Time to put the cards on the table!

[lucas]

Det var en ganske normal dag på Castle of Light i hvert fald for Lucas’ vedkommende. Han arbejdede stadig hårdt, da han tog meget af Elanyas arbejde, så hun ikke stressede, eftersom hun jo skulle passe på sin graviditet, andet tillod han i hvert fald ikke! I øjeblikket var han i færd med at læse en pergamentrulle igennem, noget som havde betydning for hans arbejde, som han var i færd med. Han stod i det sædvanlige respektable tøj; en hvid skjorte med en sort vest uden på, iført nogle sorte fløjlsbukser og sorte sko. Han havde redt håret fint til siden, da det var begyndt at få en halvlang længde, hvor han også havde barberet sig for nylig så han ikke lignede en hulemand, for han ville gerne se respektabel ud! Han bar sine læsebriller på, så han kunne læse den lille skrift, der stod på et fremmed sprog end det som blev brugt i Procias. Som altid havde han ikke meget tid til Raphaella om dagen, men nu hvor de mere eller mindre var flyttet sammen på værelset, så så han hende altid om natten. Hun sørgede altid for at han kom i seng, og det morede ham når hun til tider kom og holdt ham i ørerne og trak ham med i seng, fordi han ikke havde holdt øje med klokken. Han kunne godt lide at hun var over ham, for han tænkte ikke så meget over sig selv, han satte altid arbejdet først og så kom alt altid i anden række, selv hans egne behov såsom for søvn. Det var derfor rart at have Raphaella hos sig, for hun tænkte altid på hans behov, specielt når det kom til søvnen, desuden så var det også takket være hende at han kunne sove, at han ikke lå søvnløs og han værdsatte virkelig alt det hun gjorde for ham, selvom han var ked af at der ikke blev så meget tid til hende, for de havde jo sat deres dansetimer på pause, ligesom det at han skulle lære hende at læse og skrive, men han vidste at hun selv trænede alle tre ting, for hun havde jo selv vist ham at hun var blevet langt bedre til at læse, hvilket han faktisk var stolt af! Han elskede hende virkelig og han var utrolig glad for at det også var gengældt! Han vidste godt at hun havde sin fortid og sine problemer at kæmpe med og han ledt stadig efter en måde at de kunne løse det på, selvom han faktisk ikke havde nogen anelse om hvad det var, og det.. skræmte ham faktisk. Han var ikke meget for at snakke om det, vel et sted fordi han var bange for at finde ud af sandheden? Derfor prøvede han at undgå at tænke på det, hvor han i stedet for glædede sig over at han havde hende hos sin side. Han var utrolig glad for hende og han ønskede selvfølgelig også at vise hende det! Selvom han desværre ikke havde så megen tid til hende. Hvad hun lavede i øjeblikket anede han faktisk ikke, men det var heller ikke ved hende at hans tanker lå, de lå derimod ved det pergament han var i gang med at læse, hvor han gned sin glatte hage ganske let, som hans grønne øjne skimtede over teksten. Det gik bedre i landet, men derfor var der stadig småting der skulle ordnes, og visse borgere var ikke så tilfredse igen.

[Deleted]

Det var en rolig lys dag i Procias. Alt så ud til at være på bedringens vej for enkelte om ikke andet, men ikke for Raphaella. Hun havde siddet på sit gamle værelse stort set hele dagen, også fordi at hun vidste at Lucas ikke havde tid til hende, det var mere om aftenen når hun kom for at rive ham i seng, at hun faktisk følte at han.. så hende? Et sted så havde hun også forståelse for det, for hun vidste at han havde ekstremt meget med det ansvar at gøre, specielt nu hvor Elanya var gravid, men det var nu heller ikke noget som gjorde hende det mindste. Det var jo heller ikke meningen at hendes egne behov skulle gå ud over landets dronnings! Hun havde siddet med fjerpennen i hånden og forsøgt sig med at skrive. Hun havde nemlig fundet en måde, hvorpå hun kunne fortælle Lucas det hele! Selvom hun selvfølgelig var bange for hvordan han ville reagere på det hele, hvilket allerede nu havde gjort hende direkte ked af det. Hun vidste godt, at konsekvenserne for det – selvom det hele var af tvang, og ikke noget som hun bare kunne lade være med, var ekstremt store, og at det ville gå ud over hende og… Hendes forhold til Lucas? Hun elskede virkelig manden.. Det gjorde hun virkelig, og hun ønskede for pokker da heller ikke at miste ham på grund af det! Det havde virkelig krævet sin koncentration, men hun var bestemt heller ikke den type som valgte at give op bare sådan, om det var noget som hun kunne slippe for eller ikke, så var det ikke noget som rørte hende overhovedet! Han skulle altså vide det nu! Det kunne godt være at hendes besked var fyldt med skrivefejl, men pointen var vel at det forhåbentlig var noget som faktisk kunne læses? Tungen strøg hun let og tænkende over sine egne læber idet hun endnu en gang læste det igennem. Hun havde efterhånden fået alfabetet på plads, så det var jo en start, og hun var begyndt at kunne sætte lyd på de mange bogstaver, men hvordan tingene lige skulle staves grammatisk rigtigt, det var faktisk svært for hende!
Brevet endte hun med at gøre færdigt, hvor hun roligt foldede papiret sammen i sine hænder, idet hun rejste sig. Kendte hun Lucas ret, så gik han rundt på biblioteket. Ikke fordi at det gjorde hende noget, for det var faktisk et hyggeligt sted – når Yessica ikke var der! Nøj hvor kunne hun være strid! Bare man satte en bog forkert, så var helvede jo løs! Ikke fordi at hun lod det genere hende lige nu, idet hun selv begik sig mod stedet. Hendes skridt var rolige og næsten tøvende, selvom hun var fast bestemt på at han skulle læse det! Den grønne kjole som hun havde på, stod til med hendes øjne, selvom de helt klart udstrålede en usikkerhed omkring det hele, for hun var jo bange for, at de ville smide hende ud? Smide hende ud af landet, hvilket automatisk ville føre til, at hun ville miste ham! Døren ind til biblioteket viste sig for hende, hvor hun stoppede op for en kort stund, kun for at tage en dyb vejrtrækning, inden hun ganske forsigtigt, endte med at åbne den. Hun blinkede let med øjnene. ”… Lucas? Kære?” kaldte hun næsten forsigtigt stemme. Hun håbede virkelig på at han var der, så kunne hun da i det mindste få det hele overstået!

