Making some research.

[michael]

Michael var taget forbi castle of ligth. Det var meningen at han ville finde nogle spor omkring hvad han kunne gøre for at holde Balancen hvor den skulle være. Så selvfølgelig var han taget forbi biblioteket, han kunne selvfølgelig ikke sige hvad han decideret skulle lede efter, men der måtte vel være noget, hvor at det der var sket for landet på det sidste, også var sket før i tiden. Det ville være helt umuligt at det ikke ville være sådan. Og så ville han også lige tjekke hvilke andre informationer han kunne få om den nye dronning. Ikke så meget fordi han ikke stolede på hende, men mere fordi at hun var blevet rost så meget som hun var fra den gang hun sidste havde været dronning. Michael havde smidt rustningen, og var iført nogle bløde stof bukser, samt en bluse der var lavet af det samme stof. Dog havde han stadig sit sværd med sig, da han ikke gik nogle steder uden det, og bare det at komme ind i Castle of light mens han stadig beholdt sit sværd, havde været utrolig svært. Selvom han sagde hvem han var, var folk stadig ikke helt trykke ved ham, da han bare var dukket op sådan ud af det blå. De færreste af de væsner som levede i procias i dag, vidste jo noget om hvem han var, eller rettere sagt hvem han havde været den gang han var i live. Michael stoppede op da han kom til biblioteket, og skubbede forsigtigt døren op, det første der mødte ham da han trådte ind, var synet af det ødelagte bibliotek, selvom det kun var halvdelen som var ødelagt, kunne et irriteret suk ikke lade være med at slippe over hans læber, bare det at så mange bøger var gået tabt, ville nemt kunne sætte en stopper for hans søgen, hvis de lige netop var i den afdeling at bøgerne havde været i. Michael trådte længere ind og lukkede døren bag sig som han trådte ind, han begyndte med rolige skridt at bevæge sig over mod de bøger som ikke var blevet ødelagt at branden, og lod roligt blikket glide over bøgerne. Han havde ingen ide om hvor han skulle starte, han vidste faktisk ikke engang hvad det helt nøjagtig var han ledte efter, Han lod søgende blikket glide rundt på biblioteket for at se om han kunne få øje på bibliotekaren, det skulle efter hvad han havde hørt, være en kvinde, som ingen vidste hvor gammel hun var, men eftersom han havde fået at vide at hun var et lysvæsen, vidste han jo godt, at det ikke udsendes mæssigt var en gammel kvinde han skulle kigge efter. "Er her nogen?" spurgte han roligt ud i lokalet, i håb om at fange opmærksomheden fra bibliotekaren, for hvis han var heldig, ville hun vel komme gående lige om lidt, når der jo var nogen som kaldte, det var trods alt hendes job, og hun kunne jo vel ikke vide hvem det var der kaldte, efter hende.

[Deleted]

