Enemies or friends?

[ilosonic]

Mørket var nu faldt på. Aftenen inde havde Ilosonic gjort et lille familiebesøg hos sin kære bror, der var greve af Procias, Marius, han glemmer ikke hans ansigtsudtryk, så sjovt det havde været! Og dagen efter havde han mødt en gammel ven af fortiden, Hayden Diamaqima, så mange interessante møder han havde haft for tiden, men nu var han så søgt til Dvasias, han havde jo sin stramme tidsplan. Og han skulle også have snakket lidt med hærføreren i Dvasias, men han var dog ikke sikker på at hun ville finde emnet særlig … tiltalende. Han var trods alt ude efter pladsen, skønt det nok ikke var det som stod højest på hans liste over stillinger. I øjeblikket gik hans mål efter hans retmæssige plads som greve i Procias, hvilket skridt det ville være for Dvasias! En dæmon som greve i Procias? Okay, godt nok var Marius spide, men han var jo … god! Tossegod! Sonic var ond helt ind til det inderste og længere ind endnu! Han var forkæmper for mørket for satan da, og så kom den lille snotunge af hans lillebror og ’passede’ hans arbejde? Det var han jo nød til at gøre noget ved! Men lige nu ville han more sig lidt her på Dvasias slot. Han havde godt hørt om sabotagen på portene, tronsalen og kældrene, ikke fordi han følte noget for det, bortset fra at det kunne more ham. Havde Jaqia sovet på posten? Tanken morede ham i den grad! Han havde selv fundet ind, for det så ud til at folk var ganske optaget af opbygningen af slottet, det måtte jo beskyttes. Og beskyttet var det, så han havde været nød til at slå en vagt i gulvet, da han havde været ubehøvlet, og det var der jo ingen grund til, ikke når han ikke havde onde intentioner, han ville blot sludre lidt. Han var gået ind i Pejsestuen, hvor han havde sendt bud efter Noelle til den første tjenestepige han havde mødt. I øjeblikket betragtede han de mange malerier af de forrige regenter af Dvasias, ganske imponerende faktisk. Han var ikke sikker på hvem der havde været bedst, men eftersom de alle sammen var væk nu, så måtte Jaqia jo næsten være den bedste? Medmindre hun også ville falde, og det var jo ikke til at sige, slottet havde da holdt for alle de andre regenter, men ikke for Jaqia, så det måtte vel også sige noget? Det satte i hvert fald gang i snakken i Dvasias, og det kunne simpelthen ikke andet end at more ham! Han havde taget en cigaret i munden, som han havde tændt med sin egen flamme, som han blot havde knipset og en flamme stod ud af hans tommel, som han havde tændt cigaretten med. Han bar den sorte læderjakke der gik ham til knæene, en sort bluse indenunder og nogle mørke jeans. De mørke øjne var lettere intense i skæret fra flammer, der hvilede i pejsen. En dejlig varme!

[Noelle Jaceluck]

Mørket var igen faldet på. Dete var for Noelle endnu en aften hjemme til at pleje sine sår, styrke hendes tropper inden de atter ville være tvunget til at drage mod slagmarken, hun skulle ikke være den som klagede, hun nød at gøre hvad hun gjorde og hun var pokkers godt til det, lige her havde hun i den grad selvtilliden med hende. For blot en gangs skyld stod hun på sit værelse og foran det store klædeskab, en enkel sort kjole fandt vejen om hendes skikkelse der trods dens enkelthed bar den med pragt og gjorde den til noget særligt i sig selv. Det lange rødbrune hår faldt glat som det måtte være over hendes ryg, indrammede hendes skarpe ansigtstræk. Enrico var hos Jaqia, det var allerede gået op for hende til hendes egen ærgelse, efter deres sidste møde så det ud til at forandringer ville ske og ganske rigtigt, det ville ske. Skridtene hørtes på gangen, hun vendte blikket mod døren som de tre velkendte bank måtte lyde "Kom ind" hendes tone var varm og forførende, på en måde farertruende, hun var ikke den kvinde man uden videre skulle ligge sig ud med. En hvislende lyd strøg langs gulvet, et veltilfredst smil spillede om hendes læber idet hun måtte bukke sig ned og tage den lille farverige slange op fra jorden "Der var du min kære jeg var ved at blive bekymret", hun lod slangen sno sig op omkring hendes slanke arm, før blikket gled mod den pludselig skræmte tjenestepige "Ville du noget?" hendes tone var ligegyldig og næsten ligefrem nådesløs hun tog sig ikke af de former af kvinder. Tjeneste pigen så forsigtigt på hende "En herre spørger efter Dem miss. Jaceluck. Han venter i pejsestuen" endte hun stille. Noelle nikkede blot "Jeg kommer om lidt, Tak" hun så til mens døren gled i, før hun ganske stille vendte sig mod den delvist røde slanke og stille strøg den over hovedet. Den gjorde hende absolut intet og hun frygtede den ikke, ej heller selvom hun vidste hvad den ville være i stand til i sidste ende "Skal vi se hvem vores kære gæst er?" Den kære Sibana hvislede blot skummelt. Ganske roligt strøg hun ud af lokalet og strøg ned af gangen. De nøgne fødder ramte det kolde gulv. Hånden strøg blidt over slagens skind. Blikket stod frem for sig, hendes værelse lå heldigvis ikke langt fra stuen. Skridtene var målrettet og uden så meget som en tøven, hun var katteagtig i hendes bevægelser, smidig og yndefuld at se på. Dette var hendes hjem derfor tog hun i håndtaget til stuen uden så meget som at banke på. De intense grønne øjne faldt mod den fremmedes skikkelse, hvad han ærne her var, vidste hun endnu ikke men at dømme efter hans holdning og udseende så var det højest sandsynligt ikke noget hun ville bryde sig om "Godaften" hun var ganske fattet, der var ikke meget der, ingen panik eller urolighed. Slangen snoede sig langs op af hendes arm, for at kunne titte frem over skulderen og følge med. Dette var hendes kæreste eje, det eneste som hun havde arvet fra hendes kære afdøde søster "Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" lidt høflighed havde man vel bygget op også selvom ens hjem mere eller mindre måtte være på slagmarken? Blikket fjernede sig ikke fra hans, det var derimod gennemborrende og ikke mindst vurderende.. Burde hun stole på ham eller forvente en form af kamp? Varmen strøg mod hendes krop så behagelig som den måtte være, gav hende fornyet energi. Ganske afventende betragede hun ham blot og uden at træde hverken nær eller væk igen, døren var ikke lukket hun var klar til at lytte.

