Warlock
Eksotisk Danser
443
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cressida Marvalo on Jan 17, 2010 14:14:24 GMT 1
Natten var så dyb og indtrængende. Et sted udenfor hvilede mørket, et smukt stjernetæppe og en halv måne som kun gav det halve af hvad den ellers smukke fuldmåne ville give. Dvasias slot var henlagt itotal ro. Vagter stod rundt omkring, ganske få, Jaqia havde efterhånden slået ganske mange ihjel og resten havde Samuel haft godt gang i siden han atter var kommet tilbage, en lettelse for Jaqia at det var lykkedes hende at skulle vække ham,b ringe ham tilbage som præcis den mand han havde været før han havde begået den store fejl lege med Faith og Kimeya med en alt for stor tillid. Hvor han var nu og hvad hun lavede vidste hun ikke, han var vel ude at tirrer tøserne i baren, måske søge efter Gina, eller sådan noget. Selv var hun i fuldt sving med det som hun var bedst til. Små sukkersøde støn, en mandelig skikkelse i form Enrico trykket tæt op af væggen. Faklerne var dæmpede varmede loaklet stille go kastede et orange kys som næsten kunne være romantisk om man havde den tankegang, en som Jaqia sjældent bar. De lange blonde lokker hvilede løst mkring hendes ryg der var blevet henlagt nøgen og med den korset top som lå for hendes fødder, hvor de tætsiddende læderbukser endnu måtte hvile om hendes hofter, dog åbne. Hænderne som søgte overalt langs hendes slanke krop, over hendes nøgne bryst og langs hendes side, kærtegnede den slanke ryg prydet af den silkebløde hud, mens hendes egne stille strøg overkring hans buksekant, i et dybt kys, hvor deres tunger legede, en måde og form af sammenhver at have som kun elskende burde det, dog ikke noget som betød det mindste for hende. Øjenlågene var sunket i, havde skjult de isblå øjne bag ikke af træthed, mere for stemningen. Hun slap et tungt suk, et halvvejst støn, hun ønskede at vise ham hvilke følelser han satte i hende den sitre, på trods hun uden tvivl stod som den dominante, noget som jo ikke var noget nyt på nogen måde. Hænderne endte mod hans skuldre, hun trak ham mod sengen, mere eller mindre kastede ham ned i de bløde lagner, noget som selv tvang dem til at skulle bryde kysset. Man kunne roligt sige at Enrico var hendes lille legetøj det var ham hun som oftest dele sengen med på trods det virkelig ingen følelser var i det, ihvertfald ikke fra hendes side. Hun endte med at kravle over ham, sætte sig mod hans underliv, hvor de blonde lokker faldt om hendes ene skulder, da hun blidt lagde sig halvt ned over ham lod læberne i små intime kys glide over hans bryst og mave. Dette var på en måde hendes egen særlige måde at skulle afreagere. Det dæmpede lys, en mand hun kunne rive rundt som det passede hende, og bedst af alt det var ikke Samuel. At være sammen med Samuel gav hende en foruroligende følelse, en anden form af sitren af den gund undlod hun ham bevidst.. Et sted i frygt? Hun vidste døren var ulåst mere eller mindre ligeglad, fortsatte hendes gøren med den kælen og tirren hun måttte tildele den rådgiver som i den grad tog sig noget overarbejde lige for tiden.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jan 17, 2010 15:07:29 GMT 1
Samuel havde i den grad fundet sin plads på slottet, selvom han virkelig ikke brød sig meget om den overhovedet. Han afreagerede på de mange vagter når han selv ikke kunne komme tæt på Jaqia. Han følte virkelig, at hun.. undgik ham? Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke! Han var virkelig den samme mand som han altid havde været.. han var den samme onde, den kyniske og den hadefulde, selvom det nu var et rygte som hvilede på Jaqias sklder.. også der lå han i hendes skygge og han hadet det! Enrico havde han ofte set forlade hendes soveværelse og med den tydelige tilfredse mine i ansigtet.. hvis det ikke var fordi, at den mand var hende så værdifuld, så stod han virkelig heller ikke op i dette øjeblik! Han havde været ude.. slået det ene og andet ihjel bare for at afreagere, da han alleredde var ganske så klar over, hvad det egentlig var, at hun foretog sig. Han brød sig virkelig ikke om tanken.. hvis