Enemies or friends?

[Noelle Jaceluck]

Noelles ivrige og ikke mindst målrettede skridt, lød I hele den store gang. Det var langt mere agrresivt end hvad der egentlig var nødvendigt, men det kunne ikke være mere tydeligt, at hun var godt og grundigt irriteret, og var der noget at sige til det? Enrico havde måske forklaret hende at han ikke bare ville kunne afvise Jaqia på en enkel aften, og det havde Noelle i den grad heller ikke forventet, men om ikke andet kunne han da gøre det når hun ikke selv befandt sig på slottet! At beslutte sig for at give ehdne en chance, det var noget som hun havde været glad for, men var det sådan det skulle være så var det ikke sikkert. Enrico var selv irriteret, hans tone overfor denne herre afslørede ham, hvor fustrerende ikke at få lov at lette trykket, og hun var i den grad ikke villig til at hjælpe lige der. Armene lagde sig over hendes bryst, det flammende og iltre blik, betragtede skiftevis Ilosonic og Enrico. Allerede nu var det kølig luft og det morede hende et sted, det var trods alt hendes skyld at han var blevet hevet ud, hun kunne have klaret det selv, eller bedt ham om at komme tilbage senere, men dette var langt nemmere, desuden så var det umuligt for hende selv at finde rundt i de gamle pergamenter og skridtruller, udelukkende fordi at det lå så fjernt for hende. Hendes arbejde lå ude i feltet, derude hvor tingene for alvor måtte ske, og hvor krigen måtte hærge, også selvom der ærlig talt ikke var meget ild i den for tiden, der var trods alt en grund til at hun måtte befinde sig her frem for ude i feltet. Der var stadig tropper der skulle organiseres og trænes, det var mere hendes job for tiden end noget andet. Hun strøg de rødbrune lokker bag øret. Ilosonic’s ord, fik virkelgi kun det kække smil over hendes rosa læber, til at brede sig yderlige, og kun fordi hun vidste at det var ord som virkelig ikke ville falde i god jord hos Enirco. Der var kun den rene fryd at sporer i hendes øjne, sandt nok hans lyster kom ikke før alt andet og specielt ikke når det var Jaqia som måtte stille dem, det var i den grad ikke nemt at se ens kæreste søge til en anden kvinde. Hun rystede blot en smule på hovedet og skubbede tankerne fra sig, det var ikke hende og Enrico det skulle omhandle, de fleste vidste intet omkring det faktum at de var blevet et par, og hun så virkelig ikke nogen grund til at blande andre ind i det, og specielt ikke en fremmede. Nysgerrigheden havde meldt sin ankomst, ikke at man kunne sige noget til det, hvad ville den mand med de gamle skrifter? Der var noget hemmelighedsfuldt over ham, og Noelle vidste virkelig ikke hvor vidt hun skulle interessere sig, nu hvor Enrico var der, så havde hun vel heller intet at gøre der? Interesseret måtte hun hæve et slankt øjenbryn. Det var ikke hver dag, der dukkede en mand op for at spørge om noget som det, men igen hvad vedkom det egentlig også hende? Hun havde meget andet at lave ”Jeg vil lade jer to turdelduer alene..” hun lagde blidt en hånd mod Enrico’s skulderblad ”Jeg regner med at bruge natten på nogle nye teknikker, du skal ikke vente oppe på mig” der var noget farertruende over hendes tone, og et lille glimt i blikket, det tydeligt sagde at hun stadig var sur, så provokerende som hun måtte være overfor ham, der var ikke ligefrem nogen sød forelskelse eller kærlighedserklæring at hente ”Undskyld mig de herre” hun gjorde lille gestus med hånden, før hun vente om på hælen og gik i modsatte retning. Hjertet slog vrede slag, hun vidste at Enrico ville høre dem, og det var præcist hvad hun ønskede. Ligenu overlod hun alt til Sonic, hun måtte indrømme at den mand morrede hende. Hun drejede let om et hjørne og strøg mod kælderregionen.

//Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico ville i den grad mene, at han havde sin oprigtige grund til at være direkte sur eller rasende over det her! Han havde virkelig ikke været inde ved Jaqia i flere dage, han vidste at hun ikke kunne sove alene og nu havde lysten for at få det stillet, også selv været stor for hans vedkommende, så han var gået derind også mest for sin egen del, men også fordi at han havde fortalt Noelle, at han ikke bare kunne ændre det over natten. Han prøvede virkelig, men det var i den grad ikke nemt altid og nu stod han altså her. Han vendte blikket direkte vredt mod Ilosonic ved den udtalelse. Det var så sandelig heller ikke fordi, at han ville lade mørket vente, for det var noget af det som han måtte sætte højst her! Han var endda en mand i denne stilling og hvis det ikke var fordi at han faktisk gjorde sit job godt nok, så var han røget af allerede for længe siden og det var jo trods alt heller ikke sket. Han elskede hans arbejde og det var bestemt ikke fordi at det krævede eller førte til en tur under dynen med dronningen i tide og utide. Det var virkelig også til tider bare for at give hende en favn at sove i, for det var virkelig også tiltrængt til tider, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han fnøs kortfattet. ”Jeg kræver så sandelig heller ikke, at det skal vente på mig,” sagde han med en forkastelig mine. Faldt man bagud, så var man virkelig ikke det værd, så det var virkelig ikke noget godt, at man skulle vente på nogen eller noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hans øjne strålede virkelig bare med den vrede, for han var i den grad mobset! At han var afbrudt ganske kort før, at han ville kunne lette trykket. Det var virkelig bare en forbandet frustrerende mand! Nu ville han bare have det her overstået, så han kunne vende tilbage til sit gøremål og så selv komme i seng inden endnu en ny dag i morgen. At denne mand ønskede pergamenter og ruller og alt som måtte beskrive greverækken og historien i Procias, for det var bestemt ikke meget som gav nogen mening for ham, men igen.. Så kendte han virkelig ikke meget til det som måtte gå igennem denne mands hoved. Han lod hovedet søge næsten skræmmende langsomt på sned. Det at skulle udlåne de værdifulde pergamenter og ruller til, var bestemt ikke noget som faldt ham i smag, udelukkende også fordi, at det mtåte være hans store ansvar når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være. Han slog armene roligt over kors og trommede let med fingrne over hans egen overarm. ”Procias’ greverække og historie?” Han himlede med øjnene. Det var da nogen af de værker som han ikke havde skænket en tanke i årevis, for det havde virkelig ikke været nødvendigt for hans del. Hvad Marius tilbragte tiden med, var han i bund og grund fuldstændig ligeglad med. Manden virkede dog ganske bestemt af sig, hvilket i den grad også var noget som Enrico kunne lide, for det gjorde det hele meget nemmere for en som ham og det gjorde ham i den grad også langt mere samarbejdsvillig. Han vendte sig mod Noelle og med den klart dræbende mine. Det der kunne hun virkelig bare ikke være bekendt! Han læste hendes hjerteslag, han tydet hendes stemme.. Hun var vred og det samme var han.. Det skulle nok blive hyggeligt når de begge stod på værelset ved morgengry. Han vendte sig mod Ilosonic igen. ”Det er ikke værker jeg har skænket en tanke i årevis.. Hvorfor er det lige nøjagtigt dem, som du ønsker?” spurgte han ganske kortfattet. Bøgerne var hand domæne, så han kunne faktisk selv en god del af det i hovedet, for det havde været noget som han havde studeret og langt mere end en gang. Han vendte om på hælen og gik i den stik modsatte retning af Noelle for at komme mod blbiotekerne. Han regnede automatisk med, at Ilosonic ville følge ham.

[ilosonic]

Ilosonic var skam en bestemt mand, uden tvivl, han vidste hvad han ville have, og når han først havde sat sig for det, så overgav han sig heller ikke før han havde fået det eller før døden ville tage ham. Han havde faktisk prøvet det at blive dræbt, for han huskede tydeligt da han var blevet fanget, og skulle brændes på bålet levende. Mørkedæmonen havde overlevet, men det havde hans animagusform ikke. Den sidste forbindelse til lyset i ham var blevet dræbt, brændt levende på det bål han var blevet sat til. Det havde gjort ond af helvedet til! Men det havde skabt noget langt stærkere i ham; ilddæmonen. Derfor ville det også blive svært at bevise sit broderskab til Marius, for hvem ville tro at en pludselig dæmon ville være bror til greven af Procias? Derfor var han - selvom han ikke var meget for det - nødtil at søge til kongeslottet for at skaffe sig hjælp, desuden så kom det jo også dem til gode på alle måder, for han kunne blive deres es i ærmet, han kunne føre mørket ind i Procias.
