Enough is enough!

[Cressida Marvalo]

Natten var faldet på. Som enhver typisk aften i den vintertid, der måtte hvile over landene for tiden, så vinkede stjernerne blidt fra det øverste tæppe. Månen var fuld, hvilket ville sige at det også var en nat for vareulvene, noget som tydeligt både kunne høres og mærkes, i dette mørkest land. Jaqia befandt sig i den store tronsal. Hun gik rastløs frem og tilbage, mens hun måtte gnide hagen. Tankerne strøg gennem hendes sind, det var måske langt fra det mest gennemtænkte, specielt ikke med henblik på en mand som Alex, han var af samme type som hende. Han kunne finde på at vende hende ryggen. Det var dog det bedste hun var i stand til at komme op med. Hendes blik var mere bekymret end det var køligt, hvilket heller ikke skete ofte. Vagter skulede mod hende, selv de måtte være bekymret, over den tænktsomme mine, som Jaqia havde haft over sig, de sidste mange dage. Alt dette var ved at være direkte uacceptabelt! Der burde end ikke være mulighed for at gøre som så! Læderen knirkede i takt med hendes skridt. Alex lå på værelset og ventede på hende, hun havde lovet at denne aften ville hun holde fri til hans fordel, og det var et løfte hun agtede at holde, hun måtte bare først have den samtale. På bordet foran hende, lå der flere forskellige former for dokumenter, der mere eller mindre var fyldt med forskellige skrifter, ældgamle bøger, omkring ældgamle vampyrer. Dominic sad nede i kælderen, hun regnede med at overlade ham til Alexander Imirachis hænder, hvis dette skulle vise sig at blive aktuelt. Enhver på dette slot var på vagt, som hun havde bedt dem om at være, og enhver vidste at denne mand var ventet. Det var vel også på tide at møde landets greve, selvom det i det store og det hele, måtte være hans yndige kone Cassidy, der sad med øverste befaling – Jaqia tvivlede, selvom det slet ikke var overvejelser, hun havde tid til at gøre sig. De blonde lokker hang i en lat fletning ned over den ranke ryg, og brystet var skudt frem. Selvom hun var bekymret så var hun dronning, og dette var arbejde hvad end hun ville det eller ej, så måtte hun finde det autoritærer frem, det var jo heller ikke meningen at Alex skulle få alt for høje tanker omkring sig selv. Vagter fulgte hende med blikket, de havde mistet tælling over hvor mange gange, de havde set hende gå frem og tilbage på den måde, tydeligt at hun var frustreret. To gange inden for kort tid, der måtte uanset ske en enorm forandring i tingene, inden dette ville ende med at gå ud over befolkningen også, de var trods alt hendes ansvar, og selvom de lod til, ikke at bryde sig synderligt om hende, langt de fleste vel og mærke, så var det stadig et ansvar, hun var tvunget til at tage på sig. En smule utålmodigt, kastede hun et blik på det gamle ur, der var endnu et par minutter, til den aftalte gæst skulle dukke op.

[Deleted]

Natten var faldet på, selvom dette var en af de få nætter om måneden hvor Alex slet ikke var fristet til at forlade Corvento Mansion når fuldmånen var der. Han havde lovet Cassie at han ville være der under hele måneforløbet, men han kunne jo heller ikke ignorere en forespørgsel fra kongehuset, så han havde været nødsaget til at tage af sted. Han var på hesteryg denne aften, også for at være sikker på at han ville nå hjem tidsnok til at månen ville forsvinde, så han kunne nå at komme hjem inden hun ville komme til sig selv igen, for det var efterhånden ved at være temmelig vigtigt, at han kunne vise hende, at han faktisk var til at stole på, for lige for tiden, så var det forbandet vigtigt. Alt som havde noget som helst med varulve at gøre, var slået ihjel eller kylet ud fra hans mansion, han ville slet ikke have noget som helst med det væsen at gøre på nogen måde! Han stoppede hesten som han nåede de store porte ind til det massive slot som han ikke kunne gøre andet end at vise den store respekt. Krigene hærgrede herude, han havde hørt det, han havde set det og han havde vidst at det ville bringe umådelige store konsekvenser til landene som måtte følge i senere tid. Stalddrengen tog imod de mørke tøjler, som han hoppede ned af den store hingst. Han var fint klædt i aftenens anledning. Alle gjorde vel lidt mere ud af sig selv netop fordi at de skulle opsøge deres dronning? Han havde respekten for kvinden og det var noget som han også ønskede at skulle vise hende. At han var en mand som hun faktisk kunne stole på. Vagterne på den anden side af døren, stoppet ham omgående, som han åede at komme indenfor. Han slog kutten ned, hvor de gyldne øjne måtte vise sig i den samme faste mine. ”Jeg er her for at tale med Dronningen af Dvasias,” sagde han med en yderst kortfattet mine. Han fandt beskeden frem og skænket den til vagterne uden at den faste mine var til at skulle tage fejl af. Han havde slet ikke tid til det her. Vagten læste den hurtigt igennem. ”Tronsalen,” sagde han kortfattet og gav den tilbage til Alex som hurtigt tog imod den og nikkede. ”Så siger jeg mange tak,” sagde han stilfærdigt, som han fortsatte sin søgning mod den store tronsal. Han nåede dørene som let måtte blive åbnet for ham. Han rankede let i ryggen, som han gik ind i tronsalen. Blikket faldt med det samme på Jaqias skikkelse. Hun virkede umiddelbart.. urolig og rastløs? Han stoppede op midt på gulvet. ”De ønskede at se mig, Deres Højhed?” Han bukkede let for hende. Han havde respekten for den dvasianske trone og endda også den kvinde som måtte sidde på den. Han var fint klædt i form af en mørk skjorte og mørke bukser. Han rettede sig roligt op igen og med blikket hvilende på hende. Nærmest afventende. Her havde han intet imod at tage den maske på og faktisk té sig ordentligt.