[ilosonic]

Ilosonic havde godt nok ikke mødt så mange af de højerestående personligt, men han havde skam lavet den nødvendige research om de personer, han skulle helst ikke stille sig op mod en fjende han ikke havde nogen kendskab til! Især ikke når han lagde sig ud med folk der var af højere rang end ham selv, desuden, så kæmpede han jo for landet, så han ønskede ikke hele Dvasias mod sig, han havde jo faktisk i sinde at hjælpe hele Dvasias et skridt videre, eftersom han faktisk sad med en kæmpe magt i sin hånd. Og en kæmpe svaghed for Procias. Men i øjeblikket havde han ikke lyst til at tænke på sin tossegode bror, han ville have lidt ’Kvalitetstid’ med den kære hærfører, desuden de havde jo faktisk ting tilfælles; de elskede at være ude i feltet. Han kunne ikke få nok af action! Han kunne ikke få nok af spændingen! Det at være i feltet, det gav ham blot en form for rush han ikke kunne beskrive! Han kendte ikke denne Noelle personligt, men selv hende havde han læst et og andet om, og selv hende snakkede folk om, men så igen, hvem talte folket egentlig ikke om? Der var så mange rygter i omløb så det var ved at brække sig over, og det skulle ikke undre ham, hvis folk ikke snart begyndte at tale om ham, når han nu var dæmon af Dvasias, der var retmæssig greve i Procias. Så ville folk sikkert stille spørgsmål omkring hans loyalitet, var han ude på at føre Dvasias bag lyset? Ville han virkelig føre Dvasias ind i Procias? Så meget lort folk lukkede ud nu til dags! Derfor var det jo langt sjovere at konfrontere personen selv og få sine svar fra en pålidelig kilde! Og det var vel et sted også derfor at han havde opsøgt Noelle? Han kunne lige så godt opsøge Jaqia, men han var godt nok ikke ligefrem ude på at blive konge af Dvasias, det var dog for … krævende et arbejde. Og når hans blik faldt på de mange malerier, så var der jo mange der havde opgivet den status, så let var det sikkert ikke. Meget blev lagt på ens skulder, og han var nok ikke ligefrem den bedste at lægge et så stort ansvar over på, i sidste ende kæmpede han jo for sig selv. Han gav kun sin loyalitet til dem som havde fortjent dem, og eftersom han hverken havde mødt Noelle, Jaqia eller mange af de andre højerestående personligt, så var det svært at give sin loyalitet til dem. Hans loyalitet lå dog i mørket, det havde reddet ham igennem hans liv så mange gange, og det var blevet hans sande hjem! Han var ligeglad med hvor han befandt sig henne i verdenen, for mørket ville altid være med ham. Hans mørke blik var faldet på de gnistrende flammer, så livlig ilden var. Han blev helt betaget af den, så hypnotiserende flammerne måtte være for ham. Han fik lyst til at gribe ud efter den. Den kvindelige stemme måtte dog fange hans opmærksomhed og han skævede kort mod kvinden, og slangen som måtte finde vej til hendes skulder. ”Aften,” svarede han blot kort for hovedet, inden han igen vendte blikket mod pejsen. Han måtte trække ganske let på smilebåndet til hendes spørgsmål, skønt hun dog ikke ville være i stand til at se det, eftersom han stod med ryggen til hende. Ja, hvad kunne hun egentlig hjælpe ham med? ”Ved du hvorfor ilden er så farlig?” spurgte han lettere gådefuldt, da han vendte sine mørke øjne mod hende, de bar et lettere sindssygt skær. Han havde for længst smidt høflighedstalen på hylden, det havde han gjort siden den dag han var stukket af fra sit hjem første gang. ”Fordi den kan sprede sig så hurtigt,” svarede han, da han ikke havde tålmodighed til at høre hendes eget svar. Han gik roligt rundt i rummet med hænderne foldet på ryggen. ”Det er ærgerligt, hvad der er sket med slottet.” Han hentydede til sabotagen på tronsalen, portene og kældrene. Han vendte blikket mod hende lettere drillende. ”Og hvis skyld er så det?”

[Noelle Jaceluck]

Hvilken mand som hun måtte stå foran, var endu ikke gået op for Noelle på nogen måde, et sted var hun også ligeglad, kvinder af hendes kaliber var ikke længere set s¨å ofte, desværre, hun var stærk, hun var med stilling og status og havde dermed noget at sige, og hun vidste også at hun havde gjort sig fortjent til både titel og status på alle måder, af netop den grund var hun også forbandet stolt og det lyste langt ud af hendes katte agtige intense øjne. Livet i feltet var bestemt ikke nemt, men Noelle nød det virkelig på alle måder, nød at stå med den magt, uddeligere ordre at forskellige former, ikke mindst det faktum at hendes liv måtte være i farer, hvert eneste sekund hun tilbragte derude, tanken om at hun kunne møde hendes overmænd, erfaringen, spændingen, pulsen der måtte direkte dunke i alle kropsdele når det var så lige ved og næsten som det overhovedet kunne komme til, det var ikke uden indsatser og det gjorde hende virkelig ikke, igen hun elskede det og hun forstod udemærket alle andre som måtte gøre det samme, for det var virkelig en hverdag hvor ingen lignede hinanden, det var den form af hverdag hvor man virkelig måtte lærer, ikke kun omkring verden, men også om de menneskelige følelser og tvinges til at arbejde med sig selv på måder som andre ikke ville være vant til. Blikket hvilede forbandet skptisk mod den fremmede. Slangen lå roligt over hendes skulder, stirrede med ligeså intense øjne, udelukkende for at holde øje. Armene var krydset over Noelle's bryst. Flammen var dejlig behagelig, en ting var sikkert, manden var en del af dem ligesom hun selv måtte være det. Så meget kunne hun om ikke andet sige om ham med det samme. Jaqia var en travl kvinde. Blikekt fulgte hans mod de forrige konger og dronninger i dette land. Ud af alle dem var Jaqia den kvinde som havde holdt længst, hun var også en intilligent kvinde, det var end ikke hendes styrke der var farlig, det var hendes sind, og lige der var der forbandet mange som tog fejl af hende. Ikke at det betød det mindste for Noelle selv, hun var blot en loyal ansat, hun ville hellere dø end at skulle párere ordre fra en anden! Det var tydeligt at han ikke måtte være den mest snaksalige, ikke at det undrede hende. Og selvom hun ikke så hans smil, så fornemmede hun det, også i hans tone, en tone som ej heller skræmte hende overhovedet. Et kækt smil spillede over hendes læber, hovedet gled let på skrå og lod de smukke rødbrune lokker falde over hendes ene skulder. Ordene omkring ilden var til dels sande.. Det var tydeligt at han endnu ikke havde regnet ud at hun selv var datter af flammerne, men det var jo også det sensuelle som stod klarest i hende "Det er til dels korrekt.. I det store g det hele er det ikke flammerne som er farlige.. Men dets mange konsekvenser.. Varme.. Røg" hun hævede et slankt øjenbryn, trådte næsten forsigtige skridt mod ham også selvom hun stoppede op efter hun måtte ende netop bag ham. Hun stolede overhovedet ikke på ham, generelt at se, så skulle der forbandet meget til før hun skænkede den tillid til nogen, og han var intet andet end en fremmede, tydelig Dvasianer, de fleste ville søge til Jaqia eller Samuel, men han søgte til hende, Hvorfor? Der var noge der lugtede fælt og det var ikke den rådne stank af rådnende lig som måtte sætte sig fast i ehndes næse, når hun endelig havde været ude. Kunne de ikke bare få det overstået? "Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" spurgte hun hårdt og direkte, der var ingen nåde at hente i stemmen, forførende og hæs, som den altid havde været, hun ville have svar, hun var udmattet, men på den anden side det var en udemærket mdåe at fåt iden til at gå, når hun allerede nu vidste at Enrico måtte være hos Jaqia.. For en herlig aften!