[lucas]

For Lucas var det en ganske stille og rolig dag, arbejdet var der måske meget af, men det var ikke de største og pressede situationer, tværtimod så var det kun småopgaver, som han sagtens kunne tage sig af. Dog måtte han erkende at han savnede at bruge tiden med Raphaella, det var jo takket være hende at han faktisk godt kunne lide at danse igen, selvom det kun var fordi det var med hende, for han gad faktisk ikke danse med nogen andre! Han var jo kun gået med til det, fordi han havde ønsket mere tid sammen med hende, og han måtte erkende at det var det hele værd! Han elskede hende, og han var glad for at have fået det bragt på banen, og ikke mindst at det også var gengældt, for han vidste ikke hvad han skulle gøre uden hende! Hun fyldte pludselig så meget i hans liv, desuden så havde han vel også fortjent at finde lykken? Det havde han ved Raphaella, allerede fra starten havde hun været så god og sød ved ham, og det havde berørt hans varme og lyse hjerte som aldrig før. Han vidste godt at hun havde sine problemer, men det skulle de nok finde en løsning på! Han nægtede at lade noget ondt ske hende! Selvom han faktisk slet ikke vidste hvad der var galt, og det frustrerede ham et sted at hun slet ikke kunne sige noget om det, for han havde jo set hvad det gjorde ved hende, han havde set at det gjorde ondt, for det var ingen let magi at slippe ud af, specielt ikke når det kunne koste hende livet!
Lucas strøg let en hånd igennem de halvlange blonde lokker, som han fortsatte med at læse, hvor han roligt gik hen til et af bordene, hvor han satte pergamentrullen fra sig, inden han gik tilbage til reolen. Han kendte allerede biblioteket ud og ind, men han tilbragte jo også tiden her ofte, desuden så nød han viden, hvilket også var grunden til at han kendte til så mange ting, selv små detaljer, som andre nok ville have glemt. Han var nærmest et omvandrende leksikon, men det var en form for besættelse han altid havde haft; at gøre sin viden endnu større! Han lod sin ene finger stryge over hele rækken af bøger, dokumenter, pergamenter etc., indtil han fandt den bog som han skulle bruge. Han tog den roligt ud fra sin plads, inden han bladrede indholdsfortegnelsen igennem. Da det var den rigtige gled et let smil over hans læber, hvor han roligt gik tilbage mod bordet, hvor han lagde bogen ned ved siden af pergamentrullen, så han kunne sammenligne teksterne. Han blev dog forstyrret, da døren til biblioteket gik op, hvor han roligt trådte et par skridt tilbage, så de smaragdgrønne øjne faldt på den så velkendte skikkelse. Et muntert smil gled over hans læber. „Raphaella!” hilste han med den tydelige glæde i stemmen, over at se hende her. Uden videre omsvøb gik han direkte væk fra bordet og hen til hende, hvor han slog armene omkring hende. Han trak let hovedet tilbage og skænkede hendes læber et blidt kys. „Det er godt at se dig,” svarede han sandfærdigt, hvor det næsten kunne lyde som om at han ikke havde set hende i en hel uge eller flere dage, men han blev altid glad når han så hende! Han trykkede hende tæt ind til sig. „Hvad render du rundt og laver?” spurgte han nysgerrigt, som en tydelig hentydning til hvad hun lavede her.

[Deleted]

Raphaella vidste udmærket godt, at Lucas var en meget travl mand, som påtog sig ekstremt meget af arbejdet, også fordi at Elanya var gravid. Det var heller ikke fordi at hun havde noget imod det, for noget af det som hun helt klart var faldet for ved ham, var hans gode hjerte. Det var en tanke som hun specielt godt kunne lide, også fordi at det viste hvor meget han egentlig kunne rumme. Han rummede så meget varme, han rummede så meget lys og hun elskede det! Han havde lige så formået at holde hendes mod ved lige, også fordi at det bestemt heller ikke havde været nemt for hende, men uden ham, så havde hun nok allerede gået døden i møde. Ikke fordi at det var en tanke som hun havde lyst til at skulle tænke på i denne stund, for det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. Det var bestemt heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at hendes liv var det rene lykke, selvom det helt klart havde hjulpet efter hun var endt på slottet og mødt ham. Nu kunne hun slet ikke forestille sig, hvordan det var at leve uden ham! Selvom hun måske ikke havde den udødelighed på sin side, så var det bestemt også bare at nyde tiden med ham mens man måtte have den, for før eller siden så var det slut, og det vidste hun jo udmærket godt, selvom den tanke direkte gjorde ondt på hende! Hun ønskede slet ikke at tænke i de baner!
At Lucas måtte være på biblioteket, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, for den tanke forundrede hende ikke! Ham og hans elskede bøger, så hun var helt overbevist om at han var der! At han reagerede så hurtigt på hendes stemme og tilstedeværelse, var alligevel noget som direkte fik hende til at smile, for hun elskede virkelig at have den effekt på ham! At han kom hende i møde, slog armene om hende og skænkede hende kysset, var noget som hun besvarede og gengældte mere end glædeligt! Tanken var helt klart noget som hun nød frygtelig, frygtelig godt af! Hun vendte blikket roligt mod ham. Han fik hende altid til at smile og være så glad! Selvom… det måske var en smule anderledes denne gang, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun hævede hånden og strøg den mod hans kind. ”Jeg render rundt og leder efter dig min skat,” svarede hun ærligt, og uden at tage blikket fra ham. Hun foldede begge hænderne omkring det lille brev i hendes næver. Det var ikke langt, for så stort var hendes talent indenfor skriveri på ingen måde! Men.. kort, konkret, med navne og det hele, havde hun da fået skrevet ned nogenlunde! ”Jeg har.. fundet en måde at fortælle dig det hele på. Jeg.. jeg må intet sige, men.. aftalen lød ikke på at jeg ikke måtte skrive det,” fortalte hun roligt. Hun vidste at det plagede ham lige så meget som det måtte plage hende, og det var en tanke som hun faktisk.. nød? At han viste at han var bekymret for hende, for det var han og hun elskede bestemt også af den tanke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes hænder begyndte at ryste og hendes øjne blanke. Hun var jo bange for at det ville koste hende ham i den anden ende, men hun ville hellere lade ham vide det, end at hun skulle fortsætte med at dolke ham i ryggen!