Sonics blik gled fra Enrico til Noelle, og han kunne tydeligt se at hans ord måtte fryde og more hende, hvilket faktisk måtte more ham selv. Der var ingen tvivl om at de to nærede følelser for hinanden, og det var derfor at Noelle var påvirket af at Enrico tilfandt sig inde hos Jaqia de fleste nætter. Han var mentaldæmon, så han var skam ikke dum, og det kunne han jo så takke sin gamle ven for, Hayden Diamaqima. Sjovt at de begge havde deres søskendeproblem, og han ville da med glæde hjælpe Hayden ind i Procias, så han kunne skænke Nathaniel et lille visit. Han fulgte Noelle kort med blikket, som hun valgte at gå, hvor han blot nikkede ganske roligt med hovedet som svar. Blikket faldt tilbage på Enrico. Hvem af dem der kunne hjælpe ham var han ligeglad med, så længe han fik hvad han ville, så var han tilfreds. Armene hvilede roligt over kors, imens de mørkebrune øjne hvilede lettere intenst på Enrico. Skønt at øjnene var varme, så var der også noget faretruende over dem, som ville de eksplodere hvert sekund det skulle være. Han vidste ikke om det var klogt at fortælle at han rent faktisk var den retmæssige greve af Procias, for han vidste ikke hvordan de ville se på ham, skønt han dog ville tjene mørket til evig tid, det var der ingen tvivl om! Men så igen, læste Enrico selv de pergamenter eller skriftruller, så ville han jo sikkert finde ud af at Sonic var greve alligevel. Han trak på skuldrene. "Hvorfor jeg ønsker dem, kan vel være ligegyldigt? Så længe gøremålet kan hjælpe mørket og Dvasias?" Han hævede et slankt øjenbryn, hvor hans mørke øjne fulgte Enrico som han begyndte at gå. Han gjorde et kort rul med skuldrene, inden han selv fulgte efter, den stik modsatte retning end som Noelle havde gået, men nu kredsede hans tanker ikke så meget omkring hende, men om det overhovedet var muligt at finde et bevis. Desuden var der ikke noget bevis, måtte han jo bare gå direkte op til dronningen af Procias og forklare hende det hele, hvilket nok skulle blive ganske morsomt. Det var jo faktisk også det som Marius havde foreslået ham. Gad vide hvad den mand egentlig lavede i øjeblikket, Sonic tvivlede i hvert fald på at manden var i gang med at pakke, for Marius havde gjort det tydeligt for ham, at han ikke gad at forlade herregården, men så måtte Sonic jo bare tvangsfjerne ham, skønt han dog ikke var færdige med sine besøg, for han havde mange andre planer i hovedet.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var stadig frygtelig meget op og ned mellem ham selv og Noelle og Enrico vidste udmærket godt, at det kun måtte være hans egen skyld når det endelig mått ekomme til stykket, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde ham det mindste på nogen måde. Det som han havde gjort til aften ,var noget som han havde gjort mere eller mindre hver eneste aften igennem så skræmmende lang tid, og det var virkelig bare ikke lige sådan, at lægge sine mange vaner om. Det var i alle fald ikke noget som han selv var i stand til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han havde nok ingen anelse om hvem denne mand måtte være og et sted, så var han virkelig også ligeglad. Dette foretagende var virkelig kommet på et forbandet dårligt tidspunkt! Det var alle sammen Enricos dokumenter, så han var virkelig heller ikke meget for, at skulle låne det ud til alle og enhver, hvilket vel også var ganske åbenlyst? Man lånte virkelig ikke hinanden ting her til lands, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke, for det kunne virkelig bare vise sig at være temmelig dumt når det endelig måtte komme til det. Han lyttede til mandens ord, selvom det nu ikke var noget som var ham nogen særlig hjælp på nogen måde, og det var noget som blot fik ham til at himle med øjnene. ”Du vil påstå, at det her er noget som faktisk kan hjælpe Dvasias og mørket?” Han vendte blikket mod ham igen og uden at rokke sig ud af stedet. Den faste mine og det blik som han blev sendt, var slet ikke noget som måtte skræmme ham det mindste på noget tidspunkt. Der skulle faktisk en anelse mere til end det her alene, hvad end om det var noget som man ville have med at gøre eller ikke, så var der virelig ikke noget at skulle gøre ved det. Han kneb øjnene let og fast sammen. Den mand var virkelig bare skyld i, at hele hans aften var endt med at blive spoleret. Nok var det mere af pligt end det var lyst som drev ham ind til Jaqia og han vidste, at forbandet mange var kendt med hans foretagende i dronningens seng om aftenen. Det var faktisk bare dage siden han sidst havde været der og det var kun på grund af Noelle. Man skulle ikke komme og sige, at han ikke kæmpede med det, for det gjorde han faktisk! Han kunne godt få lov til at læse i dem, men at få dem med sig, hvis det var det som han ønskede, det ville blive noget af en opgave i form af overtalelse som han stod overfor lige i øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han nåede biblioteket med sine faste skridt, hvor han lod dørene glide op, så både ham og Ilosonic kunne træde indenfor. Han vendte roligt mod ham endnu en gang. For hans vedkommende, så var det jo mere eller mindre noget som han ikke ønskede at lade andre stå med i hænderne. Måske at han var en bogorm, men det var jo trods alt også en del af hans arbejde her på stedet og det var noget som han så sandelig også agtede at skulle gøre sit med når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kneb øjnene let sammen og bevægede sig mod en gammel udseende reol, hvor bøger og pergamenter stod smukt på deres plads. Han rev en relativt ny bog ud af hylden og lagde den roligt på bordet foran sig. ”Hvad er det du ønsker at finde ud af?” spurgte han kortfattet. Det kunne manden vel godt fortælle ham?

