Still here

[Deleted]

Solen stod højt på himlen. Udenfor var himlen blevet blå og de mange forårsfarver var ved at komme igen. Man kunne ane dem smukke slotshave spirrer smukkere end nogensinde før, roserne var kun blevet større, træerne var endnu engang ved at danne sig den næsten royale krone og græsset var tørt og grønt. Evelyn så ud af de store vinduespartier. Sollyset ramte hendes ansigt, hun badede sig i den behagelige varme som måtte stå ind. Hun burde virkelig begyndte at børste støvet af, men det drømmende blik kunne ikke skjules. For hende var det et tegn på ren og skræ frihed, en frihed som aldrig var blevet hende skænket. Det mørke hår indrammede hendes blide ansigt, hun bed sig næsten sukkersødt i den bløde underlæbe, som hun stod kunne hun være uskyldigheden selv, iført en himmelblå kjole hvorpå der uden over hang et blondet forklæde der kun forhindrede tøjet i at skulle blive beskidt. Det var et elendigt job i forhold til det som hun plejede at blive sendt ud på, men den som end sad på tronen måtte af og det var hendes job at sikre sig det skulle ske, gjorde hun det ikke selv overtog en anden hende som havde hun ikke været andet end en marionet dukke, hun hadede det virklig! Et sted var det jo også derfor hun måtte være lettet over at Gabriel var forsvundet uden at lade hende vide hvor han tog hen eller noget som helst, hun ville aldrig kunne gøre hvad der blev hende krævet, han var hendes ven for pokker! En vagt prikkede hende på skulderen, hun sendte ham et undskyldende smil og så mod de sammenbundene klude i hendes hænder, som hun stille begyndte at skulle lade tører over kanterne. Hun plejede at være hans kammerpige, den personlige, hun måtte fkatisk savne hans selvskab nu skulle hun blot gøre rent hvor man behøvede hende det var noget ganske andet med ham, men det var en evighed siden nu.. og Evelyn var indstillet på at han nok ikke ville komme igen bare sådan. Et suk forlod hendes rosenrøde læber, hun skævede ud mod haven, måske hun kunne tage en tur når engang hun ville være færdig her? Hun savnede vel skovene e et sted? De mange vidundelige planter der gjorde hende i stand til at lege med forskellige kurreringsmidler, hun savnede friheden, et århundrede var gået på dette sted og hun stod stadig fast her, flere gange lystede hun virkelig bare at gøre sit og så komme videren, men når hun endelig stod der, kunne hun ikke få sig selv til det, hendes blide hjerte forbød hende det virkelig. Hun ignorerede larmen omkring sig, selvom de mange stemmer stressede hende, natesøvnen havde ikke været den bedste det skulle hun gerne indrømme, hun var langt fra i humøret til dette. Med rolige skridt ville hun gå mo den trone hun altid havde været så fascineret af, men hendes blik var igen endt mod de store vinduespartier, noget som resulterede i et ordentligt brag efterfuldt af et skrig, da hun var væltet ind i en tjener der bare på den brændende the: Hendes ansigt forvred sig til en grimasse hun prøvede at række ud og hjælpe ham "Undskyld, Sir.. Jeg beklager virkelig" endte hun med den næsten paniske stemme, en så uskyldig pige af hjertet, men med en sjæl sortere end kul.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var langt om længe endt med at skulle komme hjem igen, og denne gang var han i den grad også kommet for at skulle blive. Foråret var endelig på vej og det var noget som så tydeligt kunne mærkes. Der var meget mere at skulle lave nu og det var i den grad også noget af det som kunne mærkes på folket. Ikke bare på Gabriel selv, selvom han stadig måtte slås lidt med at skulle komme ind i de gamle rutiner fra dengang han havde været mindre og yngre. Nu var han virkelig for alvor klar til at skulle tage arbejdet der hvor hans mor havde sluppet det ved hendes død - det som for alvor havde været det som havde tvunget ham af vejen, for han havde virkelig bare haft brug for at skulle tænke det hele helt og holdent igennem. Han havde mistet så meget igennem hans liv, ikke bare hans far og hans elskede tvillingesøster, men tabet af sin mor var virkelig noget af det som gik ham mest på af det hele! Han forlod den kongelige gemak. Bare det at vide, at hans mor havde været her og tilbragt så meget tid her.. endda også alene, var faktisk noget af det som påvirkede ham endnu mere mod det, at han virkelig så inderligt måtte ønske, at han kunne finde hendes sidste jordiske rester og så endelig give hende den begravelse som hun så inderligt fortjente, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Han var næsten iklædt helt hvidt. Vingerne havde han trukket godt ind til sin egen krop, hvor den smukke hvide nuance gik i et med den hvide skjorte som hvilede så trygt omkring hans overkrop. Om livet havde han sit bælte og de fine bukser. Han var kongelig og han gjorde virkelig heller ikke noget som helst, for at skulle kunne lægge det mindste skjul på det overhovedet. Han havde nu heller ikke noget imod, at skulle ned og blive beskidt, det havde han aldrig nogensinde haft. Man lærte vel igennem egne erfaringer vel? Han trådte roligt ind i den store tronsal, mest også for at skulle finde Evelyn. Han havde allerede spurgt meget til hende, efter han kom til byen igen og havde virkelig ikke kunne få sig til andet end bare at håbe på, at hun endnu ville være til stede og det var noget som han havde fået bekræftet. Efter at Amaryllis havde valgt, at skulle droppe de kongelige pligter, så havde han valgt, at skulle slå til og tage det som rettemæssigt også tilhørte ham. Og han agtede så sandelig også, at skulle gøre det så godt som det ville være ham overhovedet muligt, for hans mors navn, var i den grad ikke noget som han ville grisse til på den ene eller den anden måde. Kronen havde han ikke på, lige den kunne han virkelig ikke fordrage at skulle gå rundt med. Et stille smil passerede roligt hans læber. Han bredte vingerne stille, satte af og fløj roligt, dog yndigt i retning af Evelyn som han var i stand til at genkende på denne lange vej. Hun var ikke bare hans kammerpige - eller havde været, men hun var virkelig også en utrolig fantastisk veninde som han bare ikke ville kunne få sig selv til at skulle give slip på igen.. Det kunne han virkelig bare ikke! Han landede lige ved hende og med de grønne øjne hvilende på hendes skikkelse. Han lod hånden roligt og stille søge mod hendes skulder. "Alle har deres opgave, Evelyn," sagde han roligt, dog med en rolig og dyb stemme, selvom han virkelig måtte anstrenge sig for at skulle holde masken for ikke at ende med at grine. Han havde savnet hende, det var der bestemt ikke nogen tvivl om. Han slap hendes skulder roligt. Selv så han ud ligesom dengang. Han var bare blevet meget mere voksen end det som han lige havde været dengang. Han var blevet en mand.