[Cressida Marvalo]

Fuldmånen var faldet på, Jaqia var udemærket klar over at dette nok ikke ville være den bedste aften, med henblik på at mandens kære kone, med højeste sandsynlighed var lukket inde i et bur, for at holde styr på tropperne. Dette var dog en hastesag, og ikke noget hun ville vente dage med, udelukkende fordi hans elskerinde måtte gro sig lidt pels og nogle skarpe kløer, hun tænkte slet ikke af de veje. Endnu måtte hendes skridt være umådelig rastløse, som de måtte give den rungende genlyd i den store sal. Sådan havde det været den sidste halve time, hvor hun var mødt op og nu blot lod tankerne vandre. Dette var uden tvivl en vigtig opgave, og Jaqia var end ikke sikker på, at hendes tillid kunne tillade sig at hvile hos ham, lige her var hun dog fuldkommen ligeglad, eftersom hun behøvede den form for hjælp, og hun havde ikke andre alternativer. Dørene blev slået op, noget som endelig formåede at trække i hendes opmærksomhed, og tvang hende til at gøre stop, og betragtede den skikkelse som afslørede sig. Synet formåede dog at frembringe det kølige smil, over de rosenrøde læber også selvom bekymringen stod direkte tydelig i hendes mine, selv for en mand som ikke måtte kende hende særlig godt. Noget af det første der faldt hende, ind var at han så umådelig repræsentabel ud. Jaqia havde hørt udemådelig meget om den mand, og efter de ord, så ville hun ikke tro at dette direkte lignede ham, hvilket bestemt også morede hende. Rykken var rettet og brystet var skudt frem, hun havde uden tvivl en form for udstråling, der som oftest formåede at skræmme de fleste. Let måtte hun føje ham med et vink fra hånden, han behøvede ikke at bukke, ikke nu vel og mærke, hun var ikke ligefrem i humør til at blive værdsat på den måde, dette var noget der selv for hendes del skulle overståes, så hun selv ville have muligheden for at søge tilbage mod Alexander, der ventede på værelset. De isblå øjne betratede ham med en direkte kulde ”Jeg beklager at indkalde dig, Alex. Jeg er udemærket klar over at natten ikke er perfekt valgt, med henblik på din hustru” hun omtalte dem som ethvert andet par, selvom selv hun hørte rygterne om Cassidy’s had til den mand. Armene lagde sig over hendes bryst, mens hun betragtede ham næsten opgivende. Han havde ikke meget tid, så de kunne vel ligeså godt komme til sagen? ”Ser du.. Der har været en række uheldige situationer, ting der slet ikke burde være mulige. Eftersom Cassidy tager sig af sagerne som grevinde, tænkte jeg at du selv kunne bruge lidt at lave” hun nikkede ned mod bøgerne foran hende ”Jeg har lavet et mindre baggrundsviden.. Du er gammel” påpegede hun med et kækt smil, som var det hele sagens kerne, hvilket også var.. til dels ”Præcis hvor gammel er du?” hun lod blikket falde i hans, hendes spørgsmål avr skam ment alvorligt,det var mere en relevant.

[Deleted]

