A kiss for the sleeping beauty

[Deleted]

At Alex måtte have en anden måde at gå frem på end det som Samuel havde ,var noget som han var klar over. Han havde heller ikke noget imod at fortælle at han begærede magten og at han var direkte magtgal. Det var jo trods alt bare sandheden frem for alt, men han havde jo så også evnen til at kontrollere det, og bruge det hele fornuftigt, for det var også det som han havde gjort siden start. Han havde jo aldrig været helt ude i torvene som Samuel havde været. Det var vel også derfor at folk faktisk måtte frygte ham langt mere end det som de havde gjort ved Samuel? At de ikke vidste hvornår han ville blive trigget på den ene eller den anden måde? Der var det jo trods alt også kun Jaqia som faktisk formåede at læse ham og hans mange signaler, hans mange måder at reagere på, så hun vidste hvornår det var ved at gå galt. Hun var jo så også den eneste som faktisk kendte ham til punkt og til prikke, hvilket han heller ikke havde det mindste imod. Dette var virkelig som han kunne huske det; At det var ham som pakket hendde ind i dynen, blev siddende til hun faldt i søvn og vogtet over hende med den overbevisning om, at der ikke ville ske hende noget så længe, at han var der og det var noget som han stadig den dag i dag agtet at gøre det! Nok var hun blevet ældre og blevet voksen, men det var virkelig også det eneste. Det var bare sådan at det skulle være i hans øjne, det var sådan som han selv måtte finde det hele fuldkommen rigtigt. Han nikkede til hende. ”Selvfølgelig min kære,” sagde han roligt. Han knipsede med fingrene, hvor flammerne smukt og let måtte melde sig i de mange stearinlys. Visse ting ændrede sig bare aldrig nogensinde! Ikke fordi at han havde noget imod det, det måtte jo trods alt bare være sådan at det måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han kunne ikke drømme om at forføre sin søster bare sådan. For ham var det noget som skete hen af vejen. Et kærtegn behøvede ikke være en spørgen for tilladelse til at trække den videre. Han havde skam heller ikke travlt, desuden så havde de begge brug for denne hvile. Han sendte hende et svagt smil, hvor selv de spidse tænder måtte vise sig i hans egne mundviger. ”Det er også godt at være tilbage,” sagde han roligt – Med andre ord, så var han i den grad også glad for at se hende! At hun nu måtte være svag det næste lange stykke tid ,var noget som han vidste, selvom det nu ikke var en tanke som han var meget for at erkende på denne måde, for det var noget som faktisk måtte gøre ondt et sted. Hånden som endte i hendes, havde han nu ikke noget imod, for det var rart at have sin søster ved sig. At mærke hende så tæt på sig, var virkelig noget af det bedste som kunne ramme ham lige for øjeblikket ,det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han var langt mere mild når han var sammen med hende fremfor når han var sammen med nogen andr, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet. ”Du ved.. det her minder mig om dengang du var lille.. At du stod i min dør med din lille bamse i hånden, vågnet af mareridt og puttede inde i min seng,” sagde han med et stille smil på æben. Det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han blev roligt siddende, hvor han roligt lukkede hånden omkring hendes, også for at vise, at det var okay for hende, at skulle tage om det. Med andre ord, så gav han hende det grønne lys. ”Prøv at hvile min kære.: du har brug for det,” påpegede han lettere stilfærdigt. Ikke at det var noget som han kunne eller ville skjule for hende, for han ønskede hende det bedste. Det havde han altid gjort.

[Cressida Marvalo]

Magt var et sted noget som enhver mand begærede, på den ene eller på den anden måde. Mange var ikke i stand til at kontrollere det overhovedet, der var jo en grund til at reglerne var blevet indført. Kvinder lod sig ikke begære at magten på samme måde, det eneste problem med disse, var at hjertet alt for hurtigt kunne tage magten over dem, men hellere det, set i hendes øjne vel og mærke, det var skam heller ikke alle kvinder som hun måtte se lige godt til. Samuel havde aldrig været i stand til at styre det. Han havde jo direkte haft i planerne, at kaste hende for døden, kun for at indtage hendes plads.. hans egen søster, og mere betød hun aldrig for ham, der lå forskellen. Alex var villig til at opgive hele sit liv for hende, som hun var for ham, og det var noget som hun aldrig havde betvivlet. Ganske blidt, trak hun dynen en smule ned, lod armene hvile ud over. Det var ikke fordi hun var direkte træt, det var mere kroppen der virkelig behøvede lidt hvile, men lysten til at sove, var der heller ikke ligefrem. Tomlen strøg stille over hans hånd, mens de intense isblå øjne, betragtede hans. Der var kølighed at sporer, efterhånden var den del af masken blevet en del af hende, men det var tydeligt at hun var en helt anden i nærheden af ham. Der var ingen mand som måtte kende hende bedre, en ham som nu måtte stå foran hende, det gik dog i den grad også den anden vej. Hun var i stand til at læse ham som intet, et blik, en handling, et kærtegn, det var nok til at pege hende i den rigtige retning. Alt dette virkede bemærkelsesværdigt genkendt. Hende der lå der for ham, følte hans blide strøg og beroligende stemme, som var hun netop vågnet af et mareridt. Jaqia nikkede blot taknemmeligt da han måtte tænde de mange stearinlys. Det beroligede hende, den levende og varme flamme, der skabte en utrolig behagelig stemning. Hans beskedenhed morede hende. Det var godt at være tilbage? Var det alt ”Uden tvivl” hun sendte ham det lille smil, gav hans hånd et stille klem, før hun valgte at slippe. Hans ord fik smilet til at brede sig en smule, hun så det for sig, huskede det nu udemærket. Det var ofte hun vågnede af mareridt, at se hendes mor dækket af blod så ofte, høre deres skrig, det var noget som i den grad påvirkede en lille pige, allerede dengang havde hendes bror været absolut alt ”Tja.. Det er mange år siden nu. Jeg er ikke længere en lille pige, og bamsen lagde jeg fra mig for længst” påpegede hun. Hendes tone var hæs og kølig, forførende på sit vis, men ekstremt udmattet lige i øjeblikket. Et sted måtte hun vel erkende at hun savnede tiden? Det at kunne putte sig ind i hans favn, det havde hun gjort selv i de ældre år, hun var dog også kommet tættere på end det havde været hende lovligt, det kunne ikke gøres uden konsekvenser, og han var endt med at gå til en mand, det var den tanke der havde plaget hende nok til mord, ”Jeg værdsætter din omsorg, kære bror.. Men jeg er ikke i humør til at sove” påpegede hun. Han kendte hende, hun havde altid brokket sig over hvor meget man gik glip af mens man sov, også siden hun var helt lille. Intilligent havde hun nu altid været, det kunne man heller ikke komme uden om. Med den frie hånd, skubbede hun de blonde lokker over hendes ene skulder, for det ikke ville irritere hende. Kroppen lå slapt mod madrassen, hun betragtede ham blot stille, og den næsten glemte ansigtsstruktur. Han var en køn mand, det havde han altid været, men det var som om hun først huskede det nu.

