The Darcy Family

[isabella]

Carino Fattoria, Procias
22. maj, morgen

Isabella smækkede hoveddøren bag sig og gik hen til den stalddreng, der stod på gårdspladsen og holdt hendes hest ved tøjlerne.
Det var meget tidligt om morgenen, og solen kunne kun lige akkurat skimtes ude bag horisonten. Vejret var mildt, luften helt klar og ren. Det syntes næsten som om, Procias var mere fredfyldt her til morgen end nogensinde før.
Stalddrengen slap hestens tøjler i samme øjeblik, Isabella tog dem, og hun nikkede kortfattet, men høfligt, til ham, idet hun satte foden i stigbøjlen og ubesværet svingede sig op på hestens ryg. Den kastanjebrune hoppe slog med hovedet og trippede utåldmodigt på stedet, før Isabella med hælene gav den et let tryk i siderne og den satte i galop ud af gården, ned ad stien og ud på landevejen, væk fra Carino Fattoria.

Castle of Light, Procias
22. maj, aften

Mørket var faldet på, da Isabella i let trav red igennem den mægtige port indtil Castle of Light. Det procianske slots prægtighed var overvældende, det var ubeskriveligt smukt, så stort og majestætisk knejsede det foran hende i al sin pomp og pragt - i sandheden en konge værdig.
Isabella var for en gangs skyld forholdsvis anstændigt klædt i en smuk, marineblå silkekjole med stropper og guldtråd langs ærmer og udskæring. Hendes kavalergang var stadig synlig - hun havde det jo trods alt i sig at være udfordrende - men alligevel langt mindre iøjenfaldende end den plejede. På trods af, at hun jo ikke ligefrem skulle til audiens hos kongen, så var der alligevel en vis forventning om, hvad man kunne tillade sig, når man besøgte hans slot.
Udover kjolen var Isabella iført en lang, sort kappe, hvis hætte hun havde slået op, så den henlagde hendes ansigt i skygge. Alt i alt var hun en ret anonym skikkelse, som hun kom ridende dér, for i dette ærinde havde hun ikke i sinde at tiltrække sig alt for meget opmærksomhed.

Isabella gik ubemærket og i ly af mørket ind i Castle of Lights kongelige bibliotek. Med den sorte kappe og sin yndefulde, katteagtige måde at bevæge sig på, gled hun næsten i ét med skyggerne i biblioteket. Der var stille i det store rum, og det ville have været fuldstændig mørkt, hvis ikke det var for de små olielamper, der hang rundt omkring på væggene mellem de mange reoler. Der var næsten som om, det var nat herinde, men i virkeligheden var det kun aften, klokken var sikkert ikke mere end otte, det var bare solen, der var gået ned og havde ladet mørket tage over i Procias endnu en nat.
Isabella var faktisk ikke helt sikker på, hvor hun skulle begynde at lede, men mens hun stadig med hætten slået op bevægede sig stilfærdigt op og ned langs nogle af hylderne på bibliotekets øverste etage, ville skæbnen, at hun pludselig fik skimmet ordet 'Darcy' på én af bogryggene. Hurtigt fik hun hevet bogen ud fra hylden, den var stor og tyk og ikke mindst var den gammel, det var helt tydeligt. Isabella tog bogen hen i lyset fra én af olielamperne på væggen, pustede støvet af den og kunne nu læse titlen Darcy & Adaron - And Other Procian Noble Families, skrevet med sirlige guldbogstaver på det læderindbundne omslag. Forsigtigt, nærmest betaget, lod hun en hånd glide ned over bogens forside. Så åbnede hun den på midten, bladrede nysgerrigt, men påpasseligt et par sider frem, og pludselig - på én af de skøbelige pergamentpapirssider - var tegnet et stramtræ, et kæmpestort og kroget ét med en masse navne, Isabella aldrig havde hørt før, personer hun aldrig havde kendt. Normalt var hun jo også ligeglad med stamtræer, det havde hun aldrig nogensinde kendt nogen, der brugte, men der var bare lige dét ved det, at personerne på dette stamtræ... de hed allesammen Darcy.

[lucas]

Det havde været en yderst smuk dag, selvom den var ved at være slut, hvor en ellers så skyfri himmel med udsigt til de smukke stjerner havde vist sig, så natten så ud til at blive mindst lige så smuk som dagen havde været lang. Og for en gangs skyld så var det faktisk vejret som Lucas havde udnyttet sig af, for sommeren var ved at komme ind over landet, selvom at der ikke var så megen pragt tilbage af landet, for det meste var jo faktisk brændt ned. Men solen gav ham stadig styrke og specielt i denne varme tid, så det var klart noget som han havde udnyttet sig af. Efter samarbejdet med den gamle dronning af Procias; Elanya Maloya, som havde opsøgt ham på slottet, så var det faktisk begyndt at gå lidt bedre, de var ved at prøve at genvinde folkets tillid, og det gjorde han også ved selv at gå i aktion, som han havde gjort netop denne dag, der befandt sig jo stadig nogle mørkevæsner i landet, selvom han havde fået Gabriel til at sætte mænd til at få dem ud. De fik hjælp fra Manjarno til at bevogte muren langt bedre, hvilket også havde fået oprøret til at falde langt mere til ro, hvor han denne dag selv havde været ude for at fjerne flere mørkevæsner, de som ikke selv havde flygtet ud af landet, havde han dræbt på stedet, for det var på tide at de fik ryddet ordentligt op i landet! Nu hvor mørket var ved at komme ind over landet, havde han søgt tilbage til slottet igen, for der var stadig en hulens masse papirarbejde som han skulle have klaret, planer som skulle lægges og ting som skulle gøres for at Procias igen kunne stå som et pragteksempel som det altid havde gjort førhen. Han gik ud fra at Jason var sammen med Lisa og børnene, for manden befandt sig jo faktisk ikke særlig meget på slottet også mest af sikkerhedsmæssige grunde, for folket var jo faktisk ud på at vælte ham af pinden, dræbe ham, for at få alle mørkevæsner ud af landet og selvom Jason var ren af hjerte, så bar han desværre dvasiansk blod i sine årer.
Lucas gik med rank ryg ned gennem den store gang oplyst af olielamper og stearinlys få steder, hvor han var på vej til biblioteket. Det var jo faktisk det rum hvor han opholdt sig mest, og det sted hvor han bedst kunne koncentrere sig. Han var noget af en læsehest og selv ting fra historien kunne være nyttig selv den dag i dag. Han bar nogle sorte fløjlsbukser og en lyseblå skjorte, hvor de smaragdgrønne øjne ellers faldt på den store dør der hvilede foran ham. Det halvlange, blonde hår var redt fint til siden, hvor der ikke var nogen tvivl om at han hørte til på slottet. Han åbnede roligt den store tunge dør, som han gik ind på biblioteket. Yessica – bibliotekaren – var for længst gået hjem, hun havde haft sine sager at se til, hvilket han også havde den dybeste respekt for, for der var jo også de dage hvor hun arbejdede langt over tiden. Hans blik faldt på den oplyste skikkelse som måtte være inde i rummet, hvor det var tydeligt at det var en kvinde. ”Hvem der?” spurgte han med en klar og høj stemme, som tydeligt krævede sine svar, hvor det faktisk måtte undre ham at denne kvinde var kommet ind, for selv slottet var blevet langt mere bevogtet.

