Like a walk in the park

[Deleted]

Det var en rolig nat. Der var ikke en lyd, bortset fra en ugle der tudede i ny og næ. En skikkelse kom gående ned ad stien. Den lange, sorte kappe bølgede roligt efter ham i takt med hans skridt. Hætten skjulte hans ansigt, men hvis man så godt efter, ville man kunne se mandens blå øje, der nærmest lyste op inde fra mørket. De sorte militæragtige læderstøvler med sølvspænder blev synlige en efter en, ligeledes i takt med hans skridt. Man kunne ligeledes øjne de løse busker, når han tog et skridt, og i dagens anledning var han også iført en lettere stram, mørkeblå, langærmet trøje.
Nicklas stoppede kort op, idet en ugle tudede ikke så langt derfra, for kort efter at gå videre igen. En lille brise skubbede kort kappen til side, og afslørede kort bladet fra hans katar, men lynhurtigt var kappen faldet på plads igen og havde skjult den.
Det var nu ikke så tit han kom i dette land, så det var dejligt afvekslende i forhold til i Dvasias, hvor stort set alle hadede hinanden og ingen stolede på hinanden. Her var der så dejlig fredfyldt, og der var ingen bekymringer.

[Deleted]

At det var mørkt, var på ingen måder noget som generede Vania. Mørket var tvært imod noget som hun anså som sin egen bedste ven! Iklædt en mørk dragt, som selv kunne ligne at være af noget læderlignende materiale, som tydeligt måtte afsløre hendes smukke og ikke mindst kvindelige bygning – bygget til at hun kunne bevæge sig frit, som havde det været fordi at hun ikke havde haft en trævl på kroppen! Med sin kniv i hånden – det som i sig selv var hendes foretrukkende håndvåben, for hun vidste udmærket godt hvad der kunne herske sig herude i mørket, og det var bestemt heller ikke altid noget som hun ønskede at komme på tværs af, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, så var det jo bare sådan at det måtte være.
De mørke øjne stirrede frem for sig, idet hun tydeligt stoppet op ved den tudende ugle. Hun blinkede let med øjnene, som hun prøvede at få lokaliseret hvad det var uglen havde advaret om – at der måtte være andre derude. Ja, man kunne ikke ligefrem vove at påstå, at hun var den som stolede på folk, for det var bestemt heller ikke noget som de gav hende nogen grund til, for ikke at glemme, at hun havde sin opgave at holde styr på! Sjæle – mænd, skulle med hende tilbage til Sinaqa, og det var bestemt heller ikke altid lige nemt at samle dem ind, men det var vel bare at forsøge sig? Ligesom utallige havde gjort før hende? Og hun nægtede i den grad at svigte sin egen race! Det nægtede hun virkelig!
Med de rolige og helt lydløse skridt, så kom hun hurtigt op bag et træ, hvor hun kunne stå i skjul. Kniven holdt hun tæt ind til kroppen, hvor hun bare blev stående og lyttet. Noget var derude – hun kunne i den grad godt fornemme det, men det var lige hvad det var, som gjorde hende nysgerrig, og ikke mindst tvang hende til at stole på sanserne, for hun var jo også nødt til at passe på sig selv! Læberne skilte hun ganske let, selvom der ikke kom så meget som en eneste lyd fra hende. For nu, så stod hun bare… og ventede.

[Deleted]

Nicklas traskede videre, men med et hoved der tænkte. Den ugle havde advaret mod noget eller nogen, for efter den havde tudet, var alt virkelig blevet stille. Der var overhovedet ingen lyde.
Han var dybt begravet i sine tanker, så han så hverken kvinden eller noget. Ikke at hun var dårligt skjult, men havde han virkelig kigget efter, ville han have en chance for at opdage hende. Det var nemlig ikke andet, end en skikkelse der lige nåede at hoppe i skjul, inden han gik forbi, så chancen for at han ville have set hende, var minimal.
Han rystede kort hovedet, og kom tilbage til virkeligheden. Hvad var der med ham? Hvorfor blev han så urolig over en ugles tuden? Det var jo ikke Dvasias det her så, så farligt var her heller ikke. Han slog det ud af hovedet, og fortsatte sin gang, men stoppede brat op ved en lyd og vendte sig hurtigt om. Hvad var det, han lige havde hørt? Han kunne ikke helt identificere lyden, men nu var han sikker på, der var et eller andet. Han gik prøvende noge skridt ned mod træet, han næsten lige havde passeret. Han var sikker på, han havde hørt noget, og han var sikker på, der var noget tæt på. Han vidste bare ikke hvad. Han fortsatte forsigtigt sin gang mod træet, men han var stadig ikke sikker på, hvor lyden var kommet fra, så han holdt godt øje over det hele.

