I've got big plans

[Deleted]

Det var nok ikke verdens største problem for ham, men det var vel også forståeligt når han ikke vidste hvad det hele drejede sig om. At han selv var centrum i al hendes snak var noget han næppe ville gætte medmindre hun kom med hints og det havde hun ikke rigtigt gjort om end hun havde fortalt at manden både havde kone og børn. Desuden var han hendes onkel så det var nok forkert på alle tænkelige måder, ikke at hun tog sig af det, det var nærmere det mindste af hendes problemer. Hendes egen forelskelse var ikke noget barnligt noget, eller noget der nok ville gå over. hun var nok ung i hans øjne, men blandt sin egen race var hun absolut ikke barn og for længst blevet myndig. Hendes forelskelse havde efterhånden varet i flere år og det gjorde virkelig ondt at vide at han var så tæt på, men alligevel så langt væk og ude af hendes rækkevidde. Hans overbærende smil og følgende ord fik hende blot til at sukke og ryste svagt på hovedet af sig selv, hvordan kunne hun overhoved ønske at han forstod det? ”Ja det synes jeg, jeg forventer ikke at nogen skal forstå det men det er alvorligt, det er ikke noget der bare går over… jeg har haft det sådan i flere år, og det værste er at jeg slet ikke kan fortælle det til ham” svarede hun og lød ubevidst ret fortabt og sørgemodig. Hun ønskede ikke et arrangeret ægteskab, hun ønskede kun denne person! At gifte sig var faktisk ikke noget hun overhoved havde tænkt sådan på, jo hun vidste det ville ske engang i fremtiden men hvornår og med hvem havde hun aldrig tænkt over og det ville hun heller ikke begynde på nu. Hun vidste at han havde ret, det burde hun nok, men det var bare svært når hun hele tiden så ham, ja de så jo hinanden hver evig eneste dag når hun eller han altså ikke var på arbejde i udlandet. ”Det er lettere sagt end gjort” svarede hun og bed sig svagt i underlæben hvor hun atter fornemmede rastløsheden rase i hende, hun overvejede dog også hans ord, hvis hun nogensinde skulle gøre sig forhåbninger om at komme sig over ham måtte hun langt langt væk! eller … undgå ham, det var det sikreste. Tale med sin mor? Ja den var god, Alyssa ville nok besvime hvis hun fandt ud af at hendes datter var forelsket i hendes bror. Efter sine sidste udtalte ord overvejede hun faktisk kraftigt at forlade lokalet og hun havde været godt på vej til det, for det var efterhånden helt ulideligt at være i den kjole, og i nærheden af ham, især i den tilstand hun var i nu. Hendes følelser var noget hun knap kunne styre og at miste kontrollen over sine sensuelle evner kunne have katastrofale følger, for ikke at sige at hun fornemmede hvor lidt kontrol hun havde over dem i den sindstilstand hun var kommet i. Der herskede forvirring, fortvivlelse og for ikke at glemme stærke lyster der var ved at bryde løs, men alt dette blev svagt skubbede til side ved hans strenge tone hvor hun straks standsede med blikket mod gulvet, hvis han ville sige noget kunne han jo gøre det. Derimod beordrede han hende tilbage i stolen hvilket hun meget gerne ville nægte men endte med at gå de samme skridt tilbage som hun var kommet, hun trak stolen ud igen og satte sig nærmest på stolens kant klar til at springe op hvert øjeblik det skulle være. Hans ide om at slå hans egne børn og kone ihjel huede hende ikke just, for det ændrede næppe på noget ”Nej… jeg vil bare gerne have at han lægger mærke til mig, ved hvordan jeg har det” svarede hun lavt uden at se på ham hvor hun følte sig helt fortabt. Det sitrede svagt i hendes krop da hun mistede noget af sin kontrol grundet de nye følelser hun nu fik, hun trak vejret dybt og presse læberne hårdt sammen for at få kontrol over sig.

