I'm almost done..!

[romeo]

Det at de ikke vidste hvor de stod var faktisk forvirrende, og det var ikke fordi at Romeo ikke ønskede at trække den videre, men han var vel også bare bange for at det ville gå ud over træningen med magi og det hele? Hun var jo en fantastisk hjælp uanset ved hans genoptræning, men lige med hendes magi, så var han næsten bange for at der ville gå for meget kæresteri i det, men det var jo heller ikke fordi at det havde behov for at ændre sig, men han var vel bare bange for at han som hendes kæreste ikke kunne være hendes læremester? At der så var noget som måtte plage hende eller gå hende på, kunne han jo godt se, for han kendte hende jo trods alt som den bedste, han havde jo godt lagt mærke til alle hendes udtryk og blikke, så han havde let ved at se når noget gik hende på, som der gjorde i øjeblikket, men så lige hvad vidste han ikke. De nøddebrune øjne betragtede hende ganske let, imens et varmt og opmuntrende smil hvilede på hans læber. Hun kunne komme til ham med alt, uanset hvad det var, hvor han ville hjælpe hende med det så godt som han kunne, hvor han ville lytte til hende uanset hvad hun havde på hjertet, og det var uden at le ad hende, for han gad da ikke grine hende op i sit åbne ansigt, når hun faktisk viste ham den tillid og åbnede op for ham. Han strøg hende blidt over kinden, inden hånden strøg igennem hendes mørke hår, som måtte skille sig mellem hans fingre som var det vand. ”Så fortæl mig det,” opfordrede han i en blid tone, uden at han tog blikket fra hende, for det kunne han ikke få sig selv til, for nok var værelset blevet utrolig naturtro og utrolig smukt, men hun var da klart det som var mest værd at se på herinde! Desuden havde han også savnet at bruge tiden sammen med hende. Han lod hende blot stryge ham over brystet, for han nød virkelig den berøring! Hans hoved søgte ganske let på sned, som hun begyndte at tale, hvor han ventede på hendes efterfølgende ord som han lyttede til og tænke kort over. På hvilken måde han elskede hende? Det sagde vel sig selv, når han var så kærlig overfor hende? Når de kyssede og kærtegnede hinanden? ”Jeg elsker dig af hele mit hjerte Lexie,” svarede han med en ærlig tone, som han betragtede hende ganske let. Han lod en hånd søge under hendes hage, for at vende hendes blik mod ham igen, hvor han smilede varmt til hende. ”Jeg ønsker kun dig Lexie,” tilføjede han roligt og i en varm tone, som han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. Han kunne da ikke drømme om at finde nogen anden kvinde i hans liv, for hun var virkelig den eneste som han ønskede! Måske der også fandtes andre der ville kunne se ham for den han var og se forbi hans handicap, men.. Lexie var bare den eneste han havde det med på denne måde. Han brød roligt kysset, som han vendte blikket mod hende igen, nærmest for at se om hun var tilfreds med hans svar eller ønskede mere, for hans ord hel vel forklaret hende det hele og kysset med?

[Deleted]

