I'm almost done..!

[Deleted]

Lexie var godt klar over, at Romeo ikke var meget for at tage imod hendes hjælp, at han ville gøre alt sammen selv, hvilket hun udmærket godt kunne forstå. Han havde måske altid haft sine problemer med hoften, men nu var det jo trods alt også mange gange værre end det som det havde været dengang. Dengang kunne han jo trods alt gå. Selvom det var på vej i den rigtige retning, så var der en forbandet lang vej endnu, det var noget som hun var udmærket godt klar over i den anden ende, og hun respekterede det så sandelig også. Hun bed sig svagt i læben, som hun så at han bare stod der. Hun ville ønske at hun kunne hjælpe, selvom hun heller ikke havde noget imod at lade ham prøve selv. Han var træt og udmattet, for han havde jo næsten siddet og sovet, da hun havde fundet ham i træningslokalerne. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for det var jo bare sådan, at det nu måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hovedet lod hun søge let på sned, hvor hun mere end glædeligt lod ham lade den frie arm glide omkring hende, så hun kunne komme helt tæt ind på ham. At han var glad for det, var også noget som gjorde hende noget så frygtelig glad, var i den grad også noget af det bedste! Hun ønskede at være den som gjorde ham glad. Alt det andet var virkelig ude af betydning, for det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at se på ham som en handicappet. Det havde hun aldrig nogensinde gjort. Han var jo stadig et levende individ med tanker, holdninger og følelser og det var noget som hun virkelig ønskede at skulle passe på og med alt hvad det nu måtte kræve af hende, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun havde gjort det for ham, selvom det bestemt ikke var nemt for hende at skaffe det og få det på plads, men hans reaktion, havde virkelig været det hele værd! Hun slap et ganske svagt og let grin. ”Det var bestemt ikke nemt,” påpegede hun stilfærdigt. Hun lagde hovedet let mod hans skulder. Han passet på hende, som hun også ønskede at passe på ham. Hun holdt stadig om hans hånd. ”Hvordan det blev gjort, er vel ikke vigtigt? Det vigtigste er, at du nyder det,” påpegede hun stilfærdigt. Hun lod ham forsigtigt gå hen mod sengen, selvom hun ikke slap ham, så stod hun alligevel klar hvis der var noget som skulle ende med at gå galt, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig. Hun slap ham stille, som han gled ned på sengekanten og satte sig og trak sig op i sengen og satte sig. Hun smilede bredt og kravlede hurtigt op ved siden af ham, hvor hun satte sig. ”Jeg er glad for at du kan lide det. Jeg har prøvet at gøre det så naturtro som muligt,” forklarede hun videre. Hun satte sig tæt ved ham, hvor hun gjorde som hun altid gjorde. Hun tog forsigtigt fat om hans ene ben, førte det over sine lår, hvor hun lagde det og påbegyndte en massage af de ømme muskler. Han skulle jo trods alt også kunne slappe lidt af og sammen med hende, så kunne han vel godt? Nu ønskede hun bare at give ham en følelse af at være udenfor Den Lyse Cirkel, for hun ville bare se ham smile og bare glemme lidt omkring de andre som snakket om dem bag deres rygge. Hun nægtede selv at tænke på det. Havde hun ham, så var alt andet fuldkommen ligegyldigt.

[romeo]

Det var utroligt at se hvordan Lexie havde forandret sig siden deres første møde. Til at starte med havde hun været denne unge og usikre pige, som havde været bange for næsten alt som havde befundet sig omkring sig. Hun havde været alene og været igennem en forbandet frygtelig fortid! Men at se hende den dag i dag, hvor hun var blevet denne flotte og modne kvinde, var noget af en stor forandring, for hun var ikke nær så usikker som før, faktisk havde hun fundet mod, hun var blevet langt mere sikker og så var hun virkelig et naturtalent når det kom til hendes magitræning. Hendes ild beherskede hun faktisk utrolig godt, vandet var ved at komme efter og de var begyndt på at træne hendes jordmagi for ikke så lang tid siden. Nu var det jo så lang tid siden at Romeo havde set hende sidst, men han måtte indrømme at han virkelig havde savnet at tilbringe noget tid sammen med hende, så det var også kun på tide! Man kunne også tydeligt se at hun havde gjort en masse ud af det, for det var virkelig smukt og det mindede så utrolig meget om naturen! Hvorfor han ikke selv havde tænkt på at gøre værelset meget mere naturtro, vidste han ikke, for han kunne jo bare selv havde gjort værelset om, men han måtte indrømme at han faktisk var glad for at det var Lexie, som havde gjort det. ”Jeg nyder det virkelig.. jeg elsker det! Men derfor er jeg da stadig nysgerrig på hvordan du har fået.. hele naturen herind,” svarede han stilfærdigt, som han endnu engang måtte se rundt i rummet – det beviste vel også bare at han faktisk var interesseret i hende? Flot var det virkelig! ”Det er utrolig smukt,” mumlede han for sig selv, som han ikke kunne være andet end betaget af værelset. Han vendte de nøddebrune øjne imod Lexie igen. Han vidste godt at hun ville hjælpe ham – hvilket hun jo faktisk også gjorde mange gange. Hun var der altid for ham, støttede ham når han havde brug for det, og det var faktisk befriende at han kunne vise sig svag overfor hende uden at blive hånet for det, det var rart at kunne lade alle hæmninger, facader og barrierer falde, for han vidste at hun aldrig ville svigte ham. Han lod hende blot sætte sig ved siden af sig i sengen, for han havde savnet at være herinde sammen med hende – de delte jo faktisk værelset. ”Det er virkelig smukt Lexie! Tak,” svarede han med en taknemlighed som prydede hans stemme, for han kunne virkelig ikke være andet end glad, specielt ikke når hun gjorde sådanne specielle ting for ham. Han var glad for at have mødt hende og det var faktisk utroligt at se hvordan hun havde udviklet sig personlighedsmæssigt, selvom hun jo faktisk også mere mindede om en ung og moden kvinde, end det som hun havde gjort ved deres første møde, på den anden side så var årene jo også gået, siden han havde mødt hende den første gang. At hun begyndte at massere hans ben, havde han intet imod, for han havde virkelig også trænet hårdt! Han lagde sig roligt ned på det grønne, silkebløde sengetøj, hvor han lukkede øjnene og sukkede fredfyldt. ”Mm.. det er dejligt,” endte han med et svagt smil, som han ikke kunne føle sig mere afslappet end det som han gjorde nu. Det var virkelig rart!

