Visit from hell

[Silia D. Diamaqima]

Mørket var trådt til. Vejret var langt fra som man ville forbinde med endnu en smuk sommeraften. Skyerne kulsorte og skjulte for de smukke stjerner i millionvis der gemte sig et sted bag. Månen var halvt, selv viklet delvis ind i den mørke himmel. I virkeligheden var der ikke megen belysning nogen steder, visse var gået til ro mens nattens væsner først var begynd at færdes for et par timer siden. Med målrettede skridt måtte Faith ganske stille søge igennem udkanten af den lille by og med blik mod det prægtige slot i Dvasias. Det slot som engang havde været hende, men hvor den retmæssige ejer nu måtte sidde. På trods at hadet til den kongefamilie var der så var der blevet indgået det delvise 'venskab' mellem hende og Jaqia. Jaqia behøvede hendes hjælp og omvendt, rent professionelt. Det flammerøde hår dansede omkring hendes skuldre, hendes hud virkede så blev i forhold til den stærke konstrast. Den lille hånd lå frem for hende og med håndfladen åbnet mod den store himmel. En brændende flamme hvilede. Det var hverken en anstrengelse at holde den ved lige på grund af blæsen, eller undgå den smerte som det normalt ville forsage, varmen var hun vant til og hun måtte i den grad nyde det. Blikket var fast, ganske alvorligt, nu havde selv hun ærlig talt fået nok! Nathaniel var mere død end det som han var levende og det irriterede hende faktisk at se ham så opgivende. Selv på trods han ikke ville gå i døden, noget som hun kun havde respekten og var glad for, så var han heller ikke noget nær det som kunne minde om livet. Hans sorg var så dyb, nu hvor hun ikke længere måtte have Kimeya at skulle tænke på på den måde så kunne hun ganske frit gøre som dette. Jared arbejdede for hende lige denne aften, det var i det hele taget ikke så meget mere hun selv måtte være derude, udelukkende på grund af den familie som behøvede hende derhjemme. Ganske roligt måtte hun nå den store port og med vagterne placeret foran "Jeg skal se Jaqia" hendes tone var kølig, langt fra den normale, hun vidste udemærket hvordan tingene fungerede i Dvasias. Hun lod sig førers af en vagt mod kælderregionen hvor Jaqia for endnu en aften måtte befinde sig "Tak jeg finder selv vej herfra" uden så meget som at værdige ham et blik fulgte hun vejen ned mod kælderregionen, hun var klar over at Jaqias eliksirkammer var hendes største skat, og hun vidste hvor meget enhver vagt måtte hade at de ikke fik lov at kome dertil her kunne hun selv se skuffelsen i hans blik. Det var ikke første gang hun var her, hende og Jaqia havde haft deres uden tvivl. Blikket gled omkring, ganske opmærksomt for Samuel, hun kunne sværge at hun slog den mand ihjel snart! Flammen døede ud i hendes hånd nu hvor faklerne tog over. Ned af dybe gange og gennem de mange små døre og veje, hun kendte dem alle også selvom det var en frygtelig forvirrende vej. Ganske stille måtte hun læne sig op af stenkarmen, lettere afvendtende for reaktion.

[Cressida Marvalo]