[Deleted]

Svagheder var at finde i begge køn og Alex var udmærket godt klar over det, selvom det nu ikke var noget som han var direkte meget for at skulle erkende selv, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Lige nu så ønskede han bare den mulighed for at være sammen emd sin søster på det samme grundlag som de havde haft det dengang, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hovedet søgte let på sned. Hun var og blev virkelig også den eneste som kunne læse ham direkte som havde han været en åben bog. Hun var den eneste som kunne få ham til at reagere på denne måde, hvilket heller ikke var noget som måtte sige så lidt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. Bare alene tanken om at visse ting bare ikke ville ændre sig, var ham en glæde uden lige, for det var noget som gjorde det hele s meget bedre, selv for en som ham. Samuel havde altid været den klare betegnelse af en egoist og alle vidste det jo trods alt også godt. Nu stod hun i denne situation, han var der og han havde altid været mere end villig til at ofre for hende for at hun skulle have det godt. Det havde altid været det som han havde sat som det forreste og det vigtigste i hans liv og det var uden at skulle tøve det mindste på nogen måde overhovedet. Det kølige ved hende, var slet ikke noget som påvirkede ham. Han kendte hende jo trods alt og sikkert også som den bedste, selvom han havde været væk i skræmmende mange år? Han smilede et stille smil. ”Alligevel så får jeg lov til at pakke dig under dynen, sidde og stryge dit kind ligesom dengang? Visse ting ændre sig vel bare aldrig? Og det er godt,” sagde han roligt og med en let stilfærdig mine. Ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var godt at være tilbage, men at sige tak for det ene eller det andet, samt det at skulle give direkte udtryk for det, var slet ikke noget som han havde været særlig god til. Det havde han jo trods alt aldrig været. Han rejste sig roligt op, idet han gik over på den anden side af sengen, hvor han roligt lagde sig ved siden af hende. ”Der mangler kun denne ene lille ting.:” Han lagde sig godt til rette, selvom han dog måtte være påpasselig med at træde frem. Han ønskede heller ikke at være påtrængende overfor hende. Det var da noget af det sidste som han ville. Han sendte hende et stille smil. ”Hvornår er du i humør til at give efter for den længe ventede og tiltrængte søvn min kære? Hvad så hvis jeg ligger her ved siden af dig? Holder om dig ligesom sidste gang?” Han hævede hånden igen og strøg den stille og roligt over hendes kind og med den samme mine i ansigtet. Det var heller ikke noget som hun ville skjule for hende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så måtte det jo bare være sådan, at det måtte være på denne måde. Han holdt af hende og det havde han altid gjort. At det var jalousi som havde drevet hende til hans mord var noget som han næsten kunne gætte sig frem til, for det var først gået helt galt efter at han havde haft sit med Jonathan. Han lagde sig roligt om på siden. ”Vi kan begge se at søvnen er tiltrængt, Jaqia.. Giv efter den for denne ene gang,” bad han stilfærdigt. Visse ting ændrede sig ikke og hun var en umådelig intelligent tøs, det var han i den grad også klar over. Det var vel også derfor at han heller ikke tøvede eller tvivlede på hends evner som dronning af dette land? Han kunne ikke være andet end stolt af hans kære lillesøster.

[Cressida Marvalo]

Ulemper var der altid nok af, man var aldrig I stand til at få, både I pose og sæk. Det var der fejlagtigt mange, der endnu ikke havde lært sig, ak ja, de ville ikke klare sig længe, i denne store, hvide verden. De isblå øjne betragtede ham, hun læste hans signaler, og det var lettere end at læse i en åben bog, for hende måske, og hun måtte heller ikke gøre sig den forglemmelse, at det til gengæld også gik begge veje, han formåede at læse hende fuldkommen, som var hun et digt i en samling. Hans blik var ligeså koldt som hendes eget, specielt når han færdedes uden for dette kammer, men overfor hende, var der blot et kærligt glimt, et sted en bekymret mine, for at hun måtte stå så vsga som hun gjorde det, hun kunne se det, som man sagde så var øjnene vinduet til sjælen, og dette udsagn var faktisk også noget hun måtte sige sig enig i. Hænderne hvilede over dynen, sørgede for at holde hendes krop varm og ikke mindst afslappet, det var bestemt ikke tit at hun faktisk lagde sig for et hvil, men hendes krop ville uanset nægte hende at gøre noget som helst, hun kunne end ikke stå på benene, i hendes øjne havde det så også været anstrengelserne værd. Nu var han der atter igen, hun kunne føle ham, og hans blotte tilstedeværelse, var nok til at sætte hendes hjerte i de flammer, der som oftest ville være hende, forbandet ubehagelige. Det var den effekt han i mange år havde haft, han så det aldrig selv, nej istedet havde han valgt at lege rundt med det bæst til en Procianer! Han var tilgivet, tingene var blevet langt mindre kompliceret siden hen, hun ville uanset ikke have tid til den slags, og for den sags skyld, så var det forbandet farlig for alle parter, hun ville sætte dem begge i en situation, som hun i den grad ikke måtte ønske, stille dem svage. Smilet bredte sig en smule, en mindre rød farve, trådte til i hendes kinder, mere synlig end det den egentlig var, udelukkende fordi hun var så bleg som hun var. Utallige – både mænd og kvinder, havde forsøgt at skabe denne farve i hendes kind, se det var en ting end ikke Pharrel havde formået, men nu kunne hun ikke lade værre, overfor den mand, faldt alle murene, og hun blev lagt ned, gjort til den lille pige som han engang havde taget vare på og beskyttet, og som nu stod der som en voksen fuldmægtig kvinde, på en trone, regerede et land, alt sammen til hans fortjeneste, ”Jeg er for udmattet til at gøre modstand” drillede hun, 0og brugte det tydeligvis som en undskyldning, igen hvor mange bragte den farve i hendes kinder? Hun nød det nu. Bare at være i stand til at slappe af, og lader tankerne flyde.Jaqia fulgte hans gang med blikket. Var han på vej hen for at ligge sig hos hende? Hvorfor bredte den irriterende varme sig i hendes indre? Hun rystede på hovedet af sig selv, de tanker var hun nødt til at holde på afstand for alles skyld ”Og det er?” spurgte hun med et høvet øjenbryn. Hun gled roligt om på siden, støttede hænderne under hovedet, for at lade det få hvile. De blonde lokke lå mere eller mindre ovatl omkring hende. Hun nikkede erkendende, det var sandt. Hun havde aldrig tid til at sove, det have hun heller ikke haft i hans sidste leveår, tingene var blot ekskaleret en smule. Tanken om at hvile i hans favn, søge tryghed der, med hovedet begravet mod hans bryst, hun huskede hvordan det tog enhver bekymring af hendes sind, og direkte tvang hende ind i søvnen. Hun sukkede temmelig opgivende ”Det lyder fristende” mumlede hun med en drilsk undertone. Kinden faldt mod hans hånd, hun tvang sig lidt tættere mod ham som et tydeligt tegn. Han var virkelig den eneste mand der formåede at sætte en rolig uro i hendes indre ”Et par timer, så må jeg op. Jeg lovede Enrico at ordne nogle dokumenter” hun sendte ham et stille smil. Alt hun vidste, alt hun kunne, det var noget hun havde lært fra den mand som måtte ligge netop foran hende.