[isabella]

Før Isabella var rejst i morges, havde hun stået alene i Carino Fattorias forhal med familien Darcys slægtsring og kigget på den som om hun krævede nogle svar fra den. Hun havde taget ringen på, den passede perfekt på hendes finger, og ganske forsigtigt havde hun ladet en fingerspids glide hen over den guldbelagte overflade, mens hun grublede over, om det nu også var klogt at gå med den eller ej.
Isabella yndede for tiden at holde kortene tæt ind til kroppen, og dette var ikke fordi hun var hverken fjendtlig, indelukket eller decideret havde noget at skjule, det var kun fordi hele dette familie-projekt var en ret skrøbelig affære. I øvrigt var hun ikke interesseret i at andre skulle vide hvem hun var, når hun nærmest ikke engang vidste det selv, og hun var også opsat på at værne om sin sande identitet med den far og den bror, hun havde. Især bror, faktisk. Isabella stolede nemlig ikke på Ilosonic. Hun var klar over, at han ikke ville skade hende, og han havde da også lukket hende ind i sit hjem, givet hende et værelse - men hun vidste, han skjulte noget for hende. Der var en masse ting, han ikke fortalte hende. Og Isabella havde lært at passe på med mennesker, der ikke ville åbne sig, for de kunne være farlige. Meget farlige. Hvis man kom for tæt på. Så hvis han ikke selv ville fortælle hende om sine hemmeligheder, så skulle hun i hvert fald nok selv finde ud af det.
Det glødende lys fra olielampen på væggen blev reflekteret i slægtsringens blanke overflade, og Isabella kiggede kort på den før hun atter vendte blikket mod stamtræet i bogen. Næstnederst på træet fandt hun navnet Vladimir Darcy, efterfulgt af hans fødsels- og dødstal, og under ham udsprang sig yderligere tre grene, forbundet til to forskellige kvinder, ledende til tre børn. Ilosonic Amalani Darcy, Marius Amalani Darcy og så en sidste plads, hvor der blot stod ordet 'ukendt' og hverken var opgivet årstal for fødsel eller død.
I et splitsekund syntes Isabella at hun mærkede et svagt stik i hjertet. Måske var det fordi hun ikke kunne læse sit eget navn under sin fars, måske var det fordi hun pludselig tvivlede på sin egen historie, for bogen fik det til at se så... firkantet ud. Som om det var dén, der var gældende, og kun dén.
Isabella blev afbrudt i alle disse tanker, da der pludselig lød en mandestemme bag hende. Hun vendte sig fattet og fik øje på en skikkelse i mørket, høj og bredskuldret, men ellers for utydelig til at hun kunne se ham ordentligt. Hendes blik hvilede nærmest nysgerrigt på ham, og hun kneb øjnene en anelse sammen i et forsøg på at se ham bedre. Et skævt smil gled over hendes læber.
"Er I ikke vant til besøgende, eller hvad?" sagde hun ganske lavmældt men med en morende undertone. Procias' kongelige bibliotek var jo trods alt åben for befolkningen, og det var da heller ikke fordi Isabella ikke havde mødt nogen på vej herind...
Mænd var bare nemme - behøvede hun sige mere?

[lucas]

Hvem denne kvinde måtte være, var noget som Lucas ikke vidste, for han havde ikke set hende før. Et sted undrede det ham at hun var blevet lukket ind, for han havde ellers givet vagterne besked på ikke at lukke bare hvem som helst ind, for nok plejede biblioteket at være åbnet for hele befolkningen, men det var så også før at befolkningen prøvede at myrde konge og før mørkevæsnerne var trængt ind i landet, så de var nød til at være forsigtige! Han ville dog personligt sørge for at smide hende ud, hvis hun var ude på ballade! Men han ville heller ikke virke fjendtlig, for han prøvede jo faktisk på at skabe fred mellem kongehuset og befolkningen, prøvede på at skabe et samarbejde igen og det var bedst jo flere af befolkningen som han havde på sin side, så måske han kunne hjælpe hende i stedet for? Han var en utrolig klog man med en utrolig stor viden, for på den anden side så var han jo heller ikke kongelig rådgiver for ingenting. Og hjalp han hende også, så kunne han jo også holde øje med hende, så han var sikker på at hun ikke stjal eller lignende. ”Det er ved at være sent.. og dermed en sen tid at ankomme på,” påpegede han kortfattet, uden at blikket forlod hendes skikkelse, som han ganske let begyndte at sætte kursen over imod hende. Biblioteket var utrolig stort, både med en over- og underetage, hvor reolerne tårnede sig hele vejen op til loftet, så man måtte bruge stiger eller magi for at få de øverste bøger ned. Når Yessica ikke var her, så var det faktisk ham som havde ansvaret for selve biblioteket, det var desuden også her han opholdt sig mest, for han gik under betegnelsen for at være en læsehest.
Lucas stoppede roligt op nogle meter fra den unge kvinde, som måtte stå med en af de ældre bøger i hænderne, for det kunne han tydeligt se på både omslaget men også selve siderne, som var af det gamle og skrøbelige pergamentpapir. De smaragdgrønne øjne hvilede ganske kortfattet og alvorligt på hende, også som tegn til at hun ikke burde være her, for her var sent og så sent lukkede de folk ud, netop fordi at der havde været en person her så sent, som tilmed havde dræbt dronningen og denne kvinde kunne jo faktisk også dræbe ham? Han nægtede til gengæld at falde, for der var ting herinde i rummet, som faktisk kom ham til fordel. ”Desuden.. så er reglerne blevet lidt strammere efter dronningens fald.. netop herinde i rummet,” forklarede han videre og yderst alvorligt, uden at han tog blikket fra hende. Han og resten af kongehuset var nød til at være påpasselige med hvem de lukkede ind, ikke alle fik lov til at komme ind efter at Keischa var blevet dræbt, nemlig også en sen aften, og derfor undrede det ham faktisk at hun var kommet herind, for han var sikker på at Yessica havde smidt denne kvinde ud, hvis hun havde været her på samme tid. Men han vidste jo så heller ikke hvad denne kvinde havde af intentioner, men hun måtte jo næsten søge efter noget siden hun befandt sig på biblioteket? De smaragdgrønne øjne faldt på bogen og den side hun havde slået op på, hvor han betragtede skriften og billedet; det var et stamtræ over familien Darcy, som i.. Ilosonic Darcy? Han kneb øjnene tænkende sammen, inden han vendte blikket undrende imod hende. ”Familien Darcy?” spurgte han undrende, og så lettere nysgerrigt på hende, hvad havde hun med den familie at gøre? Det var kun noget som gjorde at han blev mere opmærksom end tidligere.