Yessica sukkede utilfredst. Nogle iturevne og ikke mindste brændte sider, faldt ud af endnu en bog der var ødelagt. Der lå flere af den slags for hendes fødder, og man kunne direkte se forargelse i hendes stramme mine. Hvorfor skulle de også lige netop, havde valgt at tage den kamp i hendes bibliotek? Hendes hjerte slog faste slag, hun var vred og frustreret... og se nu!!! Hun tog endnu en bog er direkte faldt sammen mellem hendes hænder ”Nej nu må det...?!” udbrød hun en anelse hidsigt. De mørke lokker var bundet op i en smuk fletning, midt på næsten sad et par halvmånebriller, det var ikke svært at tro, at hun var en bognørd, at dette bibliotek var hendes hjem og hendes ro. Mange af reolerne var svedet, og flere var faldet sammen, heldigvis var det ikke gået ud over hele biblioteket. Det sted hvor selve mordet havde foregået, var et sted som Yessica holdte sig langt væk fra, det smertede hende med tanken om at Keischa var død, det var ikke fordi hun var imod Jason, han var ligeså interesseret i bøger som hende selv, men han havde omtrendt samme tillid som Keischa havde haft, og hun frygtede allerede nu at han ville blive den næste, desuden var hans lille ... til en datter altid på dette sted og fablede om alt for megen fantasi. Den hvide kjole der prydede hendes lidt robuste form, var allerede nu malet en anelse sort af sod, og det i sig selv formåede at irritere hende. Skridt nærmede sig, med så meget ensom fritid på dette sted, så havde hun lært at kende dem uden ad, bøger var åbenbart ikke de unges fremtid på samme måde, som det havde været gennem hendes tid. Hun himlede med øjnene, og trådte frem bag reolerne. Blikket hvilede mod hans skikkelse. Der var noget velkendt over ham, noget som hun muligvis havde.. læst om? Hun hævede et slankt øjenbryn, foldede hænderne høfligt foran hende, selvom hun var dødsens irriteret i øjeblikket, en dvasianer havde netop smadret hendes bibliotek og dræbt hendes dronning på en og samme aften, det var ikke ligefrem heldigt i hendes øjne! ”Hvad jeg jeg hjælpe dem med, Sir?” spurgte hun roligt. Hendes tone var blid og melodisk, dog en anelse anstrengt, eftersom hun i den grad ikke havde tid eller lyst til at guide rundt. Normalt ville hun have været i ekstase ved tanken om at nogen om ikke andet, stadig måtte dele den store passion for bøger, men lige i dag var det næsten fuldkommen ligemeget. De blå øjne betragtede ham afventende og måske endda en anelse utålmodigt. Hun tvang sig selv til at tage det en anelse mere roligt, og slappe af, det var heller ikke meningen at hun skulle skabe et direkte dårligt billede fra start. En anelse mere beskedent bukkede hun hovedet som en respekfuld hilsen, og med endnu et stille suk, der endte med at forlade hendes rosa læber.

[michael]

Michael forsatte med at kigge bogreolerne igennem, men selvom halvdelen af biblioteket var brændt ned, var der stadig utrolig mange bøger tilbage så vidt han kunne se, og selvom det var vigtigt for ham at finde ud af noget omkring denne nye droning, så ville han ikke have tid til at lede efter bogen, ved at skulle kigge samtlige titler igennem, og derefter læse dem som virkede som om de kunne have noget han kunne bruge. Michael kiggede op da han hørte nogle udbrud nede fra den afbrændte afdeling, og han skulle lige til at gå ned for at tilbyde sin hjælp, han måtte dog med skam indrømme, at uanset hvor meget han gerne ville hjælpe den som kom med udbrudende, så ville han ikke kunne gøre noget, han havde i forvejen tralvt som det var, så også at skulle gå hen for at hjælpe en i det afbrændte bibliotek, ville bare tage endnu mere af hans meget sparsomme tid. Michael kiggede op da han kunne hører nogle fodtrin som bevægede sig mod det område hvor han stod. og uden at rigtigt tænke over det, lagde hans ene hånd sig klar om håndtaget på hans sværd,klar til hurtigt at trække det for at forsvare sig selv. For godt nok var dette procias slot, og der var sikkert en del vagter, men det havde alligevel lykkedes hele to gange for nogle at komme ind og slå første en konge og dernæst den efterfølgende dronning ihejl. Han slappede dog af da han så at det var en kvinde, og hvad mere var at hun var ubevæbnet. Han flyttede sin hånd fra sværdet og smilte varmt til hende, han bukkede høfligt for hende før han rettede sig op igen "Det kan de i hvertfald frøken, hvis det er at det er dem som arbejder her og kender bøgernes placering? jeg leder efter nogle bøger om den nye dronning, hvis der da findes nogle om hende. " han smilte høfligt og varmt til kvinden foran sig, mens han helt roligt ventede på svar. For ham var der ingen grund til at tage det personligt at hun virkede lidt irriteret, det havde de fleste folk gjort her på borgen. Vagterne havde ikke dårlig nok ville lukke ham ind fordi at han var bevæbnet, men han havde dog fået dem overtalt til at lukke ham ind alligevel i sidste ende, selvom det havde taget sin tid.

