Hunger..!

[Cressida Marvalo]

Hvem end denne fremmede vampyr måtte være, så var det virkelig en forkert grænse at træde over. Et eller andet sted priste hun sig lykkelig for at Alex havde været højlydt. Dette ville uden tvivl blive straffet, det kunne ikke passe at de end ikke kunne være sikre, i deres eget hjem! Bombaderinger af slottet, skibsvrag ude efter guld, og nu vampyrer der blot to for sig af det store tag-selv-bord, det var langt mere end hun både kunne og ville finde sig i, som dronning og som kvinde og søster den til den mand, der nu stod med de to bidemærker i halsen. Hvad angik den fremmede vampyr, så stod han trykket tæt op af muren. Han var ophidset, tænderne var ude, det måtte være sulten der gjorde det. Ligeså var dyret kommet en smule frem i hende selv, hun hvæste fast, og med et direkte dræbende blik. Hun mindedes ikke at have set ham før, i det store og det hele var det også ligemeget for der skulle orden på det her, hun ville ganske simpelt ikke være med til det mere! Der skulle virkelig meget til, før hun selv måtte sige stop, men denne gang var det ganske simpelt blevet alt for meget! Hun gav ham et fast tryk op mod muren, neglene borrede sig ned i hans hals, og ned i den blege hud, der tydeligt afslørede at han måtte være død ”Hvad er dit navn?” hendes tone afslørede at det ikke stod til diskussion, han skulle svare hende, og i forhold til det som Alexander var vant til til at se, så lød hun også langt mere myndig, en maske der faldt hende helt naturligt, så snart hun måtte gå i klæderne som dronning frem for privat person. Alex havde det heller ikke for godt, det var tydeligt for hende både at se og fornemme, de få ganske hvor hun endelig tog blikket fra vampyren i få sekunder, for kun at se tilbage i det, med direkte kulde, der var ingen nåde at hente hos hende overhovedet, ligenu var det vel blot et held, at hun bar den myndighed og dermed var i stand til at skjule hvor svag hun i virkeligheden var, efter de oplevelser hun var gået igennem her på det seneste. Hun tog ikke blikket af denne fremmede igen, han var tydeligvis utilregnelig ”Alex kære.. Der står blod på mit værelse, du må hellere tage for dig, jeg kommer” selvom det tydeligvis var ment kærligt, så gjorde den direkte kolde stemme det svært at tro på, han kendte hende forhåbentligt godt nok.

[Deleted]

Dominic havde ærlig talt slet ikke regnet med at han skulle forstyrres på denne måde og specielt ikke nu hvor han havde været midt i et måltid – Et måltid som for ham havde været så utrolig trængende som intet andet overhovedet for øjeblikket. At det var selveste dronningen som måtte holde ham op af væggen, var slet ikke noget som gik op for ham på noget tidspunkt. De interesserede sig vel ikke stort for det enkelte individ i deres land, så hvorfor skulle han blande sig i deres sager? Han kneb øjnene sammen. Sulten stod tydeligt i ham, det var det eneste som havde drevet ham hertil og på denne måde, for normalt, så ville han slet ikke nære sig på nogen på denne måde, for det havde været unfair kamp, så meget vidste han da godt, men han var da fuldkommen ligeglad af den grund! Der kom da heller ikke noget godt ud af det på den ene eller den anden måde og det var vel også bare sådan at det nu måtte være? ”Dominic..” vrissede han let. Den autoritære stemme var noget som næsten bare havde tvunget svaret over hans læber. ”Dominic Lupercion,” tilføjede han en anelse hæst og anstrengende. Neglene som borede sig ned i hans hals, var noget som tvang ham til at blive stående, hvor han spændte let i kroppen. Smerte var han vant til, men bestemt ikke på denne her måde! Øjnene kneb han svagt sammen, som han vendte blikket mod manden som lå henslængt på gulvet.. Alexander? Dronningens bror? Det hele begyndte at dæmre for ham nu, selvom han vidste, at det allerede måtte være for sent. Han nærede for to og han lod som regel Eniyah tage hvad hun havde brug for. Han ønskede jo heller ikke at noget som helst skulle ske hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Slip mig..” Denne gang var hans stemme langt mere anstrengt end det som det havde været tidligere, for det var bestemt heller ikke en behagelig situation som han måtte stå i lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Lige nu ville han bare væk derfra.. og langt væk!

[Deleted]

Alexander havde denne form af strategi, for ikke at glemme, at han faktisk var ekstrem dygtig til at handle i de stressede situationer. Han vidste at han havde været sent på den, at Jaqia sikkert var ude for at lede efter ham for det var lige før at man kunne stille klokken efter ham! Han var altid præcist og det var vel også derfor at han havde valgt at larme? I håbet om at hende eller en anden ville kunne høre ham. Han havde ikke været ved sin fulde styrke og nu var han overmandet af en vampyr? Det var slet ikke noget som han havde haft brug for at skulle slå med, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han gispede let, som han let måtte lukke øjnene. Han var reddet og det var også det som gjorde, at han havde langt nemmere for at skulle falde til ro lige for øjeblikket, for det var i den grad også trængende for hans eget vedkommende, for han var.. træt. Det var ikke fordi at der havde været nogen som helst former for kamp overhovedet, men det var heller ikke fordi at han havde siddet inde med styrken til at skulle kæmpe imod og specielt ikke når man blev overmandet på denne måde! Den faste og nærmest kolde stemme, var ikke noget som han tog sig af, han vidste udmærket godt, at det var situationen som måtte tvinge hende til det. Han nikkede blot stumt, som han kæmpet sig rundt for at ende på maven. Han greb omkring det lille sengebord, for nærmest at skulle tvinge sig op på benene, selvom det var tydeligt vaklende. Han vendte sig mod hende. Hans øjne var blodskudte. I og med, at denne mand havde taget hans blod, så var det sulten som tydeligt og klart også måtte have ramt ham selv i stedet for og han hadet det virkelig! ”Dominic…” Han blottede tænderne i et svagt hvæs, som han vendte sig mod Jaqia. ”Få gjort noget ved den mand..” Han kneb øjnene sammen, som han næsten vaklende måtte komme hen til døren, drejede ned af gangen og fortsatte mod værelset. Han måtte have blod og det skulle være nu!

