I've got big plans

[giovanni]

Dagen havde lagt sig over Peula og selvom de befandt sig i vintertiden, så var det varmt i forhold til i de andre lande, hvor sneen herskede, for i Peula var der for varmt til at der ville kunne sne. Graderne lå mellem de tolv til femten, så det var koldt i forhold til hvor varmt det kunne blive i landet. Vejret var dog det sidste som Giovanni tænkte på i øjeblikket, han var fuldt optaget af sit arbejde. Han befandt sig på på Rådhuset i Valvor Pairó, som var hans arbejdsplads. Her tog han og de seks andre adelige overhoveder sig af de mange problemer der var i landet. Ikke nok med det så havde Giovanni store planer for selve landet, store.. udvidelsesplaner. Han sad i øjeblikket i et møde med de andre overhoveder, hvor han sad for bordenden af det lange marmorbelagte bord – som et tydeligt tegn til at han var formanden for selve Rådet. Hans mening var den som talte i sidste ende. Mødet havde været gang i et par timer efterhånden, fordi der havde været en stor debat og stor diskussion. ”.. Jeg ved godt at der er delte meninger, og det skulle ikke undre mig at de fleste af jer er bekymret for konsekvenserne, men jeg mener det er på tide at slå til.” Han havde stillet sig op og stod en anelse lænet ind over bordet, hvor han betragtede alle overhoveder med en mere streng mine. ”Peula er kommet vidt igennem de sidste mange år, og det er et godt handelspunkt for de andre lande, og jeg synes det er på tide at vi udvider landet, nu hvor det ser ud til at muligheden byder sig. Ikke mindst, skal jeg nok stå for det hele og i sidste ende så skal jeg nok tage mig af konsekvenserne, hvis der skulle komme følger, men med et større område er der mulighed for at vi kan dyrke mere forskelligt, og ikke mindst vil Peula også blive set,” endte han ganske kortfattet, hvor han betragtede hver person der sad langs hans sider. Da folk ikke sagde ham imod, nikkede han ganske kortfattet. ”Så går jeg ud fra at vi alle er enige. Det var sidste punkt på dagsordnen, og jeg ophæver mødet,” afsluttede han roligt, som han nikkede endeligt, som tegn til at folk gerne måtte rejse sig og gå, de havde jo trods alt alle et job der skulle gøres. Han var ganske vidst mentaldæmon og han kunne sagtens trænge ind i hver overhovedets sind og manipulere dem til at give ham ret, men når det kom til arbejdet, så var han faktisk reel, han havde et godt ordforråd og han behøvede ikke altid sine magiske evner til at overtale folk, der havde han skam talens gave. Han satte ned i stolen med et let suk, hvor han kiggede alle sine papirer igennem. Han masserede let sine tindinger, hvor han bed tænderne let sammen. Han havde meget i hovedet for tiden. Han havde store planer for Peula, faktisk meget risikable planer, og så havde han problemer på hjemmefronten som altid. Han fattede ikke at han havde givet Jacqueline lov til at søge til Procias efter alt det som hun havde gjort mod ham, men et sted var det vel fordi han havde bagtanker? Han hadede Sonic til døden, og et sted ville han ikke have noget imod at slå den knægt ihjel, men knægten kunne blive nyttig og nu hvor knægtens far, Vladimir var død, så kunne han måske bruge Jacquelines mod knægten og få den mulighed i Procias som han altid havde ønsket, netop fordi knægten havde sans for forretning. Han blev siddende i den store sal, hvor de andre havde efterladt ham alene, hvor han fortsat kiggede hvert papir igennem.

[Deleted]

Scarlett var netop vendt hjem fra noget handel i Manjarno, hun havde været væk i nogle dage og havde da savnet sit hjem, men arbejde havde som altid førsteprioritet hvilket også var grunden til at hun følte sig så trængende efter noget helt andet end arbejde, men lige nu måtte hun aflægge en mindre rapport for sin onkel, det var vel det vigtigste. Hun var først taget hjem for at skifte tøj til noget mere passende samt været i bad. Håret var derfor endnu fugtigt da hun forlod det store palæ og havde sat kursen mod rådhuset hvor hun vidste Giovanni befandt sig. Kjolen hun var iført var elegant, den var lang, stram ved livet og overkroppen, med lange ærmer, skuldrende kunne dog ses idet snittet på kjolen var ret anderledes end de fleste, halsen og den øverste del af brystet samt et stykke af ryggen kunne ses, ligeledes skuldrene. Kjolen var efter hendes mening alt for stram, især ved brystet hvor hun brokkede sig over at den var ret stram, hendes kammerpige smilede diskret hvilket fik Scarlet til at hæve det ene bryn hvor denne høfligt understregede at hendes bryster var en anelse hævede og derfor føltes kjolen strammere. Ja som om hun havde behov for at få det fortalt, hun kunne skam fornemme hvor øm hun selv var! Farven på kjolen var grå med sølvbroderi. Skoene var høje, dog ikke for meget idet hendes højde i forvejen var noget at bemærke. Håret var blevet sat op, enkelte lokker havde dog ikke ønsket at sidde på plads og havde derfor løsnede sig og hang over omkring hendes ansigt i krøller der indrammet den gyldne hud der var meget lys i forhold til sine søskendes. Smykkerne udgjorde kun øreringe idet hun ikke fandt det nødvendigt med mere. Sminke og den slags anså hun for overflødigt, desuden ville hun virke for pyntet mente hun selv. Scarlett ankom til rådhuset netop som mødet var slut, og hun smilede for sig selv, god timing. Hun nikkede til den sidste der forlod værelset og fulgte manden med et langt blik inden hun tog sig sammen. Hun trådte nærmere hen til døren som der var blevet efterladt åbent, hendes blik gled rundt i den velkendte sal inden den faldt på hendes onkel. Hun så på ham med hovedet en anelse på skrå og noget der kunne kaldes et længselsfuldt blik, han så bare så…! hun vågnede og tog sig hurtigt sammen, manden var mentaldæmon og hvis han opdagede hendes tanker faldt der helt sikkert brænde ned. Hun rettede sig op og strammede grebet om de dokumenter hun havde mellem hænderne inden hun bankede på den åbne dør for at gør opmærksom på sig og bevægede sig ind i rummet. Hun svævede elegant og med lettere vuggende skridt hen over gulvet imod ham, forsøgte at dæmpe den sensuelle udstråling som hun knap kunne styre længere og standsede ikke så langt fra ham med et blidt udtryk i øjnene.