[isabella]

Isabella kunne se mandens skikkelse bevæge sig hen mod hende, og hun kunne høre den sagte lyd af hans skridt. Efterhånden som han kom nærmere, oplyste det bløde skær fra olielampen hans ansigt, og i det øjeblik han kom ud af skyggerne og Isabella kunne se ham ordentligt, mærkede hun et lille sug i maven, der kom så uventet, at det måtte bringe hende en anelse ud af fatning i et splitsekund. Hans ansigt var maskulint og havde markante ansigtstræk, og Isabella ville sværge på, han nærmest... ikke lyste, men... jo, det var ligesom om, der var et eller andet over ham, en lys... aura, eller sådan noget. Hans øjne var smaragdgrønne. Han var pæn. Og der var også et eller andet ved ham, som fik hende til med det samme at kunne fastslå, at han ikke var farlig. At han var af lyset. Hun betragtede ham med sine mørke, katteagtige øjne som han stoppede et par meter fra hende, hvorefter hun ganske roligt slog hætten ned og med øjnene en anelse knebet sammen drejede hovedet lidt til siden, nærmest mistænksomt, som for at finde ud af, hvad det var han lige havde gjort ved hende, der havde udløst den dér fremmede følelse. Alligevel slog hun det hen igen. Det var jo ingenting, nok bare det mystiske, men dragende skær, han havde over sig, som hun aldrig havde set noget væsen have før. Det skæve smil på hendes læber falmede, og hun blev mere alvorlig i sit ansigtsudtryk og tonefald.
"Jeg har været længe undervejs," svarede hun mildt, med et hemmelighedsfuldt glimt øjnene. Hun vidste godt, det måske var lidt sent at være her, men hun var jo taget afsted meget tidligt om morgenen og havde redet hele dagen med kun ét stop ved en kro for at give hesten et hvil. Det tog nu engang lang tid at komme fra Carino Fattoria til Castle of Light. Og så sent var det heller ikke. Nok var det mørkt, men nat var det ikke. I øvrigt var hun da også blevet tjekket for våben af en vagt, inden hun fik lov at sætte fod herinde... faktisk var hun blevet tjekket rigtig grundigt. Dette skulle hun da også lige til at fortælle ham, men nåede det ikke, før hun så, at hans blik faldt på bogen hun stod med i hænderne. Hun kiggede fra ham til bogen og tilbage på ham igen. Hans tonefald var ligesom skiftet fra at være fast og krævende, til mere undrende. Og han fik da også et lettere nysgerrigt blik i øjnene, da han kiggede på hende igen... men nej, det her ville hun ikke bare buse ud med. Hun kendte ham jo ikke. Hun vidste ikke, hvem har var. Og som sagt, så holdt hun kortene tæt ind til kroppen. Det var nu ikke fordi, hun var bange for, at han kunne skade hende, for der var ikke nogen tvivl om at han var lysets tjener, en god mand, og efter hans påklædning at dømme hørte han også til her på Castle of Light. Hun kunne næsten gætte sig til, hvad han ville spørge hende om.
"Mit formål her må være mit eget," sagde hun så, venligt, men lavmældt, mens hun vendte sig halvt om igen og atter rettede sin opmærksomhed mod bogen. Ikke at hun rent faktisk troede, han ville lade hende slippe så nemt, men han skulle i hvert fald vide, han ikke kunne få hvad som helst ud af hende.

[lucas]

Et sted måtte det irritere Lucas en anelse at denne kvinde havde besøgt slottet så sent, for hun kunne næsten ikke have kommet uset ind, for slottet var blevet langt mere skærpet angående bevogtning, så der ikke skete flere angreb, som på dronning Keischa. Og det var bestemt også grundene til at sikkerheden var blevet skærpet, for de havde ikke råd til at der kom alle mulige ukendte personer ind, specielt ikke i denne tid, hvor man knap kendte forskel på ven eller fjende, hvilket denne kvinde også burde kunne regne ud? At hun så var så afvisende for hans spørgsmål, hvor han faktisk var ganske alvorlig og faktisk krævede sine svar, som han nok også skulle få tvunget ud af hende, medmindre hun hellere ville blive vist ud på den hårde måde. Det var så heller ikke fordi at han ville være ubehøvlet, for han kendte jo heller ikke til denne kvinde eller hendes ærinde, så han vidste jo faktisk ikke om hun var ven eller fjende, men det var jo så også bare grunden til at han blev langt mere vagtsom og opmærksom på hvad hun gjorde. Han lagde roligt armene over kors, uden at han tog blikket fra hende på noget tidspunkt, han ville ikke tøve med at angribe hende, eller sågar dræbe hende, hvis hun faktisk viste sig at stå som en trussel imod Procias og kongehuset, men det var måske også at overdrive en anelse? Igen, så vidste han jo faktisk ikke hvad hendes intentioner måtte være, men han skulle nok finde ud af det. ”Muligvis, men det ændrer stadig ikke på, at vi ikke ønsker besøg så sent på aftenen,” svarede han stilfærdigt, hvor hans blik hvilede sigende på hende, så der ikke kunne være nogen tvivl om at han ønskede svar, for hvis det viste sig at hendes gerninger og intentioner var renlige og helt fredelige, så kunne hun godt få lov til at blive, men det vidste han jo ikke om de var. At hun jo så stod med en bog i hånden som omhandlede Darcy-slægten, var noget som faktisk måtte fange hans opmærksomhed, for det kunne næsten være at hun stod i ledtog med Ilosonic? Der var ingen tvivl om at kongehuset nærede sin mistroiskhed til den mand, for mange ting pegede på at det hele var hans værk, men på den anden side så havde de ikke beviser, så det var svært at tage en sag op mod ham. Men hvad nu hvis Ilosonic havde sendt denne tøs ud for at spionere? Gøre det beskidte arbejde for ham? Hendes svar på hans spørgsmål, gjorde derfor ikke ligefrem situationen bedre for hendes vedkomne. ”Du vover at ankomme så sent, specielt når reglerne er blevet langt strammere efter dronningens fald, og så uden at sige dit ærinde?” spurgte han fast, hvor hans blik næsten måtte gå fra alvorlig til næsten fjendtligt. ”I så fald må jeg bede dig om at gå, medmindre du personligt vil have mig til at smide dig ud,” endte han fast og kortfattet, hvor der ikke var nogen medlidenhed at spore i hans stemme. Det var ikke fordi at han ville stille sig op mod hende, men når hun allerede virkede så mistænkelig som hun gjorde, så kunne han ikke lade hende blive. Nu hvor Jason ikke befandt sig på stedet, så var det jo faktisk ham som stod for ansvaret af sikkerheden og han tog bestemt ikke nogen chancer!