Det var endnu engang blevet tid til at forlade søvnen også selvom ingen på dette slot kunne sige sig at få meget af den slags for tiden. Først var grænsemuren blevet angrebet og nu slottet selv, om det var denne kvinde Jaqia havde mødt for noget tid siden eller om det var helt andre magter det var der ingen som måtte vide, ihvetfald var sikekrheden blevet skærpet i en stor grad siden, der blev ikke taget nogen chancer, det var helt sikkert. For første aften i denne uge måtte Jaqia endnu engang befinde sig i hendes elskede eliksirkammer. Et nyt skelet lå hende i hjørnet, hun tørrede blidt munden mod håndryggen som for at få den sidste nærring med sig. Støvet var så tydeligt, lå hen over enhver række go enhver flaske som måtte stå linet op på de mange hylder. I det store og det hele var der en frygtelig orden på tingene, og alligevel kun en orden som kun var i stand til at skulle regne ud. At Faith var på vej vidste hun virkelig ikke, hun avr blevet bedt om at få gravet Liyas lig op som en del af deres fælles aftale og hun havde gjort det. At Nathaniel så ikke vidste noget var hun slet ikke i tvivl om han måtte sidde og bede for en tom kiste, lige der skulle hun mene at hun rent faktisk havde formået at så jorden temmelig fin endnu engang. Den afdøde kvinde lå på det kolde stenbord midt i lokalet. Denne aften var det ryddet for eliksirer. Den nøgne krop lå der, et hvidt lagen skjulte hende fra hoften og ned. Efter at have hvilet i den mørke jord var hendes lig ikke ligefrem det mest rene lige der havde Jaqia været igang med arbejdet, nu var hun endnu engang til at kende og med et frisk opbevaret lig. De slanke fingrer gled gennem de blonde lokker, det kølige blik sagde hende det hele og med et smil så frygtelig veltilfreds. At få hendes mad serveret på den måde det gjorde hende bestemt intet. Opmærksomt stoppede hun op for at lytte efter de skridt som måtte komme nærmere, ikke mange vidste hvor dette kammer lå, det havde også været frygtelig tæt på at bomben var gået ud over her, noget som hun kun var glad for ikke var sket. Blikket gled mod den velkendte skikkelse. Faklerne brændte lystigt mod de kolde sten, gav en foruroligende rolig stemning på dette sted. Smilet spillede om de rosenrøde læber, ganske almindeligt så køligt som det plejede at være noget som fik det til at løbe de fleste koldt ned af ryggen "Godaften Faith. Jeg har spurgt mig selv om hvor når du ville dukke op" tonen så melodisk og blid og stadig så kold og sensuel. Hun var en kvinde for sig selv noget som alle måtte være klar over. Armene lagde sig roligt ikke mindst afventende på kryds over hendes bryst.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste udemærket godt at Jaqia i forvejen måtte have frygtelig meget at se til efter de mange angreb som var fundet sted, desuden så var Samuel vendt tilbage og hun vidste det. Hvis side stod hun egentlig på? Et sted burde hun udlevere ham til Destiny udelukkende fordi at det måtte være hendes søster, men på den anden side hun stod som delvis leder i dette land, Jaqia var hendes dronning go Samuel hendes prins uanset hvor meget hun end måtte hade den tanke, hun ville være dømt som forrædder som hun så meget som overvejede det, noget som hun kun håbede at både Destiny og Fabian ville forstå. Hånden gled gennem de flammende lokker, mens blikket gled mod Jaqia. Hendes smil i forhold til Jaqias var varmt ikke mindst blidt, sådan som det altid havde vært. Det var intet nyt at man måtte undervurdere hende på første øjekast så hun ikke specielt frygtindgydende ud. Først og fremmest var hun lille og spinkel af bygning, alelrede mens hun stod her måtte Jaqia var en 3 hoveder højere end det som hun selv måtte være. Ilden var hendes element, alt ved hende varmt, hendes smil hendes blik, men man skulle i den grad ikke tage fejl af hende. Hun var helvede gående på to ben, og den kendte hun frygtelig mange som gerne ville skrive under på, og et sted måtte hun vel være stolt af det? Hun var en farlig kvinde at undervurdere, kun fordi hun måtte være så pokkers uforudsigelig "Jeg tænkte at du savnede mig" hendes tonefald var yderst ironisk, hende og Jaqia var jo ligesom aldrig kommet specielt godt overens, nu kunne man vel kalde dem veninder af en speciel form måske? Blikket gled bag hende, så skarpe som de smaragdgrønne øjne var "Jeg ser at du har hende.. Godt" ganske stille forlod hun stenkarmen og fortsatte mod Jaqias side. Hun stolede på hende af en uforklarlig grund, noget som faktisk måtte morer hende at sted. At se Liya ligge der på det lave stenbord om for hendes vedkommende alligevel måtte være en smule højt, det gjorde faktisk ondt. Hun havde fået nok af at se Nathaniel som det, det kvalmede hende at se ham så opgivende og ligegyldig! "Hvad bliver prisen?" de var begge kvinder der måtte gå direkte til sagen det var der ingen tvivl om, og det var netop hvad hun havde tænkt sig at gøre. Enhver vidste hvilket sted som liya måtte være havnet på, Faith selv havde jo været der før og hun vidste hvordan Liya måtte se ud når hun ville stå op, ikke noget hun ønskede at præsentere for Nathaniel så for en periode måtte hun så vidt som muligt forsøge at holde kvinden i Mansionet også selvom hun vidste at det kunne blive udfordrende. Hånden faldt stille mod hendes kind og med et dybtfølende glimt. Selv hun måtte jo rent faktisk savne hende.

