No other choise..

[Nathaniel Diamaqima]

Mørket havde for længst valgt at sænke sig over den store himmel.. selv i Dvasias var der frygtelig stille.. en stilhed før stormen kunne man vel snildt gå hen og skulle kalde det? Slottet i sig selv henlå i en forfærdelig stilhed.. blot skridtene i den tunge sne af de mange vagter som befandt sig på de mange slotsmurer var at høre og med den svage vind og den sne som måtte dale smukt og elegant fra den mørke himmel, hvor man end ikke var i stand til at skulle se så meget som en enkelt lille stjerne eller den store måne… alt var fuldkommen mørkelagt.. i ly af skyggerne kom Nathaniel.. Selvom dette i den grad var under noget så voldsom stor tvang, så var det noget som bare måtte gøres.. det var virkelig første gang, at han havde stået i en situation som denne og han kunne fint stå ved, at han ikke brød sig om den på noget som helst tidspunkt overhovedet! Det var virkelig noget af det værste! At stå op af muren med et sværd hvilende mod halsen.. Jaqia havde virkelig formået at få skovlen under ham.. Familien var sendt bort allerede så snart han havde fået muligheden til det.. Liya sendt til Marvalo Mansion hvor han vidste at hun ville være i sikkerhed.. hans lille engel sendt til Marius og Nathia sendt til Junior og Camryn. Familiens sikkerhed, var virkelig det som havde den største betydning for ham og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet på dette punkt, det kunne han fint stå ved. Vinden slog ham direkte ind i ansigtet.. han hadet tanken.. 1 dag var alt han havde fået til forberedelserne til dette.. han havde brugt mesteparten af tiden på at få familien sendt væk udelukkende for deres egen skyld.. deres sikkerhed var virkelig noget af det som han satte ind som det første, så måtte han vel blot håbe, at Liya ikke misforstod hans handling ved at tro, at dette var noget som han havde gjort med en helt anden mening end som så.. for det var det bestemt ikke! De nåede den store slotsmure og søgte stille indenfor.. om Jaqia var med ham eller ikke, var han fuldstændig ligeglad med.. han vidste, at Elvo ville være ude for i aften, selvom det sagde sig selv, at tronen ville være umådelig tungt bevogtet og det var det som de måtte igennem hvis det hele skulle gå ifølge den plan som var lagt.. ikke at han selv havde haft noget som helst at sige i denne sag, han var blot tvunget ind i det.. overmandet af den eneste som faktisk havde kunne stå der som en trussel for ham og det var klart ikke noget so han nogensinde ville lade sig blive gentaget! Dette kunne gå hen og blive farligt og han vidste det.. selv var han blandt de mest mægtige og det var han klar over.. deraf vidste han også hvor vigtigt det var, at holde denne magtbalance på plads og den var virkelig skæv! Verden går under ved dette – igen og igen, var dette en tanke som havde sat sig i hans eget sind og han havde virkelig ikke formået at skulle slippe den igen.. han var virkelig bare tvunget til at skulle få dette gennemført og nu ønskede han bare, at det skulle ske så hurtigt som det var ham overhovedet muligt. En lille simpelt udseendemæssig flaske valgte han at tage frem fra sin ene inderlomme.. her i den lange korridor var der ikke så meget som en lyd, selvom han jo klart vidste bedre.. Elvo var et nattevæsen.. han havde jo intet at skulle lave på slottet om dagen, så.. han kunne næppe være her, selvom tronen måtte stå bevogtet.. nu om dage, var man virkelig nødt til det, selvom disse simple og usle vagter nok slet ikke havde nogen anelse om hvad pokker de havde i vente.. selvfølgelig var dette noget af det som måtte more ham selv en anelse.. han var jo født og opvokset i mørket, så det var jo en side af sig, som han ikke formåede at skulle smide væk det mindste overhovedet. Det at skulle misbruge det gode ry som han egentlig havde fået opbygget sig i