Like a walk in the park

[Deleted]

Nicklas var på ingen måder samarbejdsvillig, hvilket faktisk var en tanke som direkte måtte irritere Vania, for hun så bestemt ikke på det med milde øjne! Tvært imod, så var det en tanke som direkte irriterede hende! Han var flabet, men af den grund, så måtte hun jo erkende, at hun virkelig havde mødt en mand med noget af et overskud, og det var noget som hun i den grad også måtte beundre ham for, for det var bestemt heller ikke noget som man så hver eneste dag, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Hovedet lod hun søge let på sned, og med det samme kyniske smil på læben. ”Det er jo altid noget, at du kan more dig på andres bekostning..” endte hun med en stemme dryppende af sarkasme. Ja, et sted så måtte hun vel bare indse at hun faktisk havde taget fejl af manden?
At Vania ikke fik lov til at bestemme over denne mand, var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved og det var en tanke som hun direkte måtte hade! Let rettede hun sig op, også selvom hun var ved at være temmelig irriteret over, at han skulle være så.. flabet overfor hende, for det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i bare sådan! Hun fnøs ganske kortfattet. Lige hvordan han vidste så meget om Sinaqa øen, var noget som alligevel måtte komme bag på hende, for det var de færreste som vidste besked om den! Hun vendte blikket direkte mod ham og med en langt mere fast mine end tidligere. ”Hvem har fortalt dig om vores ø?!” vrissede hun fast, som hun endnu en gang trak til sin kniv og gik hastigt mod ham. En havde sladret, for der var ingen mænd som var i stand til at snakke om den! Dem som kunne, var allerede på stedet, og de ville aldrig komme derfra igen, så.. hvordan vidste han?! Det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende overhovedet! Blikket lynede, som hun vendte blikket direkte mod ham. Kniven knyttede hun fast i hånden. ”Hvem har sladret?!” hvæsede hun kraftigt.

[Deleted]

Nicklas kunne stadig ikke andet end at more sig over hende. At hun blev irriteret over, både at han var flabet og usamarbejdsvillig, fik ham blot til endnu mere at fortsætte med det. Det var virkelig sjovt at se hende tabe ansigt på den måde, for det betød også, at hun gradvist mistede mere og mere overblik over situationen, så vidt han kunne se og for ham var det meget positivt. "Ja ikke? Du må virkelig elske mig for det. Jeg kan ligefrem mærke, at du har lyst til at omfavne mig" røg det både flabet og sarkastisk ud af ham. Denne gang havde han et drillende glimt i øjet, men han var stadig årvågen i tilfælde af, at hun skulle begynde at gå til angreb på ham igen.
Igen kunne Nicklas ikke lade være med at more sig over hendes overraskelse. "Jeg har egenhændigt fundet ud af det, der er ingen der har sagt noget, og selvom de havde, tror du så jeg ville fortælle dig hvem?" spurgte han med et hævet bryn. Han var ingen sladrehank og selvom nogen havde fortalt ham om øen, ville han aldrig fortælle hvem. Dette var dog ikke tilfældet. Her var han ærlig. Han havde fundet ud af alt på egen hånd. "Som sagt, ingen har sladret. Og jeg ville foretrække, hvis du gad holde den kniv i ro. Jeg har intet ønske om at gøre dig ondt, så kunne vi ikke bare skilles uden at nogen kommer til skade?" spurgte han tøvende. Ikke fordi han var bange for hende, men virkelig fordi han ikke ville skade hende. Uanset hvilken race hun var, havde han ingen intention om at gøre hende ondt. Hun var et levende væsen, samt ikke at forglemme en kvinde, hvilket gik endnu mere imod hans principper.

[Deleted]

