One final joy of life?

[jasper]

Solen stod ind af vinduerne, ramte den smukke morgendug som havde lagt sig i vindueskarmen og smeltede noget af det sidste sne som måtte ligge udenfor. Vinteren var ved at nå sin ende og det smukke vejr måtte endnu en gang titte frem på den store himmel. Fuglene var i fuld gang med at hjemvende fra deres tur til syden, selvom det nu ikke just var en glæde som Jasper kunne finde. Nyheden om at Ebony var ramt af den mørke pest, var noget som virkelig havde gjort ham direkte panikslagen, selvom det ikke havde skræmt ham væk. Prisen var dyr og det var noget som han havde sat sig mere end villig til at skulle betale og det var det som han måtte sidde igen med for øjeblikket. Hans pleje og pasning af Ebony havde ført til at han var ramt af den samme smitte og i og med, at han som det lyse væsen han var, blev ramt kraftigt og noget så hårdt. Sengeliggende var de begge to og det så ikke ud som om at de kunne reddes. Det rørte ham virklig ikke. Så længe at han havde Ebony, så var han fuldkommen ligeglad med hvor eller hvornår det måtte være. Han var ligbleg.. Den normalt lette gyldne hud var forfalden, hans øjne var matte og kroppen præget af de mange bylder og røde mærker som kun blev værre og værre for hver dag som måtte gå. Der var ikke rigtigt nogle som turde at gå ind til dem, men han havde sat sig dette ene mål; Han ønskede at give Ebony den sidste glæde i livet, også selvom han vidste, at den blev kortvarig. Uanset hvor hårdt det så end måtte være, så vidste han at hun aldrig ville kunne overleve det. .At han normalt faktisk græd sig selv i søvn om aftenen når hun var faldet hen, var ikke noget som han havde fortalt hende. Han frygtet virkelig at hun ikke ville vågne igen og nu kunne de ikke udsætte det længere. Hans egen vejrtrækning var tung og det føles kun mere og mere som om at luftrøret klemte sig sammen, så vidste han, at det at han fortsatte med at holde ud, det var udelukkende på grund af hende som han lå med i armene. Han havde tvunget sig op at sidde halvt om halvt med en pude i ryggen og med Ebony tæt op af sig. Måske at det ikke var den mest passende måde at gøre det på, men de havde ikke noget andet alternativ. Ingen af dem havde kræfterne til at gå.. Det var uger siden at hans egne ben var kollapset under ham og han var forvist fra skoven udelukkende på grund af frygten for smitte. Han accepterede det, selvom det virkelig var en tanke som måtte gøre noget så frygtelig ondt og det var ikke noget som sagde så lidt! Han lukkede øjnene let som han sank klumpen som havde sat sig i halsen. Han havde bare ikke fået sig til at gå nogle steder. Han havde ikke ønsket at lade hende kæmpe med dette alene! Budet havde han sendt efter Phoebe, selvom de ikke havde været meget for at sende det til hende, ganske enkelt på grund af smittefaren. Det var noget som havde gjort Jasper sur. Phoebe var en frygtelig nær veninde af ham og han vidste, at hun kunne hjælpe dem med det sidste.. Så de kunne blive mand og kone til døden endelig ville skille dem. Bare alene tanken om det ,var noget som fik det til at snøre sig sammen i hans indre, for det gjorde ondt. Han hævede hånden stille og lod den stryge mod Ebonys kind som han vendte blikket mod hende. Hun havde ikke langt igen og det var det som fik ham til at græde på indsiden. Han ønskede virkelig ikke at miste hende! Om han så skulle lede hele dødsriget igennem for at finde hende, så gjorde han det. ”Ebony.. Du må ikke sove..” hviskede han hæst. Stemmen strejkede ved ham i tide og utide. Det var heller ikke fordi at han havde alverdens med tid at gøre godt med.

