I'm almost done..!

[romeo]

Om det var dag eller nat var ikke noget som Romeo vidste, det eneste han var klar over, var at han var nød til at træne. Han havde trænet i flere timer, hvis ikke.. dage. Han vidste det ikke længere, det eneste han vidste, var at han var nød til at træne, for at kunne komme til at gå normalt igen. Han var næsten blevet helt besat af at skulle træne sine ben op, selvom benene dog ikke var det eneste han trænede, for han trænede også sin magi. Hvis folk var gået forbi træningsrummet, så ville de nok høre en masse rabalder, eksplosioner og larm, det kom fra hans energikugler og andet magi der skød mod væggene, mod hinanden, hvor han endda skød dem mod sig selv, for at træne sine reflekser. Så snart han blev udmattet, satte han sig ned i kørestolen lavet af træ, hvor han slappede af indtil han var klar igen. Mange måneder var efterhånden gået og han havde vænnet sig til at være her, foruden det faktum at han stadig hadede at være her. Magikerne var ikke ligefrem de flinkeste af lysets racer, mange af dem som boede her var snerpede, de så ned på ham, når han enten kom gående eller rullende forbi, derfor kom han også i træningslokalet for at afreagere. Han kom for at slippe lidt væk fra det hele. Hvor Lexie var henne vidste han ikke, for han havde ikke set hende i det tidsrum at han havde været herinde, så hvor længe det var, vidste han ikke helt præcis, men det var vel også ligegyldigt? Han hjalp hende med magien, når han kunne, hvor hun af og til hjalp ham med sin genoptræning, men det var jo heller ikke fordi at han ønskede at gå hende på nerverne, ved at være sammen med hende døgnet rundt hver dag i ugen. De boede jo trods alt også på værelse sammen, selvom han ikke havde lagt inde i sengen i et godt stykke tid efterhånden, for når han blev udmattet satte han sig blot i stolen, hvor han så faldt i søvn, når han så vågnede igen, så trænede han videre.
Romeo skød en energikugle af sted der fløj rundt i rummet, inden den fløj tilbage mod ham selv. Denne gang flyttede han sig ikke, som han lod den ramme ham direkte i brystet, hvor han røg tilbage og ned i gulvet. Han var også nød til at træne sin udholdenhed, så han kunne besejre de forbandede vampyrer! Når han blev frisk igen, så satte han efter den vampyr, som havde voldtaget Lexie! Det eneste han bar på kroppen var nogle flossede bukser, som var blevet gjort i stykker af alle de gange en energikugle havde ramt ham. Han kunne gå med stok, men han blev hurtigt udmattet af det, hvilket var grunden til at han endnu brugte rullestol – det havde dog også gjort hans arme langt stærkere end før, for det krævede virkelig sit! Han bar endnu det lange ar over brystet, som hans egen farfar havde givet ham, dengang han havde mistet sin stemme og fik sin hofteskade i eksplosionen. Han vendte blikket ned mod sin venstre side, hvor det store brandmærke endnu var, som gik hele vejen rundt på ryggen – der hvor vampyren havde ramt ham med et lyn, den nat han havde reddet Lexie, selvom det vel var endt med at det var Lexie som havde reddet ham? Han overkrop havde han trænet meget i sit sygeforløb, så selv den var blevet langt mere markant. Han fik sig sat ned i rullestolen, inden han strøg en hånd igennem de korte blonde lokker.

[Deleted]

Tiden var gået og det eneste som Lexie så, var at Romeo gjorde det ene fremskridt efter det andet, hvilket hun i den grad var noget så frygtelig glad for! De delte værelse og det var jo heller ikke fordi at der var noget som helst, at skulle sætte fingere på der, så det var også noget som hun virkelig måtte sige sig, at være noget så frygtelig glad for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun havde haft sit at slås med og specielt efter det vampyrangreb som havde fundet sted i den lyse kirke. Hun havde ikke været i kirken siden den dag, men det havde dog slet ikke afholdt hende fra sin bøn for Romeos skyld. Hun håbede, tiggede og bad så sandelig også til at han en dag ville lære at gå ordentligt igen. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule det mindste af overhovedet, for hun holdt virkelig af ham. Hun elskede ham og mere end det som hun ville være i stand til at skulle elske nogen overhovedet. Han var den som var kommet hende så frygtelig tæt som intet andet, og for det, så var hun ham så sandelig også taknemmelig! Hun var ham virkelig taknemmelig for alt det som han havde gjort for hende. Hans genoptræning tog meget af hans tid, og det var også noget som hun havde den klareste respekt for, for hun ønskede ham selv det bedste, selvom det ikke var noget som hun kunne. Hun masserede hans ben i tide og utide, også for at få de ømme muskler til at falde mere til ro igen og det så da også ud til at skulle gå i hans retning?
Lexie havde været ude for dagen. Hun havde valgt at begive sig ned til floden som stod i Procias og i og med, at det var noget af det mest smukke som var at finde i Procias nu om dage. Skoven var nedbrændt, så det var heller ikke fordi at hun begav sig alt for langt væk fra den lyse og magiske cirkel. Måske at Romeo ikke var meget for at de var der, men de var da i sikkerhed om ikke andet også selvom hun heller ikke regnede med at skulle være der til evig tid. Der hvor han gik, så ønskede hun at følge ham, hvis det ikke var fordi at hun allerede var bange for at hun var ved at gå ham en anelse på nerverne? Hun var jo trods alt bekymret for ham, hans ben og ikke mindst også hans helbred, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun begav sig forbi de mange magikere som selv måtte se på hende. Hun var selv ikke af dem på mange måder; Kroppen var jo stadig præget af de mange gamle ar efter bid af vampyrerne, hun var selv en anelse bleg og hun var sammen med en som Romeo. Måske at de ikke officielt var sammen-sammen, men hun holdt virkelig af ham og hun.. ønskede det vel et sted? Træningssalene var hendes mål for denne rute og hun kom frem også temmelig hurtig. Den mørke kjole hvilede trygt omkring hendes ellers så slanke skikkelse, som hun stilede sig ved portene derind til. Et stille smil passerede hendes læber. Man undervurderede ham virkelig, hvis man ikke troede på at han ville være i stand til at skulle forsvare sig, for det kunne han så sandelig også godt! Hun gik roligt indenfor. ”Du ser udmattet ud.” Hendes stemme bar præg af en mindre længsel efter at have ham tæt på, for hun havde ikke set ham i nogle dage. Hun gik mod ham, blot for at lade hånden glide mod hans skulder. Han var da ved at være udmattet!