Lexie var virkelig forvirret over alt det med hende og Romeo, men det var nu noget som hun meget gerne ville finde ud af nu. Det var ikke fordi at hun ville lægge pres på ham, for hun var virkelig bare bange for, at hun ville ende med at skubbe ham væk og det var bestemt heller ikke hendes mening på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som var godt eller ikke, for man kunne jo heller ikke direkte kalde dem for elev og læremester, for.. han gjorde jo så meget andet for hende end det som så mange ville, såsom kys og kærtegn og det var det som virkelig måtte forvirre hende, for hun havde slet ikke nogen anelse om hvor hun måtte have ham og det var noget som hun agtet at finde ud af nu! At hendes spørgsmål måtte komme en anelse bag på ham, var noget som hun ellers tydeligt kunne se på denne her måde, selvom det nu ikke var noget som hun sagde noget til. Det plaget hende og han kendte hende godt nok til at kunne se hvad der måtte genere hende, eller bare det, at der var noget som måtte genere hende på denne her måde. Hans svar var virkelig noget som gik hende direkte i hjertet, for det var virkelig rart, at der var nogen som havde det med hende på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun nikkede mod ham, som han hævede hendes blik op mod sig. At han elskede hende, som han ikke kunne elske nogen anden, var virkelig noget som måtte lette hende og som intet andet overhovedet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde. Selvfølgelig var det et svar som hun kun måtte være helt og særdeles frygtelig tilfreds med! Hun kunne da ikke noget andet! Hånden lod hun stille glide i hvile mod hans bryst, som han berørte hendes læber med hans kys, som hun besvarede mere end glædeligt. Hun elskede ham, han var den eneste som var kommet ind på hende på denne her måde, så selvfølgelig var det noget som måtte ramme hende dybt et sted og det var bare.. rart at få det bekræftet, nu hvor hun var så forvirret omkring det! At vide at han direkte ønskede hende, var noget hen af det som hun havde manglet at høre, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det trods alt bare den rene sandhed på denne her måde. Hun trak vejret dybt, hvor en rød farve endnu en gang måtte melde sig i hendes kinder, for det var virkelig en utrolig tanke, følelse og fornemmelse, at skulle sidde igen med på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. ”Jeg.. jeg elsker virkelig også dig, Romeo.. virkelig!” endte hun med en hurtig stemme. Sandt var det skam, for hun elskede ham virkelig! Kysset blev besvaret og uden en tøven på nogen måde overhovedet! ”Men.. hvor står vi..?” Denne gang var spørgsmålet langt mere direkte, for det var faktisk også sigende, det som plaget og generede hende mere end det som noget andet faktisk måtte gøre det, om det nu var noget som man ville det eller ikke. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, som hun nærmest trykkede sig ind til ham. Tanken om at han ville skubbe hende væk, var faktisk noget af det som måtte skræmme hende mest.

[romeo]