[Deleted]

At daggryet var endt med at skulle finde vej, var noget som endnu lå fjernt fra Ebony. I den lette søvn, kunne hun fornemme den blide fulgesang der måtte stå udenfor vinduet, og solen der måtte varme hendes ansigt. Det havde været en savnet følelse. Denne vinter havde føltes som var det en evighed. De små svedperler glinsede over hendes blege hud. Temperaturen var steget yderligere gennem natten, og selv vidste hun, at den svage krop ikke ville kunne holde til meget mere. Hendes skikkelse henlå slapt ind mod Jaspers favn. Han var dejlig varm, og fik hende til at føle sig tryg, hun elskede ham. Samvittigheden over at han havde passet på hende, og dermed stod til at skulle følge hende i døden, det var heller ikke noget hun var meget for, og sammentidig så gjorde det hende rolig, at hun ville være tvunget til at gå den vej alene. Hendes åndedrag var tunge og anstrengte. Hun var så træt hele tiden, det var svært at holde sig vågen for mere end et par timer af gangen. Desuden så hendes krop kun langt værre ud, end det som den plejede at gøre. De mange byler var blevet til sår, af at ligge i sengen over så lang tid, også selvom hun ikke bar andet end en gennemsigtig blå natkjole, der gav luft den den fugtige hud. Hendes krop skælvede, efterhånden så var det kke længere noget, som hun selv måtte kontrollere. Søvnen var på ingen måde tung, hun turde ikke falde i søvn i frygten for ikke at vågne igen. Derfor blev hun straks revet ud, allerede ved det stille kærtegn over hendes kind. Næsten forskrækket slog hun øjnene op, hun måtte være blundet. Blikket faldt mod hans skikkelse, hvilket uden tvivl gjorde hende rolig med det samme. Der var mørke rander under øjnene, hvilket kun fik hende til at se langt mere syg ud, end det som selv andre var blevet vant til at se. Ebony lod stille et undskyldende smil, falde til hendes læber, også selvom det i sig selv, var noget som måtte koste hende ekstremt mange kræfter ”Undskyld kære. Det var ikke meningen at jeg ville blunde” hendes egen tone var yderst hæs. Ikke nok med at hun havde været syg længere end ham, så var hendes krop også langt svagere, fordi hun ikke selv havde behandlet den, med den omsorg som hun burde. Døden nærmede sig. Jasper vidste det, og det samme gjorde hun. De kunne vel ligeså godt udnytte tiden på bedste vis? Gennemfører de sidste ønsker som de måtte have. Det var kun to nætter siden, Jasper havde friet til hende. Uden at tøve havde hun takket ja, og nu måtte de i det store og det hele bare vente på den sidste gæst, som ville kunne gøre denne muligt. Hendes hånd hvilede mod hans bryst, hendes fingrer var fugtige af varmen og hendes egen temperatur, mens hun stille lod fingrene stryge over. Han var en fantastisk mand og han tog sig godt af hende. Smilet var falmet igen ”Jeg er så træt” hviskede hun stille og næsten hjælpeløst. Morskaben var for længst gået af dette, uden tvivl.

[Deleted]