[isabella]

Isabella var generelt en overbærende person, men det var ligesom ved at blive et gentagende mønster at folk reagerede sådan dér overfor hende; med fjendtlighed og afvisning. Og nu - lige nu i dette øjeblik - flød bægeret over. Isabella havde fået nok. For hvert eneste af de ord, der nu kom ud af denne mands mund, blussede vreden mere og mere op i hende. Hun kunne næsten ikke tro, hvad han stod og sagde til hende! Talte ned til hende? Truede hende? I guder, hvad var det dog, han var bange for?! Troede han, hun blot var valset ubemærket ind i slottet uden at blive mødt af vagter, uden at blive tjekket for våben, eller hvad? Og hvis han nu var klar over, dette ikke var tilfældet, hvor vovede han så at stå dér og true hende med at smide hende ud?! Efter de første ord havde forladt hans mund, vendte hun sig brat om, smækkede bogen sammen med et smæld og stadig med den under armen tog hun tre hurtige skridt hen imod ham, så de stod med kun omkring en meters afstand imellem dem. Hun kiggede ham direkte ind i hans smukke, smaragdgrønne øjne med et rasende blik.
"Så synes jeg ærlig talt, du skulle bede dine vagter om ikke at lukke folk ind!" råbte hun, men sænkede så i stedet stemmen til en giftig snerren:
"Tror du altid det værste om mennesker?" rasede hun, "Hvor er du ubehøvlet!"
Isabella havde ikke i sinde at besinde sig. Det her fandt hun sig ikke i! En mand fra slottet skulle absolut ikke tale ned til hende, uanset hvor fantastisk smuk og køn og dragende han så var. For det var ham her. Sådan en idiot.
Hun lod køligt blikket løbe ned ad hans flotte, velklædte krop og derefter op til hans ansigt igen.
"Hvad ved mig får dig til at tro, jeg er farlig?" skummede hun, stadig foragteligt, men også virkelig virkelig undrende, for hun forstod det ærlig talt ikke. Jo, det var mørke tider, hvor man skulle passe på og man ikke kunne stole på nogen, men... synes han virkelig, hun lignede én der kunne gøre nogen fortræd? Så havde han ikke ret. Hun var ganske vist ikke noget englebarn, men hun var hverken koldblodig eller ond. Og bestemt heller ikke af mørket. Så hun måske sådan ud, eller hvad??

[lucas]

At bægret var ved at løbe over for denne kvinde, var noget som begyndte at gå op for Lucas, som hans smaragdgrønne øjne faldt til hendes blik, hvor det var tydeligt at de havde fået et mere fast og vredt skær og alligevel så så han også noget andet, noget.. sensuelt? Som hun klappede bogen sammen måtte det jo bare bekræfte hans tro om at hun var ved at blive vred, hvor han næsten vendte blikket en anelse forundret mod hende. Skulle hun til at blive fjendtlig? Han tiede stille under hele hendes skæld ud, hvor han næsten fik helt dårlig samvittighed, for han havde jo faktisk dømt hende på forhånd og det var heller ikke fordi at han plejede at gøre det, men det var vel egentlig også kun fordi at han var bange for at han skulle ende ligesom Keischa? Støde på en ond person, som dræbte ham her i biblioteket? Han blinkede lettere forundret og overrasket med sine øjne, som han ikke ligefrem havde forberedt sig på at få en.. skideballe? Det var godt nok lang tid siden at han havde fået sådan en. Som hun blev færdig med at tale, stod han for en kort stund og blot stirrede overrasket og mundlam på hende, for hvad skulle han egentlig sige? Han havde jo dømt hende på forhånd, selvom han måtte indrømme at han heller ikke plejede at dømme folk på forhånd, men han var bare nød til at beskytte Procias så godt han kunne og han tog virkelig ingen chancer, det havde han virkelig ikke råd til! ”Jeg.. Øhm..” Han stirrede blot målløst på hende, inden det gik op for ham at han faktisk ikke havde noget at sige, hvor han rømmede sig ganske let og rettede sig ganske let op. ”Undskyld,” endte han så, for det var vel egentlig kun på sin plads? Han kløede sig ganske let i nakken, inden han strøg hånden igennem de blonde halvlange lokker; en vane når han ikke vidste hvad han skulle sige eller blev nervøs, selvom han ikke var nervøs, han var bare utrolig mundlam. ”Hvor skulle jeg vide om der er noget farligt ved dig? Udseendet kan bedrage,” svarede han stilfærdigt, som hans tone var blevet langt mindre bebrejdende og dømmende, som den faktisk var blevet en del mere lavmælt. Han gned sin hage lettere fraværende, bare for at have noget at lave, som han næsten fandt det helt akavet. Det var jo heller ikke fordi at hun så farlig ud, faktisk lignede hun en anstændig, ansvarsbevidst og fornuftig kvinde, selvom han vel kunne tage fejl? ”Men eftersom du ikke gider fortælle mig dit ærinde, så ser jeg ingen grund til at skulle være mindre skeptisk, du giver mig kun grund til at være langt mere eftertænksom,” påpegede han stilfærdigt, som de smaragdgrønne øjne ikke forlod hendes blik på noget tidspunkt, for det var som om at hendes blik var så.. fangende, dragende og.. mystisk? Han trak vejret dybt og fumlede let, tænkende med sine hænder. ”Tilgiv mig.. det var ikke for at dømme dig på forhånd. Jeg er bare nød til at være forsigtig med folk, når landet står i den situation som det gør, specielt når jeg står som kongelig rådgiver,” forklarede han stilfærdigt og med en undskyldende undertone, hvor han sendte ende et smørret og prøvende smil.