[Deleted]

Vania stolede bestemt ikke på nogen, og det havde hun aldrig gjort. Uglen havde advaret – om det var for hende, eller om det var for en anden, var virkelig underordnet. Pointen var, at hun nu vidste, at hun ikke var alene mere. Naturens dyr så desværre bedre end det menneskelige væsen gjorde, men selv det var jo noget som de kunne gøre brug af. Skjulet bag hendes træ, var måske ikke det mest oplagte, men det var et sted hvor hun kunne holde sig lidt ude af syne, så hun ikke var fuldkommen synbar.
At manden bare gik forbi hende, var slet ikke noget som hun lagde mærke til. Det var mørkt, og selv kunne det være besværligt nok for hende at se noget som helst, men af den grund, så valgte hun at holde hovedet koldt. Det kunne godt være, at dette var Manjarno, men af den grund, så skulle man i den grad også være forsigtig! Det skulle man jo alle steder efterhånden, for der var ikke nogen steder, hvor du slap mere for problemer end andre efterhånden. Hun trak vejret dybt, selvom hun stadig forblev fuldkommen stille – eller så stille som det nu var hende menneskelig muligt at gøre det, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt som sådan! Hun kneb øjnene let sammen og med en tydelig utilfreds mine. Hvorfor gik han nu tilbage mod hende?! Hun kunne kun lige ane hans skikkelse, men det var virkelig også det eneste! Forsigtigt trak hun sig om bag træet, mest af alt, for at holde sig ude af syne, for hun nægtet at blive set bare sådan!
Som han nærmede sig træet, så gjorde hun sit endelige træk. Hun endte med at gøre et kraftigt udfald mod ham, ved at forsøge at lukke hånden direkte omkring hans klæder, tvinge ham op af træets hårde stamme, og trække kniven som hun lagde direkte ved hans hals, kun for at holde ham på plads og i skak. Hun gjorde ikke noget yderligere end dette, andet end at holde ham fuldkommen fast. ”Giv dig til kende!” vrissede hun med en fast, krævende og.. alligevel en utrolig feminin stemme. De sammenknebne øjne hvilede på ham og uden at skulle se det mindste væk fra ham, for hun var bestemt ikke en som stolede på folk, og han var i den grad også iblandt disse, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!

[Deleted]

Nicklas mere fornemmede en bevægelse, end han så den, men han var sikker på, der stod nogen i træets skygge.
Han standsede kort op, ved lyden af et suk, og lagde hånden på sin katar. Han var ikke en til at tage chancer, og hvis der var en mulig trussel, var han bestemt ikke langsom til at ty til våben.
Han blev dog overrasket over, at det var en kvinde, så af den grund opfattede han ikke lige hvad der skete, men han fandt sig pludselig trykket op af træet med en kniv for struben. Ved hendes ordre hævede han et bryn "altså hvis du vil have mit navn, burde du nok spørge lidt pænere. Jeg er ikke typen, der sådan tager imod ordre, selvom jeg bliver truet med et våben". Han gjorde intet for at fjerne kniven, men det var også helt sikkert, at han ikke havde tænkt sig at sige mere, før hun havde sluppet ham.
Enhver anden ville nok bare have sagt deres navn, men Nicklas var egentlig ret ligeglad. Han så hende ikke ligefrem som en trussel, for hun var ret spinkel og nok heller ikke videre muskuløs, så hvis han endelig ville, var han ret sikker på, han ville kunne overmande hende.
Han så lidt tænksom på hende "og for the record, så plejer man at introducere sig selv først. Det anses for at være høfligt". Ja han var ret så flabet, men han var egentlig ret ligeglad. Han havde bestemt ikke tænkt sig at følge hendes ordre, bare fordi hun havde trængt ham op i en krog. Det var han alt for stædig til, og han prøvede samtidig at vise, at han ikke var bange for hende, for det var han bestemt ikke. Han havde ikke tænkt sig at lade sig skræmme af en kvinde med en kniv. Det ville simpelt hen være for dumt, ikke mindst fordi han så ville vise sig som lidt af en tøsedreng.
Han sukkede tungt og så på hende med et afventende blik "nå hvad bliver det til? Har du tænkt dig at lade mig gå eller skære halsen over på mig? Skynd dig lidt, jeg har ikke hele natten". Han var virkelig dum lige nu, det vidste han godt, men han prøvede samtidig at tirre hende, for han havde ikke tænkt sig at bøje for hendes primisser. Det var en ting, der var helt sikkert.