[lucas]

Procias lå stort set i harmoni igen, alt var blevet skærpet siden Keischas død, efter at alt havde været i et stort kaos, så var der endelig kommet ro over landet, skønt det ikke var alle som var lige rolige, for der var mange borger som endnu var utilfredse, som endnu havde brug for hjælp, for de kunne jo desværre ikke fremskynde afgrødernes proces, selvom de faktisk havde forsøgt at tale med elverne og druiderne, men selv de gik ind for at alt gik sin naturlige gang, specielt også efter at de havde været med til at bygge skoven op igen, for den havde jo været fuldstændig ødelagt! Lucas var bare glad for at alt var på bedringens vej, for det var virkelig fortjent efterhånden. Procias var lysets land, det havde været fuldstændig ødelagt af kaos og oprør, men det var alligevel lykkedes at gøre Procias til lysets og fredens land igen, hvilket det også skulle forblive! Den eneste dæmon de manglede at fjerne var Ilosonic og hans familie og så ville alle mørke væsner endnu engang være ude af landet! Det var noget som han virkelig ville se frem til ville ske, for det andet kunne han på ingen måder holde ud! Ilosonic kunne sidde i sin familiens herregård og direkte le dem op i ansigtet, fordi de ikke havde bevis for noget som helst som han havde gjort, selvom alle beskyldte ham for det. Og dog var det ikke alle fra Ilosonics familie der var som ham, for han havde jo selv personligt mødt mandens halvsøster, Isabella, hende havde han mødt endda her på biblioteket, hvor hun havde forsøgt at finde ud af mere omkring sin familie. Men man måtte jo heller ikke glemme at Sonic kom fra Darcyslægten, en sand prociansk familie, det var bare en skam at manden havde valgt den mørke sti.
At Raphaella var dukket op, var noget som virkelig glædede Lucas, for han savnede hende jo altid! Måske han glemte alt omkring sig, når han arbejdede, men når han så endelig så hende, så kunne han heller ikke lade vær med at være glad! At hun besvarede hans kys, var noget som varmede hans indre, hvor han endnu engang følte sig som en brændende sol, der strålede af varme og glæde. Han vendte de strålende grønne øjne mod hende, hvor det varme smil ikke falmede det mindste. Hendes strøg mod hans kind, nød han virkelig! „Kan se du kender mig for godt, til at vide hvor jeg er,” svarede han morende, skønt det faktisk glædede ham at hun kendte ham så godt. Han lagde sine hænder mod hendes kinder, hvor han skænkede hendes pande et blidt kys. Han ville slet ikke lægge skjul på at hun betød alt for ham! Hendes ord, fik ham til at knibe øjnene en anelse sammen, hvor han blev alvorlig igen. Havde hun fundet en løsning på hendes problem? Han blinkede let med øjnene, som hun holdt brevet op, hvor han roligt trak hænderne til sig. Han følte sig pludselig.. nervøs? Han så kort fra hende til brevet, inden han næsten tøvende tog imod det. „Okay..” endte han i en næsten påpasselig tone. Der var ingen grund til at smide læsebrillerne, for dem skulle han alligevel bruge. Han kløede sig næsten nervøst i nakken, inden han tog sig sammen, hvor han åbnede brevet og foldede papiret ud, kun for at læse brevet indhold, skønt han ikke havde en fjerneste idé om hvad der stod.

[Deleted]