Dvasias igennem tiden, ville klart blive ødelagt af dette. Han bed sig let i læben, endte med at skulle vise tegn til Jaqia om at stoppe. Han vendte sig mod hende og med det samme faste og trodsige blik. Han var i den grad ikke meget for det her.. han hadet tanken omkring dette mere end det som han måtte hade noget som helst andet! Faklerne blussede kraftigt op, da han gik frem mod tronsalen som den eneste.. ganske rigtigt, så var den bevogtet og sågar med vagter som måtte stå foran døren også.. de kendte ham.. Dem som ikke gjorde, var i hvert fald ikke værdige til at skulle stå her foran døren! ”Nathaniel..” sagde den ene næsten overrasket. Nathaniel smilede svagt. ”Kongen af Dvasias er vel ikke tilfældigvis til stede i aften?” spurgte han med en rolig og kortfattet tone. Vagterne så på hinanden.. ved denne dør var der blot de 2. Nathaniel vidste dog, at der var flere på den anden side af døren.. dum var han da bestemt heller ikke. De endte blot med at ryste på hovedet. Den lille flaskes indhold hældte han stille ud i hans hånd og med det svage smil på læben. ”Det var lige det jeg tænkte..” sagde han kortfattet og med blikket vendt i retning af dem begge. Med det klare smil på læben, hævede han hånden op til læberne, hvor han fast pustede det farvede pulver direkte ind i deres ansigt.. ikke mange sekunder efter, endte de begge med at falde om på gulvet, hvilket som kraftigt havde fået de andre til at reagere i form af det brag som de måtte efterlade.. et sted hvor det træk måtte være valgt fuldt ud bevidst. Dørene blev tvunget op og adskillige stod på den anden side. En endte kraftigt med at brøle op og flere trin i form af løb, kunne man så ganske svagt høre nede i den anden ende af de mange gange som havde møde ved tronsalen som solidt var placeret i slottets midte. Flere kom vandrende med sværd, andre med andre former for våben. ”Tronen må beskyttes for al pris!” råbte den ene med en fast tone, ingen tvivl om, at det var ham som måtte bestemme.. ikke noget andet end at han måtte være et simpelt menneske.. ikke nogen former for magiske tendenser var at skulle føle eller mærke ved vedkommende på noget som helst tidspunkt. Sværd blev trukket og første række endte med at bevæge sig ud på gangene.. mere eller mindre alle vagterne var blevet kaldt til tronsalen nu for tiden og specielt ved dette ’indbrud’ på slottets arealer. Begge var de uvedkommende, ingen inviteret! Nathaniel kneb øjnene fast sammen. Han vidste, at dette havde været umuligt at skulle undgå. Kampen var brudt ud.. de var to og de var mange andre.. lige hvor mange, vidste han ikke og han ville virkelig heller ikke tælle. ”FLYT JER!” hvæsede han med en fast tone. Kulden hvilede stadig ukontrolleret i hans sind. Bare hans stemme alene, fik adskillige til at flytte sig.. at sætte sig op mod Nathaniel og endnu værre at sætte sig op mod Jaqia kunne få katastrofale følger. Hendes ry var jo i den grad mange gange værre end det som hans eget var, ikke at det gjorde ham det mindste overhovedet. Han ønskede bare det her overstået og det kunne ikke gå hurtigt nok. Sværdet fra den ene af de faldende vagter allerede, valgte han at tage i sin egen næve. Nok ved at være oppe i årene, så var han bestemt også god til andet end alkymi. En anden flaske valgte han, at skulle tage op i hans egen hånd og kastede den fra sig. Ind i tronsalen, hvor der kun måtte lyde et så voldsomt brag efterfulgt af en rystelse som fik revnerne i gulvet til at tage så voldsomt til.. dette var ekstrem fern magi.. ikke ægte, men ren og skær illusion. Mange var dog tydeligt skræmt af det og mistede kontrol fuldstændig.. faldt gjorde de for Nathaniels næve.. de måtte og skulle bare frem til tronstolen og det kunne ikke gå hurtigt nok! Lige nu bare fuldkommen ligeglad med Jaqia.. Hun ønskede den, så måtte hun selv kæmpe sig vejen frem til den!