[Deleted]

At hendes tilstedeværelse allerede var opdaget, var slet ikke noget som Vania tog sig af, for hun var en kvinde som gjorde hvad der passede hende! Hendes tillid til andre, var bestemt ikke den bedste, og det kunne godt være, at hun så direkte.. slap og spinkel ud, men af den grund, så skulle man bestemt heller ikke tage fejl af hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om!
Hånden lukkede sig fast omkring mandens klæder, kun for at skubbe ham direkte op af træet. Selvom hun ikke havde nogen anelse om hvem han var, så var det faktum, at han var af mandligt køn, mere end en grund til at handle som hun gjorde. Det var jo trods alt også dem som de kunne bruge ude på øen Sinaqa, og.. hvis han viste sig at være værdig nok for det, så kunne hun med lethed finde på at bringe ham derud, selvom man af den grund, aldrig kom tilbage igen, så var det jo heller ikke noget som hun ønskede at nævne for ham. Hendes blik forblev direkte stift hvilende på ham. Hans ord var direkte.. flabet, selvom det slet ikke var noget som rørte hende på nogen måde overhovedet. ”Du er flabet.. det kan jeg godt lide. Det giver mig noget at arbejde med,” endte hun sigende. At skænke sit navn til ham, var slet ikke noget som hun havde nogen intentioner om, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo bare.. sådan at det nu bare måtte være alligevel. Hovedet lod hun søge let på sned, også selvom hun blev stående og med sin kniv hvilende mod hans strube. Det kunne godt være at han fysisk set var stærkere end hende, men hun var ekstremt godt trænet og meget øvet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.
Vania sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Han var virkelig.. irriterende! Lige hvorfor det var den første tanke som faldt hende ind, vidste hun faktisk ikke, men det irriterede hende virkelig, at han opførte sig på den måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun rettede sig op og uden at skulle tage blikket væk fra ham. ”Giv mig en god grund til ikke at skulle slå dig ihjel på stedet! Hvis det ikke er gået helt op for dig, så er det mig der står med… fordelene, ikke sandt?” endte hun ganske kortfattet, og stadig med den ekstremt feminine stemme, så var der bare ikke noget som man kunne gøre noget ved uanset hvad, så var det jo bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. ”Men hvis du er så interesseret i mit navn, så hedder jeg Vania,” afsluttede hun kortfattet. Det kunne godt være, at han ville ændre tonen bare lidt?

[Deleted]

Nicklas erkendte ganske vidst at tingene kunne se bedre ud, men han var ikke en der sådan lod sig styre rundt af andre, hverken mænd eller kvinder. Han hævede et bryn over hendes ord, for i hans hoved gav de bestemt ingen mening. Noget at arbejde med? Hvad i alverden mente hun lige med det? Han sukkede let "jeg tror hurtigt, du finder ud af, at jeg ikke er så samarbejdsvillig, når det kommer til stykket, specielt ikke når jeg bliver truet med en kniv af en vildt fremmed". Han smilede dog svagt til hende, selvom hun ikke ligefrem virkede glad for hans kommentarer, men han var egentlig også ligeglad. Han skulle ud af den her suppedas igen på en eller anden måde.
Ved hendes næste spørgsmål hævede han igen et bryn "altså jeg kan højst sandsynligt ikke give dig en grund, du synes er god nok, men jeg er altså glad for mit hoved, præcis som det sidder, og jeg ville foretrække at mit blod blev inde i kroppen. Og mener du rent faktisk, du har fordelene? Sådan nogle kan hurtigt skifte". Igen kom der et svagt smil som afslutning på hans sætning. Han var nødt til at virke selvsikker, for på den måde at få hende til at tvivle på, hun ville kunne klare ham, hvis han gjorde noget for at ændre sine odds.
Han blev ikke destro minder overrasket, da hun præsenterede sig for ham, men igen kom der et svagt smil på hans læber "hyggeligt at møde dig... Efter omstændighederne. Mit navn er Nicklas, og jeg ville meget gerne bukke for dig, men som du nok har opdaget, er jeg lidt ophængt. Igen en lidt flabet kommentar, men han var stadig ret ligeglad. Hans toneleje var blevet en anelse mere venlig, men han var stadig ikke spor i humør til at skulle følge hendes ordre.