Det virkede næsten som om at Lexie tvivlede på Romeo angående hans følelser, for.. han elskede hende og havde han ikke vist det godt nok? Det var jo ikke ligefrem vennestilen at sidde og kysse og kærtegne hinanden og da slet ikke læremester og elev! Men det var vel egentlig også det som måtte forvirre ham? Han vidste jo faktisk ikke helt og holdent hvor de måtte stå, for de havde jo aldrig trukket den videre, hvilket egentlig nok var mest hans skyld, for det var ham som var bange for at det ville gå ud over træningen, for han ville jo heller ikke være alt for blød, når de skulle træne, hun fik lov til at fejle og prøve igen, mere kunne han ikke forlange, men han var af den utrolige overbeskyttende type, så han var næsten bange for at han ville komme til at pylre omkring hende i stedet for at træne og lære hende det, for han ønskede jo heller ikke at hun skulle komme til skade, men det var vel bare ham som det var galt med? Hvem sagde at det kom til at gå på den måde? Hvem sagde at det overhovedet ændrede sig fra før af? Det var vel bare ham som gjorde sig disse mange unødige tanker, som så gik ud over hende og nu plagede det hende åbenbart, hvilket jo heller ikke havde været hans mening. De nøddebrune øjne betragtede hende ganske let, som han havde brudt kysset, hvor smilet bredte sig på hans læber ved hendes ord. De elskede hinanden, så et sted var det vel egentlig også tumpet at de ikke havde trukket den videre? For han gik da ud fra at det var det som hun ønskede sig. Han trak sig længere op i sengen, inden han tog hendes hånd, som tegn på at hun skulle følge ham, da han lagde sig ned. Han var ved at være godt træt, men på den anden side så havde han jo også trænet i flere dage uden den bedste hvile, for når han havde været helt udmattet havde han jo bare sovet i stolen, hvilket ikke ligefrem var en god søvn han havde fået der. Han lagde sig godt tilrette på det grønne sengetøj, hvor smilet bredte sig på hans læber, for han kunne ikke være mere tilfreds! Hun havde virkelig gjort det godt og det beviste jo også bare hvor meget han egentlig måtte betyde for hende, hvilket var noget som i den grad også måtte varme omkring hans hjerte. Han strøg hende roligt over håret, hvor han så tænkende ud i luften til hendes spørgsmål. Tja.. hvor stod de egentlig? Han trak svagt på skuldrene. ”Det ved jeg ikke helt,” endte han i en dæmpet tone, for han kunne jo ligeså godt være ærlig overfor hende, for det at lyve var da det sidste han ville! Han vidste bare ikke hvor de stod, selvom at de vel egentlig begge ønskede at trække den videre? Det ville han da ikke selv have noget imod, for han elskede hende og ønskede kun hende, så det at gøre hende til hans, ville han bestemt ikke have det mindste imod! Så var han da sikker på at hun var hans og ikke valgte nogen anden mand. Han drejede hovedet ganske let, som han skænkede hendes pande et blidt kys. ”Men.. jeg vil ikke have det mindste imod at trække den videre,” tilføjede han forsigtigt og endnu i en dæmpet tone, for han vidste jo ikke helt hvor hun ville hen.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Lexie tvivlede på Romeos følelser for hende, for han gjorde det da også tydeligt for hende, at han ikke var den som bare tog så let på tingene, men en som faktisk måtte lægge mærke til hende, se hende, respektere hende og ikke mindst også være der for hende, som hun også ønskede at skulle være der for ham. Det var jo heller ikke fordi at det var nemt når han brugte sin tid på træning og knapt var på værelset, selvom det jo selvfølgelig også var noget som havde tilladt hende, at skulle gøre alt det som hun havde gjort; Netop at gøre hele deres værelse om til en miniatureudgave af en skov. At han var glad for det, var selvfølgelig også noget som betød så skræmmende meget for hende, for hun havde aldrig været særlig god til at skulle beskrive med ord hvad hun måtte føle. Nej, det var hun langt bedre til når hun kunne vise det med handlinger; Såsom på denne her måde, også fordi at hun vidste hvilken betydning at skovene og naturen havde for ham, da det jo var der at han havde tilbragt størstedelen af sit liv. Hun hoppede roligt ind på sengen sammen med ham, hvor hun lagde sig godt til rette sammen med ham. Tanken om at skulle ende med at miste Romeo nu, var slet ikke en tanke som hun kunne bære, også fordi at han var den som hun havde ladet komme så tæt på sig som den eneste, for hun var virkelig en frygtelig indelukket person. Der var skam også mange magikere her omkring, som slet ikke kunne komme så tæt på hende som det han var endt med at gøre, om det jo så var noget som man ville vedkendes eller ikke, så var det jo faktisk bare den rene sandhed i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. At han selv ikke vidste helt præcist hvor de måtte stå med hinanden, var bestemt heller ikke noget som gjorde det langt nemmere for hendes vedkommende, men.. hun var da om ikke andet, så villig til at finde ud af det. Hendes hjerte endte med at slå lettere usikkert og fast mod hendes bryst, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, men det var jo trods alt bare.. en sandhed for hendes vedkommende. ”O-okay…” endte hun dog endeligt efter et mindre øjeblik. Hun lukkede øjnene stille ved hans kærtegn og hans kys, for det var virkelig, virkelig rart, selvom.. ja, hvis ingen af dem vidste det, så.. hvad skulle de gøre? Hans følgende ord, var noget som tydeligt måtte få hendes hjerte til at hamre direkte mod hendes bryst, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med at høre, men… håbet på det. Hun vendte blikket direkte mod ham, hvor selv et stille smil måtte brede sig. Hvad skulle man sige? Det var ikke.. fordi at hun var direkte kendt med forhold på denne her måde, men dette var virkelig ukendt land for hendes vedkommende. ”Det…” Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst. Hun havde slet ikke nogen anelse om hvordan eller hvad hun skulle sige. ”V-virkelig..?” spurgte hun. Hun måtte vel også bare være helt sikker på, at det som hun havde hørt, faktisk havde været det rigtige, selvom det var som taget direkte ud af hendes drømme, for det var bestemt noget af det som hun have håbet med og regnet med. ”Det.. det vil jeg også gerne, Romeo,” endte hun emd en tydelig rødmen i hendes kinder. Hun vidste da slet ikke hvad hun ellers skulle sige!