der var noget som hans 'nærdødsoplevelse' havde vist ham, så var det at man ikke skulle tage noget for givet, men at få det frem når man havde muligheden.. Kærlighed var en svaghed og han vidste det, også selvom hun virkelig havde været hans eneste svaghed.. Alle som bare så meget som havde nævnt hende i en forkert sammenhæng overfor ham, havde endt med at miste livet også på denne måde.. Han tog i den grad ikke let på det, det var der ingen tvivl om. De få vagter på slottet.. striden som måtte foregå midt i Manjarno mod lyset som stadig kæmpet for at holde stand.. På det punkt, kunne han virkelig ikke komme udenom, at Fabian virkelig havde vist sig som en meget uventet hindring der.. Han var hurtigt faldet ind i det hele igen, også selvom han vidste, at han hadve ligget i den urne igennem ... ja gud ved hvor lang tid, hans aske havde været samlet der. Han tvang dørene op så snart han nåede dem. Vagterne stillede sig lydsløse og helt ranke, da han passerede dem på vejen. Han sendte dem blot det faste og hårde blik.. at de havde stået der i timer, var han i den grad klar over, og det ragede ham mildest talt.. kendte de deres plads, så ville der intet ske. Han gik stille mod trapperne som ville føre op mod det kongelige soveværelse, hvor han vidste og var ganske så sikker på, at Jaqia ville holde til.. hvorfor hun valgte at undgå ham og søge mod de mange andre istedet for, var virkelig det som måtte plage ham mest. Han havde virkelig intet gjort! Han savnede at være den som hun søgte til.. savnede at have hende tæt på.. og efterhånden, var det virkelig kun en ting som han havde tænkt så ekstremt meget over.. Det kunne virkelig ikke være.. Nej, det kunne det ikke! Han klemte øjnene let sammen og rystede fast på hovedet. Han ville slet ikke tænke på den måde! Han gik stille mod hendes værelse, selvom han så tøvende valgte at gribe omkring hendes håndtag.. Lyden af de blide suk kunne han allerede høre og det stak virkelig til ham.. Hun fandt vel endnu en at dele denne aften med? Han lukkede øjnene kort.. hvad pokker var der sket med ham?! Det havde aldrig nogensinde gået ham på, på den her måde før! Han tvang døren stille op, lydløst og kun for at skulle kigge ind først. At se hede ligge over Enrico.. tildele de mange kærtegn. Han endte med at træde ind. "Jeg håber ikke jeg forstyrre.." mumlede han toneløst.. Han tvang endnu en gang facaden op,.. kulden i hans blik.. det var der alt sammen som manden han altid havde været.
|
|
Warlock
Eksotisk Danser
443
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cressida Marvalo on Jan 17, 2010 15:38:14 GMT 1
For tiden måtte det virkelig kun undre Jaqia hvor som måtte lade livet for Samuels hånd som om han forgæves forsøgte at tage en form for hævn, hun gjorde intet for at stoppe det, gjrode intet for at spørge han havde været så savnet, af den grund havde hun valgt at skulle vække ham, men nu undgik ham mere end hun undgik nogen anden. Det rygte Jaqia havde fået omkring, var det som Samuel burde bære med sig, af de to var hun den nådige, af de to var hun den med et hjerte det var der ingen tvivl om, men den mand havde altid levet i hendes skygge det havde både han og Alexander og hun var den lille søster, hun forstod hvis det til tider var svært, og dog så var hun den som blot affandt sig med det, hun var uden tvivl den stærke på den måde. Enrico var en som hun som oftest delte sengen med, han var aktiv forstod at fremrbinge en nydelse i hende som ingen anden ud over Samuel, men igen det var på en anden måde, en som skræmte hende, Enrico gav hende en hyggelig stund og når han forlod værelset ville de begge skilles yderst veltilfredse, at det så rent faktisk var noget som måtte gå Samuel på var jo så intet hun var klar over. Hvad værre var at hele grunden til til at hun aldrig kæmpet for at få Eniqa tilbage i sin tid, eller Gina nu, var at hun vidste at Samuel havde noget med dem begge, det irriterede hende ekstremt, og hun ante ikke hvorfor, en underlig følelse som opstod i det indre for hver gang hun vidste han var sammen med en anden, og igen - Dette var hendes måde at