[Deleted]

Hvis Lexie tænkte tilbage i tiden, så kunne hun slet ikke genkende den kvinde eller den tøs som hun havde været dengang. Hun havde gennemgået en større forandring og det var alt sammen på grund af Romeo, for det var først efter at hun havde mødt ham at de store forandringer var gået i gang, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket stille mod ham. At se ham glad og så smilende som nu, var noget som hun virkelig var glad for, for det gjorde automatisk at det måtte være det hele værd også for hendes vedkommende. De havde været godt i gang med at lære magi, men det var i den grad også fordi at hun ville vise ham, at hun godt kunne finde ud af det! At hun ikke var så hjælpeløs som hun havde set ud dengang, for det havde virkelig været ekstremt! Han nød af det, han nød af det naturlige og det grønne, hvilket hun i den grad også kun måtte være noget så frygtelig glad for, og det glædet hende virkelig, at hun kunne gøre bare det ene eller det andet rigtigt. ”Hmm. Tja, jeg har leget lidt med.. jordmagien selv,” fortalte hun roligt. Skoven var jo fuldkommen ødelagt, så det var jo ikke fordi at hun havde haft nogen steder at kunne hente det fra, så det var noget som i den grad heller ikke havde været helt nemt for hendes vedkommende, men hun havde virkelig prøvet, også mest for hans skyld, for hun vidste at han elskede naturen og alt det ved at være fri. Nu havde han et sted hvor han kunne føle det nøjagtig samme, og det var noget som hun selv måtte være frygtelig glad for. Så betaget som han var af værelset, var noget som kun måtte more hende, for det var hende bare tydelig, at han havde savnet at have den frihed som naturen altid havde skænket ham. Det var nok noget af det mest grønne som man overhovedet kunne finde i Procias i disse dage, for det hele var virkelig et kaos på den anden side af de magisk beskyttede vægge som Den Lyse Cirkel bestod af, og hun var glad for, at han endnu ikke havde fået lov til at se det, for han ville da falde om ved synet af det! Hun rystede stille på hovedet. Det havde taget hende forbandet lang tid, men det havde så sandelig også været det hele værd! Hun vendte blikket mod ham, som hun påbegyndte den rolige massage af hans ben. Han havde brug for at slappe af og nu hvor hans muskler havde været så meget i gang som de havde, så var det j heller ikke underligt, at de var ømme som intet andet overhovedet! Hun smilede let, som hun så til at han bare lagde sig ned og bare.. nød det. ”Jeg ved hvor meget du sætter pris på naturen, Romeo.. at den bringer dig fred og jeg ved at du hader at være her, så.. Ja. Jeg ville give det til dig.” Hun vendte blikket stille mod ham. Det var måske en pludselig og spontan idé, men det havde virkelig været det hele værd også for hans del. Overfor hende, så kunne han vise sig svag, han kunne bede om hjælp og det var uden at blive hånet for noget som helst. Han skulle have lov til at have et sted hvor han kunne trække sig tilbage og bare.. slappe af, være ligesom var det ude i det fri. Det var da i den grad noget af det som han fortjente. Desuden så gav det hende en perfekt mulighed til at være sammen med ham, hvilket var noget af det vigtigste også for hende.

[romeo]

Eftersom det var lang tid siden at de havde brugt tid sammen, så var det vidste også kun på tide? At Lexie havde lavet en overraskelse og den overraskelse var at bringe naturen ind på deres værelse, var noget som Romeo virkelig var forundret over, men han måtte indrømme at det virkelig havde overrasket ham til den gode side, for han kunne virkelig ikke være andet end glad! Noget der så måtte imponere ham, var at hun havde lavet det helt for sig selv, at hun havde fået alt det herind, selvom at det nok var med mag, hvilket blot betød at hun havde trænet og gjorde fremskridt med jordmagien, for de havde ikke været i gang med jordmagien særlig længe, så det glædede ham virkelig kun at se hende så dygtig, men på den anden side, så havde han allerede fra start af set at hun var et talent, måske hun havde været noget så usikker på sig selv og havde troet at hun aldrig ville komme til at lære det, men han havde set talentet i hende, for hun var virkelig lærenem! Desuden så lærte hun jo ikke kun de 4 elementer, men også verbalmagi – indtil hun var så dygtig at hun kunne det uden at sige ordene, for han havde jo selv givet hende den magibog, med de mange besværgelser, forbandelser og fortryllelser i. ”Du er virkelig dygtig Lexie. Jeg har aldrig mødt nogen som var så talentfuld som dig og som har gjort en så stor forandring,” svarede han stilfærdigt, som han så rundt i rummet og derefter tilbage på hende, hvor han sendte hende et varmt smil. Det var virkelig imponerende alt det som hun havde formået at gøre. Det skred fremad med hendes ild- og vandmagi, og hun var allerede godt på vej med gode fremskridt med jordmagien, så han kunne virkelig ikke være andet end stolt over hende! Specielt som hendes læremester! Men han måtte nu alligevel indrømme at han så lidt anderledes på hende end bare som sin elev, som sin lærling, for han var jo faktisk gået hen og fået følelser for hende. Han var kommet til at holde utrolig meget af hende og måske mere end det som han burde? Uanset så kunne han ikke forhindre sig selv i at få følelser for hende, for man var jo ikke herre over sine egne følelser, og Lexie havde virkelig bare fanget hans interesse helt tilbage fra start af. Og det var ikke kun hende som var i fremskridt og udvikling, for det var han jo også selv. Efter natten nede ved søen, hvor hun havde reddet hans liv og omvendt, så var de begge blevet anderledes. Hun var blevet langt mere sikker specielt også omkring sig selv, han selv havde fået sin stemme tilbage, hvilket havde givet ham en ny form for selvsikkerhed, hvor han ligeså var godt i gang med genoptræningen af hans ben. Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg hader ikke decideret at være her, for.. du er her jo,” svarede han stilfærdigt. Han måtte jo bare finde de positive ting ved at være her og det var klart Lexie! Hun var virkelig højdepunktet ved dette sted, desuden var han glad for at dele værelse med hende, for så havde han lidt selskab og følte sig ikke helt alene og tilsidesat, for han vidste jo godt at folk talte bag hans ryg, men det var ikke noget han tog sig af, for han havde Lexie og mere havde han virkelig heller ikke behov for!