[Deleted]

Hvem denne mand var, var noget som Vania var fuldkommen ligeglad med, ikke at det var noget som hun direkte gjorde noget ved, for der var vel ikke rigtigt noget at gøre ved det? Smilet bredte sig på læberne til hans ord. ”Åh bare vent.. At modsige mig, vil du bestemt heller ikke få noget ud af!” endte hun med en spids tone, for hun var på ingen måder den som man skulle løbe om hjørner med. Hun havde sin opgave, og selvfølgelig var det den som hun ønskede at opfylde, også mest for sin egen slags, for det var meningen at de skulle være stolte af hende og stolte af hendes arbejde, for det var noget som i den grad også betød ekstremt meget for hendes vedkommende! At han alligevel formåede at tage det så roligt, var noget som direkte måtte irritere hende, for hun kunne langt bedre lide, når de viste sig mere paniske end det her, og at det j så ikke var tilfældet, var noget som direkte måtte irritere hende, for hun kunne jo ikke direkte tvinge ham til det, andet end måske at lægge lidt mere pres på ham? Hun kunne godt finde på det, for han var jo.. direkte kedelig, når han var så rolig! ”Og drop den flabede tone, for jeg kunne med lethed skære halsen over på dig!” hvæsede hun med en fast og ikke mindst kraftig stemme. Hun fandt sig bestemt ikke i alt!
Hans svar var på ingen måder noget som Vania havde regnet med, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det forundrede hende virkelig at det var sådan at han havde det med det hele. Hun sendte ham en fast mine, for hun var nødt til at virke selvsikker, selvom.. hans selvsikkerhed og flabede personlighed, virkelig var noget som måtte irritere hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun fnøs ganske kortfattet og uden at se væk fra ham, for det irriterede hende virkelig, at han skulle opføre sig på den måde! ”Hvis du vil øge chancen for at beholde hovedet på plads, så burde du måske overveje dine ord noget mere end det du gør. Der er grænser for hvad jeg finder mig i at blive tiltalt med,” endte hun med en vrissende stemme.
At han alligevel endte med at præsentere sig, fik hende til at knibe øjnene let og fast sammen, og uden at hun så væk fra ham på nogen måde, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket, for hun havde virkelig ingen tillid til denne mand! Hvorfor skulle han dog bukke for hende? Det var en tanke som hun slet ikke kunne få til at passe ind nogen steder! ”Sjovt som du vil bukke for en som står med muligheden for at kunne slå dig ihjel og så hurtigt og nemt..” endte hun fast. Hun lagde en smule pres på kniven, også for at vise at hun mente det i alvor. Hun tøvede virkelig ikke!

[Deleted]