For Alexs vedkommende, så kunne denne aften virkelig ikke passe mer elendigt end at ligge det hele ind nu. Lige i aften var han virkelig ikke meget for at tage ud, men at ignorere en forespørgsel fra kongehuset, var heller ikke noget som han knne få sig selv til. Han vidste udmærket godt, at de mange historier måtte gå omrking ham, selvom det slet ikke var noget som han tænkte meget over. Det var der vel heller ikke nogen grund til? Han var den som han var og han var faktisk stolt over den mand som han var endt med at blive i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ønsket det eller ikke. Han havde dog alligevel valgt at klæde sig repræsentabelt på i aftenens anledning. Han kunne ikke fordrage at rende sjusket omkring! Han blev stående som hun gjorde tegn til at han skulle stoppe med at bukke. Sandt at han ikke kendte meget til hende, men respekten for kongehuset, var beste,t noget som han måtte have og det var noget som han også altid havde haft, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var da også helt sikkert. ”Jeg må ærligt erkende, at jeg ikke var meget for at forlade Corvento Mansion netop i aften. Jeg kan dog ikke vælge at ignorere et ønske fra Dronningen,” forklarede han stilfærdigt. Hænderne foldede han roligt over ryggen og med blikket hvilende på hende. Sandt var det jo, selvom han næppe var tilfreds med det på nogen måde, for han ønskede og han havde lovet Cassie at han ville sidde der under hele forløbet og være det første som hun ville se til aften. Varulve var virkelig det væsen som kunne gøre ham så rasende lige for øjeblikket! Han lyttede til hendes ord og kastet et blik på bøgerne foran dem. Hvad var det helt præcist at hun ville ham? Cassie som tog sig af arbejdet som grevinde? Det var da noget som Jaqia fuldkommen havde misforstået! Han valgte dog ikke at kommentere det endnu. At hun konstaterede at han var gammel, var noget som direkte fik ham til at se på hende. Han rynkede let i panden og sendte hende et let utilfredst blik. Han var ikke meget for at snakke om sin alder, for han vidste, at han virkelig var gammel! Han kastet lidt med hovedet. ”Tja.. Gammel og gammel. Jeg kan ikke stå inde for, at jeg er ung mere. Jeg ved ikke hvor du vil hen med det her baggrundstjek,” fortsatet han. Han blev dog stadig stående. ”Hvis det er så vigtigt for dig at vide det? Så.. 82.485 år gammel.. Helt præcist.. Plus et år til eller fra.” Han trak let på skuldrene Lige hvorfor hans alder var hende vigtig, forstod han ikke. Hvad var det helt præcist at hun ville?

[Cressida Marvalo]

Hvad end det var en upassende aften eller ej, så var det virkelig ikke noget som Jaqia kunne tage hensyn til, i dette øjeblik. Landet stod overfor større farer, hun stod med hænderne fulde, og efterhånden mistede hun grebet om visse tøjler. Alexander havde vist sig at være en loyal mand. Hun ville bestemt ikke ligge livet i hans hænder, men dette var vel også en måde hvorpå, han kunne bevise sit værd? Jaqia betragtede ham vuderende. Hun gned den smalle hage, mens de intense isblå øjne, ikke lod så meget som en eneste detalje glide forbi. Hans udseende betød intet. Måske i forhold til alderen, men det var jo ikke fordi, at han så specielt gammel ud, hvilket heller ikke var underligt i forhold til hans race, det var hun udemærket godt klar over. Han ville gerne hjem til Cassidy hurtigst muligt, og hun ville gerne tilbage til Alexander, der lige i øjeblikket ventede hende på værelset, så det med at bukke, og fører de lange introductions samtaler, det var bestemt ikke en del af hendes planer, for denne aften. Hun nikkede forstående, også selvom alvoren tydeligt stod i hendes blik ”Jeg er glad for du kom, Alex. Jeg er udemærket klar over, at din hustru går igennem sin første forvandling, så jeg skal gøre mig kortfattet” lovede hun, også selvom det i sig selv, kunne blive en større udfordring. Bøgerne stod i stakke foran hende, og hun havde læst dem fra ende til anden, for at komme til bunds i sagen. Til nu var hun nået frem til, at han måtte være den ældste nulevende vampyr, og hun behøvede ham. Nu hvor hans hustru tog sig af grevepligterne, så havde han vel tid? Ikke fordi hun kendte landets grevinde specielt godt, hun var anaonym. Rygtet om den uskyldige kvinde, havde skam også nået hende. Det kække smil tonede frem over hendes læber, og med det lille glimt i øjet. Dette var noget, hun måtte vide, så var hun mildest talt ligeglad med, hvor uhøfligt det end måtte være, at spørge og konstatere på den direkte måde, som hun i virkeligheden gjorde det ”Jeg beklager hvis jeg fornærmer dig, Alex, men det er vigtig information” påpegede hun roligt. Hun så afventende mod ham, også selvom hans svar tydeligt så ud til at tilfredsstille hende. Hun nikkede, og tog sin gang frem og tilbage op, endnu engang ”Vi er i krig, Alex. Vi er i krig og flere farer lurer rundt om hjørnet. Vampyrer har altid været et løst væsen, ikke rigtigt passet sig ind i vor samfund, og i disse tider, er det for farligt for både mig og for befolkningen” hun fortalte, mens hendes skridt endnu ikke hørte op ”Jeg vil give dem hvad de ønsker. Et samfund, ved siden af vores og alligevel med. Men sådan et kræver en hård og retfærdig leder, en erfaren.. og hvem er mere erfaren end den ældste?” hun stoppede op, og betragtede ham med et tydeligt hintende blik.