[Deleted]

Evelyn stod med det fuldkommen overgivende og ikke mindst undskyldende blik, man skulle ikke tro at en ung så uskyldig kvinde som hende kunne gøre så grusomme ting som det hun til tider gjorde, som dengang hun var vågnet op ved siden af hendes døde forlovede og hun huskede end ikke hvad der var sket, det var blot gået op for hende nu at hun var legetøj for mørket, hun var endnu en tjenerinde der måtte gøre som hun blev bedt om hvis hun selv skulle have den mindste chance for leve. Naturen var en ting som altid havde betaget hende, hun beundrede den som bare fanden efterhånden var det også hendes stærke punkter, hun kendte den ud og ind, forstod dets mysterier, det var vel også grunden til hun et sted følte sig fanget på slottet? Hun kunne virkelig bare ikke få sig selv til at gøre hvad det krævedes af hende før hun kunne forlade det, det var et århundrede siden hun var kommet hertil og det føltedes virkelig som en mindre evighed. Alle de r og var gået og ikke det mindste forandrede hun sig ud over hun var blevet langt mere en kvinde. Hendes hår var blevet længere, bølgede smukt over hendes skuldre og indrammede hendes blide ansigt, kroppen var blevet lant mere velformet og for alvor kunne man nu se hun på sit vis var en ksønhed trods hun ikke selv så det. Fast med Evelyn sig i den bløde underlæbe, forsøgte at rette op på hendes fejl men uden den mindste form af held, hun var virkelig begyndt at blive alt for klodset siden foråret sprang ud! At Gabriel var vendt hjem var endnu ikke nogett som var nået hende for ører, han var virkelig endt som en nær ven og pludselig var han bare væk, hun måtte erkende at hun tænke å ham ganske ofte, men hun ville ikke lede efter ham det ville kun sætte hende i en situation som hun ikke ønskede at stå i. Ville han holde af hende hvis hun fortalte omkring hendes problemer? At hun var gift med mørket? Måtte gøre som det blev bedt hende eller hendes krop ville blive overtaget og hun mistede alt form af kontrol? Og hendes job i mange år havde været at slå ham ihjel? Dørene gik op, hendes blik var dog travlt optaget af manden foran hende, der forgævedes forsøgte at rense den kogende the væk, mens hun selv stod mere eller mindre hjælpeløs, hun hadede det! Hånden mod hendes skulder, fik det til at gippe i hende, og hun måtte slippe et gisp, vende sig en halv omgang ganske hurtigt. Blikket som mødte den velkendte skikkelse, det varme smil og de kærlige øjne som hun altid havde beundret noget så dybt. Smilet bredte sig for første gang i frygtelig lang tid over hendes læber, og blikket blev som et barns ved juletid. Hun lod til at glemme alt omkring den tjener som stod bag hende, slog armene om nakken til Gabriel "Gabriel!" udbrød hun med den blide stemme så ivrig lige nu. Hun havde uden tvivl savet ham. For flere sekunder holdte hun bare om ham, til det gik op for hende var der egentlig ville ske ved dette.. Amaryllis var væk.. Tronen var retmæssigt hans. Smilet falmede straks hun slap ham stille og rystede let på hovedet "Hvad.. Du.. Du kan ikke være tilbage" stammede hun næsten målløs med en helt anden tone, næsten med panik. Det ville indebære... Hun ville aldrig kunne.. Hænderne foldede sig stille foran hende. Hun direkte tvang et smil frem der mere endte i en grimasse "Det er godt at se dig" ærligt, dog med uro ".. Undskyld mig.. jeg har noget at gøre" hun drejede om på hælen satte kursen mod døren, nu måtte hun tænke. Dette ville ende galt, det var meningen det skulle være et glædeligt gensyn, det var det jo et sted hun havde savnet ham hun var glad for at se ham, men det skulle ikke foregå som dette.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Amaryllis var væk og tronen var nu endelig også kommet til Gabriel og det var noget som han i den grad agtede, at skulle holde fast i. Noget af det som han havde savnet mest ved slottet, det var faktisk Evelyn og hendes dejlige selskab. Han var blevet meget mere fordomsfuld efter det som var sket i hans tidligere år og det var nu hvor de mange tanker endelig var faldet på plads for ham, for ikke at glemme, at han ville føre sin nivøs holdninger, regler og love ud i livet. Ingen fra mørket skulle have lov til at blive her i landet uden at han selv havde givet sin tilladelse til det på nogen måde overhovedet! Evelyn havde genkendt ham og det var noget af det som glædet ham mest. Armene slog han omkring hendes slanke liv, da hun valgte at skulle kaste sig omkring hans nakke. Hvilket han i den grad virkelig ikke havde noget som helst imod overhovedet. At være så savnet, var noget af det som kun måtte gøre det hele så meget bedre for hans vedkommende. Det i sig selv, var virkelig ikke nogt som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Det kunne han virkeig ikke. Han sendte hende et varmt smil og selv med et kort og let grin. Dette var virkelig meget mere end det som han virkelig havde turde, at skulle tænke på, selvom det i den grad var noget af det som måtte gøre ham så glad. Det var i den grad ekstrem dejligt, at skulle være så savnet som det han måtte være lige for øjeblikket. "Det er dejligt, at vide at man har været savnet," sagde han dog med en mere munter tone som kun måtte vise at han virkelig ikke havde forandret sig så meget som man egentlig skulle have troet. Han var stadig den samme som han altid havde været, den selv samme knægt som han havde været før og en som man i den grad også ville kunne være i stand til at skulle betegne som en ven. Han slap hende stille, selvom hele hendes maske måtte ændre sig på ingen tid. Det var noget af det som han så kraftigt måtte reagere på. Han slap hende stille og lod hovedet søge let på sned. Hendes ord.. alt var virkelig det stik modsatte af den måde som hun havde reageret på for bare et lille øjeblik siden og det var noget som han i den grad måtte reagere noget så kraftigt på. Han blinkede let med øjnene og klart med undringen i ansigtet. "... Evelyn?" Han så blot efter hende da hun bare gik i retningen af døren. Hvad pokker var der egentlig som foregik? Han spredte vingerne roligt, og dog så yndefuldt og satte ganske så hurtigt af fra gulvet, tog hurtigt en tur over hende, for at lande lige foran døren og foran hende. Blikket søgte hendes direkte. Han var måske ikke ung og dum længere, men han ønskede da stadig at finde hoved og hale i det som skete omkring ham. "Evenlyn, hvad er det som foregår her..?" spurgte han med en dog rolig og fattet tone. Det var ikke just de ord og de handlinger som ikke gik hånd i hånd, men også hendes toneleje var noget som måtte sige ham, at der var et eller andet galt. Han havde savnet hende, så dette var faktisk noget som måtte gøre ondt selv på ham og det var noget som han aldrig havde været god til at skjule for hende og hende da specielt. Han lod armene søge stille over kors. "Først kaster du dig om min nakke.." Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken alene, for det havde virkelig gjort ham glad. "Til at gøre det her.. du .. går bare?" Han hævede undrende det ene bryn. Der var i den grad alt for mange ting som ikke gav nogen som helst mening for ham overhovedet og han agtede i den grad at skulle finde ud af det.