[giovanni]

De papirer som Giovanni så igennem var alt sammen noget der havde med problemer i landet at gøre, nogle var ønsker var enkelte borgere, andre var større problemer, såsom pirateri, som var noget som de forsøgte at holde nede, specielt her i Valvor Pairó, for han tolererede ikke at pirater søgte hertil, han kunne ikke have at de stjal alt det værdifulde her i hovedstaden! Han havde nok sin egen mafia, men piraterne var faktisk konkurrence mod hans planer, det var også derfor han havde sine små mafiagrupper, der blev styret af underchefer som han stolede hundredprocent på, fordi han selv personligt havde valgt dem ud. Der var en underchef for hvert land, der sørgede for at holde alt kørende, hvor alt blev rapporteret tilbage til ham. Han sørgede for at andre lavede det beskidte arbejde, så hvis det endelig skulle ske at hans mafia blev afsløret, at ingen ville kunne finde noget på ham, for han var bare den der kom med ordre, alle andre var hans marionetdukker. Han lod også sin familie løbe ærinder for ham, selvom det mere var uskyldigt, så han var sikker på at der ikke skete noget med dem, for han var skam heller ikke ude på at slå dem ihjel! Men ja, han kørte en del sorthandel i alle lande og det tjente han utrolig godt på! Det var jo også sådan at han forblev den rigeste her til lands og derfor var det ham som sad som overhovedet for hele Rådet. Han skrev noget ned med sin fjerpen på et enkelt papir, inden han lavede en ny bunke for alle dem som han besvarede. At Scarlett var på vej, var ikke noget han lagde mærke til, da han var optaget af sit arbejde. Normalt sad han på sit kontor, men nu hvor de lige havde haft møde, så gad han ikke rejse sig for at lave det arbejde han kunne lave her i rummet. Han så ikke op, da der blev banket på døren og Scarlett trådte ind, han ikke så meget som værdigede hende et blik, da han blot uanfægtet fortsatte med at skrive på papirerne. Af den grund kunne han direkte fornemme at det var hende som trådte ind i rummet. ”Scarlett..” mumlede han som en kort hilsen, uden at han så op, da han fortsatte sit skriveri. ”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte han videre, hvor det først da han havde besvaret det sidste stykke papir at han så op og lod de isblå øjne søge direkte til hendes skikkelse. Han selv sad i det velkendte jakkesæt som han altid havde på; sort, med en hvid skjorte indenunder. Hans blik var en anelse køligt, selvom det blot var noget der lå til ham. Han blev ellers siddende med blikket rettet mod hende, uden at han så meget som rørte en muskel. Scarlett var faktisk én af hans yndlings, hun havde familiens sans for forretning og det var han faktisk utrolig glad for. Et sted havde han vel altid ønsket at Sanira ville have samme forretningssans, men det var desværre ikke tilfældet, til gengæld var hans egen datter utrolig god til spionage. Han lænede sig en anelse tilbage i stolen, hvor han lod tungen stryge let over hans læber, inden han blot betragtede hende afventende for svar.

[Deleted]

Scarlett havde ikke vidst at han var i mødelokalet, men det havde hun fået fortalt ved ankomsten og derfor var det det sted hun havde sat kursen imod som det første, enten ville hun fange ham der, eller på vej hen til sit kontor. Det så dog ud til at hendes kære onkel ikke havde i sinde at vende tilbage til sit kontor, og med den bunke papir han var omgivet gav det også meget god mening. Hun havde aldrig helt forstået at han kunne sidde stille så længe med de papirer, men det føltes som om han nød at sidde omgivet af den slags. Selv havde hun da heller intet imod det, men det var langt sjovere og interessant selv at bevæge sig ud og se hvad der skete i felten i stedet for at sidde indendørs. Til tider kunne hun faktisk ønske at hun kunne blive stående og iagttage ham på afstand, enhver bevægelse han foretog sig var mere fascinerende end noget andet i denne store verden, og det var noget af det der aldrig ville komme til at kede hende overhoved. Hun hørte ham mumle sit navn og pressede læberne sammen for ikke at opføre sig som en fjantede tøs, for pokker det var hendes onkel.. måske skulle hun have valgt et koldt bad frem for den varme? Det ville nok have gjort hende mere klar i hovedet end hvad hun følte sig nu. Hans blik blev vendt mod hende idet hun standsede og han selv havde skrevet færdigt, og køligheden i dem kom ikke bag på hende, de øjne havde hun set ind i siden hun havde været et lille barn og fandt dem ikke andet end mystiske og fantastiske. Hun trådte enkelte skridt tættere på hvor hun rakte ham den mappe hun stod med ”Dette er rapporten over den nyeste fortaget handel i Manjarno, som altid finder du et referat af det hele bagerst” svarede hun ganske blidt, hun kunne høre og fornemme hvor dårligt det gik med at undertrykke den sensuelle del for den var ret tydelig at høre i hendes stemme, en stemme der nærmest var lokkende. Hun ville med glæde beholde den tone i nærheden af ham, men nu føltes det helt underligt at hun faktisk fik lyst til at løbe ud for ikke at opføre sig dummere. Hun trak dog vejret dybt ind i stedet for hvilket blot fik strammede kjolen og korsettet indenunder yderligere om hendes krop og derved måtte hun bide sig svagt i underlæbe for ikke direkte at ømme sig. ”Der opstod nogle konflikter som nær havde brudt ud i kampe mellem vores mænd og nogle af de andre handelsmænd men heldigvis kom der styr på det og alt endte godt” fortsatte hun nogle sekunder efter hvor hun folede hænderne roligt foran sig.