afreagere på. De små nydende suk og støn var noget som virkelig ikke blev lagt skjul på fra nogens side, hænder som vildfaren gled overalt omkring deres kroppe, små kys, fra afstand ville de ligne elskende, men for hendes del var der absolut intet i dette og hun vidste at det var ligeså med Enrico, de var kolde, dette var ren og skær morskab og det var de begge klar over. At døren endte med at skulle gå op, rev begges opmærksomhed mod hvem som dukkede op, først var ansigtet fortrukket i vrede, hvem vovoede bryde ind uden at banke på? Men da Samuels skikkelse dukke op blev det langt mere mildt, dog med et køligt smil og et intenst glimt i øjet. Kysene var hørt op, enhver anden ville have været død på stedet, og enhver idiot ville kunen rege ud at det var fistyrrende men lige hendes kære bror var et helt andet tilfælde "Slet ikke.. Du må endelig komme og være med" svarede hun i en hæs forførende stemme, sendte ham det lokkende blik der som oftest plejede at skulle virke. Uden at tage sig yderligere af ham, vendte hun atter fokus mod Enrico, så for et kort øjeblik ind i hans kølige øjne "Jeg håber ikke du har imod en ekstra" hviskede hun pirrende mod hans ører, og fik kun en let hovedrysten tilbage. Jaqia genoptog de kærtegn hun netop havde haft gang i lod fingrerne åbne hans bukser, uden yderligere besvær. Det var langt fra den første gang hun var sammen med dem begge, men af en grund blev hun underlig nervøs ved tanken om at Samuel skulle deltage, gemte det blot bag den facade som hun valgte at skulle slå op overfor ham. Et stille suk der måtte forlade hendes læber, der derefter stille løb ned over hans hals.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jan 17, 2010 16:15:39 GMT 1
Samuel kunne virkelig ikke fordrage tanken om at skulle se hende sammen med nogen anden.. Bare det, at hun havde valgt at vække ham, havde ladet ham selv sidde med alt for mange tanker. Han vidste jo trods alt også det faktum, at hun normalt ville lade de døde forblive døde og så tage det stille og roligt derfra.. Hvorfor havde hun så vækket ham? Han valgte virkelig bevidst ikke at skulle tænke videre over det lige i øjeblikket, det var virkelig ikke noget som han ville hænge sig op i på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han trådte stille ind på værelset og lod døren glide i efter sig. Han vidste, at hun selv havde et andet blik vendt til ham end det som hun havde til andre.. de ville nok blive slået ihjel ved at træde ind. At se dem sammen.. et sted så gjorde det faktisk.. ondt? Han bed det i sig for øjeblikket.. han havde jo altid formået at skulle gøre det, så hvorfor skulle det være anderledes nu? Han var virkelig ikke kommet for at tvinge dem til at lade ham være med.. han ville have hende alene.. han var virkelig færdig med at dele noget som helst! Blikket hvilede på dem.. bare tanken om at Enrico lå der, fik ham bogstavelig talt til at se rødt. Han knyttede hænderne roligt.. at Enrico så gav sin egen tilladelse til at lade ham komme med.. de mange kærtegn som de skænkede hinanden åp denne måde.. Han kunne virkelig ikke fordrage det! Han rystede på hovedet. Han havde virkelig fået nok.. dette var virkelig grænsen, om der så var følelser i billedet eller ikke, det var han fuldstændig ligeglad med! Han lod armene falde over kors, hans negle borede sig svagt og stille ned i hans stærke overarme og uden at skulle tage blikket det mindste fra dem.. deres kælen for hinanden gjorde ham virkelig kun mere vred.. af hvilken grund var jo så bare det som han ikke vidste eller kunne finde ud af bare sådan uden videre, og det var virkelig det som frustrerede ham mest! "Jeg vil ikke.." mumlede han kortfattet.. Næsten med den dirrende og vrede tone. Han ville ikke dele hende og specielt ikke med Enrico! Ikke bare, at den mand var en yderst begavet og talentfuld en af slagsen, så ragede det ham mildest talt. Han gik med rolige skridt mod sengen.. næsten skræmmende rolige, uden at skulle tage blikket det mindste fra dem overhovedet. Det lynede virkelig i hans blik. Det var efterhånden gået op for ham hvad det var at han følte, selvom