[ilosonic]

Ilosonic burde nok ikke undervurdere hende, hvilket han nu heller ikke havde tænkt sig, og det var sikkert dumt at prøve kræfter med hende, men hvordan skulle han ellers skaffe sig den personlige erfaring? Det nyttede jo ikke at man gik på folkemunde, for rygterne gik til højre og venstre, så der til sidst ikke var sammenhæng i meningen. Derfor var han jo nød til at skaffe sig den erfaring helt selv, for så vidste han da at han fik sandheden at se, og måske også at føle. Han frygtede hende end ikke, og hvorfor skulle han egentlig? Hun var nok hærfører, men han havde jo aldrig mødt kvinden personligt, så derfor kunne han jo heller ikke sige hvordan hun var, folk havde jo også mange forskellige opfattelser omkring Jaqia, men han havde faktisk aldrig set hende gøre noget så grufuldt, som alle gik rundt og sagde, foruden hendes nye love, og de var vel til at overkomme? Uanset, så havde han ikke tid til at holde styr på alle de love, han vandrede rundt i alle tre lande, nu hvor han faktisk havde lov til at opholde sig i Procias, eftersom han jo faktisk var den retmæssige greve af landet, i stedet for hans bror, Marius. Desuden, så var Noelle jo hærfører, så han var sikker på at han kunne få en lang, lang snak med hende, og hun kendte vel slottet? Så hun kunne måske hjælpe ham med at finde en bog, pergament, skriftrulle, eller noget lignende, så længe det havde det rette indhold. Han så kort forundrende på hende, da hun ’rettede’ på hans svar, inden hans læber spillede ud i et lettere tilfreds smil. ”Så sandt, så sandt,” sagde han lettere tænkende, imens han gned sin hage, inden hans læber måtte spille ud i et skævt og lettere veltilfreds smil. Dum var hun jo ikke, og når han nu tænkte over det, så måtte hun vel egentlig selv være ilddæmon? Hun var jo trods alt søster med Faith, skønt Faith ikke bar den sensuelle. Det var egentlig også lidt ligegyldigt. Hans blik faldt på de mange tidligere regenter, Faith måtte vel egentlig også hænge der? Hun havde jo selv været dronning engang, men han kunne ikke helt huske hvor langt de måtte tilbage i tiden, efter Fabian? Blikket faldt dog tilbage på Noelle, som hun roligt kom op bag ham. Hendes hårde og direkte tone havde ingen virkning på ham, foruden at more ham, men han skulle vel et sted også selv videre? Han kunne jo ikke hænge her hele natten. Han trak skævt på mundvigen til hendes ord. ”Ak ja, en rose du minder mig om; så smuk og betagende, men med sine mange stikkende torne.” Han lavede let en grimasse, inden det kække smil igen måtte tage over. Han vendte roligt ryggen til hende igen, hvor hans blik kort måtte søge rundt i lokalet i en undrende mine, inden han drejede hovedet for at se på hende igen, og de så direkte ind i hendes egne mørke øjne. ”Du kan faktisk hjælpe mig,” påpegede han roligt, og pludselig så alvorlig. ”Ser du, jeg tænkte på om I besidder bøger, pergamenter, skriftruller noget lignende, om Procias gamle historie?” spurgte han roligt. Vigtigt var det faktisk, selv for hende, for det var endda hendes chance for at få et ben ind i Procias, eller hele Dvasias havde da i hvert fald muligheden for det. Et helt ringe tilbud var det jo faktisk ikke, og det var en chance man måtte udnytte, det måtte enhver tumpe da kunne se? Han måtte dog tage hendes lille slange i blik. Den fik ham til at trække ganske svagt på smilebåndet, så lille den var, måske giftig? Utroligt at sådan et lille dyr, faktisk kunne gøre så enorm skade, end ikke den med magten behøvede at være den stærkeste eller farligste, man kunne jo bare tage et kig på Dvasias tronerække, alle havde fejlet, så hvorfor skulle Jaqia ikke også gøre det? Men endnu ville Dvasias bevares. Dvasias ville altid eksistere uanset hvem der måtte regere landet, og det samme gjaldt Manjarno, Imandra og Procias og alle andre lande rundt omkring. Regenterne var jo et sted overflødige.

[Noelle Jaceluck]

At undervurdere hende ville virkelig være dumt, desværre var det efterhånden blevet en vane for ganske mange, hvad man så måtte glemme var det faktum at hun rent faktisk var af Jaceluck familien, og hun sad her af en grund, en grund der intet havde at gøre med at fedte sig ind på nogen måde. Blikket hvilede intenst mod ham, det sensuelle dansede I hendes indre, noget som kunne være en umådelig god ting på en slagmark dækket op med mandelige soldater, selvfølgelig var der få kvindelige imellem, men de var også frygtelig nemme at slå ihjel, og for pokker hvor hun nød at se dem spille heltinder, kun for bagefter at se lyset falde fra deres ellers så yndige blik. Rygter var I Noelle’s øjne kun en desperat forsøg på spænding, en som hende behøvede ikke at sprede dem for hun havde nok af den slags inde på livet, men de kedelige folkelige som intet stillede op med deres liv.. Ak det var sørgeligt set I hendes øjne, hvad der så blev sagt om hende både ude og inde for slottets fire vægge, det ville hun faktisk gerne høre, blot for at kunne le og ryste på hovedet af det. Blev der sagt at hun var frygtindgydende? Jamen så kunne denne herre jo tage et godt kig på hende og fortælle hvor vidt han synes hun var frygtindgydende.. Hun var intens, det var sandt, ligeså var det sandt at hun ikke tøvede med at slå ihjel, det var trods alt en del af hendes job, de som ikke truede hende, de som ikke forsøgte at vælte hende af pinden, de havde absolut intet at skulle frygte. Noelle trådte blot et mindre skridt tæt på pejsen, for Sibana blev det hurtigt for varmt, med smidige bevægelser snoede hun sig ned over hendes slanke arm for at komme blot en smule væk fra den hede som Noelle virkelig måtte nyde, den fik hende et sted til at falde til ro, skabte en hvis form af.. Tryghed? Hvad end han ønskede af hende, så gjorde det hende en smule nysgerrig, ønskede han at tage del I hæren? De som ønskede hjælp søgte som regel til enten Jaqia eller Enrico, så hvad andet kunne det være? Blikket gled mod ham med en lettere afventende mine, hun havde skam heller ikke hele dagen, dette var en af de få hun havde fri, på den anden side, så lod det hendes tanker førers over på andet end blot Enrico som måtte ligge hos Jaqia, og hun forbandede den tanke langt væk! Ilden hvilede i hendes indre i den intese flamme, hun var søster af Faith det var sandt, men ikke biologisk, hun var blot en tøs der var kommet til familien år før hun blev født, hun forbandede stadig den kvinde hele vejen til helvede! Blikket gled mod billederne af de regenter som alle havde forsøgt at bringe Dvasias til et andet plan, nogen var lykkedes andre var ikke.. Ganske rigtigt så hang det prægtige billede af den velkendte rødhårede kvinde ikke langt fra billedet af Jaqia, så mange regenter havde der ej heller været siden. Hans ord var på en måde blot en baggrundsstøj, hun ævede let i det slanke øjnebryn, og vendte blikket over skulderen mod ham, inden et kækt smil selv måtte spille over hendes læber "Så poetisk" mumlede hun selv med en mindre grimasse, det var ikke ofte hun hørte ord som det. Noelle lyttede opmærksomt da han endelig lod til at ville komme til sagen. Hun nikkede tænkende. De havde skam mere end rigeligt omkring Procias histrorie "Jeg er bange for du er så er kommet til den forkerte.. Den slags tager den Dvasianske rådgiver sig af, jeg kan få ham hen hvis du ønsker?" hendes tone var underlig håbefuld, en chance for at få ham væk fra Jaqia det ville ikke gøre hende noget! Sibana vislede let som den strøg rastløs over gulvet, giftig var den, det var trods alt den der havde været sekunder fra at slå Kimeya ihjel. Noelle så mod den, tanken om at få Enrico ud af det værelse det ville virkelig slet ikke gøre hende noget, hvor denne mand så ville hen med det, var hun langt mere nysgerrig på.