[isabella]

Isabella havde faktisk været klar til at tage den helt store tur. Hun havde indstillet sig på at råbe og skabe sig og være vred, så det bragte hende ærlig talt en smule ud af fatning, at manden reagerede som han gjorde og ikke gav igen. Hun kiggede indgående på ham, mens han talte, førstt afventende og krævende for at få svar på sine spørgsmål, men efterhånden som ordene forlod hans mund, blev hendes blik mere desorienteret end vredt, og det raseri der var blusset op i hende, forsvandt stødt og roligt. Det var som om, hendes udbrud havde gjort ham direkte målløs, og det var nok det sidste, hun havde forventet. Hans øjne og hans tonefald var ikke længere hverken dømmende, krævende eller irriteret - hele hans fremtræden var nu mere diplomatisk, og han talte til hende stilfærdigt - og hun kunne sværge på, hun også havde hørt en undskyldende undertone?
Isabella kunne nærmest ikke finde ud af, hvad hun skulle stille op med dén reaktion, for det havde hun ikke ligefrem været forberedt på. Men der var noget ved ham, som gjorde hende sikker på, at han var mere end god nok, og nu hvor han opførte sig sådan dér, var der jo ikke nogen måde i verden hvorpå hun kunne fortsætte med at være vred på ham. Hun rystede let på hovedet, halvt ad sig selv og halvt ad ham.
"Vi er klart ved at komme skævt ind på hinanden," konstaterede hun så med et lille smil. Hun lyttede til resten af hans ord, og nu hvor hun havde fået slået koldt vand i blodet igen, kunne hun jo i virkeligheden godt forstå hvad han mente, når han påpegede, at han i hvet fald ikke havde grund til at være mindre skeptisk overfor hende, i og med at hun ikke ville fortælle ham om sit ærinde her i Castle of Lights kongelige bibliotek - men samtidig med at hun lyttede, bed hun også mærke i måden, han så på hende på mens hun talte. Hun så i hansblik, hvad hun havde set i en mands blik sådan cirka en milliard gange i løbet af sin levetid, men af én eller anden grund fandt hun det en smule... foruroligende. Der var i hvert fald et eller andet, der nagede hende ved det, men umiddelbart var hun ikke lige i stand til at identificere hvad.
Isabella spekulerede også mere og mere på, hvem han overhovedet var, siden han havde så stor interesse i hvorvidt hun var farlig eller ej. Ud fra hans påklædning at dømme hørte han til her på slottet, men hvad var hans egentlige position? Spørgsmålet fik hun besvaret i hans allersidste sætning. Hun rynkede overrasket panden, men i hendes blik var der også en snert af beundring at spore.
"Er du Lucas Callisto?" spurgte hun med et forundret smil, "Men du er så... så ung?"
Det sidste røg ud af munden på hende uden hun rigtig tænkte over det. Og da hun hørte ordene forlade sin mund, kunne hun godt høre det stupide i dem; han tilhørte jo nok en race, der levede længe. Han havde sikkert levet i mange år, men var hun ung i forhold til sin races levealder. Mennesker, som var den kortest levende race i denne verden, var der faktisk ikke mange af på disse kanter længere. Af en eller anden grund havde hun bare altid tænkt på en kongelig rådgiver som en ældre, gråhåret herre, hvor erfaringen var helt tydelig i form af hans udseende.
Isabella mærkede pludselig noget vende sig i hende, da situationens alvor med ét gik op for hende. Den kongelige rådgiver, det procianske kongehus mest loyale position, stod her foran hende... hun som var Ilosonic Demoniqz halvsøster, Ilosonic som aldeles ikke var vellidt af hverken kongehuset eller befolkningen. Og hun vidste med det samme, at så snart han fandt ud af hvem hun var, ville han ikke have noget med hende at gøre.
Isabella samlede med udsøgt diskretion og meget rolige bevægelser hænderne bag ryggen, under den sorte kappe, og netop fordi kappen hang hen over hendes skuldre og også dækkede hendes arme, var det nærmest umuligt at se. Uden at bryde øjenkontakten med ham så meget som et sekund, trak hun bag ryggen Darcy-slægtsringen af sin finger og i selvsamme bevægelse som hun igen lagde armene langs siden, lirkede hun ubemærket ringen ned i den lille læderpung, hun havde hængende i en tynd rem om livet. Hele processen ville han ikke kunne have bemærket, specielt ikke fordi han tydeligvis ikke kunne få øjnene fra hende... noget, hun faktisk også... nød lidt. Hendes mørke, hemmelighedsfulde øjne glimtede i olielampens skær, alt imens et skævt smil gled over hendes læber, som om intet var sket.

[lucas]

