Let's make a deal?

[Kimeya Marvalo]

Pisken smældede kraftigt over Kimeyas ryg endnu en gang, da han var ved at give efter for en så voldsomt trængende søvn. Det som så kraftigt tvang ham ud af den igen, og igen måtte lade den forpinte krop spænde til det yderste. Tvunget i knæ ved siden af tronen i Dvasias. Tvunget til at knæle for dem som han aldrig nogensinde ville kunne vise nogen former for loyalitet til! Faith kendte nu til hele hans fortid.. alle hans hemmeligheder, alle grunde til at han reagerede som han gjorde og nu.. hvor længe han havde været væk denne gang, havde han virkelig ikke nogen anelse om. Han havde fuldstændig mistet en tidsfornemmelse og bange var han virkelig. Fuldmånen havde passeret og.. endda uden at der skete noget. Der var noget i gære, han kunne mærke det. Lige hvad de skulle bruge ham til, vidste han ikke. Men at han var det som de skulle bruge for at få ram på Faith, det var han slet ikke i tvivl om overhovedet. Hans tøj var tydeligt flændset op af de adskillige piskeslag som hans krop havde været udsat for, alt for at nægte ham søvnen som havde drevet ham til vanvid igennem den sidste uges tid. En kæde hvilede fast omkring hans hals som Samuel havde i sin hånd, som havde han været et dyr og med pisken som han stod med i den anden hånd bare for en sikkerheds skyld. Duften af blodet som strøg nedover Kimeyas ryg endnu en gang. Hvor mange slag han havde fået i det sidste, var helt umulig at skulle sige. Kimeya klemte øjnene fast sammen. Han kunne ikke tale. En knebel hvilede for hans læber, som gjorde talen fuldstændig umulig på alle tænkelige måder og med hænderne fast tvunget i lås over hans ryg og så til gulvet. Han dirrede.. Ikke bare af ren og skær raseri, men også frygten for hvad dette ville gøre og stille ham og Faith i, i den anden ende. Kimeya var tydeligt afkræftet, han havde ikke fået søvn eller noget som bare kunne minde om det igennem en hel måned efterhånden og det i sig selv, var noget af det som kunne skræmme ham mest, det var der heller ikke nogen tvivl om. Faith var hans ømme punkt og det samme var hans lille søn. Samuel havde ramt det og nu måtte han bare tage konsekvenserne af det. Hænderne fæstet bag ryggen, prøvede han kun ganske kort at skulle trække til sig. Hans skjorte som normalt ville hvile så smukt om det muskuløse bryst, hang nu nu bare helt slapt. Han havde ikke noget som kunne fremhæves længere, af den slidte, flåede og blodfyldte stykke stof. Arrene i ansigtet var tydelige. Han havde virkelig været drevet til vanvid. At sidde i et bur så lang tid uden noget som helst. Det var virkelig ikke humant gjort og han var jo halvvejs et dyr efterhånden. Samuel stramte godt til om Kimeyas hals. Tvang ham igen til at sidde rank på sine knæ. Han ville uanset ikke kunne rejse sig ved egen hjælp sådan som han så ud. Det lange hår var uldet, han var beskidt og kunne ikke sidde helt i ro overhovedet, uden at skulle ryste og skælve. Hans øjne var tydeligt blodsprængte. De havde i den grad ikke været særlig milde med ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blot kunne de vente.. Som de havde gjort igennem det sidste stykke tid. Det var nat for længst. Vinden susede koldt omkring dem. Som en storm i et glas vand. Samuel blev stående og tydeligt rank lige ved Kimeya af. Som vagterne ville melde Faiths ankomst til slottet, skulle han nok sørge for at holde den varulv i skak så længe, at forhandlingerne skulle foregå, selvom han nu var ganske så sikker på, at det ikke skulle tage dem lang tid, at skulle få det som de ville have, det varh an sjovt nok, slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han var udhvilet, det var tydeligt, mere rankt som det Kimeya altid havde været og med det samme provokerende smil. Han havde i den grad ikke opgivet Kimeya med sin gode vilje. Han havde i den grad moret sig ved at skulle se manden blive tortureret som han personligt havde sørget for igenem den sidste lange måned. Han gik ned bag Kimeya, slap pisken med hånden, og kun for at skulle erstatte den med kniven som han altid gik med i bæltet. Han rev krafitgt Kimeyas hoved bagover og lagde kniven ved hans strube. Kimeya kneb øjenen fast sammen og med et tydeligt protesterende støn. Ikke at han kunne gøre stort andet. Han var vred, det stod selv så tydeligt i hans blik som aldrig før! "Meget snart Kimeya.." hviskede Samuel med en frygtelig intens stemme som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste.. Selv på Kimeya som ikke kunne gøre andet end at tvinge sig selv, til at forblive fuldkommen rolig.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vandrede med hastige skridt gennem de store skove, hun huskede hvordan hun så ofte havde vandret i dem, det var her hun i sin tid var stødt på Fabian og det var her hun i sin tid var endt med at få et kendskab til Denjarna og Derick to som virkelig havde stået hende nær og nu skulle hun gerne indrømme at hun ikke havde den mest fjerne idé om hvor pokker de var endt. Kimeya kendte til hendes dybeste hemmeligheder nu, hun havde valgt at skulle åbne sig op for ham på den måde og han lod til at forstå hendes gerninger så langt bedre nu, noget som virkelig lettede hende eftersom hun selv gerne skulle indrømme at hun nu forstod sig langt bedre på ham ikke at det unskyldte de tign som var sket i deres fortid men det hjalp hende om ikke andet en smule. Den sidste måned havde hun lagt i sengen om aftenen stirret på den tomme plads ved hendes side og bare sukket, hun ville end ikke blande sig denne gang hun var blevet frygtelig vant til at skulle være alene og det var endnu ikke gået op for ham at hun rent faktisk frygtede det? Vreden havde lagt der i et godt stykke tid nu, fuldmånen nærmede sig og hun havde vist det i flere dage, hun var kort sagt bekymret for hvad pokker som skulle gå hen og ske hvis ikke han nåede tilbage i buret, om ikke andet lige til det brev var endt med at skulle nå hende. Hendes hjerte hamrede fast.. Så intenst mod hendes bryst hun vidste at hun måtte mod slottet hun tøvede end ikke, det var gået forfærdelig stærkt hun bar end ingen våben på sig ud over en af de små sølvknive der var i tilfælde af at Kimeya skulle ende med at miste selvkontrollen helt. Slottet tornede sig op for hendes blik, det var en af de mange sten som havde sat sig i hendes bryst der måtte falde der, hun var nær.. Jaqia stod ganske roligt i tronsalen og med hendes isblå kolde øjne hvilende mod Kimeya og Samuel. Det smil som kunne få det til at løbe ned af ryggen på enhver hvilede over hendes rosa læber. For hver gang hun valgte at skulle bevæge sig kunne man høre de tætsiddende læderbukser knirke fast, og selv på trods af meget af hendes blege maveskind henlå nøgent eftersom korset toppen ikke dækkede så mærkede hun sig ikke det mindste af kulden. Kimeya var ganske ilde tilredt men det var som sådan ikke noget hun bekymrede sig om, det havde været en kamp bare om at få Samuel med på gallajen, så hun havde givet ham lov til at være den som torturede Kimeya en smule, mens hun oven i købet lovede ham hende selv til enhver tid hvornår som han end ønskede det. Hun var ikke specielt utålmodig hun var ganske sikker på at Faith nok skulle ende med at dukke op "Spar på kræfterne, Kimeya. Du får brug for dem senere" påpegede hun med en så underlig blid tone. På ydersiden var hun som enhver anden kvinde i hendes alder, smuk uden tvivl det var noget som hun havde fået med sig, det var blot hendes tankegang som var frygtelig farlig i længden kun fordi hun måske nok var Ond, ja.. og modbydlig, men hun var rent faktisk gankse fornuftig. Faith endte med at skulle træde mod slotsporten, intet smil hvilede om hendes læber det var som flammerne lod sig afspejle i hendes blik "Jeg skal møde Jaqia" endte hun direkte koldt til vagterne, lige nu var det i den grad lederen i hende som stod frygtelig stærkt. De nikkede stilfærdigt, hun måtte have givet besked om hendes ankomst, for den ene vagt hjalp hende stille indenfor. Slottet var frygtelig genkendeligt, hun huskede det.. Dette havde været hendes hjem for ganske lang tid. De funklende grønne øjne gled omkring, hun søgte hver lille detalje, det føltedes godt at stå her igen det var dog ikke det som lige var i hendes tanker ligenu, Kimeya skulle ud af de kløer hvad end det måtte kræve af hende. Det lange flammerøde hår var bundet sammen i et sort silkebånd, hang over hendes ene skulder, det skulle ikke være hende i vejen. Hun blev ført mod den store tronsal, hvor dørene stille endte med at blive åbnet for hende, mens Jaqia vendte alt opmærksomheden mod hende, vidste at det ikke kunne være andre..