[Deleted]

Et sted måtte det faktisk lette Evelyn at Amaryllis var væk nu, faktisk så havde de seneste mange år været ganske hetiske hun var gået fra at være hans kammerpige, selv på trods mange af timerne gik liges meget med gå og le med ham som at gøre rent, hvor hun i mange år nu måtte gøre hvad alle andre bad hende om og måtte lade sig kostes rundt med og hun hadede det mildest talt! Den eneste som rent faktisk havde snakket til hende som en veninde ud over ham var hans kære tante Keischa, en kvinde hun rent faktisk måtte savne en smule, men igen for alle parter var det bedst for dem hun holdte af ikke at være i hendes nærhed, hun vidste at dette var hendes helt store prøvelse og det var den eneste grund til at hendes sind endnu ikke var blevet overtaget, det var meningen at hun selv skulle klare dette med egne evner og med eget hjerte, ikke fordi hun lystede og da slet ikke hvis det betød hun igen havde til opgave at skulle skade den eneste ven hun nogensinde havde haft, ud over den sidste som hun jo rent faktisk var endt med at slå ihjel og hun anede ikke hvordan. Hun kendte ham så langt bedre end han kendte hende, hun var nødt til at holde hendes hemmeligheder og et sted så hadede hun det, hun var end ikke sikker på at han vidste hun selv bar de onde racer i sig og det også var grunden til hun til tider måtte kæmpe med sig selv i mørket og i lyset, det hjerte af guld men den sjæl af en skygge. Selvfølgelig havde hun genkendt ham! Hun savnede ham hver eneste dag, savnede en at le med og af som de havde gjort, hun nød virkelig hans selvskab og hun kunne virkelig heller ikke komme uden om at hun af hjertet var glad for at se ham igen, desværre var fornuften ikke helt enig med hende kun fordi hun vidste hvad det ville indebære, hun kendte konsekvensen af det, og det var virkelig ikke ens om hun ønskede at skulle tage for noget i verden. Hendes skridt var ganske målrettet mod døren, hun hørte ham kalde hendes navn og et sted så ønskede hun virkelig at vende om, holde mereom ham og ønske ham velkommen tilbage men hun kunne ikke gøre det her mere, hun kunne ikke gøre det igen det var en opgave hun ikke magtede hendes hjerte kom i vejen. Et suk forlod hendes læber, hun lyttede til lyden af vingeslag som måtte ende med at tage til, og hun vidste han kom nær. Da hans skikkelse endnu engang måtte hnde foran hende, endte hun helt per automatik med at skulle stoppe op. En svag farve tog til i hendes kinder, hun bed sig i læben og lod det stille blik slås mod hendes fødder "Jeg.. Der foregår intet, Gabriel" endte hun stille, lod blikket møde hans og tvang et smil frem over hendes læber "Jeg er virkelig glad for at have dig tilbage, men der er noget jeg må ordne.. pligter du ved" hovedet søgte let på sned, lod de lange mørke lokker glide om hendes ene skulder. Tanken om hans arme omkring hende var faktisk en som kun måtte få hende til at smile det var end ikke noget som hun havde oplevet i tiden hvor hun arbejdede udelukkende for ham det var jo ganske det som hun var blevet ansat til. Samvittigheden stak til hende, hun kunne ikke fortælle ham sandheden og hun kunne ikke fordrage at lyve, specielt ikke overfor ham, men igen det var nok den mest uskyldige ting for hende at gøre hun havde før gjort langt værre ting, og det var virkelig ikke noget som hun ønskede han skulle opleve. Hun behøvede hjælp, men hun kunne ikke være ærlig, hun frygtede virkelig kun at det ville få ham til kaste hende helt fra sig, ud af slottet, ud af landet og så ville hun selv ende med at afgå ved døden, det var et spil om det, hver gang hun rykkede en brik var det en mere dag ved livet, hvilket ville sige hun var nødt til hele tiden rykke frem, men en dag ville det uden tvivl knuse hendes hjerte hvis det var det som krævedes af hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvis der var en ting som Gabriel bare ikke kunne tåle, så var det at skulle blive løjet direkte op i ansigtet. Han kendte Evelyn ganske godt - gik han da ud fra, selvom det efterhånden var ved at være så forbandet lang tid siden han havde set hende sidst og ja, han havde fandeme savnet hende noget så voldsomt! Tronen var hans, han havde sine tanker, sine ideologier som skulle ud til folket og han havde i den grad også sin måde at gøre det på, og han havde i den grad også valgt, at lade det hele ske i hans mors navn, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Han havde virkelig noget at skulle leve op til og han vidste, at han ikke var i stand til at skulle gøre det alene. Det var ikke pligter som ville tunge hende på den måde, i så fald kunne de jo fint vente. Helt dum var han jo heller ikke, han kunne vel hurtigt gætte sig frem til, at det måtte være noget ganske andet som måtte plage hende og det var noget af det som måtte bekymre ham. Han kunne se det på hende, den måde hun faktisk.. undgik ham halvt om halvt på. Det gik ham faktisk tydeligt på, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede stille. "Evelyn, jeg er virkelig ikke dum, jeg kan se på dig ,at det er andet end pligterne som går dig på.." afviste han med en mere kontrolleret stemme. Hvis noget gik hende på, så gik det i den grad også ham på og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han havde tilladt sig selv, at skulle tage hende i favnen og han fortrød virkelig ikke, selvom han vidste, at det heller ikke var noget som var godt set, så raget det ham mildest set på alle måder, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke nogen tvivl om, at han havde det godt som det var nu. Han gik hende stille i møde, dette ville han have ordnet. Hvis landet skulle fungere, så skulle de også have orden på det som foregik omkring dem og på slottet specielt. Var der kaos på kongehuset, så var der kaos i landet - logisk set i hans øjne og han ville ikke have at det skulle være sådan! Han vendte blikket kort i retning af dem som allerede var til stede. "Forlad os!" sagde han med en kortfattet, dog meget fast tone. De brugte ikke lang tid på at forlade salen og efterlod ham og Evelyn alene. Han vendte sig mod hende, da de store døre var endt med at skulle gå i. Hvad hun var, var han jo egentlig ikke klar over.. ikke de mørke racer vel at mærke, men dog alligevel af den grund, så havde han jo også valgt at skulle lade hende blive her og det var endda noget af det som han holdt godt fast i. Marius og hans udkårne Melody havde fået samme besked, at de intet havde at skulle frygte. Han lod armen søge omkring hendes liv, hvor han førte hende op til tronen og ganske roligt og med største vilje, valgte at skulle placere hende i den, hvor han roligt gik i knæ ved det ene armlæn og med blikket hvilende på hende. Han holdt forbandet meget af hende og det, at han bare var taget væk fra hende af, var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde gjort, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tungen fugtede læberne ganske kort. Han ville virkelig ikke give hende noget andet valg, end at fortælle det. Blikket faldt mod hende, næsten med en bekymring i blikket. Han havde manglet hende så meget. "Jeg ved at du har meget at lave.. du har alt for meget at lave, Evelyn.. det er ikke det som plager dig, jeg kan se det i dit blik," påpegede han med en rolig og dæmpet stemme. Det bekymrede ham faktisk og det bekymrede ham i den grad også så frygtelig meget. De grønne øjne faldt direkte til hendes eget blik og uden, at han så nogen anden vej overhovedet. "Jeg ønsker virkelig ikke, at du skal afvise mig på den måde.." afsluttede han stille. At det jo faktisk var noget som gjorde ondt på ham, var vel også ganske tydeligt for hende?