Hvem denne kvinde måtte være, var noget som Lucas end ikke vidste, hvilket måtte irritere ham til en hvis grænse, selvom at det ikke var noget som man kunne læse på ham, det var mere fordi at han plejede at vide alt om alle, men det krævede jo også først at han kendte til personens navn og eftersom han ikke kendte denne kvinde på udseende, så var det heller ikke sikkert at navnet ville sige ham det mindste. Hvad han dog havde lagt mærke til, var det at hun havde fundet end bog og slået op på Darcy-familiens stamtræ, så enten havde hun noget at gøre med Ilosonic, eller også så ønskede hun at finde mere ud af den familie, hvad det var, vidste han ikke, men mon han ikke fandt ud af det før eller siden? Hun gav ham jo nok flere svar, når han ikke brugte den krævende tone, men den venlige, hvilket vel egentlig også sagde sig selv? Han kunne ikke lade vær med at fnise kort til hendes ord, hvor et muntert smil gled over hans læber. Han nikkede roligt. ”Det gjorde vi nok ja,” medgav han med et skævt smil, som han roligt foldede hænderne bag ryggen og blev ellers stående roligt og med den ranke ryg. At de var kommet skævt ind på hinanden var vidst mildt sagt, men en misforståelse havde der vel været? Selvom at han nu alligevel var vagtsom på hende, for han vidste stadig ikke hvad hun var, hvem hun var eller hvad hun i det hele taget ville her på det kongelige bibliotek, for dette bibliotek bar en så stor og værdifuld viden at det var noget som kunne komme i de forkerte hænders, hvilket han heller ikke var ude på! Der var dog noget specielt ved denne kvinde, hendes glans, hendes.. blik. Det var så hemmelighedsfuldt, så fængende, så.. smukt.
For et kort øjeblik stod Lucas dybt begravet i sine egne tanker, uden at han havde taget blikket fra hendes betagende og fangende øjne, som han ikke kunne få sig selv væk fra, næsten som om at han ikke kunne? Et sted skræmmende, selvom at han heller ikke videre lagde mærke til det selv. Han rystede kort på hovedet, som han vendte tilbage til virkeligheden igen, ved hendes ord, hvor han blinkede let med øjnene. Han så roligt mod hende igen, dog denne gang uden at se hende direkte i blikket, for der var noget.. mistænksomt ved den effekt som de måtte have, næsten som om at hun bar noget dvasiansk i sig. Han kunne dog ikke holde den muntre latter tilbage ved hendes ord. Hun fandt ham ung? ”Det tager jeg som et kompliment,” endte han muntert, hvor han rystede smilende på hovedet. Han var faktisk utrolig gammel og dog med et ungt ydre, men man skulle dog ikke undervurdere hans viden, for han var faktisk utrolig klog, og han havde en erfaring uden lige, specielt med alt det som han havde været igennem, for han havde haft forskellige range, han havde befundet sig i forskellige miljøer og alligevel stod han denne dag som den procianske kongelige rådgiver, hvilket han også var tydeligt stolt over. Han lænede sig roligt op ad den ene bogreol uden at se væk fra hende. ”Lad mig gætte, du troede at den kongelige rådgiver ville være en gammel gråhåret mand?” spurgte han tydeligt morende, som det fik ham til at smile bredere. Han rettede sig roligt op igen, inden han tog et skridt mod hende for at formindske afstanden inden han lænede sig frem mod hende, dog uden at komme helt tæt på. ”Skal jeg være ærlig? Så havde jeg nok regnet med det samme,” fortalte han i en hviskende og dæmpet tone, som havde det været en hemmelighed. På den anden side, hvem havde så ikke regnet med at den kongelige rådgiver var en gammel grå mand? Dog var der faktisk mange som var utrolig ’unge’ i forhold til at være kongelig rådgiver, naturligvis var de kongelige rådgivere i de forskellige lande ikke små unge mænd, nej de var skam voksne, men det var heller ikke de ældste af de ældste.
At hun måtte fjerne slægtsringen fra hendes finger lagde Lucas ikke det mindste mærke til, som hans blik hvilede på hendes skikkelse, ved hendes ansigt, dog uden at få direkte øjenkontakt, for der var noget ved hendes blik som gav ham en foruroligende følelse, men derfor valgte han nu stadig at gå frem med venlighed i stedet for alt det andet, for hun var jo faktisk hurtigt faldet til ro igen efter at han havde sagt undskyld og skiftet tone. ”Nå lad mig så vide, hvad er dit ærinde her på biblioteket?” spurgte han roligt og lettere nysgerrigt hvor hans tone denne gang var opfordrende og ikke krævende, ”jeg kan muligvis give en hånd med.” Han kendte trods alt biblioteket og dets bøger utrolig godt, for her kom han jo faktisk utrolig tit, og han havde jo nok læst de fleste bøger som måtte befinde sig herinde, om man så ville tro på det eller ej.

[isabella]

Af én eller anden uforklarlig årsag, havde Isabella på en måde ikke rigtig lyst til at lyve overfor Lucas. Der var et eller andet ved ham, som næsten var for fromt og godt til at man kunne bære at snyde ham på dén måde, men hun kunne ikke forklare præcis hvad det var. Isabella ville sværge på, han nærmest havde en form for lysende omrids, en aura over sig, en overjordisk udstråling der kom af et rent og godt hjerte. Han var helt klart af lyset, det var hun ikke i tvivl om, specielt ikke når hun så ind i hans kloge, smaragdgrønne øjne.
Men hvorom alt var, så var Isabella klar over, at hun var nødt til at stikke Lucas en løgn nu, hvis han skulle fortsætte med at være så venligt stemt overfor hende, som han pludselig var blevet efter hendes kortvarrige raserianfald. Hvis han fandt ud af, at hun var intet mindre end Ilosonics søster, så ville han smide hende ud, han ville blive vred og han ville foragte hende, og foruden det faktum at hun generelt bare ikke på nogen måde var klar til at forlade biblioteket endnu, var der også et eller andet som gjorde det helt ubærligt for hende at tænke på, at han skulle komme til at afsky hende. Desværre havde han ret i det, han sagde lige før… at udseendet kan bedrage. Nu havde hun vist bare fået ham til at tro, at han havde gjort fejl i at dømme hende så hurtigt, men med sig selv vidste hun jo godt, han faktisk – desværre – havde god grund til at gøre det. Isabella havde løjet sådan cirka en million gange, for det var noget man var nødt til at kunne, dér hvor hun kom fra, og efterhånden vidste hun hvordan man gjorde det troværdigt. Det handlede om ikke at gøre for stort et nummer ud af det, og kodeordet var, at holde sig så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt.
Hun fulgte lettere forundret Lucas med øjnene, som han tog et skridt frem og fortroligt lænede sig en smule hen imod hende. Han stod godt nok ikke helt tæt på hende, men tæt nok til at han nu kunne hviske til hende og hun stadig kunne høre hvert eneste ord. Hun trak en anelse på smilebåndet og fik et glimt i det mørke øjne, da hun hørte hvad han sagde. Han havde da godt nok løsnet op overfor hende nu, han snakkede jo nærmest til hende som om han ikke længere havde hende under nogen som helst form for mistanke… men netop da dette gik op for hende, faldt det hende pludselig ind, at hans venlighed måske bare var spil for galleriet. Hendes smil falmede lidt ved tanken, for i realiteten kunne det jo godt være en mulighed… måske skulle hun i det hele taget passe bedre på sig selv, for dybt inde kunne hun godt mærke, at hun lige nu og her befandt sig i en situation, hvor hun af uforklarlige grunde godt kunne ende med at blive såret.
Hun rømmede sig let, hvorefter hun trak let på smilebåndet.
”Jeg hedder Isabella,” forklarede hun så, lidt forlegent, ”Min mor var ven af Marius Darcy, og efter hendes død fik jeg lyst til at opsøge ham". Hun slog blikket ned i jorden, mens hun fraværende lod hånden glide hen over bogen, som hun stadig stod med under den ene arm. Så åbnede hun munden, men der gik et sekund eller to, før ordene rent faktisk gled over hendes læber.
”Hun sagde, han var en god mand,” sagde hun så, med en pludselig meget alvorlig mine, og samtidig også et spørgende tonefald, alt imens hun atter kiggede op på Lucas med et mildt, men eftertænksomt blik. Denne sidste tilføjelse havde hun intet at hænge op på, men alligevel kom det på én eller anden måde fra hjertet. Hun ønskede at vide noget om den anden bror, hun aldrig havde kendt, og heller aldrig ville komme til kende, og siden Lucas var den kongelige rådgiver, havde hun på fornemmelsen at han nok var den rette at spørge om de procianske adelsfamilier. Måske kunne han også fortælle hende, hvad der egentlig skete dengang, Ilosonic overtog Carino Fattoria...?