Solen var begyndt sin daglige gang, over den åbne himmel. Sneen var endt med at smelte, hvilket kun måtte glæde de fleste. Istedet kunne man nu ane det grønne græs, som havde været under dække i alt for lang tid. De nøgne træer var langsomt begyndt at få knopper, der senere hen ville begynde at spirer. Pheoebe bevægede sig med rolige skridt hen over den åbne gårdsplads. Solen stod ned på hendes honningsglødet hud, og varmede hende, på trods luften endnu var en smule kølig. Fuglene var hjemvendt, og nu var sangen vendt tilbage til det smukke land Procias. Pligten måtte kalde, hun havde fået den tydelige besked fra Jasper, ønsket om en vielse med den kvinde han elskede, inden døden ville ende med at tage den. Den nyhed i sig selv havde taget ghårdt på hende, Ebony og Jasper var evige gengangere ved søndagens prædiken, hun måtte efterhånden kende dem utrolig godt, de var varmhjertede mennesker, der mere end nogen andre fortjtente at få hinanden. Hendes skridt var målrettede og alligevel lidt snøvlende. De ville ikke være de første hun havde set, ramt af den pest som var blevet spredt, og hun frygtede vel et sted synet? Allerede nu måtte hun jo faktisk vide, at der ikke ville gå længe før hun endnu engang ville være nødsaget til at hente dem, men ikke for at skænke dem lykke, men for at skænke dem fred. Det mørke hår dansede omkring hendes skuldre, selv så hun en del sundere ud, under dette lys, end det som man havde set hende gøre i mange år. Pigernes død og Darryls forsvinden, havde i den grad taget hårdt på hende dengang, men nu så tingene en smule lysere ud. Hvis ikke det skulle blive ved at gå denne vej, med alle de ulykker og attentater vel og mærke. Vagterne spurgte hende end ikke, tøvede ikke med at lykke hende ind. Hendes ansigt var ikke ukendt, en præstinde ville vel heller ikke kunne formå det store? Et stille smil spillede over hendes læber, hun nikkede blot taknemmeligt, mod de vagter der ikke tillod sig at gengælde hendes varme. Keischa var blevet streng, så meget var da nået hende for ører. Hendes skridt rungede i de tomme gange, hun vidste udemærket hvor deres værelset lå og det var hvor hun færdedes mod i øjeblikket. I den ene hånd hvilede den smukke bukket af blomster, røde og hvide roser, brudt med liljer omkring. Det var Ebonys yndlings, det havde Jasper selv nævnt for hende, hvilket også fik et lille smil til at passere. Sammentidig måtte hun bære den lille æske i den anden. Hun havde personligt bedt Meadow – en af procias bedste smede, om at smede de smukke ringe. Sidst men ikke mindst, så bar hun den lille bog under armen, hvor de mange gamle skrifter måtte stå. Selv en vagt var blevet placeret netop uden for deres dør. Han åbnede den roligt og lod hende træde ind. Smilet hvilede stille på hendes læber ”Godmorgen kæreste” hilste hun roligt, og fornemmede døren glide i bag hende. Hun stilte sig ved siden af sengen, og betragtede dem blot.

[jasper]

Jasper fortrød så sandelig ikke noget om at han havde valgt at skulle fri til Ebony. At hun havde det dårligt med at have smittet ham, var der nu heller ikke noget at gøre noget ved, for han havde ganske enkelt nægtet at skulle lade hende slås med dette alene. Det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til! Han lå med hende ind mod sin egen favn. Han holdt om hende om natten, selvom han kunne mærke på hendes rystelser at hendes krop var ved at give op, hvilket virkelig var noget af det værste som han nogensinde havde oplevet. Han følte sig virkelig magtesløs og det var slet ikke en behagelig fornemmelse. Han var selv frygtelig træt, lå med sorte render under øjnene og det hele og så bare tanken om at han ikke kunne være ude for at opleve de første spor til det store forår, var noget som virkelig måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt, for han var et lyst væsen og var nu bundet til sengen, ingen turde rigtigt at opsøge dem og ingen lod dem rigtigt blive opsøgt af nogle, hvilket gjorde at ensomheden virkelig måtte trænge sig på efterhånden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han lukkede øjnene ganske let, san klumpen i halsen og vendte blikket stille mod Ebony. Hun blundet frygtelig meget hen i det sidste og det var noget som skræmte ham. Det eneste som han kunne bede om, var at hun holdt ud.. bare lidt endnu for hans skyld, for dette var virkelig den sidste lykke som han så brændende ønskede at skulle give til hende. Lade hende opleve og lade hende sidde igen med følelsen af at være lidt ligesom alle andre, for det var virkelig også noget af det som han for alvor ønskede sig. Hånden mod hans bryst var noget som automatisk måtte få ham til at slappe af. Han trak vejret stille og dybt og sendte hende et svagt, dog træt smil. ”Du er nødt til at holde dig vågen.. Du skal nok få lov til at sove..” Hans ord var hende et løfte. Han vidste at hun ville falde fra før eller siden, også fordi at hun havde været så svækket som det hun havde været til nu, og ja, den tanke var virkelig noget som faktisk formåede at skræmme ham. Døren som måtte gå op var noget som han tydeligt måtte få øje på, da det i sig selv ,var frygtelig sjældent at den gik op i det hele taget. Han sendte blot Phoebe et stille og dog noget så træt smil. ”Det er virkelig godt at se dig igen,” sagde han stille og ikke mindst med en ærlig og stilfærdig stemme. Han kunne jo ikke gøre andet ned at savne hende, for han havde været en af dem som havde været i kirken hver eneste søndag, passet sine bønner og det hele med, og det var noget som han agtet at fortsætte med så længe at an kunne det. Men nu hvor hans ben ikke rigtigt var med ham, så var han lidt bundet til sengen. Han trak vejret dybt, selvom det virkelig jog i brystet. Han var kraftigt smittet, der var ingen kur, så han vidste, at han ville gå i døden sammen med Ebony, selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste! Han vile elske at gå ned af evighedens vej sammen med hende. ”Undskyld, hvis jeg forstyrrer dig på en sådan.. flot søndag,” sagde han stille og vendte blikket mod vinduet. Solen skinnede, fuglene sang.. Og her lå han og måtte gå glip af det hele?