[Deleted]

Yessica havde tydeligvis afbrudt en form for søgen, hvilket hun heller ikke var meget for. Tiderne var skiftet og Procias var ikke længere, hvad det havde været engang, man kunne ikke længere stole på bogerne.. tydeligvis. Yessica betragtede denne fremmede, med et skeptisk blik, skabt ved et hævet øjenbryn. Hendes fingrer trippede over hendes overarm, der var dækket af det hvide stof fra hendes kjole. Et kort øjeblik vurderede hun, hvor vidt hun burde bevæge sig tættere på, eller om hun blot skulle blive stående. Hun konkluderede at det var bedst at forholde sig rolig, og blive hvor hun var. Hendes mine var stram, og blikket var ekstremt skeptisk, som hun fulgte hans bevægelser langs bogreaolerne, søgende for en bestemt titel. Gennem hele hendes tid i Procias, var det ikke en mand, hun på noget tidspunkt havde fået et glimt af, hvilket i sig selv måtte gøre hende ekstremt mistroisk, han var fremmede. Hendes mine endte dog en anelse chokeret, da det gik op for ham at han avr ved at drage til våben. Hun hævede en pegefinger, som kalr advarsel på, at han kunne vove på den slags i hendes bibliotek! ”Med al respekt Sir, hvis jeg var dig lod jeg det sværd blive nøjagtig hvor det er!” det lettede hende, da han roligt valgte at skulle slippe det – magen til frækhed! Selvom han bukkede, gjorde hun ikke yderligere hilsen, det var ikke meningen at hun skulle neje, og være sød og fornem, næh nej, hun havde meget andet at tage sig til.. som hvad? Kunne man spørge sig selv, men hvis det ikke allerede var gået op for ham, så var HENDES bibliotek blevet smadret, hvilket hun ikke kunne finde sig i selvfølgelig! Yessica vidste ikke om hun skulle græde eller om hun skulle le. Hun rystede opgivende på hovedet og himlede med blikket, han var en mand, selvfølgelig kunne han ikke udtale sig klart, det gav vel i virkeligheden sig selv. ”Korrekt, jeg er den som står for állé bøgers placering på dette sted, derfor vil jeg også vide hvis du så meget sniger én ud,” snerrede hun. Ja hun var måske lidt krigerisk, hun kunne ikke gøre en sjæl fortræd, men hun brød sig ikke om mænd, specielt ikke de fremmede, og hun var meget irriteret, over hvad der var sket med alle de fantastiske bøger rundt omkring. Blikket hvilede mod hans våben, hvordan var han overhovedet komme ind? Der var klare aftaler om, at ingen fremmede blev lukket ind bevæbnet!! Det lod til, at hun skulle have sig en alvorssnak med den kære Jason. ”Hvem end De er, så er De meget langsom i opfattelse. Dronningen gik bort for ikke gang tid siden, det stakkels kære barn. Næh nej, den dag idag er det en mand der besidder tronen,” der var en hvis tilfredshed og en stolthed i hendes tone, for Jason var måske ikke ligefrem en mand hun kunne forstå sig på, men hun var ikke i tvivl om, at han ønsket landet det bedste selv.. på baggrund af hans dvasianske afstammelse.

[michael]

Michael smilte roligt til bibliotekaren som det måtte være som hun stod der foran ham. Han lod sig ikke påvirke af hendes utrolig bistre mine, som han bare gengældte med et varmt og venligt smil, mens hans mørke øjne havde en varm glød gemt dybt i sig, så man kun lige akkurat kunne ane at den var der. "Det må vidst være på min plads at jeg præsenterer mig selv for dem. jeg hedder Michael Rafael Uriel Zerakiel. Og jeg er Paladinernes leder" sagde han med et varmt smil og bukkede for hende endnu engang. Han smilte undskyldende til hende da hun advarede ham mod at trække sit våben "Det må de meget undskylde frøken. Du forskrækkede mig bare, og i tider som disse kan man jo aldrig være for sikker, end ikke her i slottet" sagde han med et skævt smil og betragtede hende roligt. Han flyttede sin hånd fra sværdfæstet. og åbnede i stedet det bælte som sværdet var spændt fast til. Da det var gjort tog han sværdet med skeden af bæltet, rakte det hele til hende"Så ved du at jeg ikke vil dig noget ondt. Du kan beholde mit sværd indtil jeg går igen" sagde han med et varmt og roligt smil. Han ville gøre alt hvad han kunne for at hun skulle føle sig truet af ham. Michael lagde hovedet let på skrå mens han betragtede hende og lyttede roligt til hendes ord "jeg tænkte nu på den nye dronning. Hun skulle hedde Elanya eller noget i den still. Jeg havde fået at vide fra Lucas at hun skulle tage over, sammen med Jason" sagde han roligt og med et smil. Han vidste ikke hvorfor hun var så fjendtlig overfor ham, men han gik da ud fra at det havde noget at gøre med at nogen havde ødelagt hendes bibliotek, og samtidig havde dræbt den tidligere dronning. Det at hun faktisk direkte fornærmede ham, eller prøvede på det, rørte ham ikke, han var som altid rolig og kiggede bare på hende med et varmt smil, som han ventede på at hun skulle besvare hans spørgsmål. Det undrede ham dog en hel del at Kvinden foran ham, som jo ifølge hende selv arbejdede her på slottet ikke vidste noget om at Elanya skulle være den nye Dronning.
//sorry det korte svar.//