[Deleted]

Selvom Alex var en meget egoistisk mand, så vidste han udmærket godt hvor hans loyalitet måtte ligge og den lå i den grad ved Jaqia. Lige nu var det bare en utrolig dum timing som hun havde valgt sig og så lige i aften? Kunne hun ikke finde en anden aften, hvor han ikke havde lovet hans kone, at han ville sidde der igennem fuldmånen, så hun ikke ville vågne alene? Han var ærlig talt bange for at det ville blive det endelige, hvis han ikke nåede hjem i tide. At det var så vigtigt, var nu ikke noget som han selv kunne se, men det var vel også noget som han måtte få sine svar på i den anden ende? Det var ikke fordi at han var sur som sådan, han var bare irriteret, han var stresset, også fordi at han faktisk stod med næsten det hele hjemme også, så hvad var det nu at Jaqia krævede og ønskede af ham også? Han vendte blikket direkte mod hende. De kække kommentarer som han ellers var så frygtelig godt kendt med, var ikke noget som han kunne lade komme frem på denne måde og specielt ikke overfor hende, så han valgte at bide det i sig om ikke andet, så for nu. ”Det glæder mig, Deres Højhed,” medstemte han roligt og med en ganske stilfærdig stemme. Han bukkede hovedet let mod hende. Lige hvordan hans alder kunne være hende en så vigtig form af information, var slet ikke noget som han vidste. Og nu hvor de havde dette at slås med, så vidste Alex også at der blev lagt forbandet meget over på hans skuldre, hvilket bestemt heller ikke behaget ham, men selv han kunne bide i det sure æble og tage sin del af slæbet. Bøgerne tog han sig ikke af. Han kunne da bare hurtigt få bekræftet, at det faktisk kun måtte være vigtigt? At han kom her? Hendes ord var noget som han hurtigt måtte lægge sammen, så det måtte give en mening for ham.. Ville hun give ham pladsen som leder af samfundet? Det vampyriske samfund? Ham?! Han blinkede med øjnene, hvor han vendte sig mod hende med fronten. ”Deres højhed.. Jeg ved ikke om jeg har forstået det helt.. De mener, at De vil skænke mig pladsen som leder af vampyrerne?” spurgte han. Han lod hovedet søge let på sned, selvom han forblev rank i ryggen. Det var jo bare almen høflighed overfor den kære Dronning. Krigen var mærkbar, også for hans vedkommende og specielt fordi at han boede udenfor slottets murer. Nu var han jo så ’privilegeret’ at han havde en kone som nægtet ham at nære sig på alt det som man kunne kalde for menneskelig, hvilket han et sted virkelig også kun måtte sige sig, at være noget så frygtelig træt af! Han betragtede hende sigende. Han havde i den grad også brug for at vide, om han havde forstået det helt rigtigt.

[Cressida Marvalo]

Alexander Imirachi, kom som gammel konge fra Imandra. Havde det ikke været på grund af hendes love, havde han stået som den greve med mest at sige, mens hans uskyldige lille engel, havde overtaget hans plads, hvilket kun morede Jaqia betydeligt. Hun ville om ikke andet, ikke ende magtgal på noget tidspunkt. Af en mand med så stor magt, måtte hun være forsigtig, med det ego og den sponitet, hun kendte Alex godt nok til at vide, at han var i besiddelse af. Alligevel så stolede hun på ham: Ikke nok med, at var hendes bedste bud, så havde endnu ikke svigtet hende. Hans kone var igang med at gennemgå, en yderst smertefuld forvandling, specielt nu hvor det var noget til den første fuldmåne efter tragedien, og dog så stod han alligevel foran hende. Armene lagde sig over brystet, som hun stod der, og så næsten umådelig arrogant ud. Hun var dog mere fornuftig end som sådan. Det kølige smil, dansede over hendes læber, næsten i den rene fryd. Det var tydeligt at han var blevet fornærmet, og slet ikke så meningen i alt dette, og det morede hende virkelig. Det var skam en vigtig detalje, måske den vigtigste af alle. I det store og det hele, ville han heller ikke få noget valg, så.. Efterhånden havde Jaqia også vænnet sig til den titel og de mange buk og så videre, og normalt ville hun slet ikke have gjrot det på denne måde, men ingen af dem havde specielt meget tid, desuden så var det tydeligt at han bed det i sig, han ville elske at svare hende igen, men det stod i hans blik, at jo hutigere han faktisk kunne komme væk herfra, jo bedre ville det også være. Hovedet gled på sned, hun betragtede ham med de intense blå øjne, nærmest som havde han været aftenens største underholdsningsmoment, hvilket han på sit vis også var. Det blev også kun bedre med hans mine. Nu var det klart gået op for ham hvad hun mente. Jaqia stod der med det veltilfrese smil på læben, som tydeligt svar. Hun tog ikke blikket af ham på noget tidspunkt, ”Kæreste Alex. Både du og jeg er udemærket godt klar over, at du langt fra er dum, selvom du både kan se sådan ud og lyde som det.. ingen fornærmelse. Du ved udemærket godt, at det præcis er hvad jeg ønsker af dig” det var ligefør hun følte sig fristet til at le, hans mine var guld værd! Nej vent, selv det havde hun mere end rigeligt af. Hvad angik fornærmelser, så sparede hun ikke på den, hun var en ligeså stor plage, som så mange fremstillede hende som, det kom hun heller ikke uden om overhovedet.