Denne unge mand var virkelig en som formåede at pisse Vania af, for hun brød sig på ingen måder om det! Den flabet attitude som han gjorde brug af overfor hende, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Der hvor hun kom fra, blev kvinderne behandlet med respekt! Det var også det som man konstant fik af vide, at mænd skulle behandle hendes slags, og det var noget som han bare havde at rette sig efter! Hans ord fik hendes øjne til at slå gnistre! Selvom hun forsøgte at puste ud, så forsøgte hun virkelig at falde til ro, selvom det bestemt heller ikke var nemt, men hun forsøgte! ”Jeg vil anbefale at du tager dig gevaldigt sammen, ellers kan jeg trygt love dig for, at det ender med at gå galt..” hvislede hun med en fast og ikke mindst advarende, for hun kunne slet ikke have med det at gøre!
Tanken om at hendes slags og øen var kendt, havde aldrig nogensinde været deres mening, men hvad skulle de da kunne gøre ved det af den grund? Hun blinkede tydeligt overrasket med øjnene, også selvom det helt klart var en form for.. paniks om viste sig i hendes mine, for det burde aldrig nogensinde være sket! At han egenhændigt havde fundet ud af det, så var det tydeligt at nogen havde formået at overleve et møde med en af hendes slags, eller havde formået at komme fra øen, selvom den ene var.. mere urealistisk end den anden, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hendes skridt førte hende direkte mod ham, hvor hendes mine tydeligt var alvorlig. ”Hvis du overhovedet kender til det, så er der nogen som har sladret om det! Og hvem er det?! Hvordan har du fundet ud af det?!” hvæsede hun fast. Denne mand var en af de mere smarte, hvilket allerede var gået op for hende, også selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne bruge til noget som helst! Knive kylede hun fra sig og direkte ned i jorden ved hendes fødder, hvor den stod med skaftet direkte i vejret. Hænderne strøg hun direkte igennem håret, tydeligt med en frustreret mine. Hun burde melde det til øen.. I tilfælde af, hvis der skulle ske noget! ”Du har ingen anelse om hvad det betyder..” mumlede hun for sig selv. Det var meningen at deres slags skulle forblive.. ukendt!

[Deleted]

I takt med at Vania blev mere og mere irriteret, morede Nicklas sig derimod mere og mere. Normalt ville Nicklas have vist hende mere respekt, af den rene grund at hun var kvinde, men da det var hende, der havde angrebet ham uden grund, fandt han det ikke just motiverende at være flink og høflig overfor hende. Han kunne tydeligt se, hun prøvede at falde til ro, men det var vist temmelig svært for hende, efter den hvæsende tone i hendes stemme at bedømme. "Åh du kan være ganske rolig. Jeg har endnu et par esser oppe i ærmet" lød hans drillende svar, dog udeblev den flabede tone, for trods alt, var der stadig noget, der holdt ham tilbage fra at være fuldkommen ond, netop fordi hun var kvinde.
Nicklas kunne tydeligt se på hendes ansigt, at sandheden dæmrede for hende, og hvis han ikke tog fejl begyndte hun nu at blive panisk? Men Nicklas havde været ærlig. Han havde ikke fået lige netop den information fra nogen, men havde blot opdaget, at der fandtes en valkyriefyldt ø ved et tilfælde. Det var ikke fordi, han havde opsøgt nogen, for at finde ud af, om der fandtes en ø beboet af Valkyrier. Han var dog heller ikke klar over, hvor stor en hemmelighed det egentlig var. "Der er ikke nogen, der har sladret. Jeg stødte på den bid af information ved et tilfælde. Der er ingen der har udpeget jer. Og det er ikke, fordi folk ikke ved i eksisterer, de ved bare ikke, hvor i befinder jer henne. Det var det jeg opdagede" lød hans alvorlige og helt igennem ærlige svar. Han kunne se, det berørte hende dybt, så lige nu kunne han ikke få sig selv til at være ond mod hende. Det ville være for hjerteløst.
Han bemærkede, at hun smed kniven fra sig og sænkede sine arme. Han gemte kniven væk under jakken igen, omend han stadig udviste forsigtighed overfor hende, hvis hun skulle blive fjendtlig igen, men han ville ikke virke aggresiv.
Han kunne se, hun virkelig var frustreret over denne nye bid af information. Han opfangede hendes mumlende ord og trådte prøvende et par skridt mod hende. "Jeg er ikke typen, der render med sladder. Jeg er næsten sikker på, at jeg kun er en ud af mange, der ved hvor i befinder jer, men jeg har ikke tænkt mig at sige noget. En hemmelighed er ikke en hemmelighed længere, hvis først den bliver fortalt videre. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke stoler på mig, men du bliver nødt til at stole på mig, for jeg har ingen intentioner om, at tage med dig til Sinaqa og få min sjæl opslugt" lød hans alvorlige svar, stadig med den stærke undertone af ærlighed i stemmen. Han havde komplet skiftet fra før, og det var tydeligt, han var berørt af hendes reaktion, om at deres tilholdssted ikke var hemmeligt længere.