[ilosonic]

Ilosonic frygtede end ikke Noelle, og havde han en grund til det? Ikke så vidt han vidste, og hun kunne jo blot prøve på at dræbe ham, men så ville vigtige beskeder gå til grunde, ligesom glimrende muligheder ville. Han var den retmæssige greve i Procias, og det kunne kun komme Dvasias til gode, faktisk kæmpede han ikke for Jaqia eller nogen anden person! Nej, han kæmpede for noget større og mægtigere, nemlig mørket. Mørket havde desværre bare behov for regenter til at føre det frem, og her var det Jaqia der var næste led i rækken. Hans blik kørte rundt fra den første regent til den sidste, og selv hans blik faldt over Faith, det morede ham et sted at hun var gået fra dronning af landet til blot dæmonernes leder. Han så hende så bare ikke som hans leder. Han var herrer over sig selv, og han tog ikke imod ordre, han gjorde hvad der passede ham og han havde ikke behov for nogen til at fortælle ham hvad han burde gøre og ikke burde. Hans blik faldt tilbage på Noelle, og kort på slangen, som han så hvordan den snoede sig ned af hendes krop, den kunne tilsyneladende ikke klare den fantastiske varme. En varme som han selv nød, en varme som gav ham styrke, ligesom mørket måtte gøre. Hans blik faldt dog på hende, da hun så tilbage på ham, og han måtte blot trække grumt på smilebåndet til hendes ord. ”Poetisk?” gentog han lettere forundrende, idet han vovede sig nogle skridt tættere på hende. ”Det er jo blot den ærlige sandhed,” tilføjede han stilfærdigt. Hun var smuk, utrolig smuk! Men.. hun havde en masse giftige torne, så hun var nok ikke den bedste at nærme sig, han vidste jo trods alt ikke hvad hun var i stand til, han måtte blot gå ud fra sin egen opfatning, og måske ville tiden vise hvad hun faktisk var i stand til? Det kunne han ikke vide, han vidste bare, at det nok ville være dumt at undervurdere hende, så han måtte hellere sørge for at holde hovedet koldt, noget som han faktisk var pænt god til, han var trods alt også mentaldæmon. Han lagde roligt sine stærke arme over kors, imens hans intense mørke blik hvilede på hendes skikkelse, som han studerede og iagttog hver eneste lille bevægelse som hun måtte udøve. Han trak skævt og lettere skummelt på mundvigen til hendes håbefulde tone. ”Det ser ud til at hærføreren af Dvasias har et godt øje til rådgiveren,” konstaterede han med en lettere flabet undertone. Så kvinden kunne altså godt rumme følelser? Men når det kom til stykket, hvem kunne så ikke det? Alle besad jo følelser, der var blot nogen som var bedre til at skjule dem end andre. Han selv var ikke meget til følelser, men når han engang overtog herregården og rev det hele i stykker for Marius, så var han vel nød til at skaffe sig en kvinde, eftersom hans arv vel skulle gives videre? Han ønskede jo heller ikke at nogen random folk overtog efter hans egen død, det skulle jo selvfølgelig gå i arv, sådan som det burde være, og derfor var det også ham som burde have titlen som Greve af Procias i øjeblikket og ikke hans lillebror! Han var den førstefødte, og stukket af fra et helvede, fordi han havde haft en idiot til en far, men derfor var han alligevel den retmæssige arving, det kunne Marius ikke komme udenom, om han ville det eller ej, så tilhørte den herregård Sonic! Hans blik faldt kort på slangen som måtte skride over gulvet, hvilket fik ham til at smile ganske svagt, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Men fair nok, lad os bare vække din lille elsker. Mine informationer kommer alligevel jer begge til gode,” svarede han stilfærdigt, imens hans mørke øjne hvilede på hende med et lettere sigende og drillende glimt.

[Noelle Jaceluck]

At frygte hende var der slet ikke nogen grund til, han gjorde ikke hende noget, så gjorde hun ikke ham noget , ej heller selvom hun ikke var en dame man skulle begive sig ud på dybt vand med, hun ghavde sin stilling og den titel bar hun også af en grund, hun var forbandet god til hvad hun gjorde, men igen holdte han sig fra hende så ville hun ligesåvel gøre det med ham. Der var intet kendskab til denne mand, hvem han var og hvad han var ude på, et sted var det også noget der fik hende til at være forbandet skeptisk, hun ønskede ikke at blive lokket i en fælde, som hærfører så kendte hun til det skuespil som hvilede fra forbandets mange side i denne tid, man kunne ikke stole på andre end sig selv, og det var også noget hun gik meget op i, de eneste hun som sådan stolede på var Enrico og ikke mindst Jaqia, udelukkende fordi hun var tvunget til at vise hende den tillid. Gennemborrede betragtede hun ham, holdte øje med hver eneste bevægelse han gjorde sig, det var gået op for hende hvor interesseret han lod til at være i den lange kongerække som måtte hænge langs væggen, Jaqia var den næste i rækken og om man ville det eller ej, så gjorde hun et fantastisk job, det måtte hun jo gøre siden, hun rent faktisk var en af de som havde holdt længst, og af kvinder var hun den som havde sat på tronen i længst tid, der var i den grad noget at være stolt af. Blikket gled mod hendes kære søster som måtte stå og se ned på hende, engang havde det været omvendt. I hendes familie var Faith outsideren, hendes far havde forgudet hende selv, mens hendes svaghed til en mor var begyndt dirkete at elske Faith. Idag var der langt mere respekt for den kvinde som også var hendes leder, og selvom hun hadede hende som pesten, så respekterede hun det arbejde. Jared var nu også god nok, men det var ikke en Jaceluck, hun så blot frem til der endnu engang ville sidde en af hendes kødog blod på den stilling, for det var dem som måtte høre til der. Desuden var Faith den absulot stærkeste ild dæmon hun nogensinde havde stået overfor, og det sagde virkelig ikke så lidt, den kvinde var tvunget til at få hendes respekt. Noelle hævede let det slanke øjenbryn mod ham, hun var en smuk kvinde, så meget var hun klar over, ganske vidst fyldt med gamle ar og nye sår, men skønheden havde hun, at det som kom ærligt fra hans læber, morede hende blot, det var vel den sensuelle del der rev i ham såvel som alle andre? Hænderne foldede sig foran hende, det glimt hvilede i hendes blik. Sibana var ikke langt væk, men hun snoede sig ud af deres synsvinkel, hun kunne ikke fordrage varmen, og nu hvor Noelle stod placeret tæt ved pejsen og med ivrighed i blikket, så kunne hun ikke holde den kære slanke ved sig.Ved hans ord, blev hendes mine straks stram. Det var sandt at hun havde et forbandet godt øje til Enrico, men hvordan skulle hun nogensinde kunne leve med det, når han hver eneste aften lå og stillede hendes dronnings lyster? ”Pas på med hvad du siger Sir, du kunne ganske hurtigt tage fejl” advarede hun med et fast blik. Det var ikke noget hun havde tænkt sig at tale med ham om, det var helt sikkert. Hendes blik blev direkte skulende, hun lod armene falde ned langs siden, og gjorde en gestus med hovedet som tegn på at han skulle følge efter, før hun ganske let trådte ud af pejsestuen og satte kursen ned af de mange gange mod Jaqia’s soveværelse. De var ikke nået langt før hun selv, vendte sig mod ham med et fast blik. Hun gjorde tegn til en vagt om at træde dem nærmere ”Vent her, jeg kommer tilbage om et øjeblik” Jaqia ville nok ikke værdsætte det andet, hun måtte hellere dukke op selv.