[Deleted]

Alex var måske en gammel konge, men det var en fortid som han havde lagt bag sig allerede for længe siden, for det var jo egentlig heller ikke fordi at han havde haft meget andet valg når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Hans blik hvilede på hende, nok en anelse stirrende, men respekten var der, for han vidste hvem han skulle være loyal og det var hende som han stod overfor i øjeblikket. Alt det andet, var slet ikke noget som kunne falde ham det mindste ind, hvis han ellers kunne undgå det på denne måde. Han lod hænderne folde sig over hans ryg. Han var bestemt ikke en af de yngste mere, men en af de ældste. At han så var den ældste nulevende, var noget som direkte måtte overraske ham, for det var slet ikke en tanke som han havde regnet med at skulle få lov til at opleve på denne måde, det var helt sikkert. Han gjorde sit arbejde og mere til i deres lille mansion som lå i Dvasias. Han stod jo med hele greveansvaret udelukkende fordi at Cassie ikke kunne finde ud af det og lige nu havde hun mere brug for ham end det at han havde tid til at skulle stå her, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede indædt og rystede let de tanker ud af hovedet. Han havde virkelig ikke brug for at skulle have for meget at tænke på lige nu og han var udmærket godt klar over, at han havde et stort problem med at skulle få de mange væsner til at rette sig ind under ham, selvom han i den grad ville gøre sit bedste! Han kneb øjnene let sammen til hendes ord. At hun indirekte havde valgt, at skulle kalde ham for intelligent, havde han nu ikke noget imod, men det kunne så sandelig godt blive fremstillet på en ordentlig måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han lod armene falde let over kors, hvor han bukkede let med hovedet. Han vidste så sandelig godt hvor hans respekt skulle ligges og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. ”I så fald, så beklager jeg, Deres Højhed,” sagde han med en rolig og stilfærdig stemme. Han ønskede ganske enkelt ikke at slås med hende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet, men lige nu.. ja, han ville bare finde ud af hvad det egentlig var at hun ville have ham til! ”Jeg måtte bare være helt sikker på, at det var hvad De hentydet til.” Han nikkede let mod hende og med den samme kortfattede mine. Han var ikke den bedste til at holde fast i følelser for længe af gangen. I det indre, kunne han så sandelig godt juble ved denne tanke! At han havde fået mere magt og faktisk magten over sin egen race! Det kunne jo heller ikke ende med at blive bedre. ”Hvis De mener, at jeg er i stand til at påtage mig en så stor en opgave, så skal jeg gøre det selv med den største glæde,” afsluttede han endeligt. Sandt var det. Der var så mange ting som han kunne gøre ved det og den tanke alene, var noget som han så sandelig også ville ende med at skulle nyde!

[Cressida Marvalo]

Fortid var fortid, og måske manden ikke længere stod som stor konge, men om ikke andet så var det en del af ham, og det måtte vil betyde, at han havde sin troværdighed på det rene? Den slående opmærksomhed, han pludselig havde skænket hende, morede blot Jaqia. Det kølige smil spillede over hendes læber, yderst veltilfredst. Hvor hun dog nød at trække tæppet væk under mænd som ham, så enkelt som det kunne være! Det var ganske vidst imod hendes princip at sætte en mand, på en så vigtig plads. Størstetallet var kvinder, nogle mænd måtte der være til at opveje det hele, og desuden så var den ældste kvinde, en aom Jaqia på ingen måder ville se ved magt! Valarie var en kvinde, som hun måtte bande hele vejen til helvede hvor hun hørte til! Bøgerne var et klart bevis på hans eksistens, også selvom det gjorde det langt lette, at han faktisk kunne fortælle hende, hvor gammel han var, en tanke der morede hende ganske betragteligt. Jaqia gned sin hage en smule betænksomt. Hendes valg var taget, om det ville være en fejl eller ej. Hans kære hustru, kunne vel tage sig af de pligter, som i virkeligheden var hendes, nu fik han sin egen magt, og hans egne ting at tænke på. Det var bestemt heller ikke en let opgave som jaqia faktisk stillede ham. Den ædle race, var desværre ude af kontrol, og de havde vist sig, at være hendes abnorme problem i denne tid, og på den trone hun faktisk måtte besidde. Respekten for ham var der tyeligt, også selvom hun var en anelse hård ved ham, hvilket hun selvfølgelig også var kendt for. Hun var ikke dronning i Dvasias for ingenting, desuden morede hendes høflighed ham næsten, den måde han foldede hænderne, tiltalte hende og bukkede for hende. Hun afviste den dog ikke, det var trods alt hans kald, og det var netop den form af gestus, som hun som dronning skulle have, og hun tog den glædeligt til sig. Jaqia nikkede roligt ”Ikke bekymre dig om det, Alexander” hendes smil falmede en anelse. Det var blevet sent selv for hendes del, sådan som hun måtte vie hendes daglige timer til arbejdet. Hun hævede et slankt øjenbryn mod ham ”Jeg mener skam, at du er yderst habil for denne opgave. Jeg sætter min lid til dig og din hustru” hun nikkede som i et forsøg på at understrege hendes ord. Den fryd over hans nye stilling var hende tydelig, og det forekom hende blot som en fordel. Hans forsøg ville om ikke andet være bedre end at intet blev gjort ”Det er ved at være sent, og som sagt, er jeg udemærket klar over at De burde befinde Dem derhjemme” påpegede hun med et lille smil. Pludselig var hendes egne manére tilbage på sin retmæssige plads ”Jeg forventer at høre fra dig, når du har udarbejdet en plan?” på trods det var stillet som en forventning, så var det mere et spørgsmål, de skulle trods alt indgå et samarbejde.