Nicklas kunne ikke lade være med at smile af hende. Af en eller anden grund var hun ret sjov at irritere, specielt fordi hun netop blev så irriteret over det "tja... Det kan der jo så være delte meninger om". Igen kom der et svagt smil på hans læber. Selvom han var flabet, var der stadig en høflig undertone, for selvom han ikke kørte efter hendes præmisser, havde han stadig sine principper, og han mente bestemt at man skulle udvise en hvis høflighed over for alle.
Ved hendes ord om at han skulle droppe sin flabede tone, smilede han blot svagt. Han kunne se, hun blev irriteret over hans tilgang til tingene, og det morede ham herligt. Han var egentlig ret ligeglad med truslen om at få halsen skåret over, for han var ret sikker på, at hvis det kom dertil, ville han kunne nå at overmande hende, inden hun voldte ham for meget skade "hvad ville du helt præcis få ud af at dræbe mig? Jeg er en komplet fremmed, der ikke engang har givet en antydning af, jeg ville gøre dig noget og alligevel overfaldt du mig med en kniv. Hvad er det lige helt præcis, du tror du er så sikker på? At jeg er farlig? At du mener, at bare fordi du truer mig lidt, så vil jeg følge med dig et eller andet åndssvagt sted hen? Well, guess what princess... Ain't gonna happen". Denne gang var han ligeså alvorlig som hun var, for han mente bestemt, hvad han sagde. Han var ikke en, man bare kørte rundt i manegen med.
Selvom hun virkede selvsikker, kunne Nicklas stadig se, han irriterede hende, hvilket nok kom til hans fordel i sidste ende, for hvis han blev ved på denne måde, mente han, hun til sidst ville miste overblikket. Ved hendes ord, kom der igen et svagt smil frem på hans læber "du er virkelig vant til at få hvad du vil have gennem magt og trusler er du ikke? Du er så vant til at alle andre bare gør som du siger, fordi de er bange for at ellers vil der ske dem noget slemt? Lad mig sige det sådan her... Indtil videre har jeg kørt efter dine præmisser, for du er ikke den største trussel. Tro mig, hvis jeg ville gøre modstand, havde du fundet ud af det, for så havde du ikke længere en hånd at holde den kniv med". Ligesom hende var han nødt til at vise, han var selvsikker, for på den måde også at intimidere hende lidt. Han var efterhånden træt af denne leg, og nu ville han efterhånden gerne videre i teksten, men tøsen var så stædig at vold efterhånden var den eneste udvej.
Nicklas hævede et bryn ved hendes ord. Troede hun virkelig det var derfor? Var hun virkelig så snæversynet, at hun ikke kunne se, han generelt bare var høflig overfor folk, han mødte? Han fnøs, og det var tydeligt, hun havde fornærmet ham ved den sætning. "Du er så sikker på, alle er åh så bange for dig? Du tror virkelig, du kan få alt hvad du peger på? Du er virkelig den dårligste til at læse mennesker, jeg har mødt. Og nu gider jeg virkelig ikke det her mere" afsluttede han, idet hun trykkede kniven en smule længere ind mod hans strube.
Uden videre omsvøb jokkede han direkte med hælen mod oversiden af hendes fod. Samtidig slog han med flad hånd på oversiden af hendes hånd, der holdt kniven, for på den måde at tvinge den nedad, for lige bagefter at bruge den anden hånd, til at lave et tryk med flad hånd mod hendes bryst, for at få hende til at bakke væk fra ham. Han vidste, at hvis hun ikke blev overrasket nok, ville hun lynhurtigt genvinde fatningen, og så ville han rent faktisk være i overhængende fare for at få sin hals skåret op, men han satte sin lid til overraskelsesmomentet, og håbede på det bedste.

[Deleted]