[ilosonic]

Ilosonic interesserede sig ikke i kongefamilien, hvem der havde siddet på tronen eller ej, for han vidst at selv Jaqia ville dø på et tidspunkt - eller trække sig - og så ville en ny træde til, sådan ville det være for evigt, ingen holdt i evig tid, og det ville Jaqia heller ikke, om hun så var god eller ej, om hun havde været længst på af alle eller ej, om hun udrettede noget stort eller ej, hun ville enten fejle eller dø lige som alle de forrige, derfor interesserede han sig slet ikke om det. Det som virkelig måtte interessere ham, var mørket og landet selv! For det var spændende at se, om landet ville holde i al evighed, om det ville have sin retmæssige størrelse, eller - som han håbede på - fik et større areal, ved at få en fod indenfor Procias mure, og der var Sonic selv løsningen. Det måtte more Ilosonic at hun havde et godt øje til rådgiveren, som åbenbart måtte hygge sig med dronningen, hvor måtte Noelle være jaloux, skønt han ikke vidste om hun var typen der ville græde over spildt mælk, eller i tilfældet; græde over en tabt mand. Han var sikker på at hun kunne få hvem som helst - eller næsten alle, for Sonic selv var nu ikke ligefrem interesseret. Ganske vidst var hun smuk, men der skulle skam også mere til end et smukt ydre! Han betvivlede skam ikke hendes sind heller, eller hendes intelligens, for hun var trods alt hærfører, så allerede jobbet krævede at hun havde psyken i orden og at hun ikke var dum som en dør, men kunne bruge hovedet, men han vidste ikke helt, der var noget.. utiltalende over hende, noget som han kunne mærke han afskød, han vidste dog ikke helt hvad. Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes pludselig personlighedsskift, eftersom det så ud til at han havde ramt et temmelig ømt punkt, så hvis hun hev Enrico væk, så glædede han sig til at se stemningen der ville komme. Han hævede sigende et slankt øjenbryn og smilede lettere bredt. "Skal jeg passe på at jeg tager fejl? Jamen.. jeg har jo fuldstændig ret, eller vil du måske påpege at du ikke har et godt øje til rådgiveren?" spurgte han med en lettere sukkersød stemme, vel et sted blot for at provokere hende? Nu hvor han havde fundet et af hendes ømme punkter, kunne han ikke lade vær med at stikke lidt til hende. Men så igen, han var her skam i et alvorligt ærinde og ikke blot for at provokere hende. Han gad ikke at træde mere i det, for om det så var Enrico eller hende selv han skulle tale med, så skulle han uanset hvad vise hans planer og finde de pergamenter, skriftruller, bøger eller hvad Procias historie stod i, han skulle i hvert fald bare rive op i fortiden. Han fulgte blot villigt med, da hun gjorde en gestus til ham, hvor han ganske roligt betragtede tingene som de måtte komme forbi, på vejen ned til Jaqias soveværelse. Han trak blot dovent på skuldrene, til hendes ord om at han skulle vente, han kunne nu godt regne ud hvorfor, skønt han gerne ville se Jaqias ansigtsudtryk, når Noelle dukkede op for at rive den, åbenbart popurlærer Enrico væk og med sig selv. Trekantsdrama havde Sonic altid fundet morsomt og alligevel kedeligt. Hans mørke øjne faldt på den vagt, som måtte komme en smule nærmere, hvilket blot fik ham til at trække på smilebåndet, det så ikke ud til at hærføren stolede på ham, men hvorfor skulle hun dog også gøre det? Hans loyalitet lå ikke hos hende, slet ikke, men i mørket, og det ville den altid gøre, der skulle faktisk meget til, før han gav sin loyalitet til en person. Det var vel egentlig aldrig lykkedes nogen? Ikke endnu i hvert fald, men eftersom han ikke kunne spå fremtiden, så kunne han jo ikke sige om han ville give sin loyalitet til en person, og han kunne heller ikke sige om han ville ende med hele herregården, og han kunne heller ikke vide hvad der ville ske med Marius, for han kunne faktisk så let som ingenting smide manden i fængsel.

[Noelle Jaceluck]