[Kimeya Marvalo]

Det lettede virkelig Kimeya at få alt det væk som havde hvilet som en byrde i hans bryst. Det var virkelig kun ham og Faith som nu kendte til hans fulde fortid. End ikke der ville Nathaniel kunne stille sig som den klogeste. Nu hvor hun vidste hvorfor han reagerede som han gjorde og gjorde som han nu altid havde gjort, det var nu blevet helt klart og tydeligt for hende, og det lettede ham faktisk, selvom det virkelig havde gjort ondt, at skulle komme frem med all disse ting. Han kæmpet virkelig for at holde sig vågen, for han vidste, at det ville gøre helvedes ondt, hvis han bare så meget som overvejede, at skulle give efter for den søvn som virkelig kun prøvede at komme til, som han desværre var nødt til at skulle nægte det. Han vendte blikket i retning af Jaqia ved hendes ord, hvor han bare sendte hende et træt, dog frygtelig trodsigt blik. Han bar blikket til det store rovdyr. Han vidste, at fuldmånen nærmede sig og det gjorde ham virkelig ikke mere rolig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sad fuldstændig stiv i hele kroppen, ved at skulle sidde på den måde som han gjorde det og så tæt på Samuel. Den mand som virkelig ikke havde gjort andet end at forvolde dem alle sammen mere smerte end det som havde været nødvendig for deres familie, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det var i den grad også noget af det værste ved det hele, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Han mumlede kun ganske kort bag hans knebel, selvom han godt kunne høre, at det hele kom frem i form af en tydelig mumlen og det i sig selv, var virkelig ikke noget som han brød sig det mindste om overhovedet, det var derh eller ikke nogen som helst tvivl om. Han himlede træt med øjnene og prøvede virkelig bare, at skulle holde sig helt rolig, selvom det i den grad var umuligt med den mand som man måtte hade mest, til at sidde så forbandet tæt på sig, som det han havde. Han var bange.. Han var bekymret og han havde virkelig heller ikke nogen anelse om hvad pokker han skulle bruges til, det var alt sammen informationer som de havde undladet at skulle fortælle ham og det i sig selv, var virkelig ikke en tanke som han brød sig meget om overhovedet! Tvært imod, så var det kun noget af det som gjorde det hele så meget værre for ham. Samuel blev siddende med det samme skadefro smil på læben. Han havde virkelig ikke været meget for at skulle opgive Kimeya efter alt det her, men hvis det havde været det som skulle til for ham, at skulle få lov til at komme til Jaqia.. Endda når han selv havde lyst, så var det virkelig også det hele værd, det var der heller ikke nogen tvivl om, ellers havde han aldrig ngoensinde gået med til det på denne her måde. Kimeya led tydeligt af underernæring. Han havde knapt nok fået noget at drikke den sidste måned og maden.. havde virkelig været utrolig lidt i forhold til hvad en mand som ham egentlig havde brug for i den anden ende, og Samuel havde været klar over det. Som dørene måtte glide op og fange både ham og Kimeyas opmærksomhed, så var de alle sammen klar over, hvem som var den som skulle have stået på den anden side. Samuel strammede kun grebet omkring Kimeya som kraftigt måtte ende med at gispe. Han klemte øjnene fast sammen og prøvede igen at skulle få armene fri, selvom det i den grad ikke måtte gå i hans retning, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Han havde virkelig ikke kræfterne til noget som helst! Samuel vidste udmærket godt, at meget af Jaqias rygte jo egentlig måtte være hans.. Lige der hvor han faktisk måtte leve i sin egen søsters skygge. Kniven blev trykket en anelse mere ind mod Kimeyas hud, så den måtte skære en anelse hul, selvom det nu langt fra var nok til at skulle gøre det hele faretruende. Det var blot en advarsel mod nogen af de mange pludselige bevægelser, så ville det først for alvor gå galt i den anden ende. Kimeyas blik faldt hurtigt til Faith. Det var bare lige det som manglede i hans øjne! Han sank klumpen som havde samlet sig på rekordtid i svælget og med den samme sitren. Nu ville han da slet ikke være i stand til at skulle holde sig i ro!

[Silia D. Diamaqima]