han virkelig ikke kunne fordrage den tanke i sig selv. Han bed sig fast i læben. "Jeg må snakke med dig, Jaqia og i enerum.:" Ikke bare et venligt ofreslag eller en bøn af nogen slags, men en næsten ordre om at hun skulle stoppe hendes gøremål, sende Enrico ud og bare lade dem snakke. Denne mand skulle ikke få lov til at høre, at hans eget svage punkt lige var blevet betydeligt større ed det som det havde været nogensinde før. Han sendte kun Enrico det faste og tydeligt dræbende blik.. de gange de havde været sammen med Jaqia begge to, havde det mere eller mindre været en intens konkurrance mellem lige de to, ikke at der var noget nyt i det, men han havde virkelig bare fået nok og han nægtet kort sagt, at skulle gå ud som den tabende i det spil! Han vendte blikket mod Jaqia tydeligt utålmodigt. "Og det skal være nu!" afsluttede han med en fast tone. At se dem sammen gjorde ham vred.. det gjorde ham virkelig så vred!
|
|
Warlock
Eksotisk Danser
443
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cressida Marvalo on Jan 17, 2010 16:41:10 GMT 1
Det plejede virkelig ikke at ligne Jaqia at skule forstyrre de døde i deres evige søvn, døde var døde af en grund, det var naturens gang den måtte ikke forstyrres, men et sted havde hun vel bare.. Savnet ham.. At skulle klare det hele selv kun med hjælpen fra Enrico var bare ikke hende, han var den som altid stod der, de var kendt for at stå sammen en anden form for kærlighed, på trods hun var kendt som direkte hjerteløs, det var virkelig ikke tilfældet, hvordan kunne den mand ellers betyde så meget for hende? At Samuel blev stående tog hun sig virkelig ikke af, hun fortsatte kun de dybe kærtegn, trykkede sig ind til Enrico's krop, kælede for hans bryst , mens hun blot tålmodigt ventede på at hendes bror skulle få gjort sig klar. Det var frygtelig sjældent Samuel fik lov at have hende alene, hun undgik ham virkelig, han var vant til at skulle dele hende såvel som hun var vant til at skulle dele ham, selv hun hadede det blot bedre til at skulle skjule det end det som han lod til at skulle være, at ahn så var så stærkt imod hendes evige omgange med hvem som helst dog hvor Enrico var ganske attraktivt lige for tiden, det var virkelig intet som nogensinde var gået op for hende. At han så stod der stædig og direkte sagde han ikke ville og med den tone der var at spore var direkte foruoligende. Hun brød de søde kys til Enrico, lod de kølige isblå øjne glide direkte i hans lynende.. Hvad pokker var der galt med den mand? Jaqia lod ham komme tættere, rettede sig op dog endnu siddende i Enrico's skød. At han var vred kunne hun fornemme på hans rolighed, som han virkelig prøvede at skulle holde igen. Smilet var falmet en hel del, blikket virkede direkte isnende mod ham, noget som langt fra var nyt, nok søskende men i den grad med deres konverser "Den tager vi så snart jeg er færdig her, Samuel" endte hun køligt dog det blideste hun var i stand til, med en stædig undertone der kun måtte fortælle det ikke stod til diskution. At det så var en direkte ordre var det som gjorde hende så stædig, han havde aldrig uddelt hende en ordre og i aften skulle ikke blive første gang, lige der kunne hun minde ham om at hun var den som sad med autoriteten og dermed havde retten til at gøre hvad han netop nu havde gang i "Vov ikke at give mig ordre!" udbrød hun fast dog tydeligt advarende "Vi tager den senere, nu hver sød at forlade os" betydelig mere rolig tone dog stadig ekstremt besluttet. Hånden gled gennem de lange blonde lokker, hun sendte ham et fast blik før hun atter valgte delvist at skulle ignorere ham, ved at ligge sig over Enrico "Jeg er ked af hvis stemningen lev ødelagt" endte hun hæst så forførende mod hans ører, kun for at skulle finde det frem igen. Læberne mødte hans i det samme dybe intime kys, hun følte hans hænder glide pirrende over hendes ryg, kærtegne hendes lænd og ende, og hvor Jaqia endnu engang måtte føle begæret vælde op i hende, direkte ligeglad med at en tosset Samuel stod lige ved siden af, hvem skulle nogensinde have gættet at hendes gøren var det som antændte den flamme i hende? Et sted gjorde den vrede ham virkelig kun til en langt mere attraktiv mand, det som gjorde hende nervøs, hun kunne begære hendes egen bror selv på den afstand, selv på trods af at det virkrlig var forbudt.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jan 18, 2010 2:03:04 GMT 1