[giovanni]

Det var ikke fordi at Giovanni nød alt papirarbejde, for der var meget som han havde lyst til at kaste i brændeovnen, men så var der andet papirarbejde som var interessant, som han faktisk godt kunne lide at lave, hvilket typisk, var når der skete noget spændende og ikke bare sølle bagateller. Da blikket faldt på Scarlett og hun trådte hen til ham, hævede han let det ene øjenbryn i en forundret mine. ”Sidder det tøj ikke.. ubehageligt stramt?” spurgte han roligt, som blikket gled fra hendes kjole til hendes blik. Han kunne jo direkte se og ikke mindst fornemme ubehaget som hun følte, derfor forstod han ikke hvorfor hun havde taget det på. Måske han gik op i at kvinderne i hans familie klædte sig anstændigt, men han ville heller ikke have at de faldt om af luftmangel! Mappen som hun rakte ham, tog han ganske roligt imod, hvor han så fra mappen til hende, hvor han lyttede til hendes ord, inden hans blik igen så mod mappen. Han kunne se og mærke at der var nok at give sig til, selvom det ikke gjorde ham det mindste, for det var netop dette arbejde som han nød at lave! Men det var fordi det havde noget at gøre med hans mafia. Han nikkede roligt, hvor han ikke kunne skjule det lette træk ved den ene mundvig. Hendes lokkende tone lagde han godt mærke til, men fordi han var en så gammel mentaldæmon som han var – hvis ikke den ældste på jorden – så skulle der lidt mere til end en sensuel tone til at forføre ham, desuden så var hans søster sensuel dæmon, så han havde levet med en igennem hele sit liv og var derfor vant til deres udstråling, derfor var Scarletts ingenting. ”Du har altid styr på tingene, Scarlett. Det kan jeg godt lide,” svarede han sandfærdigt, som han roligt åbnede mappen og bladrede den roligt igennem, for at se hvad den alt indeholdt, og ganske rigtigt lå referatet til sidst i mappen, hvilket fik ham til at trække let på den ene mundvig. Han så roligt op mod hende igen til hendes følgende ord, hvor smilet falmede. ”Konflikter?” gentog han sigende, hvor hans mine blev langt mere fast. Hvis der var ting han ikke kunne klare, så var det konflikter! Men han vidste godt at visse af de folk han handlede med kunne være stride og nogle kunne finde på at prøve at løbe fra deres aftale og det beløb der var blevet aftalt, men derfor tolererede han stadig ikke konflikter! Fordi hans mafia var hemmelig, så ønskede han også at alt gik diskret så der ikke skete for megen opsigt under en handel! Han så kort mod mappen, inden han igen så mod hende, hvor hans mine igen var kold. ”Jeg håber ikke at der blev vækket opsigt,” tilføjede han kortfattet, hvor han ikke tog blikket fra hende. Han stolede på Scarlett, hun plejede at have styr på tingene, men det kunne vel selv smutte for hende? Han lænede sig endnu engang tilbage i stolen, hvor han betragtede hende med den faste og afventende mine.

[Deleted]

Hun burde have vidst at han ville bemærke tøjet, men det havde hun ikke lige tænkt over hvilket ellers så sjældent skete. Hun plejede normalt at tænke på alt men det viste bare hvor lidt fokus hun havde lige nu og hvor svært hun havde ved at holde sig i skindet. Hun vendte kort blikket ned, hvad skulle hun dog sige? At det næppe ville ændre sig hvis hun tog en anden kjole på? Eller skulle hun bare sige at det var den tid på måneden? Næppe! Det skete ikke og hun ville ikke engang tænke tanken ”Jo… jeg glæder mig også til at komme ud af det” svarede hun. Med andre ord skulle hun så meget hjem og have en løs natkjole på, dette ville betyde at hun skulle opholde sig i værelse medmindre hun valgte mandetøj, for selv de løse kjole fik hun en korset på indenunder. Som undskyldning fortsatte kun ”Jeg tror jeg har taget nogle kilo på” en dårlig undskyldning men hvad skulle hun ellers sige? Hans bemærkning om at han godt kunne lide at hun havde styr på tingene glædede hende og hun smilede tilfreds for sig selv. Hun elskede at få ros, men ikke var hvilken som helst, Giovannis ord betød altid mest for han var familiens overhoved, og den vis mening betød mest for alle ”Tak..” svarede hun ganske roligt. Hendes blik fulgte ham idet han åbnede mappen og bladrede pergaments arkene igennem, den lille trækning ved hans mundvig var noget hun med glæde ville dræbe for at se mere af. Og atter måtte hun tage sig selv i at se længselsfuldt på ham som var hun en hjernedød der aldrig havde set en mand før. Ingen ville tro på at hun havde været sammen med nogen mand hvis de så hende med det blik, hun bed sig svagt i kinden for at fokusere igen og trak forsigtigt en stol ud som hun elegant satte sig på, kjolen strammede om muligt mere om hendes krop hvilket kort fik hende til at holde et suk tilbage. Hun bemærkede den drastiske ændring i hans udtryk da hun nævnte konflikterne, og så var det pludselig lettere at fokuserer for nu gjaldt det om at give en ordentlig forklaring og arbejdet kom altid før alt andet. ”Nej jeg var heldigvis lig i nærheden” svarede hun til hans sidste bemærkning inden hun fortsatte og gav en forklaring af hændelserne ”Man havde troede at man kunne løbe om hjørner med os, vores kunne havde nemlig i sinde at tage varerne og slippe uden betaling, det kunne jeg nærmest fornemme så mange folk som han havde taget med og så undvigende han var, men jeg formåede at følge ham. Da jeg så endelig fik betaling betalte han med falske penge.. dem er der for resten kommet mange flere af… jeg tjekkede dog op til flere gange inden jeg lod vores mænd laste af og derfor fangede jeg de falske penge, han havde været klog ikke at bruge falske penge hele vejen igennem, men det medførte at jeg tjekkede hver en mønt, det tog sin tid men ingen falske penge” hun tav og så roligt på ham ”Jeg ved godt at man tit prøver at snyde sig igennem betaling men det der var for meget, jeg ved ikke… måske skulle vi give ham en lærestreg” hun ville ikke selv gøre det uden at diskutere det med Giovanni først, men det der havde gjort hende ret vred og havde taget en masse tid. Hun stak hånden ned ved kjolens bryst og trak en mønt frem, hun havde ingen lommer så det var det sikreste sted at skjule den slags, mønten satte hun på bordet, det var i en fuldfarve men man kunne se en ridse i den, hvilket vel gjorde det klart at det var en falsk mønt.

