A kiss for the sleeping beauty

[Cressida Marvalo]

Mørket havde roligt lagt sig I et skyggetæppe over Dvasias. Det susede let et sted derude, grene slog mod enhver mands vindue, og regnen måtte sile ned i store, tunge dråber. Castle of Darkness, var henlagt mere eller mindre øde. Vagterne stod, frosne som var de statuer, mens de mere højtstående ansatte som Enrico og Noelle, måtte befinde sig på kammeret i kælderregionen. Tilbage nede i de dybere kamre, længere nede end fangekælderen, var der endnu engang gang i det som dronningen måtte se som hendes skattekammer. Selv fra den lange vindeltrappe, kunne man fornemme hvordan faklerne måtte brænde med en iltre flamme, der måtte kaste et smukt orange skær over det øvrige lokaler. I selve skyggen stod de sædvanlige hårde brode af sten, hvor spindelvævet efterhånden var en del af deres byggemateriale. Blodet var blevet umuligt at skrubbe af, man kunne vel roligt sige at dette var hendes eget lille personlige spisekammer. På hyler langs væggene, måtte flere glasholdere stå med flydende indhold, i forskellige farver. I større glasbeholdere, bagerst måtte dernæst stå de mange indgridienser, alt lige fra indhold du nærmest ikke var i stand til at gætte, på grund af konsistensen, der var hjerter bevaret i krukker, forskellige arter med noget så simpelt som jord. Ved det største af de mange stenborde i midten af lokalet, der hvor lyset stadig måtte rammes, stod Jaqia. På bordet foran hende, lå en stor åben kiste, afslørede de rester der måtte være tilbage efter så mange hundrede år. Det var de rene knogler som måtte ligge, smukke og velbevarede. Jaqia betragtede dem med intense blå øjne, det var et mirakkel, jorden havde uden tvivl holdt ham ganske velbevaret, som en tidligere greve måtte fortjene det, og med det kongelige blod som han engang havde haft til at løbe i hans årer. De slanke fingrer trak en prop op, til en af de glinsende glasbeholdere. En gennemsigtig væske lå i den, hun hældte den roligt ud over det lig som måtte ligge nede i kisten, sørgede for at mere eller mindre hele kroppen ville være indsvøbet. Der var et system i faklerne, ikke mange lagde mærke til det, men det var tydeligt at de i sidste ende måtte danne et form af pentagram, det var forbandet svært at vække en af så stor legeme, der havde det været langt nemmere med Samuel, eftersom han kun havde været en aske. Endnu engang var han endt med at falde, hovmod stod for fald. Tårer var ikke faldet fra hendes kinder, hun bebrejdede ikke Faith, det var næsten en lettelse at være frigjort fra ham, det måtte hun også ærligt erkende. På bordet, det lille mellemrum der var fra kanten og til kisten. Lå en tung kæde. Selve hjernet dannededet selv samme pentagram som Samuel var blevet begravet med, siden det havde brændt sig i brystet, det var svært at tegne på knogler, af samme grund havde hun valgt at få disse smykker produceret. Den tynde kæde svandt gennem hendes fingrer, som det fineste sand, hun ganske simpelt ikke formåede at holde på ”Endelig” hviskede hun blidt. Det ville gøre ondt, hun bar ikke nær så meget sand energi, nu hvor hun ikke længere sov, så behageligt ville det ikke blive, heller ikke for hende. Man kunne roligt sige at det var en ny ven der var skyld i alt dette. Den kære Pharrel, hendes nyde horror leder, og en af de få mænd som faktisk måtte være en del af en højere stilling. Hun følte stadig hans fingrer danse hen over hendes ømme muskler, nøjagtig som Alexander altid havde gjort det, han legede med hende, analyserede hende som ingenting, snoede hende om hans lillefinger.. Som Alexander. Dette var blot endnu en af hendes spontane idéer, også selvom det faktisk ville betyde, at hun ville have det elendigt for de næste par dage. Blikket gled tilbage mod liget, før hun stille lod de klare krystalblå øjne glide i skjul bag øjenlågene, og hævede hænderne over kisten. Remsen kunne hun i hovedet efterhånden, dette var virkelig kompliceret alymi ” Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen” hendes stemme var intet andet end en intens, næsten agressiv hvisken. Som en slanges hvæsen fra græsset, uden at den endnu var afsløret. Intet endnu... ” Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen” hun måtte gentage det igen, samme tone. Hendes sind forsvandt fra den verden som hun måtte stå i. Det var sort for hendes blik, hun følte hvordan hendes hjerte hamrede som var det ved at få et andrenalinchok ” Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen.. Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen..” de samme ord igen og igen, hurtigere efter hinanden, og efterhånden var hendes stemme selv hævet. Det gjorde ondt. Hun kreb øjnene fast sammen, ignorerede den smerte som måtte hvile ikke kun i brystet, men i mere eller mindre hele kroppen ” Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen” gentog hun, håbede at det snart ville være sidste gang, dette var jo ulideligt!

[Deleted]

Det sidste møde med Jaqia, var noget som Alex oplevede igen og igen og havde gjort igennem utrolig mange århundrede! Mærke smerten som måtte jage direkte igennem hans bryst inden at det hele endnu en gang måtte gå i sort for hans eget blik. Dette var noget som han måtte genopleve igen og igen og igen, og uden at det ville stoppe. Det var dog før at man kunne sige sig, at hans grav måtte blive forstyrret. Selvom han ikke helt kunne sige sig, at være værende på stedet, så var de nu og da alligevel noget som måtte have en vis betydning. Han kunne nærmest føle, at noget var ved at skulle ske. At Jaqia måtte hælde en ganske særlig væske ud over resterne af ham, selvom der slet ikke måtte være særlig meget tilbage af ham efter at have ligget i den kolde og klamme jord igennem så frygtelig mange år, at der sikkert måtte være så skræmmende mange, som slet ikke havde det mindste idé om at han faktisk havde eksisteret. Det var tydeligt at noget var ved at skulle ske. Han måtte være ukendt for så mange, så man kunne vel snildt sige, at han måtte starte på en frisk? Helt blanke ark og bare stå frem som Jaqias bror som han altid havde været? Den som havde beskyttet hende og passet på hende som en storebror burde gøre det? Om ikke andet, såvar det da frem til at Samuel var dukket op, sået splid imellem dem og revet Jaqia fra ham som det han havde formået som havde det været det rene ingenting! Remsen som Jaqia måtte udtale var virkelig at lege med de mørkeste kræfter som man nogensinde kunne lege med, så var det nærmest som om en mørk dis måtte trænge op fra gulvet, søge til kisten og kun for at skulle indramme Alexanders skikkelse som havde det været et tæt slør. Dannede og lagde sig omkring ham som havde det været hans sande skikkelse som måtte ligge under det, som om at intet var sket. Kroppen måtte tage form som den samme muskuløse og ellers flotte mand som han havde været i årene før hans bortgang – årene før at Samuel var dukket op for at ødelægge mere eller mindre alt det som ham og Jaqia havde samarbejdet om at skulle få op på benene, for nemt, det havde det bestemt heller ikke været for nogen af dem. Hjertet var fanget i det samme mørke. Det så nærmest ud til at stramme sig omkring hans krop, hvor selv fingrene måtte tage form, markeringerne omkring hans muskler som stadig måtte danne sig lige så faste og flotte som de havde været mere eller mindre altid. Hans ansigt måtte tage form med det selv samme, med de tynde læber, den flotte næse og ellers lukkede øjne, så det måtte se ud som om at han sov – Ligesom da han havde været gravlagt for så mange år siden. Den intense hvisken var det som fik de mørke kræfter og de mørke magier til at fortsætte, for det var virkelig ikke noget som man bare begyndte at skulle lege med! Hans hjerte var nærmest tvunget til at skulle fortsætte sine mange slag mod hans bryst, selvom hvert eneste et af dem var som at sende kraftige elektriske impulser igennem hans krop! Det var bestemt ikke smertefrit på nogen som helst måde overhovedet! Hans krop startede svagt med at ryste som genoplivningen meget snart ville være fuldendt. Han tvang øjnene op, og det var først der, at den tætte og mørke dis måtte forlade hans krop og nærmest sive tilbage i gulvet hvor den måtte være kommet fra. Hans krop var endt fuldkommen blottet nede i den ellers så flotte kiste, hjertet hamret som havde det været for livet mod hans bryst også selvom det tydelige ar efter mødet med Jaqias egen kniv var tydeligt i hans brystparti, så var det end ikke noget som han tog sig meget af. Det gjorde ondt at bevæge sig. Hver eneste lille knogle skulle tvinges tilbage på plads og det var ikke mindst en smertefuld proces i sig selv! Han tvang den ene næve til at knytte, selvom det knak ekstremt mange gange, som alle de små knogler skulle på plads! Han klemte fast øjnene sammen og med et svagt gisp, selvom det var hæst som intet andet. Han skulle trods alt have gang i det hele igen og det var heller ikke fordi at det var nemt! Hvor han var, var han næsten ikke i tvivl om. Han havde hørt hendes stemme – Jaqia! Hvert et hjerteslag var virkelig med en umådelig kraftig spænding i hans egen krop, for det var virkelig heller ikke fordi at man kunne sige, at det var direkte behageligt, for det var det bestemt ikke! ”J-jaqia..” Hans stemme var en yderst hæs hvisken, for han havde ikke kræfterne til at gøre det mindste. Det at bevæge sig var i sig selv, alt for smertefuldt! Blikket vendte han ned af sig, selvom det kraftigt resulterede i, at hans nakke blev knækket på plads. Arret i brystet.. at han lå fuldkommen blottet.. Han var i den grad forvirret!

