde ladet Jonathan søge til den favn på den måde, selvom der aldrig havde været noget følelser i det på nogen måde. Nej, det havde udelukkende været fordi at han selv havde noget som han kunne være herre over, noget som han kunne dominere for Jaqia havde jo ikke været der, så måtte han vel også have lov og ret til at skulle søge trøst andre steder? Det var jo om ikke andet, så det som han havde gjort på denne her måde, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så var det faktisk heller ikke noget som han kunne fortryde. Hendes strøg over brystet var lige så også noget som kunne gøre ham rolig igen. Det var en ro som han havde manglet igennem alle disse år, selvom han ikke direkte kunne forstå sig på hvorfor hun havde taget hans liv for at give ham det igen så frygtelig mange år senere? Han måtte jo desværre erkende, at han slet ikke mindes at have set hende stå der som dronning på denne her måde, så selvfølgelig var det jo også noget som måtte spile ind. Havde han været væk så længe?! Et dog så morende smil gled over hans læber. Hun havde manglet ham, det kunne han da så tydeligt fornemme på hende! Selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste, tvært imod! Han lod armen roligt hvile om hende. ”Tja.. Jeg har jo altid formået at tage dit hjerte med storm,” påpegede han sigende. De havde jo været frygtelig, frygtelig tætte! Også tilbage dengang, selvom det hele havde ændret sig, da Samuel var dukket op. Han var virkelig, virkelig glad for, at den mand kun måtte være væk nu, for alt det andet, var virkelig noget som måtte lette ham, for det betød vel ingen konkurrence? Ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget, for det gjorde det bestemt ikke! Hvad han dog hurtigt kunne konkludere, var jo det faktum, at der måtte være noget som måtte plage hende, og han gik ikke nogen steder og han lod heller ikke hende gå nogen steder før han fandt ud af helt præcist hvad det var. Hvorfor ikke bare starte ud direkte? Uden hemmeligheder og uden noget som helst? Han satte sig roligt op i sengen og dog med en tydeligt utilfreds mine, for det var bestemt heller ikke noget som man kunne sige sig, at han måtte være tilfreds med på nogen måde! ”Nok har jeg været væk i utrolig mange år, Jaqia, men jeg er bestemt ikke dum,” påpegede han sigende. Han endte roligt med at rejse sig op, hvor han steppede om bag hende i stedet for. måske lidt hen af den samme fremgangsmåde som Samuel, men hvad fanden? Han lod armene roligt snige sig omkring hendes mave, hvor han trykkede hende ind til sig. Hans krop skreg på hvile, men han nægtet at lægge sig ned. ”Hvad er det som plager dig?” spurgte han roligt, hvor han lod hænderne glide mod hendes skuldre, kun for at vende hende mod sig. Han krævede faktisk svar.

[Cressida Marvalo]

