Ashes to Ashes.. Spirit to Spirit..

[Cressida Marvalo]

Aftenen havde sunket sig hen over Dvasias. Mørket var det som havde lagt sig over landet, ikke kun på den store og åbne himmel men så sandelig også hos de mange beboere siden Jaqia atter var endt med at skulle tage den trone som lå i hendes hånd, og som var hendes ret på alle måder. Jaqia sad med utålmodig mine i den lille dagligstue, hun kunne høre regnen slå mod ruden for første gang i frygtelig lang tid, det var rart med en forandring fra den sne som ellers var faldet det sidste stykke tid. Månens lys slap ind af de store vinduer, ramte ind i den lunefulde stue, som den lystigt knitrende pejs havde formået at skulle varme op. Det var den første gang hun havde tilbragt en nat alene længe. Hvor Nathaniel var og hvad han lavede vidste hun ikek, et sted var hun også ligeglad hun var så dybt fustreret over at det endnu ikke var lykkedes nogle af de mange mænd hun ellers havde prøvet sig med at skulle gøre hende med det barn som hun behøvede ligenu, ikke i ønske om at skulle være mor, langt mere med det ønske om at få sig en tronarving nu hvor hverken Gina, Eniqa eller... Samuel var omkring mere. Den bror.. Det var tydeligt folk ikke kendte hende når de gang på gang påstod hun var en koldblodig morder uden menneskelige følelser, for det savn hun nærede til den mand var efterhånden blevet direkte skræmmende. Kedsomheden var det eneste som hun i øjeblikket sad med, for i aften havde hun ladet Nathaniel slippe hun var ikke i humør til det. De slanke fingrer strøg blidt gennem e blode lokker som måtte indramme hendes ellers kønne ansigt med de smukke krøller. På trods af det kølige glimt i hendes isblå øjne, og på trods af den morder hun blev set på som så var hun vel alligevel en ganske smuk kalibret kvinde. Hjertet slog stille mod hendes bryst i de rolige slag. Det hejrte de fleste måtte se på som koldt og dødt og uden mulighed for at skulle lærer at elske, kun delvist korrekt, på trods hun ikke altid var lige meget for at indrømme det så var Jaqia uden tvivl bygget af de menneskelige følelser, der var blot ingen som til nu havde formået at skulle finde dem frem i hendes så meget som hun undertrykte dem. Hun slap et suk, rejste sig let fra den bløde sofa, med lettere knirk fra de typiske læderbukser hun klædte sig i og med en tilhørendemørk korsettop der fremhævede den slanke talje og fyldige bryst, og kun lod den perfekte dog så blege hud afsløres. En pludselig idé var den som måtte skyde ind,d et var grunden til kedsomhed for hende var en farlig ting, det kunne bringe selv hende ud i vågede ting der ville være direkte tåbelige. Kursen blev sat mod døren hvor hun stille endte med gribe om håndtaget for skubbe den op. Kulden i gangene i forhold til i stuen var nok til at give hende en gåsehud. Med de målrettede skridt søgte hun mod kælderkorridorene. På vejen mødte Xaviar hende, med de gule øjne strøg dog blot forbi hende, lige i aften var det tydeligt at hun ikke ligefrem ønskede den selvskab. De tynde hæle slog klik mod det hårde gulv for hver skridt hun foretog sig, især da hun endte med at skulle søge ned af de mange trapper der ville fører hende til den mørke kælder hvor hun havde sit andet hjem. Faklerne blev svagere, kulden blev langt mere intens, edderkoppe spind og støv lå over det hele, dette var ikke en del af slottet som ligefrem blev rengjort. De mange boghylder var det første som mødte hende en smule nede af gangen og ind gennem den aflåste dør. Store stenborde hvor rester af skeletter stadig måtte ligge efter hun havde haft stillet hendes sult. Hun var udemærket over at hvad hun havde i tankerne var direkte dumt, altid havde hun haft den mening at de afdøde måtte forblive i den tilstand men det var som en stemme talte til hende at denne mand kunne hun ikke lade forblive død, det var en risiko at løbe, hun ville være svag for de næste dage taget i betragtning af hun netop havde indtaget tronen og langt fra var populær var det virkelig en chance at skulle gribe om, men hun savnede hans stemme. Hun savnede hele hans person, man kunne påstå hun aldrig havde elsket, men hendes bror var den som betød alt for hende, han var den som fuldendte hende uden ham ville hun ikke være i stand til at skulle sidde på denne trone. En hvislen kunne høres fra et hjørne hvorefter den smidig slangekrop måtte vise sig over gulvet. Et smil spillede om Jaqia's læber næsten kærligt. Hun samlede den lange slange op, tvang dens gule øjne mod hende "Mor har brug for arbejdsro, kære" hviskede hun blidt, kyssede let den lille sprække som ville være Yala's mund. Endnu en hvislen, før Jaqia endte med at skulle sætte den tilbage over jorden kun for at lade den krybe væk. Det var faktisk længe siden hun havde eksperimenteret på den måde, et sted hvor hun vel havde savnet det "Lad os så se" mumlede hun roligt for sig selv, startede