[Cressida Marvalo]

Jaqia måtte gang på gang lade remsen forlade hendes rosenrøde læber. Hendes tone var en direkte agrressiv hvisken, for hvert ord som faktisk forlod hendes læber, følte hun musklerne trække sig fast sammen, det trykkede omkring hendes bryst. Hvad hun lavede var meget mørkt magi, og noget som kun de færreste go stærkeste burde besvæge sig ud i, specielt når man som ikke bar den nødvendige energi. Uden søvn, trak hun sig frem på det falske, og det som hun faktisk måtte overdrage, blev direkte tvunget ud. De isblå øjne forblev lukkede, hun måtte holde koncentrationen, også selvom det var forbandet svært. Kulden fra tgen, lagde sig selv omkring hendes egen krop, der skulle meget til, før hun rent faktisk måtte føle sig kold, men ligenu.. ” Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo” hun måtte snart stoppe. Hendes hjerteslag var alt for hurtige, det ville ikke holde i længden, alligevel tvang hun sig selv til at holde ud, dette skulle ikke mislykkedes, det ville hun ikke tilladle! Hænderne endte mod bordpladen, for at finde den støtte hun skulle bruge til at holde sig på benene, stadig med lukkede øjne, det nærmede sig bristepunktet. Benene var ganske tæt på ikke at kunne bære hende, det gjorde forbandet ondt, og der skulle meget til før hun faktisk måtte sige av! ” voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen” de sidste ord tvang hende mere eller mindre i knæ, hun følte den hårde sten, lædderet knirkede ved hendes bevægelse. Det måtte være nok nu. Ganske langsom lod hun blikket komme til syne, betragtede den tåge som var forsvundet. Hun havde nået det!? Hendes vejrtrækning var ligeså hurtig som hendes hjertebanken, de slanke fingrer knugede omkring stenpladen. Lyden af knækkende knogler var faktisk noget som måtte lette hende, hun kunne høre hvordan hans hjerte var blevet tvunget igang, det hjerte som hun havde tvunget fra ham for flere hundrede år siden, inden hun nådesløst var endt med at kaste ham for døden. Ville han bebrejde hende? Samuel havde formået at ødelægge det hele, men efter hendes brors lille affære, så havde hun kun valgt at lukke den ældre bror ind, det havde vist sig at være den største fejl som hun faktisk havde begået, i hele hendes liv. Fast bed hun sig i underlæben. Lyden af hans hæse stemme, varmede hende hele vejen indefra. Det var sjældent hun måtte forstyrre de døde, men dette var større end blot en søster der måtte savne hendes bror, dette havde i den grad ligeså meget med landet at gøre, som noget andet! Pharrel bar hende i hans hule hånd, vækkede minderne om den eneste mand der nogesninde havde formået at sætte en kniv i hendes bryst, knuse hende, og stadig måtte hun indse at hun behøvede ham:E t støn forlod hende, afslørede den smerte som hun faktisk måtte sidde med. Om muligt var hendes hud blevet endnu blgere. Med hjælp fra den støtte af kanten, fik hun sig hevet på benene, også selvom de stadig truede med at knække under hende. Blikket gled ned i kisten. Det kølige smil der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste, endte med at give sig til kende over hendes læber. Der var et glimt i de direkte krystalblå øjne. Hun havde altid skilt sig ud fra ham og Samuel på det punkt, hun lignede deres far ”Godmorgen min kære” med skælvende hånd strøg hun han blidt over kinden, med håndryggen. Stille bevægede den sig videre, lod en finger følge hans mange træk i ansigtet, langs hans næseryg, og blidt kærtegnede hans læber ”Jeg beklager at vække dig på denne yderst ubehøvlede måde” tilføjede hun stille. Hendes tone var intet andet end en sensuel hvisken, alt energien var blevet revet og drevet fra hendes krop, og det var tydeligt både at se og mærke, det næste stykke tid ville hun stå som svag, mere end dengang hun havde valgt at vække Samuel. Alting havde vel bare sin pris?

[Deleted]