Hvad end denne mand var interesseret i, så ønskede Noelle pludselig at efterkomme det, udelukkende fordi det gav hende en mulighed for at få Enrico ud fra det værelse. Det var gået op for hende at han så forbandet meget på billederne af kongerækken gennem de mange år, en tanke som kun morede hende, ikke mindst fordi hendes egen søster måtte være på et af malerierne. Hvor langt var hun nået? Og hvor langt var hun ikke selv? Jaqia havde taget over, og hun var uden tvivl en stor dronning, men før eller siden ville slev hun kradse af, det vidste alle jo, den tid den sorg, hun gjorde det godt, og hun bragte på sit vis Jaqia tilbage på fode, at Samuel så ikke var andet end en kolds om hendes fødder, var jo det som kunne irritere de fleste, han ødelagde udelukkende det hele, om ikke andet set i Noelle’s øjne, men hvad ragede det egentlig også hende, det var jaqia og Enrico’s bord, det eneste hun stod far, var at træne de mange soldater, og ikke mindst fører dem frem på slagmarken. Hvad angik Noelle og hendes forhold til Enrico, så var det bestemt ikke noget som nogen skulle blande sig i, hun var måske ikke ringe til det med følelser, men visse ting skulle ikke ud, og da bestemt heller ikke det! Det var privat mellem hende selv og Dvasias rådgiver, det ragede hverken ham eller nogen anden. Jalousi var en stor del af hende såvel som enhver anden af hendes familie, den kunne hun ikke sige sig uden om, og tanken om hvad han lå og lavede med Jaqia i øjeblikket var hende direkte kvalmende, det kunne hun ganske enkelt ikke leve med, om hun så kunne få mere eller mindre den fyr som hun kunne tænke sig at pege på, så havde hjertet jo allerede valgt for hende, og hun vidste at hun var hans eneste ene, deres arbejde forhindrede dem, og det i sig selv var slet ingen behagelig tanke. Hun betragtede ham indgående, hvilke tanker der størg igennem hans sind, kunne hun slet ikek gætte sig til, et sted også komplet ligeglad, hunforholdte sig mere eller indre proffesionel, desuden ville både Enrico og Jaqia slå hende ihjel om hun valgte at fører denne mand hele vejen hen til selve sovekammeret. En vagt blev sat til at holde øje med denne herre, hun stolede bestemt ikke på ham. Uden rigtigt at tænke over det, rettede hun på kjolen, strøg de rød brune lokker bag ørene ”Bland dig hellere uden om” hun sendte ham et intenst blik, ikke direkte advarende og alligevel lettere farertruende, før hun stille satte kursen mod Jaqia’s soveværelse. Man kunne ikke som sådan kalde det for et trekantsdrama, udelukkende fordi at Enrico kun var en leg for Jaqia, og han var jo selv klar over det, det gjorde det bare overhovedet ikke bedre for hendes eget vedkommende. Ganske roligt stoppede hun op foran døren, deres støn blandede sig med atmøsfæren selv ude for kammeret, den gik godt for sig derinde, og Noelle følte det tydelige stik i hjertet og sammentidig en vrede, der ikke var til at skjule i hendes smukke blik. Ganske krot lod hun blot et enkelt bank eller to tilfalde døren, før hun blot valgte at lade døren glide op, og uden at afvente nogen former for svar. Blikket gled mod deres skikkelse. Jaqia lå med det tydeligt blik fyldt med fryd og nydelse, hendes hænder holdte Enrico tæt ind til sig. Masken blev kold som sten, nøjagtig som de fleste ville genkende hende. Blikket hvilede ikke på nogen af dem, men lige mellem dem så det kunne se ud som hun betragtede Enrico, men at se ham i øjnene fik hun sig ikke til ”Jeg beklager forstyrrelse..” allerede en stor løgn ”.. Der er en herre der spørger efter dig, det lader til at være vigtigt” påpegede hun med sigende mine. Det ellers varme blik var pludselig så udtryksløst. Hun fjernede sig ikke fra døren, stod blot og afventede et svar.

[Carmine Jordin Marlineo]

Hvad der skete udenfor Jaqias kammer og soveværelse, var slet ikke noget som Enrico havde det mindste kendskab til. Han gjorde bare sin sidste del af arbejdet, før han ville krype til sengs og det var noget af det bedste som skete igennem en hel dag for hans del! Efter mødet med Noelle dengang hvor de havde endt med at lægge alle kortene på bordet, så var det stadig besværligt nok at sige hvor de måtte stå henne. Han gjorde virkelig bare sit arbejde og han var virkelig bare træt af, at han skule hakkes over fingrene for at gøre det. Det var hans liv som det at være i marken var hendes! Det var virkelig ikke noget som han ville straffes for, det var noget som han måtte nægte helt og holdent! At ligge tæt ved Jaqia på denne måde, var intet nyt, selvom det var rent professionelt hele vejen igennem, så var det nu alligevel at det kunne se en anelse forkert ud for ganske mange, hvis de kom ind på kammeret og så dem ligge der. Han lå der over hende, vel placeret over hendes skikkelse og kørte som han ellers normalt plejede at gøre det. Hun havde brug for det – han havde brug for det. Selv det var jo en anerkendelse for ham et sted og samt det, at det var noget som han kunne nyde uden at skulle frygte for, at hun ville komme hjem fra marken af i en kiste! Han var rådgiver, det var sandt, men han kunne så meget andet og han fik endda også lov til det, og det var han glad for. Han kæmpede i den grad også for at forblive i den stilling som han havde. Det var slet ikke fordi at han hungrede efter magten som det ville være, at skulle sidde der på tronen sammen med en som Jaqia, for det gjorde han virkelig ikke. Han vidste allerede fra før af, at han aldrig nogensinde ville kunne holde til det, når det endelig måtte komme til stykket, så hvorfor skulle man i det hele taget ende med at gøre et forsøg? At Noelle pludselig måtte ende med at skulle st i døren, var noget som selv tydeligt måtte ramme ham med en forskrækkelse. Så tæt på sit klimaks og så blev han endda forstyrret! Kunne hun for pokker ikke bare have vent et enkelt minut mere, så han kunne gå tilfredst derfra? Han vendte de direkte mørke øjne mod Noelle. Der skulle virkelig være en forbandet god grund til at skulle stoppe dem her og nu. Han sukkede stille og rystede på hovedet, hvor han roligt vendte blikket mod Jaqia som måtte ligge godt under ham. Han havde dynen oppe omkring livet, så tildels måtte de ligge skjult der begge to, selvom der vel heller ikke var nogen tvivl om, hvad de egentlig måtte have gang i? Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, for en som ham, så faldt det virkelig bare ganske så naturligt til når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg er ked af det, Deres Højhed..” Han trak sig ganske roligt, lod hende få dynen som han roligt rejste sig op. Nu kunen det jo være ligegyldigt. Han ville ikke kunne præstere noget som helst som det måtte stå i øjeblikket. Han vendte blikket direkte mod Noelle og med den samme faste mine. At han stod der i det rene ingenting, gjorde ham så sandelig intet, for han havde absolut intet at skulle skjule, det vidste han jo. Han gik hen til væggen og tog fat omkring sin kappe. ”Jeg håber virkelig, at det er vigtigt, Noelle.” sagde han med en tydelig utilfredshed i stemmen. Han var bestemt ikke tilfreds på nogen som helst måde overhovedet! Han forlod Jaqas værelse, som han måtte lukke kappen tæt til sig og slog knuder på silebåndet omkring hans liv, så han endte skjult for alle blikke som de måtte passere på vejen. Han var virkelig træt af det her.. Det handlede virkelig om bare et enkelt lille minut! Tildels var han jo selvfølgelig lidt glad for, at det var stoppet for i aften.. Efter snakken med Noelle, så var det.. forkert ganske enkelt. Han vendte sig mod hende. ”Hvor er denne mand?” spurgte han kortfattet. Dette var bare noget som han ville have ryddet af vejen hurtigtst muligt!