[Deleted]

Det var virkelig langt fra fordi Evelyn nød tanken om at stå og lyve direkte overfor ham, løgne var i det hele taget slet ikke en ting som hun gik ind for, men lige her måtte hun vel også bare se at det var nødvendigt, han var netop kommet tilbage hun ville ikke begynde at bekymre ham allerede fra starten af. At han måtte være tilbage på tronen var så en ting som hun måtte afsky, ikke fordi han var en dårlig konge, hun havde derimod troen på at han ville gøre et helt fantastisk job og kun for landets bedste, han ville blive den nye lykkesmed, men for hendes del betød det kun problemer ikke mindst fordi hun udemærket var klar over at hun aldrig ville blive i stand til at skulle slå ham ihjel, 30 år hvor hvor eneste dag var blevet brugt i hans selvskab flere timer om dagen og det var som om der ikke rigtig var sket noget, ej heller med de efterfølgende konger og dronninger som sad på pladsen. På det personlige plan kendte han hende langt bedre end nogen anden, men der var så mange hemmeligheder for ham som han ikke kendte den mindste til, og som hun frygtede for hvordan han ville regere på hvis han fik det at vide.Hendes hjerte bankede fast mod brystet, hun mod jorden, han havde jo ganske ret det var slet ikke de mange pligter som plagede hende men derimod den manglende frihed, hun hadede mildest talt de dilemmaer som hun altid blev sat i! "Du har været væk i.. Gud ved hvor mange år.. Jeg lover dig der er intet som går mig på" svarede hun lettere usikkert, ikke bebrejdende eller noget som helst. Et sted så måtte hun virkelig være i tvivl når der var andre end bare de to og hun kaldte ham ved fornavn frem for den royale titel hun virkelig burde, hun var ham slet ikke ligeværdig hverken personligt eller generelt set. Han var konge og hun var en sølle ansat. Måske hun arbejdede på slottet men igen det var kun som en sølle tjenestepige, hun var i hendes øjne ikke en del af kongehuset, mange af selv de øvrige ansatte kendte end ikke hendes navn, hun kunne ikke skabe splid med mindre at han sad på den trone og det var det som hun ikke ønskede! Blikekt fulgte stille de mange tjenestefolk ud, hun måtte føle sig en smule ubekvemt, det var som om det opstod en underlig følelse så snart de var alene, og det fandt hun hurtigt ud af ikke havde ændret sig selv efter alle de år der var gået i adskillelse. Armen om hendes liv fik en underlig sitren under huden og dog så var hun underlig urolig, hun forbandede langt væk at han kendte hende som det! Hun blev tvunget ned i stolen, sad der kun for ganske kort inden hun hurtigt fik sig rejst dog uden at gå nogen vejne "Det er jeg ikke værdig" påpegede hun med et lettere undskyldende blik "Jeg har frygtelig meget at give mig til, Gabriel jeg er ikke ligefrem kammerpige mere" et lille træk blev synligt i hendes mundvie det svandt dog ganske hurtig bort igen og blev erstattet med en rødmen i hendes kinder. Det hele var en stor løgn og for hvert ord som forlod hendes læber stak samvittigheden dybere og dybere, det var direkte læseligt i hendes blik, og da specielt for en så nær som ham. De krystalblå øjne faldt i hans, så uskyldige som hendes hjerte og alligevel med den rene løgn siddende i en form af torn i dem "Det er ikke for at afvise dig, Gabriel, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige" hun trak svagt på skuldrende, lod de slanke fingrer glide igennem de mørke lokker. Igen måtte hun tage det faste greb omkring hendes underlæbe og slå blikket mod jorden. Hendes liv var en stor løgn og alligevel så var det så langt værre at skulle stå foran ham og skænke ham intet andet end den direkte løgn.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var klar over, at hans lange fraværende aldrig nogensinde ville kunne undskyldes med noget som helst, hvad end om han ville det eller ikke. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at kaste sig direkte ind i kampen for at bevise, at han var endt det rette sted og at det var her, at han måtte være, da det var det som var det mest rigtige for ham. Desuden så ønskede han virkelig også at skulle vise sin mor, at dette var noget som han faktisk kunne finde ud af. Nu havde han stået på sidelinjen igennem så ekstremt mange år og nu var det efterhånden på tide, at han selv kunne få lov til at vise sit vær på denne her måde, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rejste sig selv lige så hurtigt som da hun havde formået at skulle rejse sig selv. For ham var tronen virkelig bare en stol som han måtte sidde i, den bar virkelig ikke det tegn tl respekt for ham som den måske havde været for så mange andre. Han vendte sig stille i retningen af hende og uden at skulle ændre minen det mindste. Den var stadig lige så bekymrende som da hun havde valgt, at skulle trække sig ud af hans favn, selvom han virkelig havde nydt at skulle stå der med hende iden. Han knyttede hænderne stille, selvom det var en handling som forblev udei det skjulte af alle grunde for ham. Han rystede stille på hovedet. "Meget vel.." sagde han roligt. Bare det faktum, at hun faktisk måtte stå og lyve ham direkte op i ansigtet, var noget som i den grad måtte gøre ondt. Meget havde han skulle slås med igennem hans liv, men det at blive løjet for og på denne måde som hun gjorde det på.. for ikke at glemme, at hun virkelig også var den som han holdt mest af, af alle som man overhovedet vil kunne tænke sig til, var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han trak vejret dybt og rystede stille på hovedet. "Hvorfor lyve du for mig, Evelyn?" spurgte han denne gang meget direkte måske, men han måtte virkelig bare spørge. Det gjorde ondt. Hvis der var noget som han bare ikke var i stand til at skulle tåle så var det i den grad at skulle blive løjet direkte op i det åbne ansigt. Nu var de alene, hun ville være i stand til at skulle tale frit til ham omkring hvad som helst, som de altid havde gjort det, hvorfor havde det ændret sig bare på grund af, at han havde været væk på denne her måde? I hans øjne var det virkelig noget af det værste ved det hele. "Det kan jeg hurtigt gøre dig til, Evelyn, hvis det bliver for meget... Du kunne for eksempel starte med at give mig sandheden istedet for alle disse mange historier?" foreslog han igen meget direkte. Der lignede han sin mor forbandet meget og han vidste det. Han havde jo fået forbandet mange år sammen med hende, hvilket ikke var noget som hans yngste lillebror vil kunne prale af, så meget vidste han jo trods alt også. Hvis hun ikke vidste h vad hun skulle sige, så kunne hun vel bare give ham den direkte, for det ville de i den grad få meget mere ud af, end alt det andet som man lige kunne tænke sig til på denne måde, det var der virkelig ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det var ikke just fordi at hun gjorde denne situation nem for ham på nogen måde, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Han valgte selv at skulle sætte sig ned i tronen, satte sig roligt tilbage og stadig med armene korslagte og uden at skulle tage blikket det mindste fra hende overhovedet. Han holdt af hende, så meget vidste han da og det var virkelig også derfor at dettte måtte bekymre ham så meget.. var hun virkelig bange for at han ikke vil kunne takle sandheden..? Var det derfor hun ikke ville fortælle ham det? Alt for mange tanker kørte rundt i hans hoved og det var i den grad ikke noget af det som man kunne beskrive som ren og skær positivt. Tvært imod.