[Deleted]

Yessica betragtede ham blot yderst skeptisk. Det var ikke et kendt ansigt, hvilket i sig selv, fik alarmerne til at ringe. Der var de som var tilhængere af dette bibliotek, som kunne bruge timer på, blot at studere den nye og ældre kultur, oldtidens historie, og alt den magi stedet måtte rumme. Desværre hvilede mange hemmeligheder, hvilket dvasianer også havde fået ører for. Forbandede nattevandrere! Lyden at hans navn, trak straks hendes opmærksomhed mod ham. Den sidste glød af farve var forsvundet fra hendes blege kinder. Javist hun genkendte det, hun kunne hendes historie! De varme øjne, søgte ned fra hovedet og mod hans tæer og tilbage igen, vurderede hvor vidt, denne herre forsøgte at gøre grin med hende, men til hendes egen overraskelse og irritation lod han rent faktisk til at mene det. ”Sig mig, er de komplet vanvittig?!” hendes blik så hårdt på ham, alt imens hun rystede skamfuldt på hovedet, ”De burde skamme dem Sir, et sådanne navn er ikke til at besudle!” vrissede hun. Hans navn stod i hundrede af historie bøger, og Yessica var en af dem, der kunne bekræfte hans død for flere... tusinde år tilbage!! Hun lagde armene over hendes bryst, der hævede og sænkede sig, og tydeligjorde hendes utilfredshed, og det faktum at hun var ophidset. Endnu engang blev hendes mine hår og skeptisk, hun fulgte hans bevægelser nøje. ”Et sværd burde end ikke befinde sig på et sådanne sted,” hun tog imod det, som han rakte hende det, og lagde det hurtigt ned på gulvet. Hun skulle i den grad ikke stå med sådan en morderisk genstand. Hvem end denne mand var, så kunne hun konkludere, at han måtte være komplet vanvittig. Det gjorde det så langt fra bedre, at høre hans planer. Yessica direkte stivnede på stedet, og bed tænderne så hårdt sammen, at hendes kæbeparti trådte frem, og kun fik hende til at se mere spids ud. Hendes hjerte slog hurtige slag mod brystet. Der fandtedes tusinder af bøger med Elanya, hun havde været Procias største dronning, gennem flere tusinde år?! Hun skulle netop til at åbne munden for at spørge ham, hvor han havde den information fra, men lukkede den igen da hun hurtigt fik svaret. Jason havde utryggeligt sagt, at det kun var de færreste der var klar over den nye plan, og hvor vigtigt det var, ikke at lade det komme ud for tidligt. Hvad nu hvis Ilonosnic fik nys om det? Blikket gled rundt på hendes ødelagte bibliotek, hvor hun stadig kunne fornemme hvordan Keischa havde kæmpet for de sidste sekunder af hendes liv, afgået ved døden før den stakkels unge kvinde, overhovedet var blevet myndig. Vreden steg i hende. Hun bukkede sig, tog fat om hans sværd, og hev det ud af skeden, mens hun betragtede det skarpe blad, og det smukke skæft. Måske hun blot var en bibliotikar, og hun gik ikke ind for vold, men hun havde kæmpet. Efter et ganske kort blik, trådte hun tæt på ham, så tæt at deres kroppe måtte mødes, og hans presses mod bogreolen, med sværdet for hans hals. Det var tungt for hende at holde, og hun ville aldrig nogensinde gøre det, men lidt trussel og den fjendtlige mine måtte vel være nok? ”Du sidder inde med mere information, end du burde.. Sir. Jeg ved ikke hvorfor Lucas skulle vælge at give dig den information, når vi på slottet er blevet bedt om at gå stille med dørene,” hun forsøgte at presse bladet lidt mere mod hans hud, men det var virelig tungt, hun var jo end ikke halvt såhøj eller stærk som ham, så det så vel også lidt klunset ud? ”Er de klar over, at ved den viden og sammentidig Deres uforsigtighed, så risikere du at kaste en dødsdom over den eneste der er i stand til at redde dette land nu? Jeg er allerede i færd med at fjerne stumperne fra hendes søsters død, et barn, brændt levende.. puff.. Jeg har ikke tænkt mig også at skulle fjerne den kommende dronnings rester, og dermed Procias’ eneste chance. Hvis De ikke vælger en mere sikker vej, så lover jeg Dem for, hvem end De er, at så bliver du den første landet river med.. Er vi indforstået?” hendes blik betragtede ham direkte fast, der var selvfølgelig ingen hold i hendes trusler, men hun så nu ret skræmmende ud, hvilket næsten måtte morer hende selv, og så dog, så var det rigtigt.. Ganske stille bakkede hun væk fra ham igen, og rakte sværdet mod ham. ”Jeg giver Dem ingen information, uden Kongens tilladelse,” afsluttede hun roligt, men bestemt. Et lille smørret smil hvilede i mundvien, af tilfredshed, for pokker hvor havde hun været skræmmende!!