[Deleted]

Alex vidste så sandelig også godt, at man ikke kunne få i både pose og i sæk, selvom nogen var langt mere heldigstillet end andre lige netop på dette punkt, og det var noget som han var udmærket godt klar over. Han havde fået muligheden for livet igen, og udelukkende fordi at Jaqia ikke kunne klare det alene. Man var svag når man stod alene og stærkere når man var to. At Samuel havde været den type som bare havde revet hende direkte ned i det store hul, var nu heller ikke en tanke som han brød sig om, for Dvasias var virkelig et rige som skulle være under kontrol mere eller mindre hele tiden og nemt, det var det i den grad ikke. Han betragtede hende roligt. Han skulle nok få hende til at falde i søvn, han var slet ikke i tvivl om det. Den effekt som hun havde på ham, var i den grad gengældt. På trods af det kolde og næsten intetsigende blik, så fandtes der et svagt glimt i øjet og det lette træk på den ene mundvig, som tydeligt måtte vise, at han faktisk var glad for at være der og sammen med hende. Hun havde brug for en nat med søvn efterhånden, det var da noget som man næsten skulle være idiot for ikke at lægge mærke til og det var jo trods alt også det som han var klar over. Hovedet søgte ganske let og stille på sned og uden at han lod blikket forlade hende. Hvilen havde hun brug for og kendte han hende godt nok, så vidste han så sandelig også, at hun ikke havde hvilet igennem skræmmende lange tider efterhånden. Ikke at det forundrede ham det mindste, for.. Sådan var Jaqia vel bare? Men det bekymrede ham, at hun ikke kunne tænke mere fornuftigt end som så. ”Du ved det jo godt,” påpegede han roligt, idet han roligt havde valgt at glide ned ved siden af hende. De mørke øjne hvilede roligt på hende. Det var i sig selv et blik som ville bekymre langt de fleste, for det var virkelig noget så skræmmende intetsigende. Han lod hånden roligt bevæge sig over hendes kind. Det var et ganske normalt kærtegn for en som ham at give til nogen og specielt til hende. Direkte så var hun den eneste som han ønskede sig. Alt det andet havde været fordi at han havde haft sine lyster og Jonathan havde udelukkende været fordi at han havde været direkte desperat, ellers havde han aldrig gjort det. Han rykkede selv tættere på hende, som hun var kommet tættere på ham. ”Det ved jeg, min kære.. Ligesom dengang; Læg dig tæt og lad kroppen hvile.” Han rykkede sig helt op til hende, hvor han roligt lod den ene arm søge omkring hende og trykkede hende forsigtigt tættere ind til ham selv. Hans hjerte måtte banke. Det var trods alt ikke spiden som stod stærkest i nogle af dem, som den havde gjort det med Samuel, hvilket han ellers måtte være storslået tilfreds med og på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig frem til på denne måde. Hånden strøg hende roligt over ryggen. Han ville have hende til at hvile! Det var hans mål for denne aften! Han kuklo ganske let. ”Jeg er sikker på at Enrico vil forstå, hvis arbejdet udsættes for en time eller to,” sagde han roligt. Han var nu temmelig sikker på at den mand måtte være af samme mening som ham selv? At Jaqia måtte hvile og få sig noget søvn, selvom de vel begge vidste, at det var noget som hun aldrig nogensinde måtte eller ville finde tiden til? Den stædighed måtte klart lægge til familien, men hans ramte vel bare lidt andre punkter end det som hun egentlig måtte ønske! Han skænkede hendes pande et let og stille kys, som han selv lagde sig til ro i sengen. Han havde altid passet på hende og det var i den grad også noget som han agtet at gøre nu, om hun ville give ham den mulighed og chance selvfølgelig. Han havde haft hendes tillid og tro tilbage til de gamle tider og det var nu heller ikke noget som han ønskede at miste. Ikke for noget i verden.

[Cressida Marvalo]