Det kunne godt være at Procias var ved at være tilbage på benene, men af den grund, så vidste Raphaella at det aldrig nogensinde ville blive muligt for hende, at skulle hjælpe med at føre landet til videre handling, inden det for alvor ville gå galt, så var det jo bare sådan at det var. Det var en tanke som gjorde hende virkelig ked af det, også selvom det nu bare var sådan at det var. Lucas var den mand som betød mere end livet for hende, også fordi at han var den eneste som betød så meget for hende. Han var en mand som hun ønskede at beskytte og vogte om, og det gjorde hun vel også ved at fortælle ham det på den måde, som hun nu havde fundet ud af? Hun havde læst brevet op for sig selv hundrede gange efterhånden, mest af alt for at finde ud af, om det hun havde skrevet var rigtigt nok. Hun bed sig en anelse nervøst i læben, for det var en tanke som ene og alene, faktisk måtte skræmme hende en anelse, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som hun havde valgt at begive sig mod biblioteket. Efterhånden burde hun kende ham, og det gjorde hun vel også? De var jo ikke alene et par, men hun så virkelig også på manden som en som hun kunne tilbringe resten af sit liv med, også fordi at det ikke var noget som helst i forhold til hans, men det var vel også at nyde tiden så længe at det var hende menneskelig muligt?
At Lucas var der, var selvfølgelig en tanke som direkte glædede hende, for det var noget som kun gjorde det hele så meget bedre! Smilet bredte sig på hendes læber, for hun kunne slet ikke lade være når hun var omkring ham! Kysset gengældte og besvarede hun glædeligt, også selv da han havde lagt hænderne mod hendes kinder, hvilket kun havde fået hende til at knuge mere om brevet. Det gjorde hende ekstra nervøs, at han virkede så glad for at se hende, også fordi at han vidste at hun havde haft så forbandet meget at slås med, for det var jo heller ikke noget som gjorde det hele meget nemmere for nogen af dem. ”Du er virkelig ikke så svær at gennemskue min kære..” begyndte hun ganske sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn på nogen måde, for det var jo bare sådan at det var. At han pludselig virkede nervøs, var noget som selvfølgelig gjorde hende usikker, selvom hun lod ham tage brevet. Hun nikkede stille. ”Du må ikke blive sur..” endte hun dæmpet. Hun havde virkelig gjort alt for ikke at ende med at gøre det, men hun kunne vitterligt ikke gøre for det i den anden ende! Brevet beskrev direkte hvordan ’Ilosånik udnyttede hende for at skaffe informationer fra slottet – fra ham’, samt ’eden som ej kan brydes på grund af magi’. Selv blev hun stående fuldkommen stille. Det var måske ikke særlig detaljeret, men det var der, og hun ønskede noget så brændende, at han skulle vide det, for hun magtet ikke at dolke ham mere i ryggen! For pokker han var jo manden som hun så hele sit liv sammen med, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde ondt. Hun ønskede virkelig ikke at udnytte ham!

[lucas]

At se Raphaella komme og besøge Lucas på biblioteket, var noget som med det samme bragte ham en stor glæde, for han elskede virkelig når hun gjorde sine små visit for at se til ham! Det viste jo også bare at hun var interesseret i ham, hvilket også kun glædede ham, for han elskede hende virkelig! At mærke hende besvare hans kys, var noget som fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst, for han elskede den effekt hun havde på ham, hun havde virkelig formået at gøre ham helt.. smask forelsket i hende! Han havde aldrig mødt en kvinde som Raphaella, og selvom de måske gik langsomt frem, så ændrede det ikke på hans følelser for hende og at han faktisk ønskede at leve sammen med hende til sine dages ende, eller så længe som det var ham muligt om ikke andet. Hendes ord fik ham til at trække skævt på smilebåndet. „Du kender mig for godt,” endte han morende og i stedet for en anklagende tone, så var der en stolt tone, for hun var den som kendte ham bedst, kendte hans metoder, hans handlingsmønstre og det var vel også det en kæreste skulle? Derfor havde han intet imod at hun kendte ham så godt.
Noget der fangede Lucas’ opmærksomhed, var klart det at hun havde taget et brev med til ham, at hun havde fundet en løsning på at sige det som plagede hende, som holdt hende fanget af en magisk kontrakt, hvilket gjorde at hun ikke selv kunne fortælle ham det. Hvorfor havde han ikke selv tænkt på det? At hun kunne skrive det ned? Det havde han ikke troet havde været en mulighed, men.. det var det jo så alligevel. Hendes dæmpede ord fik han ikke med, da hans hjerte hamrede mod hans bryst, hvor han pludselig følte sig helt.. nervøs. Da hans grønne øjne faldt over papiret og ordene hun havde skrevet, kunne han ikke lade vær med at smile, fordi han kunne se at hun havde stavet nogle af ordene forkerte. Han skulle næsten til at påpege det, indtil hans ordentligt læste hvad der stod, hvor hans smil falmede med det samme. Bare navnet gjorde ham helt dårlig.. Ilosonic? Var det den dæmon der havde fanget hende til en kontrakt? Han endte næsten med at blive helt ligbleg i hovedet, jo mere han læste af brevet. Havde Ilosonic sendt hende op på slottet, for at hive informationer ud af ham? Han følte hvordan hans hjerte sank i hans bryst, hvor han pludselig følte sig helt ilde til mode. Han tog sig let til hovedet, som han nærmest vaklede hen til bordet, da det brev føltes som en mavepuster og ikke mindst at blive dolket direkte i hjertet. Han blinkede let med øjnene. Det kunne ikke passe! Han mærkede hvordan tårerne samlede sig, hvor han vendte blikket lettere forarget mod hende. „Du.. Du har udnyttet mig..” konkluderede han dæmpet og dog helt forarget, hvor man tydeligt kunne se på hans ansigtsudtryk at han stod i chok. Ville det sige at alt havde været en løgn? Det at hun havde været så god mod ham til at starte med? Det at hun ville tilbringe tiden med ham? Det at.. hun fik følelser for ham? Alt var jo baseret på en løgn, for at hun kunne komme tæt ind på ham og få informationer som hun sagde videre til landets største fjende! „Så har alt været en løgn!” Denne gang var hans stemme hævet og med en vred undertone. Han bed tænderne fast sammen, hvor han vendte blikket væk fra hende, som han krøllede papiret ved at stramme grebet om det. Hvordan kunne han være så dum?! Og så tilmed tro at én ville falde for ham og elske ham. Han vendte blikket skuffet mod hende, inden han blot trådte direkte forbi hende.