[michael]

Michael betragtede kvinden foran ham, ligeså roligt som han havde gjort fra det øjeblik han havde opdaget at hun ingen trussel var for ham, rent faktisk dukkede hans altid varme smile frem på hans læber, det var et smil som tit havde spredt håb og i samme tidspunkt jagtet frygten væk fra folks hjerter dengang han var i live. Han kiggede noget undrende på hende da han så hendes reaktion på hans navn, så hun vidste altså hvem han var, hun stolede bare ikke på at det virkelig var ham. Et beroligende smil bredte sig på hans læber ved hendes første udbrud ”Det er jeg aldeles ikke, hvorfor skulle jeg dog være det?” spurgte han roligt. Han vidste selvfølgelig godt at det ville kræve langt mere end bare det, før hun ville stole på ham, hvis han dog nogensinde ville få hende til at stole på ham. Michael lagde sine arme over kors foran brystet mens han smilte roligt til hende ”Jeg skammer mig ikke for at kalde mig ved mit eget navn. Om du vil tro mig eller ej, Så er det mit navn” sagde han med et roligt smil. Han var allerede nu begyndt at overveje hvordan han skulle bevise at han virkelig var hvem han var. Han fulgte hendes bevægelser da hun tog imod sværdet og derefter lagde det hurtigt ned på gulvet. Endnu engang gled et undrende udtryk frem på hans ansigt da hun sådan stivnede over at hører at han vidste at Elanya var i live. Han vidste intet om hvad Jason havde sagt, han havde jo kun fået det at vide fra Lucas, og ud fra hvad han vidste, så var Lucas noget nær den mest loyale mand som Michael endnu havde mødt efter at han blev genoplivet. Michael blinkede overrasket da han pludselig mærkede sit eget sværds klinge som hvilede mod hans hals, men efter at chokket havde taget af, kiggede han bare tilbage i hendes øjne med et roligt glimt i øjet, han frygtede ikke at hun ville slå ham ihjel, han havde set hvordan hun havde skilt sig af med sværdet så hurtigt som muligt, og han kunne ligeledes se på hende, grundet hans mange års erfaring at hun ikke ønskede at skade ham. ”jeg kan godt sige hvorfor at han gav mig den information, fordi han stoler på mig og ved hvem jeg er. Tror du virkelig at Elanya er den eneste der kan blive genoplivet fra de døde?” spurgte han roligt og med et smil. Michael flyttede roligt sin hånd op mod den af hendes der holdt sværdet og prøvede at skubbe sværdet lidt væk fra hans hals. Han tog imod sværdet da hun rakte det til ham, og det første han gjorde var at vende sværdknappe i mod hende, så hun kunne se solen som omkransede et træ, han vidste at der ikke var ret mange levende der ville vide at dette virkelig var hans symbol og han håbede derved at hun ville stole på ham ”Jeg er som sagt, Michael Rafael Uriel Zerakiel. Paladin lederen som levede indtil for 460.000 år. Som fornyeligt fik en ny chance for at hjælpe denne verden, takket være Azrael som Hentede mig dengang jeg døde i det kæmpe slag om procias, på slagmarken efter at jeg havde besejret den dvasianske hærfører, som ligeledes sårede mig dødeligt” Han smilte venligt til hende og hev så lidt ned i hans bluse over sin højre skulder der afslørede et kæmpe dybt ar. Han vidste ikke om hun ville stole på ham nu, eller om hun ville tro at han var vanvittig ligesom de fleste andre, men han havde brug for at det dvasianske folk stolede på hvem han var, og som paladin kunne han ikke lyve om det.