[giovanni]

Giovanni måtte erkende at han slet ikke fandt det passende at snakke med Scarlett omkring en forelskelse, for.. hvorfor pokker ville hun snakke med ham om det? Han var da nok den værste til følelser, ikke kun fordi han var en kold mand, men også fordi han var mentaldæmon, hvis nogen dårlig følelse lagde sig over ham, så kunne han lukke af for sin følelse. Han var utrolig gammel, og hans mentale evner oversteg enhvers fantasi, han kunne lukke af for enhver følelse der kunne påvirke hans krop, sult, tørst, lyst, sorg, begær, endda et knust hjerte, selvom den typiske konsekvens ville være at han blev fuldstændig tom og koldhjertet, nærmest direkte.. følelsesløs – alt efter hvilken følelse han lukkede ude. Og derfor var han nok ikke ligefrem den mest.. bedste person at tale med omkring følelser. Han lyttede til hendes ord, selvom han faktisk ikke helt vidste hvad han skulle sige for.. det var jo slet ikke noget som han havde forstand på! Hans råd ville virkelig være at hun talte med en veninde, eller en kvinde fra familien omkring det! ”Aha.. jaså,” svarede han eftertænksomt, næsten som han overvejede hvad han skulle sige. Det var lang tid siden han direkte havde været.. forelsket. Desuden så kunne man ikke ligefrem sige at forelskelse eller hjertet havde nogen betydning i deres slægt, eftersom alle mere eller mindre ville blive gift væk i et arrangeret ægteskab, hans egne børn blev nok, og hvis han ikke fandt en passende mand til Scarlett, så var han sikker på at hendes mor i hvert fald gjorde det. Selv Alyssa var blevet arrangeret til Javier. At hun kom tilbage og satte sig på stolen, fik ham til at sende hende et eftertænksomt blik, næsten som om han overvejede hvad han skulle sige. ”Scarlett, hør nu på mig. I vores familie er arrangerede ægteskaber meget normale, og jeg er sikker på at din mor ønsker at finde en passende mand til dig, derfor er en gift mand, nok ikke ligefrem en mulighed,” svarede han sandfærdigt, selvom der var noget overbærende i hans tone, hvor han normalt nok bare havde været ligeglad. ”Det er måske lettere sagt end gjort, men det bedste er vel at glemme manden?” Det var ikke fordi han ønskede at være direkte koldhjertet overfor hende, men han var ikke en mand der direkte nærede forståelse for følelser, specielt ikke med den barndom han havde haft, desuden var han jo selv blevet trolovet med Jacqueline, hun var blevet formet af hans egne forældre og ham selv og var blevet en sand Salvorique, desuden så havde han med tiden lært at elske hende, hvilket han den dag i dag gjorde af hjerte, derfor var han heller ikke imod arrangerede ægteskaber og derfor skulle hans egne børn igennem det, medmindre de selv kunne finde en passende dæmon til familien.

[Deleted]

At han ikke forstod hvad hun endelig snakkede om kunne hun se, jo han forstod nok ordene men følelserne bag gjorde han nok ikke. Det frustreret hende utrolig meget men hun beherskede sig for ikke at fare op eller lade følelserne løbe af med sig, normalt var hun også meget god til at undertrykke følelser men lige nu var det slet ikke let og hun frygtede at miste taget hvert sekund det skulle være. Hans reaktion på hendes første ord var ikke af meget og hun endte med at sukke, hvordan i alverden kunne hun overhoved have regnet med at få mere end det ud af ham? En ret dum og irrationel tanke. Hun bed sig svagt i underlæben mens han fortsatte og hun så ikke på ham mens hun overvejede sit svar, hendes mening om arrangeret ægteskab var nok ikke den samme mening som hans, ikke at hun ville trodse den for hun vidste hvordan hendes familie var skruede sammen og de fleste – for ikke at sige alle – blev gift på den måde. men hun ønskede bare ikke at binde sig til nogen, hun ønskede ikke en mand der kunne sige hvad hun skulle og ikke skulle. Hun var en Salvorique og ingen mand udefra skulle have lov at koste rundt med hende! Hendes far kostede godt nok ikke rundt med hendes mor men hun fandt sig ikke bare i at adlyde en mand uden videre og slet ikke at være sammen med den samme til evig tid, eller rettere, til hun eller han døde! Tanken alene gjorde hende helt bange og gav hende en stor lyst til at løbe sin vej. At fortælle ham at hun ikke ønskede at gifte sig var derfor ingen løsning, hans sidste bemærkning fik hende til at bide tænderne hårdt sammen og vende blikket beslutsomt mod ham ”Fint, jeg glemmer ham, men så skal jeg flytte…” svarede hun, lagde armene over kors og fik det typiske stædig udtryk i de grå øjne. Det var ikke for at være trodsig men hvordan fanden skulle hun glemme ham når hun konstant var omgivet af ham, det var nærmest som om han afviste hende men alligevel ikke gav hende lov at glemme ham! ja nu vidste han jo ikke det var ham selv det hele drejede sig om men det var det og det var svært at glemme som han bare så enkelt fik det til at lyde.