Alexander kunne virkelig ikke tro at han endnu en gang skulle få lov til at opleve dette. Opleve livet og faktisk blive foræret en chance til. Samuel havde ødelagt mere eller mindre det hele for så forbandet længe siden og det var noget som faktisk måtte gøre ondt. At han kunne ødelægge det fine og så stærke forhold som han havde haft til Jaqia, for det havde været forbandet stærkt. Det havde jo bare været dem i en årrække. Han kunne ikke få hende, så havde han selv valgt at skulle søge i så mange andre retninger i stedet for. Han vidste at Jaqia normalt ikke var den type som ville gøre en handling som denne, så der måtte være noget ved det ellers havde hun vel aldrig nogensinde gjort det? Han sank en klump i halsen, selvom det alene var en styrke som han næsten ikke havde. Han havde brug for blod! Sulten måtte stå noget så kraftigt i ham, netop fordi at kroppen mere eller mindre faktisk måtte være tom, så det var vel heller ikke noget som måtte forundre nogen som helst? At dette var noget som havde afkræftet hende så meget, at hun næsten ikke kunne stå op, så måtte det da kun indikere at det virkelig havde været nødvendigt at vække ham, hvilket kun gjorde ham en anelse mere bekymret. Måske at han ikke var den ældste, måske at han ikke havde haft den samme erfaring som Samuel havde, men han kunne trygt sige, at han havde været langt mere nede på jorden, langt mere eftertænksom end det som Samuel havde været, for han havde virkelig bare været en komplet idiot i Alexanders øjne! At han måtte tage Jaqia i blik som hun måtte læne sig over bordet for at stryge hans kind, så måtte han svagt lukke øjnene. For det var virkelig bare et forbandet savnet kærtegn? Følelsen var endnu ikke helt tilbage i kroppen. Visse ting måtte komme med tiden, for det havde klart været smertefuldt også for hende – Han kunne mærke og fornemme det på hende, at hun var svag og at hun måtte være afkræftet noget så voldsomt, det var der end ikke nogen tvivl om. Han blev liggende. Han havde ikke direkte nogen følelse i hans ben endnu og det at knække knoglerne på plads, var i sig selv ikke noget som man bare gjorde, for det gjorde virkelig noget så forbandet ondt! Han knækkede i alle knogler i den anden hånd, som hun strøg ham over læben. De let røde øjne hvilede på hende. Lige der lignede han deres mor, men det var også det eneste som han havde efter den kvinde. Ellers var han virkelig som sin far om igen, en hård dog yderst retfærdig mand. Han bebrejdede ikke Jaqia det mindste, netop fordi at han vidste, at alle valg måtte have en konsekvens og det var der hvor han måtte stå lige i øjeblikket. Han havde valgt at gå en vej og konsekvensen havde været døden. Han lukkede øjnene let. Han følte virkelig at han var godt gennemsmadret som aldrig nogensinde før. Han tvang hånden til at hæve sig, kun for at lukke sig omkring hendes håndled. Det knak hele vejen op til hans skulder og det var tydeligt at se i hans blik, at det virkelig måtte gøre ondt! ”Av..” mumlede han svagt for sig selv. Han var heller ikke en mand som man ville kunne kalde for pivet, for det var han da bestemt heller ikke på nogen måde overhovedet! ”S-samuel.. Hvor er han?” Han måtte blot være sikker. Han ville ikke kaste sig tibage i de gamle kampe, hvis det skulle vise sig, at den mand endnu en gang måtte være til stede her, for det var slet ikke noget som han måtte ønske! Han slap hende igen, idet at det måtte knække i hans håndled. Han havde mange knæk endnu og han vidste det så sandelig også godt! Han sukkede dæmpet og klemte øjnene svagt og let sammen og med et svagt suk. Det gjorde virkelig bare forbandet ondt! Han besvarede ikke hendes ord – Med andre ord, han klandrede hende heller ikke for noget af det som hun havde gjort. Han vidste udmærket godt, at det var noget som han avde så brændende fortjent! ”.. J-jeg har brug for b-blod..” afsluttede han stille. Han havde brug for noget at styrke sig på og han havde brug for at få fyldt kroppen og maven med bare.. et eller andet! Han tvang kroppen til at vende sig, hvor det kraftigt måtte være efterfuldt af mange af de knækkende lyde og med smerten i hans eget ansigt, for det gjorde virkelig ondt! Han ville bare ikke blive liggende. Han havde ligget mere end rigeligt i den kiste nu!

[Cressida Marvalo]

Jaqia kæmpede virkelig for at holde sig på benene, de skælvede under hende, truede med at give efter for hendes vægt endnu engang, specielt nu hvor hun kun måtte støtte med en hånd. Hendes hjerte slog faste slag, det i sig selv gjorde ondt, hun følte sig en smule svimmel, ør i hovedet. I aften ville hun uden tvivl sove, og det i sig selv skete kun de gange hvor der faktisk hvilede en mand i hendes seng. Der havde skam været en grund til at hun havde valgt at vække ham, ikke kun personlige men i den grad også mere end det. Alene var hun svag, og hun måtte erkende at han hele tiden havde haft ret, Samuel var kun til besvær, hun fortrød allerede at hun overhovedet havde valgt at vække ham den første gang Kimeya slog ham ihjel, det var om ikke andet, ikke noget som hun endnu engang ville spilde kræfterne på. De isblå øjne stirrede med den rene kølighed. Efterhånden var det blevet hendes faste maske, ikke mange formåede at se igennem det, hun betragtede ham. Hun måtte erkende at hun faktisk følte det som alt for længe siden, hun havde glemt den måde hans læber var formet på, glemt hans blik, hvordan de måtte se på hende, og til hendes store forundring var det uden bebrejdelse at sporer endnu om ikke andet. Samuel havde måske taget hende med storm, på grund af hans mange erfaringer, men det var ham hendes hjerte havde lagt ved, og han skubbede det fra sig ved at forelske sig i en mand.. En prociansk halvblind en af slagsen, det var direkte ydmygende, han havde fortjent det! Blikket gled ned over hans blottede krop, for hende var der intet at skjule, intet hun ikke før havde set. Hun betragtede de ar som måtte hvile over hans bryst, hele vejen ned fra hun havde skåret det hjerte ud, som han nu endnu engang måtte føle banke mod brystet. Modsat Samuel var han som hende.. Levende.. At det var det første spørgsmål som Alex måtte stille, undrede hende faktisk ikke. Hun sendte ham blot et lille smil ”Død” svarede hun meget kortfatte, og virkede heller ikke som om at det var noget som faktisk interesserede hende, hun var bedre uden ham, hun klarede sig langt bedre, det eneste han havde forvoldt hende gennem en lang årrække, var problemer, og det var hele grunden til hendes situation i dette land også. Hun var stadig forpustet, hendes åndedrag var tunge, det var ikke fordi hun havde forventet at det ville kræve så meget af hende at skulle gøre noget som det, det måtte hun da erkende. Hans knogler knækkede for hver bevægelse, i sig selv så var det kun et godt tegn, det hele skulle igang igen og han skulle også sættes på plads, det var trods alt ganske mange år siden at alt dette var sket. Som han greb om hendes håndled, var det hvad hun måtte lade fange hendes opmærksomhed, og kun med et dovent hævet øjenbryn som reaktion. Det sitrede. Hans stemme og hans kærtegn var savnede, de havde haft det særlige bånd, som hun selv var ked af var blevet ødelagt, men det var sådan historien tog sig ud, det kunne end ikke hun ændre. Hendes ansigt lyste op ”Åh ja selvfølgelig.. Sæt dig op” det var tydeligt at høre at hun var faldet ind i rollen som regent, hendes ord var ganske talte i ordre, det var blandt andet noget som Samuel havde haft svært ved at acceptere. På vaklende ben, og ganske langsomt, vendte hun ryggen til ham, for at søge hen mod en af kammerets mange hylder. En slank finger gled langs de mange flasker, benen sitrede farertruende, hun måtte støtte sig en smule til bordet ved hende. Endelig havde hun grebet om den rigtige, hun trådte igen med forsigtigthed hen til ham ”Engel” igen ganske kortfattet svar, selvom det sagde alt i og med hun måtte holde en beholder af blod foran ham. Piftet op med eliksir, men det valgte hun blot at lade ligge for nu, han behøvede energien i den, og længere var den jo ikke.