[ilosonic]

Ilosonic var sådan set lidt ligeglad med Enricos foretagende her på slottet, han var ligeglad med Noelle og han var bestemt også ligeglad med dronningen, de måtte for hans skyld gerne lege fjolser og tro at de ejede det hele, men det fik bestemt ikke folk med på deres side. Desuden havde han hørt at der ikke var specielt mange vagter der var til noget her på slottet, og selv vagten som Noelle havde sendt hen til ham, så ikke ud af meget, men så igen mange dvasianere var til gengæld også egoistiske og ønskede at kæmpe for dem selv, lidt som Sonic – han kæmpede så også bare for mørket, og han havde ikke behov for nogen til at bestemme hvad han skal gøre, han havde sine egne personlige mål, og et af hans mål for tiden, var at ødelægge Marius’ liv, og sandt nok han kunne bare gå op til dronningen, men hvad sjovt ville der egentlig være i det? Han nød virkelig at lege lidt rundt med folk inden han gjorde sit nådesstød. Han havde jo også mødt Hayden, hans ’redningsmand’, da han havde været yngre, en alkymist som havde drevet den mørkedæmon ud af ham, som havde forsøgt at tærer hele hans sind ud til ingenting. På daværende tidspunkt havde Ilosonic egentlig bare været en marionetdukke, som dog havde prøvet at klippe strengene over, som havde holdt ham i mørkedæmonens tag, for selv at vælge sin vej, og det havde Hayden så hjulpet ham med, og en tjeneste gengældt var vel det mindste han kunne give ham? Han rystede lettere tankerne ud ad hovedet og så på Enrico ganske så roligt. Han frygtede ikke manden, det havde han jo ingen grund til, og der var det jo også gengældt, for Sonic havde heller ikke givet Enrico nogen grund til at frygte ham, og det bedste var vel at holde sig venner? Han ville blot have en enkelt ting, og så var det egentlig det, men så simpelt var det vel heller ikke? Enrico var rådgiver og stod tilsyneladende for alle bøger og pergamenter, og Sonic tvivlede virkelig på at han ville give noget fra sig, gavmilde var der jo ikke særlig mange dvasianere der var, så han måtte vel til at overtale ham? Det var ikke lige noget han gad, at bruge tid på, men hvem vidste? Måske det ikke blev nødvendigt at låne, man vidste jo aldrig hvad man sådan pludselig kunne falde over i et bibliotek. Han nikkede ganske fast. ”Nemlig, det kan hjælpe mørket,” endte han lettere kortfattet og himlede kort med øjnene. Manden kunne vel bare høre efter i stedet for at gentage ham? Han ville vel gerne tjene sit land? Beholde sit job, nu hvor han var så højtstillet, og alle mere eller mindre vidste godt hvilke goder han fik ad dronningen. Det var så bare ikke noget som Sonic gad, at blande sig i, skønt det dog måtte more ham lidt, for han kunne tydeligt huske Noelles blik. Han trak ganske morende på smilebåndet ved tanken, mens han blot fulgte Enrico med ned på biblioteket. Han måtte ærligt erkende at han aldrig havde været meget for bøger, for han gad ikke læse om folk der havde action ude i feltet, nej han ville langt hellere selv opleve den action ved at være ude i feltet. Han fulgte blot med ind på biblioteket, som de var nået frem, hvor han blot blev stående helt tavst, da Enrico gik hen til en gammel reol, for at tage en nyere bog ud, som han lagde på bordet. Han trak på skuldrene til hans spørgsmål. ”Jeg skal vel have greverækken for Procias,” endte han roligt og så ganske roligt rundt i det store bibliotek. Han var ikke helt sikker på hvor smart det ville være at fortælle at han var Marius’ bror, men Enrico ville sikkert ikke tro ham og bryde ud i grin? Ikke fordi det var noget som han ikke var vant til, skønt han dog holdt det tæt ind til sig, for det var ikke så meget det at folk ville grine ad ham, nej, det var han sådan set ligeglad med, men han var skam godt kendt med alle de typer i Dvasias, og visse informationer kunne blive farligt at fortælle, så det var vel et sted af ren beskyttelse for ham selv?