[Deleted]

Denne Nicklas havde virkelig en irriterende fremgang i Vanias øjne, og det var noget som ganske enkelt måtte pisse hende af! Selv kunne hun forsøge at slappe af og falde til ro, selvom det bare ikke så ud til at hun var i stand til det, for nemt var det bestemt heller ikke! Hun trak vejret dybt, forsøgte at slappe af, ved at fokusere på andre ting, men bare lyden af hans stemme, var noget som gjorde hende direkte.. arrig, ude at hun direkte kunne gøre noget ved det! At han havde endnu et par esser i ærmet, var noget som fik hende til at vende sig direkte mod ham og med en direkte advarende mine. Den drillede tone, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre eller nemmere for hende, for det gjorde det bestemt heller ikke. ”Gør du virkelig det der med vilje?” endte hun ganske kortfattet, for tanken var ikke desto mindre, noget som virkelig måtte pisse hende af, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre!
Tanken om at deres ø var afsløret og at folk faktisk vidste hvad den hed, havde aldrig nogensinde været meningen og det var noget som Vania var klar over! Det havde været noget af det vigtigste som hun havde fået besked om; Ingen måtte vide det. Hvis manden ikke kunne tage med, så slå ham ihjel, og.. der var en som ikke havde gjort det, ellers ville folk slet ikke kende til dem som sådan og da specielt heller ikke deres ø! Kniven lod hun sidde i græsset, som hun lod hænderne frustreret vandre igennem håret. Jovist havde hun mange ting i tankerne, for det havde hun altid haft, men dette havde hun ikke ligefrem regnet med! Hun vendte blikket direkte mod ham. At han direkte udviste hende en mere.. rolig attitude, var noget som alligevel måtte påvirke hende, selvom tanken om ham, virkelig var noget som måtte irritere hende af den grund! Han havde bestemt ikke gjort det nemt for hende, for.. for den information som han måtte bære rundt med, så burde hun jo faktisk slå ham ihjel? Selvom.. hvorfor skulle hun? Han havde jo ret, og det var det som bestemt heller ikke gjorde det bedre for hende på nogen måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Sådan information er ikke noget som man bare støder på bare sådan!” endte hun frustreret. Hun endte med at sætte sig direkte ned i græsset hvor hun stod, kun for at lade armene søge omkring hendes skikkelse.
At Nicklas kom tættere på hende, fik hende til at vende blikket direkte mod ham og med den samme ganske så kortfattede mine, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Hun blinkede let med øjnene, som hun let rystede på hovedet. Han var da bare så irriterende! ”Du bærer rundt på information, som slet ikke burde være kendt for dig.. Du burde i så fald vide, hvad jeg faktisk er nødt til at gøre ved dig,” endte hun ganske kortfattet og med en ganske sigende mine, for løgn var det jo ikke engang!

[Deleted]

Nicklas kunne stadig tydeligt se, at hans attitude gjorde hende mere og mere vred, men han tog sig ikke rigtigt af det efterhånden. Hun var nu så vred, at han var temmelig sikker på, hun havde mistet overblikket, så hun var ikke længere en stor trussel.
Hends spørgsmål fik ham til at smile svagt. Det havde han nu ikke lige regnet med. "Ikke i starten, men eftersom jeg kunne se, at du mistede mere og mere fokus af det, blev jeg ved" svarede han, denne gang med mere alvor i stemmen, selvom han stadig viste glæde.
Nicklas havde på ingen måde tænkt sig at tage med til valkyriernes ø, for han kunne lide sin frihed og ville bestemt ikke miste den. At denne kvinde var temmelig frustreret over situationen, var ikke længere hans problem. Han fortalte, hvad han vidste og intet andet. Han havde været ærlig, og det burde være godt nok til hende. Hvis han ikke måtte kende til øen, skulle de i første omgang have forhindret ham i at opdage den. At de ikke slettede deres spor godt nok, var ikke hans problem.
Han havde dog ikke tænkt sig at sige noget til nogen, for han var troværdig, og han havde lovet hende ikke at sige noget. Han ville holde sit ord, også selvom han ikke kendte kvinden.
Hendes svar fik ham til at hæve et bryn. Hun blev ved med at tro, at nogen havde sladret? "Så kan du bede valkyrierne om, at være bedre til at slette deres spor. I er jo alt for nemme at følge efter" endte han, denne gang med en lidt opgivende undertone i stemmen. De var virkelig for dumme, når de ikke engang gjorde noget for at skjule deres tilholdssted når nu, det var meningen, det skulle være skjult.
Hendes næste svar fik ham igen til at hæve brynet. "Du skal da være velkommen til at prøve igen. Og fejle" lød hans kolde stemme. Hun troede vel ikke, han havde tænkt sig at give op uden kamp? I så fald var hun da dummere end som så.