[ilosonic]

At se Noelle, være så smaskforelsket i den dvasianske rådgiver, var virkelig noget som måtte more Ilosonic en god del! Det var ligefør han kunne se og mærke den jalousi som hun måtte føle, mon hun ikke var i stand til at få ham? Han havde godt hørt om Enricos og Jaqias lille affære, men det var vitterligt ikke noget han tog sig af, for når alt kom til alt, så var han skide ligeglad med dem begge to! Og han ville langt fra følge ordre fra nogen af dem! Han kæmpede hverken for Noelle, Jaqia, Enrico såvel som han ikke engang gjorde for Samuel, for de var blot racer som alle andre, racer med en høj magt, og når det kom til stykket, så ville de alle fire falde på et tidspunkt, ligesom han selv ville. Men det var skam ikke fordi han var forræder, for han kæmpede for landet og for mørket, og det var det eneste han ville følge til sit livs ende! Desværre han var så bare nødsaget til at søge til de højerestående personer, for de var desværre de eneste der kunne hjælpe ham, han tvivlede nemlig på at den nuværende dronning af Procias ville hjælpe ham med at finde bevis på sit slægtsbånd med Marius. Han var dæmon nu, og Marius spide, men begge havde de været animaguser, så i princippet kunne hvem som helst komme og påstå at han var bror til Marius, men sandt var det jo, og det måtte vel stå i nogle bøger, pergamenter eller andet? Det håbede han dog på, for det ville nok blive en del sværere at fremføre sin sag med ord, da et bevis jo trods alt ville kunne overbevise hvem som helst. Så han måtte jo tage til takke med den hjælp han ville få.
Sonic fulgte blot Noelle hen til Jaqias kammer, og han havde skam intet imod at vente her, for han ville nødig se den pinlige tavshed der måtte komme! Han smilede blot til Noelles ord. Han skulle blande sig uden om? Det ville han hellere end gerne! Det måtte dog more ham, som hun rettede lidt på sig selv, for han var sikker på om hun så gik i beskidte pjalter, så ville hendes skønhed stråle igennem, men det var jo så også fordi hun var sensueldæmon, racen sagde jo faktisk det hele. Han trak dog blot på skuldrene til hendes ord, som han så hende forsvinde ind af døren. Hans blik faldt kort på den vagt, som hun havde vinket tættere på, hvilket tildels måtte more ham, for hun stolede tydeligvis ikke på ham, og det forstod han faktisk godt, skønt han egentlig ikke var hendes fjende, han ville ikke blande sig i de højereståendes arbejde, som han havde sit eget at se til, og i øjeblikket havde han faktisk ikke tid til andet, som han var nød til at fokusere på Marius og grevetitlen. Han var nøglen til Dvasias' fodfæste i Procias, for med ham som greve i Procias, så kunne Keischa ikke stoppe ham i at lukke de mørke væsner ind, det ville simpelthen blive Procias nedgang! Og han ville med glæde se Procias styrte for sine fødder! Han hadede det land og med alle dets indbyggere! Så tossegode de alle sammen var! Ufatteligt! Derfor var det nødvendigt for ham at fokusere på sit mål; at få grevetitlen tilbage, som den jo trods alt retmæssigt var hans. Han lænede sig blot op ad væggen, med lukkede øjne og armene over kors. Han fokuserede på stemmerne; Noelles og Enricos. Han kunne ikke lade vær med at smile, det lød til at Enrico var utilfreds, men det forstod han i princippet godt, og hvor måtte Noelle fryde sig! Så længe han ikke skulle høre på de to turdelduers kærlighedserklæring, så var han skam tilfreds, for han ville faktisk bare nuppe det pergament og så smutte igen. Han åbnede øjnene igen, og blikket faldt mod den dør, som førte ind til gangen og videre hen til Jaqias soveværelse, som han kunne høre dem komme nærmere.

[Noelle Jaceluck]

Allerede nu hjemsøgte billedet af ham og Jaqia hende, selvom Enrico havde forsøgt at forklare hende hvorfor og hvordan så var det ingen hjælp I længden, for at se dem så tætte det drev hende direkte til vanvid. Blikket hvilede tydeligt mod Enrico og så alligevel ikke, hun så ikke direkte på ham, sådan som varmen var bygget op var det tæt på et klimaks, hun kunne ikke undgå den lille lettelse ved at hun var endt med at bryde ind nu, frem for om et minuts tid senere. Det morede hende at se hvordan han trak dynen omkring dem begge, der var ikke noget hun ikke før havde set, normalt holde hun sig uden for det fællesskab der bestod i at hoppe under dynen med alle, men der havde da været den ene gang med dem alle tre, hende, Enrico og Jaqia, første og sidste gang, det var helt sikkert. Tiden var ikke til lange ventetider, denne herre ventede dem, desuden var Noelle forbandet nysgerrig på hvad han ville, hvilke pergamenter han ønskede sig, så hvis Enrico nu ville få fingeren.. eller i dette tilfælde kalorius ud af hullet, så kunne de komme videre, og så kunne hans løn for en gangs skyld være velfortjent, han var jo mere trækkerdreng end han var rådgiver. Hun væmmedes ved den blotte tanke. De slanke fingrer strøg igennem det silkeglatte hår, der spredte sig villigt som vand for hendes fingrer. Det glimt i hans øjne var hende kun genkendeligt, han lystede at slå hende, lystede at råbe af hende.. Som altid.. Det var dejligt at se alt var tilbage ved det gamle, selv efter at de begge var endt med at smide kortene på bordet, og de nu begge vidste at der lå mere i det end bare som sådan. Så meget for at droppe det skuespil. Hendes funklende øjne brændte, der var en varme, en lidenskab i hendes blik, selvom hun på sit vis måtte virke så følelsesforladt, som betød hverken Enrico eller dette noget som helst for hende, ligeså var han kold, afviste hende et sted allerede nu, og hun tog sig ikke af det, udelukkende fordi hun ærlig talt ikke forventede meget mere fra hans side af. Lettere utålmodigt lænede Noelle sig op af dørkarmen, der var ikke den mindste smule forståelse der fik hende til så meget som at vende ryggen til, mens han færdedes uden en trævl på kroppen, derimod så hun blot til, betragtede hver detalje af hans krop, og med den faste hjertebanken, selvom hun hadede tanken om at han i den grad ville høre slagene og dermed blive ligeså triumferende som hun selv ”Vi har ikke hele dagen, Enrico” mumlede hun en smule sammenbidt, ikke mindst med den tydelige manglende tålmodighed. Som han strøg med hende, lod hun uden så meget som at undskylde for Jaqia, døren glide i bag dem. Et kækt smil, fuld af den tydlige fryd spillede over hendes læber ”Godt at se intet ændre sig” påpegede hun med en tydelig hentydning i den strenge stemme, bare for ligesom at påpege at det her var noget hun ikke var tilfreds med. Provokerende som hun var kendt for at være, overhalede hun ham med selvsikre men elegante skridt, hvor det lange hår måtte slå let fra side til anden. Som svar på hans ord, gjorde hun en let gestus med hånden mod de to skikkelser som stod, hvoraf den ene var vagten ”Jeg beklager ventetiden.. Der var nogen som tydeligvis havde svært ved at gøre sig færdig” det var ikke bebrejdelse der var at høre i hendes stemme, det var direkte tilfredsstillelse efter at have fået sin hævn, og hun vidste at dette ville koste et af de velkendte blikke fra Enrico, intet nyt. Tilbage for de startede, på disse kanter var der intet der ændrede sig, og på sit vis var det vel en fordel? Næsten uskyldigt lod hun hænderne folde foran sig, og så afventende fra den ene til den anden, med den rene fryd i blikket.