[romeo]

Meget havde Romeo været igennem i hans liv, dog var der intet han som sådan fortrød, for det havde nemlig ført ham til den smukkeste og fantastiske unge kvinde på Jorden: Lexie. De var godt nok ikke sammen-sammen, men han var ikke i tvivl om sine følelser, for han elskede hende! Det var vel egentlig også lidt for hendes skyld at han kæmpede så hårdt med træningen? Og så var det også for at slippe væk herfra. Han vidste godt at de var i sikkerhed her, men hvor meget nyttede det, når hun hele tiden søgte væk herfra? Han havde godt hørt om det vampyrangreb som var sket på kirken, for det var jo ikke fordi at hun løj for ham eller holdt nogen skjult, hvilket også ville gøre ham vred hvis hun gjorde, selvom han et sted så også godt forstod hende hvis hun gjorde, for han vidste at han var af den overbeskyttende type og han var ikke meget for at hun tog væk herfra, han var vel blevet lidt streng på det sidste? Det var kun fordi at sidst han havde fundet hende, var ved søen, hvor hun igen var blevet overfaldt af en vampyr, og så igen ved en kirke?! Det betød jo blot at hun kunne blive overfaldt hvor som helst! Og det ville han ikke have! Han kunne ikke beskytte hende, så længe hans ben var så svage, men hun gjorde det bestemt heller ikke let, når hun bare søgte ud som intet var hændt, for det var blevet farligt at begive sig ud i Procias nu om stunder, der var et oprør i gang, mørkets væsner var kommet til landet og skoven var brændt ned – noget som virkelig havde ramt ham hårdt, for der havde hans elverfamilie boet, så der var sikkert mange der var døde, men ikke engang der kunne han søge hen, han kunne ikke søge nogen steder hen og det frustrerede ham virkelig til tider! Det var derfor han de sidste par dage havde brugt så meget tid på træningen. Det røg ganske let fra hans faste bryst på grund af den energikugle der havde ramt ham. Han havde lænet sig afslappet tilbage i stolen, hvor han trak vejret dybt, blot for at ånde tungt ud. Det var virkelig udmattende at træne dag ind og dag ud, men det var sådan at han fik tiden til at gå. Han var faldet hen i noget der mindede i en mindre søvn, da porten gik op, hvilket fik ham til at slå øjnene op, inden et smil gled over hans læber til lyden af den velkendte stemme. Han vendte blikket mod sin skulder, hvor hendes hånd hvilede. Han fik vendt rullestolen, hvor de nøddebrune øjne faldt til hendes skikkelse. Det var lang tid siden at han havde set hende sidst! Han lod sine ru hænder falde omkring hendes slanke, hvor han gav dem et blidt klem. ”Du ser godt ud,” bemærkede han med den varme stemme, som han betragtede hende i den flotte sorte kjole. Hans trækrykke hang i selve rullestolen, som han havde lavet en beholder til den, så han kunne have det hele med sig på en gang, lige nu var han dog for udmattet til at rejse sig. Hans overkrop var lettere glinsende af sved, for han havde været i gang i flere dage, hvor han selv havde fået et par skrammer, så et bad ville efterhånden gøre godt! Han slap roligt hendes hænder, som faldt til hjulene af rullestolen, som han næsten begyndte at lege rundt i så han ikke blev rastløs, for han nød at være i gang. ”Hvor har du været?” spurgte han nysgerrigt og dog roligt. Det var takket være hende at han kunne tale, hvilket han var hende evigt taknemmelig for!

[Deleted]

Lexie vidste udmærket godt, at hun var meget dygtig til at søge ud. Igen så var det noget som hun efterhånden bare måtte finde nødvendigt af mange grunde faktisk; Det gav hende en følelse af kontrol over hendes eget liv, hun kunne stå og møde frygten i øjnene, ganske enkelt fordi at hun faktisk ikke var meget for at skulle søge ud i det store og hele, men det var nu noget som skete alligevel. Det var bestemt ikke fordi at hun ville søge væk fra Romeo, men hun havde så sandelig også sit at slås med og det var hende selv noget så tydeligt, at det også var noget som han havde. Han gjorde det virkelig også fantastisk og hun kunne ikke være noget andet end stolt af ham! Hun var slet ikke i tvivl omkring sine følelser for ham og det havde hun aldrig nogensinde været før. Det var der vel heller ikke nogen grund til i den anden ende? Siden hændelsen i kirken, så havde der slet ikke været noget som helst. Hun havde ikke mødt så meget som et eneste mørkevæsen siden, selvom hun vidste og kunne se, at hun havde været forbandet heldig. Skovene var fuldkommen ødelagt og hun vidste jo at mange af Romeos rødder stammet derfra. Det var også derfor at det faktisk måtte gøre ondt på hende selv også. Hun kunne ikke lade være med at smile som hun måtte se ham sidde der. Hun kunne aldrig nogensinde finde på at gøre grin med ham fordi at han sad i den stol. Han var en kæmper og han var en kriger og han kæmpet så sandelig alle sine kampe, det var jo noget som hun så dag efter dag og han gjorde jo ikke noget andet end kæmpe fremskridt! Hans ru hænder som lukkede sig om hendes, fik hende bare til at smile bredt, hvor selv en rødmen måtte melde sig i hendes blege kinder. ”Kan du godt lide den?” Hun så ned af sig selv. Den var ganske simpel, den var mørk og passet godt til hendes figur, men der var ikke rigtigt noget som gjorde den ekstraordinær at skulle gå rundt i og vise frem. Hun vendte blikket mod ham igen, som han vendte stolen mod hende. Hun havde virkelig savnet ham, selvom hun havde valgt at acceptere, at han også havde brug for tiden selv, at kunne få lov til at afreagere, for hun havde i den grad også hørt at folk hvisket og tisket i hjørnerne af ham og hende, selvom det virkelig raget hende. Hun var virkelig ligeglad med det hele. Selv havde Lexie været igennem en større forvandling. Hun var blevet en anelse mere sikker på sig selv og hvad hun kunne samt omgivelserne og alt det omkring hende. Hun turde jo faktisk at gå ud nu, så det var jo trods alt et skridt i den rigtige retning. Hovedet lod hun søge let på sned. Hun havde brug for tiden alene sammen med ham, for det var ikke noget som de havde haft temmelig længe. For ikke at glemme, at det var noget som hun faktisk ønskede at finde ud af.. lige hvor de stod? For det vidste hun virkelig ikke. Hun sendte ham et stille smil og lod hånden let stryge ham over håret. ”Rundt forbi.. Jeg har fået arrangeret noget til dig,” svarede hun roligt. At lyve for ham var aldrig noget som hun nogensinde havde gjort, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun holdt af ham, hun bygget forhold på ærlighed og det var i den grad også noget som hun agtet at gå frem med på denne måde også overfor ham. Han var jo trods alt den som stod hende nærmest og på alle måder. ”Jeg tænkte at.. vi to.. godt kunne bruge noget tid sammen?” foreslog hun lettere forlegent.

