Free agian

[pacman]

Seks måneder var gået i Dvasias siden Seth havde været i landet. Tid han kune havde brugt på at sidde i fængsel hos den lyse sidde. Det var kun ganske få dage siden han var blevet befriet af en spion hyrret af Jaqia selv. Da Seth havde lært den information var selv han blevet overrasket, først havde Seth troet det var warlocksne der havde fået ham befriet, men det lod til at Seths egen race ikke var dem der havde befriet ham, tværdigmod havde de bare fået en ny leder.
Seth havde fået et par dage til at sunde sig efter sin befrietlse før han skulle mødes med Jaqia. han havde sørger for at tage sin fine sorte frake på til dagens andledning da Seth havde stor repsekt for de kongelige.
Seth var ankommet til slottet til fods og havde straks fundet vej hen imod tronsalen. Med sin stav i sin ene hånd og et pergament i den anden meldte Seth sin ankomst til vagten foran døren ved at aflevere pergamentet.
"Dronning Jaqia har hidkaldt mig" sagde Seth lidt hæst til vagten, Seth havde ikke brugt sin stemme meget i fængslet og var lidt medtaget af den oplevelse, der ville nok gå et par måneder før Seth fik sin normale stemme tilbage.
Ud over sin stemme var Seth stadig medtaget af sin tid i fængsel, han så ud til at være udsultet, og forfærdelig træt. Seth havde dog genvundet sine magiske kræfter ved at suge magi fra nogle gamel talismaner og artifakter han havde liggende som ikke blev brugt til noget.
Seth stod og ventede ude i forhallen og kiggede sig lidt omkring, det var ikke tit han var i denne del af slottet, og første gang han var her alene og ikke et eller andet fortagende hvor der også deltog andre ledere.
Vagten kom indelig tilbage, han åbnede døren og Seth trådte ind i den æresfyldte sal. Der var altid noget over stedet der bare gjhorde lige meget hvor mangt fuld man var så kom følelsen af man var lille i rank. Seth havde så ikke nogen rank længere andet end hvad man kunne sige var eks leder for sin race.
Seth gik længere ind i den store hal og holdte sit blik lidt ned i gulvet. Han gik hen foran tronen hvor han knælede.
Seth havde et hav af spørgsmål han ønskede besvaret, hvorfor havde Jaqia valgt at få Seth befriet, hvorfor nu og ikke tidligere, hvad ville der blive af ham nu, og meget andet.
"Vær hilset min dronning" sagde Seth hæst men meget æresfyldt ned i gulvet og afventede svar før han ville rejse sig op.

[Cressida Marvalo]

Jaqia sad på den høje trone. Hendes isblå øjne stirrede nærmest betaget mod vinduet, hvor den sorte nattehimmel afslørede sig ude foran. Det måtte være umådelig sent, eftersom himelen henlå fuldkommen sort, uden så meget som en stjerne at se. Det var trods alt sommertid, og det kunne ikke være mange timer siden, at solen for alvor var gået ned. Tronsalen henlå i fuldkommen stilhed. Vagter var linet op, men ingen sagde noget, ingen gjorde noget, lige i disse dage, skulle der ikke meget til før et forkert ord eller enforkert handling, kunne få yderste konsekvenser. Med blide strøg lod Dvasias dronning, den blege hånd stryge langs hendes enorme mave, den kommende tronarving, der kunne skænkes hvert øjeblik det skulle være. Hendes tanker var øjeblikkeligt afbrudt, af den store dobbeltdør, der åbnede sig og afslørede hvad hun havde ventet timer på. Hendes mine blev øjeblikkeligt mere fast, og de isblå øjne fik igen det kølige skær, der plejede at få det til at løbe ned af ryggen på de fleste. Deres skridt gav genlyd i den store sal. Den respekt var netop hvad hun havde ventet, hvilket kun var en tanke, der fik hende til at trække let på smilebåndet, og frembringe et tilfredst glimt i hendes blik. Hun rejste sig ikke, det at stå på benene var blevet tungt, hun nøjedes blot med at skænke ham et lille nik. ”Rejs dig,” hendes tone var uden spor af følelse, det var selvfølgelig ganske bevidst. Desværre slod det ikke til at en blodrød lang kjole, og et udseende som en hval, virkede direkte farertruende, så måtte hun jo understrege ved hjælp af andre midler.
Hovedet gled let på sned. Hun betragtede ham med vurderende mine. Han havde været uforsigtig og fået som fortjent, det var tydeligt at opholdet i Procias, var noget som havde tærret på ham, det fandtedes der selvfølgelig råd for. Hun hævede et slankt øjenrbyn. ”Procias har behandlet dig godt, på trods af omstændighederne,” påpegede hun roligt. Hendes tone var som en kølig hvislen, fuldstændig glat. Det havde været direkte dumdristig, på trods hun måtte give han respekt for selve idéen, men i disse tider, var der ikke en krig med Procias hun ønskede sig, landet selv stod endnu ikke stærkt nok. Dørene gled i endnu engang, med salen atter henlagde i fuldkommen ro.Med en større anstrengelse, fik hun kæmpet sig på benene. Hun trådte ned foran ham. Han skyldte hende, og den respekt var i det store og det hele, alt hun måtte kræve. Hun måtte huske at belønne Valencia. Det var et godt arbejde. ”Foregik turen glat?” hun havde desværre ikke noget særlig megen information, og det ville være yderst rart, at vide hvor hun stod, og i hvilken grad hun skulle frygte landet. Hun vidste ganske vidst ikke meget om Jason, men dronning Elanya? Det var en farlig færd, ingen tvivl om det.