[Deleted]

De havde ganske rigtigt ikke været i gang med jordmagien særlig længe, men Lexie øvede virkelig og den bog som hun havde fået af Romeo, var hende virkelig også en stor hjælp. Hun ønskede bare at vise ham at hun holdt af ham og tænkte meget på ham og hvordan gjorde man ikke det ved at gøre noget for ham som faktisk betød ekstremt meget for ham? Ikke bare den tanke til at han var opvokset i skoven, så sagde det også lidt sig selv, at det var noget som han måtte holde forbandet meget af og det var også en endelig test for hende til at bevise hvor stor en kontrol hun egentlig måtte have over jordmagien for øjeblikket, selvom det ikke var noget særligt, for det havde taget hende mange dage at få det på plads. Og af hans reaktion, så sagde det jo bare, at han slet ikke havde været på deres værelse. Han havde vel været alt for optaget med genoptræningen af hans ben? Selvom hun havde bedt ham om at tage det lidt med ro, så glædet det også hende at se, at han sad inde med en ekstrem stor vilje og med den vilje til at ville gå igen, så skulle det nok komme i den anden ende, det var hun overbevist om! At han jo så nærmest måtte rose hende som til skyerne, var noget som kun fik hende til at smile. At han var så stolt af hende, var virkelig noget af det bedste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket en anelse forlegen væk. ”Lad mig sige det sådan her. Jeg tør at tage chancer og faktisk prøve nu,” sagde hun stille. Hun vidste da ikke hvad hun ellers skulle sige, andet end.. tak? Hun var ikke den bedste til komplimenter og det var jo trods alt også noget som han var kendt med. Hun ville bare sørge for, at han også havde et sted at trække sig tilbage til, som ikke bare skulle være et værelse, men også et.. fristed. Et fristed hvor han kunne lade tankerne få frit spil, nyde det og slappe af, nu hvor det stadig måtte være et rent helvede på den anden side af de beskyttende mure. Han ville da falde om hvis han vidste hvordan det stod til i Procias for øjeblikket, for det var bestemt ikke som han havde set det og som han ville huske det. Hun rystede smilende på hovedet, som hun fortsatte massagen af hans ben. Det var også vigtigt at benet fik noget hvile, og at han ikke bare overanstrengte det, så.. hun ville bare sørge for at han slappet lidt af. Hun holdt af ham, hun tænkte meget på ham og hun var bekymret for ham for.. Ja, hun elsket ham, ordene var sagt, de var endda gengældt, selvom der ikke rigtigt var gjort mere end det. Hun trak vejret dybt. ”Jeg er glad for, at du sætter pris på det, Romeo. Jeg.. har vel været bange for, at jeg har været for påtrængende,” sagde hun stille. Han havde jo valgt at gå ekstremt meget op i hans genoptræning, hvilket hun også havde respekten for, for hun ville glædeligt se ham kunne gå ordentligt igen, men.. hun havde vel også bare været bange for, at det havde været fordi at hun havde været for omklamrende? Hun havde ikke andre end ham at gå til, de delte værelse og det hele, så måske at det havde været form eget? Hun håbede det i hvert fald ikke, men frygten for det, havde i den grad også været der for hendes vedkommende!

[romeo]

At se Lexie udvikle sig på denne måde, var noget som altid havde forundret Romeo, for hun var virkelig dygtig! Hun havde talent indenfor magi og det skulle faktisk ikke undre ham, hvis hun gik hen og blev bedre end ham, for hun vare rent faktisk lærenem. Jovist gjorde hun fejl hist og her, men så fik hun jo bare lov til at prøve igen. Hun var så ivrig, hvilket var noget som også havde givet ham inspiration og viljestyrke i den anden ende. For alt det hun gjorde smittede jo også af på ham. Hun var ivrig med sin magi, så ville han også være ivrig for at få sine ben trænet op igen, og helst så hurtigt som muligt, så han engang ville kunne gå turene med hende, når hun søgte ud herfra. Han ville virkelig se frem til den dag! Til den dag, hvor han ikke var afhængig af krykker, så han ikke var afhængig af rullestolen og bestemt også til den dag han ikke var afhængig af andre, for det var da noget af det værste ved det hele! Specielt fordi han altid havde kunnet gøre tingene selv, det kunne han ikke på samme måde mere. Han havde ikke været på værelset i flere dage efterhånden, og det var ikke fordi at hun havde gjort noget forkert, men han var bare blevet så opsat på at gå, at han havde lagt al sin tid og lid i sin genoptræning, selvom tiden vel egentlig var fløjet fra ham? Han var dog glad for at hun var kommet ind til ham, for han ønskede ikke at skubbe hende væk og det havde heller ikke været meningen at det skulle se sådan ud, for han nød hendes selskab og han ville hellere end gerne bruge en dag eller to sammen med hende, så det kun var de to! Han lyttede til hendes ord, imens han betragtede værelset, inden han vendte blikket mod hende igen, som hun talte færdigt. Hun var ikke god til at tackle komplimenterne, det vidste han godt, men det var også kun noget som han fandt kært. ”Jeg elsker det virkelig Lexie!” endte han med en munter tone, der også var præget af den taknemlighed han følte, for der var aldrig nogen der nogensinde havde gjort dette for ham, men han vidste jo også at hun elskede ham, så det var vel derfor? Ligesom han også elskede hende og ville gøre sådanne særlige ting for hende. At hun troede at hun havde været påtrængende, undrede ham egentlig ikke, for han havde vel et sted også vist at han ikke ville forstyrres ved at blive væk? Det var så bare ikke sådan at tingene hang sammen, for han ønskede egentlig bare at komme til at kunne gå ordentligt igen, så han havde faktisk glemt alt om tiden og alt det som var omkring ham. ”Det er du bestemt ikke Lexie!” endte han bestemt, for han mente sine ord! ”Du er den sidste som kan være påtrængende!” Han satte sig roligt op, hvor han lagde en hånd over hendes, så hun måtte stoppe sin massage af hans ben. Han tog hendes hånd ganske let og førte den op til sin mund, som han skænkede den et blidt kys. ”Jeg er glad for at du fik mig med væk fra træningslokalet,” svarede han stilfærdigt. Så kunne han også tænke på noget andet, end kun træning, så kunne han slappe af og bedst af alt, så kunne han være sammen med hende.