Jaqia havde valgt at bryde et af hendes vigtigste principper, hun havde forstyrret døden, gået bag om dødens kendte gud, hun havde hidkaldt en sjæl fra helvede.. ja hun havde i sandhed brudt hele kæden, blot for at få hendes bror tilbage, og det var heller ikke noget som hun på nogen måde fortrød, man kunne jo også hurtigt se hendes egen reaktion på det, hendes pludselige ro. Alexander havde aldrig været en mand af følelser som sådan, hun havde aldrig troet, at det ville være ham nødvendigt at skulle søge trøst nogen steder. Hvad den forbandede procianer havde været for ham, var vel også ligemeget nu? De følelser for Alexander, eksisterede ikke længere, hun var blevet klogere, mere selvstændig, og dog stadig et sted så afhægig afhans trygge omfavnelse, hans varme ord. Hvad der plagede hende, var desuden ikke noget hun endnu ønskede at dele med ham. Hun tvang hendes puls rolig, så han ikke ville afsløre hende på de forbandede hjerteslag. Hun trak kjolen over hovedet, tanken om et tæt korset, kvælte hende blot ved den simple tanke. Jaqia følte hans øjne hvile på hende, hun fornemmede hans utilfredshed, og selv i hende sind hvilede det. Hun nød at ligge i hans arme, og hun vidste at han nød til holde om hende, det undrede ham vel også, at hun pludselig brød den hygge, som hun ellers selv havde sørget for at skabe? ”Jeg har aldrig stemplet dig som dum” påpegede hun med en langt køligere tone, der mindede langt mere, om den som andre hørte hende tage i brug. Hendes krop faldt ind mod hans favn, idet hans arm sneg sig omkring hende. De isblå øjne gled i skjul bag øjenlågene, hun lod kroppen smelte ind mod hans varme. Hun lod armen rejse over hovedet, og hendes hånd glide bag hans nakke, trykkede ham ind til sig ”Der er meget der plager mig, blandt andet at jeg er bagud med mit arbejde” løj hun. I en elegant bevægelse lod hun sig drejes mod ham, mens hånden på intet tidspunkt slap hans nakke. Jaqia betragtede ham intenst. Hun var allerede nu klar over, at hendes kære bror ikke havde tænkt sig at lade hende gå, bare som sådan, han ønskede et svar, hun kunne læse det i hans blik, og det undrede hende ind ikke, for det var den selv samme mand, der havde lært hende at stille de mange sppørgsmål, at være nysgerrig. Hånden gled roligt fra hans nakke, og ned over det nøgne bryst, før den faldt slapt ned langs hendes side. Han var højere end hende, muskuløs og med en hud præget af fortidens mange ar, hun betragtede dem for en kort stund, for ikke at afsløre sig. Der lå virkelige problemer bag, ikke nok med hendes hemmelige graviditet, men også den varme han spredte i hende, den måde han lod hende smelte på, på trods af hendes hjerte der i sig selv, var direkte køligere end is. Det var intet han nogensinde kunne vide, som sagt var hun blevet klogere, at elske hendes egen bror på den måde, det var ikke blot forkert det var ikke muligt, og hun var selv udemærket klar over det ”Ikke bekymre dig, kære” forsøgte hun, mens hovedet let gled på sned ”Arbejde” gentog hun fast, mens hun kort tilførte hans kind et blidt strøg, før hun igen vendte ryggen til ham og tog færden mod døren. Et sted var det måske ynkeligt at flygte fra det, frem for blot at se det i øjnene, men hun var ikke en kvinde, der bevidst begik den samme fejl om igen.

[Deleted]