med at lade armen køre over det største stenbord i midten og vippe resterne af knoglerne ned på gulvet, noget som skete med en masse skramlen. Tungen lod hun stille stryge over de smalle læber, stod stille kun et par minutter for huske det hele.. Først måtte hun.. Hun tg e stille vandring hen til et lille bord, hev fat i nogle lys og et stykke kridt. Endnu engang måtte hun vende tilbage til bordet, stille lysene i den ene side og lægge kridtet foran sig. Fremgangsmåden var egentlig meget enkel at opstille men at skulle få det til at lykkedes var en helt anden sag og noget som virkelig krævede en indre ro. Hun vendte sig roligt op, søgte mod de store boghylder, hvor pegefingeren roligt gled om hver bogs ryg, samlede det tykke lag støv med sig til han fandt den korrekte. Et smil prydede atter hendes læber så koldt og alligevel noget som bare var naturligt for hende efterhånden. Atter måtte hun vende tilbage til stenbordet, lod bogen åbnes kun for at skulle bladre frem til den side hun måtte behøve. En masse ord som for mange ville være volapyk men som for hende gav komplet mening og et billede tydelig vist. Med kridtet tegnede hun over bordet en stor cirkel, og inden i cirklen et form af et pentagram blot langt mere avanceret end blot den sædvanlige stjerne, noget der nærmere kunne minde om en form af vej der snoede sig rundt og rundt til en mindre cirkel måtte ende det i midten. Lysene blev stilt omkring som vist i bogen, hvor hun med den slanke finger måtte ende med sætte en lille flamme i, lod dem brænde lystigt. Kun ganske få ting manglede nu. Et sted følte hun det spændende kunne føle andrelinen pumpe et sted. Først blev kusen vendt mod glas med de mest uhyre ting der måtte stå på en hylde for sig selv. Øjne, hjerter, tunger, indvlde fra dyr i alle afskikkelser. Hun tog en krukke fyldt godt op af væske hvor et menneskeligt hejrte var det som befandt sig i. Hun satte den ligeså på stenbordet, og strøg direkte videre mod en lille boks hvor den vigtigste ingrediens måtte være. Nøglen bar hun personligt på sig. Den lille lysende kæde om hendes has låste hun stille op kun for sætte smykket i en firkantet udhulning i den store box, kun for omgående lade den falde om hendes hals igen så snart den var åben. Det smykke ville for hende være uundværligt. En lille pose i rød velour var den så dyrebare ting hun var nødt til at låse inde. Hun tog den i sin hånd, en skræmmende tanke et sted at det rent faktisk var hendes afdøde bror hun måtte holde om. Endelig endte hun for sidste gang tilbage tilb ordet, åbnede stille posen, hvor den sorte aske hvilede. Med kærlig og forsigtig hånd strøg hun asken langs det møster hun med kridtet havde tegnet, koncentrede sig om at skulle undgå så meget som et drys skulle ramme inden for cirklen i midten, derefter hvor hjertet til sidst blev placeret i indercirklen. Hun så på værket med et veltilfreds smil. Lige for hendes rækkevide stod et af de små sjæleglas som hun efterhånden havde et helt lager med blot hvor de rent faktisk ikke var tomme og snart ville dette heller ikke værd. Øjnene gled stille i, Jaqia bruget et par sekunder kun på at skulel finde ro og koncentration, samlede med flad hånd hænderne foran sig "Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen" sagde hun høt og tydeligt frem for sig, igen og igen, næsten per automatik blev tonen kun højere for hvr gang de samme linjer blev sagt ".. Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen" sagde hun endnu engang. En energi som hun følte omkring sig, en underlig blæst af kulde, et skrig i natten, et mindre glip for hendes blik. Hun slog øjnene op, satte hånden for glasset for at den fangede sjæl ikek skulle ende med smutte ud igen.Hendes hejrte hamrede, trætheden var det som allerede måtte overmande hende, men hun nægtede at stoppe nu hvor det var så tæt på. En dyb indånding, før hun endte med at fortsætte i helt andre ord "Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus... Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus" gentog hun igen og igen som hun havde gjort før. Denne gang blev tonen ikke kun højere for hver gang hun sagde det, før hver gang sætningen blev sagt følte hun det næsten som hendes evner blev suget mere og mere ud af hende, hun følte svimmelhed trænge sig mere og mere på. Det var uden tvivl for sjælden hun gjorde dette "..Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus... Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus" udbrød hun til sidst direkte irriteret, gav stille slip på flasken, kun i håb om sjælden ville gøre som hun bad den om, af asken var han kommet, af asken han var nu, nu var det på tide den aske ville blive en.. "Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus" svarede hun en sidste gang, lagde alt sin kncentration alt sit hjerte i det ord, og håbede blot på at det denne gang.. Ville lykkedes..