Faith kunne høre hendes egne skridt give genlyd i de høje tomme sale. Hendes blik var dybt betaget af hvad der var sket siden Jaqia, hendes tidligere betroet havde valgt at skulle tvinge hende og Destiny af, men så snart dørene gled op og hun direkte kunne føle den kolde atmosfærer vendte hun opmærksomheden frem mod tronen. Jaqia's skikkelse var det første som hendes blik måtte møde, den kvinde var hende end ikke specielt skræmmende. På mange områder lignede hun frygtelig meget hende selv, den samme stædighed den samme fobistrede stolthed som de begge måtte gemme sig bag. Hun var vred men ligenu turde hun virkelig ikke begynde at gøre et stort nummer ikke når hun vidste at det kunne gå ud over Kimeya. "Godaften Faith" endte den kølige tone, glat som is, direkte skærende ind i hendes krop, dog noget hun valgte at skulle ignorere. Blikket var faldet mod Samuel, og selv på trods af at Kimeya sad der med kniven for struben så var det ikke ham som hun havde øje på. Det var sådan han så ud ja, det var noget som hun efterhånden havde glemt. For et kort øjeblik kunne hun have svoret at føle hans kølige fingrer over hendes varme krop, hun gøs for sig selv, hadet til den mand boblede virkelig så tydeligt som noget andet måtte gøre det og var det ikke fordi hun var bekymret for Kimeya så ville hun slet ikke have forholdt sig så roligt, faktisk så var hun uhyggelig rolig og kun fordi hun tvang sig selv til at skulle tælle til ti. Endelig tvang hun blikket fra den mand og mod Kimeya.. hendes hjerte bankede omgående hurtigere mod brystet han så direkte elendig ud, det kunne hun ikke komme uden om "Jeg har virkelig ikke tid til dette Jaqia, så sig frem. Det lød vigtigt" hendes stemme var virkelig langt mere kørlig end det som Kimeya nogensidne havde hørt den som, han havde vel aldrig direkte set hende som den fulde leder hun igen var blevet til? Det var jo den side af hende som han ikke så. Jaqia lod til at være tydeligt overrasket over det hastværk, hun endte dog med at nikke ganske forstående, kvinden var trods alt leder og havde sammentidig en helt familie at skulle hodle styr på det var noget som krævede den største tålmodighed, noget som hun var udemærket klar over at Faith ikke var i besiddelse af "Meget vel.. Ser du.. Jeg behøver Din og din kære mands hjælp" startede hun roligt. Allerede der stod Faith som det støreste spørgsmålstegn. Jaqia behøvede hendes hjælp? Allerede nu kunne hun ikke selv høre hvor dumt det i virkeligheden lød? "Sig frem" gentog Faith endnu engang lettere afventende, måtte tvinge sig til at holde blikket i Jaqia's, hun kunne fornemme Kimeya i øjenkrogen, hvad der så måtte bekymre hende mere var at fuldmånen allerede var i fuld gang med at skulle træde til, hun ønskede ikke at han skulle forvandles midt i det hele, ikke uden de lænker var de slet ikke klar over hvor farlig han kunne være? Hun var vant til at Jaqia udnyttede hendes følelser for Kimeya og omvendt, faktisk så var hun vant til at alle udnyttede det, og hun vidste at endte hun med at miste besindelsen nu så ville det langt fra gavne nogen af dem "Det er en frygtelig lang historie, Kære Faith.. Men for at gøre den kort.. jeg behøver din støtte" man kunne høre de tonespidse hæle ramme det hårde gulv som hun stille bevægede sig stille mod Kimeya lod fingrerne pirrende stryge over hans kind og videre over hans blottede hals "Han ser ikke ligefrem tiltrækkende ud, vel?" den kølige stemme der virkelig kun lod pulsen dunke mod Faith's tindning, et underligt stik i hjertet. Ikke ordene, men mere hendes kærtegn, lidt jaloux havde hun vel lov at være? "Dit hjerte afsløre dig, sødeste.. Jeg kan høre din puls dunke" påpegede Jaqia med sigende mine, noget som virkelig kun lod en rød farve stige hende i kinderne, hendes stolthed var der endnu selv på trods alt allerede var afsløret overfor Kimeya men at indrømme en sådan ting som jalousi det lå virkelig ikke til hende "Forestil dig.. Alle de ting men kunne gøre med ham" glimtet i hendes øjne var direkte skræmmende, "Bare sig frem" mumlede Faith sammenbidt, ganske bestemt, betragtede hver eneste bevægelse Jaqia gjorde sig.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at han i den grad ikke var ved den bedste fatning og dog, lige på det punkt, var han fuldstændig ligeglad, de skulle bare ikke have lov til at bruge ham mod Faith! Fuldmånen ville være oppe i løbet af ganske kort tid efterhånden og det var virkelig noget af det som han var mest bange for. Ikke bare det faktum, at hans styrke langt fra var noget som helst man ville være i stand til at skulle prale af, så forvandligen ville blive hårdere end det som den ville have været normalt, for ikke at glemme, at Faith ville stå midt i det hele når det endelig ville ske og det var bare ikke noget som han ville tillade at ske! Han sad virkelig fast, han kunne ikke gøre noget som helst for at komme ud af den situation som han stod i lige for øjeblikket. At høre dem snakke.. De ville bruge ham.. Det var efterhånden ved at blive så forbandet tydeligt for ham, og han brød sig virkelig ikke om at være en del af dette, og specielt ikke hvis han ikke havde noget at sige. Hans krop reagerede allerede tydeligt på at månen meget snart ville være oppe på himlen og kroppen som efterhånden tydeligt måtte gør klar i form af koldsved og det hele, selvom forvandlingen slet ikke satte i gang overhovedet. Hvad der skete, havde han ingen anelse om. Det eneste som han vidste, var at hans fravær for denne gang, faktisk også var undskyldt! Han sank klumpen i halsen, da hans vejrtrækning endte mere og mere lydt, da Jaqia kom mod ham og lod hånden stryge mod hans kind. Han klemte øjnene fast sammen. Han ville i den grad ikke nyde et kærtegn skænket af en anden kvinde end Faith! Samuel blev siddende bag ham og med kniven hvilende mod hans strube og med Samuels faste greb om ham, så kunne han ikke gøre noget som helst andet end at bare blive siddende og så prøve, at skulle gøre det bedste ud af det, selvom det virkelig var svært. Hans pupiller trak sig sammen og de udviddet sig i takt til hans vejrtrækning. Månen nærmede sig, det var der ingen tvivl om. Han vendte det næsten direkte faste og dræbende rovdrblik i retning af Jaqia. Hun skulle på ingen måde have lov til at røre ved ham! Han mumlede let, dog meget advarende bag hans knebel og vred stadig en anelse i hans håndled, selvom han virkelig bare sad.. fast. Han kunne virkelig ikke komme nogen vegne. Samuel strammede kun grebet mere omkring Kimeyas krop, tvang ham til at spænde yderligere og lagde kniven godt mod struben, for at holde ham helt hen. Han vidste, at kroppen ønskede den forvandling, selvom han vidste, at det var sørget for, at der absolut intet vile ske, før han ville være udendøre.. En lille ting som de ikke havde fortalt nogen af dem. Han kunne mærke, føle og fornemme Kimeyas faste hjerteslag. Kroppen ønskede forvandlingen som den store fuldmåne rev i ham, selvom den slet ikke fik lov til at gå i gang. Det var mere end nok til at skulle gøre hans krop mere og mere urolig. "Vil hunden ud og lege.." endte Samuel med en dæmpet stemme i retning af hans øre og med det samme kølige smil på læben. Kimeya himlede med øjnene, måtte virkelig kæmpe for at skulle holde sig vågen for ikke at gøre det ene eller det andet, som ville få katastrofale følger for noget som helst, af det som skete lige for øjeblikket. Samuel holdt stadig godt fast omkring ham. Han fjernede Kimeyas knebel, dog uden at skulle fjerne kniven fra hans hals. Sveden løb ned af Kimeyas pande, selvom forvandlingen bare ikke ville tage ordentlig til, og det var virkelig noget som i sig selv, måtte frustrere ham helt af helvede til! Han rystede på hovedet. De skulle om ingen omstædigheder indgå nogen aftaler med Jaqia og Samuel! Det nægtet han kortsagt at lade ske. "Lad være.." endte han med en tydelig hæs stemme. Det var tydeligt, at den i sig selv, ikke var blevet brugt i en mindre evighed efterhånden. Hans hoved blev tvunget til at hvile mod Samuels skulder i og med, at Samuel pressede kniven tættere ind mod hans kolde hud. Han bed tænderne svagt sammen og spændte kraftigt i hele kroppen. "Jeg slår dig ihjel!" hvæsede Kimeya med en vrissende tone tæt ved Samuels øre. Han var virkelig ved at være oppe at koge efterhånden, og det var ikke bare fuldmånen som tvang det humør frem i ham!