[giovanni]

Ubehaget ville hun få svært ved at skjule for Giovanni, for han var utrolig god til at gennemskue følelser, men ikke mindst, så var det ikke ligefrem fordi hun lagde skjul på det. Hun var sensuel dæmon, så han vidste at hendes ydre var perfekt, for det lå jo til selve racen at være skruet perfekt sammen udseendemæssigt, og hun havde skam ejet hendes mors skønhed, selvom der havde været tvivl om tøsen havde været ægte eller ej, men det havde skam vist sig at hun var en sand Salvorique, desuden så havde hun jo også forretningssansen, hvilket var det som han foretrak ved Scarlett. De havde brug for kloge hoveder i deres familie, så de klarede sig, det var jo også derfor at han var så hård mod dem alle sammen, selvom det klart var hans egen børn der fik den hårdeste opvækst, for han kunne jo ikke rigtig tillade sig at blande sig i Alyssas eller Antonios opdragelse af deres børn, men eftersom de boede i hans hus, så var det stadig ham der satte reglerne og lovene. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Hvis du glæder dig til at komme ud af den.. hvorfor tog du den så på?” spurgte han roligt, som han skimtede nogle af de sider, som hun havde fået sat sammen i mappen. Han havde altid kunnet lide at Scarlett havde styr på sine ting, det gjorde jo også arbejdet langt lettere for ham. Hendes følgende ord, fik ham til at se forundret op på hende. Hun havde taget kilo på? Han kunne tydeligt høre at det var en undskyldning hun kom med, hvor han hævede et øjenbryn i en sigende mine. ”Hvis det skulle vise sig at du havde taget på, så ville det betyde at du var ude af træning, og hvis du var ud af træning, så vil du blive sårbar, og en Salvorique er aldrig sårbar,” konkluderede han roligt, hvor et koldt smil gled over hans læber. Han vidste at alle fra familien ikke ville ende som fiaskoer og blive forvist fra familien, for så endte de højst sandsynligt på gaden hvor alt blev taget fra dem. At høre at der så havde været konflikter i handlen var noget som fangede hans opmærksomhed, hvor han også klart blev langt mere stram i betrækket. Han lod hende blot tage plads på stolen og fortælle hvad der var sket, hvor han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Han bed tænderne let sammen til hendes ord, skønt hans opmærksomhed faldt på den mønt hun fandt frem. Han så kort fra hende til mønten, inden han fik den samlet op og betragtede den vurderende. Den kunne sagtens gå for at være en ægte mønt, hvis man bare hurtigt skimtede på den, men der var visse træk og også vægten, som det var galt med og som gjorde det tydeligt at den var falsk. Han lagde mønten fra sig på bordet, hvor han vendte blikket koldt mod hende. ”Give ham en lærestreg? Jeg synes tværtimod han burde bøde for sine handlinger,” vrissede han i en fast tone, skønt det ikke var henvendt til hende men kunden. Hvis der var noget han ikke kunne tolerere, så var det i den grad når man forsøgte at snyde sig ud af betalingen! Og det lød utrolig voldsomt efter Scarletts fortælling og i så fald så skulle manden bøde for det med sit liv!