[Deleted]

Tanken om at han var faldet på knæ for hende, var noget som virkelig måtte varme. Var det ikke hvad enhver kvinde måtte ønske sig? Den ene dag som en prinsesse, der endelig måtte få prinsen på den hvide hest. Lige siden hun første gang havde mødt Jasper, havde der været en form for gnist der brændte i hendes krop, en længsel og nu kunne han endelig blive hendes, også selvom det med største sandsynlighed kun ville være en kortvarig lykke, ikke mere end blot end et par timer. Om ikke andet så var det bedre end så meget andet. De alt slanke fingrer kælede en smule for hans bryst, kærligt og blidt, blot for at minde ham om, at hun endnu måtte være der, og stadig med det bankende hjerte. Hendes puls var svag, og hendes krop brændte, men hun var om ikke andet stadig i live. Selvom Jasper selv så syg ud, og man ikke kunne være i tvivl, så var han stadig en flot mand, langt mere end hun nogensinde havde fortjent. Ingen af dem viste deres tårer, men hun vidste såvel som han gjorde, at de begge måtte græde i det indre. Et suk forlod hendes læber, en smule opgivende og nærmest hjælpeløst. Hun puttede sig ind mod ham, han havde ret hun burde ikke sove nu, Phoebe måtte være på vej. En lille spændt sitren havde taget til i hendes krop. Hun burde vel være nervøs som enhver anden kvinde, men det var hun på ingen måde. Blikket gled for en kort stund, mod vinduet. Fuglene fløj forbi derude, hun nød følelsen af solen mod hendes ansigt, også selvom hun i forvejen var varm nok ”Det sner ikke” påpegede hun med et næsten drømmende blik. Det var så længe siden, de sidst havde gået en tur rundt i den smukke have, som kun blev endnu smukkere på den tid. Det var en længsel hun desværre ikke ville få opfyldt, det var dem strengt forbudt at komme ud. Ebony nikkede stille ”Søvn vil der blive nok af”medstemte hun, og sank en klump. Hendes krop var svækket, der ville ikke være lang tid igen, før hun ville blive nødt til at give efter, og han vidste det. Selvom døren gik op, tvang hun ikke blikket mod den. Det var for anstrengende at vende sig, også selvom det trætte smil spillede over læberne. Hun vidste allerede nu at det måtte være den yndige præstinde, hendes stemme var så genkendelig efter deres mange besøg i kirken,hver eneste Søndag ”Godmorgen Phoebe” hviskede hun stille. Selvom hun gik døden i møde, var der noget muntert over hendes tone. Længsel var tydeligt at høre i Jaspers stemme, han ville også nyde solen, desværre var det noget de for længst havde set for den sidste gang.