[Silia D. Diamaqima]

Fuldmånen nærmede sig virkelig med alt for hastige skridt og det var en tanke som skærmte Faith frygtelig meget, ganske snart ville de alle stå i midten af det hele, og hun var ganske sikker på at hele meningen var at hun skulle ende med at være ofret i sidste ende, de ville kunne slå Kimeya ihjel lettere end ingenting og alligevel var han stasig i live.. Sådan halvt om halvt om ikke andet. Han så virkelig mildest talt ud af helvedes til, mdet var ffor sent ikke at påvirke hende, hun vidste at Samuel end ikke ville tøve hvis der var en som kendte ham så var det da i den grad hende selv, de mange sår og rifter både på ind og på ydersiden, de sad der endnu og de ville ikke forsvinde lige foreløbig, og hun vidste det, det had var det som måtte boble i det indre ikke så meget for Jaqia som det gjorde til Samuel af en eller anden grund, det var derfor hun udelukkende koncentrede sig om kvinden foran sig, ikke mindst også fordi hun måtte opretholde den lederskikkelse nu frem for at lade følelserne titte for meget frem og at se ham sidde der på den måde, det gjorde virkelig ondt. Hun bed sig fast i læben betragtede Jaqia's kærtegn af ham og hun hadede det! At han så ikke lod til at nyde det eller om han bare bed det i sig det var svært at sige, men hun hadede det stadig lige der var hendes hjerteslag frygtelig afslørende, dunkede mod hendes tinding blandet med den vrede som var blevet vækket. Jaqia smilede næsten frygtelig uskyldigt det var tydeligt at dette morede hende, lidt sjov skulle hun trods alt også nå at have inden det ville være for sent "Ser du Faith.. Der er store optøjer igang, der har været frygtelig stille den seneste tid, og du ved hvad man siger.. Stilhed før stormen. Og jeg kender Dvasias.. Jeg ved hvor mange der har siddet på den trone, i tilfælde af dette er endnu en magtkamp vil jeg blot degradere mig komplet.. I tilfælde af det ønsker jeg din fulde støtte og Loyalitet.. Ikke mindst din hjælp" påpegede hun med en sigende mine. Hun var ærlig og konkret selv behøvede hun ikke de små julelege dette var for hendes del blot noget som skulle overstås hun havde virkelig bedre ting at tage sig til. Faith gennemborrede hende med blikket, lyttede dog til hendes ord, med et hævet øjenbryn. Der havde ganske vidst været frygtelig stille, men det var ikke ligefrem sådan hun havde set på det skulle hun gerne indrømme, og derfor klarede Jaqia den kongelige titel så langt bedre end det som hun selv gjorde "Og hvad vil jeg få ud af det?" med en kvinde for Jaqia var det noget for noget og det vidste de begge, der var en hage ved alt selvom denne var ganske tydelig, og ærlig talt så stolede hun på Jaqia, til nu var det ikke nået hende for ører at hun skulle have brudt så meget som et eneste givet løfte. Jaqia smilede tørt.. Det undrede hende slet ikke, tand for tunge var det ikke det som man sagde? "Du får din kære mand herfra i live.. Og jeg og Samuel sikre jer fred i Dvasias.. Ingen vil røre jer" hun skænkede Kimeya et irriteret blik ved hans ord. Faith så end ikke på ham i hendes ører lød det faktisk ganske fornuftig hjælp for hjælp, og bare tanken om ren fred det var virkelig en værdsat gave "Ti stille, Kimeya" endte hun i fast bestemt tone, tydeligt at han ikke skulle begynde at sige hende imod på nuværende tidspunkt "Du lover os med andre ord fred?" gentog hun kun for at være sikker. Jaqia forlod stille Kimeya kun for at skulle gå mod Faith, stille træde om bag hende, mens den lille kvindelige skikkelse stod fuldkommen stiv og så frem for sig. Hun kunne føle de kølige fingrer stryge over hendes skuldre "Det er netop hvad jeg tilbyder jer kære.. I kan færdes frit i landet, jeres familie vil være i sikkerhed, din bedårende lille knægt, Nathaniels sindsforvirrede kæreste.. Hun har begået nok mord til at jeg kunne henrette hende på stedet.. De vil alle være fredet" hviskede hun intenst mod hendes ører. Faith's hjerte bankede så fast, hun stod stadig som naglet til stedet, følte de blide kærtegn over hendes skuldre. Der var intet hun ønskede mere end at kunne være sammen emd Kimeya i ro og mag, sikre sig både Junior, Cayla og ikke mindst Cedrics sikkerhed i landet, hun ønskede at Liya og Nathaniel skulle blive lykkelige, og dette var den perfekte vej. Hun nikkede sigende "Meget vel.." hun kastede et kort blik på Kimeya, det var vel ganske tydeligt at hun havde tænkt sig at indvie?

[Kimeya Marvalo]