[Deleted]

Alex ønskede virkelig ikke at tænke over hans fortid, men at det med hans alder var ham en så stor en fordel, var noget som næsten måtte more ham og på alle måder endda, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i det store og hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han lod hovedet søge let og stile på sned, som hans fulde opmærksomhed måtte hvile til hende. At hun ønskede ham som den store fyrste af vampyrerne, var nu ikke noget som han havde det mindste imod, for han vidste udmærket godt at racen i sig selv, var fuldkommen ude af kontrol og den tanke i sig selv, var noget som direkte irriteret ham, selvom han ikke havde haft magt eller rettighed til at skulle gøre noget som helst ved det. Grevearbejdet måtte dog stadig tilfalde ham, så meget vidste han, for Cassie havde jo slet ikke styr på noget af det som skete derude eller hvordan det skulle gøres eller noget som helst! Han kunne selvsagt vise hende det, men det var bestemt heller ikke noget som han bare tog så nemt på, på alle måder. Det var noget som han måtte vise hen af vejen, for det at læse og skrive, var hende jo trods alt stadig en ekstrem stor svaghed og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det var ved at blive sent og han ville faktisk meget gerne sidde ved siden af Cassie når hun vågnede og blev sig selv igen efter denne fuldmåne, for den havde virkelig taget noget så frygtelig hårdt på hende. Han nikkede mod hende og ikke mindst respektfuldt. Han havde troen og hans loyalitet lå i den grad også ved Jaqia. Det var jo heller ikke fordi at han nogensinde kunne overveje at lægge den nogle andre steder! Han rettede sig roligt op, hvor han blev stående i en langt mere maskulin stilling. De mørke øjne med det let røde skær måtte dog alligevel følge hende vidt omkring. Nærmest som var det et rovdyr på jagt. ”Det glæder mig, at de lægger det ansvar på vores skuldre, Jaqia. Jeg vil ikke skuffe Dem,” afsluttede han roligt og ikke mindst med en alvorlig og stilfærdig mine, for han gjorde i den grad alvor ud af dette. Han måtte hjem og forklare det hele til Cassie, hvis hun da i det hele taget ville tro på at Jaqia havde efterladt ham med et så stort et ansvar, for det var noget som de færreste ville gøre! Han nikkede mod hende og med det samme næsten kyniske smil på læberne. Han havde allerede mange planer for vampyren som race og han skulle nok få det hele sat i spil på den ene eller den anden måde, det var han da fuldkommen overbevist om i det store og hele! ”Så vil jeg ikke tage mere af Deres tid. Jeg vil få udarbejdet en plan og tage kontakt igen,” tilføjede han roligt. Han ville hjem og begynde arbejdet med det samme! Det var noget som ganske rigtigt måtte tage tid, men det var og blev vigtigt. Desuden så ønskede han da også selvfølgelig at han kunne vise Jaqia at hun havde valgt at betro sig til den rette!

[Cressida Marvalo]

Jaqia kunne konstatere, at alex var en af de få mænd, som faktisk var i stand tila t fortælle en gammel historie, i stand til at fortælle om en anden verden, end den som hun var født ind i, hvilket i sig selv måtte være en interesse for hende. Hvem kunne vide mere om den ædle race, som han måtte være en del af, end den ældst nulevende vampyr? De isblå øjne, betragtede ham med samme kølighed, der var et betydeligt tilfredst smil over hendes læber. Landet skulle under kontrol, go det i sig selv, var ikke en nem sag, taget i betragtning at det var Dvasias de måtte stå midt i. Vampyrene specielt, havde vist sig at være selvstændige, og eftersom hun var dronning, var hun nødt til at efterkomme deres ønsker. Det hun tilbød dem, var et eget samfund, hvor de selv lavede deres regler og love, så lang tid, det ikke gik ud over hendes egne, desuden skulle deres leder, rapportere til hende så ofte som overhovedet muligt, i dette tilfælde ville den leder blive Alexander. Jaqia kastede et let blik ud af de store vinduer. Månen stod højt på himlen, ikke så meget som en sky, der måtte skygge eller formørke, rund og lys, og nok til at oplyse en hel tronsal. Hans kære hustru, ville helt sikkert sidde i smerter i nat, og man kunne vel sige, at Jaqia valg af aften, bestemt ikke havde været tilfældig. Hvor langt var han villig til at skulle gå? Tydeligvis langt, når han dukkede op som dette. Hun vendte sig roligt mod ham, og betragtede den høflige markante holdning. Et kort øjeblik, måtte hun anstrenge sig for, ikke at ende med at le. Måske hun ikke selv havde stået meget overfor denne mand, men efter hvad rygterne sagde, så var det ikke ligefrem et billede af en sådanne mand, hun havde dannet sig. Hun rystede en anelse på hovedet. Hun så direkte ind i de røde øjne, der tilhørte et blodtørstende bæst ”Selvfølgelig vil du ikke det” påpegede hun dog blot sigende, ikke ligefrem ord der afslørede en enorm tillid, men mere med en skjult advarsel, for skulle det vise sig, at han misbrugte det, så kunne han bare vente sig! Hendes højldyte skridt, var allerede ved at fører hende mod døren ud til gangene. Der var ikke mange timer, til solen ville stå op, og hun var ganske sikker på, at de begge ønskede at nyde den sidste stund. Hun tog let i dørhåndtaget, før hun endnu engang vendte sig mod ham, med et så sukkersødt smil, at det kunne fryse selv en ild dæmon i flammer, til det rene is ”Siden du gør mig en så stor tjeneste, så er jeg villig til at gøre gengæld. Du skal blot vide, at jeg nu står til din rådighed, og mine evner såvel” hun nikkede, som blot for at få ham indforstået med hendes ord. Sådan en tjeneste, ville i den grad blive belænnet med, hvad end han nu måtte ønske ”Godnat Alex” hun sendte ham et lille smil, før hun roligt måtte træde ud af døren, og ud på gangen.