[Cressida Marvalo]

Uanset hvor meget der end måtte være at lave så havde Jaqia altid tid til ay udforske alkymien. Efterhånden var det dog gået op for hende hvad Faith i virkeligheden ønskede at hun skulle gøre med det lig som hun havde fået bragt til Dvasias slot ganske personligt. På vejen måtte hun have skænket Gabriels grav en lille visit og rent faktisk plantet en sort rose med det røde bånd ved hans gravsten. Der var ingen tvivl om at hende og Nathaniel engang havde været frygtelig tætte, nok mere tætte end det som han selv ville indrømme overfor nogen og det morede hende et sted. Han var den som havde lært hende mere eller mindre alt, indtil han var kommet til at give hende for meget blod på tanden og hun blev alt alt for eksperimenterende. Derefter var det blevet til en konkurrence, hun var blevet bedre end ham, stærkere end ham og han ville ikke acceptere det. I det store og det hele havde Nataniel været hendes bedste ven og lærermester, hun bar modsætningen af han signatur respekten for ham var der i den grad, og den ville ikke forsvinde selv på trods af deres kamp, hun skyldte ham så uendeligt meget. Blikket hvilede med det kølige glimt på Faith, hun var en kvinde af den uendelige varme som hun selv et sted måtte hade, respekten for den lille kvinde var der i den grad, Jaqia vidste mere end nogen anden at hun ikke var til at skulle undervurdere på nogen måde. De sylespidse tænder kom roligt til syne som smilet bredte sig ved hendes kommentar, savnet og savnet, men kunne vel mere sige at hun havde været så frygtelig nysgerrig? Blikket fulgte hende hen til stenbordet hvor Liya måtte ligge halvvejst blottet, kun med et hvidt lagen som dækkede fra hoften. At høre Faith snakke om en pris på den måde det undrede hende slet ikke, hun var en af dem der var vant til at alt måtte have sin egen pris. Afvisende måtte hun blot hæve hånden "Intet for denne gang. Jeg skylder Nathaniel meget mere end frygtelig mange aner, takket værre ham står jeg her idag" det var trods alt ærligt, hun var klar over at dette var detaljer som Faith nok ikke måtte kende til for det måtte være hende ganske tydeligt at det ikke ligefrem var noget som Nathaniel måtte være stolt af på nogen måde, noget som virkelig kun morede hende. De blonde lokker strøg hun roligt bag ørene, her var koldt, det var rart, også selvom hun næsten måtte føle Faith's intense varme brænde sig fast i hendes sind, den kvinde var kraftfuld en tanke som fik hende til at smule udelukkende fordi at hun var på deres side. Dette ville gøre hende svag for det næste stykke tid, elsiksirene var brygget de ville om ikke andet hjælpe hende en smule "Jeg håber du ved at den stakkels pige har været en tur i helvede, hun er en meget egoistisk kvinde.. Eller skal vi sige var? Hun vil ikke være køn når hun først vender tilbage" påpegede hun gansek sigende og med et stålfast køligt blik.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste mere end nogen anden at Jaqia var en frygtelig dygtig alkymist og ligeså var Nathaniel. Hvad angik den tid så vidste Faith ikke specielt meget, ud over at Nathaniel havde været Jaqia's egen lærermester, i den tid hun selv havde kendt Nathaniel havde der aldrig været så meget som en lille antydning af venskab mellem ham og Jaqia, kun ren konkurrence, hun havde end ikke tal på alle de gange Jaqia havde forsøgt at gøre ham ondt på de mest kreative måder udelukkende for endelig at kunne kalde sig den bedste, den egoisme lod til dels til at være forsvundet, noget som et sted måtte lette hende. Hvad der ellers var sket i den årække det kunne Faith virkelig ikke svare på, hun vidste blot at respekten for Jaqia var der fra Nathaniels side og som hun så det nu, så var det kun gensides, de var begge dygtige, at prøve at hamle op med hinanden var i Faith's øjne spil af energi. Ganske stille måtte hånden stryge over Liya's kølige kind. Hvad som havde forgiftet hende var der ingen som måtte vide, nogen var uden efter Nathaniel og det bekymrede hende i en høj grad. Modsat Jaqias kulde kunne hun føle, atmosfæren på dette sted var heller ligefrem det som hun normalt ville færdes i, men hvad måtte hun ikke gøre for hendes kære for hendes 'bror', den mand som havde hjulpet hende gennem hele livet. Blikket gled opmærksomt mod Jaqia, der var ingen tvivl at hun var ude på at håne både Nathaniel og Liya, noget som hun var frygtelig vant til, hun havde jo en vane med at gøre det selv dog med andre. Det var tydeligt at hun ønskede at frigøre fra sig den gæld hun måtte bære til Nathaniel "Det lyder godt" mumlede hun blot ganske stille. Jaqia var normalt ikke typen som måtte gøre noget gratis med mindre det var til hendes fordel, Faith havde forberedt sig på det værste, et sted måtte det næsten kun lette hende at høre. Ganske stille lod hun blikket falde mod Liya ved hendes ord. Hun havde altid været en kvinde af egoisme så mange var faldet for hendes hånd og Faith var udemærket klar over hvor hun var endt og det var ikke i den sukkersøde himmel så meget vidste hun, en tanke som faktisk gjorde ondt "Jeg er ganske sikker på at det ikke er et syn der er værre end det kan klares.. Desuden tvivler jeg på at Nathaniel går op i hendes udseende, på trods hun er en smuk kvinde" hun nikkede stille blot for at understrege hendes ord. Ganske stille bakkede hun bagud og bød Jaqia til at gå igang med hendes. Minen var stram og en smule fast, dette skulle ærlig talt blot overståes og intet andet "Jeg venter spændt, noget siger mig hun ikke bliver glad for at se dig" det sarkastiske smil spillede over hendes læber, det var vel ærligt? Faith var end ikke sikker på hvordan hun ville reagere på at se hende selv.. hun måtte vel blot forsøge?