[Deleted]

Lexie ønskede virkelig at gøre noget ekstraordinært for Romeo også for at vise ham hvilken betydning som han jo egentlig måtte have for hende, for hende var det i den grad også noget som betød noget så forfærdelig meget, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. At dette jo så var noget som han kun måtte blive glad for i den anden ende ,var jo noget af det som gjorde det hele til noget langt bedre for hende, for så vidste hun da, at det ikke var forgæves, at hun havde brugt dage og kræfter på dette, ladet ham træne for det var noget som tog ekstremt meget af hans tid og så komme videre derfra, for.. han ønskede vel også at vise at han kunne klare sig selv uden at skulle være afhængig af den ene eller den anden? Selvom hun ønskede at give ham det albuerum, så stod hun der også til hjælp, hvis det skulle vise sig at blive en direkte nødvendighed for hendes vedkommende, for det var nok noget af det som hun måtte sige sig, at være mest bange for; At hun faktisk måtte gå ham på nerverne på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som gav nogen mening eller ikke. Hun tænkte vel for meget? Hans blik havde dog sagt det hele, at han måtte nyde af det, for det havde bestemt heller ikke været nemt! Havde det dog ikke været for ham, så havde hun heller ikke stået her i dag på denne måde. Hun kunne udstråle en anelse selvtillid og det var i den grad også noget af det bedste ved det hele. De isblå øjne vendte hun stille mod ham, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Det var da fuldkommen umuligt for hende, at skulle holde op med det! Tungen strøg stille over hendes læber, hvor hun lod hovedet søge let og stille på sned. De store ord var måske skænket, men det var jo heller ikke fordi at der var sket noget ud over det, et sted var det jo også det som gjorde hende meget usikker omkring det hele; Ville han overhovedet vide af hende på længere sigt? Hun måtte desværre erkende, at det var noget af det som gjorde hende langt mere usikker end alt det andet, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Det er jeg oprigtigt glad for, at du siger,” sagde hun blidt. Hun mente det skam. Det glædet hende at han kunne se sådan på det, så det ikke endte med at skulle gå helt til hundene i den anden ende, for han var virkelig den som betød mest for hende, og det var også noget af det som hun ønskede og som hun prøvede at vise ham, selvom det i den grad heller ikke kunne siges, at være en nem opgave på nogen som helst måde overhovedet! Hun stoppede sin massage af hans ben, da han lagde hånden mod det og tog hendes hånd til sig igen. Blikket fulgte ham roligt, hvor hun selv måtte indtage en mild rødlig farve i hendes kinder, hvor hun måtte lade hovedet søge forlegent mod den ene skulder. ”Tja, jeg… jeg har vel været bange for det. Du var her jo aldrig,” sagde hun stille. Det var ikke fordi at hun klandrede ham for noget som helst, for det kunne hun slet ikke få sig selv til. Hun lod ham roligt holde om hendes hånd, hvor hun trykkede blidt i hans. ”Jeg tænkte nok at du havde brug for at komme lidt væk derfra. Jeg har manglet dig de sidste mange dage,” afsluttede hun stille. Et sted var det vel at.. åbne lidt op for det som faktisk gik hende på?

[romeo]

Alt det som Lexie havde gjort med værelset, var noget som Romeo ikke kunne andet end at nyde, for hvordan skulle man kunne lade vær med det? Det var jo utroligt at hun var kommet så langt, at hun havde udviklet sig så meget og det var ikke kun med magien, men også personlighedsmæssigt. Hun var selvfølgelig stadig den selvsamme Lexie, som han elskede, hun var jo ikke blevet et dårligere menneske af den grund, tværtimod! Nej, hun havde bare.. fået mere selvtillid, hun var blevet langt mere sikker og var slet ikke den usikre og nervøse pige, som hun havde været til at starte med. Hun var blevet en selvstændig kvinde og det klædte hende virkelig også utrolig godt! Han fortrød virkelig ikke det mindste som han havde været igennem med hende, selvom at han jo faktisk var blevet.. dræbt. Men hun havde genoplivet ham, men han havde jo trods alt også kun beskyttet hende, hvem ville ikke gøre det med den person man elskede af hele sit hjerte? Det var da i hvert fald hvad han fandt naturligt. Man måtte slås og kæmpe for det som man havde kært, men man skulle også vise det, og det havde han jo nok ikke været den bedste til de sidste par dage, for han havde jo faktisk holdt sig væk, selvom tiden ærligtalt var fløjet fra ham, så han var kun glad for at hun havde kommet og opsøgt ham, for det viste da også at hun ønskede lidt kvalitetstid sammen med ham, som han bestemt også ønskede med hende! Som han havde taget hendes hånd, skænkede han den også et blidt klem, hvor han smilede skævt til hende. Han var glad for at han havde mødt hende, for hun havde givet hans liv mening, med hende, så havde han noget fornuftigt at bruge sit liv på og han fortrød virkelig intet! Hun var virkelig det hele værd, hvilket han vel også skyldte at vise hende? For nu hvor han tænkte over det, så havde han jo ikke været den bedste til at vise hende at han holdt af hende, men det gjorde han! Han.. elskede hende jo! Han ville slet ikke kunne være hende foruden! At hun nævnte at han ikke havde været der, var noget som næsten måtte gøre ondt, for det havde jo slet ikke været hans mening på nogen måde! Han ønskede at være der for hende, det fortjente hun virkelig! ”Det er jeg.. ked af Lexie,” svarede han stille og med en undskyldende tone, for det havde slet ikke været hans mening. Smilet bredte sig dog på hans læber, da hun valgte at give hans hånd et klem, for det beviste vel også bare at hun ikke.. klandrede ham? Han smilede prøvende til hende, som han rettede sig mere op, så han også kom tættere på hende. Han slap ikke hendes hånd på noget tidspunkt, det kunne han ikke få sig selv til. Han smilede bredt til hendes ord, for han kunne jo slet ikke lade vær! Han løftede den frie hånd og strøg den blidt over hendes kind, inden han drejede hendes hoved mod hans, hvor han smilede varmt til hende. ”Jeg har også manglet dig, Lexie,” svarede han i en dæmpet og dog sandfærdig tone, inden han faktisk måtte kæmpe for ikke at miste modet, da han lænede sig frem, for at trykke sine læber imod hendes i et blidt og dog prøvende kys.