[Deleted]

Det va virkelig ikke fordi at Evelyn bebrejdede ham på nogen tænkelig måde for at forsvinde, hun ville trods alt ikke bestemme over hvad pokker han skulle gøre og ikkegøre, desuden så var hun ganske sikker på at han havde haft en ganske god grund, det der så måtte gøre ondt i virkeligheden, var den tanke at han intet havde valgt at sige til hende før han var taget afsted, hun var blot vågnet op en morgen og pludselig var alt kaos fordi han var væk, og hun anede intet om hvor han var taget afsted hvilket på sit vis havde været en lettende tanke det ville sige at hun for nu ville være fir for en opgave som hun aldrig selv ville kunn fuldfører, men nu var han her igen,pausen var slut hun burde gøre hvad det hele tiden havde været meningen hun skulle gøre, men hun fik virkelig bare ikke sig selv til det. Igen så var Evelyn ekstremt ydmyg, i hendes øjne så var den trone noget ganske særligt, kun en konge eller en dronning værdig og hun kunne ikke ligefrem sige sig at være noget som helst af det, ikke at det interesserede hende, det var jo ikke ligefrem de kongelige hun vidste mest om, faktisk havde hun intet anet omkring dem i starten da hun var ankommet for at blive hans kammerpige, en tid som hun rent faktisk måtte savne. Hun kunne ikke komme uden om at hun virkelig nød at skulle stå i hans favn for et kort sekund turde hun sværge at der havde været en form for forbindelse til ham som hun aldrig før følte men igen en lille dum tøs' indbildninger vel? At han gled ned i stolen tog hun sig ikke frygtelig meget af, vendte sig blot mod ham med den urolige mine, og hænderne som stille foldede sig foran hende. Hun var klar over at hun burde være ærlig frem for at blive ved med at skulle køre en så tydelig løgn, men der ville være så mange konsekvenser af de mange sandheder, alt for mange sandheder i hendes hovede, tanker som hver dag måtte give hende hovedpine og gøre hendes dag grå og irriteret, selv på trods at solen skinnede uden for hendes vindue og hun måtte længes derud. Hun var blevet grebet i hendes løgn der var frygtelig tydelig, løgne som intet havde at gøre med hans rejse overhovedet, hun ønskede at tale med ham kvit og frit som de kunne nu hvor alle andre var sendt ud, hvad måtte de ikke tænke? "Du burde ikke bekymre dig om mig. Du er netop kommet hjem, jeg er glad for at se dig" igen et forsøg på at slippe ud af den suppedas som hun var havet i, hun prøvede med et forsigtigt smil, det gik dog hurtigt op for hende at han virkelig mente det hun var nødt til at åbne munden hvis hun ville herfra. Flere gange åbnede hun munden bare for at lukke den igen kun fordi ikke så meget som en lyd kom ud, det var som om ordene bare satte sig fast.. Hvad skulle hun i det hele taget sige? 'Rejs væk igen eller jeg er nødt til at slå dig ihjel'? Det beskrev jo virkelig hvor meget hun holdte af ham. Hun himlede let med øjnene "Tro mig.. Du ønsker ikke at vide om sandheden, for nu er det bedst hvis du intet ved, okay?" det bedste som hun kom på, alligevel fik hun ikke sig til at se ham i vlikket end ikke det så hun sig selv værdig nok til mere, hendes hænder var så beskidte, hendes blod løb koldt i hendes årer, der var ikke noget valg, de hemmeligheder ville hvile bedst som hemmeligheder frem for noget andet, og hun tiggede og bad virkelig om at han bare ville forstå det. Selv var det ikke meget som hun havde fået æren af at snakke med hans mor, hun undgik for det meste de royale, hun ønskede virkelig ikke at udgøøre nogen skade det havde hun aldrig ønsket, men hun styrede det ikke længe selv hun var livsfarlig, om man ville tro det eller ej hun var ikke til at stole på og ikke fordi hun ikke ville, men fordi et bæst tvang hende til at vende at som var hende nært ryggen, og lige der ville hun aldrig tilgive sig selv om der skulle ske ham noget.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville vide det nu, der var virkelig ikke nogen anden vej at skulle gå. Nok var han lige kommet tilbage efter at have været væk i næsten et helt århundrede, men også de år som han havde tilbragt sammen med Evelyn. Når det kom til hende, så var han virkelig fuldstændig ligeglad når det kom til den høflige tale. Det var dog noget som han stadig valgte, at skulle opretholde når han var omkring alle mulige andre på denne måde, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. At der var noget rivende galt, så var det noget som han ville ordne op i, for han kunne virkelig ikke tvinge et land til at fungere, så længe, at der var disse hemmeligheder på slottet og det var noget som i hans øjne, i den grad bare måtte sige sig selv hvad end om han ville det eller ikke, så var der virkelig ikke mere at sige om den sag. Han blev siddende i tronen, ikke rank som en kongelig normalt ville have gjort det, for i hans øjne, var det virkelig bare en stol. Han var ligesom sin mor på det punkt og det var der i den grad også mange som havde valgt, at skulle kommentere, hvad end om han ville eller ikke, så havde han virkelig meget af hende i sig. Han havde virkelig elsket, at skulle have hende i favnen, for ikke at glemme bare den lille del med, at han kunne få lov til at være som enhver anden og ikke skulle under nogen særbehandling udelukkende på grund af hans navn og hvad han var født til, for det var i den grad heller ikke noget som han havde valgt på egen hånd! De grønne øjne hvilede på hende. Hun var i den grad grebet i hendes egne løgne og hvis der var noget som han ikke kunne døje, så var det i den grad at blive løjet direkte op i det åbne ansigt, selvom han for nu bare valgte, at skulle bide det i sig, også mere for sin egen skyld selvfølgelig. Men han ønskede virkelig ikke, at det skulle køre skævt med hende, nu hvor de også havde tilbragt så mange år i hinandens selskab og han elskede det virkelig. Han stirrede blot på hende ved hendes første ord. Det var i den grad ikke den forklaring som han ønskede at skulle lytte til, det var der i den grad heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned frem til de andre ord kom. Det var da virkelig kun tydeligt for ham, at dette faktisk var ganske så alvorligt, hvilket han så utrolig hurtigt kunne bide sig fast i, det var der vikrleig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Igen tvang han sig op på benene og uden at skulle tage blikket fra hende. Hvordan kunne hun dog tro, at han vil kunne rende rundt og bare lade sig falme rundt i ren og skær uvidenhed? "Evelyn.. Jeg ønsker at vide, hvad der plager dig ved min hjemkomst. Please stop med alle de andre omveje og fortæl mig det.. Vi kan løse det," fastholdt han med den samme faste tone fra før af, det i sig selv, var virkelig ikke noget som han kunne komme det indste udenom lige for øjeblikket. Dette var noget som han ønskede at få løst, hvis han da bare vidste hvor stort problemets omfang nu måtte være og der vidste han virkelig ikke noget som helst og det i sig selv, var direkte en forfærdelig frustrerende tanke for ham! Han tog et skridt mod hende. Han holdt forbandet meget af hende, og han ønskede i den grad heller ikke, at det skulle ende gang. "Lige her vil jeg ikke være i stand til at tro på dig. Fortæl mig det," bad han med en rolig og fattet mine. Det var i sig selv, forbandet tydeligt, at det måtte være ganske alvorligt, hvad end om han ville det eller ikke, så var det allerede noget i sig selv, som måtte påvirke ham i den ene eller i den anden retning. Det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod hånden stille lukke sig omkring hendes den ene, blot for at fange hendes opmærksomhed til fulde. Han var ikke længere den lille knægt som han havde været dengang hun sidst havde set ham, ung, dum og uerfaren. Han var blevet en mand, han greb tyren ved hornene og løste de konflikter som måtte dukke op på vejen. Man kom virkelig ikke nogen vej ved at skulle gøre det anderledes uanset hvad end om han ville det eller ikke. Blikket søgte hendes, dog alligevel fast og med den snert af beden for, at hun bare ville lukke op og fortælle hvad problemet måtte være.