Fuldmånen rev stadig tydeligt i Kimeyas tunge og så voldsomt trætte krop, selvom den bare ikke kunne få lov til at tage til og det var i den grad noget som måtte se ud til at skulle irritere ham noget så voldsomt, at man skulle tro, at det var løgn! Hans krop var tydeligt mere og mere dækket af den koldsved som Faith allerede havde lagt mærke til den aften, var et tydeligt tegn til begyndelsen af hans forvandling, samt at hans pupiller fortsatte med at trække sig sammen og udvide sig. Der skete bare stadig intet og Samuel blev siddende ved siden af ham, som om at intet.. absolut intet skete overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Kniven blev hvilende mod Kimeyas hals. Han ville ikke tøve med at gøre det, og det var noget som Faith efterhånden var meget godt kendt med. Han tøvede virkelig ikke med at gøre noget som helst når han endelig kunne komme til det, og hvis det var det som skulle gøres, jamen så ville han da gøre det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Som det hele så ud nu, så var det i den grad også fuldstændig umuligt for Kimeya at skulle give efter for noget som helst som bare kunne minde det mindste smule omkring noget som man kunne kalde for søvn det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Kimeya blinkede fast med øjnene. Han nægtet virkelig at skulle nyde nogen af de kærtegn som Jaqia ville skænke ham. Han ville i den grad nægte at skulle tage imod noget som helst som nogen anden ville give ham. Han ville slet ikke høre tale om det overhovedet! Samuel låste kraftigt sin ene arm omkring Kimeyas, så han blev tvunget til at blive liggende hvis han ikke ville ende med at skulle få halsen skåret over. Kimeya kunne ikke gøre andet end at lytte til det som skete, og han kunne i den grad fint sige, at han slet ikke brød sig om det som han måtte høre, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Bare det, at Faith blev kaldt ved den titel som han selv normalt ville kalde hende ved, var mere end rigeligt til at gøre ham mere vred end ellers. En normal kniv ville ikke slå ham ihjel, og det vidste han. Der skulle betydeligt mere til en en ganske normal kniv af jernmaterialerne og en af sølv ville brænde mod hans hud, så lige der, var han slet ikke det mindste i tvivl om hvad han måtte stå overfor. Kimeya bed tænderne fast sammen. Han overvejede tydeligt, at skulle gøre det ene eller det andet for at ende med at komme fri, også selvom han var klar over, at han slet ikke havde styrken til at skulle gøre noget som helst, selvom det nu ikke var noget som han var særlig meget for at skulle afsløre i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. En ganske kort krampetrækning endte med at melde sig i hans dybe og kolde sind, hvilket kun fik Kimeyas indre panik til kort at vise sig i hans blik. Han ville aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis der skulle ske noget som helst med Faith. Så ville han aldrig nogensinde tilgive sig selv! Han vidste hvor meget ud af kontrol han ville komme så snart, at forvandlingen ville tage helt til. Han klemte øjnene sammen og tvang blikket i retning af Faith og Jaqia. At se Jaqia kærtegne Faith, var noget som for alvor fik ham til at skulle se rødt. Det var virkelig ikke noget som han ville finde sig i. Der var ikke nogen som overhovedet skulle tæt på hende. Han knyttede hænderne fast, prøvede at koncentrere sig, selvom det nu i den grad ikke gik helt i hans retning af forventninger, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du rør hende ikke!" hvæsede han tydeligt sammenbidt. Han bed tænderne fast og tydeligt sammen. Han havde ondt. Kroppen rystede, selvom.. forvandlingen aldrig rigtigt tog til? Det var faktisk noget af det som måtte skræmme ham. Ikke bare det faktum, at Samuel kunne forholde sig så rolig som det han var lige i øjeblikket, det var virkelig noget af det værste ved det hele. Bare det faktum, at det var tydeligt, at der var et eller andet som bare ikke stemte overens med det som det burde, var ikke noget som han kunne komme udenom overhovedet. Samuel hævede fast den ene hånd, lukkede den fast omkring Kimeyas kæbeparti og tvang hans hoved i stilling. Han skar endnu advarende en flænge over hans hals. "Jeg siger det ikke igen.. Du sidder helt stille," endte han med en næsten skræmmendde rolig stemme mod Kimeyas øre. Kimeya lukkede øjnene ganske kort og prøvede igen fast at trække hænderne til sig, selvom det i den grad ikke gik i hans retning. Han hadet det! Kimeya vendte blikket mod ham, dræbende og tydeligt. "Jeg slår dig ihjel Samuel.." vrissede han igen med en fast tone. Han skulle ikke sidde der og tage imod ordre fra nogen som helst! Endnu mere det faktum, at Faith var gået med på det, det var noget af det værste! Samuel blev siddende .Han ville holde Kimeya fast frem til Jaqia ville sige noget andet.

[Silia D. Diamaqima]

Det blev kun tydligere og tydeligere at fuldmånen var nærmere end det som den havde været for ganske kort tid siden, måske hun kun havde fået lov at se ham forvandle sig på den måde to gange men det ændrede ikke på at tegenene allerede var blevet indprintet på hendes nethinde, den kolsved kunne hun se selv derfra hvor hun stod, hun vidste at han ganske snart måtte blive til det store rovdyr og hun ville uden tvivl ende som et form af offer, uden de lænker var han mere end bare livsfarlig det var trods alt også derfor hende og Nathaniel havde haft nogle helt andre ting i hovedet, noget som hun bare havde nægtet udelukkende fordi hun ikke fik sig selv til at fuldfører en af de ting som måtte gøres, så levede hun i den grad hellere med risikoen. Samuel var langt fra dum og Jaqia var om muligt endnu klogere, de måtte da vide at han ville forvandle sig ved fuldmånen, hun var ganske sikker på der lå en overraskelse tilbage for hende, noget var galt han burde allerede være godt på ve til kløer og den store pels men det var som om intet skete, og Samuel var så rolig som noget andet kunne blive, det var i den grad en mand hun ønskede død uanset hvad det i sidste ende måtte koste hende, han fortjente ikke det liv som atter var blevet ham tilgivet, i hendes øjne om ikke andet. Jaqia var ualmindeligt kendt for ligesom hende selv at være frygtelig seksuelt provokerende og det var jo netop det som de begge sad med i øjeblikkes, hun tog sig ikke af at blive kaldt ved den titel eller af det faktum at Jaqia valgte at forlade Kimeya for at kærtegne hende, men at røre Kimeya på den måde det kunne hun godt droppe! Hendes krop gøs ved de blide kærtegn, dem som hun uden tvivl kun ønskede at skulle føle fra Kimeya, det var derfor hun valgte kun at se frem for sig og i det stille indre tælle til ti kun for at skulle falde ned igen, hun ønskede ikke at ende med at gøre noget dumt, det ville i sidste ende ikke gavne nogen parter overhovedet. Jaqia dendte blot Kimeya et flabet smil, han ville ikke kunne stoppe hende i noget som helst og det var tydeligt at hun nød at pirrer ham yderligere. Hånden strøg ned langs hendes side ned over hendes slanke mave og lår før hun endte med at trække hånden til sig selv igen, kun for at skulle stille sig ved Faith's side. Det sitrede efter det lange blide kærtegn men hun ignorerede det kort sagt, for hende skabte det intet andet end ubehage, kvinde eller mand følelsen af tvang og ydmygelse var i hendes øjne det samme. Hun var ganske fast besluttet dette var en aftale hun med andre ord ikke havde et eneste valg om at skulle afslå. Jaqia rakte hånden frem mod hende "Fornuftig beslutning.. Lad os sværge" foreslog hun, kun for at sikre sig at Faith ikke ville miste tiltroen til hende, hun havde aldrig i livet brudt et løfte og dette skulle i den grad ikke blive hendes første "Lad værre Kimeya" bad Faith igen ganske fast og besluttet. Hun rakte hånden frem mod Jaqia, lod hendes varme møde hendes kolde, det var som gnister endte med at slå i luften. Jaqia mumlede nogle uforstående ord, mens et gyldent bnd måtte ligge sig om deres håndled og binde dem usynligt sammen. Et sted var Faith jo ganske nervøs, det var trods alt Jaqia man havde med at gøre men hun ønskede Kimeya levende med sig hjem i aften, Jaqia havde uden tivl sørget for at hun ikke ville for npogen som helst chance for at skulle afslå et sådanne tilbud, hun kendte hendes svagheder, ligesåvel som Samuel havde ramt plet den første gang, og hun hadede virkelig tanken om at være så genneskuelig. Det tog kun sekunder, så var det som en storm der nåede at ligge sig før den gik i udbrud. Det gyldne bånd blev langsomt mere og mere usynligt, og endte til sidst komplet skjult

[Kimeya Marvalo]