[Deleted]

Romeo havde ganske rigtigt ikke været særlig værende det sidste lange stykke tid, men det var nu heller ikke noget som Lexie klandret ham for det mindste, for han havde jo trods alt også haft sit at skulle se til, at få styr på og den genoptræning tog jo forbandet meget af hans tid, hvilket hun jo selvfølgelig godt kunne forstå. Hun ønskede bare at hjælpe ham igennem det, støtte ham uden at virke for omklamrende, for det var virkelig noget af det som hun havde været mest bange for, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun havde haft sit eget at slås med, hun havde vovet sig ud alene, selvom det altid havde været lige i nærheden, for sjovt nok, så blev hun jo overfaldt af vampyrer, uanset hvor pokker hun faktisk måtte gå, og det var noget som virkelig var begyndt at frustrere hende! Magien havde hun trods alt også selv øvet med, for det ville hun få langt mere ud af end alt det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Den bog som han havde givet hende, havde været hende en perfekt hjælp og hun kunne jo heller ikke regne med, at han konstant måtte stå der og støtte hende i det? Hun måtte jo også prøve lidt på egen hånd, så det var jo også det som hun gjorde, netop ved at gøre som hun havde gjort og det var hende en glæde uden lige, at han kunne lide det, for det havde virkelig været det hele værd! Hun elskede ham, hun ønskede at gøre noget specielt for ham – noget som kunne få ham til at glemme hans handicap bare en smule og se lidt mere positivt på tingene, hvor han bare kunne være lidt sammen med hende, for det var noget af det som hun lige så også havde savnet, men igen, så ønskede hun bestemt heller ikke at være alt for påtrængende, hvilket i den grad også var noget af det som hun faktisk måtte sige sig, at have været mest bange for at det hele, for det var slet ikke noget som måtte sige så lidt. Hun havde måske en tendens til at gøre små ting til noget stort? At det at han havde trænet så meget, var noget som han hellere ville end at være sammen med hende på denne her måde? Han afkræftede det, og det var i den grad også noget som kun måtte få hende til at smile som aldrig nogensinde før, for det lod hende virkelig sidde igen med denne følelse af, at hun faktisk godt kunne gøre noget rigtigt! Hun rystede stille på hovedet til hans ord, hvor hun sendte ham et roligt smil. ”Det skal du ikke tænke på, Romeo. Jeg ved hvor meget den træning betyder for dig,” forklarede hun stilfærdigt. Ikke fordi at det jo var noget som hun ville skjule for ham, for hun ønskede jo også at støtte ham i det og det var vel også det som hun gjorde på denne her måde? Det var om ikke andet, så det hun havde sat som et endeligt mål. At han måtte holde hende i hånden og roligt stryge hendes kind, hvilket næsten helt automatisk måtte få hende til at vende blikket mod ham, var noget som blot måtte få hende til at smile. Hun havde faktisk brug for ham, hun havde brug for at være lidt selv sammen med ham for en gangs skyld, så.. det var vel også et voldsomt stort skridt for hende, at skulle gå frem på denne her måde? Som han roligt lænede sig frem, så begyndte hendes hjerte nærmest kraftigt at skulle slå mod hendes bryst, hvor det kun måtte blive langt mere intenst som hun måtte møde hans læber i et blidt kys. Hun gengældte og besvarede det med selv den største forsigtighed.

[romeo]