[Deleted]

At Lucas var på biblioteket, var slet ikke noget som forundrede Raphaella på nogen måde, for hun kendte ham da godt efterhånden! Hun vidste at han kunne lide at være der, og det var egentlig ikke fordi at det var noget som hun havde noget imod. Det var måske ikke ligefrem fordi at hun ville påstå at de gik roligt frem, for det hele var faktisk sket temmelig hurtigt, men af den grund, så havde de valgt at lukke op for hinanden, og selvfølgelig var det en tanke som hun specielt godt kunne lide, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt og sendte ham et morende smil. ”Du er ikke så svær at regne ud igen, min egen.. Og det kan jeg godt lide,” erkendte hun sigende, for det var ikke engang fordi at det var en løgn. Han kørte i gode og faste rutinemønstre, som gjorde det nemt for hende at følge med i hvad han lavede, samt når han handlede som han gjorde, for det var noget som selvfølgelig kun gjorde det hele langt nemmere, også for hendes vedkommende, og dent anke kunne hun bestemt godt lide.
Det var slet ikke fordi at Raphaella stod overfor Lucas for at overbringe ham en god nyhed, for det var vidst noget af det sidste som man kunne kalde det. Af den grund, så var hun virkelig nervøs for hvordan han ville reagere på det hele, og hvordan han ville tage det, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ville påstå at det hele var en løgn, for det var det bestemt ikke!! Hun elskede ham virkelig, og det var noget som hun agtet at holde fast i, selvom hun bestemt ikke var stolt af det som hun gjorde i denne stund, om det var noget som man ville det eller ikke. Hans reaktion var virkelig som at jage en kniv direkte i brystet på sig selv, for det gjorde i den grad ondt at se! Hans konklusion omkring det hele, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, for han så det jo ikke i en helhed! Selvfølgelig var det begrænset hvad hun kunne fortælle ham via brev, for hun var virkelig elendig til at stave, men hun forsøgte da om ikke andet med det! Tårerne meldte sig i hendes øjne, idet at hun vendte sig mod ham. ”Jeg... jeg mente ikke..” Det var bestemt heller ikke fordi at det hele var udnyttelse, for hun elskede ham virkelig, og hun elskede at være sammen emd ham når hun gjorde det! At han bare gik forbi hende, var noget som hun aldrig havde set ham gøre før, og det var noget som slog hårdt. Tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder, idet hun slog armene om sig. Hun havde forsøgt at fortælle det så mange gange! Og hun kunne jo intet gøre, for at forhindre at det hele skulle ske! At han hævede stemmen, var ikke noget som hun havde oplevet ham gøre før, og et sted så var det en tanke som skræmte hende. Den tanke var noget som virkelig måtte gøre utrolig ondt! ”Du må ikke gå..!” endte hun med en langt mere desperat stemme, for tanken var virkelig noget som gjorde så frygtelig ondt! Hun ønskede da for pokker ikke at miste ham!

[lucas]

Lucas var meget gammeldags og på grund af hans arbejde, så fandt han det passende at gå langsomt frem, for han ville heller ikke gå for hurtigt frem, nu hvor han arbejdede så meget, så hun satte forventninger til ham, for han ville jo helst gerne kunne leve op til dem, hvilket ikke ville være let, når han var så presset som han var. Han havde jo ikke haft meget tid til hende, men af den grund, så kunne man vel godt kalde dem for et fast par? Det var jo ikke fordi de længere lagde skjul på det, hvilket han heller ikke havde noget imod, desuden så var de flyttet ind på samme værelse, så de havde lidt tid sammen, måske ikke særlig meget, men han fik da lov til at holde om hende om natten, vide at hun var tryg, hvilket han havde det godt med! „Hm.. sikker på at jeg så ikke bliver for kedelig?” spurgte han eftertænksomt, inden et morende smil gled over hans læber. Hvis han var så forudsigelig, så lød han næsten helt kedelig, kunne han så i det hele taget overraske hende? Så længe hun bare var tilfreds med ham som han var, så var han glad! For han ønskede heller ikke at være den kedelige fyr, der ikke kunne skabe spænding, for selv han elskede eventyr, på trods han måske mindede om den stille og rolige type der nød at sidde bag en bog.
At hun havde fundet en måde hvorpå at hun kunne fortælle om sit problem, var naturligvis noget som gjorde Lucas nysgerrig, for han var slet ikke sikker på hvad det var hun lavede af ’onde’ ting, som hun nærmest selv havde beskrevet det som. Man kunne dog ikke ligefrem sige at brevets indhold lettede hans hjerte, for tværtimod så følte han sig pludselig.. snydt? Hun havde udnyttet ham for at kunne få informationer, som hun sendte videre til den skurk til Ilosonic! Tanken om at det var den mand som var indblandet gjorde ham virkelig dårlig tilpas! Kunne det ikke have været alle andre end ham?! Han mærkede hvordan tankerne gav ham kvalme, hvor tårerne endda pressede sig på, for han havde aldrig følt sig så.. udnyttet og snydt før! Han havde lukket hende ind i sit hjerte og så valgte hun at udnytte ham? Og så endda til fordel for Ilosonic, den mand som alle på slottet ønskede ud?! Han vidste ikke engang hvad han skulle sige, for mest af alt havde han næsten lyst til at råbe og skrige af hende, men.. det lå slet ikke til ham. Han fortsatte blot væk fra hende og satte kursen mod døren. Hvordan havde han kunnet være så dum? Klart at hun kunne lide at han var så forudsigelig, det gjorde vel alt lettere for hendes arbejde?! Den varme, den lykke og den glæde han havde følt, var pludselig erstattet med en depressiv sorg, for det var da klart det værste han havde været ude for igennem hele sit liv, og det sagde virkelig ikke så lidt! Han åbnede døren, som han blot gik ud af og ikke engang gad tænke på at smække i. Han følte sig helt.. knust. Hans grønne øjne var blanke og tårefyldte, selvom han alligevel var for stolt til at lade dem falde. Han satte kursen mod sit værelse, uden rigtig at tænke over at det også var hendes.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Lucas skulle være bange for at han var for kedelig, for det var han bestemt ikke! Hun elskede virkelig tanken om at hun vidste hvor hun havde ham, også fordi at han var så.. gammeldags som han var. Det var en tryghedsfornemmelse for hende, for hun vidste hvad hun havde at regne med, så selvfølgelig var det noget som gjorde det hele så meget nemmere, også for hendes vedkommende, og det var sådan at hun rigtig godt kunne lide det. Smilet bredte sig på hendes læber, for hun kunne da slet ikke lade være, nu hvor hun havde muligheden for det! ”Jeg vil bestemt ikke vove at påstå at du er kedelig min skat.. Du er lige præcis som du skal være, og det er det jeg godt kan lide. Jeg er heldig at have dig,” endte hun sigende, også selvom det helt klart var ord som hun sagde, fordi at hun mente dem, for det gjorde hun virkelig! Endnu en gang skænkede hun hans mundvig et blidt kys. Hun elskede ham virkelig og det var noget som hun i den grad også ønskede at vise folk på den måde, som det nu var hende menneskelig muligt!
At Lucas skulle tage så hårdt på det, var noget som virkelig slog kraftigt ind på Raphaella, for det var bestemt ikke noget som hun kunne gøre noget som helst ved i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Hendes hjerte begyndte at hamre mod hendes bryst, for hun frygtede virkelig for hvad dette ville betyde! Hun havde brugt timer på at skrive de få ord ned på det skide stykke papir, for hun var slet ikke dygtig nok til at beskrive hvordan det hele hang sammen, men nu var det da overordnet nævnt, så det var jo altid et skridt på vejen, ikke sandt? At han bare gik forbi hende og uden så meget som et ord, var noget som for alvor tvang hendes tårer til at falde, for.. hun tog det som en endelig afvisning. Armene søgte direkte omkring hendes egen krop, som hun kunne høre at han forlod biblioteket og bare.. efterlod hende der? Ja, umiddelbart tog hun det som det hele var slut og at hun ikke havde mere i landet at gøre, for hvad skulle hun da ellers gøre eller stille op? Hun endte selv efter flere minutter at forlade biblioteket, for at begive sig ned mod… Lucas værelse var det vel nu? Et svagt snøft forlod hende, efterfulgt med en mindre hulken, for hun kunne intet andet gøre ved det alligevel. Blikket gled mod vinduerne som hun passerede på vejen. Solen stod så smukt og det hele, uden at hun kunne gøre noget ved det alligevel. Tårerne havde hun opgivet at holde igen. Nu var sandheden kommet frem, og hun havde fået lov til at beholde livet, så det var nok ikke en metode som Sonic havde regnet med at hun ville gøre brug af! Hun endte med at stoppe op ved et vindue for en kort stund, mest af alt for at samle sig. Ja, umiddelbart regnede hun med at komme ned i kælderen eller kylet på port, selvom.. hun slet ikke vidste hvad hun ville foretrække mere end den anden, for med den ene, så var hun tæt på ham og den anden langt væk. Det havde aldrig været en løgn! For hun elskede ham virkelig!