[Deleted]

Phoebe betragtede dem begge. Som forventet, så så de bestemt ikke godt ud. De mørke rander under Jasprs øjne og hans blege hud, det var ikke noget hun havde set ham med før – tværtimod. Han havde altid været en sund mand. Det varme smil prydede hendes rosa læber. Hun strøg de mørke lokker om bag ørene. Hendes skikkelse var svøbet i et hvidt klæde, der mindede meget, om en kjole der måtte være alt for store. Store hellige mønstre var broderet ind med guldtråd, hele vejen ned langs siden. Sammentidig måtte den store kæde med korset i midten, hænge et sted nede om hendes bryst. Ved Jaspers kommentar kastede hun blot det milde blik ud af vinduet. Det var minsandten en smuk dag, langt smukkere end det som de havde haft længe, og i den grad en smuk dag at blive viet i den hellige stand ”Min kære Jasper, jeg holder ikke fri, det burde du vide. Jeg har rykket prædken til middag, frem for her ved daggry, jeres vielse har været den første priotitet. I forstyrre mig bestemt ikke” afsluttede hun , med et dog meget sigende blik, for ærligt var det i den grad også. Søndagen var mere eller mindre den mest travle dag i ugen, for hendes del vel og mærke. Der var dåb, prædken og efterfølgende skifte, de fleste plejede at komme til hende der, når de allerede befandt sig i nærheden. Ganske rolig trådte hun tættere på, og lod roligt den smukke bukket falde mod Ebony ”Jasper nævnte at dette var dine yndlinge kæreste” hun lod hånden stille stryge over Ebony’s varme pande, hendes temperatur var umådelig høj, hvilket hun heller ikke brød sig om på nogen måde. Det var tydeligt at de ikke måtte have lang tid igen. Med rolige skridt, trådte hun på den anden side, så hun istedet måtte stå ved siden af Jasper. Siden der ikke var nogen forlover,l så måtte han bevare ringene til det rigtige tidspunkt. Smitten ville ikke ramme hende, hvilket også gjorde alt dette muligt, hun var beskyttet af sin tro og af helligdommen der hvilede i hendes årer ”Meadow bad mig sende de lykkeligste hilsner. Hun har smedet disse til jer, og håber inderligt at hendes arbejde vil betale sig” hun sendte ham det stille smil og lagde æsken i hans hånd. Indeni måtte de smukke vielsesringe ligge, hun havde set dem. Den rene guld, med smukke lange broderinger af kædede roser hele vejen over den. Der var ingen tvivl om at arbejde var blevet lagt i det ”Jeg vil nødig spilde jeres tid, i har en vidunderlig bryllupsdag foran jer, så lad os endelig komme igen” hun strøg ned for enden af sengen, og fandt den lille bog frem, hun slap den aldrig ud af syne, men bar den altid på sig. De fortjente den lykke, og de fortjente at nyde dne så længe som muligt, det var heller ikke fordi hun ønskede at opholde dem på nogen måde, det var også helt sikkert.

[jasper]

Tiden var knap for dem begge to, og det var noget som Jasper var udmærket godt klar over i den anden ende. Han ville bare lade Ebony nyde den sidste tid som hun havde så godt som det nu var hende muligt. At gifte sig var et ønske som de begge besad og det kunne opfyldes, hvilket i den grd også var noget af det bedste for hendes egen del. Hun var træt og det var selv noget som han selv var ramt af. Det var ikke just fordi at han havde været så hårdt ramt som hende, men det faktum, at han græd sig selv i søvnen om aftenen, var bestemt også noget af det som gjorde det hele – Han brugte mange kræfter og alt for meget energi på at græde sig selv i søvn, for han var virkelig bange for at hun ville være væk lige så snart at hun gled hen i søvnen, men nu var de også nået til det punkt, hvor han ikke turde at trække den mere. Han havde friet og nu skulle vielsen stå, selvom den var meget utraditionel, så var det noget som han virkelig ønskede at give hende, nu hvor det var hende menneskelig muligt. Han sendte Ebony et stille smil. ”Foråret er landet, min kære,” hviskede han roligt og tæt ved hendes øre. Blomsterne som Ebony måtte få, var noget som fik ham til at smile. Det var hvad hun selv havde fortalt ham og buketten var virkelig flot. Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket mod Phoebe. Hun var den eneste som havde været herinde, foruden dem som våget at komme ind med maden. Æsken som endte i hans hånd, var noget som han vendte blikket mod, selvom han knapt formåede at lukke fingrene om den. Han havde ikke styrken til noget som helst og nemt var det bestemt heller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han klandrede dog ikke Ebony for at rive ham med sig i døden. Han fulgte hende hellere end gerne, også fordi at livet uden hende, slet ikke ville være værdt at leve. Han sendte Phoebe et sitlle, dog meget træt smil. ”Jeg må bede dig sende de varmeste hilsner tilbage til hende og takke for gaven.” Han nikkede stille mod hende. Han var udmærket godt kendt med Meadows arbejde, og det var noget som man faktisk kun måtte sige sig imponeret over på alle måder. Han trykkede stille Ebony tæt på sig. Han var udmærket godt klar over, at det ikke var fordi at de havde meget tid tilbage og han ville så sandelig også nyde det så længe, at det nu var dem menneskelig muligt. Han trak vejret stille og dybt og med blikket hvilende på Phoebe. ”Jeg takker mange gange for at du kom. Det betyder meget for os.” Han vidste, at han lige så også måtte tale på Ebonys vegne i denne situation, for han ville elske at ægte hende og så bare.. nyde det så længe, at det nu ville være dem menneskelig muligt at gøre det. Han kyssede hendes pande ganske let. Hun var varm.. tiden var knap og han ønskede ikke at spilde det mere end højst nødvendigt. ”Du skal nok få lov til at sove, min kære..” hviskede han stille. Bare alene den tanke om det, var noget som satte en knude i hans mave.