[Deleted]

Alexander klandrede ikke Jaqia for noget som helst på noget tidspunkt, for han vidste udmærket godt, at hans situation var noget som han slv måtte være skyld i og på alle måder endda. Han havde virkelig bare brug for det at kunne knække de knogler på plads og finde noget hvile, andet end i denne kiste som havde været hans hjem igennem så lang tid! Samuel havde udkonkurreret ham på alle måder, det var noget som havde fanget Jaqias interesse noget så grusomt, at det var gået ud over det stærke bånd som havde været dem imellem, hvilket han selv måtte være ked af. Det var ikke direkte fordi at han havde været forelsket i Jonathan, men alene den tanke om at skulle have noget som han faktisk kunne være herre over.. Det havde virkelig været noget af det bedste som han nogensinde havde siddet med i former af følelser, så det var heller ikke noget som man kunne klandre ham for som sådan! Han vidste godt at han havde en svaghed for magt, selvom han udmærket godt idste hvordan han skulle bruge den. At have Jaqia tæt på sig var virkelig savnet og bare det at vide, at Samuel var død og borte var noget som tydeligt måtte have en lettende effekt på ham, for det var virkelig savnet som intet andet overhovedet lige for tiden. Han nikkede blot til hendes ord, hvor selv et smil måtte brede sig på hans læber. Det var nu alligevel tydeligt at se at han var træt og udmattet, for det her havde så sandelig heller ikke været nemt for ham på nogen måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Godt..” var det eneste som forlod hans læber, idet han næsten roligt havde søgt tilbage i kisten. At bevæge sig, var noget som gjorde ondt, for han skulle jo knækkes på plads og så kom næringen og styrken derefter, for den var efterhånden virkelig ved at være nødvendig og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. At hun fremstod som den dominante og autoritære var jo ikke første gang, for det var noget som han var vant til, også set fra hendes side af. Han tog fat om kistens kant med sine umådelige tynde og slanke fingre, idet han tvang sig op at sidde. Han gispede ganske svagt, som det måtte knække hele vejen op i ryggen og hele vejen op i nakken, for det var virkelig noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt, hvilket man heller ikke skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet! ”Av..” mumlede han endnu en gang. Blikket fulgte Jaqia, selvom det stadig måtte være en anelse sløret. Det var vel noget som måtte komme med tiden? Han trak vejret dybt, selvom det var noget som måtte stikke noget så voldsomt i hans bryst! Han lod hånden falde mod hans hjerte. Det banket med livet endnu en gang. Han havde fået denne nye chance og han agtet også at holde det hele ved lige igen, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Flasken som hun måtte komme tilbage med, var noget som hurtigt måtte falde ham i blikfanget og i interessen. At det var engel var noget som tydeligt måtte få ham til at smile, for det var noget af det bedste som han måtte vide og kende til! Beholderen tog han let og fast imod, netop fordi at det var nødvendigt! Dette måtte han bare finde styrken til! At den måtte være piffet op med det ene eller det andet, var noget som næsten måtte sige sig selv, for det var jo trods alt Jaqia der var snak om og han kendte hende kun alt for godt efterhånden! Han førte beholderen til læberne, hvor han med det samme begyndte at slurpre af det dejlige engleblod. Der fandtes virkelig ikke noget bedre! Han nærmest klamrede sig til beholderen som om at han måtte være bange for at nogen skulle tage den eller rive den fra ham. Han vidste godt, at Jaqia ikke ville skade nogen uden at have en grund til det – Der hvor den største forskel var på dem og Samuel. Han tømte den. Det var først der at han lod den glide ned i kisten og han selv måtte falde mere til ro igen. Tungen strøg over hans læber og med en langt mere tilfredsstillet mine.

[Cressida Marvalo]

De tydelige knæk som måtte lyde, var kun sundt for ham. Enhver ting skulle skubbes på plads, og det ville de kun blive på den måde, også selvom hun skam udemærket var klar over, hvilken smertefuld proces det faktisk måtte være. Benene vaklede under hende, truede med at knække, selv på trods af den umådelige lette vægt hun faktisk måtte have. Nu hvor Alexander igen var sat til verden, måtte en helt ny følelse tage bo i hende, en følelse som havde været savnet under Samuels tilstedeværelse, det at føle sig hel.. Man kunne roligt sige at denne mand gennem rigtig mange år, havde været hendes bedre halvdel. Han var den som havdse rådet hende, beskyttet hende, støttet hende, han havde været der, men han havde bare glemt konsekvensen af deres nærvær, det forhold som de havde. Samuel var kommet, havde splittet dem lettere end ingenting, ved at tage hende med storm, slå benene væk under hende med alt den erfaring som han faktisk måtte bære med sig, det havde dog ikke ændret det faktum at hun måtte elske hendes anden bror. Men eftersom han valgte at gå af en vej, som ydmygede hende, knuste hende, skuffede hende, så havde hun ikke haft andet valg, end at tye til de skarpe midler, med andre ord, hun havde ikke haft andet valg end at slå ham ihjel. Det svimlede let for hendes blik, energien var der slet ikke, hun havde brug for at ligge ned, men ligenu var ikke tiden. Ganske roligt endte hun med at række ham den røde beholder fuld af det saftige engleblod ”Jeg vil mætte din spide senere, vi må finde en energiholdig nok, til os begge” tilføjede hun med et lille nik. Ligenu kunne hun i den grad også godt bruge lidt saftigt energi fra et magisk væsen, det ville være yderst elskværdigt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Samuel var død, og hendes tone afslørede at hun var fuldkommen ligeglad, at det ikke var noget der ligefrem nagede hende. Som Alex selv i hans tid, så havde han helt selv været uden om det, at undervurdere end kvinde som Faith, det ville kun være yderst dumt. Et klagende støn undslap hendes læber, som benen valgte at tvinge hende en smule ned, hun støttede sig til bordpladen, det var første gang hun havde oplevet at energien ikke var til det, det kunne have slået hende ihjel, men hun stod fats på at det skulle gøres. Alene så var hun svag på alle måder, og nu hvor Samuel var væk, så manglede hun den bedre halvdel, til at hjælpe hende, og lige til det, der ville Alexander være abasolut perfekt. Et stille smil spillede over læberne, køligt og sensuelt som mange måtte kende hende den dag idag, den faste maske, som hun plejede at kaste fra sig så snart denne mand måtte sidde foran hende. Det morede hende lidt, at han måtte gentage sig selv, hun vidste skam udemærket godt, at det han gik igennem, slet ikke måtte være behageligt, det var gået op for hende for længst. Hun betragtede hver lille synkebevægelse han gjorde, betragted hvordan blodet slurk efter slurk gled ned, og hvordan holderen lagsomt måtte tømmes, næsten med intensitet, med egen sult, også selvom hun ikke ligefrem kunne vove at påstå, at hun var direkte sulten som sådan. Hun hævede et dovent øjenbryn, som han endnu engang gled tilbage i kisten, efter at have fået lidt at drikke ”Jeg beklager mig kære bror, men du kan ikke hvile i den kiste mere, det har du gjort for et par hundrede år. Dit værelse står uberørt, den seng virker nok langt mere fristende” påpegede hun roligt. Det ville være et helvede at komme op derfra, men igen det skulle jo gøres, han havde lagt der i en evighed, nu var det på tide at komme op!