[Deleted]

Hun kunne virkelig ikke skjule meget for hans opmærksomme blik hvilket hun vidste meget godt. Hendes blik forlod ham heller ikke om end hun ikke holdt sit blik i hans, det føltes altid som om at han kunne se lige igennem hende når hun så ham direkte ind i blikket. Hendes udseende var kommet til at minde noget om sin mors da hun var blevet ældre, der havde dog været stor tvivl i hendes barndom og nogen var endnu ikke helt overbeviste for der var intet tvivl om at Alyssa var hendes mor, tvivlen lå i om hendes såkaldte far nu var hendes far eller om hendes mor havde haft et sidespring. Det havde gjort hendes barndom anderledes for selvom de alle skulle kæmpe for anerkendelse så havde der været ret meget kølighed omkring hende indtil hun havde vist sine første evner inden for handel. Ved hans følgende ord måtte hun finde et godt svar og hun kunne ikke rigtigt finde på noget ”Valget af en anden kjole ville næppe have ændret noget, desuden ville jeg skynde mig ud så det var det hurtigste” svarede hun. Det var nu ikke helt løgn, hun havde skyndt sig ud af døren fordi hun gerne ville komme herud, i modsætning til ham så havde hun faktisk glædede sig til at se ham og havde ikke tænkt på andet om end det at se ham tit bragte mere smerte end glæde. Udtrykket han fik da hun svarede at hun havde taget nogle kilo på samt hans svar fik hende til at trække vejret dybt ind og bide sig svagt i underlæben ”Jeg er ikke ud af træning, og heller ikke sårbar..” hun tøvede inden hun tog sig sammen og sagde ”Jeg har ingen problemer der ikke kan løses, og du vil næppe bryde dig om at høre dem…” hun kunne ikke bare sige det til ham han ville nok glo på hende som var hun en sindssyg, den slags var ikke noget man ligefrem snakkede om. Han lyttede roligt mens hun fortalte og undersøgte også mønten, tavsheden faldt over dem nogle skeunder efter hvor hun valgte blot at se roligt på ham og da han svarede nikkede hun. Hun vidste skam at Giovanni ikke tog let på den slags opførsel men hun ville ikke selv gøre noget uden at høre hans mening ”Jeg tager mig af det så… og jeg skal nok gøre det diskret” svarede hun roligt og skyndte sig at tilføje det sidste for hun behøvede skam ikke blive mindet om det. Hendes blik gled hen over mappen hun havde givet ham og blev derefter vendt mod mønten som hun atter tog men holdt mellem sine hænder.

[giovanni]

Det var ikke altid at Giovanni kunne blive klog på kvindernes beklædning, for hvorfor dog gå i noget som bragte ubehag? Det var jo ikke alt flot tøj, som behøvede at være ubehageligt. Det var heller ikke fordi han ønskede at træde i det, for han ville alligevel ikke blive klogere på det. Han rystede let smilende på hovedet til hendes svar. ”Udmærket,” svarede han blot, som han vendte opmærksomheden mod de første sidder af hendes mappe igen. Arbejde indenfor mafiaen var noget som han altid nød at lave, specielt fordi det altid var spændende ting som var på dagsordnen. Han vendte blikket mod hende, da han opfangede hendes tøven, hvor han kneb øjnene let sammen i en eftertænksom mine. Ordet problemer var noget som han ikke kunne undgå at bemærke, hvor hans mine blev ganske alvorlig. ”Er det problemer jeg bør vide noget om?” spurgte han ganske kortfattet, som han betragtede hende med en sigende mine. I princippet kunne han bare søge ind i hendes sind og finde alle svar, men af den grund gjorde han det ikke, for han selv var en mand der satte pris på privatlivet og det at kunne have sine tanker for sig selv, ligesom han vidste at alle andre også gjorde. Desuden så behøvede han jo ikke at bruge sine evner mod sin familie, for de vidste alle sammen at de ikke kunne lyve for ham og at han nok skulle få sine svar uanset hvad. At der havde været problemer med hendes handel kunne han forstå på hendes fortælling og hvis der var noget han ikke tolererede, så var det i den grad falsk betaling eller at man prøvede at løbe udenom, og denne kunde havde tydeligvis prøvet med begge måder, hvilket gjorde ham vred. Hvis hans kunder ikke stolede på ham og hans arbejde og de folk han sendte, så gjorde det ham vred, for selvom han måske havde en mørk side, så krævede han stadig at han blev respekteret, og det havde den kunde på ingen måder gjort! Tværtimod havde han været illoyal og det skulle han komme til at bøde for! Han betragtede Scarlett med en kold mine, selvom et humorforladt smil gled over hans læber til hendes ord. Han nikkede ganske sigende. ”Jeg vil ikke have noget imod at sende dig ud på den mission Scarlett. Du har min tillid til at du får den kunde ordnet.. diskret,” svarede han roligt. Han mente sine ord, for hvis der var nogen fra familien som han havde tillid til at tage på missioner, så var det da hans niece! Hun havde sans for forretning og handel, og selv når det gik galt havde hun sans for afstraffelse og derfor ville han ikke have noget imod at sende hende af sted. Han klappede let mappen sammen og skubbede den en anelse fra sig, som tegn til at han tog den senere. Han lænede sig tilbage i stolen for tredje gang, hvor han foldede hænderne i sit skød, imens han betragtede hende ganske roligt. ”Men er du sikker på du ikke vil holde en pause først? Jeg ved at den sidste handel har taget dig et par dage,” svarede roligt.

[Deleted]