[romeo]

Romeo vidste godt at de ikke havde brugt så meget tid sammen på det sidste, hvilket han da også var ked af, men han vidste ikke helt, det var som om det havde været nødvendigt – for dem begge. Det var tydeligt at mærke på hende at hun havde forandret sig siden deres første møde, hvor hun havde været denne forsigtige og klumsede pige, som havde været utrolig usikker på sig selv. Men med tiden var hun blevet langt mere sikker, selvom han dog endnu ikke brød sig om at hun bare sådan tog ud – specielt ikke uden ham, for var han hos hende, så var han da sikker på at han kunne beskytte hende, så der ikke skete hende noget, for så tilgav han virkelig ikke sig selv! Men selvom han havde frarådt hende om at gå udenfor, så vidste han at hun gjorde det alligevel, det var jo heller ikke fordi at han kunne bestemme over hende – og det ville han bestemt heller ikke! Men han vidste bare hvor uheldig hun havde været og han var bange for at hun kom til skade, for hendes magi var jo endnu ikke den bedste, selvom hun var blevet rigtig god med ild og hendes vand var klart også blevet bedre – men det var jo heller ikke altid nok! Selvom han var utrolig dygtig, når det kom til magi, så kunne han selv komme ud for slemme modstandere – han bar trods alt et slemt brandmærke over ryggen og den venstre side – og han var langt mere erfaren end det som hun var, så han ønskede ikke at hun søgte så meget ud som hun gjorde, men det var så også en ønske han holdt for sig selv, for han ønskede jo heller ikke at tage hendes frihed fra hende, bare fordi at hans egen var blevet ham frarøvet, men det var vel heller ikke forfærdeligt at han faktisk bekymrede sig så meget om hende? Han ønskede bare ikke at gå hende på nerverne ved at være så overbeskyttende hele tiden, det var vel også derfor at han havde været væk fra hende i flere dage? Han vendte blikket mod hendes krop og kjole, inden han så op på hende igen. ”Jeg elsker den!” svarede han med et muntert smil, som han klemte blidt omkring hendes hænder. Nok hun var blevet langt mere sikker, men hun rødmede endnu ganske let, selvom det nu ikke gjorde ham noget, for han elskede faktisk når han var grunden til det. Han var dog glad for at hun var blevet langt mere sikker, at hun selv udviklede sig personlighedsmæssigt, så hun også selv blev lidt mere udadvendt. Han stejlede ganske let med rullestolen, som han holdt balancen på, imens han lyttede til hendes ord. Han faldt dog ned på alle fire hjul igen, hvor han vendte blikket lettere spørgende og næsten mistroisk mod hende. ”Arrangeret?” gentog han roligt og dog lettere spørgende. Han var ikke meget for at være her på stedet, hvilket hun jo allerede havde fundet ud af for lang tid siden – folk snakkede jo, selvom han sådan set var ligeglad, han kommenterede det ikke. Det kom dog an på hvad hun havde ’arrangeret’ til ham, for hvis det var noget her i huset, med de andre magiker, så takkede han bestemt nej! Han ignorerede dem måske, men han gad heller ikke gøre ondt værre, så ville han langt hellere holde sig for sig selv – noget han havde efter elverne. Det varme smil gled over hans læber ved hendes ord, hvor han gjorde de sidste rul hen til hendes skikkelse igen. ”Det lyder godt!” endte han med den muntre stemme, uden at smilet ville falme. Det var vidst på tide?

[Deleted]

Lexie vidste udmærket godt at Romeo var den overbeskyttende type, og det var heller ikke fordi art det var noget som gjorde hende noget. Hun fandt det ganske charmerende og sødt et sted, at det var sådan at det nu måtte være. Hun vidste jo så til gengæld også at hun ikke kunne have ham ved sig hele tiden. At han ikke altid stod der til at holde hende i hånden når hun skulle prøve noget nyt, så hun prøvede jo også lidt på egen hånd og det var jo heller ikke fordi at hun begav sig så langt væk, så det var jo heller ikke fordi at hun havde nogen direkte tro på at der ville ske noget som helst med det. Hun kunne ikke lade være med at smile når hun endelig var sammen med ham. Det var hende simpelthen umuligt! Hun elskede ham og hun ønskede vel egentlig bare at finde ud af hvor pokker det var at de stod med hinanden, for det var virkelig heller ikke til at finde ud af på den ene eller den anden måde. For hendes vedkommende, så var det vel bare blevet hende en direkte frustration, at hun ikke vidste hvor hun havde ham? Om han ville finde sammen med hende eller en anden, for det var jo heller ikke fordi at hun havde lagt pres på ham af nogen art, for det var noget af det sidste som hun ville! Han passede på hende, eller.. han prøvede at passe på hende og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end virkelig at nyde tanken omkring det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham et bredt smil. ”Virkelig? Den er da.. ikke noget særligt?” Hun så lettere forlegent ned af sig selv, for det var virkelig flovt at tænke over et sted. Der var jo heller ikke nogen som decideret komplimenterede hende for hendes beklædning eller udseende. Det havde de jo faktisk aldrig nogensinde gjort. Kjolen rettede hun en anelse på, hvor hun betragtede ham, som han endte helt.. mistroisk? Folk snakkede så sandelig også bag hendes ryg fordi at hun var sammen med ham, men det var nu ikke noget som hun tog sig af. Hun gjorde det fordi at hun havde lyst og fordi at hun virkelig holdt af ham. Det gjorde hun virkelig! Hovedet lod hun søge let og stille på sned, hvor smilet ikke var til at skulle tage fejl af overhovedet. Det var noget.. betydningsfuldt for hende. ”Mhmm.. Bare dig og mig for en gangs skyld,” sagde hun. Hun kunne da aldrig drømme om at involvere nogen andre i det! Aldrig! Hun vidste jo også hvordan han havde det med stedet fra før af, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at de havde nogen andre steder at søge til lige foreløbig og nu var det bestemt også alt for farligt derude! Hun endte næsten med at hoppe af glæde, som han selv gik med på det og med den munterhed. Det var den som hun elskede. Han var altid så munter! Det havde han altid været og igennem al den tid hvor hun havde kendt ham også! ”Glimrende! Så… du skal have den her på,” sagde hun roligt, hvor hun holdt et lille tørklæde op. Det hele skulle være en overraskelse, for hun havde brugt hele dagen på at stille det i stand også for ham. Hun ville gøre noget ekstra og særligt for ham. ”Det er en overraskelse,” forklarede hun videre. Det var vel også et spørgsmål om tillid? Hun havde brug for at han stolede på hende til dette.