[Deleted]

Det kunne måske være at de mange knæk ville vær sundt for ham, men uanset så var det noget som virkelig måtte gøre noget så frygtelig ondt! Det gjorde ondt, det var smerte uden lige og kun fordi at han havde ligget stille igennem så skræmmende mange år. Som han havde formået at tømme beholderen for blod ,for det var noget som måtte være noget så frygtelig trængende for hans vedkommende. Hans krop havde jo ikke det mindste form af blod eller noget som helst, så det var noget af det som han måtte sætte som det øverste lige for øjeblikket! Han vendte blikket mod hende. Alene det faktum, at hun havde valgt at skulle vække ham, var nu ikke noget som rørte ham som sådan, selvom det dog alligevel måtte være noget som måtte være af en ganske stor betydning, selvom det havde taget hende forbandet mange år at skulle gøre det. Han klandrede hende ikke for noget, han vidste da om ikke andet, at alt skete af en grund og at det havde været nødvendigt for hende at gøre det som hun havde gjort. Der var virkelig ikke andet at skulle lægge i det mere, det var der heller ikke nogen tvivl om nr det nu endelig måtte komme til stykket. Nok selvom han sad der i det rene ingenting, så var det jo heller ikke fordi at han havde noget so helst at skulle skjule for hende. Hun havde jo set alt hvad der havde været at skulle se, så hvorfor lægge mere i det end det som måtte være godt nok for situationen? Han lukkede øjnene ganske let. Det krævede forbandet meget ikke bare af hende, men også af ham for at skulle vågne op på denne måde. Han havde aldrig nogensinde regnet med, at det skulle ske, hvilket han ærligt kunne stå ved overfor hende, for det var intet andet end den skindbare sandhed. Han nikkede blot til hendes ord. ”Jeg har fået blod nok for nu til at klare mig de næste timer.” De rødlige øjne hvilede på hende og denne gang også med en langt mere levende glans end det som han havde været i besiddelse af tidligere. Det var virkelig bare noget så frygtelig rart at være fri på denne måde, endelig at kunne være en del af livet, en del af hans kære søsters liv hvis hun ville lade ham komme så tæt på igen selvfølgelig. Samuel var død, han ville ikke komme i vejen for dem igen og det var det som virkelig måtte være ham selv en lettelse uden lige, for det betød vel at de ville kunne vende tilbage til det som de havde haft dengang? Det umådelige tætte forhold som bror og søster, selvom det havde været lidt mere end det også dengang? At hans seng måtte stå ledig til ham, var noget som blot måtte få ham til at smile, for det var end ikke noget som han ønskede at skulle lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket mod hende. ”Hvis mit værelse står så uberørt fra sidst jeg satte foden der, så frister den mig langt mere end denne kiste..” Han greb endnu en gang omkring kanten, hvor han kæmpede sig ud af den, hvilket tydeligt måtte resultere i at hans ben måtte knække fast sammen under ham og med en tydelig smerte i hans eget blik, for smertefrit, det var det dog bestemt ikke på nogen måde overhovedet! Han greb omkring bordpladen for at kæmpe sig op og tilbage på benene igen, som han vendte blikket stille og roligt mod hende. Han var vidst ikke den eneste som kunne bruge denne form af hvile, hvilket nu heller ikke gjorde ham noget. Han havde stadig så forbandet mange spørgsmål som han ønskede at skulle få svar på igen, så mange spørgsmål som endnu ikke måtte være besvaret. Han hævede og sænkee brystet lettere hurtigt og med den samme mine som tidligere. ”En kappe..” Han vendte sig omkring. Han kunne ikke gå igennem slottet på denne måde! Han rettede sig stille op og prøvede igen at genvinde balancen på benene. Man kunne ikke just sige, at det var nogen former for en nem opgave, for det var det bestemt ikke!

[Cressida Marvalo]

Selv Jaqia var faktisk I stand til at oerraske. Det var mere end tohundrede år siden hun havde kastet ham for døden, og det var ikke fordi at tanken om at bringe ham tilbage, ikke havde strejfet hende utallige gange før lige i aften, men der var så mange ting som hun hele tiden måtte have i bagtankerne, inden at hun kunne gøre det. Man kunne jo roligt sige at dette var en mere.. spontan handling. Energien var der ikke, kun det savn som hun faktisk måtte føle. Uden en bror var hun alene, og Samuel havde kun formået at gøre hende svagere, end det som hun faktisk ville sige sig at være, Alexander derimod.. Det var uden tvivl ham, at hun kunne takke for den plads som hun måtte besidde den dag idag. Blikket betragtede ham, de skarpe isblå øjne, var blevet mere matte som havde hun haft feber. Hun støttede sig til bordkanten, det var nødvendigt for at de skælvende ben, ikke skulle ende med at knække sammen under hende. Selvom han lå komplet blottet for hende, og uden tvivl var af en bygning, som mange kvinder ville dåne over, så var det hans blik og hans ansigt som havde hendes klare interesse, også selvom man ikke ville tro det, når det var hende der var tale om. Hans krop var intet som hun ikke havde set, før de havde som sagt altid haft et tæt forhold, også tættere end det de burde have haft, så det i sig selv var hende slet ikke interresant. Men hun havde nærmest glemt hans ansigtstruktur.. Så stærk og sammentidig så blid. Glemt hvor fyldige hans læber var for en mand, og hvordan han så på hende. I det store og det hele, så lettede det Jaqia umådeligt, at se ham i live, se ham bevæge sig, og dele hans smerte, kun for at få bekræftet at det rent faktisk var ægte. Jaqia nikkede blot bekræftende ”Jeg har leget lidt med blodet du fik, du vil holde dig til imorgen, derefter må vi skaffe dig energi og ikke blod” påpegede hun. Hendes tone var intet andet end en hvisken, hun kæmpede virkelig for at blive stående. Det havde været tæt på at gå galt, hvordan var hun blevet så ivrig? Samuel var væk endnu engang, og det var ikke ham hun ønskede at se ved livet, man kunne vel et sted sige at hun ventede på, nogen ville tage den opgave og tage ham fra hende? Hun var på ingen måde berørt af det, nu var Alex der endnu engang, han ville give hende langt mere, tage hende tættere på dig, til tider var det ikke altid det farligste. Hun sendte ham det stille smil, betragtede opmærksomt hver eneste bevægelse han gjorde, for at komme ud af den kiste. Enhver krop i knoglen måtte knække, det var sundt, men sammentidig en forbandet smerte, det vidste hun jo udemærket. Hun flyttede sig en smule, for at han ville være i stand til at komme på gulvet. Hun kunne hjælpe ham, men hun tvivlede på at han ville lade hende. Blikket forlod ham dog ikke, der kunne være visse.. Konsekvenser, og det var dem hun faktisk måtte holde øje med. Jaqia morede sig en smule over hans kamp, også selvom det var det helt samme hun fatisk selv sad med. Først nu måtte glidet gled ned over hans krop. Hun havde slet ikke tænkt på en kappe, igen der var intet uvant for hende ”Vent et øjeblik” hun slap forsigtigt kanten, vaklede over mod de mørkere hjørner. Der lå en blå kappe på bordet, fra den engel som han netop havde haft taget en slurk af. Hun kastede den til ham ”Jeg bliver her et øjeblik” stønnede hun hæst. Hun var gledet i hvile på bordet, benene nægtede hende at træde videre ligenu, for pokker hvorville alt dette blive problematisk!