Alexander kendte udmærket godt til Jaqias syn på døden og når det kom til Azrael, så havde hun i den grad også brudt med mange af de hellige principper, netop ved at vække ham. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for helvede havde aldrig været et sted som man kunne sige sig, at han decideret havde brudt sig om, for det havde han bestemt heller ikke. Han var bestemt ikke dum. Han havde lært hende meget af det som hun gjorde brug af selv, det at stille spørgsmål, kun stole på den man holdt kær, den nærmeste slægtninge og at holde kortene tæt ind til sig. Måske at han ikke var den følelsesmæssige præget type, men han havde virkelig lukket ned, da Samuel havde fået ham puffet ud af billedet, fået ham skubbet væk fra Jaqia af, for hun havde lige så også været det eneste som han havde haft i sit liv, som han bare kunne åbne en anelse op for. selvom det hele havde resulteret i, at han var lukket i som en østers til sidst. Jonathan havde været et sted han kunne søge trøst, en som han kunne gøre med hvad der passet ham og det var noget som havde ledt hans tanker bare lidt på andre veje, så det havde faktisk været rart. Døden havde været ham en gave et sted.. Det havde lettet ham for den pinsel som han havde vandret med dag efter dag så det at være her nu.. En anelse akavet måske, men det var rart også. At vide at Samuel var væk, at den mand aldrig ville komme tilbage igen, var virkelig noget af det bedste af det hele! ”Måske ikke.. Så burde du da også vide, at jeg ved at der er mere end de kongelige pligter som plager dig,” påpegede han sigende. Han var heller ikke typen som direkte hævet stemmen. Det var ku noget som han gjorde, når han virkelig var ved at være sur – Ligesom da hun havde stukket kniven i hans bryst og ladet ham glide direkte i døden. Det havde faktisk været mere smertefrit end det som han lige havde regnet med. En tanke som faktisk var.. ekstremt mærkværdig. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse som hun lagde armen i hans nakke. Det var virkelig rart at have hende tæt på sig. Så var der da lidt som han kunne huske fra deres fælles fortid! Og det var i den grad også noget af det bedste af det hele! Han lukkede øjnene lidt, som han lod hånden stryge hende let over maven. At hun var gravid, var jo slet ikke en tanke som faldt ham ind, for.. Det havde slet ikke været en situation som de havde stået i før på den ene eller den anden led. Som hun vendte sig mod ham, så åbnede han øjnene og lod hænderne i stedet for, folde sig på hendes ryg. Hånden mod hans bryst, fik ham svagt til at smile og spænde let, selvom der slet ikke var nogen tanker bag. Arene ville han bære til evig tid, det var en ting som han bare havde slået sig til tåls med. Han havde desuden selv bedt om det, netop ved at handle som han havde. ”Du ved udmærket godt, ligesom jeg gør, at der er mere som plager dig, Jaqia.. Du behøver virkelig ikke at skjule det for mig, for du ved, at jeg finder ud af det før eller siden, ikke sandt?” Han ville ikke hæve stemmen, hvis han ellers kunne blive fri for det, og specielt ikke overfor hende. Han fulgte hendes gang mod døren. Han kunne ikke stille sig i vejen og han vidste det jo godt. ”Hvorfor ikke bare fortælle mig det med det samme?” spurgte han sigende.

[Cressida Marvalo]

Jaqia havde skam altid haft en respekt for Azrael, og for det arbejde han fuldførte, men til tider, så måtte selv hun bryde hendes principper, krydse verdnerne og hente de sjæle, som I virkeligheden matte tilhøre ham. Nu havde han fået Samuel, som uanset ikke længere var det mindste værd for hende, så var det vel kun rimeligt, at hun måtte tage det til sig, som hun i virkeligheden havde brug for? Desuden lod Alex heller ikke til at klage, han var endnu engang i stand til at vandre, og endda have hende for sig selv, ingen bror at dele hende med. Når det kom til denne mand, så var han måske nok den eneste, som Jaqia nogensine havde formået at stole rigtigt på, men visse hemmeligheder og byrder, var for store for ham at tackle, endnu vel og mærke. Hun var direkte rødselsslagen for, at han var gået over på en anden side, viet hans sjæl til en mand, når hun i virkligheden ønskede ham, som noget langt andet, end blot en bror. De slanke fingrer strøg igennem det blonde hår, hun nød uden tvivl følelsen af hans arme omkring hende, det var trods alt mange år siden, at hun havde været i stand til at føle den form for tryghed, som den hun fandt i hendes kære bror. Desværre kunne man sige, at Alexander kendte hende bedre end det som hun i virkeligheden ville være ved, han havde været med hende siden de var små, og hun burde have gættet, at det ikke ville tage ham længe, at finde ud af at noget faktisk måtte plage hende. Blikket hvilede fraværende mod væggen, mens hun måtte overveje med sig selv, om han var klar til at lade høre ”Jeg er en travl kvinde” påpegede hun med en lettere irritation i tonen, hvilket også var sjældent at man måtte høre fra hende, den indre ro gjorde at hun som oftest var i en anden selvkontrol, men han havde ret, noget plaget hende, et problem som hun ikke ville være i stand til at komme uden om. De blide strøg over hendes mave, lod hende kun fin de en indre ro. Tanken om det liv hun måtte bære i sig, og som i det store og det hele måtte være drøn ulovligt af hendes egen love, var i sig selv noget der bekymrede hende, og selvom Alex endnu ikke var kendt med det, så føltedes det næsten som noget fælles. De isblå øjne så ind i hans, der var noget tydeligt ubarnhjerteligt over dem, det som alle andre var vant til at se, men som aldrig havde været en del af deres forhold. Smilet der bredte sig over hendes læber, var ligeså så intetsigende og direkte afvigende ”Du finder ud af det i tide kære, men den tid er ikke endnu” tilføjede hun, og forsøgte at ligge trykket på ’endnu’, for han ville lade sig vide. Jaqia havde trukket sig ud af hans favn, hun lod der end ikke blive tildelt et blik. Hånden hvilede mod dør håndtaget. Hun hørte hans ord, og alligevel så valgte hun blot at lade dem svinde i luften, og overhøre dem, som var de aldrig blevet sagt. Hun rystede på hovedet, trådte ud på gangen og lukkede døren bag hende, for at skabe det rum imellem dem. For et par sekunder så hun frem for sig, lyttede om han villle følge efter hende, og først efter hun havde sikret sig, hendes egen flugt, tog hun turen ned af gangen og mod kontoret, hvor Enrico forhåbentligt ville vente?