[Deleted]

Der var ingen måder hvorpå Yessica kunne fremstå som en trussel for ham, hun var ikke specielt farlig, men om ikke andet, kunne hun da lade ham tro det. Hun kendte hans navn, hun havde for pokker læst flere bøger, end resten af slottet til sammen, hvis han troede at han kunne narer hende, så skulle han i den grad snart få sin lærerstreg! Hun rystede på hovedet med tydelig irritation, det var jo direkte at gøre grin med hende! Hun fnøs køligt, og målte ham fra top til tå, med det vuderende blik, der stadig ikke ændrede hendes første konklusion: Denne mand var komplet vanvittig! ”Magen til flabede..” mumlede hun som egentlig svar på hans ord, dog mere henvendt til hende selv end til ham. ”I så fald, er jeg bange for at dine forældre ikke var særlig respektfulde væsner,” hun sendte ham et hårdt og fast blik. Et par bøger var røget ud af deres rækkefølge, som om ingenting nogensinde var hændt, begyndte hun at bytte rundt på pladserne, så de igen ville kunne stå i en ordentlig rækkefølge. Der fandtedes vel ikke en direkte måde, hvorpå han ville være i stand til at give hende beviser, hun var ikke den slags kvinde der troede på mirakler, men hun troede på hyklere fra mørket, og denne mand var en fremragende kanditat! Hun kunne desuden ikke tro, at Lucas havde givet ham den slags hemmelige information, det ville jo være direkte dumt, og efter hvad hun havde hørt, så var han en intilligent mand, som Jason faktisk stolede på. Det var slet ikke hendes emning at skade ham, hun kunne kapt gøre en flue fortræd, så han havde i virkeligheden ikke noget at frygte, hun nød bare at skræmme ham en smule, desuden så ville hun i den grad heller ikke, skjule hendes mistillid for ham. ”Måske han stoler på dig, men det gør jeg ikke. Jeg er nødt til at rapportere din viden videre, og jeg kan desværre ikke lade dig gå før. Hvad angår Elanya så er det en ganske anden sag,” afveg hun. Det havde været Elanyas søn Gabriel der havde bragt hende til livet igen, og det havde ikke været noget mirakkel, men en tåbelig teenagedreng, der ikke kunne undvære hende. De kunne selvfølgelig prise sig lykkelige for det i denne situation, men hun var af den tanke, at døde skulle forblive døde, det var ikke meningen, at man skulle lege med livet på den måde. Hun tog sværdet i blik, og betragtede det lille symbol. Hendes hjerte sprang flere slag over, hun genkendte det ganske vidst, hun havde nærstuderet ham gennem en hel periode, men det var ikke bevis nok! Enhver smed kunne smedje et sådanne sværd, det var virkelig for langt ude i hampen, til at hun kunne tro hans ord. Hans fortælling formåede endnu engang at overbevise hende om hendes principper. De første sekunder så hun blot på ham som var han direkte dum, derefter kunne hun ikke holde latteren tilbage, og det var umådelig lang tid siden, hun sidst havde ladet den bryde frem som sådan. Tårene stod i hendes øjne, hun forsøgte flere gange, at slippe ord, men de blev blot kvælt i den perleblide latter. ”Det..D..Det er det d..dumm..este jeg nogensi..de h..har hørt,” lo hun og rystede på hovedet. Om ikke andet, så havde hun da fået sig dagens grin, det sagde man jo også var sundt for sjælen. Azrael havde hentet ham? Den mand var jo dirkete vanvittig, hvis Azrael endelig skulle hente ham, og ikke blot være et forbillede for tro, ville det så ikke være dumt at afsløre hans eksistens for hende? Det var jo komplet urealistisk! Hun klappede ham på skulderen, idet hun endelig fik samlet sig lidt. ”Du har brug for hjælP,” konstaterede hun med et lille smil, langt mere medgivende. Hun kunne bare ikke stole på det