[pacman]

Seth kunne mærke de kolde øjne som de kiggede direkte ind i sin sjæl, eller det der i hvert fald var tilbage af den. Det var ganske ubehageligt, men han bed det pænt i sig. Det var ikke mange gange han havde stået foran dronningen men det blik ville man altid kunne huske, det var lige før det var på højde med Joshua's blik når han brugte sin evne på fulde gardiner.
Seth rejste sig op da han fik lov til det og han støttede sig op af sin stav. Seth var ganske svalig at se på godt nok men hans øjne var lige så stærke som de altid havde været.
Den lyse side havde behandlet Seth udemærket, han slap da for tortur, eller man kunne sige kedsomheden i sig selv var tortur, men ud over det havde Seth haft det godt.
Han havde også fået det ud af turen som han ville, han havde fundet den bog han havde ledt efter, og det var hele meningen. Godt nok havde det kostet ham en tur i fængsel men det havde været det hele værd.
"Som sådan en tur kan gå, ikke ubemærket men ingen større problemer" sagde Seth roligt og stod roligt foran dronningen. Spionen da havde sluppet ham fri havde været yderst dygtig til sit arbejde og det var Seth egen stædighed der havde fået dem i problemer. Ja Seth ville have sin stav med sig, men den stav havde fulgt ham hele livet og Seth var gerne gået flere gange i fængsel bare for at få den tilbage.
"Jeg står i livsgæld til dem, og jeg takker ydmygt for de har brugt deres tid på mig"
Seth var ganske ydmyg ved sine ord, og når Seth selv nævnte sin livs gæld var det fordi han mente det. Det var anden gang Seth stod i en gæld der havde galt sit liv, men den var blevet opfyldt igen. Men nu stod Seth i en ny gæld og han yndrede sig meget over hvorfor dronningen havde taget sig den tid til blot det. Warlocksne havde fået en ny leder så Seth burde entelig havde været helt ligegyldig efterhånden, med mindre dronningen havde et eller andet i tankerne.

[Cressida Marvalo]