[romeo]

Tanken om at sidde i rullestol, var noget som Romeo mere eller mindre havde vænnet sig til, et sted så var det en stor negativ ting, men han prøvede at finde mange positive ting ved det, det var selvfølgelig trist at han ikke kunne gå – ikke så godt som sådan, men han trænede sin overkrop ved det, som allerede var endt langt mere muskuløs end hvad den havde været fra før af. Han fik trænet sin krop på en måde, som var helt anderledes, så han lærte også at bevæge sig på en hel anden måde, hvilket også gav ham et forstående syn på andre handicappede, hvor han faktisk var glad for at hans ikke var det værste, for han kunne i det mindste træne det hele op – hvilket han bestemt også var i gang med hver dag! De nøddebrune øjne betragtede hende ganske let. Han fandt hende utrolig smuk i den sorte kjole! Hun havde altid været smuk i hans øjne, selvom hendes krop var fyldt med ar af vampyrbid, men det betød virkelig intet for ham! Hun var dejlig af den grund. ”Bare det at du bærer den gør den til noget særligt,” svarede han stilfærdigt, hvor han betragtede hende ganske let. ”Du ser smuk ud,” lagde han roligt til, hvor han sendte hende et varmt og kærligt smil. Han fandt ingen grund til at lyve, for i hans øjne var hun smuk som dagen var lang og ja natten med. Måske folk ikke kun snakkede om ham, men også om hende, men det var jo bare ærgerligt at de ikke kunne se hvad han så i hende, hun var utrolig talentfuld, for han var ikke kun hendes ven, men også hendes læremester, han havde set hende træne med magien og hun gjorde virkelig altid et godt fremskridt! Han vidste også at hun øvede sig og trænede hårdt, ligesom han selv måtte gøre med sin genoptræning. At hendes arrangement kun gik ud på at være de to, gjorde han nu bestemt ikke noget, for det var noget som han hellere end gerne ville! Det var noget som han faktisk ville se frem til! ”Det lyder rigtig godt!” svarede han med et muntert smil på de rosenrøde læber, imens de nøddebrune øjne hvilede lettere nysgerrigt og spændt på hende, for det var lang tid siden at de havde lavet noget sammen, så det ville da kun gøre godt! Så kunne de snakke og finde ud hvor de stod, for han havde lidt svært ved at finde ud af det selv, netop fordi han følte sig lidt splittet, han elskede hende, men var det passende? Han var jo hendes læremester og han ville helst ikke have at følelserne kom i vejen for deres træning, men havde de behov for det? Det var tanker som han havde gjort sig mange gange og han fandt aldrig et svar på dem! Det frustrerede ham virkelig! Han så overrasket på hende, som hun fandt tørklædet frem. Han kunne godt regne ud at det så var en hemmelighed. ”Men..” Det var en lille protesterende tone, for hvis han skulle have bind for øjnene, så skulle hun jo.. køre ham derhen og det var noget som han ikke var meget for, for han havde trods alt sin stolthed, men.. hvad skulle han gøre? Han nikkede ganske roligt og vendte ryggen til hende, så hun kunne give ham det på. ”Udmærket.. Så længe du ikke kidnapper mig,” svarede han drillende, for lidt sjov kunne han vel godt lave med det? Han ville dog elske at bruge noget tid sammen med hende!

[Deleted]