Den tone som denne mand lagde for dagen, var bestemt ikke af den slags som Vania brød sig om, for det gjorde hun virkelig ikke. Det kunne godt være at han var høflig, men af den grund, så var det på ingen måder noget som faldt i smag for hende, for det var virkelig noget som forvirrede hende. Han var flabet og høflig på samme tid! Mange ville måske more sig over det, men det gjorde hun bestemt ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, så var det jo trods alt bare sådan at det var i den anden ende. Hun kneb øjnene direkte fast sammen. ”Muligvis,” endte hun ganske kortfattet, som hun kneb øjnene fast og næsten dræbende sammen, for der var virkelig grænser for hvad hun fandt sig i! Hun trykkede kniven mere mod hans hals, også for at vise ham at hun mente alvor. Det var ham som stod med ryggen til træet og ikke hende! Han vidste ikke hvad hun var ude på, eller hvad hun var i stand til, så det at slå ham ihjel, indsamle hans sjæl og bringe ham til Sinaqa-øen ville være så nemt som ingenting! ”Du skulle bare vide hvad jeg kan bruge dig til – selv uden et hoved på kroppen,” endte hun ganske kortfattet, som hun vendte blikket direkte mod ham. Hans alvor tog hun sig ikke af, for hun skulle nok få det hele som hun ville have det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Så er det godt, at det er mig som står med kniven.. og mig som bestemmer..” vrissede hun med en fast tone.
Lige hvem denne mand var, var slet ikke noget som Vania havde nogen anelse om, og det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hovedet lod hun søge let på sned. Hun forstod sig ikke direkte på ham, og det var jo bare noget som alligevel gjorde hende nysgerrig et sted. Det var de færreste som var til at skulle fortælle om hende, for hun handlede som regel når folk mindst ventede det, hun kunne med lethed slå ihjel, indsamle deres sjæl og bringe den videre, hvilket var noget som hun faktisk gjorde normalt, men.. i aften valgte hun faktisk at gøre et undtag, også mest for at finde ud af om det kunne virke. Hun regnede dog ikke direkte med at dette skulle være en mand som ville gøre modstand. ”Du kender ikke en skid til mig! Mit liv eller hvad jeg er vant til!” bed hun ham af, for det var en tanke som gjorde hende direkte irriteret, for det var slet ikke noget som han skulle komme og tale om, for han vidste virkelig ingenting! At han så alligevel endte med at tage til handling, var noget som skete før hun overhovedet vidste af det, og uden at hun havde set det komme, for han stod jo for pokker op af træet! I det tilfælde var hun vant til at folk gjorde som hun ville have det! Hælen som hamrede mod hendes fod, var noget som fjernede hendes fokus fra ham, så kniven faktisk blev fjernet fra hans hals og med stødet direkte mod hendes bryst, endte hun direkte med at vakle baglæns, og med kniven som alligevel endte med at ryge direkte ned i græsset. Hun vendte blikket mod hende, hvor hendes øjne omgående måtte slå gnistre. Der var grænser for hvad hun fandt sig i! ”Din usle..!” hvæsede hun fast, som hun direkte gjorde et spring direkte mod kniven. Nu skulle han få betalt!

[Deleted]

Nicklas kunne se denne kvindes vrede stige mere og mere. Om det var godt eller skidt, vidste Nicklas ikke helt, men han håbede i den grad, at det fik hende til at lave fejl, men han vidste også, at hun snart ville miste tålmodigheden. Det korte svar, der kom, talte sit tydelige sprog om det. Han smilede dog stadig svagt af hende.
Ved hendes næste svar hævede han dog et bryn "så du har altså tænkt dig at slå mig ihjel? Det ville jeg altså ikke have det så godt med" vedblev han, stadig med et hævet bryn, der dog forsvandt længere opad i takt med hendes næste sætning "bare fordi du har en kniv, er det ikke ensbetydende med, jeg gør, hvad du siger". Denne gang var der ikke noget smil på hans læber, men direkte alvor tegnet i hans ansigt. Nu var han selv ved at miste tålmodigheden, for han havde da virkelig aldrig mødt en som hende. Hvorfor var hun så sikker på, at hun kunne gøre hvad der passede hende? Hvorfor var hun så højt hævet over alle andre? Var det bare fordi, hun var opblæst, eller havde hun rent faktisk en grund til at være sådan?
Ved hendes ord om at han ikke vidste noget om hende, smilede han dog alligevel. Han havde vist ramt et ømt punkt "jeg ved ingenting om dig, men jeg har en ide om hvad for en person, du er" afsluttede han.
Nicklas ville have kunne se det sjove i, at hun skvattede baglæns, hvis ikke det var fordi, han rent faktisk var klar over, at han lige havde pisset denne kvinde noget så grusomt af. Det blev ydermere bekræftet, da hun mumlede et eller andet om ham, idet hun gik til angreb med kniven. Nicklas havde dog været forberedt på dette og trådte et skridt til siden, så han samtidig kom fri af træet. Lige efter han undveg, rettede han et slag - igen med åben hånd - mod hendes side ved det nederste ribben. Han trådte et skridt baglæns og trak en dolk på omkring de 20 cm. Han holdte den med bladet nedad og i en defensiv position, for han havde ikke tænkt sig at angribe, før hun gjorde det. Han var ikke voldsmand og han ønskede ikke at gøre hende fortræd, men han ville i den grad forsvare sig selv.