Det gennemborende blik, var kun til for netop at gore ham ubehageligt til mode, han skulle ikke være endnu en af disse, som så hende som svag, blot fordi hun bar rundt på et foster, ak og vel, det var bestemt ikke nemt at være kvinde den dag idag, det var helt sikkert. Hendes blik søgte hans, han virkede mere fornuftig end som så, så hvorfor havde han været så lidt diskret? Det glædede hende dog at se, at metoderne i Procias ikke havde ændret sig det mindste, der var ingen større skader at se, foruden den tydeligvis manglende energi, og den trætte, hæse stemme, det land var så blødsødent, at hun næsten måtte føle sig syg. ”Det glæder mig at høre,” svarede hun kort for hovedet, og ganske neutralt.
Normalt ville de have været alene, hun havde forsøgt at fører ham ud på på glat is, men den slags morskab måtte hun vente med, en smule længere endnu. Hvad angik hans stav, så faldt den hende ikke i interesse på nogen måde, og havde hun vist, at han nær havde fået begge parter fanget, blot for at hente den, så skulle hun i den grad have vist ham, hvordan det for alvor føltes at sætte i en fangerkælder. Jaqia rystede bestemt på hovedet: Ganske vidst var han ikke leder mere, en kvinde.. smuk og stærk havde overtaget, nøjagtig som hun ønskede, men derfor kunne denne warlock sagtens have en plads i et større spil, han måtte trods alt, have store evner, og det lod til at denne kære mand, tænkte på en anden måde en så mange andre, hun kunne få gavn af ham, specielt i disse tider. ”Du er under mine vinger, kære Seth. Din beskyttelse er mit ansvar,” hun nikkede roligt og bekræftende. Ganske stille trak hun sig tilbage, uden et ord, gled hun endnu engang ned i tronen, med et træt suk. ”Jeg vil intet forlange af dig. Som en del af mit folk, er du fri. Jeg kræver ingen gæld,” det var til dels sandt, for hun ville intet kræve af ham, hun håbede dig stadig, at få noget ud af det, men hvem ville ikke gøre det, i hendes situation? Hun var trods alt dronning, alt hun gjorde var investeringer. ” Men jeg er træt kære Seth. Jeg bære rundt på Dvasias kommende tronarving, og jeg må erkende, at jeg på visse punkter, er ved at være slidt. Dette er et hårdt job. Jeg forstår hvis du ikke er interesseret, men du besidder store evner som jeg værdsætter. Som sagt er du en gældsfri mand, men jeg vil tilbyde dig at tjene mig, i form af en personlig livvagt. Både for mig, og for landets kommende arving,” det var ganske vidst meget konsekvent fremstillet, men hun var for træt til, at trække tingene ud i et større langdrag. Denne warlock var en stor mand, med ham som støtter, ville hun kun stå stærkere.

[pacman]

Seth stod lidt og var ganske overrasket over at dronningen var så beskyttende over for ham, det var helt sikkert hun ville have noget ud af ham. Det kunne næsten ikke være andet end en hage ved det her.
"Jeg siger tak for deres beskyttelse min dronning" svarede Seth og bukkede for hende kort. han kunne kun vente på at den hage kom og ganske rigtigt så kom den.
Seth blev tilbudt en plads som personlig livvagt, det overrasket ham en lille smugle, det var ikke hvad han havde ventet. Men det passede ham ganske fint, det gav en mulighed for at opnå mere end blot vandre rundt som en ganske normal warlock.
"Jeg vil tjene dem som personlig livvagt, Hvis jeg må bede om den tjeneste så at få en bog fra den kongelige del af bibloteket" sagde Seth æresfyldt. Det var en af de 3 bøger Seth var på jagt efter og havde været i flere år, det var hele grunden til han lod sig drage ind i Procias til at begynde med, for at få en af de bøger, som han nu havde fået fat i, han havde allerede den anden selv og nu var chancen der for at få den sidste.
"Det er en simpel skønliteratur ved navn "Døden" af Magnus Bane, en af mine forfædre skrev den og jeg ville meget gerne eje den i min egen samling" forklarede Seth sig lidt mere, og det var ganske rigtigt, alle tre bøger var skrevet af Seth tip tip tip, gange mange tip oldefar. Alle bøgerne indholdte en familie hemmelighed Seth gerne ville generober til sin familie.

[Cressida Marvalo]

Intet kom uden en pris, specielt ikke når det kom fra dronningen af Dvasias, noget for noget, også selvom hun ikke direkte forlangte det af ham, men istedet stilted et som et tilbud. Hun havde en idé om hans frustration, med henblik på blot at være endnu en warlock i mængden, han var stærk, og hun havde brug for ham. Det var hårde tider, flere og flere gjorde oprør, støttere var det eneste der kunne gøre hende gavn. ”De behøver skam ikke takke mig,” hun bukkede hovedet dybt i gensidig respekt.
Jaqia gned eftertænksomt hagen, og betragtede ham med nysgerrige øjne. En bog? Dvasias bibliotek indeholdte ganske værdigfulde bøger, nogle mere end andre, men en enkelt kunne hun vel undvære? ”En bog?” hun hævede et slankt øjnebryn. Der var trods alt utallige bøger, fyldt med stor magi, ældgammel lærdom, og det ville ikke undre hende, hvis en warlock af hans art ønskede at anskaffe sig en af disse, men som støtter, ville han få fuld tilgang til selv de låste dele af biblioteket. Hendes nysgerrighed blev hurtigt stillet. Familieeje? Det var ikke en hun mindedes nogensinde at have set, men hun kendte selvfølgelig også kun til hendes egen alkymi, og de lærbøger der fulgte med der, langt de fleste skrevet af Nathaniel Diamaqima. ”Det skulle ikke være et større problem. Eftersom min rådgiver i øjeblikket er ansvarlig for vores bibliotek, vil jeg bede ham om, at se på sagerne,” Selvfølgelig ville hun ikke afholde ham fra ejet af en bog, som i virkeligheden måtte tilhøre hans navn, det var en ganske lille ting at bede om, i henhold til hendes, han ville trods alt være langt mere udsat som hendes livgarde. ”Jeg vil rydde et værelse i den kongelige fløj, du vil få et nøglebund, med adgang til størstedelen af biblioteket, træningshallen og slottets mange værelser. Har du yderligere spørgsmål skal du være velkommen til at stille dem,” afsluttede hun roligt