[Cressida Marvalo]

Jaqia var uden tvivl en af de dygtigere noget som hun udelukkende kunne takke hendes kære lærermester for den eneste konkurrent hun gennem så frygtelig mange år havde haft, og det havde alle jo måttet mærke sig af. Krigen mellem dem var til dels stoppet nu, legen var ikke længere sjov, ikke efter Jaqia måtte føle hun havde vundet, hun var dygtigere end hendes egen lærermester og hun vidste det, desuden udgjorde han ikke længere end trussel mod hende, noget som kun gjorde hende langt bedre stillet, med andre ord så havde hun fået det nøjagtig som hun ville have det. respekten for Nathaniel var der i allerhøjeste grad, den årrække hvor hun måtte have været hans lærling, der var sket så meget og Jaqia kunne næsten gætte sig til at det måtte være den tid som Nathaniel måtte have flest hemmeligheder fra, hun tvivlede ærlig talt på at han havde fortalt hverken Faith eller Liya det faktum at han rent faktisk havde begæret hende og så dybt som intet andet, hun havde vækket hans nysgerrighed ikke kun som lærer og som ven men i den grad også som en mand, og det var en tanke som endnu kunne få hende til at smile. Blikket hvilede kørligt mod den fortabte kvinde som måtte hvile på bordet, køn ville hun i den grad ikke være og hun ville vide en masse som hun ville have ønsket aldrig var nået hende, så syg som hun måtte være så ville det være dømt til at gå galt. For denne gang ville det ikke koste noget som helst, det var hendes gæld som hun langt om længe måtte betale af på, hun skyldte ham det, det var der ingen tvivl om. Erkendende nikkede hun til Faith's ord "Det er hun i sandhed" medstemte hun blot kortfattet. Tonen var frygtelig ligegyldig og alligevel så intens, kvinden der lå foran hende var af betydning, den syge kvinde som i manges øjne blot var i vejen, og alligevel ville hun vække hende, på trods det ville kræve alverdens af hende og at det var en frygtelig dum tid at gøre dette på. At Faith så trådte til side og gav hende plads, lod blot smilet brede sig og de sylespidse tænder afsløres, uden så meget som et ord strøg hun forbi hende og mod en oldgammel bogreol, hvor den ene støvede bog efter den anden måtte stå på ræd og række, nogle mere slidte en andre. En slank pegefinger strøg roligt over bogryggen, også selvom støvet måtte samle sig på hendes fingerspids. Hun stoppede ved en gammelt udseende bog, bundet i læder. Overskiften var latinsk, det var noget af de kraftigeste alkymistiske egenskaber som måtte hvile i en og samme bog. Hun trak den til sig og slog roligt op hvor et lille stof sad i klemme som et bogmærke det var trods alt ikke første gang hun måtte gøre dette, i det mindste havde hun endnu et hjerte noget som gjorde det langt lettere for hende. Bagved sig greb hun et stykke sort kridt, hendes eliksir kammer var blevet udviklet til dette efterhånden, noget som måtte gøre det langt nemmere for hende. Uden at kigge på den opslåede side måtte hun tegne det indviklede pentagram på Liyas bryst, og med cirklen uden om. Det var meget konkret der var kun en enkel måde at gøre det på og alt skulle være præcist "Min kære Faith, er du rar at tænde hver anden fakkel hele vejen rundt?" blikket var fraværende, hvilede i bogen hvor hun måtte læse den lange tale som blot for lige lade tungen fange ordene igen. De isblå øjne gled stille i skjul bag hendes lukkede øjenlåg, hænderne blev langt over Liyas døde skikkelse, hun trak vejret dybt selv på trods det som sådan ikke avr hende nødvendigt. Ganske stille måtte hun begynde den velkente remse "Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen" hendes stemme var forandret, til en hæs, intens ikke mindst aggresiv i den lange tale som hun efterhånden måtte kunne uden af "..Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen" gentog hun endnu engang. Det brændte i hendes indre, det var bestemt ike behageligt at udfører og endnu en lille del af hendes sjæl måtte gå til, hun vidste det. En blid brise strøg over lokalet som når man følte gyset ved en ånds tilstedeværelse, hendes hår gav et dansetrin fra sig "Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen" måtte hun endnu engang gentage kun mere og mere aggresivt, det var langt fra det væreste, hun var endnu jordbunden desuden var hun kun blevet forgiftet, hun havde prøvet det som vare langt mere udfordrende, ikke at hun skulle klage.