Jaqia og Samuel havde altid stået sammen om det hele, så hvorfor skulle dette da være noget anderledes? Dette var bare anderledes.. han følte virkelig bare, at hun trak sig mere og mere væk fra ham og det var virkelig det som frustrerede ham mest! Bare den fornemmelse, at hun undgik ham.. hun gav ham livet, selvom han vidste, at det gik imod absolut alt det som hun gik ind for og stod for.. Her havde hun blandet sig i naturens gang og hentet hans liv tilbage til sig og tvunget livet i den ældgamle bunke med aske. Til tider ville han næsten ønske at han var død istedet for dette.. han havde altid set på følelserne som en giga svaghed, altid set på det som det han aldrig ville tage del af, hans hjerte havde jo aldrig banket for nogen.. andet end den magt og at holde sig ved hans søsters side som den støtte som han var, nu hvor hun endnu en gang måtte sidde på tronen.. Hvad der egentlig var sket mens han havde været væk, havde han fået forklaret, og det var nu alligevel en ganske så fascinerende historie.. selv for ham. Han blev stående lige ved sengen, også selvom han et sted virkelgi lystede at skulle tage del i morskaben, så ville han virkelig ikke dele hende og bestemt ikke med Enrico.. Hvis det ikke var fordi, at det så ud som om at Jaqia var meget glad for at hygge med ham specielt, så havde han slået ham ihjel for længst, hun havde jo trods alt intet sagt til de andre som havde måtte lade livet selv samme aften som han havde fanget dem efter hyggens stund.. Han nævnte jo trods alt heller ikke noget direkte til hende, han gjorde det bare.. det lå virkelig i hans natur at gøre sådan noget. I hans øjne, var det nu ganske åbenlyst, at han ikke brød sig om at hun skulle hygge med andre og specielt ikke når han virkelig følte, at hun undgik ham med den klare vilje.. Hun gjorde det vel fuldt ud bevidst? Han rystede fast på hovedet. "Nej Jaqia, det skal være nu," modstemte han med en fast tone. .At se dem dele disse intense kærtegn, var virkelig noget som gik ham så voldsomt på. Han var vred.. han var i den grad så frygtelig vred, at man skulle tro, at det var løgn. Og det værste for ham nu, var at han var tvunget til at skulle beherske sig for ikke at gøre et eller andet som var så frygtelig dumt, at det ville gøre hele situationen så mange gange værre end det som den allerede var for ham.. Den oplevelse med døden havde virkelig ladt ham vide en ting; Aldrig skulle man tage noget for givet, så et sted, var dette jo også noget som han virkelig ønskede, at hun skulle vide hvad det egentlig var at han følte, og det var bestemt ikke noget som Enrico skulle høre! "Jeg går ingen steder før jeg har fået snakket med dig, Jaqia! Det er virkelig vigtigt for mig!" sagde han med en tydelig mere vred tone end det som han havde gjort brug af tidligere. Det frustrerede ham virkelig, at hun ikke bare ville give ham de 5 minutter som han havde brug for, nu hvor han endelig stod der sammen med hende.. eller.. stod på sidelinjen.. endnu en gang. Han knyttede hænderne fast, vendte sig mod væggen, hvor han hamrede dem ind og nærmest direkte igennem den.. Han var i den grad tilbage ved fuld styrke efterhånden. De dybe og intense kys.. deres mange intime kærtegn og de mange suk og støn af nydelse.. det kunne virkelig ikke være rigtigt! "For pokker Jaqia, jeg elsker dig!" røg det direkte ud af munden på ham og uden at han overhovedet havde tænkt over dem.. Først efter et lille øjeblik, gik det virkelig op for ham, hvad det egentlig var, at han havde sagt. Næsten med følelsen af et kort bank med det ellers så døde hjerte, som måtte ske mod hans eget bryst, da han stille valgte at bakke et skridt mod døren.. En næsten panik som måtte melde sig i hans dybe og kolde sind.. Det var jo slet ikke hans mening at sige det til hende og bestemt ikke på dennem måde her!