[giovanni]

Giovanni var på ingen måder en person man skulle tale om følelser med, for det fik man nok ikke det største ud af, han var en meget indelukket mand, når det kom til følelser, det kunne han endda være over for Jacqueline, men de havde også deres egne private problemer som ingen fra familien kendte til. Desuden den eneste han direkte var kærlig overfor, var hans hustru og sine to små tvillinger, de havde klart fået en mild opvækst i forhold til deres ældre søskende. Men uanset hvad så blev han nok aldrig typen man skulle tale med følelser om, for han kunne virke direkte halvhjertet i sine svar af og til, selvom han i øjeblikket virkelig følte for at tage sig sammen og komme med ordentlige svar, men han kunne faktisk ikke andet end at se realistisk på tingene. Hendes trodsige og stædige blik samt hendes ord, fik ham til at sukke lettere opgivende, ikke af hende men mere af sig selv, for han anede jo slet ikke hvordan han skulle tackle det hele, så.. det blev vel som altid? Han lænede sig tilbage i stolen. ”Scarlett, er det ikke ligefrem at overreagere?” spurgte han kortfattet, som han lagde armene over kors og betragtede hende ganske alvorligt. Hun ville flytte? Ja som om det kom på tale! Han trak vejret dybt og sukkede ganske roligt. ”Er du sikker på du ikke er blevet overanstrengt af den sidste mission?” Som om missionen var grunden til hendes pludselige.. humørskift. ”Det ligner dig ikke ligefrem at gå imod familien,” tilføjede han kortfattet, hvor hans mine blev en anelse mere streng. Hvis nogen ønskede sig ud af familien kunne det sagtens blive arrangeret, men så skulle man ikke tro at man blev set særlig positivt på, for man ville tværtimod nok blive set ned på hvis man valgte at skride fra familien, for så blev alt jo taget fra dem og ærlig talt så lignede det da slet ikke Scarlett at ville smide sin slægt fra sig. Hun var altid en stolt pige, en professionel én af slagsen og det var det som han kunne lide ved hende, også derfor han stolede på hende og sendte hende ud på lidt mere krævende missioner, for han vidste at hun havde ben i næsen til at klare det. Hvorfor hun så pludselig skulle blive så trodsig og modvillig havde han virkelig ikke nogen forstand på, for i øjeblikket kunne han slet ikke genkende den normale Scarlett. ”Jeg vil snart foreslår at du tager hjem og hviler dig, og så tager du ud på den mission, når du er udhvilet, medmindre du vil have at jeg skal sende en anden ud?” Hans ord og mine var yderst professionel som sædvanlig når de snakkede om forretning, for det var trods alt noget han havde styr på frem for følelser.

[Deleted]

Smidt ud af familien? Nej hun vil ej, hun elskede sin familie og ville for alt i verden ikke smides ud, hun ville bare flytte, bo alene! Det lød meget lige til i hendes hoved om end hun vidste at det ikke ville komme på tale eller at tingene ville falde fra hinanden. Hun vidste at hun ikke burde have snakket om sine følelser, ikke fordi han ikke var god til at lytte, men fordi hun bare ville gå rundt og være frustreret over ikke at få det sagt lige ud efter det her. Hans svar fik hende til at hæve det ene bryn, overreagere? ”Du beder mig om at glemme ham! det er hvad jeg gøre.. jeg kan ikke glemme ham hvis jeg ser på ham dag ind og dag ud!” svarede hun med en tydelig irritation i stemmen og en kulde der slet ikke lignede hende. Da han fortsatte og spurgte om hun ikke var overanstreng fik hun en lyst til at skrige, overanstrengt? Helt ærligt! han kendte hende, hun kunne arbejde flere dage i træk uden at kny og aldrig havde hun opført sig som hun gjorde nu. At det her var anderledes end sædvanligt var vel tydeligt! ”Nej jeg er ej… det ser ud til at du ønsker jeg bare skal undgå vedkommende, så gøre jeg det… ” svarede hun lettere irriteret og fjernede blikket fra ham hvorefter hun blot så mod et bestemt punkt i rummet et sted over hans venstre skulder. Hun sukkede og bed sig i underlæben, nej det gjorde det bestemt ikke ”Jeg trodser ikke familien, jeg elsker min familie og det ved du af alle!” stemmen var tydelig anstrengt for at holdes i ro ”Jeg tror bare jeg dummede mig, jeg burde ikke have sagt noget.. bare glem det” svarede hun lavt og mest til sig selv inden hun atter vendte blikket mod ham, trak vejret dybt ind og fugtede underlæben med tungespidsen. ”Nej jeg gøre det, jeg har vist brug for at komme væk alligevel…” svarede hun og rejste sig op igen ganske forsigtigt om end lysten til at kyle stolen gennem rummet var ret stor. Hun vendte blikket mod ham efter at have skubbet stolen på plads for anden gang denne dag ”Undskyld jeg bare plaprede løs, men jeg syntes du skulle vide hvordan.. jeg havde det” sagde hun uden videre, tonen var en anelse sørgmodig men da hun rettede sig op gled et mindre smil over hendes læber ”Du må have mig undskyldt… jeg.. trænger vist til frisk luft” sagde hun til afsked.