[Liya Daimond Diamaqima]

Alt virkede så mørkt. Liya stod endnu engang i det velkendte soveværese. Hun var ikke i stand til at røre noget som helst på trods hun virkelig forsøgte desperat at røre den krystal kugle som hun havde skænket Nathaniel, det var det tætteste hun måtte komme på ham, længsel sad så dybt i hendes indre. Tårerne trillede stille ned over hendes kind, at se ham passere hende uden så meget som at ane det gjorde faktisk også ondt også selvom hun udemærket vr klar over hun ikke var andet end en sjæl bundet til hans hjerte. Azrael nægtede at tage hende selv på trods hun tiggede og bad, halvt om halvt måtte hun hvile i helvedes kammer, og det var bestemt ikke behageligt! At det var hendes fødselsdag idag var ikke det som hun måtte ligge mærke til, dagene lignede alle de samme hun havde ingen kontrol, hun bestemte ikke over hendes egen tilstedeværelse, hun hørte ikke til nogen steder. Det var et forbandet sted, at Nathaniel måtte bede for hende var det som måtte holde hende nogenlunde ved mod også selvom hun nægtede at tage ehans plads i himlen, han havde gjort sig fortjent til det sted, noget som ikke var lykkedes hende selv, hun havde levet livet på den måde, taget hendes valg og selv i døden måtte de have konsekvenser, dette var hendes eget rod og så ondt og svært som det måtte være at være her det ønskede hun virkelig ikke at at han skulle gå igennem det. Det var som et stort hul i brystet der blot blev ved at vokse og hun måtte efterhånden kæmpe af hele hendes hjerte kun for ikke at forsvinde. Tiden rendte ud, om ikke længe så ville hun permanent befinde sig i et af helvedes mange kamre og så måtte hun virkelig blot ønske at Nathaniel ville redde hende ud af det før også selvom han ikke så meget som antydet til at det var en del af hans planer. De mørke øjne hvilede så desperat mod den lilel krystalkugle, hun forsøgte igen at røre den hendes slanke fingrer strøg lige igennem, noget som kun gjord ehende fustreret. Liya var netop ved at skulle sparke til sengen også selvom end ikke det ville lykkedes, da den brændende fornemmelse gennemborrede hende. Det var vel helvede som kladte igen? også selvom dette måtte føltes anderledes. Det gennemborrede hendes skikkelse, selvom Liya måtte give et skrig fra sig var det ingen som måtte høre det. Det sortnede for hendes blik hvad der skete derefter kunne hun ikke svare på, ikke ud over at hun måtte spærrer øjnene op og sætte sig op med et sæt. Hendes hjerte hamrede sindssygt mod brystet, en følelse som i sig selv gjorde hende svimmel. Hun lod de mørke øjne søge rundt. Det faldt mod Jaqias skikkelse, hvad pokker foregik der? "Jaqia" hviskede hun hæst med en mindre panik i stemmen "Hold dig væk" uden advarsel strøg hun ud over stenbordet og på benene, noget som hendes krop langt fra var med på endnu, hun var ved at snuble af den rene svimmelhen. Ganske let måtte den nøgne krop ramle ind i den reol som stod bag. Blikket faldt mod Faith, endelig noget velkendt "Hvad.. Pokker." hendes blik var et stort spørgsmålstegn, panikken stod tydeligt ud af hende. De gennemsigtige tårer forlod hendes kinder, der var koldt, hun kunne føle igen.. Først nu måtte det gå op for hende at hun følte reolen mod ryggen, frem for blot at ryge direkte igennem. Hænder blev holdt frem for hende, hun betragtede den blege hud, hun kunne da ikke.. Være i live?