[Deleted]

Det var virkelig ikke meningen at han skulle have fået færden af hendes bekymring men et sted havde den vel været alt for tydelig? Hun var så glad for at se ham men tanken om hvad som før eller siden ville blive forventet af hende skræmte hende direkte, det var virkelig ikke det som hun ønskede at skulle gøre, hun ønskede ikke at skade ham og ligenu ønskede hun blot at finde en vej ud af det helvede som hun var endt i, og det var et sølle håb, ikke mindst fordi det var noget som hun havde forsøgt sig på i det som efterhånden måtte minde om en mindre evighed, der var ingen vej uden om, hun var bundet på hænder og fødder for resten af hendes liv, hun fortjente ikke det bankende hjerte som hun var blevet skænket, det var noget som hun måtte holde fast i. De hemmeligheder som Evelyn holdte så tæt til kroppen kunne i sidste ende, ende med at vedrøre hele folket, men det var så langt mere at gøre med ham personligt, de hemmeligheder var livsfarlige for dem begge at han kendte til, men på den anden side så var hun blevet træt af løgnen! Træt af altid at skulle stå alene, selv på trods af det faktum hun hver dag var omringet af ekstremt mange mennesker så havde hun aldrig følt sig mere alene, hver gang der endelig kom en ind hun holdte af, kunne hun ikke komme tæt på kun i frygt for hvad hun ville ende med at gøre ved vedkommende uden at være klar over det, hun var nødt til at kæmpe alene med alle tanker, alle følelser, alting og til tider var det virkelig for meget selv for hende. Måske at Evelyn virkelig nærede respekten for de kongelige og for alt de stod for, men det var vel ganske tydeligt at Gabriel var langt mere end bare hendes konge? At springe i armene på ham var ikke ligefrem det man kunne forbinde som en typisk genforening mellem konge og folk, og et sted måtte hun jo så erkende at det at hans arme var endt omkring hende kun for at trække hende tæt, kun var en tanke som kunne få hende til at smile, det var langt mere end hun turde håbe på, hun holdte virkelig af den mand det var derfor dette var så pokkers svært, hun måtte ikke holde af ham! Hun mente ikke at lyve ham direkte i det åbne ansigt det var der ingen ære i men hun havde virkelig intet valg, for det første så ville han hade hende om hun fortalte sandheden, og for det andet s ville det sætte begge deres liv i farer og det var slet intet hun ønskede, ikke så meget hvad angik hendes eget hun fortjente ikke livet, desuden var hun langt mere værd død end levende, mindre farlig om ikke andet, men han måtte for guds skyld ikke komme noget til. Ud af øjenrkogen anede hun ham rejse sig fra stolen, hun kunne føle hans høje skikkelse over hende mens hendes blik endnu måtte hvile i gulvet "Dette er et problem som ingen løsning har" endte hun kort for hovedet. HUn var ikke kendt for at være pessemistisk, men lige her var det en ærlighed hun havde forsøgt en løsning i så mange år nu men uanset hvad hun gjorde så viste det sig at være umuligt. Evelyn følte sig virkelig i et dilemmea på den ene side ønskede hun for første gang i frygtelig lang tid at være ærlig, gøre hvad hendes hjerte bad hende om frem for fornuften men det var en virkelig stor risiko at gøre. Hun trippede lettere nervøst bed sig så fast i læben og havde ingen idé om hvordan pokker hun sneg sig ud af den kattepine hun var endt i,f or flere minutter opstod der kun ren og skær stilhed. Hånden som endte omkring hendes trak i hendes fulde opmærksomhed. Hjertet hamrede en smule, og næsten helt per automatik endte de isblå øjne i hans, næsten med en overgivende mine, noget var hun vel nødt til at sige? De var begge blevet mere modne, selv på trods hun stadig var den lette usikre unge kvinde, og det var nok noget som hun altid ville være, bare tanken om den evige løgn slog hende ganske stille go roligt ihjel på indsiden, kun på grund af den måtte hun tage hendes ord til gode overvejelser "Det.. Gabriel det er kompliceret og det kan koste langt mere end jeg ønsker, så vær sød at lade det ligge det vil ikke gavne os" bad hun i den næsten tiggende tone. Hun ville ikke miste ham igen, ikke nu hvor han endelig var hos hende, og det var selvom hun i sidste ende aldrig ville kunne holde af ham som hun gjorde uden de store konsekvenser.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel blev stående med hendes hånd i sin egen. Hvis det var så alvorligt som han næsten kunne fornemme det, så ønskede han i den grad at vide, hvad der måtte foregå omkring ham. Han var lige kommet hjem efter at have været væk i.. ja gud ved hvor mange år, for lang tid, det havde det i den grad været, og dog, så måtte han slet ikke fortryde at han havde handlet som han nu havde valgt, at skulle gøre det. Han var blevet voksen og det var nu at han virkelig for alvor, følte at han var i stand til at skulle indtage tronen og kalde den for sin egen, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lukkede hånden mere omkring hendes. At hun løj ham direkte op i det åbne ansigt, var i den grad heller ikke noget som ville gavne nogen af dem overhovedet og så meget vidste han. Hvis det var så alvorligt at det ikke havde nogen løsning, så skulle de nok finde en. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle kæmpe med det alene, hvis han selv stod der med mulighederne for at gøre det anderledes, om end ikke andet, så ville han sikkert være i stand til at hjælpe hende på den ene eller den anden måde, hvis hun dog bare ville give ham muligheden for det i den anden ende og det var i den grad også det som han måtte sidde der og vente på, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. De mørke grønne øjne fæstede sig direkte til hendes blik og ikke mindst selv bedende til at hun bare ville fortælle ham det. At hun selv var sprunget ham i favnen, var en tanke som kun måtte få ham til at smile. Hun havde i den grad været noget som han ville definere som en ven og det var klart ikke noget som han sagde om særlig mange efterhånden. Tvært imod, så var han så forbandet forsigtig med hvem som han valgte at skulle lukke tæt på sig og det var specielt noget som havde været stærkt fremtræden efter hans mors død. Han foragtede mørke væsner og det var ekstremt få som overhovedet havde fået lov til at skulle forblive på denne side af muren. De skulle alle have hans personlige tilladelse til det, ellers ville det slet ikke komme på tale og selv var flere mindre grupper sendt ud i landet, for at få sendt resten på port. Måske, at det var hårde tiltag, men som oftest, så ville han se på landet som mere gavnet uden at skulle have dem til at rende rundt og forpeste det hele. Der hvor han var meget han af den samme mening som den kære Andrew, men lige her, måtte han desværre være meget enig med ham. Han rystede stille på hovedet ved hendes ord. Hun havde løjet og det var sellv noget som han i sig selv, havde klare problemer med at skulle acceptere i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Alt har en løsning, Evelyn om jeg så selv skal hjælpe dig med at finde den," sagde han som det første. Noget plaget hende, det kunne han da se og mærke, det ville virkelig være helt umuligt for ham, at skulle lægge det til side nu og stirre sig blind på det istedet. Det var da ikke noget som hun ville være i stand til at skulle kræve af ham bare sådan uden videre. Det ville jo heller ikke gavne ham det mindste, hvis han skulle regere et land uden at vide hvad der skete på indsiden af slottets murer. Han sukkede stille, mødte hendes øjne og holdt fast i hendes blik med hans eget. Den frie hånd lukkede han omkring hendes hånd, endda med begge sine. Han ønskede virkelig bare, at hun ville forstå ham her. Han måtte virkelig vide hvad pokker der plaget hende på denne måde. "Du springer mig i favnen, giver slip og ender fuldkommen pessimistisk. Jeg kan ikke bare stirre blindt på det, Evelyn, når jeg ved, at der er noget som plager dig. Så vær sød at fortælle mig det, så jeg er i stand til at hjælpe dig," afsluttede han med en rolig og dog med en meget fast og bestemt tone. Han følte ikke blot, at han var hendes konge, men også en ven og venner skulle vel også hjælpe hinanden? Hun havde været den som han havde savnet mest foruden hans mor og en af de grunde til at han var kommet tilbage nu istedet for at have ventet med det, som han ellers havde haft i tankerne. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle komme der og bare ende med at afvise ham, det var virkelig ikke noget som han kunne bruge til noget som helst. "Dine løgne kan du ikke gemme dig bag, så fortæl mig det nu.." afsluttede han stille, dog stadig godt bestemt. Han ønskede ikk at bruge sin autoritet direkte overfor hende, det ønskede han virkelig ikke. Han ville ikke tvinge det frem bare sådan, men at hun skulle fortælle det selv. En løsning var der, og den skulle de nok finde, det var han i den grad helt sikker på.