[romeo]

Det var ikke fordi at Romeo ønskede at give utryk for at han ikke ønskede hende, for det gjorde han! Han elskede hende og det var højere end livet selv! Det.. havde han vel også bevist for hende? Han havde trods alt ofret sit eget liv for hendes skyld dengang nede ved søen, hvor hun så havde genoplivet ham igen, hvilket var skylden til at han kunne tale, selvom det også var skylden til at han ikke kunne bevæge sine ben, men det gjorde ham nu intet, for det gik frem med genoptræningen og han var sikker på at han om ikke så længe snart ville kunne gå helt normalt, som ethvert andet individ, hvilket var en tanke som han så frem til. Han smilede blot bredere, som hun fulgte ham og lagde sig ved hans side og ind til hans krop, hvor han lod den ene arm falde omkring hendes skikkelse, så han kunne trykke hende blidt ind til sig og mærke at hun var der, så det hele ikke bare var en sød drøm, i så fald havde han ikke lyst til at vågne igen. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Mhm.. hvis.. du da gerne selv vil,” endte han forsigtigt, hvor smilet var blevet lidt mere usikkert, selvom hun vel måtte ønske det samme med ham? Ellers ville det vel heller ikke plage hende på den måde som det havde gjort? Det var da om ikke andet, så det som han selv ville gå ud fra, desuden så ønskede han ikke at det skulle plage hende og han fandt jo ikke ud af, om det virkede og fungerede, hvis han ikke prøvede. Han var godt nok bange for at træningen ville ændre sig, hvilket han jo heller ikke havde lyst til, men hvad skulle han gøre? Han fandt jo igen ikke ud af det, hvis han ikke prøvede, desuden var det vel også op til ham selv? Smilet bredte sig til hendes ord, hvor hans hjerte tydeligt måtte begynde at slå hårdere og hurtigere imod hans bryst, uden at han var i stand til at stoppe det. At hun også gerne ville det, bekræftede da kun at han ikke var den eneste, men at hun ligeså bar inde med det samme ønske, hvilket også gjorde ham glad! Han strøg roligt hendes røde kinder, imens hans smilede kærligt til hende. Han lænede sig roligt frem og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Jamen.. så kom sammen med mig?” spurgte han roligt, blot for at være sikker på at det hele blev gjort ordentligt, så der ikke opstod komplikationer og spørgsmål på vejen, for han ville være sikker på at de var indforstået med det hele. Han elskede hende og han ønskede jo kun hende ved sin side, så det var vel heller ikke forkert at trække den længere? Folk talte jo alligevel bag deres rygge, og talte om dem som havde de været et par, så det gjorde jo ikke ligefrem nogen forskel på den måde som andre så på dem, desuden delte de jo også værelses, så det sagde vel også lidt sig selv at folk fik den opfattelse at de var kærester? Ikke fordi at det gjorde ham noget, for han tog sig virkelig ikke af de andres samtaler, deres bagtaleri og deres kommentarer, for han havde Lexie og det var det eneste som han i sandheden havde brug for!

[Deleted]