Alene stod hun svag. Samule var gået bort, og det efterlod hende i en positition som hun slet ikke brød sig om. Hendes problem var jo så det faktum, at Samuel havde været død i flere år efterhånden. Han havde mildest talt kun været til besvær, stillet hende svag, og det var hele grunden til at der var eb kold bogerkrig, som aldrig rigtig var brudt ud, den kunne hurtigt gå hen og blive til virkelighed, det var slet ikke noget hun brød sig om, man kunne roligt sige at hun behøvede hendes kære bror på alle måder. De isblå øjne betragtede ham. Selvom det var stilthed der hærgede, så nød hun bare at se på ham. Det var ligesom med Pharrel, det skræmte hende at selv den mand var ved at komme tæt på hende, finde ind til hende, når hun plejede at være så yderst forsigtig. Varmen strøg gennem hende, hænderne hvilede under hendes kind som en blid støtte, mens det blonde hår faldt ud over hendes blide ansigt. Så man på hende,var hun ikke anderledes end andre kvinder, hendes blik var måske intens, men hun var blot en smuk kvinde, der var intet frygtindgydende ved hende, foruden det kølige glimt og det smil hun bar med sig ud, hun var jo kun hvad man gjorde hende til. Hendes krop var så udmattet som intet andet, søvnen var hun nødt til at finde, hun behøvede energi, og ikke den slags hun selv var i stand til at brygge af eliksir, det vidste hun skam også udemærket. Man kunne vel sige at efter Samuel var kommet tilbage sidste gang, var hun blevet lidt af en arbejdsnarkoman, og det var svært blot at ligge fra sig igen. Med Alex så tæt på, glemte hun næsten hvor kvindelig hun alt for hurtigt kom til at føle sig. Så svag.. Så varm og blid, og med en lyst til at stryge hans kind, sådan havde det altid været. Han var gået fra bror til noget ganske andet, en helt særlig følelse i brystet, som hun altid havde forsøgt at benægte fordi det gjorde svagt, og han havde bevist det for hende, mindet hende om det, ved at være sammen med den mand, der havde fået tricket hendes rolighed, det dyr der levede i hende, og den jalousi der førte til hans død, hun havde ikke kunnet andet. Blikket gled en smule i ved hans blide kærtegn, hun nød godt af det, følte hvordan hun slappede af sådan uden videre, og hun vidste at han ligeså ikke kunne undgå at mærke sig af det. ”Du behøver virkelig ikke” hviskede hun blidt, og rykkede ind til ham som han bad hende om. Hun duftede til ham, begravede ansigtet ind mod hans bryst. Hun havde savnet ham, det var intenst, men intet hun ville nævne på den måde, han var trods alt hendes bror og hun måtte have sine manére. Hun lyttede til hans hejrte. Spiden var ligesom hende og modsat Samuel, det vigende gen. Den var der, men det var slet ikke det stærkeste. Hans hjerte slog en underlig rytme. Hun havde lært at aflæse de rytmer, han... nød det? Alt imens stiltheden lagde sig før han endnu engang talte, var hendes blik gledet i. Hun var træt og allerede på vej ind i den stille søvn, det var jo trods alt forbandet meget energi, hun var endt med at skulle bruge på at vække ham. Hun hørte ham selvom det bare var baggrundslyde ”Mhmm” hviskede hun bare fraværende. Hun var forbandet træt, igen så var det også længe siden, hendes søvn sidst havde været sund og ægte. Et dybt suk forlod hende, tomlen strøg stille over det lille stykke af brystet hun kunne nå, mere af vane, hun hadede trods alt at sove alene, og han vidste det. Først nu faldt hun for alvor ind, lod søvnen rive hende med til det lille drømmeland.

[Deleted]

Alene stod man svag og det var også noget som Alex var et klart eksempel på. Ikke bare alene den tanke om at hun havde haft Samuel at gå til i stedet for ham, så havde han stået alene og det havde faktisk formået at koste ham livet i den anden ende, så var det nu heller ikke noget som han tog så tungt længere. Valg havde konsekvenser og dette havde jo så været hans – At han skulle ligge i en kold grav igennem så frygtelig mange år. Lige hvor mange, var nu heller ikke noget som han vidste, men han vidste da, at Samuel var væk og det var ham en lettelse uden lige. Nu genstod bare den ene lille ting, at man skulle få hende til at falde til ro og nok til ro, så hun kunne falde i søvn igen, for det var også det som han ønskede lige for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Et stille smil hvilede på hans læber. Stille og dog så intetsigende som intet andet man lige kunne komme i nærheden af, så var det nu heller ikke noget som rørte ham direkte. Han var ikke og havde aldrig nogensinde været god til det der med følelser, men nu.. Det var alt sammen nemmere når han var her og sammen med hende. Hun formåede at åbne ham op, lade facaderne falde og selvom kulden stadig måtte være en meget stor del af hans egen maske, så havde det en ganske anden effekt nu hvor han måtte ligge der som han gjorde lige i øjeblikket. Det var vel også sådan, at han ønskede at det skulle være? At nogen ting bare måtte være en smule anderledes end det som det ellers have været frem til nu= Han ønskede tilbage til den tid hvor de havde været hinanden helt tætte, dengang hvor han havde taget hende i favnen, trøstet hende om aftenen og ladet hende glide direkte til drømmeland, hvor han måtte bevogte vejen og porten derind til. At han generelt formåede at trigge hendes rolighed, var noget som virkelig måtte gøre ham selv noget så frygtelig glad, for det gjorde det virkelig. Han sendte hende et stille og roligt smil, som han stille plantede et let og stille kys mod hendes pande. Det var som at ha nselv kunne falde langt mere til ro nu hvor hun også måtte ligge der i hans trygge favn. ”Jo, det gør jeg min kære,” hviskede han roligt. Han vidste udmærket godt, at hun ikke var meget for at sove, men hvilen havde hun brug for og det samme havde han i den grad også selv. At hvile efter det at være vækket på denne brutale måde, samt at give hende noget energi, ville klart også gøre godt for dem begge, for det havde klart kostet hende uendeligt meget med kræfter og energi, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det vigende gen ved dem begge var spiden, selvom den nu stadig var en stor del allligevel. Han vidste at lyden af hans hjerte var noget som gjorde Jaqia rolig og det kunne han tydeligt se, som hun næsten måtte glide ind i søvnen allerede med det samme. Det var nu ikke noget som han havde det mindste imod. Tvært imod! Så ønskede han bare, at hun ville blive liggende, sove ud og kunne genoptage arbejdet bagefter. Han var nu temmelig sikker på at Enrico forstod det hvis arbejdet blev bare en smule forsinket. Han nød det.. Det gjorde han virkelig og han kunne ikke gøre andet, når det var hende som lå der! Han låste grebet en anelse omkring hende, trak hende tæt ind til sig, hvor han puttede dynen godt omkring dem begge. ”Sov godt min kære,” hviskede han roligt mod hendes øre, idet han selv lagde sig til rette og lod øjnene glide i. Han ville beskytte hende og det var med alt hvad det måtte kræve af ham. Det havde jo altid været det som han ønskede sig. Hånden strøg roligt over hendes ryg til han selv måtte blive fragtet til det store drømmeland, da hans strøg ganske roligt og stille måtte ophøre.

[Cressida Marvalo]