[Deleted]

Hånden hvilede i hans, selv på trids hun følte hendes egen svedig og næsten rystende af ren og skær nervøsitet det så ikke meget ud til at han bare ville lade det gå nu hvor han havde færden, desuden ville det være en lettelse at få hjertet op for, at lade ham vide besked, men hun frygtede virkelig hans reaktion, det var en forfærdelig mørk hemmelighed at bære, og de var frygtelig alvorligt så meget kunne hun da om ikke andet give ham ret i. Hun knugede om hans hånd, hjertet slog fast mod hende bryst hun hadede virkelig at stå og lyve for ham som det, han fortjente mere, selv efter at han havde været væk så længe, hun holdte af ham og det var grunden til hele balladen, det mest enkelte ville være bare at få det gjort. Alle vidste hvilken type Gabriel var, hvor forsigtig han var med følelser og tillid og det var jo netop det som hun skulle misbruge men som hun ikke fik sig til hun ønskede ikke at gøre ham ondt, hun ønskede hans hjælp men hun havde for pokker forsøgt alt med de evner hun selv var i stand til at gøre brug af og lige meget hjalp det, det var som det var ubrydeligt. Hun rystede fast på hovedet ved hans ord "Det har to løsninger og ingen af dem er noget jeg vil gå specielt ind for" erkendte hun stille. Han var speciel for hende, han var mere end bare en ven, hvorfor skulle hun ellers reagere sådan? Hun ønskede ikke at miste ham og det var hvad hun frygtede for om dette ville nå frem til ham. Blikket slippede hans selvom hun var klar over at han søgte det, hun knugede om hans hænder og hvor hjertet bankede fast mod brystet hun burde virkelig åbne munden og begynde at forklare ham hvordan situationen var. Hun sukkede tungt. Hvad skulle hun fortælle ham? Hun sprang ham om halsen og stod mod hans favn nød de lange sekunder før det hele gik op for hende og hun måtte vende på en tallerken, hvorfor pokekk skulle han også komme tilbage!? Hendes blik hvilede usikkert mod jorden, hun kunne ikke længere skjule sig bag de løgne, det var helt sikkert det var for sent "Okay.. Jeg fortæller dig det, også selvom det betyder jeg mister det" hviskede hun stille. Blidt puffede hun ham en smule baglæns, puffede ham ned i tronen, noget som per automatik tvang hende tik at slippe hans hænder, hvor hendes egne istedet begyndte at fulme lettere nervøst ".. jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det" startede hun roligt, og tårerne måtte vise sig i hendes øjenkrog. Det hele var startet så længe tilbage hun huskede end ikke alle detaljerne mere, det var blevet en del af hende og hun direkte hadede det "Det går langt tilbage.. Med mine forældre. Du kender mig godt, Gabriel.. Men selv efter alle de år har du ikke gjort et baggrundstjek" hun lod blikket falde i hans, hendes uskyldighed hvilede et sted i undertonen men det var tydeligt at hun prøvede stå som den størke lige i øjeblikket "Min dvasianske far, af en djævel at være, gik bort kort inden jeg blev født.. Jeg voksede op sammen med min mor og hendes nye mand.. En direkte fæl Sortemester.." hun tænkte sig om for en kort stund, visse ting kunne hun undlade visse ting ønskede hun ikke at han skulle vide "Pointen er at de gjorde noget ved mig.. Tvang mig ind i det tætteste mand nok kommer på helvede" hun nikkede sigende, der var alvor og sammentidig sorger i hendes ord det var tydeligt hun ikke ønskede dette "Jeg burde ikke gøre dette men.." hun tog fat om stropperne til den kjole som måtte hvile omkring hendes skikkelse, lod den falde på gulvet under hende og blotte kroppen for hans blik. 2 store ar, det ene et typisk pentagram siddende netop over navlen, og et mere sjældent som strakte sig over hendes fyldige brystparti. Hånden faldt mod hjertet "Jeg har mistet friheden, Gabriel jeg kan ikke elske eller blive elsket, og ja jeg har gjort grusomme ting.. Hele grunden til jeg kom her i starten var for at gøre grusomme ting.. Tro mig når jeg siger jeg ikke kan og aldrig har kunnet.. Men jeg skulle slå dig ihjel, Gabriel.. Du tog afsted og så gav det sig selv, jeg behøvede ikke at gøre dig ondt, og nu er du her igen.." hun vidste at det var en virkelig forkortet version, men hendes hjerte hamrede som en sindssyg, nu hvor han vidste det var det et spørgsmål om tid. Kroppen badede sig i den varme sol nu hvor kjolen var faldet til gulvet, hun bed sig fast i læben, ventede mere eller mindre blot en reaktion. Tårerne var begyndt at trille stille og lydløse over hendes pludselig blege kinder.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Dengang Evelyn var kommet til dette sted, havde han ikke været andet end en ung knægt. Han havde jo automatisk håbet på, at hans mor havde sørget for, at alt det med baggrundstjek og alt var gjort, for det havde virkelig ikke været hans bord på noget tidspunkt. Det var først her i eftertiden, at det var sket, at han tog sig af de opgaver. Alle med en delrace af mørket, blev sat i tvivl, selvom han vidste, at det var at skulle dømme alle ekstremt hårdt, så var der virkelig ikke noget at gøre ved det. Han ønskede landet det bedste og så måtte han i den grad også få orden på kongeslottet først, det var det som i den grad måtte være det vigtigste for ham lige nu, så kunne han stille og roligt tage kontrollen over Procias i eftertiden. Alle problemer havde en løsning, så meget havde hans mor i det mindste fortalt ham og vist ham, det var noget som han i den grad også agtede, at skulle holde helt og holdent fast i, i den anden ende og det gjorde han også virkelig. Blikket hvilede fast i hendes eget og alligevel så krævende for et ærligt svar, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Dette gjorde ham tydeligt frustreret, selvom han virkelig bare måtte bide det så voldsomt i sig, som det nu var ham overhovedet muligt. Han ønskede virkelig ikke at miste hende, ikke efter at skulle have undværet hende igennem så lang tid. At hun overhovdet stadig var her, var noget af det som dog forundrede ham mest. Dog kunne han stå fast på en ting; Han ville klart være mere mild, end hvis han skulle opdage hvad det var som plaget hende personligt. Så hellere fortælle ham det nu end at vente på at han selv skulle finde ud af det, for nu agtede han i den grad også at skulle finde en løsning på dette problem. Han trak vejret dybt. "Alt har en løsning, hvis man kigger de rette steder, Evelyn," rettede han med en rolig og dog ganske så bestemt tone i den anden ende. Dette var virkelig kun gået hen i det, at det måtte irritere ham og der skulle faktisk en god del til før han tænkte i de baner. Hvis det var så alvorligt, hvorfor var hun så blevet her? De smaragdgrønne øjne hvilede fast i hendes eget blik. Han ønskede at hjælpe, ligesom hans mor også havde siddet med det brændende ønske, om at hjælpe alt og alle som kom forbi hende i farten og hun havde gjort det. At det jo så i den anden ende, havde kostet hende livet, var noget af det som han bare ikke kunne forstå.. at nogen kunne dræbe et så godt væsen som hun var. Det var ikke til at tro. Han rystede de tanker ud af hovedet, det var ikke noget som ville gavne ham i den situation som han stod i netop nu. "Begynd ved begyndelsen.. Det er som regel det bedste," sagde han roligt. Hendes første ord så han væk fra.. hvad havde hun at miste ved at fortælle ham sandheden? At hun puffede ham hen i tronen, reagerede han dog kraftigt på, selvom han dog valgte, at blive siddende. Hvis det var så slemt, at hun ønskede, at han skulle sidde ned, så var det vel også.. meget alvorligt? Hendes ord gav ham virkelig ikke nogen mening. Han blev blot siddende, til hun blottede kroppen bare sådan uden videre for ham og mærkerne som var noget af det første som han direkte måtte tage i blik. Han vidste godt hvad mange af dem betød. Det var noget som Nathaniel havde vist og fortalt ham i den anden ende. Han følte det virkelig som hjertet måtte falde adskillige etager i hans bryst, hvilket så tydeligt måtte vises i hans eget ansigt. Han blinkede let med øjnene. Det var i den grad meget mere alvorligt end det som han lige havde ventet sig.. Var hun her kun for at slå ham ihjel? Så tætte på hinanden som de havde været.. og det var den eneste grund til at hun havde været her? Han åbnede munden adskillige gange, selvom der ikke kom så meget som en eneste lyd. Han lod blikket falde stille. Han var påvirket af det, det var noget som man næsten skulle være blind for at undgå at lægge mærke til. Han satte hænderne i armlænene og tvang sig op på benene igen. "Klæd dig på, Evelyn," sagde han stille. En helt anden tone, som klart viste til en mere fortvivlede side af ham end noget andet. Han ønskede det ikke, selvom han klart vidste hvad han måtte gøre i situationer som dette.. han ville bare ikke. Igen styret af hans hjerte og hans følelser og det frustrerede ham noget så voldsomt. Han trak vejret dybt. "Du er her kun for at skulle slå mig ihjel? Er det den eneste grund til at du har været her?" Hans tone var virkelig en anden, han vidste virkelig ikke hvad pokker han skulle sige, eller hvordan pokker han skulle reagere på det. Det var klart en nyhed som i den grad ikke var ventet for ham.