[lucas]

At hun smilede ved Lucas’ lille spøg var noget som faktisk måtte glæde ham, selvom at han også lagde mærke til at hendes smil måtte falme igen, hvilket han kort måtte undre sig over, selvom at han ikke sagde noget til det eller gjorde noget yderligere ved det, for han vidste ikke om hun tænkte på noget andet. Men hun virkede da ikke så slemt igen, selvom at han stadig var på vagt, for han vidste jo faktisk ikke om hun gjorde alt som et spil fra galleriet, men han ville da være lidt mere høflig mod hende, for det virkede til at hun havde en dårlig dag i forvejen og han ville da heller ikke gøre det værre ved at dømme hende uden nogen grund, selvom det at hun var her så sent faktisk var grund nok. Et smil gled over hans læber, da hun præsenterede sig, selvom at det kun var hendes fornavn at hun havde fortalt ham, men det var da bedre end ingenting! ”Lucas.. men det ved du jo allerede,” endte han med et skævt smil, som hun jo faktisk selv havde sagt hans navn, så hun måtte jo have hørt om ham? Det gjorde ham i hvert fald ikke noget, som det da kun måtte glæde ham at hun kendte til ham, selvom at hun havde været overrasket over hans forholdsvis unge ydre, men det måtte faktisk kun more ham. Så hun måtte jo kun have hørt hans navn og ikke hørt om hans ydre.
Han så lettere forundret mod hende, da hun nævnte Marius. Det var jo den forhenværende greve af Procias. Han havde godt nok aldrig mødt manden selv, men han havde hørt om ham, han kendte jo faktisk alt om alle adelige for det var hans job netop som kongelig rådgiver. Han så lettere tænkende på hende, inden han lod sit hoved søge ganske let på skrå. Et muntert smil gled over hans læber. ”Marius siger du? Han var en god mand!” endte han stilfærdigt og i den muntre tone. Det var faktisk ærgerligt at han aldrig selv havde fået muligheden for at møde manden personligt, for han havde faktisk gjort en masse godt for landet. ”Marius var greve før Ilosonic kom til og gjorde krav på det hele. Han havde godt nok taget en dvasiansk prostitueret ind i landet, hvilket folket ikke havde set positivt på. Melody endte med at bide ham og omgøre ham til spide, men både Marius og Melody bidragede med en del til landet. De fik stablet et børnehjem på benene, hvor de tog alle de forældreløse til sig. Og så ejede han jo sin fars vinplantage, som hans vin var noget af det vigtigste for landet,” fortalte han stilfærdigt, hvor hans tone til sidst endte lettere tænkende. Han vendte roligt blikket mod hende, hvor smilet var falmet, og hans ansigtsudtryk blevet noget mere alvorligt. ”Men børnehjemmet blev revet ned, da Ilosonic kom til.. vinen har fået en utrolig høj pris, som han har sat det hele op. Man kan ikke ligefrem sige at Ilosonic har gjort noget godt for landet, folk beskylder ham for at have startet oprøret, og meget andet ondt, som er sket her i landet,” endte han stilfærdigt, som han betragtede hende kort og lettere afventende. Han havde jo faktisk bare talt uden at vide om hun faktisk var interesseret i at høre på ham.

[isabella]

Isabella nikkede let, og trak en anelse på smilebåndet, da han præsenterede sig. Ja… hun kendte allerede hans navn, for hun havde hørt ham omtalt før. Den kongelige rådgiver. Men hun havde aldrig set hans slags de steder i Apterta, hvor hun var vokset op. Denne godhed, det dér… lys… en sådan mand havde aldrig sat fod dér hvor hun kom fra. Hvad var han egentlig for et væsen? Hvilken race tilhørte han? Ingen af de mænd – eller kvinder, for den sags skyld – der havde krydset hendes vej de sidste 57 år, havde set ud som ham. Eller fremstået som ham. Isabella kunne ikke helt forklare, hvori det præcis lå, men der var et eller andet over ham som var lyst og godt, på trods af at han uden tvivl var meget maskulin og i øvrigt også, som hun havde set lige før, godt kunne hæve stemmen.
Hun lyttede, mens han talte. Hans ord rørte ved hendes hjerte. På trods af at hun aldrig havde kendt Marius, var der alligevel enoget inde i hende som var følelsesmæssigt påvirket af det Lucas fortalte om ham. Han var jo trods alt hendes bror, og Isabella ville mere og mere ønske hun havde fået en chance for at møde ham, som hun havde mødt Ilosonic - også fordi hun havde stærkt på fornemmelsen, at de to mænd var fuldstændig som nat og dag, og Marius måske i virkeligheden var meget mere som hende... at hun lignede Marius meget mere end hun lignede Ilosonic.
Isabella sukkede let. Det lod til, hendes brødre havde en kedelig vane med at falde i kløerne på dvasianske elskerinder. Men selvom Marius havde bragt en dvasiansk prostitueret ind i landet, stod Lucas alligevel inde for, at han var en god mand, så hvem end den kvinde – Melody – end var, så havde hun vel ikke været af ondt hjerte. Ellers ville Marius have forrådt Procias, og det lød virkelig ikke på Lucas som om, det var sådan en slags mand, han havde været. Isabella var især meget opmærksom på det første, han sagde, det med at Marius var greve – indtil Ilosonic kom og gjorde krav på det hele. Hvad var der sket dengang? Hun havde på fornemmelsen, at overdragelsen af grevetitlen ikke var sket fredeligt. Men… var det sådan, Marius var død? Var det Ilosonic, der havde slået ham ihjel? Tanken gjorde hende svimmel, og alt hvad Lucas bagefter fortalte om Ilosonic gjorde det ikke bedre. Med alle disse kendsgerninger, hvordan kunne han så stadig være greve? Hvordan kunne man tillade dvasiansk blod en så høj rang i Procias?
Hun kiggede et øjeblik ned i gulvet, mens hun forsøgte at samle tankerne lidt. Så så hun atter op på Lucas, om end ikke helt ind i øjnene på ham, for det var ligesom om, han undgik at se direkte på hende?
”Tror du på de beskyldninger?” sagde hun lavmældt. Man kunne vel godt forvente, at den kongelige rådgiver havde en mening om alt det her, og af én eller anden grund ville hun faktisk gerne høre den – selvom hun jo nok vidste, hvis side han var på.