[Deleted]

Det var intet mindre end tydeligt for Alex at det at bringe ham tilbage, var noget som havde kostet hende uendelig mange kræfter og meget energi. At det jo så måtte være en proces som i sig selv, faktisk måtte være direkte farlig, var noget som han tydeligt måtte bide sig fast i, for det var slet ikke Jaqia at løbe en sådan risiko med mindre, at det virkelig var noget som hun var nødt til, at det var noget som hun måtte finde direkte nødvendigt, for det kunne vel også forekomme på den ene eller den anden måde, når det endelig måtte komme til stykket? Eller var det bare sådan, at han måtte se på det i det store og hele? Han vendte blikket mod hende, som han selv tildels måtte støtte sig op af bordet. Nok havde han fået noget styrkende så han ville være i stand til at skulle holde den kørende for et lille døgns tid, men det så lige så meget også ud til at kunne bruge det som han havde. Han havde altid sat sin kære lillesøster før han havde tænkt på sig selv. Det var end ikke noget som man skulle tage fejl af, at han også måtte føle lige netop i dette øjeblik, for det var virkelig bare sådan, at det måtte være hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget at gøre ved det. Han vendte blikket stille ned mod hans håndled og med en lettere eftertænksom mine. Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang. At hun ikke var rørt det mindste af Samuels bortgang, var nu heller ikke noget som han havde det mindste imod, for han havde aldrig nogensinde kunne holde den mand ud! Han kendte hende efterhånden udmærket godt, og han kunne se, at hun selv ikke måtte være helt ved vel sådan som det nu måtte stå for øjeblikket. Han bed tænderne svagt sammen. Spiden i ham måtte han mætte når han havde hvilet lidt, for det var efterhånden ved at være temmelig nødvendigt også set for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Vi tager det som det kommer.. Ligesom vi altid har gjort det,” sagde han roligt. Han sendte hende et svagt smil. Ikke at det var noget som han gjorde normalt, men overfor hende, så var han ikke den kolde og kyniske mand, det var slet ikke noget som han var overfor hende, men overfor enhver anden som ville prøve at komme i vejen på den ene eller den anden måde, det var noget som tydeligt måtte ramme hårdt og dog noget så kraftigt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han fulgte hende nøje med blikket, selvom han tydeligt kunne se, at hun selv var ved at knække sammen. Hun var svag – Hvad pokker var der egentlig sket i den tid hvor han havde været væk? Kappen tog han roligt til sig og kastede omkring hans krop, så han forblev skjult bag den. Han gik i den grad ikke igennem slottets gange uden at have kluns at skulle skjule sig med! Han vendte sig mod hende og med hovedet som søgte let på sned. Han gik stille og roligt mod hende, hvor han førte håndleddet let op til hendes læber. ”Tag lidt af mit, Jaqia.. Forvandle dig, så bærer jeg dig op til soveværelset,” sagde han stilfærdigt. Et sted var det som en ordre, men det var også mere for hendes del. Folk ville vel stille spørgsmål hvis de så ham forlade lokalet uden at have hende ved sig? Dem som ville være i stand til at huske ham, ville jo selv klart undre sig, for hvor den ene var, der ville man altid kunne finde den anden. ”En mundfuld eller to vil kunne gøre det,” sagde han stilfærdigt. Hvis hun havde fiflet med blodet på den måde, så burde hun også få det bedre af det, så han kunne få hende med op så hun kunne hvile sig – Som han selv kunne se det, så havde hun i den grad også brug for søvnen, som han selv kunne bruge den hvile lige for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Igen, så ønskede han blot at beskytte hende, ligesom han havde gjort det tilbage dengang.

[Cressida Marvalo]

Kroppen hvilede mod den tunge stenplade. Det syrede i hendes ben, hun følte sig en smule omtåget. Enhver vidste, at det at lege med døden, var at lege med forbandet mørkt, og ikke mindst yderst farligt almymi. At trodse døden var aldrig uden konsekvenser. Nu stod han der igen i egen høje person, og det var der, at Jaqia måtte holde fast på, at det havde været hele hendes energi værd, selv på trods af at hun nu måtte kæmpe for, bare at holde sig på benene. Hendes vejrtrækning var fat, hun kunne besvime af udmattelse på stedet, men det ville næsten være synd for ham. De blonde lokker strøg hun roligt bag ørene. Efter hendes møder med Pharrel, tænke hun ikke over hvor meget hun faktisk legede med hendes hår, som han plejede at gøre, når han snoede krøllerne omkring hans finger. Den mand var for farlig for hende, nu stod hun om ikke andet også mere sikker der. Hovedet faldt let til hvile, mod den bogreol som stod lige ved siden af. De isblå øjne gled en smule i skjul. Skyggerne var behagelige. Samuels bortgang, var det sidste som hun i virkeligheden ønskede at tænke på, han havde udfordret og undervurderet den forkerte tøs, han havde handlet som en egoist frem for noget andet, tanken om at han var væk, var lettende, det betød at en last var borte fra hendes skuldre, det var jo ikke fordi, hun ikke havde nok fra før. Hun nikkede let til hans ord, sendte et ganske stilfærdigt smil, også selvom hun som sådan ikke direkte, hørte hvad han sagde. Det hele strøg forbi hende, lettere end ingenting, ligenu. Først nu fortrød Jaqia for alvor, at hun havde holdt sig vågen på den forbistrede eliksir, men som hun så det, ville hun hellere arbejde, end at ligge og stirrer ud i luften en hel nat så, men ligenu, så var det overhovedet ikke praktisk! Jaqia fornemmede ham komme tættere på. Ganske stille tvang hun blikket op, også selvom det i sig selv, var hende en enorm udfordring. Hun betragtede hans håndled, hun behøvede energien, hvis hun skulle forvandle sig, en mundfuld eller to ville ikke skade ham, og det ville gavne hende, i den grad. De slanke fingrer lukkede sig omkring hans arm, trak ham tættere på. Læberne mødte hans kølige hud, hun plantede et blidt kys mod den, før hun lod tænderne synke i, som havde han været lunt smør. Smagen af blod var ikke ligefrem savnet,hun havde næret sig igår, og som spide foretrak hun energi frem for blod, men det var om ikke andet bedre end ingenting. Hun sugede roligt og koncentreret, drak små mundfulde, for at være på den sikre side, inden hun tvang sig selv til at stoppe. Hun trak sig, lod tungen danse over sårene for at lukke dem, med en intensitet og senualitet som enhver vidste måtte ligge til hende. Hun slap ham, lod blikket glide i hans. Det havde hjulpet en hel del, også selvom hun stadig var forbandet udmattet ”Tak Alex” hun nikkede let, i høflighed for at vise hendes taknemlighed. Meget forsigtigt, tvang hun sig tilbage på benene ”Forsøger nogen at standse dig, så slår dem ihjel.. Mine vagter er alle sammen kujoner” mumlede hun en smule irriteret , for løgn var det jo ikke, mere eller mindre alle, kunne gå ind og slå hende ihjel, om de ønskede det, hvilket utrolig mange gjorde. Ganske roligt, svandt hendes krop ind. Hun blev mindre, det blonde hår forsvandt, ligesom hun selv gjorde det. Tilbage på gulvet lå hendes klæder, den tætsiddende kortsettop, der fremhævede hendes fyldige barm, og de tætsiddende bukser af læder, der for det første gav hende et kendetegn, og desuden fremhævede hendes form. Den lille edderkop fandt vejen ud, stoppede så snart hun følte den fri luft mod hendes sorte ben, nu kunne amn vel bare håbe på at Alex ville se hende?