[Cressida Marvalo]

Dvasias var ulideligt stille. Det eneste man overhovedet havde hørt på vejen hertil var uglens tuden og skridt i gyderne i tide og utide, som vidste natten allerede hvad som skulle ske. Enhver beboer ville vel være på sit trygge sted, i deres hjem uden at vide at deres tilværelse snart ville forandres noget så frygteligt i forhold til det den var nu. Jaqia bevægede sig med de elegante skridt over den velkendte jord. Dette var hendes hjem, hvis nogen i sin tid havde troet hun blot ville vende ryggen til tronen som en kujon og stikke af hvis blot tingene så lidt sort ud, og uden have noget i sinde så tog de da vldsomt fejl! Disse planer var noget der var brugt måneder på at planlægge, blot det at hun vidste hun måtte stå ansigt til ansigt med den eneste mand som nogensinde havde været hende en form af trussel, risikere det for at tage kampen op med ham. En fordel for hendes del var jo så blot den han var svag nok til at elske, hans familie, den kære Liya så sukkersød og pæn, hun undrede sig ikke et sekund ver hvorfor det lige var hende som var kvinden i hans liv. At han så havde sendt dem bort efter hun direkte havde overmandet ham var ikke noget hun ville blande sig i, måske hun aldrig ville lærer at elske på grund af de mange svagheder der hørte med, men efterhånden havde hun i det mindste lært at have den respekt for det bankende hejrte der valgte sin vej, nøjagtig som hendes gjorde hele vejen igennem, forskellen var vel et sted kun den at hendes eget hjerte nok bankende men det var med stor kulde, et hjerte af is. Nathaniel var under en tvang. Tvunget til at følge hende hvor hun dg for nu havde ladet ham indtage føringen kun for at skulle betragte hans fremgangsmåde. De lange blonde lokker dansede yndefuldt om hendes skuldre, de tætsiddende læderbusker der let måtte knirke for hvert skridt hun foretg sig, og de hele som lod en rungende genlyd over hele slottet. Langt fra det mest lysløse påklædning, men hun var ligeglad. Hendes navn vakte panik overalt hvor hun gik, et sted morrede det hende at folk så på hende på den måde, tydeligt at de ikke kendte hende på nogen måde, de vagter som ville befinde sig på slottet ville uden tvivl ikke turde tage den kamp op med hende eftersom de allerede havde været under hendes tøffel. Et køligt smil hvilee omkring hendes rosenrød læber, det mest blide hun nok var i stand til at skulle smile. Hun var ikke nervøs det var tydeligt, dette var noget hun gjorde og som tilfredsstillede hende så langt mere end en mand nogensinde ville kunne gøre det, den følelse af magt det var der intet andet som kunne give hende, fordelen var jo så hun var i stand til at styrer den følelse af magt den overmandede hende ikke, men gav hende blot et rus som havde hun nået klimaks. Varmen havde omfavnet hende straks de var trådt ind af den dør. Selv slottet virkede frygtelig stille, hendes eget gæt ville i den grad være at kongen ikke befandt sig her lige i aften. Deres skridt var de eneste der hørtes, ikke et ord lod hun bryde hendes læber, for nu lod hun blot ham fører an som var det hele hans plan og hun kun var efterfølgeren. Nu ville hun se hvorfor den mand var så stor, se med egne øjne hvordan han kunne udgøre en så stor trussel for hende, for det var noget hun aldrig rigtig havde forstået. Hun vidste at vagterne nok ville stå og bevogte tronen ganske skarpt men et sted var hun jo stadig deres dronning. Ingen havde nogensinde slået hende af nogen trone, hun var selv gået under jorden, ingen havde slået hende på retæfrdig vis og i hendes øjne ville ingen komme til det, dette var hendes spil og ingen andens. Da Nathaniel valgte at skulle gøre hende stoptegn tøvede hun ikke den mindste smule med at stoppe op, på trods hun vel havde afsløret dem for længst, blev stående bag