[Cressida Marvalo]

Det var tydeligt at han slet ikke havde regnet med en forstyrrelse, og specielt ikke på et værelse, der lod til at være tomt. Han lod til at være en forbandet naiv mand, havde han regnet med, at dette ville være noget som han kunne slippe godt fra? De isblå øjne hvilede intenst ind i hans, hun lod ham ikke slippe hendes det mindste, sammentidig med at kulden måtte ligge der. Hvad hun skulle gøre med ham, var endnu lidt uklart, selvfølgelig ville han blive taget med ned i en celle, men hvad hun burde gøre derefter, var hende endnu uklart. En ting var dog sikker; Hun havde ikke tænkt sig at tolerere mere af den slags! Først den udemåelig irriterende men intilligente kvinde, og nu dette?! Sulten var malet i hans blik, desuden så var hans tænder ligeså blottet som hendes egne. Hun nikkede sagte ”Dominic” gentog hun med køligt skær. Alex svarede hun slet ikke, han behøvede uden tvivl det blod som stod på værelset, og som hun havde holdt gemt til dem begge, det skulle trods alt have været en hyggelig aften. Med et fast ryg, hev Jaqia, Dominic en smule ud fra væggen ” Okay nu skal du høre her.. Dominic. Du begik en umådelig fejl til aften, jeg vil finde en straf, og den bliver ikke behagelig, det kan jeg love dig for. Til da kan du få lov at hygge dig i cellen, jeg bringer dig blod.. lad os sige.. imorgen aften” hun sendte ham et kølige smil, som morede hun sig næsten ved tanken om, at han ville være tvunget til at skulle sulte over længere tid, så sulten som han tydeligt måtte være i øjeblikket. Hendes greb om hans hals var tydeligt, hun trådte om bag ham istedet, og lod neglene borer sig fast ind i hans nakke, hendes kjølige fingerdpidser, hvilede mod hans egen. Uden et eneste ord, begyndte hun at gå, og tvang ham dermed frem af. Han kunne selvfølgelig forsøge at stikke af, men det var heller ikke ligefrem noget hun kunne råde ham til, for i sidste ende ville det kun gå ud over ham selv. Hendes skridt var målrettede, hun var endnu umådelig vred. Hvor vidt han havde en familie eller en kvinde ved sin side, det var hun fudlkommen ligeglad med, han ville ikke komme herfra det næste lange stykke tid så meget kunne hun love. Roligt stoppede hun foran en vagt, der stod netop foran hende ”Sørg for en celle til ham, han må ikke stikke af” hendes tone var spids og meget klar, det stod på ingen måde til diskussion. Vagten nikkede blot med et fast nik, og tog over Dominic. Hun så dem forsvinde, inden hun selv vendte ryggen til, for at sætte kursen mod hendes eget værelse, som for at tjekke til Alex.

//Out

[Deleted]

Dominic havde virkelig været for desperat efter at få fyldt maven. Enhver som stod i hans situation, ville normalt søge til de steder hvor at muligheden for at få noget som helst, ville være størst. Lige hvorfor at han havde valgt dette sted af alle steder som han kunne søge til, det vidste han faktisk ikke. Det viste vel bare at han havde haft.. ondt et sted? Desperat efter at få noget, hvor selv mærkerne i hans håndled måtte indikere, ath an ikke gjorde dette kun for sig selv. Han blev stående md Jaqias negle i hans nakke. Det var jo heller ikke fordi at han have meget andet valg, vred han sig, så ville detjo kun gå mere ondt, så meget vidste han da udmærket godt. Han blev stående og så til at Alexander måtte kæmpe sig ud af værelset, hvor han stadig var i stand til at lugte mandens blod, hvilket kun måtte få ham til at spænde noget så tydeligt og fast i hans egen krop, for det var virkelig nogt som måtte gøre ham direkte tosset. Han lukkede øjnene let. Eniyah kunne jo ikke passe på sig selv! Hun havde aldrig lært det! Han havde taget det stille og roligt med hende, skridt for skridt for at sørge for at hun blev præsenteret for det hele en ting af gangen, for han ønskede ikke at det var noget som skulle skræmme hende væk fra ham! Han blinkede let med øjnene hvor han vendte blikket stift mod hende. Han kunne jo ikke rigtigt nikke eller ryste på hovedet og ord.. Jamen hvad pokker skulle han da sige? Han havde ikke rigtigt noget som helst som han kunne få sagt på denne måde og han vidste det jo udmærket godt. ”Jeg beklager virkelig..” Hans ord var tydeligt anstrengt, da han bare gik i den retning som hun ville have ham til. Dt var heller ikke fordi at han rigtigt kunne gøre noget andet. Blikket vendte han mod vagterne som måtte overtage ham. Han blev fastlåst med armene bag på ryggen, så han igen var tvunget til at stå i ro. ”Det må du ikke..!” Han prøvede at komme fri, selvom modstand var noget som han hurtigt måtte opgive, som han blev ført ned mod kælderen og placeret i en celle der, hvor han kunne sidde fuldkommen alene. Han blev grebet af en uro.. Hvad med Eniyah!?

//Out