[pacman]

Seth var godt tilfreds med at kunne få den bog han havde ledt så mange år efter. Det havde været en stor skuffelse da han fandt ud af den var ejet af kongefamilien. Men nu kunne han endelig få sin arv tilbage. Ikke fordi at selve bogen var så meget, det var bare en skønlitteratur, men sammen med 3 andre bøger Seths forfar havde skrevet kunne man finde familie hemmeligheden igen. En magi der ikke havde været brugt i flere tusinder af år.
"mange tak min dronning" takkede Seth ydmygt da hun gerne ville give ham bogen. det var virkelig noget han var glad for.
Stille og roligt begyndte der at vokse en plan i Seth hoved, hvad han skulle bruge den magi til. Som personlig livvagt for dronningen, ja det gav flere muligheder end normalt. Det var en længere plan men ville det lykkes var det alt hver. Det var som om skæbnen blot ville Seth lige nu.
"jeg har ikke ligefrem nogle spørgsmål... Men"
Seth roede rundt i sin lomme, fandt en mindre blå krystal frem, han knyttede sin næve omkring den, lod magi flyde ind i den og ved hjælp af lidt koncentration lagde han en afsluttende hånd på magien.
"Jeg vil bede dem om at tage denne hidkaldnings krystal... Brug den og på et kort øjeblik vil jeg blive hidkaldt til stedet de er.. hvis de skulle få brug for mig når jeg ikke er ved dem"
Dronningen bestemte helt selv om hun ville tage imod krystallen. Men det ville være en fordel hvis hun var ude for et angreb eller andet at Seth så hurtigt kunne blive hindkaldt.

[Cressida Marvalo]

Til Jaqias egen store ærgelse, var utrolig mange bøger gået tabt med årene. Hun vidste hvor meget ord på et papir kunne betyde, uden det egentlig behøvede at have noget vigtigt stående, men hun vidste dog også at dette var Dvasias, og hemmeligheder fandtes i disse bøger, der var en større grund til Seth ville have fat i den, hun ville dog ikke begynde at grave, men derimod udlevere den til ham, det var vel også en en test af loyalitet? Hun gav ham ganske vidst flere åbne muligheder, det betød dog ikke, at han bar hendes fulde tillid. ”Velbekomme,” hun nikkede roligt, og føjede sagen af bordet, med hånden i den fri luft. Der var intet større i det, så hvorfor spilde tiden?
”Meget vel, i tilfælde af at noget skulle dukke op, må du endelig opsøge mig;” hun vinkede en vagt hen til sig. ”Jeg vil have det sidste værelset, på den vestlige gang, gjort klar til beboelse,” hendes ord var kortfattet, og hun skænkede end ikke den stakkels vagt, så meget som et værdigt blik. Han nikkede blot, og drog med målrettede skridt, bort fra dem. Endnu engang vendte hun sig mod Seth, og betragtede hans gøren, med denne sten. Der var nysgerrighed i hendes blik, sådan havde det altid været, hun var umådeligt betaget af magi. De slanke, blege fingrer, lukkede sig omkring krystallen, og tog den i blik. ”Jeg takker dig,” hun knugede let om den lille krystal, der føltedes nærmest brændende i hendes hånd. ”Én ting til.. Hvis du har pådragert dig skader i Procias, skal jeg gerne finde en eliksir. Du siger selv til” afsluttede hun roligt.