[michael]

Michael følte sig selv ikke truet af hende på nogen måde, hvis hun ville skade ham, havde hun haft flere chancer til det allerede, i sær da hun stod med hans sværd i hånden, men han havde dog ikke kunne lade være med at smile over at hun åbenbart troede at hun kunne skræmme ham, han havde slet mange slag i sit liv, så at blive truet på livet skræmte ham ikke længere, slet ikke efter at han havde været død. Han forstod dog godt at hun ikke troede på ham, det var for surrealistisk bare at komme og sige at man var en der døde for så mange tusinde år siden, men som hans race forskrev kunne han ikke lyve, så hvem han var, var ikke noget han kunne skjule. "Åh det var de skam, de var begge Paladiner. Ligesom jeg er. " sagde han roligt, og kunne ikke helt lade være med at smile. For selvom situation var alvorlig, så morede det ham også lidt, at han i løbet af den korte tid han havde været tilbage, var blevet erklæret sindsyg, samtidig med at han nu blev anklaget for at være spion eller en forræder af den slags. Michael lagde hovedet lidt på skrå mens han betragtede hende roligt "Du stoler ikke på mig, og det kan jeg da også forstå, men Du af alle burde vide at der findes mirakler og at livet ikke altid er slut bare fordi man dør. Du er jo et lysvæsen hvis jeg har gjort min research rigtig, og hvis min forbindelse med lyset er så skarp som den plejede at være." sagde han roligt og kiggede på hende. Han ville virkelig ønske at nogen ville stole på ham, selvom han dog langt fra troede at det ville ske lige forløbig. Folk var desværre meget mistroisk sådan som landet havde det lige nu. Michael sukkede lidt efter noget tid og trak på skulderne "Tja tillid er også en vigtig ting, noget man ikke gør i vores liv, i det helvede som procias går igennem i øjeblikket." sagde han roligt. Da hun begyndte at grine rystede han bare på hovedet af hende "det ved jeg, det er derfor jeg er her, men det er nok hver sin form for hjælp. jeg ville bevise det for dig hvis jeg kunne, men der er ikke nogen ting. der vil kunne bevise det, men måske et ar?" sagde han lidt tænkende. Arret på hans skulder, da stammede fra det sår der havde kostet hans liv burde være nok, de var så dybt at ingen ville kunne over leve det, uanset hvilken race de var. Det gik jo fra hans skulder og ned til det område ved brystet hvor hans hjerte var. Michael var stille lidt, før han sukkede "Nå der er vel ikke noget andet at gøre. jeg går ud fra du ved hvordan jeg døde?" spurgte han med et skævt smil, hun vidste jo så meget andet om ham. Dog var det nærmere et desperat forsøg, for det eneste det ville bevise var at han havde været død, og derved var blevet genoplivet. hvis hun altså bare vidste noget om hvordan man kunne dø. Michael trak sin trøje af, og afslørede arret ved højre skulder, der gik et godt stykke ned på brystet, det var tydeligt at det havde været et dræbende sår, også fordi at det ikke var helet helt, selvom såret så gammelt ud. Siden han var død af såret, havde hans krop aldrig nogen sinde begyndt på at hele det, men efter han blev genoplivet, var processen gået igang igen, hvilket var grunden til at det ikke var helt helet endnu. Den eneste grund til at han var i live nu, var fordi han havde lukket det alvorligste med de få kræfter han havde da han blev genoplivet.