Kvindernes beklædning kun? Ingen kunne blive klog på kvinder overhoved, til tider forstod hun ikke engang sine eget køn. Men når det kom til tøjet så handlede det om at se anstændig ud samt følge moden, og lige nu var moden… kvælende! Hun måtte dog leve med det, og endelig var det jo ikke altid så slemt, det blev bare sådan når der gik længere tid imellem at hun havde haft tæt kontakt til en mand, der kunne hun blive ret ufokuseret, let irriteret, meget mere sensuel og påvirkelig overfor strøg og kærtegn samt rastløs og med lettere hævede bryster. Da han blot smilede og gav hende et enkelt ord til svar måtte hun ånde lettet op om end det mere blev gjort mentalt end fysisk. Det var også ret underligt at snakke med ham omkring sin beklædning, det var ikke just hvad de normalt snakkede om. Hendes ene hån blev lagt på bordet hvor den fulgte træet mønstre ganske roligt og mest for at skubbe tankerne lidt væk fra ham, ja han var jo en mand, og ikke bare en mand men ham. Hvor kunne det have været vidunderligt hvis tingene havde været lettere og mere ligetil! De slanke fingre dansede roligt hen over bordpladen i nærmest blide kærtegn hvor hun blot gav ham et roligt og dog tøvende svar og opfattede hans egne ord der fulgte. Hun hævede blikket mod ham, hvad skulle hun sige? Han var i den grad indblandet i hendes problemer lige nu, men det kunne hun jo ikke sige uanset hvor meget hun gerne ville, han ville nok kvæle hende eller forbande eller hvad værre var! smide hende ud af familien! Så hellere holde sin mund og være i stand til at beundre ham på afstand end slet ikke overhoved. Hun opdagede at hun burde have givet ham et svar hvor hun blot havde siddet tavst og gloede på ham, nu vendte hun blikket væk og så ned på bordet igen hvor hun standsede sine strøg. ”Nej…” svarede hun halvhjertet og skyndte sig at lade et smil glide over hendes læber, et blændende og varmt smil som skulle forsikre ham om at alting var i den skønneste orden. Da de atter snakkede om problemerne inden for handlen og deres såkaldte kunde, fornemmede hun en glæde sprede sig i kroppen – som det så tit skete – da han direkte sagde at han havde tillid til hende. Den tillid havde hun ikke fået ud af det blå, hun havde kæmpet hårdt for at opnå den og den skulle ikke forsvinde bare fordi hun ikke kunne styre sig! ”Jeg skal ikke skuffe dig” svarede hun med en fast og alvorlig tone, det at skuffe ham kunne blive en katastrofe! Han kunne skam tilgive men man skulle alligevel ikke ønske sig at se ham vred på en. Hendes blik fulgte hans hånd da han lukkede mappen og skubbede den lidt væk fra sig, derefter vendte hun blikket mod ham da han henvendte sig til hende igen hvor et skævt smil dukkede op på hendes fyldige læber ”Og lade ham tro at vi tøver eller giver ham en chance til…? Nej da, arbejdet først… så kan jeg virkelig nyde en velfortjent pause” svarede hun.

[giovanni]

Det var slet ikke fordi at Giovanni gad diskutere omkring beklædning, for kvindernes beklædning var en enkelt ting han aldrig ville blive klog på alligevel! Men hvis de alle gik rundt i det tøj, så måtte han erkende at han var glad for at det ikke var ham! Noget andet hun sagde, fangede dog hurtigt hans opmærksomhed, nemlig det at hun havde problemer. Han brød sig ikke om det ord, specielt ikke hvis det kostede konsekvenser for familien, selvom det slet ikke behøvede at være nogen stor ting. Han betragtede hende blot afventende, da hun begyndte at følge træets mønster i bordet, hvor han næsten kunne se at der var noget galt, for den måde hun afvigende så bort, det var jo direkte afslørende! Han ventede blot på at hun så mod ham, hvor han næsten sendte hende et utålmodigt blik, da hun valgte at tøve, inden hun svarede. Hendes halvhjertede svar og smilet, fik ham til at ryste ganske kort på hovedet. ”Scarlett,” begyndte han i en rolig og kortfattede tone, hvor han lænede sig frem og samlede hænderne foran sig på bordet, inden han så mod hende igen. ”Du er godt klar over jeg bare kan søge ind i dit sind og se efter ikke sandt? Så hvad med at fortælle mig hvad der er galt?” spurgte han roligt, hvor han betragtede hende med et næsten.. blidt udtryk? Det var kun familien der så den mere rolige side af ham, og hvis noget var galt, ønskede han det at vide! Desuden så ville han foretrække at hun sagde det direkte til ham, end at skulle søge ind i hovedet på hende. Normalt var Giovanni en mandschauvinist, der skulle meget til før en kvinde kunne vinde hans respekt, men kvinderne i hans familie, havde han jo faktisk selv været med til at opdrage, til at forme, så de blev en Salvorique og derfor var han også så hård, det var også derfor han havde krævet at hvert barn i familien havde lært at bruge våben, både drenge som piger. Han vidste at alle medlemmer i familien havde kæmpet for hans tillid, selvom nogen havde den mere end andre, og Scarlett var én af de som han faktisk turde lade tage sig af nogle af de større handelsmissioner, netop fordi han vidste at hun havde styr på tingene. Hendes ord fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Jeg ved at du ikke vil skuffe mig Scarlett, derfor sætter jeg også dig på missionen,” svarede han roligt og ikke mindst med en ærlig tone. Hvis han vidste at nogen kunne klare det, så var det Scarlett, desuden så var det næsten fortjent at hun fik lov til at gøre hele sagen færdig, hvor det også indebar at hun fik lov til at sætte kunden på plads. ”Jeg ved godt du er ivrig efter at komme i gang.. men derfor skal du heller ikke overanstrenge dig,” svarede han med en alvorlig tone, hvor han ikke tog blikket fra hende.