Lexie kunne remse mange gode ting op ved at se ham sidde i den rullestol; Han havde været mere end villig til at ofre livet for hendes, han havde kæmpet sine kampe og han havde mødt en som havde formået at overkomme ham på denne måde – Noget som alle skulle møde før eller siden. Hun var bare frygtelig glad for, at han havde det godt. Eller.. så godt som han nu kunne have det, for hun var klar over, at han ikke kunne fordrage at sidde i den. Hun hånede ham ikke, hun gjorde ikke grin. Nej, hun støttede ham i hans genoptræning og hun opmuntrede ham til at bruge stolen mere, for ikke at overbelaste sine ben. Lige nu havde hun bare brug for ham lidt. Brug for at have ham lidt alene uden at finde ham siddende i stolen i sin døsige tilstand, fordi at træningen havde været for hård. Han gjorde det virkelig fantastisk! Det gjorde han virkelig! Hans komplimenter var noget som virkelig fik hende til at smile, også fordi at hun vidste, at det var ord som han også måtte mene i den anden ende. At han virkelig måtte mene de ord som han skænkede hende, for han havde vel heller ikke nogen grund til at skulle lyve? ”Det er vel ikke bare noget du siger, for at få mig til at smile?” spurgte hun med en mindre drillende undertone. Han gjorde hende munter og altid i så godt humør, for når han virkelig var munter, så var alle i hans nærhed i den grad også det samme, for de kunne jo heller ikke være noget andet! Nok var han hendes lærermester og hendes ’værelseskammerat,’ men af hjerte, så var han også så meget andet, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun elskede ham og det var på langt mere end venne-metoden! Det var noget.. helt andet som hun ikke just kunne sige, at hun havde oplevet før på denne måde. Hun smilede bredt, for det kunne næsten se ud som om, at han også ønskede at være alene sammen med hende? Det gjorde hende bare glad! Bare tanken om at kunne snakke sammen med ham og så finde ud af hvor de stod med hensyn til hinanden, var klart også noget af det bedste ved det hele, for det var.. nødvendigt. Hun ønskede at vide det! Han var ikke meget for tørklædet, det var noget som hun udmærket godt kunne se, selvom det nu ikke var noget som rørte hende som sådan, hun ønskede vel også at tage kontrollen i tide og utide? Når hun endelig turde gøre det selvfølgelig, for det var i sig selv, ikke ofte, at det skete. ”Godt,” begyndte hun med en rolig stemme. Hun gik om bag ham og kun for at lade tørklædet falde for hans blik, så det endte fuldkommen mørkt for ham. Han måtte ikke se noget før de var fremme, for det var i den grad en overraskelse til ham! Dette var noget som automatisk gjorde hende en anelse spændt, for hun havde ingen anelse om hvad han ville sige til det. Hun slap en blid latter ved hans ord. ”Det er jo lige præcist hvad jeg gør, Romeo,” hviskede hun drillende mod hans øre. Han var måske ikke meget for at hun kørte ham på grund af stoltheden og hvad folk sagde i krogene.. Hun ville da bare lade dem snakke, hun var fuldstændig ligeglad med det! Hun kyssede hans kind ganske blidt og tog fat omkring de håndtag som var lavet bag på stolen, så hun kunne rulle ham videre og ud af træningssalene. ”Det tager ikke lang tid,” hviskede hun sandfærdigt. Hun rullede ned af gangen og videre ned mod deres værelse. Han havde ikke været der i nogle dage, så det havde været den perfekte mulighed for hende, at få det hele gjort i stand!

[romeo]

Det var lang tid siden at Romeo havde brugt noget rigtig kvalitetstid sammen med Lexie, noget som han faktisk savnede, men det var jo heller ikke fordi at det var godt at de var sammen konstant uden at få lidt fred fra hinanden, for han vidste godt at hun ikke ville belemre ham – selvom der skulle utrolig meget til, når det var hende – men det gik jo også den anden vej, for han ønskede ikke at være hende en belastning hele tiden, så han holdt sig lidt for sig selv, vise at han også kunne klare sig selv, for han havde skam ikke brug for en barnepige til at køre sig rundt! Han havde med tiden trænet sig op, så han kunne stå og nu kunne han tilmed gå, selvom det kun var med stok, for han kunne ikke gå nogen steder uden den, desuden skulle hans ben genoptrænes helt fra start, så de var ikke så stærke som de engang havde været, foruden at han også styrketrænede sine ben, så de blev stærkere og dermed kunne bære ham. Han ville desuden også gerne kunne gå, så han faktisk kunne komme med Lexie uden for Den Magiske Cirkel, så han ikke bare var fanget indenfor en magisk ring, fordi han ikke var i stand til at passe på sig selv, for hans magi var utrolig stærk, men det var ikke fordi at han ville kunne flygte, for han sad jo i rullestol, desuden gjorde stolen også at han ikke kunne køre visse steder, såsom over græs, hvor der kunne blive mudret, så han kunne ikke engang tage med hende ned til den store flod, der hvor de havde mødtes første gang. Han smilede muntert til hendes drillende ord, hvor hans hoved søgte ganske let på sned, blot for at betragte hende ganske blidt. ”Jeg kunne ikke drømme om at lyve for dig, min egen,” svarede han stilfærdigt, hvor han klemte blidt omkring hendes hænder, som han endnu engang havde grebet omkring. Han mente dog sine ord; hun var smuk og kjolen klædte hende utrolig godt! At tilbringe lidt tid med hende alene var noget som de sikkert godt kunne bruge, nu hvor de ikke havde set hinanden i nogen dage, hvilket han faktisk havde lidt skyldfølelse over, for han ønskede jo ikke at lade hende være alene, og det var jo ikke fordi at han ikke ønskede at være sammen med hende, for han nød virkelig hendes selskab, selvom han bare ikke ville komme hende på tværs, ved at være sammen med hende konstant. Han lod hende binde tørklædet for hans øjne, så han ikke kunne se, hvor han også lod hende rulle ham af sted, for han kunne jo ikke køre steder hen han ikke kunne se. Et stille smil hvilede på hans læber, som de kørte ud af træningshallen, hvor han ikke kunne lade vær med at slippe en munter latter til hendes ord. ”Så du kidnapper mig altså?” spurgte han med en drillende tone, inden han lænede sig afslappende tilbage, så han kunne nyde køreturen derhen, for han var godt udmattet efter sin træning, som alligevel havde taget hårdt på ham. ”Skal jeg være ærlig? Så har jeg intet imod at blive kidnappet af dig,” tilføjede han lettere tænkende, selvom det var sandt, for han vidste at hun ikke ville ham noget ondt, ligesom han også kun ønskede hende det bedste, desuden havde han faktisk savnet at være sammen med hende, så at hun kidnappede ham, bare for at det skulle være de to, var ikke noget som han havde det mindste imod.

[Deleted]