Jaqia lå godt og trygt ind mod Alex’s krop. Hans bryst hævede og sænkede sig i takt med hendes eget. Hendes åndedrag var tunge og dybe, hun slappede af. Der var ingen tvivl om at hun faktisk denne gang var faldet i en sund, ikke mindst sand søvn. Det blonde hår hvilede langs hendes skuldre, hun lå nærmest skjult ind mod hans bryst, indåndede hans varme duft, selv i søvnen måtte den faktisk gøre hende rolig. Faklerne var brændt ud, havde efterladt værelset i et totalt mørke. Normalt ville det gøre hende urolig, ikke mørket, men det at være alene i det. Hun rørte en smule på sig. Som sagt var det ikke meget hun var vant til at sove, og nu var der gået flere timer. Energien ville være borte for flere uger, den ville tage tid at genbygge, et par timers søvn ville blot gøre det muligt for hende, i det mindste at kunne stå på benene. Hun strakte den lange smidige krop, der endnu hvilede tæt ind i hans favn, gabte en smule. Ganske langsomt vågnede hun af den stille, fredelige søvn, slog øjnene op og lo den isblå farve stråle i det tunge mørke. Det første der mødte hendes blik, var det blege bryst hun måtte ligge tæt ind til. Hun indåndede den søde duft. Nu havde Alex fået sin vilje, det var på tide at vende tilbage til arbejdet. Slottet henlå i stilhed, mere end det plejede, det var noget som selv hun kunne høre. Hun skævede mod døren. Hun var ikke kendt som en ligefrem doven kvinde, men pludselig virkede der så langt derhen. Dynen havde den perfekte temperatur, madrassen føltedes så blød og med hendes brors arme omkring hende. Han sov ligeså tungt som hun selv havde gjort. For flere minutter forsøgte hun at tvinge sig selv op, men det var slet ikke fordi hun lystede det, hun havde jo lovet Enrico.. Et suk forlod hendes læber, hun betragtede ham. Her var rart, men hun burde stå op, det havde aldrig været hendes problem før, om ikke andet så var det flere århundrede siden. Ganske stille tog hun hånden frem af dynen, lod den ganske stille falde mod hans kind. Hendes kærtegn var blidt og næsten forsigtigt, det var jo ikke fordi hun ønskede at vække ham. Roligt tog den skridtet videre, strøg gennem hans mørke hår. Man glemte hurtigt hvilken flot man han faktisk måtte være, han havde ikke ændret sig, noget som kun glædede hende. Som han selv havde nævnt, så var der visse ting som ikke skulle ændre sig. For sidste gang skævede hun mod døren, blev enig med sig selv om at blive liggende. Hvem kunne vide om dette ville være den sidste gang hun ville opleve det? Hun ville da have lov at nyde af det, også selvom hun blot lå der i den tunge stilhed og strøg langs hans kind, følte hvordan de ru skægstubbe gned mod hendes silkebløde håndflade. Han var varm. I forhold til både Samuel og Pharrel, for ikke at glemme Enrico. Han var vel blot lettet over at kunne bruge tiden med Noelle for tiden, idnen hun atter ville være tvunget til at gå i marken? Roligt fugtede hun de blodrøde læber med tungedspidsen, en glat bevægelse, lod hændern falde ned langs hendes side, udelukkende for a putte sig lidt tættere ind til ham, om det var hende muligt, hun nød det, og det kunne der ikke herske nogen tvivl om overhovedet.

[Deleted]

Søvnen var virkelig ikke noget andet end direkte trængende og heller ikke for Alexanders vedkommende. Det var bare rart at kunne komme ned og ligge, samle energien og ellers bare slappe af for en gangs skyld, for den måde som han var tvunget til at vågne på, var intet andet end direkte ubehagelig og på alle måder endda! Han lod armen roligt hvilende om hende, som han virkelig måtte ønske at skulle beskytte hende og på alle måder endda, det var slt ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han fortrød kke noget af det som han havde gjort overfor hende nogensinde før, det var end ikke noget som man skulle betvivle på nogen måde overhovedet, for han holdt virkelig af hende og det var også noget som han havde gjort igennem så mange år. Han havde vel bare indset at han ikke kunne hamle op med Samuel når det kom til det at skulle være spændende? Han havde en langt større erfaring end det som Alex havde selv, men Alex havde i den grad også haft sine gode metoder; Han havde haft en betydelig større og mere brugbar fornuft end den mand nogensinde havde haft! Han var gledet hen i søvnen, men som Jaqia stille og roligt måtte komme ud af den igen, så var det noget som næsten helt automatisk måtte rive Alex med sig. Han blev dog liggende og med armen om hende. Han var for træt til at skulle slå øjnene op lige nu. Det var forbandet sjældent at han var så træt som det han var lige i øjeblikket. Det var ganske enkelt frustrerende og på alle måder endda! Han trak vejret roligt og stille, så der i sig selv var heller ikke nogen tegn på at han faktisk måtte være vågen, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måte komme til stykket. Som hun vendte sig mod ham, strøg mod hans kind og hans skægstubbe - Dem havde han faktisk været glad for og han lod selv skægget vokse til det nåede det punkt og så heller ikke så meget som en millimeter mere. Hånden igennem hans hår, fik det til at sitre let i det indre, ofr det var intet andet end behageligt. Han åbnede øjnene stille og roligt, som hun valgte at putte sig ind til ham i stedet for. Det var noget som faktisk gjorde ham glad. At hun valgte at give efter for bare denne ene lille gang om ikke andet. Han smilede let for sig selv, lod grebet omkring hende blive en anelse mere stramt, så han kunne trykke hende ordentlig ind til sin egen krop. Han plantede et stille kys mod hendes pande. ”Jeg er sikker på at Enrico vil forstå, Jaqia.. Hvil du bare,” hviskede han sandfærdigt. Vågen var han selvom det vel heller ikke kunne komme bag på nogen? Det var ham blot en gammel vane, at han ikke sov om natten. Det var kun de ganske få gange, hvor hun ikke havd været liggende i hans favn, at han havde tilladt sig at gøre det. Han strøg hende ganske roligt over ryggen, lod hende ligge ganske tæt ind mod hans egen nøgne krop. For ham var det blot en naturlig ting. ”Du nyder det,” hviskede han med et selvsikkert smil. Ikke at det gjorde ham det mindstep å nogen måde. Faktisk, så var det noget som måtte gøre ham glad.

[Cressida Marvalo]