[Deleted]

Yessica var genrelt ikke særlig truende, og det var hun skam udemærket klar over, men man kunne vel ikke bebrejde hende for at prøve? Hun nægtede ganske simpelt at tro på, at denne mand var den som hun havde læst om i de utallige historie bøger, så naiv var hun bestemt heller ikke! Han lignede dog tydeligt en, der før havde været i kamp, så en kvinde af hendes størrelse, kunne vel heller ikke forekomme ham, særligt skræmmende? ”At man er af helleig aftstamning, betyder ikke i alle tilfælde, at man er en ædel kriger, der levede for flere årtusinder siden,” påpegede hun en anelse irriteret. Uanset, antog de nu at denne mand talte sandt, hvilket han på ingen måde kunne gøre, men hvis han gjorde.. hvem ville så i virkeligheden være dum nok, og direkte stille sig op for at afsløre det? Han måtte være vanvittig i alle fald! Hun hævede et slankt øjenbryn, hænderne foldede sig roligt foran hende. ”Jeg er et lysvæsen, men jeg tror ikke på alle mirakler. Jeg er ganske klar over, at mænd som Nathaniel Diamaqima, kan få dem til at ske, men naturligt er det bestemt ikke,” bed hun ham af. Landet stod i en enorm krise, hvor dvasianere havde sat pletter på deres yndige lys, de havde sat dem alle i mistillid, og han var bestemt ingen undtagelse, man kunne ikke forvente meget mere, enhver mand gjorde sit bedste. ”Tillid er en ting, de færreste har gjort sig fortjent til. Vores land er blevet skubbet ind i skygger, man kan ikke stole på nogen, ” påpegede hun direkte, og bøjede sig roligt ned, for at samle en bog op, der var faldet ned på gulvet. Hun satte den roligt på plads, blandt andre af samme forfatter. Yessica sukkede, og tvang den latter tilbage, der hvilede lige på kanten. ”Jeg er bange for, at du ikke kan overbevise mig, jeg nægter at tage stilling, der er kongens arbejde og ikke mit,” sagde hun roligt. Han havde været i krig, enhver kunne have givet ham de ar, det ville slet ikke være nok. Hun fulgte roligt hans bevægelse, og betragtede det gamle ar, der tydeligvis havde været dræbende. Men som han selv sagde, så kunne der ske meget, specielt i en kamp. Hun rystede på hovedet af ham, hun var slet ikke overbevist. Dafnir ville helt sikkert elske at høre denne historie, hun havde fortalt ham den som lille. Den dreng var i sandheden blevet stor, hun var stolt af ham, det eneste kære hun overhovedet havde inde på livet, foruden hendes mange bøger. Hun vendte ryggen til denne kære fremmede, og kuklo let for sig selv. Selv som bibliotikar, kunne man uden tvivl opleve nogle direkte usædvanlige ting. Hånden strøg gennem de mørke lokker, normalt så var det hendes opgave at hjælpe de som søgte noget, men hun var virkelig ikke sikker på at han ville være fornuftig, ”Kom tilbage med en eutoriseret, så kan vi snakke om det,” kaldte hun. Hun var bestemt, hun ville ikke stole på ham. Hvis Lucas gav ham den tillid, så måtte han selv stå inde for manden, for det ville hun bestemt ikke selv turde at gøre. ”Beklager sir!” hun rystede endu engang på hovedet for sig selv, strøg om bag den bogreol som hun havde stået ved før, for at fortsætte hvad hun havde været igang med. Hendes bibliotek skulle bestemt ikke være et enormt rod, nogen skulle stå til regnskab, og der kunne ikke gå lang tid endnu! Hun sukkede tungt, og slæbte så mange bøger hun overhovedet kunne have i favnen, hvorefter hun roligt begyndte at finde deres originale pladser.