[giovanni]

Hvorfor Scarlett var så opsat på at snakke med Giovanni omkring en forelskelse var noget som virkelig kom bag på ham, for han var ikke engang særlig god til alt der havde med følelser at gøre! Han var da direkte elendig til det! Han var en stolt mand og han benægtede til tider sine egne følelser, så hvordan pokker skulle han kunne sætte sig ind i andres? At hun hævede stemmen og nærmest blev helt koldt, forvirrede ham kun yderligere, for det var ikke just en tone hun brugte over for ham, og han var næsten bekymret for at noget var rablende galt med hende. ”Sig mig, hvem pokker er den dæmon, siden du vælger at forlade familien?!” spurgte han i en vrissende tone, som de isblå øjne hvilede langt mere fast og strengt på hende end tidligere. Hvad der gik af hende vidste han virkelig ikke, men det var slet ikke den Scarlett han normalt stod overfor, for hun var ikke så.. blød! Desuden så irriterede det ham at hun fortsatte med at hænge ham op på noget som han ikke havde forstand på, for han var elendig til følelser, tilmed sine egne, så han var da godt nok den sidste person der kunne hjælpe hende, og indså hun ikke det, så blev han snart grueligt irriteret! ”Jeg er sådan set ligeglad, men du skal bestemt ikke tro at jeg ser positivt eller godt på én der ønsker at forlade familien,” svarede han i en kortfattet tone, uden at han fjernede blikket fra hende. Hvis dæmon var gift, var der ikke ligefrem en chance for hende, var det det som hun ville have at han skulle sige og at hun skulle komme videre? Desuden så var han mere end sikker på at Alyssa nok skulle finde en passende mand til hende, eftersom det var typisk i deres slægt at børnene blev trolovet, at deres ægteskab blev arrangeret, som det var normalt i mange familier! Hendes følgende ord og det at hun talte lavt, var noget som fik ham selv til at roe sig ned, skønt han dog ikke tog blikket fra hende, der forblev kortfattet. ”I så fald vil jeg råde dig til at blive,” endte han kortfattet. At folk meldte sig ud af familien med vilje, var ikke noget som han så mildt på! Desuden hvis hun ønskede at flytte, så var det op til hendes mor, for nok han var overhovedet, men han vidste at mange fra familien skulle ud af den grund, der ville ikke være plads til hvis alle blev gift og fik børn, for så blev huset overbemandet. Men af den grund så værdsatte han hvert medlem, og Scarlett havde familiens forretningssans, hvilket han faktisk var stolt over, hvilket hun burde vide, og derfor forstod han ikke hendes pludselige trodsighed. Han viftede blot med hånden. ”Du er fri til at gå,” endte han stilfærdigt, som han vendte blikket mod sine papirer igen.