Jaqia lå fuldkommen stille. Kroppen slappede af, først nu gik det op for hende hvilke muskelr der faktisk måtte være spændt,f ordi hun slappede nok af til at føle det. Hans søde duft fyldte hende med glade minder, fra den barndom der havde været knap så lykkelig som enhver måtte have håbet. I mange år frem havde han fungeret næsten som en faderskikkelse for hende, også selvom hanforblev hendes bror. Han var den der tog sig af hende, den der lærte hende absolut alt hun kendte til den dag idag, han avr en mand af langt mere fornuft, end hun havde set andre end Enrico og Nathaniel være om ikke andet. Hun betragtede den nøgne hud over brystet. Han havde altid være ten køn mand, ikke nær så slidt som Samuel, og bar sig også frem med langt mere prægt og stolthed, han var ligesom hende et stotl væsen, det samme havde Samuel været i starten, til han havde valgt at ødelægge det uden videre. Jaqia kom virkelig ikke uden om at hun nød den følelse, af at have hans arm omkring hende. Hun var sjældent en kvinde, hun sov ikke, udelukkende fordi hun manglede den tryghed, som han nu formåede at sætte i hende. Han var den eneste der rent faktisk formåede at holde hende fra arbejdet, når først det var blevet besluttet af hun skulle fortsætte det, men som han selv havde sagt tidligere, Enrico ville nok forstå, og hun tvivlede på at det ville gøre ham noget, hvis han fik lov til at ligge med Noelle blot denne ene nat, uret tikkede trods alt, der ville heller ikke gå lang tid, før selv hun ville være tvunget tilbage i marken. Ganske stille strøg tomlen langs hans maveregion, udelukkende fordi det var hvor hånden hviled,e hun ville ikke vride sig for meget, i tilfælde af at han ville vågne, han var netop vågnet efter flere århundred ei dvæle, han behøvede den energi, som kom til ham gennem søvnene, somd en kom til hende, de vidste dog også begge, at havde hun først været vågen, jamens å ville hun ikke sove igen lige foreløbig om ikke andet. Hun lå blot og betragtede ham i den søvn. Hun avr kendt for den tålmodighed som hun faktisk måtte bære, hun ønskede ikke at køre den ud eller ligge den op eller noget som helst, hun lå blot der i stilheden, og så hendes bror sove, spekulerede over de følelser, som havde vældet ind over hende som en flodbølge idet øjeblik han var endt med at spærrer øjnene op, de selv samme der var blevet tvunget længere og længere ned, for hver dag, for ikke at mindes ham som det hun faktisk havde følt, det selv samme hun slog ham ihjel for at føle, udelukkende fordi hun fandt det direkte svagt! Smilet spillede over læberne, så snart han lod blikket glide op og dermed afslørede sig selv. Der var noget køligt over hende, som havde han blot været enhver anden mand, også selvom han udemærket vidste andet selv. Det var den maske hun tvang på, for ikke at afsløre det som hun faktisk i virkeligheden måtte sidde inde med. Hun nikkede blot, sagde intet, og lod sig putte ind mod hans favn. Armen gled stille omkring ham, kun for at kunne putte sig helt og holdent, det var underligt, hun følte det som var hun en lille pige igen, hun havde ikke haft behov for at søge den varme og den tryghed i flere århundrede efterhånden Han sov nøgen. Havde det ikke været fordi at hendes dyne var imellem dem havde det været hendes natkjole af silke mod hans nøgne hud, ikke at det var noget nyt, de havde trods alt været hud til hud, det var intet hun tog sig af. Hun sukkede, lagde hovedet tilbage ind til hans bryst ”Det gør jeg vel” svarede hun ganske bevidst, for ikke at give ham helt ret, sådan havde det altid været, og sådan skulle det være, de var trods alt søskende.

[Deleted]

Visse ting kunne bare og ville bare ikke ændre sig for noget som helst i denne verden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Nu hvor Jaqia måtte ligge ved siden af ham og i hans favntag igen, så var det nærmest som en form af elektriske impulser som bare måtte nægte ham at skulle falde i søvn. Sådan havde det altid været, for han ville være vågen til at skulle passe på hende da han slet ikke ønskede at nogen skulle skade hende! Alene den tanke om det, var noget som virkelig måtte gøre ham vred, for hvis der var noget som kunne gøre ham vred, så var det i den grad tanken om at Jaqia skulle komme galt afsted. Det ville først indebære, at han skulle svigte hende og det var noget af det sidste som han ønskede! Hendes mange små og rolige kærtegn, var noget som han bare måtte nyde noget så frygtelig godt af, for det var savnet. Nok var han øm i hver eneste lille muskel, eftersom han havde været igennem det hele blot et par timer forinden, men det var nu ikke noget som han tog sig af. Hun lå vågen, så blev han nærmest helt automatisk lullet ud af den søvn som han havde ligget i på denne måde. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget direkte, så var det et sted bare sådan, at tingene måtte være. De mørke øjne vendte han stille mod hende. Han vidste godt at han var en køn mand, men det var nu aldrig noget som han havde spillet meget på. Han havde altid sat snuden op efter så mange andre ting end lige dette, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. En tur under dynen, var ikke noget som han tænkte meget over lige netop nu, så måtte det jo bare være sådan at det måtte være? Han trak vejret let og dybt og selv uden at smilet skulle falme det mindste fra hans læber. Han kunne ganske enkelt ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lukkede øjnene ganske let. Han var træt og meget endda, selvom det nu og da slet ikke var noget som han tænkte meget over lige nu. Jaqia havde han normalt altid sat ind først og det var også det som han agtet at gøre lige netop i denne situation, det var der heller ikke nogen tvivl om. Nu hvor hun var vågen, så vidste han i den grad også godt, at der gik tid før hun ville falde i søvn igen. De kunne vel også bare ligge og snakke nu hvor de endelig havde muligheden for det i det store og det hele? Han sendte hende et stille og træt smil. At hun blevliggende, var nu noget som han faktisk var umådelig glad for. Han nød selv det at skulle ligge der sammen med hende. Han lå under kappen ovenpå dynen ganske simpelt i respekten for hende og den kvindelige krop, for han vidste ikke hvordan hun ville tage det hvis han bare tvang sig ned under den samme dyne. Han spændte tydeligt ved de berøringer af hans mavemuskler, for det var intet andet end direkte behageligt! ”Jeg kan høre det på dit hjerte, min kære,” hviskede han stille. Han plantede et stille og roligt kys mod hendes pande og lagde sig så stille og roligt til rette igen ved hende. Han kunne ikke gøre noget andet end at nyde det! Armen hvilede om hende som han roligt tvang sig halvvejst op at sidde. ”Og jeg kender dig,” afsluttede han stilfærdigt. Det var ikke noget som hun kunne løbe fra, om de så var søskende eller ikke, så var det jo bare den skindbare sandhed og der var vel heller ikke nogen grund til at skjule det for ham som hendes hjerte allerede for længe siden, havde valgt at afsløre for ham?Tungen strøg let mod hans læber, som han slap et svagt suk. Han lagde sig på ryggen og tvang sig derfor til at slippe hende en anelse. Han havde desperat brug for hvilen!