Hele Kimeyas indre, var et stort rod lige i øjeblikket. Koldsveden løb tydeligt ned af hans pande. Hans krop skælvede også noget så voldsomt og efterhånden blev det svært at skulle holde sig i ro overhovedet. Det var efterhånden det her som var den mest smertefulde del ved forvandlingen og den stoppet bare ikke op! Han klemte øjnene fast sammen. Det her havde han bare ikke styrken til lige i øjeblikket. Det gjorde ondt af helvede til! Faith kendte efterhånden til symptomerne, hun kendte til hns krampetrækninger og ophavet til hvordan det var før selve forvandlingen. Han havde bare valgt, at skulle acceptere den i den anden ende. Det var jo egentlig hans egen skyld, at det overhovedet var gået så vidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vidste lige så også, at Cayla slet ikke var for ,at de var sammen igen og det var virkelig også noget af det som faktisk også gjorde mest ondt på ham. Han måtte vel bare indse, at Cayla var mistet, selvom det virkelig var det samme som at skulle ende med at miste en datter for ham og det var i sig selv, noget af det som i den grad gjorde så helvedes ondtg for ham, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hans øjne endte fuldkommen mørke, selvom han stadig havde selvkontrollen. Af en grund som slet ikke var kendt for ham. Han klemte øjnene sammen og rystede let på hovedet og igen, stod han med den samme øjenfarve som han normalt ville have. Der var noget galt, det kunne han tydeligt mærke og han kunne jo også tydeligt se det! Han klemte øjnene sammen. Han havde ondt og det at de trak det ud på denne måde, gjorde det i den grad heller ikke nemmere for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gispede svagt, da han blev tvunget op på benene igen, selvom han knapt nok var i stand til at støtte på dem, så udmattet som han var. Hans øjne var stadig blodsprængte i bund og grund på grund af mangel på søvn og hvile, for det havde han ikke fået i det som lød hen af en måned. Han havde faktisk en grund til at han ikke havde været hjemme denne gang. Han var virkelig ikke den mand som han havde været dengang! At Kimeya tog imod ordre fra Faith af, var noget af det som i den grad morede Samuel noget voldsomt. Han blev stadig stående og med Kimeya trykket fast ind mod sig. Ikke at manden havde noget andet valg. Hvis hans ben gav efter under ham, så ville det resultere i at hans hals blev skåret over så han havde heller ikke rigtigt noget andet valg. "Du længtes efter månen.." endte Samuel roligt tæt ved Kimeyas øre. Kimeya lukkede øjnene og med den kraftige kuldegysning. Hvis der var noget som han var mere bange for end at miste alt det som han elskede og holdt af, så var det den store fuldmåne som han kunne skimme ud af vinduet, og stadig kunne han ikke få lov til at fuldføre forvandlingen! "Hvad har i gjort ved mig.." endte han dæmpet. Han prøvede at skulle finde støtte på begge sine ben, selvom det i den grad ikke måtte gå i hans retning overhovedet, hvilket han helleri kke brød sig meget om overhovedet. Nu kom samtalen i hus, så kunne Kimeya løsrives. Kæderne fjernede Samuel hurtigt, idet han bare skubbede manden fra sig. Han faldt direkte i gulvet, tydeligt afkræftet. Lige for øjeblikket, var der virkelig heller ikke meget som han kunne gøre generelt for at få tingene som han ville, og det var virkelig noget af det som gjorde det hele meget værre. Samuel fnøs hånligt, lagde kniven væk og skubbet kæderne til side, så de ikke ville ligge i vejen. Han var nu temmelig tilfreds med udfaldet. Han havde fået lov til at lege, de havde fået aftalen i hus; Med andre ord, så kunne de blive siddende på tronen i ganske mange år fremover og det var noget af det som han i den grad ville nyde. Kimeya trak sig sammen næsten i fosterstillingen. Kramperne blev kun værre og værre og forvandlingen skete bare ikke. Han hadet det!

[Silia D. Diamaqima]

Aftalen var i hus, noget som Faith måtte prise sig ganske lykkelig for, nu kunne hun kun håbe på at de ville slippe ham og lade hende tage ham med sig inden fuldmånen for alvor ville få grebet i ham, hun frygtede vel et sted at den ville træde til på vejen hjem? Hun kunne tydeligt se at symptomerne var begyndt at skulle vise sig og det ville virkelig ikke gavne nogen af dem i længten. Selv kunne Faith virkelig hade hans nye race, kun fordi den bragte så meget med sig det var hende som hele tiden blevet stillet i valget og det var hende som måtte træffe dem, dog kunne hun ikke bebrejde Cayla for hvad hun havde gjort den aften, hun var ganske sikker på at hun end ikke selv ville havet stået her som nu hvis ikke deres unge bedårende datter var endt med at skulle bryde ind og redde hende, faktisk så var det en aften hun helst ville glemme, det var som hendes lille familie var mere splittet end det som hun i virkeligheden selv ville vedkendes. Faith gøs for sig selv, kulden her var virkelig forfærdelig det var som den hvilede i luften slet ikke det samme taknemmelige hjem som det havde været for hende flere år tilbage efterhånden. På trods båndet var usynligt så følte hun det hvile omkring hendes håndled, hun var bundet og hun vidste det. Hånden endte hun stille med at skulle trække til sig. Jaqia smilede blot det ganske veltilfredse smil lod Faith løsne hendes hånd fra hendes egen "Det var mig en ære at forvandle med dig" tonen sagde virkelig det hele, Faith morede hende til dels, og hun kunne se at hun hadede det, den stolthed var virkelig så genkendelig, forskellen på dem var bare at Faith kunne udnytte hendes så meget mere end det som hun i virkeligheden gjorde hun lod sig blot hidse sig op på grund af det. Faith vendte de funklende øjne mod Kimeya og Samuel, igen hvor det var Samuel som tog hendes opmærksomheden had var at se i dem så kraftigt, havde det ikke været fordi det nu ville koste hendes eget liv så ville hun slå ham ihjel på stedet! Det var utrolig så hård som hun kunne stå og se ud, det var sådan det var foregået i sin tid med Memphesto også, hun var ikke bange for at sige hvad som hvilede på hendes hjerte det var helt sikkert, og det var det som bragte hende ud i problemer. På mange områder var Samuel og Kimeya vel også ens.. Ingen af dem turdet svare deres 'søster' igen? Og lige der lod det til at more både hende og Jaqia. At se Kimeya blive kastet fra ham på den måde, gjorde et sted ondt, dog så var det intet som hun lod vise, et skjold af stolthed stoppede det og det var det som gjorde hende til en skræmmende leder, hun kunne gemme sig bag alt om hun ønskede det. Hun hastede til hans side, dog uden at lade blikket forlade Samuel.. Hun ville være forberedt på selv det værste. Hun behøvede end ikke at sætte sig på knæerne for at gribe om hans arm, sådan var det at være alt for lille! For en kort stund lod hun den ene hånd søge over hendes lår hvor den lille sølvkniv måtte sidde, i aften ville hun ikke tage nogen chancer overhovedet "Kom med" endte hun langt mere blidt men stadig iskoldt, det var svært at ligge fra sig bare sådan. Hun trak ham stille op ved hendes side, lagde en arm under ham som støtte selv på trods det ikke ville hjælpe en dyt med mindre han ønskede en rygskade, lige der kunne hun virkelig forbande hendes højde frygtelig langt væk. Uden yderligere bevægede hun sig roligt med ham mod udgangen, en vagt måtte stå og vente dem uden for tronsalen, han fulgte dem ud. Denne gang betragtede hun slet intet, hendes blik hvilede koncentreret i jorden, han var tung ihvertfald for en som hende! Den friske vind slog mod hendes ansigt, hun kastede omgående et blik mod himlen hvor fuldmånen til hendes store rædsel var trådt ganske tydeligt frem, hun ville uden tvivl ikke nå helt hjem hvis denne fuldmåne ville være som alle andre, et sted kunne hun intet andet end at være urolig. Hun sukkede stille "Fuldmånen" endte hun stille hviskende mere som også for at gøre Kimeya opmærksom på det.