[Deleted]

Der var en god grund til at hun altid foretrak de meget enkle kjoler, i modsætning til mange af kvinderne i familien, og deriblandt hendes egen mor så var hun meget tit enkeltklædt, og til tider også i mandetøj. Dette dog mest under træning med våben eller når hun var på arbejde hvor hun ikke repræsenteret familien, der skulle nødigt blive sagt om hvor uanstændig hun var eller at hun besudlede familiens navn på nogen måde. At han hæftede sig fast ved lige netop ordet problemer burde hun af alle have vidst, men hun havde ikke rigtigt tænkt sig om hvilket atter sagde noget om hvor lidt fokuseret hun kunne være i den stand hun nu var i. Hendes blik fulgte ham, og selvom hun forsøgte at virke rolig og fuldkommen almindelig vidste hun at han nok allerede havde sporet noget andet, nemlig en anelse nervøsitet og en smule anspændthed. Hans utålmodig blik bemærkede hun også og derfor havde hun svarede med et enkelt nej, ja mest af alt blot for at give ham et svar. Allerede da ordet forlod hendes læber kunne hun se hvor lidt han troede på hende og hvor dette var ved at bære hen. Det var absolut ikke godt, for hun skulle på ingen måde snakke om de underlige følelser og da slet nævne dem overfor ham. Hans svar som startede ved at han sagde hendes navn fik hende naturligvis til at se på ham, og da han fortsatte måtte hun virkelig anstrenge sig for ikke at se væk. ”Naturligvis er jeg det..” atter tøvede hun hvor hun forsøgte at finde ud af hvordan hun skulle komme ud af det, han kunne jo bare søge ind i hendes sind for mere information men det ønskede hun slet ikke at han skulle gøre! Han havde evnerne men hendes hoved var et sted hun ikke ønskede at andre skulle have lov at kigge ind i. At være ærlig var hendes eneste udvej hvis han ikke skulle blive mistænksom, og dog kunne hun da ikke bare sige det, derfor valgte hun en anden udvej ”Jeg… jeg tror jeg er forelsket… nej vent, jeg ved jeg er det for det har jeg været i et stykke tid, og inden du spørger så ja han er dæmon… men… der er et problem.. han er gift og har børn” hun kunne bide tungen af sig selv over overhoved at have sagt det her, hun burde virkelig lære at lukke munden, men normalt var hun jo heller ikke typen der bare plaprede løs om alt muligt unødvendigt, om end det her havde optaget hendes sind og krop i al for lang tid. Hvad han ville svar vidste hun ikke, men hun havde en anelse. Forelskelse? Siden hvornår var man i familien begyndt at gifte sig af kærlighed? Der havde han vel en pointe, og hun smilede blot ved hans ord efterfulgt af et enkelt nik som tegn på at hun havde opfattede hans ord. Hun overvejede sit følgende svar og endte med at nikke blot ”Så holder jeg en kort pause” svarede hun roligt.

[giovanni]

Hvis Scarlett havde problemer så ville Giovanni gerne høre om det, specielt hvis det havde konsekvenser for familien, for familien satte han utrolig højt, og som overhoved for slægten, så var det hans pligt at lytte til dem alle sammen om det så var hans søskende, hans niecer, nevøer eller hans egne børn, for han ville sørge for at alle havde det godt. At hun var klar over at han kunne søge ind i hendes sind og lede efter svar, vidste han, for det vidste alle fra familien, det var også derfor at de ikke burde lyve for ham, for det ville han kunne se på miles afstand! Desuden så foretrak han at de fortalte ham sandheden i stedet for at prøve at snyde sig udenom! Han betragtede hende dog blot ganske roligt, hvor han afventede hendes svar, for det var tydeligt at hun ikke var meget at snakke om det. Hvis det var pigeproblemer, så var det nok ikke ham som hun skulle tale med, så det eneste han fiskede efter, var egentlig hvilket problem der var tale om, for hvis det var meget alvorligt og nogen for eksempel truede hende, så krævede han at få det at vide, så han kunne tage sig af de slyngler, for der var ingen der skulle true hans familie! Hendes svar, kom dog fuldstændig bag på ham, hvilket man også tydeligt kunne se på hans forundrede og overraskede ansigtsudtryk. Han endte dog hurtigt med at bryde ud i en munter latter, hvor han igen lænede sig tilbage i stolen, da det ikke lød til at være alvorligt, ikke på nogen skadelig måde. ”Sig mig har du slugt havvand på vej hjem?” spurgte han morende, hvor han ikke kunne holde den muntre latter tilbage. Det var dog ikke fordi han ville være respektløs overfor hende og grine af hende, men.. det var nok ikke ligefrem hans ekspertise der var behov for. ”Og jeg som troede at der var noget rivende galt.” Smilet forblev på hans læber, hvor han ikke så væk fra hende. At hun var forelsket i en dæmon, glædede ham faktisk kun, for så var det da bevist at hun faldt for den rigtige race! Men ’problemet’ fandt han nu en anelse spøjst. ”Hvis denne dæmon er gift og har børn, er han så ikke lidt for gammel til dig?” spurgte han roligt, hvor han sendte hende et overbærende smil, næsten for at give hende et reelt svar og ikke bare feje hende af banen med sin latter. ”Men jeg må erkende at jeg havde regnet med at problemet var mere alvorligt. Det er måske ikke ligefrem mit.. område,” endte han roligt, som det skæve smil ikke falmede det mindste, og et tydeligt tegn til at hun slap for at snakke yderligere om det. At hun ville slappe lidt af, fik ham til at nikke ganske tilfredst, hvilket smilet også viste. ”Udmærket! Så vil jeg foreslå at du tager hjem, gør dig selv den tjeneste og kommer ud af den.. ubehagelige kjole, for at slappe lidt af. Så kan du tage af sted når du føler dig udhvilet og frisk til det,” svarede han roligt og med et skævt smil om læberne.