[Cressida Marvalo]

Det var mørkt udenfor, et sted måtte Jaqia spørge sig hvor læmnge de faktisk havde sovet, der måtte være gået flere timer. Mørket gav hende trygheden, de levende lys var efterhånden brændt ud og ligeså var faklerne. Alt hun havde tilbage var hans favn, den favn som havde været så langt fra hende gennem flere årtier. Det blonde lokker snoede sig omkring hendes ansigt, faldt langs hendes side, sådan som hun måtte hvile tæt ind til hans bryst, lyttede til hans rolige hjerteslag. Den lyd havde været savnet, man kunne roligt sige at Samuel ikke bar den med sig, og hun vidste at Enricos hjerte måtte banke for den kvinde, som nu lå i hans favn og med stor sandsynlighed, priste sig lykkelig for at få ham for sig selv, blot denne ene nat. NU lå hun der, lod sig hypnotisereres af hendes egen brors, på en måde som hun nærmest havde glemt. Hvordan den formåede nærmest at vugge hende rolig, tilbage til den stilhed som hun faktisk måtte nyde, og ikke frygte. Det var ikke gået op for hende, at han ikke sov, normalt ville hun være mere på vagt, men så meget som hun nød at ligge her, så var det slet ikke en tanke der faldt hende ind. Tomlen strøg ganske stille over hans nøgne bryst. Selv lå hun stadig under den varme dyne, svøbt ind i den blodrøde natkjole. Som enhver anden mand nød han at være fri, det vidste hun også udemærket, det var heller ikke fordi hun direkte havde noget imod det, der var trods alt intet hun ikke havde set før, heller ikke på ham, selv de to havde haft deres ture, nu var det blot noget hun kunne se tilbage på som eksemplarer af en fantastisk aften. Hendes krop var stadig udmattet på trods hun ikke længere var direkte træt. Hun forstod dog udemærket hvorfor han måtte være det, at blive vækket efter så lang tid, det var heller ikke ligefrem det mest behagelige, og det vidste Jaqia udemærket godt. Det at han måtte spænde, var også det som afslørede ham. Det kølige smil spillede over hendes læber ”Godmorgen kære” hilste hun roligt, med en drillende undertone. Det var trods alt nat, så meget havde hun da været i stand til at konkludere. Hun lod ham blot finde til rette i sengen, lagde sig igen tæt ind til ham, nu med hånden der søgte direkte mod brystet. Han havde respekt for hende som hun havde det for ham, og hun vidste trods alt at han foretrak mænd, det betød ikke at hendes egne grænser ville blive direkte overholdt. Han kendte hende trods alt. Jaqia nikkede blidt, lod hånden falde til ro, hvor hun følte hans varme, nøgne hud under, og nød det i allerhøjeste grad ”Sjovt som det er i stand til at afsløre en. Det har ikke været et problem i mange år” erkendte hun roligt. Der havde ikke været en i hendes liv, i mange år nu, som havde formået at sætte den følelse i hende, som skabte den hjertebanken. Et sted var det vel også et lille hint? Der havde været de to ganske enkelte grunde til at kaste ham i døden. Først og fremmest viste han sig selv svag ved hans valg af partner, desuden havde han altid formået at gøre hende svag. Den dag idag var hun nået længere, hun havde formået at finde styrker selv i noget så svagt som kærlighed, man kunne vel sige at der var flere som inspirerede hende? Også selvom det emne, ikke var noget som Alex kendte til endnu, på nogen måde, måske det også var bedst at lade det forblive ved det?

[Deleted]

At Jaqia var tryg og ikke mindst rolig så tæt på Alex, var noget som han virkelig måtte være glad for. Det var vel i sig selv, også ensbetydet med at det hele ikke var helt tabt endnu? Og det var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod på nogen måde overhovedet! Han sendt hende et stille og roligt smil som han havde valgt at slå øjnene op. At se hende ligge der ind til hans bryst, lyttede til hans hjerte, som han også var i stand til at høre hendes. Dette var virkelig en glæde som Samuel ikke og aldrig nogensinde ville være i stand til at skulle tage fra ham og det var i den grad også noget af det bedste ved det hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Meget havde den mand formået at skulle rive fra ham på denne måde, men ikke dette! Det havde han aldrig nogensinde fået lov til og det var virkelig en utrolig dejlig fornemmelse! Det var noget som virkelig kunne gøre ham rolig. Han sendte hende blot et træt smil. Han kunne sagtens sove i timer endnu, men det var ganske enkelt umuligt for ham når han vidste, at hun måtte være vågen. Han trak vejret let og dybt. Det var heller ikke fordi at han direkte kunne sige sig, at være lysten nok til at skulle trække sig væk fra hende, for han lå virkelig skræmmende godt. ”Godmorgen,” hilste han roligt igen. Han var helt rolig omkring hende og det var virkelig også rart, at skulle se, at det også måtte være gengældt fra hendes side af. Det var ham virkelig en glæde uden lige, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. At hun måtte leve i troen til at han var til mænd og foretrak dem fremfor nogen anden, så var hun i den grad helt gal på den! For det var slet ikke sådan at det måtte hænge sammen! Han spændte ganske let i brystet som hun lagde hånden mod det. Han lukkede øjnene, kvalte et gab og lod hovedet synke direkte ned i den bløde og ellers så behagelige seng. Det var så meget bedre end de kiste som han havde ligget i igennem alle disse skræmmende mange år. Det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han sendte hende blot et stille og roligt smil. ”Måske ikke. Jeg har dog lært at læse dig.. Efter alt det som vi har været igennem både sammen og hver for sig.. Jeg ved hvordan jeg skal læse det og jeg ved hvordan det skal tolkes,” forklarede han sandfærdigt. Det var ikke fordi at han ville prale, for det var jo trods alt også en sandhed for hans vedkommende. Ganske roligt trykkede han hende tættere ind mod sig. Jo tættere på ham som hun ville være i stand til at skulle komme, jo bedre ville det i den grad også være for hans del. Han havde virkelig manglet hende, han havde savnet hende – Ja selv i døden havde der været den længsel efter hende som han bare ikke kunne få bugt med. Den tanke havde virkelig været noget så frygtelig frustrerende og på alle måder endda! Han trak vejret stille og dybt igen som han vendte blikket mod hende. De ganske så mørke øjne faldt direkte til hendes skikkelse og med et tydeligt og træt smil. ”Desuden kan jeg se at du nyder det,” påpegede han roligt, som han tog fat om dynen og puttede den let og stille omkring hende – Igen så var det ham blot en vane, at skulle passe på sin elskede lillesøster, selvom hun havde og var mere end det i hans øjne, så var det ikke noget som han havde fået lov til at lade komme til udtryk. Måske at dette var og skulle være hans eneste chance og mulighed? Ikke fordi at det direkte var noget som måtte gøre ham det mindste, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være. ”Og kender jeg dig ret, så er det længe siden at du i det hele taget har ligget i din seng.. Slap du af.. bliv her sammen mig,” tilføjede han i en rolig og intens hvisken mod hendes øre.