Det at lære Lexie magi, var noget som Romeo virkelig elskede! Han nød at være den eneste som lærte hende det, han elskede at det var ham som hun søgte til, hvor han også håbede på at han gjorde det godt, selvom.. hun gjorde virkelig også selv fremskridt, for når hun trænede selv, så nåede hun virkelig også utrolig langt! Det var virkelig imponerende at hun måtte være så utrolig lærenem, selvom at den bog han havde givet hende også havde været en stor hjælp? Det håbede han da om ikke andet, for han havde givet hende den fordi den specielt var til hende jo, den kunne hjælpe hende med verbalmagien, som han selvfølgelig havde hjulpet hende med til at starte med, så hun fattede hvad der stod og hvad det hed, for det var jo hendes skyld at han kunne hjælpe hende med det, for hun var skyld i at han havde fået sin egen stemme igen, noget som han virkelig var hende evigt taknemlig for! Hun havde udviklet sig meget, både indenfor magien, men specielt også indenfor hende selv, som hendes person, hvilket også smittede af på hendes udseende, for det var virkelig tydeligt at se at hun var gået fra en usikker pige, til en moden kvinde, et fremskridt han faktisk nød at se, for det klædte hende virkelig langt mere at være så sikker på sig selv, som hun var blevet – i forhold til hvad hun havde været til at starte med. Af den grund, var hun stadig usikker på visse punkter, såsom med ham? Hun var bange for at hun gjorde noget forkert, at hun var påtrængende og kom i vejen, og så det at hun gik ham på nerverne, selvom at han virkelig måtte erkende at det måtte være umuligt for hendes vedkomne, for han havde aldrig nogensinde følt at hun var gået ham på nerverne! Desuden var de jo heller ikke altid sammen, hvilket også var noget som var godt i den anden ende, for så var de da sikre på at de ikke var for meget sammen, så det endte med at de ville gå hinanden på, for det var han heller ikke ude på! ”Men den betyder ikke mere for mig end dig,” svarede han sandfærdigt, som han så stilfærdigt på hende. Jovist gjorde han meget ud af hans genoptræning, men han måtte jo heller ikke glemme det som virkelig betød noget for ham i sit liv; Lexie. Hun var ham da langt mere betydelig end det hans egne ben måtte være! Han ville gøre alt for hende, hvilket han vel også havde bevist? Han havde jo faktisk ofret sig selv for hende, og takket være hende var han endnu i live, for hun havde genoplivet ham, inden det da havde været for sent. Det var dog lang tid siden at han havde været sammen med hende, hvilket han også var ked af, for det var jo heller ikke meningen at hun absolut skulle komme og hive ham væk fra træningen, for han ville jo også gerne vise at han var der for hende, hvilket han jo ikke havde gjort det sidste lange stykke tid. Det var heller ikke fordi at han ønskede at virke påtrængende, slet ikke! Men han havde virkelig savnet hende. Han havde savnet at sidde sammen med hende, hvor det bare var de to, uden nogen former for magi, men hvor de bare kunne slappe af. Han lod sin hånd søge fra kinden og om i hendes nakke, så han støttede hende idet han gjorde kysset dybere og mere lidenskabeligt. Selv dette havde han savnet!

[Deleted]

Lexie var virkelig glad for at have Romeo som sin egen personlige lærermester. Hun havde aldrig rigtigt troet på at hun ville være i stand til at skulle lære magien – før nu om ikke andet, for det var også nu at hun følte for at skulle prøve sig lidt med det og det var jo så deres værelse som var blevet det endelige resultat og hun måtte jo faktisk også sige, at hun var fuldkommen tilfreds med hvordan det var gået, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun måtte dog ærligt erkende, at hun havde håbet, at hun ville se lidt mere til ham, selvom hun bestemt ikke måtte klage over det. De delte værelse, de havde hvert deres liv, selvom han faktisk havde en utrolig stor betydning for hendes. Det var jo faktisk takket være ham, at hun var blevet så selvsikker som hun var nu, at hun turde at gå sine egne veje og stoppe med at tænke på den fortid som nu var holdt op med at hjemsøge hende. Han havde ganske enkelt lyst hele hendes tilværelse op og det var noget som hun i den grad også måtte være ham noget så frygtelig taknemmelig for, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Blikket hvilede stille på hans skikkelse. Alt det som han til nu havde gjort for hende – sågar at ofre livet, hvilket hun bestemt ikke havde accepteret, for bare tanken om at skulle mangle ham… hun gøs virkelig ved den tanke alene, for det var virkelig frygteligt at tænke på! Hun var bare glad for at han sad der, at han kunne snakke med hende, og at det gik godt med hans træning, så gik der vel heller ikke lang tid før han faktisk ville være tilbage på benene igen. Hun ønskede at hjælpe ham og hun ønskede i den grad også at skulle støtte ham igennem det, selvom det bestemt heller ikke var det nemmeste i form af den udfordring at sætte hende i. lige nu besad hun egentlig kun et ønske; At finde ud af hvor de stod med hinanden, for det andet var virkelig ved at frustrere hende godt og grundigt! ”Jeg forstår godt, at du bruger så lang tid på det Romeo.. Du skal ikke undskylde,” forsikrede hun. Så længe, at hun ikke var endt med at gå ham på nerverne, så havde hun bestemt heller ikke noget imod det, og så længe, at hun så bare en smule til ham, så skulle hun heller ikke klage. Hun var ikke den type som krævede særlig meget. Faktisk så.. så krævede hun faktisk ikke rigtigt noget som helst. Hun ville bare have lov til at være lidt sammen med ham, sørge for at han slappet af, så han ikke endte med at falde om af overanstrengelse, for hun vidste godt hvor meget han hadet at sidde i den rullestol. Hun måtte dog erkende, at det faktisk var lidt.. charmerende? At sidde og kysse ham, var noget som virkelig satte den ekstreme sitren igennem hendes krop og sind, hvor hun mere end glædeligt måtte besvare det. Hånden lod hun selv stryge mod hans kind, ganske så roligt og blidt, som hun fulgte ham i det lidenskabelige og intense kys. Hun havde manglet det! Lige så meget som hun havde manglet ham! Øjnene var gledet i, hvor hun lod sig omringe af det trygge mørke. Så længe, at han måtte sidde der ved siden af hende og være der med hende, så frygtede hun det på ingen måde.