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico måtte jo ligesom alle andre mænd i høje stillinger, virkelig kæmpe for at skulle holde den, selvom det nu var noget som ikke gjorde ham det mindste i det store og hele, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket, for det var også dejligt for hans vedkommende, at der skete en god del mere end at han skulle rende rundt på biblioteket, lege bibliotikar og ellers rende frem og tilbage til Jaqias soveværelse, selvom det i denne aften virkelig havde haft en meget ubehaglig afbrydelse, hvilket i den grad var noget som måtte gå ham så frygtelig meget på nerverne! Forhold var bestemt ikke en dans på roser og det at vende en vane for hans vedkommende, var bestemt ikke noget som man bare gjorde uden videre, for han var virkelig et vanedannende væsen. Det var han jo efterhånden nødt til, hvis han skulle klare det hele i det store og hele, så var der jo ikke rigtigt noget andet som han direkte kunne gøre ved det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han var vred og han var irriteret i forvejen, hvilket i den grad var en dårlig kombination hvis man skulle bede ham om noget som helst, for man var næsten garanteret et nej. Alle disse bøger og alle disse pergamenter var hans ansvar og selvfølgelig ville han passe på dem, for de havde jo en klar betydning, ikke bare for ham, men også landligt set, hvilket jo heller ikke var noget som man skulle glemme på noget tidspunkt. Der var der jo pænt mange som havde taget fejl af det. Mange af bøgerne havde han brugt århundrede på at læse og studere, men lige den procianske greverække.. Hvad pokker skulle manden da bruge det til? Han himlede let med øjnene og nikkede blot til hans ord. ”Nuvel..” mumlede han blot. Et sted fandt han det vel svært at tro på ham og hans ord? Hvilket vel også måtte være tydeligt, for han havde jo heller ikke nogen grund til at skulle gøre det direkte når det endelig kom til stykket. En mand som bare dukket op og ville påstå at han kunne hjælpe mørket ind i Procias? Hvad pokker havde han egentlig regnet med? Han lod roligt bogen ligge på bordet, for at gå hen og hente en gammel pergamentrulle nederst fra reolen af, som han roligt lagde ud over bordet, hvilket tydeligt måtte vise en række med navne helt tilbage fra landet måtte blive skabt for så frygtelig mange år siden. Han gned tænkende sin hage. ”Tænker du på nyere eller oldtid?” spurgte han ganske kortfattet, som han måtte vende blikket mod Sonic igen. Han havde virkelig ikke meget til overs for den mand, hvilket vel et sted også måtte sige sig selv, efter det som måtte være sket her til aften? Sådan som han var blevet forstyrret og det hele, hvilket i den grad var ham en frustration som han tydeligt kunne mærke endnu! Han slog roligt op i de rigtige sider i bogen, hvor han roligt rev læsebrillerne frem fra kåbens lomme og lagde dem roligt over næseroden, så han var i stand til at læse hvad der måtte stå. Beskrivelserne omkring Marius og hans familie stod som noget af det sidste nedskrevet i denne bog – At faderen var blevet myrdet og konen var gået i døden ganske kort efter, hvoraf rygterne måtte siges at være på grund af et knust hjerte, samt omkring de 3 børn som de efterlod sig, Sonic deriblandt sammen med Marius. Enrico rynkede let i panden. Det havde han da ikke lige fået med sig, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Roligt remsede han rækken op til han nåede nyere tid. ”Du ved vel godt, at det er Marius som sidder som greven nu, ikke sandt? Hans bror skal faktisk sidde der, selvom han forsvandt allerede da han var temmelig ung.. Han er forventet at være død,” afsluttede han kortfattet. Lige hvordan det faktisk ville kunne hjælpe Dvasias og mørket ind i Procias, var slet ikke noget som han kunne se. Han vendte blikket mod Ilosonic, hvor han roligt fjernede brillerne fra næsen igen og så på ham med et afventende blik. Han krævede forklaring.