[Cressida Marvalo]

Der skulle meget til før trygheden ville vælge at omslutte hende, det var også helt sikkert. Men nu hvor Alex lå der, så avr hun i stand til blot at falde hen, nyde følelsen af endelig at blive beskytttet, for det var ikke noget som Samuel havde beskæftiget sig meget med, langt fra. Hvis hun var blevet slået ihjel, så kunne hun ærligt love for at det havde været hans fortjeneste, eftersom det var ham, og udelukkende ham, der havde formået at ødelægge hendes rygte, ved for det første at være så let på tråden, for det andet , så havde hans temperament været så let, at man nærmest skulle tro det var en løgn. Jaqia blev blot liggende roligt, lyttede til de rytmeske takter hans hjerte måtte slå, et sted nærmest hypnotiserende, og ikke mindst så var det også umådelig savnet, endelig at være i nærheden af noget andet levende igen, det var ikke noget man kunne sige om hverken Enrico, eller Samuel, de to mænd som havde været eksisterende i hendes liv, den seneste tid. Et lille smil hvilede på hendes læber. En smule mere blidt, end det som hun var kendt for. Dens amme kølighed lå ikke overfor Alex, og det var ikke fordi hun var ved at blive svag, som så mange måtte påstå. Man kunne vel roligt sige, at hun havde formået at find een styrke, i selv den svaghed. Det gippede let i ham ved lyden af hans stemme. Var han allerede oppe? Blikket faldt i hans, hun rystede på hovedet ”Du min kære.. Du burde sove endnu” påpegede hun en smule bestemt. Han skulle samle sig den energi, lærer at bruge kroppen, men for at han ville være i stand til alt dette, så behøvede han den hvile. En af de fantastiske ting ved denne mand, var hans ro og hans fokus. Han lod den ikke blot slippe ligesom Samuel, dermed formåede han også at tæmme hende, noget som aldrig var lykkedes for deres anden bror, det kunne man da også tydeligt se. Et suk slap hendes læber. Til tider så ærgede tanken hende, om at han var til mænd. Selv Jaqia var blevet ældre og havde lært, og for at være ærlig så havde hun ikke længere noget imod det. Det var vel blot klasikkeren. Hendes følelser for den mand, ville uanset aldrig kunne blive til noget i virkeligheden, udelukkende fordi det ikke var ment sådan, hun havde ikke tiden, og hans interesser lå helt andre steder, hun tog hvad hun kunne få, og så lang tid hendes bror var en del af det, så skulle hun nok lade værre med at klage. Fingrene strøg uskyldigt hen over maven og brystet, hun kunne fornemme hvor han spændte i mere eller mindre hele kroppen, det glædede hende kuna t han nød det, det kom hun heller ikke uden om ”Sandt” svarede hun kortfattet og nikkede erkendende. Hånden lagde sig til hvile mod hans bryst. Som de lå der mindede de mest af alt om et par, frem for bror og søster, det var dog ikke de tanker hun sad med, selvom enhver udemærket ville være i stand til at se, at dette var noget hun nød, lidt for meget endda. Længslen lå der stadig. Han havde været væk i det som måtte minde om århundrede, og det havde alt sammen været hendes egen skyld, nu lå hun der, lystede at knuge ham ind, virkelig fornemme at han var til stede igen, for savnet havde han i den grad været. Roligt lod hun sig putte mellemham og dynen. Det slanke ben gled stille over hans, i et forsøg på at komme tættere, han havde skam ret hun nød det på alle måder ”Du kender mig for godt” hun sendte ham det stille smil, et smil der slet ikke var så skræmmende som mange ville vove og påstå. Den intense hvisken mod hendes ører, fik det kun til at sitre. Hun lukkede hånden mod hans bryst, som forsøgte hun at knuge ham ind til sig ”Ikke frist mig” hviskede hun besvarede, og plantede et blidt kys mod hans kind.

[Deleted]

Alex kunne ikke være andet end direkte rolig når han var omkring Jaqia på denne måde, for det var mere eller mindre kun i hendes nærvær, at han i det hele taget formået at skulle holde sig så rolig som det han måtte være lige netop nu, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte vise sig at skulle komme til stykket. Han sov dog ikke.. Det havde han aldrig formået når hun skulle ligge der noget så trygt i hans arme, for det var virkelig en dejlig fornemmelse og på alle måder endda! Han kunne ikke lade være med at smile, som det ganske roligt måtte gå op for hende, at han slet ikke formåede at sove. Han kunne ganske enkelt ikke når han lå der sammen med hende. Det havde han ikke kunne dengang de havde været yngre og det var bestemt heller ikke noget som havde ændret sig for hans vedkommende. Visse ting ønskede han bare ikke skulle være anderledes på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som var godt for dem eller ikke.. Så var han ligeglad på sit vis. Han.. havde elsket hende, det var også den eneste grun dtil at han var endt med at skulle gå direkte til Jonathan i stedet for. Ikke fordi at der havde været følelser indvolveret, men den unge og naive knægt havde været hans måde at få bugt med de mange frustrationer på. Sandt at han tog hvad han kunne få og hans kære søster havde været så frygtelig opnåelig for hans vedkommende, at man skulle tro at det måtte være løgn. Det var en tanke som havde gjort ondt og derfor havde han haft brug for noget til at aflede hans tanker bare en smule og det havde i den grad også fungret på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af. At det jo så skulle føre til hans død, var nu det som han ikke havde regnet med. ”Som i de gamle dage, så kan jeg ikke sove når jeg har en smuk kvinde ved min side.” Han blinkede let til hende. Det i sig selv, var ment som en tydelig hentydning til hende. Når hun havde søgt til hans værelse og til hans favn så havde han bare ikke været i stand til at skulle sove! Tænk hvis deres forbandede mor ville komme og gøre noget ved dem? Det ville han da slet ikke tillade! Sandt at han vidste, at hun var død den dag i dag, men det var ham bare.. en vane et sted? Hendes strøg over hans bryst og mave, var kun noget som fik ham til at spænde let, for det var savnet og det var noget så frygtelig behageligt som intet andet overhovedet. Han sukkede dæmpet og med det stille smil. Hendes ben over hans, havde han nu ikke noget imod for han ønskede hende så tæt på sig som det var ham overhovedet muligt! ”Jeg vil nu stadig håbe på, at jeg er den som kender dig bedst,” påpegede han sandfærdigt. Han kuklo ganske let. Måske at han ikke var den som lod facaderne falde bare sådan uden videre, men overfor Jaqia kunne han være sig selv – forhåbentligvis? Han trak vejret let, som hans hjerte måtte banke godt og fast mod hans bryst. Det var kun fordi at hun måtte være så tæt på ham som hun var lige for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han smilede let og plantet et stille og forsigtigt kys mod hendes pande. Han kunne simpelthen bare ikke lade være nu hvor han endelig måtte ligge der.. Ingen Samuel.. ingen til at rive ham væk fra hende igen og det var i den grad også noget af det bedste ved det hele for hans vedkmmende! ”Jeg ved at du har lyst.. Jeg er sikker på at Enrico vil forstå,” hviskede han sandfærdigt mod hendes øre, som han pakket dynen godt om hende og helt tæt ind mod sin egen krop. Kysset mod hans kind tog han dog mere end glædeligt imod! Han gengældte det, varsomt og let mod hendes ene mundvig.