Lexie betvivlede på ingen måde Romeos følelser eller noget som helst, men det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i det store og det hele, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun elskede ham, hun havde gjort alt det her for ham og det var vel også hendes måde at vise ham det på? At der faktisk var noget ganske særligt over det? Noget som hun ikke bare kunne skjule mere, for det var virkelig ved at gå hende på at hun slet ikke vidste hvor hun have ham eller hvad hun kunne tillade sig eller noget som helst, men det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i det store og hele, og det var noget som virkelig måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt i den anden ende. Hun vendte blikket stille mod ham som hun havde lagt sig umådelig godt til rette, for det var virkelig, virkelig dejligt at skulle ligge der i hans arme og ind mod hans favn! Måske at han ikke decideret var i stand til at beskytte hende nu hvor han ikke kunne bruge benene oprigtigt, men hun følte sig virkelig tryg og beskyttet i hans arme, hvilket i den grad var det bedste som hun nogensinde havde oplevet. Hun lukkede øjnene for en ganske kort bemærkning og uden at skulle vende blikket væk fra ham. Han var noget af det mest perfekte som hun havde været i nærheden af, så det var heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt. Tvært imod. Hun trak vejret dybt. Et sted så ønskede hun jo virkelig brændende at finde ud af hvor de stod, for hun nægtet virkelig at tro på, at dette var noget som ville gå ud over deres træning i den anden ende. De kørte vel lidt i det, i det skjulte? Ikke fordi at det var noget som hun havde lyst til at skulle skjule, men hun elskede ham og rygterne gik jo allerede blandt de mange andre magikere om at de havde dannet par, men det var jo aldrig noget som de decideret selv havde snakket om, så… ja, hvor stod de? At Romeo ikke havde noget imod at trække den videre, var noget som gjorde, at hendes hjerte måtte hamre for vildt mod hendes bryst. Hun vidste da slet ikke hvad hun skulle sige, eller hvordan pokker hun skulle reagere på noget som helst! De strøg mod hendes kinder, var noget som fik hende til at smile, for det var bestemt heller ikke fordi at hun kunne lade være, nu hvor hun endelig var sammen med ham. Hans ord var noget som virkelig var noget som hun brugte tid på at få ind, for hun måtte også være sikker på, at hun havde hørt fuldkommen rigtigt. Spurgte han hende virkelig? Hun vendte de isblå øjne mod ham nærmest overrasket. Ikke fordi at det var noget som hun direkte havde regnet med, men det.. var virkelig ikke noget som hun havde regnet med at skulle høre overhovedet. Hun nikkede efter adskillige sekunder, hvor smilet end ikke kunne skjules på nogen som helst måde overhovedet. ”Det.. det vil jeg gerne.. rigtig gerne!” sagde hun med en næsten lykkelig stemme, som man næsten kunne tro, at det havde været et frieri! Smilet bredte sig stort på hendes læber og nærmest med en glæde uden lige i hendes blik. Hun lænede sig stille frem, hvor hun lod læberne berøre hans i et kærligt kys, intenst og dog alligevel prøvende. Hun ønskede stadig ikke at skulle træde over hans grænser på den ene eller den anden måde.

[romeo]

Det var vidst kun på tide at de fandt ud af hvor de egentlig måtte stå, og det var heller ikke fordi at Romeo ikke ville, for han ønskede heller ikke at det skulle gå Lexie mere på, eller gøre hende yderligere frustreret, for han kunne jo tydeligt se på hende at der var noget som plagede hende, desuden var han enig i hendes ord, for han ville gerne selv finde ud af hvor de måtte stå henne, for han vidste det jo heller ikke selv. Desuden fandt han jo ikke ud af om det var smart eller ej at komme sammen med hende, han fandt ikke ud af om det ville påvirke træningen, hvis han ikke prøvede og gav det en chance. Desuden så ønskede han kun hende, så hvorfor skulle han ikke ønske at trække den videre? At hun så også måtte lyse helt op, da han spurgte, fik kun det brede og varme smil til at sprede sig på hans læber, for det betød vel at hun var enig? At hun også gerne selv ville trække den videre, så de faktisk kunne kalde dem for et par? Det var jo alligevel hvad alle andre måtte tro om dem, for de var jo nærmest konstant sammen, de holdt i hånd, de kyssede og så var der jo lige det faktum at de delte værelse, så hvem ville ikke tro at de var et par? Han smilede muntert til hendes ord, som han skulle til at besvare, selvom at han ikke kom så langt, da han blev mødt af hendes læber, hvor et fredfyldt suk måtte forlade hans strube. Han lod armene glide omkring hendes krop, hvor han trykkede hende tættere ind på sig, så han var i stand til at mærke at hun var der og kunne vide at hun ikke bare var en drøm, i så fald havde han ikke lyst til at vågne igen. Han besvarede hendes kys med en lettere form for længsel, hvor hans øjne måtte glide i, imens hovedet søgte til den ene side, så det blev lettere for ham at komme til og for at få hende tættere på sig. Hun var den eneste kvinde han ønskede, det havde hun jo faktisk altid været og hvorfor skulle han ønske nogen anden end hende? Hun var alt det som han havde brug for. Hun støttede ham, hun blev ved ham på trods hans handicap, hvad mere kunne han overhovedet ønske sig end hende? Han brød kysset ganske let, hvor han trak hovedet kun en anelse tilbage, så han endnu var tæt på hende. De nøddebrune øjne, fyldt med et tydeligt skær af glæde, søgte ganske roligt til hendes, imens det varme smil måtte brede sig på hans læber. Han var dog træt og udmattet efter træningen, hvilket man også tydeligt ville kunne se på ham. Han løftede den ene hånd, som han strøg imod hendes kind, inden han lænede sig det sidste stykke frem og skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Jeg elsker dig Lexie,” hviskede han i en blid og dog varm tone, uden at han tog blikket fra hende. Han lagde sig bedre til rette i sengen, inden han trak dynen over dem. ”Jeg er ved at være træt,” mumlede han i en rolig tone, næsten som han spurgte ind til om det var okay at han lagde sig, desuden måtte hun vel også selv være træt, hvis hun havde brugt sin magi til at få alt dette ind i værelset? Han var bare udmattet, eftersom han ikke havde fået nogen ordentlig søvn i de sidste par dage.