[Deleted]

Alene tanken om at Nicklas havde ladet bomben falde på den måde, var noget som direkte var kommet bag på Vania, også fordi at det var information som hun slet ikke havde regnet med at skulle høre fra hans læber, så selvfølgelig var det ikke noget som hun kunne skjule på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham. At han havde gjort det hele med vilje, var bestemt heller ikke noget som man ligefrem kunne sige, var noget som kom bag på hende på den måde, for det gjorde det på ingen måde! Hun fnøs ganske kortfattet af ham, hvor hun sendte ham en direkte vred og noget så fast mine. ”Med andre ord, så har du gjort det med vilje!” endte hun med den direkte fast tone, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke!
Alene tanken om at der var en valkyrie som havde fejlet sin opgave, var noget som direkte irriterede Vania, for dette var jo noget som hun var nødt til at melde! Hun kneb øjnene fast sammen, som hun sendte ham en direkte advarende mine, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg ved virkelig ikke hvordan du har fundet ud af det her, Nicklas, og tro mig, så skal jeg nok finde ud af det!” Hun endte med at hæve den højre pegefinger, kun for at understrege alvoret, for hun var virkelig.. meget oprevet i denne situation, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Hun sukkede dæmpet og lod hænderne vandre igennem hendes lange hår, hvor hun direkte lagde dem mod sin nakke, som hun vendte blikket ned mod jorden. ”Jeg kunne slå dig ihjel som ingenting, det er du godt klar over, ikke?” endte hun med en vrissende stemme, som hun endnu en gang knælede, hvor hun samlede kniven op, som hun vejede i sin hånd. Tanken om at han brændt inde med den form for kendskab til hende og hendes slags, samt deres ø, var slet ikke noget som hun brød sig om!

[Deleted]

Nicklas var egentlig ret ligeglad med, hvor meget det irriterede Vania, at han havde den information, han nu engang havde, for for ham var det ikke væsentligt, hvor meget han egentlig vidste. Han var ligeglad med deres ø og deres folk, så længe de bare passede sig selv. Det så dog ikke ud til at være tilfældet her.
"Er det virkelig en overraskelse? Når vreden tager over, mister du overblikket, det er en selvfølge, at jeg kører på det" svarede han blot, med ærlighed og en smule opgivende tone. På den anden side, hvis hun havde regnet den ud, ville hun nok ikke lade vreden tage sådan over, men det var temmelig meget for sent nu.
Hendes svar fik ham til at hæve et bryn. "Du vil dræbe mig, men samtidig finde ud af, hvor jeg har min information fra? Du kan ikke snakke med de døde, så held og lykke" svarede han, nu tydeligvist opgivende. Han spillede dum med vilje, for han var sikker på, at hvis hun fik muligheden for det, ville hun tortere ham for at få information. Problemet var bare, at han ikke sådan lige knækkede.
"Nej du kan ikke. Du har lige prøvet en gang. Du fejlede, så tro ikke jeg er så nem at slå ihjel, for det er jeg bestemt ikke" endte han blot. Han fulgte hende med blikket, men gjorde intet da hun samlede kniven op. Han stod blot og betragtede hende, men indvendigt var han klar på et nyt angreb.

[Deleted]

Vania vidste godt at hun… måske havde overreageret, men det var nu heller ikke noget som man kunne gøre noget ved, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham. Han havde gjort det hele med vilje, og det var nu ikke noget som hun kunne tage sig af. Hun himlede med øjnene og fnøs ganske kortfattet, som hun slog armene over kors, og uden at skulle fjerne blikket fra ham. ”Det er irriterende når du skal være så bedrevidende, ved du godt det?” endte hun med en næsten vrissende stemme, for det var noget som virkelig måtte irritere hende et sted og dog.. det var en tanke som faktisk gjorde hende en kende nysgerrig, så det var ikke noget som gav nogen mening som sådan, men det var sådan det faktisk var for hendes vedkommende.
En valkyrie havde mange midler i ærmerne, det var slet ikke noget som denne Nicklas skulle have lov til at tage fejl af, på den ene eller den anden måde. Hovedet lod hun søge let på sned, som hun roligt blev stående og så på ham. Det kunne godt være at hun ikke direkte kunne slå ham i en reel kamp, men.. hun havde sin kvindelige list, næsten på kant med hvad en sensuel dæmon var, og det var selvfølgelig ikke var noget som skete ofte, men hun havde muligheden! Smilet bredte sig på hendes læber ved den tanke alene, for hun havde jo slet ikke skænket det så meget som en eneste tanke! Hun trak vejret dybt, som hun roligt gik mod ham endnu en gang, dog uden det mindste faretruende, for det var slet ikke hendes intention! ”Er du nu så sikker på det..? Jeg vil vide hvor du har det fra… Og ved du hvad? Jeg får.. altid min vilje,” endte hun sigende, som hun stillede sig foran ham og med blikket hvilende direkte i hans. Hun hævede hånden, hvor hun lod den stryge let mod hans kind, kun for at gribe efter og omkring hans kæbe. ”Min slags har holdt sig skjult i frygtelig mange år.. Det kan ikke passe at en sølle… mand skal komme og afsløre vores eksistens!” endte hun sandfærdigt, og med en ganske fast mine, dog.. blidt som et lam et sted inderst inde.