|
|
Warlock
Eksotisk Danser
443
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Cressida Marvalo on Jan 27, 2010 18:21:27 GMT 1
Ekstremt meget kunne mansige om Jaqia og Samuel, men når det kom til hinanden så var de ekstremt gode til at arbejd e sammen, hun havde trods alt oplevet hvordan det var at sidde og styre landet alene, og det var da gået ganske fint, hun var dne som første krigen ud, problemet var jo så kun at hun var den som tog sig af de kongelige pligter den som stod for både det og hjernen bag hun havde ingen chance for at tage det som måtte klares uden for slottet, det var Samuel som tog sig af det. Det faktum at hun trak sig væk fra ham var jo så fuldkommen bevidst, hun var direkte skræmt for det som han til tider satte i hende, skræmt over at det næsten var umuligt for hende at holde ham som hendes lille leg som hun gjorde med så mange andre mænd, af den grund var hun den som tog afstanden nærmest spærrede sig selv inde i kælderen ved hendes eget laboratorie hvor hun mere eller mindre kunne være alene hele dagen om hun lystede det. Det var virkelig ikke tit Jaqia valgte at skulle gå imod naturen, enhver ville dø før eller siden og der var en mening med ethvert liv som blev taget i hendes øjne, lige der var Samuel så et undtag, hun kunne ikke bære tanken om at skulle fortsætte uden den kære bror ved hendes side, det var underligt tomt.. Det sagde vel lidt mere end det som hun i virkeligheden ønskede at det skulle gøre? Samuels reaktion undrede hende virkelig, hvorfor var han pludselig blevet sådan? Det var ligefør hun følte hans dunken i tindingerne af den vrede som hvilede, og det var på trods hans hjerte ikke var et som bankede, det var noget som hun et sted kun kunne ryste på hovedet af, intet var så vigitigt det ikke kunne vente til hend eog Enrico var færdige. Deres kys var atter blevet genoptaget, hun ignoerede mere eller mindre det faktum at Samuel stod ved siden af, det var trods alt langt fra den første gang han så hende sammen med en mand, og da især ikke Enrico. Jaqia fortsatte virkelig kun med at skulle ignorere ham, på hans primisser skulle det i den grad ikke foregå! Hun havde tid til at snakke når hun havde og med den lyst som dunkede i hendes indre i øjeblikket så var det ikke nu! Han kunne slutte sig til dem eller han kunne finde den nærmeste tøs og voldtage, på trods den tanke ren faktisk irriterede hende.. Tanken om at han var sammen med en anden kvinde hvad end det så var frivilligt eller ej. De nydende suk var det som brød stilheden ellers ville ligge i lokalet, ligeglad med hans vrede hvor un næsten kun intensiverede de kærtegn overfor Enrico helt bevidst kun for at skulle irritere Samuel yderligere. Det bank mod væggen de ord som måtte følge efter. Det som virkelig lod Jaqia ativne, og straks lade de mange kys og kærtegn høre op. Ligbleg i ansigtet og med smilet som langsomt måtte flame. At det var ord som skulle komme fra Samuels læber og så med Enrico i nærheden. Stille satte hun sig op, lod de kølige chrystalblå øjne fange søge Samuels, med en fast mine. Uden så meget som at skænke manden under hende et eneste blik "Gå Enrico" beordrede hun fast, trådte stille af ham mens hun lod ham tage hans skjorte før han hastede ud af værelset. Blikket forblev mod Samuel, og med det kølige blik hun var kendt for "Undskyld... Hvad sagde du igen... Samuel?" endte hun med en tydeligt forvirrede tone, underligt... Rystet. De slanke fingrer gled gennem de lange blonde lokker som måtte hvile over hendes skuldre. Hun følte næsten hjertet slå virkelig uvidden om hvordan pokker hun skulle tackle det.. Den var uden tvivl ny og ikke mindst.. Uventet.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jan 31, 2010 15:43:23 GMT 1