[Carmine Jordin Marlineo]

Nok stod Enrico i en helt anden situation end det som var godt for ham. Han havde jo allerede fortalt hende, at han slet ikke ville være i stand til at skulle ændre sig over natten på den måde, så det var noget som ville være en længere proces. Nu havde han afvist Jaqia i adskillige dage og nu havde det simpelthen bare været for meget for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, men at afbryde ham så kort før han selv ville være i stand til at trække sig tilbage på soveværelset og indlede en søvn, det var virkelig ikke fair i hans øjne! Han vidste udmærket godt, at Noelle virkelig ikke var meget for, at han lå inde ved Jaqia, men det havde virkelig været en del af hans arbejde igennem så frygtelig mange år, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte sig med en tydeligt irriteret mine mod hende.
Han kunne jo mærke det tryk noget så tydeligt, selvom det slet ikke var muligt for ham, at skulle gøre det mindste med det lige netop nu! Han vendte sig mod hende med et fnys. Hun havde gjort det med vilje, for ikke at glemme, at han vidste, at hun frydet sig ved dette. Han var nu og da glad for det alligevel, selvom det måske ikke altid måtte være lige til at se eller fornemme, så var det faktisk sådan, at han måtte have det. Han betragtde hende med et næsten så irriteret blik og udelukkende også fordi, at han vidste, at dette måtte være noget som måtte fryde hende noget så frygtelig voldsomt, hvilket bestemt heller ikke gjorde det bedre for hans vedkommende på nogen måde overhovedet! Han fulgte hende med væk fra soveværelset og mod gangen, hvor Enricoas blik måtte falde direkte til Ilosonic som måtte stå der og afventende på dem begge. Det var jo slet ikke fordi at han ville give Noelle den fulde kærlighedsrklæring i det offentlige på den måde, for han vidste udmærket godt hvordan hun havde det med det og hvordan han selv havde det med det. De havde begge deres at skulle leve op til og det var jo ligesom også det som automatisk måtte gøre det hele en anelse mere indviklet og specielt også for hans eget vedkommende. De var sammen-sammen når de var alene og ellers var det tilbage til det gode og gamle når de var sammen med alle andre, så det var en smule svært, selvom Enrico så sandelig ikke havde det mindste imod det når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var helt sikkert. Han betragtede den mandlige skikkelse foran ham og med en tydelig utilfredsm ine, for tilfreds efter dette, kunne han da umuligt være! Han vendte blikket nærmest vredt mod Noelle igen. Det var jo heller ikke meningen at det skulle frem på den måde.. Også selvom han vidste, at det var kendt, at han gjorde Jaqia selskab om aftenen. Det var jo ikke fordi at der jo var mange andre til det trods alt. ”Det er også en yderst mærkværdig tid at skulle dukke op på..” påpegede han ganske kortfattet. Han var i den grad irriteret, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Han lod hovedet søge næsten skræmmende langsomt på sned. ”Og hvad kan jeg så gøre for dig?” spurgte han ganske så kortfattet og med en tydeligt afventende stemme. Aftenen var på sit vis ødelagt for hans vedkommende, så der var virkelig ingen grund til at skulle være mild eller i det gode hjørne, for han var virkelig revet fra det som aldrig nogensinde før! ”Min aften er jo trods alt pænt spoleret fra før af,” afsluttede han med et svagt smil. Han kunne vel lige så godt bare.. opføre sig som han altid havde gjort i hans job i stedet for alt det andet? For det havde tydeligvis ikke den rigtige virkning ind på det hele.

[ilosonic]

Hvad der skete mellem Enrico og Noelle kunne Ilosonic ikke svare på, men følelser for hinanden var i hvert fald indblandet, det var tydeligt at regne ud. Han kunne tydeligt fornemme at det måtte påvirke Noelle at Enrico befandt sig inde ved Jaqia, for det at rådgiveren lå i samme seng med Dronningen hvem vidste mere eller mindre ikke det efterhånden? Det var jo ikke ligefrem nogen nyhed, og hvem klandrede dem? Noelle måske. Og på sit vis, så holdt han et sted med Noelle, ikke kun fordi hun var dæmon som ham selv, men han kunne forestille sig, at det måtte være et stik i hjertet at se den mand man elskede være sammen med en anden kvinde. Men når alt kom til alt, så ville han virkelig ikke blandes ind i deres 'forhold', for han ville bare have sit arbejde gjort, så han kunne komme videre! Han skulle jo trods alt ud og ødelægge hans egen broders liv! Han ville simpelthen få den mand til at synke i jorden. Men det krævede jo også at han havde et såkaldt 'bevis' på at han var Marius' bror, for hvem ville tro at en dæmon ville være bror til greven af Procias? Men sandt var det skam, for han var faktisk ikke født dæmon, han var blevet besat og siden hen udviklet sig. Han havde mødt Hayden på engen, hans gamle ven, der havde hjulpet ham af med mørkedæmonen som nærmest havde styret ham, så han var blevet en fri mand. Han kunne endnu more sig over Marius' ansigtsudtryk, da han havde fortalt ham at han var hans bror. Og hvis Marius troede at det var slut, så tog han virkelig fejl! Han ville have sin retmæssige plads og titel, som Greve af Procias, og Marius skulle ikke stå i vejen for ham på nogen måde!
Blikket faldt mod døren, som han betragtede med et ganske roligt og dog en smule koldt blik. Han så hvordan Noelle mere eller mindre frydende kom ud og med den utilfredse Enrico i hælene. Et sted måtte det more ham, det kunne han ikke komme udenom. Men så igen, han gad ikke at være nogen mellemmand, han ville bare have de nødvendige pergamenter, og så komme ud herfra. Han trak på skuldrene til Noelles ord og smilede et lettere skævt smil til hende. "Det gør skam intet," svarede han roligt, inden blikket faldt på Enrico, han så ikke ligefrem glad ud, men det forstod han nu godt. Han fnøs til Enricos ord, til at det var et mærkværdigt tidspunkt at dukke op på. Han lænede sig ud fra væggen, så han kom til at stå ganske rank, endnu med armene over kors. "Hvis du tror at mørket venter på at du kan blive tilfresstillet, så tager du desværre fejl," svarede han stilfærdigt. Blev han mødt med kulde, skulle man ikke regne med at man ville blive gengældt med noget andet. Han trak på skuldrene, han var vant til kolde, kyniske, hadfulde blikke og alle mulige andre blikke, men når det kom til stykket, så tog han sig vitterligt ikke af dem, desuden ville han altså bare have sit arbejde gjort, og så komme videre, og så kunne de to turdelduer vende tilbage til deres egen gøren, han var sådan set ligeglad. Han slog let ud med armene, inden han foldede dem bag ryggen. "Jeg skal bruge nogle pergamenter, skriftruller, bøger et eller andet, det skal bare være over Procias' greve række og historie," fortalte han roligt. Han kunne ligeså godt komme til sagen. Der måtte desuden, være et eller andet der fortalte om grevens søns flugt, den unge Sonic Darcy der var stukket af. Et billede af ham som ung, bare et eller andet der kunne bevise at han var den retmæssige greve. Desuden kunne de bare få en magiker eller warlock til at læse hans sind, så ville de da kunne se at han var grevesønne, så kunne de se alt det som han havde været igennem. Blikket gled fra den ene til den anden, Noelle kunne tilsyneladende ikke vise ham det, så han var jo nød til at henvende sig til Enrico. Han var lidt ligeglad med hvem som gjorde det, så længe det egentlig bare blev gjort, desuden, så kom det jo trods alt også dem til gode.