[Deleted]

Hendes problem var større end han kunne forestille sig, for godt nok var det ikke noget der væltede bjerge nu hvor han ikke vidste hvem vedkommende var, men hvis han fandt ud af det.. ja hun anede virkelig ikke hvordan han ville reagere, og hun turde slet ikke tænke på det. Hans reaktion kom da meget bag på hende hvor hun måtte glo på ham med tydelig forundring i øjnene og hvor hun blinkede op til flere gange af overraskelse. Det var ikke så tit at nogen kunne få ham til at bryde ud i latter, men var det hun havde sagt så sjovt? Dumt? Latterligt at han virkelig fandt det morsomt? Det var lige før hun skulle blive fornærmet hvor hun også snerpede læberne sammen og skulede imod ham. Vendte blikket bort og lagde armene over kors. Hun fandt det absolut ikke sjovt, men han var vist af en anden mening, og ja hun burde have vidst bedre, han var jo kun en mand! Hans første ord fik hende til at sukke, hun måtte styre sig for ikke at ende med at himle med øjnene. Et sted inden i gjorde det ondt at han reagerede som han gjorde, men han anede jo slet ikke hvad eller hvem hun snakkede om. ”Der er noget rivende galt!” røg det ud af hende, hun pressede straks læberne hårdt sammen og lod hænderne glide ned i skødet hvor hun nervøst pillede ved skørtet af kjolen. Hans følgende spørgsmål fik hende blot til at trække på skuldrende ”Det sidste jeg vil kalde ham er gammel, jeg mener det seriøst, jeg.. vil nok gøre alt for ham” hvor det sidste blev sagt i en lav mumlen. Hun lukkede sine hænder om skørtet som krøllede en anelse men hun var ligeglad. Hun sørgede for ikke at se på ham for det her var så pinligt og dog så ærligt. Hun mente det, hun ville gøre alt for ham, men på den anden side var der intet af hvad hun ønskede som hun fik tilbage. Hun rejste sig forsigtigt op ved hans følgende ord hvor hun ikke kunne andet end smile, hvor ironisk, det var vist lige hans område. På den ene side ønskede hun at sige det hele lige ud, på den anden ville hun bare gerne ud derfra så hurtigt som muligt. Hun nikkede ved hans følgende ord og trak vejret dybt ind, skubbede stolen på plads og stak den falske mønt af vejen igen. Hun nejede høfligt og satte kursen hen mod døren hvor hun standsede pludseligt og vendte sig halvt om ”Du tager fejl… det er dit område” sagde hun pludselig, det skulle bare ud, hun kunne virkelig ikke holde det tilbage, for det føltes nærmest som en tung ting at bære på og selvom hun var glad for at få det sagt så anede hun virkelig ikke om hun lige havde dummede sig eller ej. Hun vendte atter blikket mod døren hvor en lyst til at styrte derud pludselig dukkede op.

[giovanni]

Det var ikke fordi Giovanni fandt Scarletts ord tåbelige, dumme eller latterlige på nogen måde, men han måtte erkende at han havde regnet med noget helt andet! Han havde troet at galt på skadeligt niveau, men hvis det bare var en forelskelse? Det var slet ikke fordi han ville sige noget til det, for det var jo meningen når man var ung. Han havde jo også været forelsket i mange piger da han selv havde været ung, inden han havde fået at vide at han skulle giftes med Jacqueline, for hans ægteskab havde jo været arrangeret. Hans forelskelser, havde måske mere været overfladiske end dybe, men det var jo hvad det var, han vidste at det gik over igen, og eftersom Scarlett havde hele livet foran sig, så gjorde hendes vel også? Han blev ganske alvorlig, da han tydeligt kunne se at hans latter havde fornærmet hende, hvor han sendte hende et overbærende smil. ”Scarlett.. synes du ærlig talt at en forelskelse er.. et problem?” spurgte han roligt, og var lettere varsom med hvilke ord han brugte. Han selv havde ikke været forelsket i Jacqueline, da han havde set hende første gang, som han vidste at det heller ikke havde været gengældt, men følelserne var kommet med tiden, og da han havde friet til hende og givet hende sit endelige ja ved brylluppet, så havde han også ment det. Den dag i dag, elskede han hende højere end noget andet, så han vidste at arrangerede ægteskaber ikke behøvede at være en pest. Han fik ikke helt hendes sidste mumlende ord med, selvom han opfangede visse af dem, til at mene at have hørt hvad hun havde sagt. ”Jeg vil heller ikke bebrejde dig for at være forelsket, Scarlett, men jeg vil ikke ligefrem kalde det for et problem. Desuden hvis vedkommende er gift og har børn, så burde du måske sætte øjnene efter en anden?” foreslog han roligt. Han måtte erkende at det ikke ligefrem var ham, som var typen der sad og talte om følelser, og da specielt ikke om forelskelse! Det ville han da næsten foreslå at hun talte med sin mor om! For.. det havde kvinder vel styr på? At hun rejste sig og gik mod døren, lod han hende blot, selvom hendes ord, fik ham til at vendte blikket ganske kortfattet mod hende. ”Scarlett!” svarede han i en streng tone, som et tydeligt tegn til at hun ikke skulle gå. ”Sæt dig,” tilføjede han kortfattet. Det havde ikke været hans mening at fornærme hende, og hvis hun virkelig ønskede at tale med ham om det, så ville han heller ikke afvise hende, men altså.. han kunne jo nok ikke give hende de svar hun ønskede! Han havde været gift i.. ufattelig mange år, han havde en hustru og børn som han elskede, så det at rende rundt og forelske sig var ikke ligefrem noget som han gjorde længere. Han strøg tungen over sine læber, som han afventede at hun kom tilbage. ”Hvad foreslår du at jeg skulle gøre? Slå mandens kone og børn ihjel? Sådan fungerer det ikke,” svarede han kortfattet. ”Hvis du har noget at sige, så sig frem og så skal jeg give dig mit bedste råd,” endte han roligt, som han ikke så væk fra hende. Han anede slet ikke hvorfor hun mente at det var hans område, for det mente han da på ingen måder!