[Deleted]

Det var om ikke andet, så meget tydeligt for Alex at det ikke bare var ham som havde brug for noget hvile. Nok at han nu måtte stå der som en mand i et tydeligt kvindedomineret samfund, så var det nu ikke noget som rørte ham. Han havde altid handlet til Jaqias bedste og sådan havde det været siden at de havde taget livet af deres kære mor. Det var en handling som var sket uden samvittighed.. uden noget som helst og han havde aldrig nogensinde fortrudt det. Havde de ikke gjort det ved hende dengang, så var det ham som måtte ligge i graven den dag i dag så skræmmende mange år senere. Samuel havde altid været en forbandet egoistisk type, og det var noget som man skulle være blind, dum og døv for ikke at kunne se. Han havde set det, men den mand havde jo været så meget mere spændende end det som han selv havde været ,så det var ham egentlig ikke noget vidunder, at Jaqia var gået til ham i stedet for – Smartere, ældre, stærkere og mere erfaren. Det var da noget som var noget så logisk! At lege med denne form af alkymi var farligt og han vidste det udmærket godt. Det var vel også derfor at han prøvede at vise taknemmelighed uden at bruge ordene? Dem havde han aldrig været specielt god til, så han var langt bedre til at gøre det med en form af handling. Han lod hende blot tage hans hud, skænke det et kys, hvor han lod hende bide sig fast. Han skar en svag grimasse, selvom det også var det eneste, for han valgte roligt at blive stående og lod hende tage det. Han havde selv tømt en hel beholder ,så det at skænke hende en mundfuld eller to, var noget som han sagtens kunne ofre for hende. Som hun gjorde sig færdig, så trak han roligt hånden til sig igen og uden at fjerne de mørke øjne fra hendes skikkelse af. Som spide foretrak de energi ja, men de skulle jo stadig have blod i kroppen og friskt blod fra et dødt væsen var også noget af det mest næringsrige som man kunne skaffe sig. Han kuklo ganske let. ”Det ser ud som om, at de har brug for en mand til at vise dem, hvordan det er at stå vagt,” sagde han stilfærdigt. At dræbe var altid noget som han havde gjort uden at skulle tøve det mindste, så hvorfor skulle dette være noget anderledes? Han lod hende træde ned på gulvet hvor han blot måtte se til at hun måtte indtage sin forvandling. Tøjet som søgte direkte til gulvet, var noget osm blot svagt måtte få ham til at smile. Han vidste godt at som edderkop, så var man ekstra udsat, netop fordi at man ikke rigtigt kunne forsvare sig, hvis der endelig skulle ske noget som helst. Han kunne nu aldrig finde på at gøre hende ondt .Tvært imod! Han havde nærmest givet sit liv for at beskytte hende og det var meninger som aldrig nogensinde var ændret. Hendes skikkelse som edderkop var på ingen måde fremmed for ham, så han ville med lethed kunne finde hende. Nattesynet gjorde jo trods alt også en god del. Han gik roligt ned i knæ, hvor han lagde hånden ned på gulvet. ”Kom min kære,” sagde han roligt, hvor han blot ventede til hun var kravlet op på hånden. Hans hænder lukkede sig om hendes tøj, som han kastede over armen, idet han roligt rejste sig op. Det ville blive en forbandet lang vandring op til værelset, hvis hun skulle gøre den på alle otte. Han nåede døren og åbnede den og gik bare ud. At vagterne nærmest måtte stirre efter ham, var slet ikke noget som han tog sig af. Han vidste jo trods alt godt, at han havde været død i mange år. Lige hvor mange, var ham så ukendt. Han skulede blot dræbende efter dem som sendte ham uforstående blikke hvor de blot vendte blikket i rigtig retning igen og blev stående på deres plads. Alex fortsatte op af de store vindeltrapper for at nå op ovenpå. Nok var han ikke direkte kendt på slottet, men han kendte Jaqia godt til at vide hvor hun cirka ville placere sit eget værelse; Væk fra solen og uden alt for mange vagter. Han gik ned af en mørkere korridor blot oplyst af fakler idet han stoppede op foran to store døre. Han tvang dem roligt op og med en selvsikker mine, da han slet ikke var i tvivl om, at han var gået forkert og rigtigt! Hendes værelse! Han smilede tilfredst for sig selv. ”Jeg tænkte det nok..” Han bevægede sig hen til sengen, hvor han lagde hendes tøj og lod edderkoppen kravle af hans hånd igen, så hun ville kunne forvandle sig. Han vendte om, gik tilbage til døren, lukkede og låste den. Nu var de da alene.

[Cressida Marvalo]

Samuel havde haft betydeligt svært ved det samfund, som jaqia havde valgt at skulle indrette. Hun huskede vreden over at han aldrig ville blive konge, sidde på tronen og regere, men hun havde ikke den tillid til ham. Ligesom Alex steg magten ham til hovedet, de to modsætninge var blot, at Samuel ikke ønskede at bruge det til landets udvikling, lige der var hende og hendes kære anden bror, om ikke andet på samme spor. Desuden glædede hun sig til at fortælle om hendes bedrifter, ville han reagere ligesom Samuel? Eller ville han faktisk blive stolt, og være i stand til at se en mening med tingene? Samuel havde ganske rigtigt været inetressant på mange måder, det var indtil han havde ladet følelserne løbe af med ham, det var der bare ikke plads til, det kunne hun jo selv stå ved, Alexanders ro var meget mere attraktivt nu om dage, også selvom det havde kostet hende direkte dyrt at skulle vække ham! Den næste måned ville hun være svag, et nemt offet, hun var klar over at nogen nok ville benytte den chancen, også selvom hun ikke brød sig om det. Tøjet lå i en bunke på gulvet, mens hun blot sad og ventede tålmodigt, på de 8 ben. Turen til værelset ville blive helvedes lang, hvis hun selv skulle gå på den måde. Hun fandt sig til rette i hans håndflade, og blev blot der. Det morede hende at se vagternes reaktion på hans skikkelse. Et andet sted nød hun dog også respekten. Det var alt sammen en flok tøvende tåber, hun huskede selv hvor hurtigt det var lykkedes Pharrel at slippe igennem, ønskede nogen at slå hende ihel, så ville den eneste udfordring være at finde hendes værelse. Normalt ville hun kravle rundt på hans hånd, bare for at tirrer, men hun var stadig udmattet, og glædede sig i virkeligheden bare til at komme op i hendes seng, hvor hun ville være i stand til at finde lidt ro. Lige i aften ville hun nok få sig en naturlig søvn. Ganske roligt, lod hun sig blot førers mod hendes værelse, det undrede hende slet ikke, at han præcist vidste hvor det faktisk lå. Døren blev roligt tvunget op, selv som edderkop var det en mindre lettelse. I forhold til de mørke kamre i kælderne, så var hendes værelse indrettet eksotisk. Fakler der brændte let, nedbrændte levende lys over det hele, og med varme farver, som fik hende til at føle sig yderst tilpas. Blidt kravlede hun ned over hans hånd, og endte på sengen. Der gik kun få sekunder, før der igen stod den velkendte skikkelse foran ham. Hendes blonde har lå spredt ud over hendes skuldre, denne gang var det hendes tur til at være blottet, ikke at det gjorde hende noget, han havde set alt før, berørt det, desuden var det langt fra fordi, hun havde noget at skulle skamme sig over. Hun rejste sig. Energien var væk igen. Lagde det tøj sammen som måtte være smidt på sengen, kun for at tvinge sig selv hen mod klædeskabet, selvom det aldeles ikke var nemt! Det var en utrolig orden. I den ene skuffe lå alt hendes undertøj, i den anden, diverse underkjoler, på øverste hylde var der fyldt op med hendes mange forskellige korsettoppe, og den anden var til hendes bukser, mens de sidste store hulrum, var prydet af hendes mange kjoler. Hun var uden tvivl en kvinde af en orden, en særlig orden som ikke mange fandt ud af, men den var der om ikke andet. Tøjet blev lagt på deres rigtige hylder, før hun åbnede skuffen og istedet tog en underkjole op. Det var få der nogensinde havde set hende i noget som det. Hun trak den over hovedet, lod den blodrøde kjole finde frem over hendes skikkelse. Kontrasten var stærk i forhold til den blege hud og det blonde hår. Stofet var lettere gennemsigtigt, men af et blødt stof, kjoler som kun adelsmænd havde råd til, hun nød at vise hendes rigdom frem i form af dyrt tøj, svært at fremstille. Hun sendte blot Alex et stille smil, kæmpede sig hen til sengen og gled ned på kanten med lettelse i blikket ”Tak for turen” endte hun blot rolig. Ellers havde hun først været her om en halv times tid, til den tid ville energien uanset være væk igen så..