[Deleted]

Hvorfor ham? Ja fordi det hele drejede sig om ham! men det kunne hun ikke bare sige, og ville ikke sige det så lige nu var den eneste måde at få det at vide ved at trænge ind i hendes sind og hvis hun kendte ham ret skulle der mere end det til inden han ville gøre noget af den slags. Hans reaktion og svar samt det strenge blik som hendes egen hvilede i næsten lige så hårdt og stædigt gjorde hende blot sikker på at hun ikke burde have sagt noget i første omgang. Hendes blik forlod ikke hans, en af dem ville nok se væk først og det ville næppe være ham om end hun kæmpede for ikke at se bort. Intet svar forlod hendes læber, ja hun knyttede blot næverne sammen og pressede læberne hårdt sammen til en lig streg. Nej det lignede hende ikke, men hun var heller ikke sig selv! hun burde have gjort noget ved… sig selv.. inden hun havde søgt hertil for hun burde da efterhånden vide hvor let irritabel og vred hun kunne blive når hun var i den tilstand. Men dette skyldtes også at hun aldrig havde snakkede om sine følelser, ingen vidste hvad hun følte overhoved, de fleste gik endda og troede at hun kun gik med arbejde i hovedet og at seksuel kontakt med nogen var kun noget hun gjorde af nød. ”Det er lige meget” endte hun med en sammenbidt tone hvor hun blot fejede hans spørgsmål af vejen, andet kunne hun ikke gøre. ”Selvfølgelig ikke” svarede hun mest for sig selv nærmest i ren ironi over hans egne ord. Hvis han vidste hvad hun gik og skjulte af følelser for ham ville han nok straks mene at det var bedst at få hende så langt væk fra familien som overhoved muligt. Hun havde slået blikket ned for at se ind i hans kolde strenge blik var ved at blive for meget og at slå blikket ned ville være tusind gange bedre end visse svaghed. Hun nikkede blot da han rådede hende til at blive, tanken om at han nok blot ønskede det for arbejdets skyld og for hendes evner dukkede op som den så tit gjorde hvilket gjorde hende vred og ked af det på samme tid, men nej, hun burde slet ikke have forventet andet og det gjorde hun heller ikke inderst inde. Pokkers tage den trang og lyst hun havde, det hele legede med hendes følelser! Da han gav hende lov til at gå så hun i to sekunder på ham inden hun med næsten lydløshed forlod værelset lydløst og hurtigt.


///out

[giovanni]

Hvad der gik af Scarlett anede Giovanni virkelig ikke, men han måtte erkende at det virkelig forundrede ham at se hende sådan! Det lignede hende jo slet ikke! Hun var én Salvorique som han faktisk var stolt af at have i familien, hun havde alle værdier, men i øjeblikket mindede hun slet ikke om den person han normalt så! Om det var hendes lyster der spillede ind, kjolen eller noget helt tredje anede han virkelig ikke, for sådan noget ville han jo nok aldrig få forstand på. Han var en meget kold mand, det lå sådan set til hans opdragelse og ikke mindst til hans slægt, så kunne man forvente andet? De eneste der faktisk fik lov til at opleve hans mere kærlige og blide side, var hans egen hustru og hans to små tvillinger, hans to små øjesten, selvom han godt vidste at de to små fik en langt mere kærlig opvækst end deres ældre søskende, for dem havde han været hård og streng overfor, men dengang havde tiderne også været andet og dengang havde det også gået bedre imellem ham og Jacqueline, meget var jo set i eftertiden og han var den eneste fra familien, der faktisk vidste at Jacqueline havde vanæret familienavnet ved faktisk at være ham utro, men han havde lovet hende at holde tæt, hvilket var et løfte han også havde tænkt sig at holde. Han betragtede blot Scarlett, som hun rejste sig, hvor han slet ikke havde set væk fra hende på noget som helst tidspunkt. Hvad der gik igennem hendes hoved af tanker vidste han ikke – skønt han hurtigt kunne finde ud af det, men han gad ikke bruge sine evner på hende, for han var skam en retfærdig mand. Som hun vendte ryggen til ham og satte kursen ud igen, fik ham til at ryste let på hovedet. Kvinder var og blev ham et stort og ukendt spørgsmål! Han gav blot sine papirer og hendes mappe sin opmærksomhed igen, hvor han endnu engang gav sig til at arbejde, som han altid gjorde. Han vidste at han alligevel ikke ville få det store ud af at tænke over hendes forelskelse, for han ville alligevel ikke forstå sig på det, det var og blev han en alt for kold og kynisk mand til. Han var trods alt mentaldæmon og kunne lukke af for dem selv, hvis de da ikke påvirkede ham for meget. Han tog omkring sin fjerpen, inden han dyppede den i blækhuset, kun for at fortsætte med at skrive ned.

//Out.