[Deleted]

Alex var i stand til at fortælle om en frygtelig gammel tid som selv de fleste end ikke kunne drømme om faktisk var sket og faktisk måtte være den rene virkelighed for temmelig mange. Han havde selv været et offer for det, selvom det nu ikke var ham en tid som han decideret ønskede at skulle tænke over, hvis han da ellers var i stand til at skulle kunne blive fri for det. Det var ved at være så mange år siden, at det efterhånden slet ikke var noget som rørte ham og så.. alligevel. Der var kun hans kære gamle ven som vidste og kendte til den frygtelige fortid som han havde, for mild det havde den bestemt ikke været. Han var da om ikke andet, så blot et resultat af, at det faktisk var menneskelig muligt, at skulle komme fri af det helvede og faktisk blive til noget, ellers havde han da slet ikke stået der, som det han gjorde lige for dette øjeblik. De gyldne øjne måtte hvile på Jaqias skikkelse. Det var heller ikke fordi at han ønskede at se det mindste væk fra hende, og specielt ikke nu hvor han stod foran sin dronning som han ikke kunne gøre noget andet end at vise sin store loyalitet overfor, det var nu heller ikke fordi at der var noget andet som direkte kunne sige sig, at falde i hans tanker det mindste, for han havde virkelig respekten for hende, selvom han vidste, at der var mange som havde mistet den i tidens løb. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han blot nikkede til hendes ord i form af et halvvejs buk. Ikke fordi at han ville skjule det for hende som sådan, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for hvis hun mente at han var i stand til en sådan opgave, selvom hun vel ikke vidste, at han faktisk også måtte sidde med alt det andet bag sig? Så var det ikke noget som han nævnte for hende, for han havde allerede temmelig mange tanker i hovedet som han agtet at føre ud i livet. Det var vidst på tide at opsøge sin kære gamle ven og spørge om han ville være hans tro støtte i dette, som de altid havde støttet hinanden, også tilbage dengang. Han vendte opmærksomheden mere end mod hende, som hun fortsatte. Han kunne bede om en tjeneste? Blikket gled stille mod vinduet, hvor det måtte falde på den store og massive måne. Han ønskede faktisk kun denne ene lille ting og han var i den grad også overbevist om at Jaqia var den person som faktisk var i stand til at skulle skænke det hele til ham på denne her måde. ”Deres Højhed..!” Han vendte sig mod hende som hun var på vej ud af døren. Hun havde sikkert en masse at skulle tage sig til, det var han overbevist om, men hun kunne da om ikke andet, så få lov til at tænke over det? ”Hvis Deres evner står til min rådighed for denne ene gang, så har jeg blot en tjeneste at bede Dem om,” sagde han stilfærdigt. Han tog et roligt skridt mod hende. Han ønskede ikke at gøre det til en lang forklaring, men han havde hørt frygtelig meget omkring alkymi, for ikke at glemme, at han jo selv havde været offer for det igennem en stor del af hans egen barndom, selvom det igen heller ikke var noget som han ønskede at bringe på banen bare sådan uden videre. ”Er det muligt at skænke Cassidy hendes liv tilbage? At fjerne den varulv og vampyr i hendes sind, så hun igen kan blive skænket med nymfernes liv?” foreslog han. Det var faktisk det eneste som betød noget for ham, også fordi at han vidste, at det havde betydning for Cassie.

[Cressida Marvalo]