[romeo]

Romeo vidste godt at de ikke havde brugt den meste tid på hinanden det sidste stykke tid, for der var alligevel gået utrolig mange dage, siden han havde set hende sidst, og måske de havde et liv hver, så ønskede han jo stadig at være en del af hendes og han havde ikke engang sovet sammen med hende, men på den anden side, så kunne han heller ikke blive så overrasket over at se værelset, for var han kommet ind førhen, så havde han jo set hvad hun havde gjort ved det og så havde det ikke været en ligeså stor overraskelse, men han var virkelig glad for alt det som hun havde gjort for ham, for han havde ikke været udenfor den magiske cirkel i flere dage, så han havde ikke været ude i naturen, selvom han godt havde hørt om skovens nedbrænding og det havde virkelig bekymret ham, for det var trods alt der at hans elverfamilie havde boet, så han håbede at de alle måtte være i sikkerhed, at de alle var i god behold og havde nået at flygte, for andet ville da knuse ham! Hvem der kunne være så grusom at brænde noget så smukt og pragtfuldt ned, forstod han virkelig ikke, men det var noget som virkelig måtte gøre ham vred! Ikke nok med elverne, så havde der også været andre som havde boet i skoven og nu var den fuldstændig brændt ned! Men han havde da fået sin egen lille natur her i værelset, hvilket han ikke kunne være andet end tilfreds med, for det var noget som han virkelig havde savnet! Desuden så var det jo heller ikke fordi at han kunne komme så langt, for han sad trods alt i rullestol, så han var jo tvunget til at blive her på stedet, hvilket måske også var det smarteste, nu hvor oprøret lå over landet og havde spredt sig til hver et hjørne af landet og tilmed også til Manjarno, derfor var han heller ikke så meget for, når hun søgte ud, men han havde jo også en tendens til at være for overbeskyttende, selvom et også var med god grund, for der var jo sket meget med hende, siden han havde mødt hende. Hun havde mødt den vampyr, som havde dræbt ham, og så havde hun tilmed mødt en vampyr i kirken, så landet var slet ikke sikkert længere! Der rendte jo også mørkevæsner rundt i landet, fordi de var kommet over muren, så det var kun for at holde hende i sikkerhed at han var så overbeskyttende. ”Men derfor ønsker jeg stadig at bruge tid sammen med dig Lex,” svarede han sandfærdigt, som han vendte de nøddebrune øjne imod hende. Han skyldte hende at bruge tid sammen med hende, selvom et måske var fint nok med de få pauser, de havde en gang imellem? Så var de jo sikre på at de ikke gik hinanden på nerverne, for det ønskede han jo heller ikke med hende. Han var nu kun glad for at hun havde trukket ham med væk fra træningen, så det igen kun var de to, for det havde han faktisk savnet. Han lod sin ene arm søge omkring hendes liv, så han kunne trykke hende tættere på sig, som han ikke kunne få sig selv til at bryde kysset, hvor selv hans egne øjne var gledet i. Det var rart og specielt også savnet at mærke hende på denne måde. Han lod sin frie hånd stryge hende blidt over kinden, som han til sidst valgte at bryde kysset, for han skulle jo desværre have luft. Han trak sig dog ikke særlig langt væk fra hendes ansigt. ”Jeg elsker dig Lexie,” hviskede han i en blid og kærlig tone, imens han smilede varmt til hende.

[Deleted]

Lexie var hverken sur eller ked af, at hun ikke havde set mere til Romeo igennem det sidste stykke tid end det som hun havde, for det var vel bare en tanke som hun måtte vænne sig til i det store og hele? Ikke fordi at det var noget som kunne komme bag på nogen som sådan, for det var jo bare en kendsgerning som de lige så godt bare kunne vænne sig til hvis det nu måtte være dem menneskelig muligt. Hun vendte blikket stille mod ham og med det stille smil på læben. Hun vidste godt at han ikke selv kunne komme ud og så længe, at han ikke kunne det, så måtte hun vel bringe ’ude’ ind til ham? Ind på deres værelse, da hun jo var klar over hvor meget natur og hvor meget skov og det frie måtte have af betydning og nemt havde det bestemt ikke været, for det havde virkelig kostet kræfter og umådelige mængder energi! Det var jo også derfor at hun havde søgt lidt udenfor; Også for at skulle øve på magien, få ting til at spire og blomstre, for ellers ville det jo slet ikke hjælpe dem det mindste på nogen som helst måde overhovedet og det var jo så sandelig heller ikke meningen i det store og hele. Hun betragtede selv det lille værelse. Med alt dette så blev det ganske rigtigt mindre end før, men det føles bare som det var større. Hun nød af det og hun måtte jo faktisk erkende, at hun havde gjort et godt stykke arbejde. Hun manglede ham og hun savnede ham og hvordan kunne man vise det på en bedre måde end det som hun havde gjort netop ved denne handling? Det var jo så det som genstod at skulle finde ud af på denne her måde. Hovedet lod hun søge ind mod ham og tæt ved ham, som hun selv lod ham lægge armen om hende. Bevægeligheden var ved at komme retur, hvilket hun i den grad også kun måtte være glad for i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Kysset holdt hun med ham, lod ham trække hende så tæt ind mod sig, som det nu måtte være ham menneskelig muligt, hvor hun selv lod hånden stryge let og stille over hans bryst. Følelsen var virkelig behagelig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hans ord måtte varme hende og specielt fordi at hans handlinger kun måtte bekræfte det. Hun følte sig som noget specielt og som noget unikt når hun var sammen med ham og det var noget af det som var det vigtigste selv for hende. Kysset brød hun stille som han selv måtte gøre det, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Hun hævede hånden og strøg den ganske roligt over hans kind og så stille igennem hans hår. ”Jeg elsker også dig, Romeo.. Det gør jeg virkelig,” sagde hun stille. Der var jo heller ikke nogen grund til at skulle hæve stemmen for det ene eller det andet. Ikke nu hvor de måtte ligge så tætte. Et sted så gjorde det bare ønsket om at finde ud af hvor de stod endnu større end det som det havde gjort til nu, for det var i den grad noget som måtte forvirre hende noget så frygtelig voldsomt. Øjnene åbnede hun bare en anelse, så hun kunne tage ham i blik, bare lige for at være sikker på, at hun ikke måtte ligge der og drømme, for det ønskede hun ikke. Det skulle være virkelighed.. at han virkelig formåede at skulle sætte de følelser i hende som han gjorde, for det var virkelig.. behageligt! Hånden gled stille mod hans bryst som hun strøg ganske let, som en rødmen måtte melde sig i hendes kinder. Hun brændt inde med så mange spørgsmål!