Alle kendte efterhånden til Samuels syn på kærlighed. Til nu havde det været noget som han have undgået. De mange følelser som han bare havde valgt at skulle bide i sig, men nu magtede han virkelig ikke det skuespil længere, det var der heller ikke nogne tvivl om. Han havde virkelig bare fået nok eftehånden! Jaqia undgik ham, også der hvor han var fuldkommen sikker på, at det var noget som hun gjorde fuldt ud bevidst, hvilket kun gjorde følelsen så meget værre og endnu en grund til at han bare gjorde sit for at skulle bide det noget så kraftigt i sig, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han blev stående ved siden af dem. Jaqias reaktion sagde ham virkelig det hele. Han burde virkelig bare have holdt kæft, selvom dette var et udbrud af ord og udtalelse, som han slet ikke havde tænkt det mindste over overhovedet, det var virkelig bare kommet i ren og skær frustration, hvilket jo så heller ikke ville have gavnet ham og hans situation det mindste overhovedet. Tvært imod, det havde vel bare gjort det hele så meget værre for hans vedkommende? Han vendte blikket kort mod Enrico som tydeligt måtte blive beordret ud af værelset. Han blev stående, sendte kun manden det samme faste blik da han valgte, at skulle gå ud af rummet. En ting var jo at hun hellere gik til ham end det som hun gik til Samuel selv. Den følelse var i den grad noget så ekstrem at man skulle tro, at det var løgn. Han hadet den tanke og han hadet i den grad også den fornemmelse mere end det som han nok lige ville stå ved på denne måde. Han knyttede hænderne stille, vendte sig mod Jaqia med den samme faste mine. Han var nok den sidste som man kunne forbinde med en kærlig mand, men han havde i den grad følelser af den grund! Han viste dem bare ikke, han nægtet at skulle vise sig fra den ellers så frygtelig svage side, når det var det stik modsatte som folk efterhånden var så vant til at skulle se. Han var jo frygtet af en grund ikke sandt? Hendes reaktion på nyheden, var nu heller ikke noget som han var særlig glad for, den sagde ham virkelig også det hele. Han bed sig let i læben, ramte hånden ud mod døren som omgående valgte, at skulle glide i, inden han lod de rødlige øjne endnu en gang falde mod hendes skikkelse uden at skulle fortrække så meget som en mine, selvom det desperate og frustrationen i den grad måtte ligge lige under overfladen, så var det virkelig også noget som han nægtet, at skulle vise det mindste til overhovedet. "Jeg er nu ganske sikker på.. At du hørte mig første gang, Jaqia," sagde han med en rolig stemme. Han prøvede virkelig bare, at skulle bevare roen, selvom det i den grad var besværligt nok som det var allerede, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han tog et skridt mod hende. Det var virkelig gået op for ham i den tid hvor hun havde valgt, at skulle undgå ham. Hvad pokker var meningen i at vække ham igen, for at lade ham stå der uden det ene eller det andet?! I hans øjne, var det i den grad frygtelig uretfærdigt, at skulle handle ud på den måde! "Du går til ham.. fremfor mig.. Du undgår mig, Jaqia.. Du undgår mig og til hvilken grund?" Han tog endnu et skridt mod hende. Noget af det sidste som han ønskede at var at skulle ende med at flippe på hende. Han holdt virkelig for meget af hende, til at skulle tænke på den måde overhovedet! Hun var virkelig det eneste som han havde tilbage og det eneste som han agtede, at skulle holde fast i. Han vidste, at hans hjerte slet ikke ville være i stand til at skulle banke mod hans bryst, selvom fornemmelsen i den grad stadig måtte ligge der og noget så tydeligt. Han valgte virkelig bare at kaste sig ud i det nu. Skaden var jo trods alt allerede sket, selvom det nu langt fra var en tanke som han bifaldte det mindste.
|
|