[Deleted]

Vania havde måske en mærkværdig måde at gribe sagerne an på, men det var sådan hun havde lært tingene; Ikke at stole på andre end sig selv, og det var bestemt heller ikke noget som hun gjorde på nogen måde overhovedet! Hun var sin egen herre, og hun havde sin opgave her på stedet, som hun var nødt til at fuldføre, før hun overhovedet kunne komme hjem igen, så det kunne godt være, at det var noget af det som gjorde at hun måske kunne virke en smule snævresynet, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det bare sådan at det kunne være sådan. Hun sendte ham en direkte fast mine, for der var grænser for hvad hun måtte finde sig i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun kneb øjnene fast sammen og uden at tage blikket fra ham. ”Bare rolig.. Jeg kan vælge at gøre det smertefrit.. og føre dig til et andet sted af livet, som du aldrig nogensinde har eller vil turde drømme om.” endte hun med en hvislende stemme. Et sted så var det noget som næsten gjorde hende helt ivrig, men det var nu bare sådan at det måtte være, for hun ønskede virkelig bare at gøre sit arbejde, så hun også kunne komme hjem igen. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Bare vent..” endte hun med en ganske så kortfattet stemme.
At manden så ikke var enig med hende, var noget som direkte gjorde Vania irriteret, for det var bare sådan at det endelig måtte være, så skulle han godt nok få noget modstand, det var helt sikkert! Han kendte hende ikke, men af den grund, så skulle han da være velkommen til at gætte, for hun var måske lidt voldelig af sig, men der var aldrig nogen som havde formået at tæmme hende, og det var bare sådan at det var. Udfaldet direkte mod kniven, var udelukkende for muligheden for at forsvare sig selv, for i og med at hun var en kvinde, så var hun ikke så stærk igen fysisk, men hun havde så sandelig det hele i talent! Hun forblev knælende foran ham på jorden og med blikket mod ham, så selv hans angreb mod hendes side, var slet ikke noget som ramte, også selvom hun kunne se kniven som han endte med at finde frem. Nu begyndte det da først for alvor at blive interessant – selv for hendes vedkommende. ”Der kan man jo bare se.. Du er typen som slår på piger.. Det er ikke særlig pænt, er det?” endte hun sigende, som hun varsomt endte med at rejse sig. Det kriblede i hele hendes krop efter at slå ham ihjel, for han gjorde virkelig ikke andet end at irritere hende!

[Deleted]

Nicklas blev ved med at undre sig over denne kvinde. Sikke dog et temperament hun havde. Var hun virkelig sådan generelt, eller havde han bare fanget hende på en dårlig dag? Var hun virkelig så vant til at få hvad hun ville have, at hun kogte helt over, når hun så ikke fik det?
Hendes svar fik ham igen til at hæve brynet "jeg ville nu foretrække at blive i denne verden, hvis det ikke er for meget forlangt? Jeg lever trods alt ikke så længe, så jeg vil gerne prøve at få noget ud af mit liv, så derfor kan jeg ikke rigtigt tillade dig at slå mig ihjel". Igen en flabet kommentar, men denne gang med et drillende glimt i øjet. Det morede ham faktisk lidt, at hun kunne blive så tirret over ham "vent på hvad? Jeg synes efterhånden jeg har ventet temmelig længe, og du har ikke kunne bestemme over mig endnu? Se dog at få lidt far på kvinde, jeg har ikke hele natten". Han smilede svagt, stadig med det drillende glimt i øjet. Han nød virkelig at kunne irritere hende, for jo vredere hun blev, jo sjovere havde han det.
Ved hendes kommentar hævede han dog et bryn og smilet svandt "jeg har absolut ikke tænkt mig at gøre skade på dig, medmindre du tvinger mig til det. Jeg forsvarer mig selv, men jeg er ikke direkte voldsmand. Om du er kvinde eller ej gør absolut ingen forskel lige nu. Hvis du angriber, forsvarer jeg mig. Hvis du vender dig om og går, gør jeg det samme". Han regnede ikke ligefrem med det sidste, for han kunne virkelig se vreden i hendes øjne, og han var ganske sikker på, at hvis øjne kunne dræbe, så var han død for længst.