Måske at de ikke var omkring hinanden hele tiden, men hun savnede faktisk at være sammen med ham og lidt alene. Uden at der var træning eller noget andet som måtte komme i vejen for dem. Hun havde brug for lidt alenetid sammen med ham og det var virkelig heller ikke fordi at hun bad om synderlig meget, det var han vel også godt klar over? Han mente sine ord og det var også den eneste grund til at det var noget som gjorde hende så forlegen som det gjorde, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han vidste jo godt, at hun ikke kunne tåle komplimenter! Hun vendte blikket en anelse forlegent ned mod jorden, hvor hun igen lod ham tage hendes hænder. Hun nød det når han gjorde det! Hun vendte blikket atter mod ham og med den lette rosenrøde farve i hendes ellers blege kinder. ”Nu ved jeg jo slet ikke hvad jeg skal sige..” Hun vendte blikket en anelse væk. Det var jo næsten pinligt et sted, at hun slet ikke vidste hvad hun skulle sige, og det var jo heller ikke fordi at hun ville gøre det til en morskab som sådan, selvom.. han fandt det vel bare morsomt? Hun vendte de isblå øjne mod ham. Hun elskede ham virkelig, hun kunne ikke undvære ham og tanken om at skulle fortsætte med at gå i seng alene, var noget som faktisk kunne gøre hende direkte deprimeret. Til tider vidste hun jo ikke om det var fordi at han var ved at være træt af hende, for det var nok noget af det som hun måtte være mest bange for i den anden ende, så det var heller ikke noget som sagde så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Hun så i den grad frem til at hun kunne tage ham med ud igen, selvom han nok ville ende fuldkommen chokket over hvordan verdenen egentlig måtte se ud. Skoven var væk, alt var øde, folk slog hinanden ihjel og kongehuset var ved at falde fra hinanden. Normalt så ville hun blive herinde, men til tider, så måtte hun jo selv søge lidt ud, hvis hun kunne, for hun ville jo heller ikke ende med at gå ham på nerverne og selv hun havde brug for at komme lidt væk fra det bagtaleri efterhånden, for det var virkelig noget som gik hende på! At de kunne få sig selv til det.. hun forstod det bare ikke! At han intet kunne se, var så sandelig også meningen, for det havde virkelig ikke været nemt at skaffe det, men når.. han ikke kunne komme til naturen, så ville hun da sørge for at naturen kunne komme lidt til ham! Også fordi at hun vidste hvor meget det betød for ham at være lidt udendørs og det var jo heller ikke fordi at det var nemt for ham at komme ud i det hele taget. Hun kunne da slet ikke lade være med at grine til hans ord, hvor hun let rystede på hovedet. ”Det lyder da næsten som jeg er for blid?” spurgte hun med en morende stemme. Hun kørte ham stille ned mod deres værelse. Det havde taget tid og hun havde så sandelig også øvet magi uden at han havde været der, for det skulle være så naturtro som muligt. Det var jo også en god ting, at det var noget som de begge kunne lide; Naturen. Hun rystede smilende på hovedet og passerede en længere række magikere som bare kigget efter dem. Hun valgte at ignorere dem fuldstændig, hvor hun vendte blikket mod ham igen. ”Du er den eneste jeg vil kidnappe, min egen. Nu er det på tide, at det bare er dig og mig lidt.” Hun nåede ned til deres værelse, hvor hun fik døren op og rullet ham stille indenfor. Det hele var mere eller mindre grønt. Nærmest som det kunne se ud som om at buske og træer voksede op af væggene, græs på gulvet og flotte planter og med en lysende kugle under loftet som næsten kunne forestille en sol. Deres seng var redt op med grønt sengetøj – Bare for at give ham følelsen af at være lidt hjemme igen. Hun smilede ved tanken og lukkede døren. ”Nu må du godt se.”

[romeo]

At være sammen med Lexie igen, var noget som Romeo ville se frem til, noget som han allerede nu glædede sig til, for han var virkelig glad for at se hende! – som altid. Han var godt nok hendes læremester, men han var også hendes ven, for hun kunne komme til ham, når hun ønskede det, tale med ham om hvad som helst, selvom.. han elskede hende, ligesom hun også elskede ham. Det var jo ord de havde uddelt dengang han var blevet skudt af et lyn, da de havde lagt inde på hendes værelse i hinandens favn, og han kunne virkelig ikke gøre andet end at se frem til det, se frem til at det bare var de to, uden at de ville blive forstyrret på nogen måde overhovedet. Han havde desuden også brug for en pause, brug for at komme ind og slappe ordentligt af, for han havde trods alt kun sovet i stolen og havde han ikke haft kræfter til at sætte sig, så havde han til tider sovet på gulvet. Hans hoved søgte ganske let på sned, som hun rødmede ved hans kompliment, hvilket var noget som kunne få ham til at smile. Han trykkede blidt omkring hendes hænder, inden han slap hendes den ene, for at lade sin hånd falde imod hendes kind, så han kunne vende hendes blik mod ham igen. ”Du behøver slet ikke at sige noget Lex.. du er smuk som du er,” svarede han i en dæmpet og dog kærlig tone, for han mente det skam! Han vidste godt at hun havde ar fra vampyrer over hele kroppen, hun var bleg og også tynd, men i hans øjne så var hun virkelig smuk. Desuden så gav den rosenrøde farve også hendes ansigt lidt liv, som en smuk glød der havde lagt sig over hendes ansigt. At hun havde opsøgt ham her i træningslokalet var noget som måtte gøre ham glad, for det beviste kun at hun mente sine ord, at hun ville have noget kvalitetstid sammen med ham, desuden havde hun en overraskelse til ham, så måtte det kun betyde at hun havde forberedt noget til ham, hvilket faktisk måtte gøre ham utrolig spændt. Han var dog ligeglad med hvor de var, så længe han var sammen med hende. Han smilede til hendes ord. ”Det at du er blid, er noget som jeg nyder,” svarede han stilfærdigt. Hun var så god, så mild, så kærlig, hun hånede ham ikke og havde aldrig gjort det, men havde altid været der for ham, som det også var gengældt. Han smilede til hendes ord; han kunne slet ikke andet! Han nikkede istemmende til hendes ord, hvor han blot så spændt til bag det mørke tørklæde der gjorde det umuligt for ham at se. De magikere som de passerede var ikke noget som han lagde mærke til, han hørte dem, men tog sig ikke af dem, for han ville se frem til at det kun blev de to. Han fjernede ganske roligt tørklædet fra sine øjne, så han kunne tage deres værelse i betragtning. Han sad lettere mundlam i stolen, da han betragtede det grønne rum. Det hele var jo nærmest grønt, som naturen! Et smil passerede hans læber, hvor han drejede hovedet og så op mod hende. ”Har du gjort dette.. for mig?” spurgte han roligt, da han igen vendte blikket ud mod værelset. Det var virkelig smukt! Det varme smil gled over hans læber, nu kunne han slet ikke gøre andet end at glæde sig til at det kun skulle være de to!