[Kimeya Marvalo]

Symptomerne havde Kimeya mærket sig godt af det sidste lange stykke tid. Det var virkelig kun derfor at det skræmte ham yderligere, at forvandlingen bare ikke gik i gang! Han trak vejret mere og mere hurtigt. Hans krop fortsatte tydeligt med at ryste, samtidig som han måtte ligge fuldkommen stiv på gulvet, efter at Samuel havde valgt, at skulle kaste ham fra sig, som havde han været affald. Hele hans indre følte at det var ved at knude sig fuldkommen sammen og det gjorde virkelig ondt! Hans koldsved strøg ned over hans kinder og nedover panden. Han lukkede øjnene med en tydelig sitren i hans egen krop og det i sig selv, var ikke noget som han kunne skjule det mindste overhovedet. Han satte hænderne i jorden, selvom han bare ikke kunne få kæmmpet den forslåede krop tilbage på benene. Det i sig selv, var faktisk noget af det som gjorde det hele så meget værre for ham end det som det havde haft behov for i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han var godt pint og han vidste, at han så særdeles forfærdelig ud og han kunne virkelig ikke fordrage den tanke! Han havde lært, at det var forbandet dumt at svare Faith igen, så der kunne man fint sige, at han havde lært af sine mange fejl og mangler, så det var bare nogegt af det som han valgte, at skulle acceptere, selvom det i bund og grund i den grad ikke varn oget som han gjorde med sin egen frie vilje, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Bare det faktum, at hun havde valgt, at indgå en aftale med de to værste som man overhovedet kunne tiltænke sig i Dvasias, var virkelig heller ikke nogen tanke som han brød sig meget om overhovedet. Tvært imod, så var det noget af det værste ved det hele lige for nu! Han bed tænderne kraftigt sammen, da endnu en krampetrækning valgte, at skulle tage til i hans kolde sind. Hans tarme føles som de slog knuder, det føles som forvandlingen virkelig kæmpede for at skulle få lov til at komme frem, og ikke var i stand til det. Hvad pokker var det der skete?! Han hadet det.. Han hadet hvad han var, selvom han nu ikke klandrede Cayla for noget som helst. Han havde virkelig ikke været sig selv den aften. Han havde haft for meget i hovedet.. Alt var vel tabt med hensyn til deres elskede datter for hans del? Han havde ikke sagt så meget som et ord til Cayla det sidste halve år.. Han havde knapt nok set hende. De fuldstændig mørke øjne vendte han i retning af Faith, da hun kom tæt på sig. Selv nu måtte han tage kampen op for selvkontrollen, som efterhånden var ved at slippe. Han vidste, at hun havde kniven på sig og det var noget af det som han anså som en tryghedsfornemmelse. Hvis det skulle gå galt, så skulle hun bruge den! Han mærkede tydeligt hvordan han blev revet op på benene og med den ene arm om Faiths krop. Hun var meget mindre end ham, selvom det nu ikke var noget af det som betød det mindste for ham. Lige nu kunne han bare mærke hvordan det strak som helvede i ryggen, selvom det nu var noget som han bare valgte, at skulle bide i sig. Han fulgte efter hende udenfor, hvor han selv kun for alvor kunne mærke fuldmånens tiltrækning og kramperne som kun måtte tage voldsomt til. Ved Faiths ord, vendte han blikket op mod den store fuldmåne og kun lige til at skulle se den store cirkel fremtræde bag det store skydække. Han blinkede svagt med øjnene til de endte med at skulle blive helt mørke. De ville under ingen omstændigheder nå hjem før forvandlingen for alvor ville tage fat i ham og han vidste det allerede. Han spændte fast i hele kroppen og tvang blikket mod hende. Hans øjne var fuldkommen mørke og koldsveden løb stadig tydeligt nedover hans ansigt. "Vi når ikke hjem.." endte han dæmpet. Fuldmånen blev kun mere og mere synlig bag skyerne og rev kun mere og mere i ham. Hans krampetrækninger blev kun mere og mere tydelige. Han skar en kraftig grimasse, da hans ben gav efter under ham efter en større krampetrækning. Armene faldt fast omkring hans krop. Hans ansigt forvred sig tydeligt, kroppen krampede og hans led begyndte hjt at knække for at gøre plads til den massive ulv som prøvede, at skulle tvinge sig frem i ham. Hans øjne var vidåbne, han vendte blikket i retning af Faith. Han ville aldrig i livet tilgive sig selv, hvis han skulle rive hende i stumper og stykker! "K-kniven Faith..." hviskede han idet endnu en krampe tog fat i ham som måtte tvinge ham helt ned på alle fire. Neglene og hans fingre måtte gøre plads til de voksende poter med deres lange kløer som han rev over stien under dem. "Kniven.." endte han med en mere fast tone end tidligere. Han nægtet at se hans søn vokse op uden sin mor!

[Silia D. Diamaqima]