[Deleted]

Alexander havde virkelig ikke noget problem med at skulle stå direkte frem og påpege at han havde problemet med magten, selvom han nu ikke var den som havde reageret på samme måde som Samuel havde gjort. Han havde jo selv hørt og set meget omkring den mand efter at han havde fået sået det splid mellem ham og hans kære søster. Det var nu ikke noget som han ønskede at tænke videre over,for det var vel bare sådan at det måtte være? Han havde valgt at acceptere det uanset hvor hårdt det så end måtte være, så var det jo trods alt bare sådan, at det måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne han ikke selv gøre noget ved det. Den frie hånd havde han lagt let beskyttende over Jaqia, blot i tilfælde af, hvis der skulle ske noget, for han tillod ikke at der skete hans søster noget. At hun havde gjort dette uden at have nogen former for energi, var noget som han vidste kunne være direkte livsfarligt i sig selv, og den tanke var bestemt ikke noget som han måtte bryde sig meget om på nogen måde, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Vagterne som måtte se efter ham, havde blot fået et direkte dræbende blik tilbage igen og det var i den grad også med en umådelig god grund, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det som var sket dengang, var noget som han mere eller mindre bare havde en utrolig stor lyst til bare at glemme, for der ville uanset ikke komme noget godt ud af det. Han havde aldrig direkte sat sin fod her på slottet, da det var i deres hjem som greve, at han var endt med at skulle lade livet. Ikke at det var noget som gjorde ham noget. Valg havde store og dybe konsekvenser og det var det som han i den grad også havde været offer for på denne måde. Værelset var direkte eksotisk, selvom det nu var sådan at han måtte siges at kende hende fra før af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte vise sig at komme til stykket, og det var noget som blot måtte få ham til at smile tydeligt. Han vendte sig roligt mod hende, som hun måtte forvandle sig. At det nu var hende som måtte stå blottet overfor ham, var ikke noget som rørte ham det mindste. Det var jo trods alt heller ikke første gang, at han stod overfor ende på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Det var en tanke som virkelig bare måtte more ham noget så grusomt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hovedet søgte let på sned, hvor han roligt måtte nikke mod hende. At se hende i den blodrøde underkjole var noget som blot måtte få ham til at smile, som det tydeligt måtte vække minder også for hans egen del. Han bevægede sig roligt hen til sengen som hun havde fået kæmpet sig tilbage på den. Han ville passe på hende som han havde gjort dengang. Hvis hun ville lade ham gøre det selvfølgelig. Han lod hånden stryge roligt mod hendes kind. ”Du skal hvile, min kære..” Det var ikke bare et venligt foreslag, skønt at hans tone var så rolig, men nærmere en ordre, for hun havde i den grad også brug for det efterhånden. Det var da noget som han tydeigt unne fornemme på hende lige i øjeblikket og det sagde så sandelig heller ikke så lidt. Begge hænderne placerede han mod hendes slanke skuldre og nærmest tvang hende ned i sengen, idet han tog fat i dynen og lagde den om hende. Han satte sig roligt på sengekanten og sendte hende et stille smil. Det var vel ligesom dengang? Hun vågnede af mareridt og han blev der til hun igen var faldet i søvn? Visse ting ændrede sig jo bare aldrig.

[Cressida Marvalo]

Det var virkelig intet mindre end underholdende, at se hvordan vagterne matte beglo ham. Selv på trods at Jaqia hvilede I hans hule hænder, under mere eller mindre hele turen, så var det lille lufthul hun havde, mere end rigeligt. Det var mange år siden, men han var i den grad ikke glemt. Faktisk havde hun en sjov tendens til at tro, at mange måtte være langt mere bange for Alex, end det som man havde været for Samuel, udelukkende fordi han var i stand til at skabe repsekt rundt omkring sig, og hans rolighed, på trods at alle vidste at han ikke tøvede med at slå ihjel, det var noget som meget få kunne tackle. Det var det samme med hende selv, også selvom det i det store og det hele var noget som Samuel havde formået at ødelægge. Det var en hel befrielse at føle det lette bløde stof, mod hendes blege hud, hendes ben skælvede, det var svært at holde sig oprejst. Det var heller ikke fordi hun avr direkte træt. De slanke fingrer gled roligt igennem hendes blonde lokker, hun betragtede Alex med det stille smil, selvom køligheden tydeligt lå over hende endnu, så var det en helt anden kvinde, der stod overfor ham, som den der måtte vise sig frem som dronning, sådan havde det altid været, overfor ham behøvede hun på ingen måde at opretholde sin facade ”Er du sød at tænde lysende?” spurgte hun roligt, og referede til de mange stearin lys som måtte stå rundt omkring, og som efterhånden var godt brændt ned. Skæret af flammerne beroligede hende, igen sådan havde det altid været, sammentidig skabte det en stemning, som hun i den grad måtte elske. Selvfølgelig så havde hun gjort det selv, om hun var i stand til det, men ligenu var hun ganske overbevist om at intet ville komme, selv hvis hun gjorde et forsøg. Roligt gled hun ned i den bløde madras, som Alex måtte skubbe hende ned. Det var sjældent hun gav kontrollen fra sig, igen så var hun nu den ledende, den højeste magt i dette land, og det var hende som udskænkede ordrene, det havde dog sine ulemper. Hun huskede ikke hvornår hun sidst havde været kvinde, givet sig rigtigt hen til en, som hun havde gjort til Alex, nu var det Pharrel der var på vej ind, på den måde. Dynen fandt vej om hendes krop, hun puttede sig en smule, som var hun endnu den lille pige, som han havde været med til at opdrage siden hun var helt lille, selv set i deres mors øjne havde han altid været mere værd, og han huskede jo selv bare hvordan han blev behandlet i hjemmet. Kinden faldt blidt mod hans hånd, mens hun følte den lille sitren. Det var et kærligt kærtegn, ikke et forførende, som dem hun normalt ville tage imod. Hun nød det i den grad ”Det er godt at have dig tilbage” hviskede hun stille. Det var med tydelig ærlighed at sporer, for lige her var det virkelig sandt, det var så mange år siden, hun sidst havde lagt som nu, i stand til at lade tropperne falde. Der var visse ting som på trods alder og tid aldrig ændrede sig, og som hun ikke ønskede nogensinde ville. Hun lå perfekt, hvilede kroppen, men det at sove var ikke noget som hun ville være i stand til bare sådan, hun sov forbandet sjældent, desuden følte hun sig på ingen måde træt, mere fysisk udmattet. Hun nikkede blot roligt til hans ord. Roligt fandt hånden til hans, hvor hun roligt tog den i sin, lod tomlen stryge over håndryggen. Ikke så meget som et ord forlod hendes læber, for hvad skulle hun i virkeligheden sige?