muren mens Nathaniel selv valgte at skulle opsøge vagterne. At de kendte ham var en ting hun kunne forstå, hans navn var på alles tunger i et sammenhæng, den mand var en frelser ikke en dræber, det var det sm hun forsøgte gøre ham til, lade ham finde det mørke som måtte hvile et sted i hans hjerte, det ville vel dog et sted kræve afskaffelse af hans familie? Et sted måtte hun indrømme hun smugkiggede, betragtede ham puste det farvede pulver i hovedet på vagterne der måtte falde om. Et smil dannede sig atter. Det var det som gjorde han ikke var en dræber, at vælge en form af sovepulver, hvor hun selv ville have valgt den direkte metode, der for dem ville betyde at hun ville være den sidste de ville se for sig. Selv da helvede endte med at skulle bryde løs brød hun ikke ind, lod for nu Nathaniel klare sig selv, lige til det store brag lød. Med langsomme skridt.. Endte hun med at dukke frem af sit skjul afsløre sig. Et koldt gennemborrende blik i de ellers smukke isblå øjne, og det kølige smil mange ville se på som vanvittigt der hvilede over hendes læber. De små hugtænder var netop synlige i hendes mundvie "Gør som han siger og træd til side" beordrede hun med en fast stemme, dog rolig ingen råb ingen kølighed, mere blot som egede hun allerede det hele.Hendes ry var så langt værre end hans, han var kendt for at være vigllig til at hjælpe, mens hun selv var et frygtet væsen, hvor enhver måtte frygte at hun skulle tage et familiemedlem fra dem, ingen af de som frygtede hende kendte hende på nogen måde! Hun var ikke så kold og kynisk som man skulle tro, et sted på bunden hvilede de menneskelige følelser der var blot ingen som til nu havde formået at skulle finde dem frem. Måden enhver vagt stoppede op på kun for at se om de havde hørt rigtigt, den stemme som så vlekendt, meldisk og blid go alligevel så frygtindgydende. Måden de sidste trådte til side på som de ikke rigtigt havde et andet valg, alle vidste hvad der ville ske med de som valgte at skulle sætte sig op mod hende, det ville ikke være kønt. Det var utroligt som den stilhed pludselig lagde sig over det kaos som ellers netop havde eksisteret, det morede Jaqia til en vis grad, hun ville dog have ønsket de folk ville have været lidt klogere, tænkt sig om, og istedet for at frygte hende udvise hende respekten, enhver af de væsner var i hendes øjne blot en flok kujoner der frygtede for døden, men hvorfor? Det var den smukkeste ting i verden? Med rolige skirdt gik hun forbi dem, der var ingen indvendinger overhovedet. Nu følte hun sig atter virkelig som den dronning hun i sandhed var, frygtet og magtfuld "Godt klaret Nathaniel" endte hun som en stille rod idet hun gik forbi ham, dog med et du-er-ike-færdig blik, han vidste hvad den aftale indebar, hun skulle føde et barn . Hans barn. Den store tronsal lignede sig selv, ligesom da hun ahvde forladt den noget som virkelig kun behagede hende. Det var som kulden fulgte hende med indendøre, stilheden som endnu hang ved, Tronen stod der i alt sin pragt. Smilet bredte sig. Hun var i hendes fulde ret, hun havde måske ikke slået Elvolganta direkte men af kødog blod var tronen hendes og aldrig var hun selv blevet slået. Hun tog stille plads i den store stol, følte sig i sit helet rette element "Og kujonen tog tilbage hvad der var hendes" sagde hun i en høj tone, mere henvendt til sig selv dog så alle ville høre det de skulle vide at de igen... Var under hende, og at foradringer meget snart ville ske i Dvasias.. Hun sukkede stille, lod hovedet glide tilbage, med en latter så blid go så melodisk der dog lod kulde brede sig yderligere, så gennemborrende "Mit!" endte hun i et større udbrud, knugede om tronens armlæn, lænte sig tilbage, hvor det var så tydeligt dette ikke var noget der kunne laves om på.. Det var sådan det var.