[Deleted]

Vania var en kvinde som var vant til at rende rundt alene, og derved også få tingene som hun ville have dem, for der var ingen at tage hensyn til i det store billede, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Men at denne mand skulle være så direkte.. flabet overfor hende, var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, for det alene, var virkelig bare en tanke som gjorde hende direkte vred! Hun kneb øjnene fast og ikke mindst dræbende sammen, hvor hun fast endte med at fnyse. ”Hvorfor pokker skal du altid være så forbandet flabet?!” hvislede hun med en fast tone, for det var virkelig noget som måtte irritere hende som bare pokker, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun endte endelig med at komme tilbage på benene igen, hvor hun direkte knugede fast omkring kniven, for tanken var noget som direkte gjorde hende vred og ikke mindst rasende, for der var bestemt heller ikke nogen tvivl om det. ”Hold din mund!” hvislede hun med en fast tone, for løgn var det jo heller ikke. Hvorfor skulle han frustrere hende sådan? Det var slet ikke noget som hun fandt retfærdigt på nogen måde overhovedet!
At han slet ikke havde tænkt sig at gøre skade på hende, forundrede hende nu heller ikke, for han skulle vel spille den gentleman som han vel troede at han var? Hendes øjne slog gnistre. Måske at hun var en enkelt kvinde mod en mand, som fysisk set måtte være stærkere end hende, men end ikke det var noget som skræmte hende. Nu hvor hun vidste at han var typen som gjorde modstand, så vidste hun skam også, at hun skulle tage sine forholdsregler, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun trak kynisk på smilebåndet. ”Så du er alligevel typen som slår på tøserne.. Hvilken gentleman..” Hendes stemme dryppede tydeligt af sarkasme, selvom der nu heller ikke var noget som hun gjorde for at skjule det. Armene lod hun søge over kors. ”Du ved jo ikke engang hvor heldig du er, gør du? Udvalgt af en.. valkyrie,” endte hun med en tydeligt hvislende stemme. Et sted så irriterede det hende virkelig at han skulle være så forbandet flabet! Hvis det skulle lykkes hende at få ham med på øen, så skulle der nok komme andre boller på suppen!

[Deleted]

Nicklas stod blot og betragtede hende, stadig mens han prøvede at regne hende ud. Han var selv vant til at rende rundt alene, men det var da så sandelig ikke ensbetydende med, han overfaldt den første og bedste, han nu lige fandt på gaden.
Hendes spørgsmål fik ham til at smile svagt. Hun havde slet ikke fattet det "fordi det virker. Fordi du bliver så mega irriteret over det, at det er sjovt. Og fordi at det er sådan min natur og min personlighed er". Alt dette var ærlig sagt, for han var virkelig bare flabet af natur. At denne kvinde så blev irriteret af det, var jo egentlig hendes problem.
Han hævede et bryn, da hun direkte kommanderede, at han skulle holde mund "tror du virkelig selv på, jeg gør det? Jeg har allerede sagt flere gange, at du ikke får lov til at bestemme over mig". Denne gang var hans tone mere fast, og det var virkelig tydeligt, at han ikke ville lade sig regere af denne kvinde.
Hendes næste udtale fik ham dog igen til at smile svagt. Normalt var han ikke typen, der slog på piger, men dette drejede sig om hans liv, så her blev han nødt til at tage nogle helt andre forholdsregler "tag det som du vil. Jeg er ligeglad med dit syn på mig". Hans smil voksede en smule, men da hun lagde armene over kors, faldt hans arme selv en smule "aha. Jeg forstår. Så du tror rent faktisk, at jeg vil med til en eller anden ø, hvor det er kvinderne der bestemmer? Glem det. Jeg er fri til at gøre som det passer mig, og sådan har jeg tænkt mig det skal fortsætte". Igen den bestemte stemmeføring, der ikke efterlod nogen tvivl om, at han mente det. Denne valkyrie fik ikke lov til at bestemme over ham, det var der ingen der gjorde, så han havde bestemt ikke tænkt sig at tage frivilligt med hende.