[lucas]

Meget kaos var sket siden deres sidste konge Gabriel havde været på tronen, tilmed Elanyas søn, for var den mand ikke blevet myrdet under attentatforsøget, så havde han med garanti blevet en mægtig konge, som hans mor havde været en mægtig dronning. Men sådan var det ikke gået og efter Gabriels død, var det hele faktisk gået ned ad bakke for Procias. Hans moster Keischa var kommet på tronen, Ilosonic havde gjort krav på grevetitlen fra Marius, hvilket havde fået Marius i fængsel, fordi manden havde nægtet at give retten til sin bror, der uanset race var den førstefødte og dermed den retmæssige greve. Så var oprøret blevet startet, mange gode mænd og kvinder har ladet livet, blevet dræbt og landsbyer var blevet brændt ned ligesom afgrøderne, hvilket havde skabt hungersnød, mørkevæsner var kommet ind i landet fordi soldaterne var blevet korrupte, skoven var brændt ned, hvilket havde fået både dyr og folk til at flygte ud af landet, det var faktisk utroligt hvilket kaos som Procias havde stået i! Men nu hvor alt var ved at ændre sig, så var det også ved at gå den bedre vej. Efter Keischa var blevet død og Jason havde taget over, var Lucas selv blevet kongelig rådgiver, hvilket havde fået folket til at åbne øjnene for forandringer, for de havde set at der nu var kommet en prociansk mand, et lysvæsen ind på slottet, nu hvor Elanya en magiker og den tidligere dronning der førhen havde ført Procias ind i storhedstid, var kommet for tilbyde sin hjælp og tilmed havde giftet sig midlertidigt med Jason, så hun stod som dronning endnu engang af landet, så havde det lagt en dæmper på urolighederne i landet. Kongehuset var i færd med at få alle mørkevæsner ud af landet, han selv havde faktisk også været i gang. Han gik naturligvis ind for fred og havde først tilbudt dem at forlade landet frivilligt og uden at der ville ske dem noget, men når de ikke gjorde det og blev voldsomme, jamen så havde der kun været en vej og det var den hårde. Selv havde reglementet fået sine nye reformer, så det blev langt strammere og der ikke var så løse tøjler i landet, og ja.. alt var ved at falde på plads igen.
De smaragdgrønne øjne betragtede hende roligt, hvor et venligt smil hvilede på hans læber. Hendes spørgsmål om Ilosonic fik ham kort til at trække på skuldrene. ”Mange ting peger på at han er synderen. Det var for eksempel en ilddæmon der dræbte Keischa.. hendes lig var brændt. Men om man er meget for at indrømme det eller ej, så har Ilosonic faktisk dræbt en berygtet mand, som stod som Procias’ trussel, en vampyr, der under et attentatforsøg dræbte den tidligere konge Gabriel Morningstar, som faktisk var skyld i alt det kaos i Procias. Der er ingen beviser på at Ilosonic er skyld i oprøret, der er ingen beviser på at han har dræbt Keischa, manden er faktisk prociansk statsborger, han har en prociansk sjæl, for han blev født og opvokset her i landet, indtil den dag han stak af naturligvis. Men selvom han måske ikke har gjort de ting, så tvivler jeg på at han er en god mand,” svarede han stilfærdigt, uden at han veg blikket fra hende, som han igen så hende direkte ind i blikket, hvor denne betagende følelse måtte ramme ham igen.

[isabella]

Det første, Lucas sagde, fik Isabella til at ryste let på hovedet.
Ilosonic, tænkte hun, Hvad er det dog du har gjort?
Tanken om at hendes bror havde dræbt Dronning Keischa, fik det til at vende sig i hende. Efterhånden som hun fandt ud af mere om Ilosonic, gik det op for hende, at han nok ikke var den bror, hun havde håbet, han ville være. Den nagende fornemmelse der plagede hende, og som havde gjort det lige siden hun så ham i øjnene første gang, holdt stik; Ilosonic var farlig. Spørgsmålet var jo bare, om han var farlig for hende? Det troede hun i hvert fald havde været det eneste vigtige... men nu var Isabella jo ikke ond, og hun ønskede ikke at gøre uskyldige fortræd. Hun var tro mod den procianske trone, på trods af hun havde dæmonblod løbende i sine årer... åbenbart modsat sin bror. Alt dette, denne tvivl, fik hende også kun til endnu mere at ønske, hun havde haft en chance til at lære Marius at kende... det lod til, han havde været mere lig hende. Ham ville hun nok i virkeligheden have haft nemmest ved at relatere sig til.
Isabella sukkede. Det blev heller ikke nemmere at komme frem til en konklusion ved det næste, Lucas sagde. At hendes bror havde dræbt en mand, der var en stor trussel for Procias. Så var der måske noget i ham, som var ok...? Isabella vidste ikke, hvad hun skulle tro.
Et strejf af overraskelse gled kort over hendes ansigt, da Lucas kiggede hende direkte ind i øjnene igen. Hun havde set ham slå blikket væk ligefør, og hun havde godt se det dér lidt halvskræmte blik i hans øjne, da han havde kigget på hende. Hun vidste jo godt, hvilken effekt hun havde på andre, mænd især, men netop derfor var hun forundret over at se ham kigge på hende igen, uden at vige fra hendes blik. Og samtidig uden at have det dér direkte opslugte udtryk, som hun havde set i en mands ansigt tusindvis af gange.
Lucas virkede sandfærdig i sit svar, ergo tvivlede han altså på Ilosonics hensigter.
"Hvordan kan han blive siddende?" spurgte Isabella lavmældt, med et hemmelighedsfuldt glimt i øjet, "Hvordan kan kongehuset tillade ham at besidde en så høj post, når man ikke stoler på ham?"
Hun kiggede Lucas dybt i de smaragdgrønne øjne, og tilføjede så, spørgende:
"Kan Jason ikke blot... fjerne ham?"