[Deleted]

Ingen af dem havde været specielt gamle da hun i den første omrgang var kommet til slottet, og hun var blevet ansat ganske hurtigt og kun for den ene ting i starten. Der var åbenbart ikke blevet gjort det tjek på hendes baggrund som hun egentlig havde håbet på, hun ønskede jo så desperat den hjælp på den ene eller den anden måde, hun behøvede virkelig at komme væk fra det helvede som hun var blevet placeret i. Hunvar en del af mørket såvel som lyset, probloemet var jo så blot det faktum at hun rent faktisk ikek selv havde valget, valgte hun lyset ville det mørke per automatik tage over hendes krop og sjæl hvilket ikke var det som hun ønskede på nogen måde. Måske der var en løsning på næsten alt, men lige der så havde Evelyn opgivet det lilel håb som enegang havde været, der var ingen vej uden omkring det som hun var havnet i, det var et helvede der havde grebet omkring hendes krop og hun hadede det! Tanken ødelagde hende, hun kunne ikke elske som hun gerne ville, hun kunne ikke elske Gabriel som hun gerne ville, ganske enkelt fordi hun ikke ville slå endnu en som hun holdte af ihjel, så lige denne gang var der som sådan ingen løsning, det var en del af hende som ikke bare kunne ændres bare sådan. Det gik hende på hver eneste dag.. Det havde jo næsten været en lettelse da han var forsvundet uden så meget som et ord, det betød at hun ikke var tvunget til at skulle skade ham, og så var det langt bedre med et vanvittigt savn hver eneste dag frem for skulle ende med at gøre ham ondt. Hendes hjerte hamrede virkelig som en besat, hemmeligheden var fremme, og hun kunne kun afvente hans reaktion, uanset så var hun udemærket kalr over at dette kunne ende med at koste hende dyrt, med alle de uskyldige liv på hendes hænder og planlæggelse af mord på de royale, det var en straf med direkte henrettelse, og det var ikke en tanke hun kunne sige sig at bryde sig specielt meget om, på trods hendes liv egentlig ikke var specielt meget værd, der var ingen omkring hende der ville savne hende, den eneste hun holdte af var Gabriel og selv det var dumt, hun var jo ganske sikker på at hun ville miste ham, nu hvor han vidste besked. Solen varmede den nøgne krop, hun vidste det var direkte at ydmyge sig selv, men hvorfor ikke? Hun var blevet det så mange gange? og hvis det fik ham til at forstå hun havde ikke haft så meget som det mindste valg. Ordren nåede hende, hun tøvede i få sekunder ved hans tone, før hun stille strakte sig ned, samlede kjolen op og lod den finde vejen tilbage over, hvorefter hendes arme lagde sig om hendes talje, som for at holde om sig selv. Bare den ændrede tone gjorde virkelig ondt, hun var kommet tæt på ham fordi hun ønskede det, ikke for at slå ham ihjel, hun holdte af ham og det var den eneste regel i hele spillet, hun måtte ikke elske eller holde af. Evelyn var klar over at hun kun havde et enkelt valg og det var at fortælle sandheden, en ting var døden en anden ting var at han ville hade hende de sekunder hvor livet ville forsvinde, ikke mindst når hendes eget hjerte følte for ham med mere end hvad godt var. Hun rystede stille på hovedet "Ville jeg i så fald være her nu?" spurgte hun ganske forsigtigt "Jeg kom hertil.. Fordi det var meningen du skulle dø for min hånd, og reglen har altid lydt på ikke at knytte sig til nogen, men jeg kunne ikke lade værre.. Jeg holder af dig, Gabriel, jeg havde så mange chancer for slå dig ihjel og jeg har aldrig så meget som givet dig en skramme.. Gjorde jeg det ikke ville det koste mit eget liv, men det har jeg hele tiden været villig til at ofre.. Pointen er at jeg aldrig kunne få mig selv til det, og det har ikke ændret sig, men det er pokkers svært når du igen står foran mig.. Og jeg ved det lyder som en ekstremt dårlig undskyldning.. Men jeg har aldrig haft noget valg" sluttede hun stille. Blikket havde fuldt ham roligt, hun så mod hans nakke og ryg, til det gled direkte i jorden med stor skyldfølelse malet. Hænderne var foldet foran hende, det var frygtelig hårdt at skulle afsløre på den måde, det var der ingen tvivl om.