[Silia D. Diamaqima]

Faith stod blot tålmodigt, Liya's krop ville ikke være flot når først den ville være besat af hendes sjæl så meget vidste hun, det var dog ikke en tanke som måtte skræmme hende synderligt, det var noget som hun nok ville overleve. Jaqia lod hun få pladsen, armene lå på tværs over hendes bryst, hun ville i den grad ikke forstyrre. Dette var udelukkende gjort på grund af Nathaniel, hun vidste at han nok ikek ville tage det pænt når han fandt ud af at han måtte have sat foran en tom grav. At det så rent faktisk var Liyas fødselsdag idag det vidste Faith virkelig ikke, sådanne ting var ikke noget som hun måtte have styr på. Tanken om at se hende i live måtte kun lette hende også selvom hun vidste at liya nok ville være ude af kontrol og den eneste som ville være i stand til at berolige hende måtte være Nathaniel, og Faith ønskede virkelig ikke at han skulle se hende i den tilstand som hendes krop måtte være i. Hun gjorde på kommando som Jaqia måtte bede hende om, uden så meget som at bevæge sig ud af flækken drejede hun blot ganske elt med hånden før hver anden fakkel måtte bryde op i de iltyre flammer der kun måtte varme hendes indre og udseende helt andre energier til dette kammer i forhold til det som hun havde følt for blot et kort øjeblik siden. At Jaqia så måtte gøre sig tog hun sig slet ikek af, det var blot fascinerende at se hende gøre det på denne måde, den eneste genoplivning hun havde været med til var af Kimeya for frygtelig mange år siden og dengang var der ikke mange alkymister dygtige nok til dette, det var før hun havde stiftet kendskab til Nathaniel. Den atmosfærer som netop havde lagt sig blev frygtelig hurtigt ændret igen da Jaqia måtte begynde den aggresive tale. Flammerne bevægede sig let, de var ikke alene, kulden fremkaldte den enorme gys over Faith's blege hud. Jaqia virkede frygtelig koncentreret. Minutter gik og allerede nu måtte Faith frygte at det ville være for sent, hun havde skam kendskab til helvede, hun havde brugt temmlig lang tid dernede og op til flere gange, det var ikke kun ubehageligt men også som at have et timeglas lige ved din side hvor sandet løb hurtige og hurtigere uanset hvad man gjorde. At stemningen så pludselig måtte sænkes, og Liya pludselig sætte op, skænkede hende selv et stort nok chock til at skulle slippe et gisp. det var som at blive vækket af en trance. At hun så måtte reagere på Jaqia præcis som aith havde regnet med undrede hende ikke på nogen måde. Med lette skridt strøg hun mod den tydeligvis forvirrede kvinde, hun havde ondt af hende det var der ingen tvivl om "Liya kære.. Der er intet at være bange for hun har hjulpet os" at de mange sår og rifter efter hendes tur i helvede så havde vist sig over kroppen nu var noget som Faith udemærket godt kunne se. Armen gled ganske forsigtigt om hende som for at fører hende med sig mod det halvvejse alter. Den frie hånd lod hun roligt løsne kappen og stille ligge omkring hende, hun skulle nødig fryse "Jeg takker dig mange gange, Jaqia" endte hun kortfattet for nu var det Liya som havde hendes fulde opmærksomhed.