For nu var det ikke tiden, Jaqia ønskede at høre om. Han var en mand af umdåelig megen viden, umådelig megen information, og med ham som støtter, så var det som en dagbog fra fortiden, han ville komme til at gøre hende gavn i fremtiden, det var Jaqia slet ikke i tvivl om. Grusomme ting var sket, og grusomme ting ville ske, det kunne alle ligeså godt indse. Landet var ude af kontrol, der skulle ryddes op og ryddes ud, det nystede skud på stammen af Warlockerne, var allerede godt igang, hvilket kun var en tanke der stillede hende godt tilfreds. Hendes egne skridt gav genlyd, som hun roligt bevægede sig ned af gangen. Det havde måske ikke været den mest høflige udgang hun havde gjort sig, men hun kunne tillade sig at være uhøflig. Det blonde hår dansede lystigt omkring hendes slanke skuldre, vagterne så efter hende, også selvom de ikke rykkede sig en tomme. Lyden af Alex’s stemme, var noget der straks fik hende til at stoppe på. For sekunder stirrede hun tomt frem for sig, inden hun roligt vendte sig mod ham, med det samme kølige smil ”Ja?” hun hævede et slankt øjenbryn og så spørgende mod ham. Selvfølgelig ville han få en tjeneste tildelt, han gjorde hende i forvejen, en enorm tjeneste ved at tage vampyrene i sin hule hånd. En følelse af tilfredshed lå skjult i hendes bryst, og hun glædede sig allerede til at kunne overbringe den nyhed til hendes kære bror, der havde været hele grunden til, at hun var endt med at tage en sådanne affære. Denne gang havde det været Alex, næste gang ville det blive befolkningen. Hun lod Alex haste hen til hende, før hun lod ham fremsige hans ønske. Roligt hævede hun hånden, og gned sin hage en anelse tænkende, sammentidig med, at hendes smil måtte brede sig ”Muligt? Din hustru har desværre været ganske uheldig for tiden.. Jeg er sikker på at hun kan tackle smerten. Ja det er muligt” endte hun med et lille nik. Faktisk ville det for hende være en rene barnemad, i forhold til, at hun legede med menneskeliv på langt mere avancerede måder, det ville være smertefuldt, men muligt og ganske ufarligt for hende selv ”Det vil være fuldmåne igen imorgen. Så snart den er færdig, så bring hende til mig, og jeg skal tage mig af det” hånden faldt mod hans skulder, hun gav den et blidt klem ”Det er en lille ting, taget i betragtning, af det du gør for mig, Alexander. Vi ses efter fuldmåne” afsluttede hun roligt, og slap taget i hans skulder ”Bring grevinden mine varmeste hilsner” der var noget ironi i hendes tone, hun var køligere end isen selv, men det var nu ment som en venlig gestus ”Godnat!” råbte hun bagud, før hun roligt forsvandt ned af gangen, og rundt om et hjørne, på vej mod hendes eget værelse, hvor hendes bror måtte ligge tålmodigt og vente.

//OUT

[Deleted]

Alexander brændte virkelig inde med meget og han vidste det godt, selvom det nu aldrig var noget som han decideret havde fortalt nogen som helst, så var det jo bare sådan at det nu måtte være på denne her måde. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Hvordan tingene var dengang, så var de langt fra så groteske den dag i dag, det var noget som han dog alligevel måtte være fuldkommen overbevist om. Han havde været som en lukket østers når det måtte komme til lige netop det punkt og det var der så sandelig også en umådelig god grund til, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det var ikke direkte fordi at han kun kunne være selvisk og selvcentreret, han prøvede faktisk også at tænke på hende, selvom han ikke altid havde det nemt ved at skulle sætte sig ind i hendes tankegang, for det var bestemt heller ikke nemt! Han havde altid skulle være selvisk for sin egen overlevelsesskyld så det var vel heller ikke så underligt? Han vidste at Carmine forstod ham, for den mand var jo på nøjagtigt samme måde som det han selv måtte. Han skulle nok sørge for at holde Jaqia underrettet om det som skete og han skulle i den grad også nok sørge for at holde vampyrerne under kontrol! Lige nu ønskede han bare at få det sidste endelige på plads, for han vidste skam udmærket også godt, at det sikkert ikke var nogen svær opgave for en som Jaqia. Også fordi at Cassie vel heller ikke havde været offer for sin tilstand igennem særlig lang tid, så kunne det vel heller ikke være svært for hende at vende det? Han elskede hende og han prøvede faktisk også bare at gøre det rigtigt, selvom det bare ikke ville som han ville og det var noget som i den grad også måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt til tider! Hun gjorde det bestemt ikke nemt for ham! Han nikkede stilfærdigt til hendes for, hvor han selv ikke kunne lade være med at nikke. Han vidste godt at Cassie var en yderst udholdende kvinde når det kom til stykket, så mon ikke at hun skulle kunne klare dette også? Han kunne da om ikke andet så håbe på det, for.. det var det som han ønskede. Han lod hende lægge hånden mod hans skulder, hvor han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Respekten var der stadig også selvom han vidste, at dette var en temmelig lille ting at skulle ønske og kræve, så var det nu også det eneste som han brændt inde med alligevel af den grund. At hun faktisk ville gøre det, var noget som fik ham til at trække svagt på den ene mundvig. Det var slet ikke noget som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på overhovedet. ”Det skal jeg gøre, Deres Højhed,” sagde han roligt og ikke mindst med en ganske så stilfærdig stemme. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende eller noget i den stil, for det var faktisk noget som han kun måtte stille sig storslået tilfreds med i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Endnu en gang bukkede han for hende, som hun gik forbi ham og ud på gangen. Umiddelbart så gik han ud fra at hun ville søge til sin kære bror. ”Godnat, Deres Højhed,” sagde han stilfærdigt, som han selv forlod slottet for at søge hjemover. Nu kunne de vel også kun gå lidt mere lyse tider i møde?

//Out