//OUT

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vil aldrig nogensinde beskrive det at elske, som en tung byrde, det var ikke en byrde eller en svaghed hvis man vidste hvad man havde og hvordan man skulle holde fat i det. Han havde sendt familien væk udelukkende på grund af deres sikkerhed og det var virkelig også det som spillet ham den største rolle for øjeblikket. Jaqia skulle på tronen igen, selvom det i den grad ikke var en tanke som han måtte bifalde på noget som helst givende tidspunkt overhovedet, det var så sandelig heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet! Han var mørk et sted dybt i sjælen, selvom han virkelig havde brugt år på at skulle undertrykke det.. kraftig var han, vel også kendt som en lydløs dræber.. disse vagter ville aldrig nogensinde rejse sig igen. Måske at Jaqia troede noget andet, men lige nu ønskede han det bare overstået.. det at slå ihjel var ikke et nyt eller et ukendt fænomen for hans vedkommende og det havde det aldrig nogensinde været, selvom han var klar over, at hans rygte og ry sagde noget helt anderledes, uanset hvor meget han så end måtte hade den tanke for han hadet den virkelig og værre end pesten selv! Han vendte sig ved lyden af Jaqias stemme, nøjagtigt som de mange andre.. måske at han var bedre kendt som en frelser, selvom det klart var noget som kostet dem dyrt som faktisk kom gående til ham. Han elsket.. Liya var virkelig den kvinde i hans liv og som den eneste som i bund og grund, var kommet så tæt på ham efter Auromias død.. hans viden var hans stærkeste våben og det var klart det som gjorde at han var den eneste som ville være i stand til at skulle stille sig op mod Jaqia hvis det skulle komme så langt. Hans viden om brygge, hans magiske kundskab selvom han ikke var i stand til at skulle bruge den i et så voldsomt stort omfang uden at det i den anden ende også ville koste ham livet.. han havde lært af de bedste igennem hele hans liv og han agtede også at vise Liya det.. hvis han havde hende ved sig efter alt dette.. han var kendt med Jaqias plan, han vidste hvad hun var for en person og det var kun noget som i bund og grund også måtte sige ham en hel del omkring hende selv.. at Samuels død klart også måtte spille ind i dette, overrasket ham egentlig ikke.. tronen var vel det som hun havde at skulle klamre sig til som det eneste.. vagterne gjorde tydeligt plads for hende, da hun gik op til tronen. Selv Nathaniel valgte bevidst at skulle blive stående.. hans dronning var hun bestemt ikke.. han havde forladt Dvasias for mange år siden for at slå sig ned i Manjarno i stedet.. at kæmpe for mørket gjorde han ikke.. han kæmpet jo så heller ikke for lyset, men for at skulle opretholde den balance som hvilede dem imellem, selvom dette i den grad måtte bringe det helt ud af kontrol! Han hadet tanken og han hadet den noget så inderligt, selvom der nu ikke var noget som han kunne gøre ved det.. hendes triumf over endnu en gang at have tronen som sin egen, kunne han klart og tydeligt se i hendes blik, selvom det for hans vedkommende, blot måtte være noget som man kunne brække sig over, der fandtes virkelig ikke noget værre! Han kneb øjnene fast sammen ved hendes udtalelse til ham.. han hadet dette mere end han hadet noget andet. Bare det at skulle have hjulpet hende til tronen, selvom det siden start havde været så voldsomt under tvang som det havde været også nu. Dem som stod igen valgte at bukke for hende.. mange havde stået under hendes kommando også dengang, ligeså som de også havde gjort det med hendes bror, Samuel dengang.. mange rygter siges jo, at den mand havde været slemmere end det som hun havde været, hvilket bestemt ikke ville sige så let.. bare Jaqias blik, sagde Nathaniel det hele.. lige netop den del af planen, var stadig ikke noget som han brød sig det mindste om! Han kunne ærligt talt ikke fordrage tanken om at skulle komme hende så tæt på! At vende om, vidste han ville være direkte dumt, bare det lille faktum at vende ryggen til hende, kunne koste ham hans liv.. alt efter hvad man jo sagde om hende. Han gled selv ned på knæ i et buk for hende.. i sindet havde han jo ikke noget valg, selvom der til nu kun havde siddet en dronning på denne trone som han havde ydet denne respekt for og stadig gjorde det uden den titel at skulle holde fast i – Det var Faith. Hendes latter lod det løbe iskoldt ned af hans egen ryg.. det mørke i hans sind, som i en situation som dette, faktisk prøvede at skulle komme igennem, var noget som han klart holdt i sindet.. måske under beskrivelsen af en mørk præst og med de privilegier, så ville han ikke beskrive sig som hverken ond eller god. Blikket gled ned i gulvet.. et sted hvor dette i den grad havde været det største nederlag som han hidtil havde oplevet.

//Out