[lucas]

Måske Lucas var ret forudsigelig, men når han var her på slottet så havde han jo faktisk det samme handlingsmønstre, han kunne bedst lide at opholde sig i biblioteket eller haven, men hans arbejde krævede mere at han enten befandt sig på biblioteket eller i tronsalen, så det var jo de tre steder at han mest opholdt sig. Og nu hvor de var flyttet sammen, så var værelset også blevet et af de steder, hvor han opholdt sig mest, netop fordi hun var der! Der kunne han holde om hende og give sig hen til hende, for der havde han faktisk tid til hende, selvom han godt vidste at det ikke var meget, for efter en dags arbejde, så var han faktisk meget træt og udkørt, selvom hun var god til at tage sig af ham. At hun ikke fandt ham kedelig glædede ham dog, hvor smilet også bredte sig på hans læber. „Godt,” hviskede han kærligt, selvom kysset mod hans mundvig gjorde ham lettere utilfreds, hvor han i stedet for lagde en hånd under hendes hage, så han kunne trykke sine læber imod hendes i et blidt kys – meget bedre! Hun var den person der stod ham nærmest, den som havde den største betydning for ham, selvom det så viste sig at det hele havde været en løgn fra hendes side af, for.. hun havde jo holdt ham for nar! Alt det som hun havde sagt og gjort, det var jo bare for at komme tæt ind på ham og få informationer fra ham, hvilket virkelig gav ham en dårlig smag i munden, for han følte sig virkelig forrådt og snydt som aldrig før! Han hastede blot forbi hende, ud af biblioteket og ned mod sit værelse, selvom han mest af alt bare havde lyst til at forsvinde, for.. han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv! Han smækkede blot døren i, hvor han begyndte at gå rundt i en cirkel i rummet, mest for at prøve at samle sig, da tårerne virkelig pressede på og truede med at falde, skønt han nægtede dem det! Han havde aldrig nogensinde haft det så dårligt som han havde i øjeblikket, hvilket virkelig ikke sagde så lidt, for han havde virkelig været igennem utrolig meget! Han stoppede op, foldede papiret ud og læste det endnu engang igennem, næsten for at se om det var løgn, men alt stod der jo højt og tydeligt! Hun var blevet sendt hertil for at komme ind på ham, så hun kunne sende beskeder videre til Ilosonic den.. usling! Han krøllede papiret kraftigt sammen og kylede det fra sig, inden han med frustrerede hænderne strøg dem igennem de halvlange lokker. Hans læsebriller var blevet lettere dukket, skønt han blot skubbede dem af, hvor han hamrede sin knyttede hånd i skabslågen, skønt han hurtigt trak den til sig, da det gjorde lidt mere ondt end han havde regnet med. Han tog sig let til hånden og ømmede den ganske let, hvor han blot betragtede gulvet med et tomt blik. Det som gjorde mest ondt, var dog det faktum, at hun havde holdt ham for nar og at hun slet ikke følte noget for ham. En tåre fra hvert øje søgte ned over hans kinder, skønt han var hurtig til at tørre dem væk, hvor han knyttede hænderne ganske let. Han havde virkelig været for dum og ikke mindst for godtroende! Hvor han hadede sig selv!