[Deleted]

Det var virkelig forbandet besværligt at finde ud af hvor hun egentlig måtte stå med Romeo. Ikke bare at han var hendes lærermester, men han var i den grad også hendes ven. Han var hendes bedste ven, så det var også derfor, at hun var langt mere påpasselig med at rende ham i røven hele tiden, for hun var virkelig også bange for at han ville ende med at slå hånden af hende og bare droppe hende, fordi at det blev for meget. Hun havde ganske rigtigt reddet hans liv, som han også havde reddet hendes – i mange forstande, for han havde reddet hendes liv fysisk set, men også reddet hende fra den dræbende ensomhed og han havde gjort det langt nemmere for hende at skulle åbne op. Hun havde formået at åbne sig op for ham, for det var kun noget som hun havde været i stand til at skulle gøre overfor ham og ikke nogen anden. Hun vendte blikket stille mod ham. At han nød at hun gjorde det mod ham som hun gjorde, var noget som kun fik hende til at smile, for hun ønskede bare at gøre ham glad, hun ønskede at gøre ham lykkelig og få ham til at smile og komme lidt på andre tanker end at sidde og tænke på det handicap som han havde fået sig, for det var ikke noget som hun så på som noget negativt. Det var noget som kun gjorde ham det mere speciel i hendes øjne. Hun ønskede at gøre noget ganske særligt for ham og hun vidste hvor meget han holdt af naturen, så bare det at sørge for at det var lidt mere som at være hjemme for ham, så var det jo bare det hele værd for hendes vedkommende! Hvis hun bare kunne få ham til at smile bare lidt, så var det i den grad det hele værd. ”Du ved godt, at jeg ikke kan klare komplimenter,” påpegede hun med en næsten helt forlegen stemme. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte sig mod ham, som hun også lod ham kigge igen. Hun var tydeligt spændt på hvordan han ville tage det, for alt det grønne fyldte ganske rigtigt godt til, men hun fandt det i den grad også hyggeligt. Desuden så var det også noget af det mest grønne som man kunne have i hele Procias efterhånden, for det havde bestemt heller ikke været nemt at skaffe sig og få på plads, for det havde krævet forbandet meget af hendes egen energi, men hun var i den grad godt tilfreds! Hun nikkede til hans ord og trådte let hen til stolen. ”Jeg ved jo hvor meget du nyder naturen, og.. nu hvor det er problematisk for dig at komme til den, så.. så må den komme til dig,” sagde hun med en munter mine. Hun vendte sig stille mod ham. Han var overrasket og det var vel også på en reaktion som hun måtte tage som noget.. positivt? Hans smil sagde det i hvert fald! ”Jeg håber du kan lide det,” sagde hun med en lettere forlegen mine, som hun så sig omkring. Hun vendte sig så endelig mod ham igen, nærmest afventende til at han ville rejse sig. ”Gulvet er blevet til.. ja, græs. Hvis du vil op og gå lidt på det?” foreslog hun med et stille og dog alligevel så muntert smil på læben. Hun holdt af ham og hun ønskede bare at gøre ham glad, få ham lidt op af stolen og blandt det som var ham så velkendt efter hans lange liv ved elverne. Hun sendte ham et glad smil. Det var kun for ham, at hun gjorde noget som dette, også fordi at han havde den betydning for hende, som det han havde.

[romeo]

Hvor de to helt præcis stod, var noget som var ukendt for Romeo. De havde godt nok begge afsløret deres følelser, de havde indrømmet og erkendt at de elskede hinanden, men det var jo ikke fordi at de havde trukket den længere end som før. Det var godt nok frustrerende, men han vidste bare ikke hvad der ville være bedst. Ikke nok med at han var hendes ven og de nok kunne blive et par, så var han jo også hendes læremester, og han var bange for at følelserne ville spille alt for meget ind, så det ville gå ud over hendes magitræning, men det var vel at tage sorgen på forskud? Det var jo ikke fordi at han ikke havde ment sine ord, for det havde han i den grad! Han elskede hende og han ønskede jo heller ikke at miste hende til nogen anden mand, så de kunne vel altid bare.. prøve? Han smilede muntert til hendes ord og nikkede kort. ”Det ved jeg godt.. men jeg mener skam mine ord min kære,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Hun var ikke god til at tage imod komplimenter, hun rødmede op, som han vidste ikke hvad, men det var kun noget som han fandt kært, desuden så nægtede han at lyve overfor hende! Hun havde fortjent sandheden og den kjole klædte hende virkelig! Hun betød utrolig meget for ham og han ønskede virkelig ikke at være hende foruden, han ville slet ikke kunne undvære hende. Faktisk havde han savnet hende rigtig meget i de sidste par dage, men på den anden side så var det måske kun godt at de ikke var sammen konstant, for det endte bare med at de så gik hinanden på nerverne og det ville han heller ikke have. Han havde intet imod at give hende lidt frihed, albuerum, så hun kunne gøre ting hun selv ville, så hun også selv kom lidt væk herfra, for han kunne jo ikke ligefrem køre nogen steder, men det var heller ikke fordi at han ønskede at hun skulle være fanget her i al evighed – specielt ikke på grund af ham. At hun havde gjort hele værelset naturfyldt, var virkelig fantastisk! Det var noget som han virkelig havde savnet! Specielt efter at han havde hørt alle de dårlige nyheder som var sket i Procias. ”Det er.. fantastisk,” svarede han i en dæmpet tone, for han vidste slet ikke hvad han skulle sige! Det var helt.. ubeskriveligt! Og hun havde gjort det for ham? ”Jeg elsker det!” rettede han, for det var virkelig noget han havde savnet! Han vendte blikket mod gulvet, som hun nævnte det. Et smil passerede hans læber ved synet. Han greb omkring sin trækrykke, inden han satte fødderne i gulvet og rejste sig en anelse anstrengende, inden han klamrede sig til krykken. Han lod sine bare fødder krumme det bløde græs ind mellem tæerne, hvilket var en savnet og behagelig følelse! Han vendte de nøddebrune øjne mod Lexie, hvor det varme smil ikke var til at tage fejl af. ”Tak Lexie. Tusind tak.” Han rakte hende sin hånd, som tegn på at hun skulle gribe omkring dem, så han kunne holde hende i hånden. Der var virkelig ingen tvivl; han elskede hende! Han havde savnet at være ude i naturen, som han havde savnet at være sammen med hende og nu fik han mulighed for begge ting på en gang; bedre kunne det virkelig heller ikke blive!