[Deleted]

Tid.. sted.. rum. Samuel befandt sig ikke på nogen af disse steder.. væk havde han været og igennem alt for mange tider. Hvor længe, vidste han ikke.. en bunke aske.. det var alt som var tilbage af ham efter det sammenstød med Kimeya, da han havde stået ved søen sammen med Faith.. det sidste som han huskede og det sidste som han oplevede, inden sværdet havde siddet i hans ryg.. igennem brystet og hjertet, for at lade ham falde til jorden som den bunke aske med intet andet end et skingert og smertefuldt skrig. Asken som hun lod hvile på den ganske specielle måde omkring det menneskelige hjerte, var ikke noget som han mærkede sig af.. han befandt sig stadig et ganske andet sted end lige på disse kanter. Næsten som han slet ikke var i denne verden? Han følte sig bare.. samlet.. hvad end om det var fordi, at hun havde fået skaffet hans sjæl igen, vidste han ikke, men et sted hvor han igen følte for at tænke.. at føle.. det savn som han havde næret til sin søster.. den søster som han var villig til at skulle gøre alt for og han var mildest talt villig til at gøre absolut alt! At hun måtte tvinge livet tilbage til de ældgamle asker.. så mørke og så grusomme som de var på sin måde.. sjovt at det var Jaqias rygte som var det værste af deres, når han jo faktisk var den som var så mange gange værre end hende. Askerne som næsten måtte sidde igen med en form af liv, søgte hen til hjertet, hvor det alt sammen i et stort fællesskab måtte samle sig om det, næsten som havde det været for at beskytte det. Hans aske antog stille og roligt en mere fast form som af et legeme i takt med hendes faste udtalelser som klart måtte kræve, at det hele måtte falde tilbage til ham. Han blev stadig liggende, først da sjælen måtte frigives og søgte direkte til hans bryst, og til hans hjerte, hvor det kraftigt endte med at lyse.. ikke et kraftigt lyst lys, men direkte mørk og dunkelt.. ligesom hans egen faste personlighed. Hans krop antog en mere fyldig form i form af en krop af kød og blod, hud og hår, og alt det andet som skulle med. Han lå fuldkommen stiv, næsten nøjagtigt som han havde gjort i dødsøjeblikket nede ved søen. Det eneste minde som lige for øjeblikket hang så voldsomt fast i hans egen krop og i hans eget sind som det aldrig havde gjort det før.. selv ikke lysene eller det kolde bord, var noget som han reagerede synderligt op. Der lå han.. kroppen lige så fast som den havde været tidligere, ligbleg og let muskuløs og fuldkommen blottet for alt i hans nærhed. Hans krop lå så kraftigt i spænd og med brystet kraftigt skudt frem, som om at smerten slet ikke havde givet det mindste slip på ham. Hænderne skubbede hurtigt to af de små lys væk fra ham, da han kraftigt måtte lukke hænderne om bordkanten idet han kraftigt måtte tippe rundt og direkte ned på det iskolde gulv med de kraftige skælvinger i kroppen. Hans hjerte slog dog nok ikke, det havde det aldrig nogensinde gjort ved ham for den sags skyld, dog alligevel.. de typiske gispende vejrtrækninger som kun måtte tage mere og mere til i hans eget bryst, ikke var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet for øjeblikket. Han blinkede næsten panisk med øjnene.. hvor han var og hvad der var sket havde han virkelig ikke nogen anelse om overhovedet. Benene trak han stille op til sin krop, armene lagde han tæt ind til brystet, næsten som den stikkende smerte stadig måtte sidde der efter mødet med sværdet.. næsten som han måtte mærke efter for at sikre sig at der ikke sad nogen spids genstand eller andet som måtte forårsage det. Han slap de faste og kraftige gisp, næsten som han desperat måtte prøve at skulle trække vejret, selvom det i den grad ikke gik i hans vej på nogen som helst måde overhovedet. Hans blik hvilede tydeligt forvirret rundt på det som han nu fik øje på.. næsten som han måtte trække sig sammen i en fosterstilling som et forskræmt lille barn.. dette var ikke det sidste som han huskede.. det var ikke den kolde sø.. med det faste blik hvilende i Faiths. Han trak sig helt sammen i en klump.. den blege hud var i så stor kontrast til det mørke gulv.. klart mere bleg end det som han normalt ville have været.. som havde han været dødssyg.. med en lang vej igen for at komme sig.