[Deleted]

Det var virkelig ikke fordi at Lexie ønskede at lægge et pres på Romeo, for hun havde det jo faktisk rigtig, rigtig dårligt med det. Hun vidste bare ikke hvor de stod, hun vidste ikke hvad hun kunne tillade sig eller ikke og rygterne gik jo hvorvidt om de var sammen, hvilket i sig selv, var en tanke som faktisk måtte glæde hende og temmelig meget endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for det gjorde det virkelig. De kysset, de kærtegnede hinanden, men igen, hvor gik den store grænse som man bare ikke skulle krydse? Hun vidste det ikke, og det var noget som efterhånden var hende en noget så frygtelig og frustrerende tanke. At han havde gjort sig de samme tanker som hende selv, var i den grad kun noget som måtte få hende til at smile og som aldrig nogensinde før, for det var virkelig noget af det bedste ved det hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Romeo havde en ganske særlig betydning for hende og noget så utrolig stort. Hun blev liggende tæt ind til ham, hvor hun holdt kysset. At han i det hele taget havde spurgt hende om det, var noget som varmede hende dybt inde og det var noget af en fantastisk følelse at skulle sidde igen med! Han elskede hende.. han ønskede hende.. Det var alt sammen som taget direkte ud af hendes vildeste drømme. Drømme som hun et sted slet ikke havde troet på skulle ske på denne her måde, men det var sket alligevel! Kysset holdt hun, da hun slet ikke nænnet at bryde det! Et sted frygtede hun jo trods alt også det faktum, at det hele var en drøm som hun ganske snart ville vågne op af. Hun kunne vel også bare håbe på, at det hele var virkelighed for det føles sådan. Hun havde ham jo helt tæt på og hun var i stand til at skulle mærke ha,, hvilket i den grad kun måtte være noget af det bedste ved det hele. Øjnene gled i, som hun lod sig blive omringet af det ellers så trygge mørke. Han havde gjort det trygt for hende, for igen, så havde han gjort så skræmmende meget for hende, at man skulle tro at det måtte være løgn i den anden ende! Hun elskede ham og hun ønskede at støtte ham igennem det hele. Hun ønskede at være ham en hjælp som hun ønskede at støtte ham og samtidig også lade ham prøve selv, så det ville kunne gå. Hun havde troen på at han nok skulle klare sig igennem sit handicap og hun ville for altid stå der sammen med hende. At han brød kysset, fik hende stille til at åbne øjnene som endnu en gang måtte være tydeligt præget af en tydelig form for glæde. En følelse som han kun måtte sætte i hende på denne måde. Hun smilede let og nikkede roligt. ”Jeg elsker også dig, Romeo.” Hendes stemme var en hvisken. Nu hvor de lå så tæt på hinanden, så var der jo heller ikke nogen grund til andet. At han var træt og udmattet, var nu noget som hun udmærket godt kunne forstå, for han havde været i gang i flere dage nu! Hun var selv træt for denne type magi, var noget som tydeligt måtte udmatte hende, men hun ville bare have at han skulle se det først. Hun sendte ham et roligt smil. ”Du må også være træt efter den lange træning..” Hun tog imod hans kys til mundvigen, hans strøg mod hendes kind, hvor hun tog ordentlig fat i dynen og trak den omkring dem begge. Hun rykkede sig dog ikke. ”Sov du bare, min kære. Jeg vil være det første du ser, når du åbner øjnene igen,” hviskede hun stille og tæt ved hans øre, næsten som hun ønskede at lulle ham i en god søvn. Han fortjente det i hvert fald!