[Deleted]

Alene tanken om at have Romeo bare lidt alene, var en tanke som glædet Lexie noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun ønskede at finde ud af hvor de måtte stå med hinanden, hvor de havde hinanden, om det var venner eller om der lå mere i det, for begge havde de jo afsløret deres inderste følelser, hvilket var noget som betød meget for hende, for han havde aldrig afvist hende, men… han havde heller ikke trukket hende tættere ind til sig, selvom hun nu ikke sagde noget til det, det var jo bare sådan at det nu måtte være om ikke andet. De isblå øjne hvilede på ham. Han betød forbandet meget for hende. Hun ville lyve hvis hun ville påstå noget som helst andet for ham, så det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til uanset! Hun sukkede indvendig og rystede de mange tanker ud af hovedet, som hun igen stille vendte blikket mod ham igen. Han vidste at hun ikke kunne klare de mange komplimenter, så det var heller ikke noget som hun sagde noget til, for det glædet hende da, at det var sådan at han så på hende. Det var faktisk også takket være ham, at hun stod der som hun gjorde det; Hun var i live og det var også på grund af ham, men hun var også blevet langt mere selvsikker end det som hun havde været før i tiden, så det var i sig selv, også noget som betød forbandet meget for hende. At han slet ikke vidste hvad han skulle sige, var noget som kun måtte få hende til at smile mere bredt! Det var jo næsten endt ud i et kæmpe tandpastasmil! Det var virkelig det hele værd når det var denne reaktion som mødte hende i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert. Hovedet søgte let på sned, som hun så til, at han prøvede at rejse sig. Hun stod nu alligevel klar til at hjælpe, selvom hun vidste, at han meget gerne ville selv. Det var jo heller ikke fordi at man kunne se meget af naturen ude længere, så dette havde virkelig været tidskrævende, forbandet besværligt og det havde taget forbandet meget af hendes energi! ”Jeg er glad for, at du kan lide det,” sagde hun igen, som hun slet ikke vidste hvad pokker hun egentlig skulle sige, uden at det ville ende med at lyde direkte dumt. Hun vendte blikket mod ham, idet hun stille tog omkring hans hånd og stillede sig tæt på ham, hvor hun lod begge hænder tage omkring den. At se ham så glad var noget som virkelig smittede af og på hende selv og fik hende til at smile bredt som aldrig nogensinde før! Hun lagde hovedet stille mod hans skulder. Det havde virkelig været hårdt, men at se ham så glad, var virkelig det hele værd, også for hendes vedkommende! ”Jeg ved hvor meget det betyder for dig, så.. jeg ville gøre noget specielt,” sagde hun roligt. Det var alt sammen for ham og det at se den reaktion gjorde også at hun slet ikke havde noget imod at skule anstrenge sig sådan en anden gang, for det var det hele værd. Hun vendte blikket rundt omkring i værelset. Hun måtte jo faktisk sige, at hun var temmelig godt tilfreds med resultatet selv. ”At have dig alene i naturen er også noget af det bedste. Du kan.. ikke komme til den, så kan den jo komme til dig,” afsluttede hun med et muntert smil. Hun var slet ikke så deprimeret som hun havde været før i tiden. Det var noget som han havde formået at tvinge fra hende og erstatte det med en glæde og lykke i stedet for.

[romeo]

Det at tænke på at Lexie havde gjort noget helt specielt for Romeo, var noget som virkelig kunne varme ham om hjertet, for det var lang tid siden at nogen havde gjort sådanne ting for ham, men et sted undrede det ham ikke at det var Lexie som gjorde disse specielle ting for ham og han ønskede også kun at det var hende, som gjorde det! Hun var den eneste som han ønskede så tæt på sig som hun var kommet, han ville være hende trofast og loyal til det sidste! Andet kunne han virkelig ikke drømme om! Han vidste godt at han aldrig som sådan havde trukket den videre, selvom det vel var hvad hun ønskede? Han var bare nød til at tænke på så meget, desuden ønskede han heller ikke at være til besvær, for han havde jo sit handicap og han vidste godt at han ikke var god til at lade hende hjælpe ham, men det var kun fordi at han ville vise at han kunne selv, for han hadede at stå som svag, men derfor var han glad for at hun ikke kun så på ham som en handicappet, men at hun faktisk så ham som den mand han måtte være, og det havde hun gjort helt tilbage fra start, hvor han ikke havde været i stand til at snakke, men takket være hende, så havde han fået sin stemme tilbage, hvilket han virkelig var hende evigt taknemmelig for! Han vendte blikket mod hende, som hun greb omkring hans hånd med begge hænder, inden han igen så rundt i hele rummet. Det var virkelig smukt og han var virkelig glad for at hun havde gjort dette for hans skyld, for han havde virkelig savnet at være ude i naturen, det havde jo været lidt umuligt når han havde haft sit handicap, eftersom han jo havde siddet i rullestol og en rullestol kunne virkelig ikke komme alle steder. Smilet kunne virkelig ikke falme fra hans læber, for det var virkelig umuligt, når man var tilbage i de vante omgivelser, omgivelser som han virkelig havde savnet! Han vendte blikket mod hende, hvor han lod sin frie hånd slippe hendes hænder, så hans arm i stedet for kunne snige sig omkring hendes liv, hvor han trykkede hende blidt ind til sig, så de stod helt tæt. Han kyssede hende blidt på håret, dog uden at vige blikket fra værelset. ”Hvordan har du fået det hele herind?” spurgte han nysgerrigt, som han slet ikke kunne tage blikket fra de smukke omgivelser, hvor følelsen af græsset mod hans nøgne fødder var noget som han virkelig havde savnet, for det var lang tid siden at han sidst havde været udenfor Den Magiske Cirkels murer. Han var jo nærmest fanget herinde, indtil han igen kunne begynde at gå bare nogenlunde normalt. Han vendte blikket mod hende, inde han gjorde et lille hovedkast mod sengen, som en gestus til at hun skulle følge ham. Han satte trækrykken i græsset under dem, som han bevægede sig hen imod sengen, dog uden at han slap hende på noget tidspunkt. ”Det er virkelig smukt Lexie!” endte han med et varmt smil, som han roligt satte sig ned på sengekanten, dog en anelse anstrengende. Han satte roligt trækrykken fra sig, så den hvilede op ad sengens gavlende, inden han brugte begge arme til at rykke sig længere ind på sengen, hvor han ganske let klappede ved sin side, som tegn på at hun skulle sætte sig, imens han sendte hende et varmt og muntert smil.