I don't want to do this..

[lucas]

Det at Raphaella var nervøs, var noget som Lucas godt kunne mærke på hende. Hun troede det nok ikke, fordi han måtte skrifte personlighed, når han var her sammen med hende, for ellers så var han faktisk en ret hård mand, for han lod ikke bare hvem som helst træde ind på slottet. Men hvorfor han lige ønskede at hun skulle, vidste han ikke rigtig, det var bare den følelse i ham, som direkte bad ham om at lade hende blive, han kunne ikke rigtig sætte en finger på det, selvom at hun ikke virkede til at være direkte fjendtlig, men sin research ville han skam gøre, for det var noget som han gjorde ved nærmest alt og alle, tjekkede deres baggrund, kom ind under huden på dem, uden at de rigtig vidste det, for han tog skam ingen chancer! Men derfor kunne han vel godt give hende en chance? Han ønskede jo bare at samle de sidste brikker sammen og sætte dem på plads, skabe en god forbindelse mellem kongehuset og befolkningen igen, for det var noget som han gik utrolig meget op i, og derfor kunne han vel godt give hende en chance? Så hun kunne se at kongehuset ikke var så slemt igen? Reklamere lidt? Hun måtte dog endelig ikke tro at han bare fedtede for hende, for han sådan som han var overfor hende; varm, mild, god, imødekommende, sådan var han generelt som person, der lavede han skam ikke om på noget. At hun tog imod hans arm og fulgte ham, var han nu alligevel glad for, hvor han roligt satte kursen ud mod den store forhal og ud af tronsalen. Han lyttede til hendes ord, som han fortsatte sin rolige gang, inden han kort vendte blikket mod hende igen, hvor han tydeligt lagde mærke til at hendes mørke øjne endnu engang havde skiftet. Han stirrede dog ikke for længe i hendes øjne, som han vendte blikket frem for sig igen, så hun ikke lagde mærke til noget. ”Lidt burde du vel kende til det? Eftersom du selv bor her, de fleste er blevet ramt ufatteligt hårdt,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende ganske sagte. Der var selvfølgelig noget ved hende som gjorde ham en anelse mistænksom, specielt det at hendes øjne skiftede farve, som om hun.. snød ham? Han vidste det selvfølgelig ikke, men det var kun en grund til at han skulle gøre sin research omkring hende! Han skulle nok finde ud af hvis hun snød ham, eller skjulte noget for ham! Han stoppede roligt op, som de endte ude i forhallen, hvor han roligt trak sin arm til sig og sendte hende et varmt og venligt smil. ”Selvfølgelig håber jeg selv på det bedste, siger sig selv, men.. jeg er nu selv ret sikker på at alt nok skal falde ordentlig på plads igen,” svarede han stilfærdigt og med det muntre smil på de rosenrøde læber. Han klappede let hænderne sammen, næsten som et tegn til at de var færdige. ”Nå.. du vil få lov til at vandre rundt her på slottet, som det lyster dig. Jeg ville gerne personligt vise dig rundt, men jeg har desværre noget jeg skal have lavet.. arbejde. Men hvis det er, kan du altid spørge tjenestefolkene om vej, og ellers selv liste lidt rundt. Du får som sagt to uger til at øve, og jeg vil selvfølgelig se til dig, så du ikke føler dig helt alene,” tilføjede han roligt og med et varmt smil om læberne, inden han viftede en tjenestepige hen til dem. ”Katarina her, vil føre dig til dit værelse, som bliver dit for dit ophold her, har du andre steder du hellere vil være, så har du selvfølgelig ret til at forlade slottet og vandre hertil, som det lyster dig. Alt forstået? Har du spørgsmål, kan du oftest enten finde mig i tronsalen, på biblioteket eller mit kontor,” endte han stilfærdigt og sendte hende et let smil. Det var vel lige til? Hun havde frie tøjler og kunne gøre som hun ville. ”Udmærket. Så ser jeg snart til dig igen,” forsikrede han roligt, inden han bukkede ganske let for hende, idet han tog nogle skridt bagud, blot for at vende rundt og sætte kursen væk. Det var måske en hurtig afslutning, men.. han ville jo snart se til hende igen.

//Out

[Deleted]

Det var egentlig heller ikke fordi at Raphaella gik så meget op i det procianske som man ellers burde have gjort, eftersom det var der at man måtte være bosat. Hendes evner som formskifter var jo heldigvis en neutral race, ellers havde hun da aldrig nogensinde haft muligheden for at komme ind her. At hun i det mindste måtte få muligheden for at bevise for folket hvad hun kunne, var selvfølgelig noget som hun var glad for, selvom hun måtte erkende, at det var noget som måtte gøre hende en anelse nervøs, så det var heller ikke noget som hun som sådan kunne lægge skjul på. Det som han dog gjorde, var at skænke hende en god mavefølelse – det var jo næsten den følelse af at man kunne klare det. Hun skulle nok finde et sted hvor hun kunne tænke det hele ordentlig igennem, så hun kunne give dem en ordentlig forestilling, så hun ville få muligheden for at kunne blive her! At det jo så var et led i Sonics plan for ham og for hans kære Ilaria, var nu heller ikke noget som hun direkte ville blande sig i. Hun ønskede egentlig bare sin del af aftalen overstået, så hun kunne komme videre derfra, så det var egentlig heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham. Han var virkelig god ved hende og det var noget som efterlod hende med en forfærdelig mavefornemmelse, så man skulle tro at det måtte være løgn i den anden ende, men hun gjorde virkelig alt det som hun kunne, netop for at skjule det! Det var slet ikke noget som hun ønskede at gøre så åbent og så tydeligt med mindre at det var nødvendigt og det måtte det bare ikke blive! Hun nikkede roligt til hans ord. ”Jeg går ud fra og håber selvfølgelig at resten af den adelige stamme sætter lige så stor pris på det, som det du gjorde, Lucas,” sagde hun roligt og ikke mindst ærligt. Dans var hendes liv, det var bestemt heller ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom, så selvfølgelig var det også noget som hun ønskede at vise ham på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. At han var beskidt, var nu heller ikke noget som hun som sådan valgte at sige noget til, for det var ikke værre end at tøjet kunne vaskes. Hvorfor gøre det hele så frygtelig besværligt? Det var jo heller ikke noget som hun direkte kunne forstå. Hun vendte blikket mod ham. At han skænkede hende et værelse og med det hele, var selvfølgelig noget som hun takkede meget for. ”Jeg sætter stor pris på din venlighed Lucas. Det er heller ikke ofte, at man oplever den nu til dags,” forklarede hun videre. Hun betragtede ham roligt. At en anden kunne eskortere hende til værelset, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til. De havde alle meget at tage sig til og nu hvor hun pludselig skulle stå der og tilfredsstille en hel stamme af kongelige og adelige, var noget som virkelig måtte gøre hende usikker, specielt fordi at kongen jo var vampyr. Han kunne vel fornemme på hende, at der måtte være noget galt når de kom så langt? ”God arbejdslyst.. og… så ses vi jo igen,” sagde hun med et af sine varme smil, som hun vendte om og lod Katarina føre hende op mod værelset. Først nu følte hun for alvor at hun kunne puste lettet ud.

//Out