De ville uden tvivl ikke nå til Marvalo Mansion før fuldmånen ville komme rigtigt frem det var tydeligt at den allerede havde sit tag i ham, og det skræmte hende. Hun kunne kun stå og betragte månen som den mere og mere måtte vise sig synlig over himlen i takt med at hendes eget hjerte endte med at skulle slå hurtigere og hurtigere. Hun ville nægte at lade Cedric opvokse uden en far ved hans side, hun ville ikke kunne være mor uden Kimeya det var jo noget som var blevet ganske tydeligt den seneste tid, lige der måtte en tanke slå ind i hende, en tanke hende og Nathaniel havde leget med som hun kort sagt havde nægtet kun fordi hun følte det ville være at gå bag om Kimeya's ryg, og når han selv ikke havde nemt ved at acceptere hvad han var blevet så ønskede hun virkelig heller ikke at vise at hun selv havde det ligeså, hun ønskede ikke at se ham som det bæst, ikke mindst fordi det var farligt for alle i Mansinoet at have ham omkring, men det smertede hende i den grad også at se ham de to aftener om månedes hvor han måtte hvile i den pine, hun elskede ham lige som han var men hun frygtede virkelig for hvis noget som dette skulle ende med at ske. Sølvkniven bar hun, det var det eneste våben i hendes nærhed hun kunne finde, hun havde lovet alle aldrig at bruge den men i aftenen så det ud til at blive nødvendigt. Han var tung og hun vidste at det langt fra ville blive bedre lige om lidt når månen endte med at skulle tage ordenlig fat. Blikket søgte ham som det lod til at han havde fået øje på fuldmånen, hun kunne se hans blik blive komplet mørkt og hun var ganske velkendt med at det betød det ville ske lige straks. Månen tvang ham i knæ og som han faldt på knæende blev hun selv revet med eftersom hun stadig stod under ham som en støtte. Panikken bredte sig i det indre, noget som hun kun så på som en god ting, hun måtte ikke tænke i så fald ville hun handle af hjerte og ikke af fornuft, og ligenu var det virkelig lederen og den fornuftige del i hende som måtte bruges. Hun tvang ham rigigt ned og ligge, satte sig over ham, kun for at lade hendes blik hvile fast i hans. Hun vidste hvad der måtte gøre,s der var ingenm vej tilbage han var alelrede blevet svær at holde nede på grund af kramperne som endte med at tage til og mildest talt så var hun ganske sikekr på det endnu ikke var hendes tid, hun havde for mange uafsluttede ting at gøre, hun kunne ikke lade ham. Den ene hånd endte med at slippe ham, kun for at række op under hendes kjole og fange den sølvkniv som måtte sidde der. Faith hadede uden tvivl tanken, hun skævede for en kort stund mod sølvet, hun vidste hvad det ville gøre og hun vidste at risikoen for aldrig at få ham igen var der, men på den anden side, Nathaniel var dygtig. Hun tvang hånden om hans hage, blottede hans hals ved at tvinge hans hovede baglæns mod jorden, også som for at dække hans blik hun kunne ikke se ham i øjnene. Kniven blev sat mod hans strube, hendes hjerte bankede som besat "Jeg elsker dig Kimeya" hviskede hun stille. I et hurtigt ryk lod hun kniven skære langs den blottede hals, hun kunne føle det røde blod stryge direkte over hende, hun sad jo netop over ham. Roligt endte hun med at skulle slippe ham, igen lystede hun at lade tårer fælde men det var intet som hun tillod sig selv. Hun rejste sig stille, kastede et blik mod skikkelsen på jorden "Hver sød at lade det lykkedes" hviskede hun stille for sig selv. Opmærksomheden blev vendt mdo hendes egen håndflade der endte med at stå i flammer. Hun mumlede nogle ældgamle ord, ord som ikke mange ville forstå sig på. Vinger bredte sig stille, en skikkelse begyndte at tage form i flammen, hvor der til sidst endte med at sidde end fugl frem for en flamme. Den samme smukke phønix. Hun strøg den blidt over hovedet, gav den smukke hunfugl kniven at bære på "Bring den til Nathaniel, Kære.. Og lad ham ikke overse det" påpegede hun stille. Fuglens store øjne betragtede hende med forundring, det var som den besad en menneskes sjæl, til tider måtte hun faktisk erkende at hun var i tvivl. Fuglen spredte de brede vinger og gik i vejret. For en kort stund måtte hun se efter den til den forsvandt fra nattehimlen. Med rolige skridt endte Faith atter ved Kimeya's lig, tog fat under hans armhuler kun for at skulle begynde at slæbe ham. Turen ville blive lang og hun måtte være hurtig, heldigvis den lille krop kunne bære blot en smule "Jeg elsker dig" gentog hun som et halvvejst støn, det var uden tvivl hårdt selv for hende..

//OUt

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis han ville ende med at skambide og flå Faith som han ville gøre med alle, når forvandlingen først for alvor ville tage til. Han vidste, at han ingen kontrol ville have over noget som helst af det som måtte ske og det var virkelig også derfor, at han havde insisteret på, at hun skulle bære den kniv, bare i tilfælde af, at det skulle gå helt galt i den anden ende. Det i sig selv, var virkelig ikke noget af det som havde den største betydning for ham lige nu. Det var virkelig bare familiens sikkerhed, og så var han fuldstændig ligeglad med hvad pokker det skulle ende med at koste ham selv i den anden ende. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Hans øjne var helt mørke og selv så måtte han virkelig kæmpe for at skulle have bare den anelse kontrol på hele situationen. Han ville virkelig ikke have Faith tæt ved sig når forvandlingen skulle gå igang. Bare de gange hun havde set den i Marvalo Mansion, havde i den grad ikke været nem for ham! Som det så ud nu, kunne det næsten ligne at hans eget indre levede et helt andet liv end hans ydre og det i den grad kæmpede noget så voldsomt for at skulle komme til udtryk som Kimeya bare ikke ville have det til. Hans blodårer spændtes mere eller mindre alle steder hvor de kunne være tydelige. Han rystede og han skælvede, selvom han virkelkig bare prøvede at holde sig så rolig som det var ham overhovedet muligt! Cedric ville i det mindste stadig have sin mor og det var det som var vigtigst for ham. Han havde jo trods alt set det. Han kunne jo se hvor Cayla var endt. Han havde jo været væk størstedelen af den lille piges barndom og han skammede sig noget så forfærdeligt. Faith som måtte vende ham om på ryggen, fik ham kun til at spænde yderligere. Hans ryg var virkelig ødelagt af de mange piskeslag som han havde fået igennem den sidste måned og de havde aldrig nogensinde fået lov til at hele. Det gjorde de trods alt kun når varulven skulle frem og lune som den gjorde nu. At Faith satte sig over ham, gjorde ham et sted også mere panisk end hvad godt var for hans egen situation. Bare det, at hun blev siddende så tæt på og uden at gøre noget som helst ved noget! Eftersom tiden måtte gå og han tydeligt begyndte at skulle gro pels, samt det lille faktum, at hans led fortsatte med at knække ud af led. De mørke øjne vendte han direkte mod Faith. Han havde bare valgt at skulle acceptere, at han var blevet den han var, selvom han virkelig måtte hade det.. Et sted så hadet han jo sig selv for lige netop den lille ting. At hun fandt kniven frem, vidste han ikke. Han lagde bare hovedet tilbage og blottede halsen, da hun gjorde det for ham. Han havde virkelig ikke nogen kontrol over hans krop når dette endelig skete. Han havde virkelig ikke kontrol på noget. Kniven som hun lagde mod hans hals, kunne han dog udmærket godt mærke, da den straks begyndte, at skulle ætse sig direkte ned i hans hud. Han spærrede øjnene kraftigt op. Var han væk, så var det slut. Det var det som selv Nathaniel havde fortalt ham. Dette havde virkelig været hans sidste chance og han ville ikke forspilde den ved at skulle skade Faith. En tåre gled stille ned af hans eget kind ved Faiths ord. Det var der det for alvor gik op for ham, hvad der skulle ske. At hun trak kniven i et fast ryk over hans hals og derved skar pulsårene over, fik ham kraftigt til at stivne. Såret antog allerede hurtigt en mørk farve af det ætsende sølv. Det var i den grad ikke noget som han kunne tåle. Han skilte læberne bare en anelse fra hinanden, da hans kramper stoppet og det samme med de mange rystelser. Pelsen forsvandt som den var kommet og forvandlingen gik stille tilbage til hans normale mandlinge skikkelse. De mørke øjne endte endnu en gang grågrønne, dog uden livet.. de var helt matte. De var endt døde, hvor han efter ekstrem kort tid, bare endte med at skulle blive liggende på jorden. Han gispede kun ganske svagt, inden at hans krop endte med at henligge fuldkommen livløs og uden nogen tegn til liv overhovedet. Hans krop dækket af hans eget blod som måtte løbe fra hans hals i og med, at Faith begyndte at skulle slæbe ham hele vejen tilbage til Marvalo Mansion.

//Out