//Out.

[Deleted]

At lege med døden, var normalt ikke noget som Jaqia gik ind for, det var noget som Alexander måtte nyde noget så frygtelig godt af. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Der måtte være en mere specifik grund til at hun havde valgt lige præcis at skulle vække ham frem for nogen som helst anden, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til lige nu. Han var nok den som kendte hende bedst og det var også sådan at han selv måtte have det med det hele. Han sukkede indædt, som hun alligevel valgte at skulle trække sig væk fra ham. Ikke fordi at det var noget som måtte forundre ham det mindste når det nu endelig måtte komme til stykket. Det var jo bare den Jaqia som han kendte, den som var lukket som en østers, den som man knapt kunne regne ud, selvom han stadig måtte være den som måtte kende hende bedst, hvilket i den grad også var den tanke som han måtte fryde sig med. Hun var en frustreret kvinde, det var da noget som han ellers tydeligt kunne fornemme på hende! At hun jo så valgte at lukke af overfor ham i stedet for, var faktisk noget som direkte måtte irritere ham, men ikke noget som han sagde noget som helst til i længden. ”Mhmm… Fortæl mig noget som jeg ikke ved om dig, Jaqia,” bad han stilfærdigt. Han var faktisk træt af alt det andet her, for det var bestemt heller ikke noget som han kunne bruge til noget so helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende, som hun bare måtte fortsætte mod døren. At han ville få det at vide, men ikke nu, var noget som kun gjorde ham langt mere irriteret. Han ville ikke finde ud af det endnu? Hun kunne da heller ikke holde ham på pinebænken på den måde da! Han himlede let med øjnene. ”Tja.. Noget har vidst ikke ændret sig endnu,” mumlede han let for sig selv, som han selv begyndte at komme i tøjet, selvom han stadig måtte være en anelse usikker til bens. Han kunne vel lige så godt bare opgive det med det samme? Han var nødt til at hvile, også selvom det nu slet ikke var noget som han var decideret fristet til. Han sukkede opgivende og rystede så let og stille på hovedet som han igen måtte krybe op i sengen, hvor han måtte lægge sig godt til rette i de bløde lagener. Han trak dynen godt om sig, som han næsten måtte glide hen i en søvn temmelig hurtigt. Han var da langt mere træt end det som han lige havde regnet med at han ville være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Jaqia kunne vel altid klare sit arbejde, og så komme tilbage til ham derefter? Han vidste, at de kongelige pligter skulle laves, og så skulle han bestemt heller ikke forstyrre der. Han havde faktisk den respekt, da han også vidste, hvor meget hun altid havde formået at gå op i disse ting. En ting som han faktisk gerne ville hjælpe hende med, hvis hun nogensinde ville åbne sig op for ham på den samme måde, som det havde været før.

//Out