[Deleted]

Lucas havde et meget oplagt handlingsmønster, selvom det slet ikke var noget som hun udnyttede sig af, for hun kunne godt lide, at hun vidste hvor hun havde ham. Hun vendte blikket mod ham og med den samme rolige mine, for hun elskede ham virkelig! Det var ikke en løgn engang, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det var. Det var bestemt ikke fordi at hun ville definere ham som kedelig, for det var han bestemt ikke. Hun betragtede ham rolig og det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun hævede hånden og strøg den roligt over hans kind og med det samme smil på læben. Hun elskede ham og det var bestemt ikke noget som hun var bange for at vise nogen som helst! Kysset besvarede hun og selv med den største glæde, for hun elskede når han var sådan over hende. Det var helt klart noget af det bedste af det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om.
At Lucas tog det så hårdt at vide hvad der var galt med det hele, var noget som direkte slog hende ind som en direkte lussing, for hun havde aldrig nogensinde oplevet, at han opførte sig på den måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om og det var noget som virkelig gjorde ondt! Hun så blot efter ham, som han slet ikke stoppet, da hun bad ham om det, for hun ville ønske, at hun kunne forklare ham det, for det var svært! Det var virkelig, virkelig svært! Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, for hun regnede slet ikke med at det skulle ødelægge det så meget! Hun havde da næsten håbet at det var noget som han kunne hjælpe hende med! Armene søgte omkring hendes egen krop, da hun havde valgt at søge bort fra biblioteket, for hun ønskede da slet ikke at være der når han ikke var. Hun havde det dårligt.. hun havde det virkelig, virkelig dårligt med sig selv, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne hun bare ikke gøre noget som helst ved det alligevel! Turen mod værelset, var noget som tog hende ekstremt lang tid, også fordi at hun slet ikke vidste om hun i det hele taget var velkommen mere, for den måde som han havde regeret på, og det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt. Hun stoppet op udenfor døren, hvor hun endte med at tage i håndtaget, selvom hun ganske tøvende valgte at åbne døren. Sonic havde det greb i hende, og det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Som hun havde sagt, så havde hun virkelig været dum! Ung, dum og naiv! Hun havde troet på at en dæmon ville hjælpe hende og det var noget som tydeligt havde fået fatale følger i denne stund, om det var noget som man nu ville gøre det eller ikke, så kunne hun intet gøre ved det! Ganske forsigtigt gik hun ind og med tårerne lydløst trillende ned af hendes kinder. Hun gik hen til skabet og begyndte at finde sine kjoler. Ja, hun regnede bestemt heller ikke med, at hun ikke måtte være her mere, kun fordi at hun havde så voldsomt mange problemer, for det var bestemt ikke fordi at det var nemt for hende!

[lucas]

Måske Lucas ikke havde givet Raphaella tid til at forklare sig, men der var jo ikke behov for nogen forklaring! Alt der stod i brevet beskrev alt helt fint! Ilosonic havde sendt hende herop for at udnytte ham, så hun kunne få alle hans informationer og sende det videre til Ilosonic, den slyngel! Hun havde udnyttet ham, løjet for ham og alt hvad de havde været igennem var jo en stor fed løgn, bare for at hun kunne komme tæt ind på ham, og det var endda også lykkedes hende! Hun var ikke den eneste som var dum og naiv, for det havde han jo selv været fra det øjeblik han havde set hende. Han havde været så dum og ville tilbringe mere tid sammen med hende og det eneste han gjorde, var at give hende hvad hun ville have! Han havde gjort alt direkte let for hende, han havde været som en åben bog for hende, og alt det han havde gjort for hende, fortrød han pludselig, specielt det at han havde lukket op for hende! Tænderne bed han kraftigt sammen, hvor han følte sig helt knust. Han havde aldrig oplevet noget så.. smertende. Han hadede direkte den tanke! Hun blev en grund til at han aldrig ville lukke op for nogen igen! Den smerte var intet værd! Desuden så havde han vel også været for dum til at tro at hun ville falde for en mand som ham? Blødsøden, godtroende og direkte naiv. Det var en tanke som gjorde ondt, og han fortrød det virkelig inderligt! Han vidste jo slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han havde aldrig følt sig så tom, så.. knust. Det føltes som om man levede et mareridt og alt han ønskede var at vågne op derfra, men desværre var det den kolde og hjerteløse virkelighed. Hvor han før havde strålet som en sol, var han direkte grå og visnet af sorg. Han hadede sig selv for at have lukket hende tæt på, for hun havde jo ikke gjort andet end at lege rundt med ham! Men han havde også været for dum, alle tegn havde jo været der, hun var fra Dvasias, og han som havde håbet på at hun ikke var sådan, men havde taget grueligt fejl! De smaragdgrønne øjne faldt på døren, da han kunne høre at nogen stod ude bag, hvor hans hjerte hamrede imod hans bryst, imens en klump af ubehag samlede sig i hans hals. At se Raphaella komme ind, fik ham blot til at stirre på hende, for han vidste jo slet ikke hvad han skulle gøre ved det. Han fulgte hende blot med blikket, da hun gik hen til skabet, hvor hjertet ikke stoppede med at slå for fulde hammer. Helt fraværende og instinktiv, gik han hen til hende, hvor han greb fat omkring hendes håndled med et fast greb. „Og hvor tror du at du skal hen?” spurgte han i en hvislende tone, hvor han ikke engang fik tænkt over ordene, før de havde forladt hans læber. Han burde vel fortælle det hele til Elanya? Han burde få hende arresteret og for det som hun havde gjort, så skulle han nok sørge for at hun aldrig kom ud igen! Hun kunne komme til at rådne op i kældrene! Dette var noget som han ikke kunne skjule for Elanya, for så.. ville han jo miste sit job, så ville han kunne blive beskyldt for sammensværgelse og det ville han bestemt ikke med den slyngel til Ilosonic!