[romeo]

Det var ikke fordi at det havde været Romeos hensigt at blive væk fra hende, for han nød jo faktisk hendes selskab uanset hvad de så end måtte lave, om det bare var som nu, hvor de kunne slappe af og nyde tiden, eller om et var hendes magitræning eller hans egen genoptræning af hans ben, han var sådan set ligeglad med hvad de lavede, så længe hun var der, for det var det eneste som betød noget, af den grund, så kunne han ikke komme udenom at det var denne kvalitetstid, hvor de ikke skulle tænke på andre end dem selv, hvor de ikke skulle tænke på træning, som han nød allermest, for her han havde hende for sig selv, hvor de bare kunne ligge og nyde hinanden, selvom det efterhånden var lang tid siden, men så var længslen efter hende blot større, og det var en følelse som var rar at få stillet. Han forblev tæt ind mod hende, selv efter at han havde brudt kysset, som han havde nydt, for selv det var lang tid siden og man kunne vel ikke sige at de gik under betegnelsen for at være venner? For normalt kyssede venner ikke hinanden på denne måde, og de kom bestemt heller ikke med de tre store ord til hinanden, selvom at Romeo dog mente sine, for han elskede hende virkelig, mere end noget andet! Hun var det som han havde mest kær af alt. Hun var det eneste som betød noget i hans liv og hun var den eneste han ville ofre alt for, selv sit eget liv – hvilket han jo faktisk allerede havde gjort én gang, dengang nede ved søen, hvor den vampyr havde slået sine klør i hende, men han havde reddet hende, foruden at han faktisk var blevet dræbt, og der havde hun så genoplivet ham med sin magi, hvilket var noget som virkelig måtte fascinere ham den dag i dag. Hun havde ikke været særlig god med sin vandmagi og så pludselig går hun fra at kunne lave bobler til at kunne genoplive ham, men det beviste jo så også bare at magien blev styret af ens følelser. Han smilede varmt til hendes ord, som han slet ikke kunne andet. Han lagde dog tydeligt mærke til at der var noget som hun ønskede at få ud, for det kunne han tydeligt læse i hendes blik – for han kendte hende vel egentlig også bedst af alle? Uanset, så fordi at han var så meget sammen med hende, så lagde man også automatisk mærke til ting, og det var vel egentlig kun en fordel at han kendte hende så godt og som det også var omvendt? ”Noget plager dig,” bemærkede han roligt, som han lod hovedet søge ganske let på sned, imens de nøddebrune øjne betragtede hendes øjne og ansigt ganske let. Hvis der var noget som gik hende på, så ønskede han da at vide det, så han kunne hjælpe hende videre derfra, selvom han jo så heller ikke kunne sige hvad det var. Han løftede roligt sin ene hånd, som han strøg blidt og beroligende over hendes kind, næsten opfordrende til at hun skulle fortælle hvad der var galt, hvilket han da også helst ville foretrække, for han ønskede ikke at hun skulle holde noget igen, specielt ikke når hun faktisk kunne fortælle ham alt. Og hun ville vel egentlig også have det bedst på den måde? At han fortalte hende alt? Hvilket han bestemt også gjorde, for han kunne ikke drømme om at lyve for hende!

[Deleted]

Lexie var virkelig bare glad for at få bekræftet, at det som hun havde gjort ikke decideret kunne være noget forkert som sådan. At hun ikke have gjort noget forkert ved at trække ham væk fra hans træning af benet, for hun vidste, at han ville gøre absolut alt for at skulle kunne gå igen og hun vidste det jo godt og hun ville i den grad også gerne hjælpe ham igennem det, hvis hun var i stand til det. Hun ønskede at vise ham, at hun ville støtte ham i det, at hun var der for ham og at det var der, at hun faktisk gerne ville stå, for nemt for hende, det var det bestemt heller ikke. Hun vendte blikket mod ham og med det samme stille smil på læben. Han var den som kendte hende bedst og det at han ville fornemme på hende, at der var noget som hun måtte have på hjerte, og det var noget som faktisk lettet hende, for det var bestemt heller ikke nemt for hende at skulle sige på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun sank klumpen stille i halsen, hvor hun blot lagde sig tæt ind til ham. Hun nød når han holdt om hende og passet på hende på den måde som han gjorde det. Det var virkelig noget af det bedste som hun nogensinde havde følt og fornemmet på denne her måde. Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst som han nu alligevel måtte lægge mærke til at der var noget som plaget hende. Det var jo heller ikke nødvendigvis fordi at det plaget hende som sådan. Hun lod hånden stille stryge over hans bryst, som hun let rystede på hovedet. ”Det.. det er ikke fordi at det plager mig men..” Hun så stille på ham. ”.. jo, måske lidt,” tilføjede hun med et svagt træk på skulderen. Det var dog ikke fordi at han havde gjort noget forkert, for det var jo ligeså meget hende, som det måtte være ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt, hvor hun let måtte lukke øjnene som han strøg hendes kind ganske roligt, det var faktisk.. en virkelig rar fornemmelse at have ham så tæt på og bare det at vide, at han ikke var bange for at skulle røre ved hende. Hun havde jo altid set på sig selv som direkte afskyelig på grund af de mange bid og ar.. Mange af dem var jo trods alt slet ikke væk endnu, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i den anden ende, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. ”J-jeg.. jeg tænkte bare.” Hun rystede stille på hovedet. Hvordan skulle hun da kunne sige det, uden at det ville lyde direkte dumt? Hun knyttede hånden en anelse omkring hans skjorte, for et sted, så var hun vel også bange for, at han ville grine af hende og afvise hende i stedet for, specielt nu hvor hun ville trække den bare lidt videre og se hvor de egentlig måtte stå henne, for det var noget som hun ville finde ud af. ”Jeg mener.. elsker du mig? På.. på hvilken måde?” endte hun dog endeligt, som hun stille så ham i øjnene igen. Hun mente det faktisk i alvor, hun ville virkelig gerne vide hvor hun måtte stå med ham, også fordi at det andet her virkelig var i gang med at forvirre hende fuldstændig!