[romeo]

Nu stod det jo så klart at de var et par, for nu havde Romeo spurgt hende direkte, for at være sikker på at det ikke gav komplikationer i fremtiden, og hun havde sagt ja, næsten som om at de skulle giftes, men det var jo nok noget som lå langt ude i fremtiden forhåbentligt. Ikke fordi at han ikke ønskede hende, men hun var jo selv ganske ung endnu, selvom hun virkelig havde ændret sig og udviklet sig, og det var virkelig et forfriskende og smukt syn! Hun var ikke den usikre type længere og det glædede ham virkelig kun! – selvom at hun til tider kunne falde tilbage i det gamle, men det gjorde ham faktisk heller ikke noget, for.. han ønskede ikke at hun skulle ændre sig fuldstændig, han ønskede hende som hun var, hverken mere eller mindre. Han elskede hende og han ville gerne være sammen med hende, desuden var det vel også op til ham selv at han ikke lavede om på træningen? Det var hende som han ønskede at ligge med her, det var hende som han ønskede at kysse, at kærtegne og bekræfte på alle måder, og han ønskede at vise hende at det også var hende som han ønskede og elskede, for han var virkelig ligeglad med alle andre! De nøddebrune øjne faldt let til hendes skikkelse, som kysset blev brudt, hvor et skævt smil gled over hans læber, som hun gengældte hans ord. Han elskede hende og det var med krop, sind og sjæl! Han nikkede dog roligt til hendes følgende ord, som han begyndte at lægge sig godt tilrette. ”Det er jeg,” istemte han roligt, som han lagde sig ned i sengen og selvfølgelig sørgede for at hun var ved hans tide, tæt på ham. Han lod hende blot putte dem bedre under dynen, hvor et træt og dog taknemligt smil gled over hans læber. Det sitrede i hele hans krop ved hendes hviskende ord mod hans ene øre, hvor han dog alligevel ikke kunne andet end at storsmile til hendes ord. ”Andet ønsker jeg heller ikke,” svarede han stilfærdigt, som han drejede hovedet og dermed vendte blikket mod hende igen, som han løftede hovedet ganske let, for at skænke hendes læber et blidt kys, inden han lagde sig ned igen og lukkede øjnene. Hun var det første han så, når han slog blikket op? Det ville da glæde ham mere end noget andet! Han trak vejret dybt, som han blev omringet af det betryggende mørke, hvor han ikke kunne være andet end sikker, nu hvor hun måtte ligge ved hans side. Han var sikker på at det hele nok skulle gå. Der gik ikke særlig lang tid, inden han kunne mærke at søvnen, måtte overmande ham, for han var utrolig træt efter den træning, for han havde jo ikke fået nogen god søvn de sidste par dage, der havde han bare sovet når udmattelsen havde slået ind over ham. Han endte til sidst at trække vejret dybt ved hvert åndedrag, som et tydeligt tegn på at søvnen havde vundet, hvor han hellere end gerne havde givet efter, for at han kunne få den nødvendige søvn.

//OUT