[Deleted]

Raphaella var virkelig, virkelig ked af det, for hun havde slet ikke forestillet sig, at det var sådan her Lucas ville reagere, også selvom hun et sted godt kunne forstå ham. Det var nok noget af en lussing direkte til ansigtet, så var det sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tårerne trillede nedover hendes kinder, og hun følte sig bare.. knust og direkte efterladt, om der var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At han ikke engang ville prøve at høre hende forklare sig, så var det noget som direkte gjorde hende endnu mere ked af det, for hun elskede ham for pokker! Det havde aldrig nogensinde været falsk set fra hendes vedkommende, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. At gå ind på værelset, var noget som hun gjorde med den største forsigtighed, for det kunne godt være, at hun halvt om halvt var flyttet ind til ham, så følte hun sig pludselig skræmmende.. uvelkommen. Desuden så regnede hun bestemt heller ikke med at han ønskede at have hende her på stedet, uanset om det var noget som de ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var, selvom.. ville han sætte hende i kælderen og lade hende sidde der? Umiddelbart så troede hun ikke helt på den, men sådan som Lucas var lige nu, så kunne man jo aldrig vide, og det var i den grund også noget som det, der virkelig gjorde mere usikker end det som direkte var nødvendigt i den anden ende! Kjolerne fandt hun forsigtigt frem, selv uden så meget som et ord, også selvom det hele tog en voldsom drejning, da han endte henne ved hende og greb omkring hendes håndled, hvor hun i bogstavelig forstand, tabte alt det som hun stod med i hænderne. Hans direkte hvislende tone havde hun aldrig hørt før, og det var noget som direkte skræmte hende! Hun vendte blikket næsten forfærdet mod ham endnu en gang. ”Jamen… jeg..” begyndte hun stille. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun vidste at hun havde mistet ham, ellers ville han da slet ikke reagere på den måde eller være sådan overfor hende, for det var altså ikke fordi at hun havde leget med hans hjerte, for det havde hun altså ikke! Det var noget af det sidste som hun kunne finde på, og den tanke ene og alene, var faktisk noget som gjorde hende direkte ked af det! ”Ø-ønsker du virkelig at jeg skal ned i kælderen, Lucas? Så.. så send mig derned.. Det.. det er bedre end at gøre hvad jeg er nødt til..” endte hun med en dæmpet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde, overhovedet, for tanken knuste hende virkelig! Hun blev stående, og uden så meget som at forsøge at trække hænderne til sig eller noget som helst, ofr det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til. Hvis dette var det sidste som hun faktisk skulle se til ham som.. en relativt fri fugl, så var hun virkelig ked af, at det var sådan det skulle ende. Hun var knust, også selvom hun vidste, at det ene og alene, måtte være hendes egen skyld.

[lucas]

Lucas følte sig virkelig snydt. Snydt og bedraget som aldrig før, hvilket virkelig var en ubehagelig følelse, specielt fordi det var af hende. Han havde givet sig fuldstændig hen til hende, han havde ikke engang set det, og han havde åbnet fuldstændig op for hende, og så valgte hun at dolke ham i ryggen på den måde? Det var noget som han slet ikke kunne fatte, for.. det var så surrealistisk! Det gjorde ondt at tænke på, han følte sig helt knust og ikke mindst tom, hvor han slet ikke kunne andet end at tænke på hvor dum han havde været, hvor dumt det havde været at lukke hende tæt, for prøv og tænk på alt det som hun havde fortalt Ilosonic?! Mange af de ting kunne han sikkert bruge til et eller andet! Tanken gjorde ham direkte dårlig, hvor han virkelig følte sig dum og flov over at have begået sådan en enorm fejl. Han blev næsten helt bange for at det ville koste ham sit job, at det var ham som ville blive spærret inde, men.. det var vel tåbeligt at tro? Det var jo ikke fordi han havde vidst noget omkring det, og havde han, så ville han da aldrig have fortalt hende noget som helst eller lukket hende tæt på sig! At hun så kom ind i rummet, var noget som faktisk slog ham ud af kurs, for han vidste slet ikke hvad han skulle gøre eller sige. Han stirrede blot på hende, som hun gik hen til skabet, hvor han uden at tænke over det, gik hen og greb hende omkring håndleddet, hvor han ikke tog sig af de ting der fløj på gulvet. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere, hvilket også var grunden til at ordene var fløjet ud af munden på ham. Han stirrede blot direkte på hende, hvor han bed tænderne fast sammen. At se tårerne falde ned over hendes kinder, slog ham også ud af kurs, hvor han pludselig følte sig helt.. forvirret. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på det hele, for meget ville han jo gerne tro på, han ville gerne tro på det meste hun havde sagt, specielt når det kom til det at hun faktisk elskede ham, men et sted turde han ikke, for han var bange for at han gjorde sig selv mere til grin end det han var, men i så fald så ville hun vel ikke stå og græde, men vel snarere grine? Og det var jo slet ikke tilfældet. Han sank let den ubehagelig klump der havde sat sig fast i hans strube, hvor han blot betragtede hende med et.. fraværende blik. Han slap dog ikke hendes hånd, for han var i øjeblikket fuldstændig i konflikt med sig selv, hans hjerne sagde det ene, men hans hjerte noget andet. Han trak let i hendes arm, så han kunne vende hende mod sig, hvor han løftede den anden hånd, som han lagde mod hendes våde kind, kun for at lade tomlen stryge nogle af hendes tårer væk. Kunne han virkelig smide hende i arresten? Det var han slet ikke sikker på at han kunne, faktisk tvivlede han stærkt på det! Det føltes som om hans hals trak sig sammen og hans tunge var for stor i hans mund, da han skilte læberne for at ville sige noget. „E-elsker du mig?” spurgte han tøvende, hvor man næsten kunne ane frygten i hans stemmeleje.