[Deleted]

Med så meget tid i sengen, så var det næsten umuligt, ikke at forgabe sig i tanker, og det gjorde ondt at tænke. Det gjorde ondt at græde, for de små rystelser skar i hele kroppen, men hun kunne ikke lade være. Hun burde ikke være bange, det var selv noget som Jasper havde forsøgt at forklare hende, mens hun havde heller ikke planlagt, at skulle stå for døden, i så ung en alder. Jasper havde vist sig at være så stærk, og selvom han græd sig selv i søvn, i troen om at hun ikke havde en idé om det, så kommenterede hun det ej heller, for han behøvede ikke altid at holde sig stærk. Hun havde smittet ham, hun var hans morder, og han skyldte hende intet. Bare det at han nu var villig til at gifte sig med hende, tage hendes hånd, det var langt mere end det, som Ebony nogensinde havde turdet bede om. Det var måske ikke på traditionel vis. Der var ingen smuk hvid kjole, blomsterpiger, eller en stor kirke, men der var Jasper og der var symbolet og løfterne, og det var alt hvad hun overhovedet ville mene, ville være nødvendigt. Hendes blik blev nærmest længselsfuldt ved hans ors. Tanken om foråret, den smukkeste tid på året, det hele der måtte spirer, og solen der skar igennem kulden, den fantastiske duft af grønt græs, der tittede frem bag den kulde, som havde hvilet på jorden i alt for lang tid. Hun ville gerne se det. Blikket gled mod vinduet. Alt hun kunne se, var solen der skinnede i det fri, og den begyndende blå himmel, som hun ikke ville komme ud under, før den dag hun skulle ligges i jorden. Selv det punkt var ikke langt væk, hvor ondt den tanke end måtte gøre, der kunne være timer, der var tale om. Hun var virkelig så udmattet efterhånden, hvert et åndedrag var en kamp, og endnu en søvn, tvivlede hun på, at hun ville nå igennem. Hun sukkede tungt, og lod de trætte øjne hæve sig mod Jasper ”Jeg ville ønske, at jeg ikke bhøvede at betragte det gennem glas” hviskede hun stille, og med den tydelige længsel i stemmen. Blikekt faldt mod blomsterne, smilet var ikke til at holde borte fra hendes læber, som de fugtige hænder greb omkring buketten. Den føltedes rar at holde, men det kostede hende alt for mange kræfter, istedet måtte hun lade den hvile mod brystet, hvor den livlige duft af foråret var i stand til at nå hende. En smule nsygerrigt så hun mod den æske som Jasper fik tildelt. Det ville snart afsløres for hende. Den lille sitren var allerede endt med at tage til, hun var spændt. Tårerne sad allerede nu i øjenkrogen, hun nikkede stille. Hun ville bestemt ikke spilde tiden, men derimod nyde den med Jasper så længe det var hende muligt. Hun ville uden tvivl være Phoebe taknemmelig for dette, det var hendes sidste ønske i livet. At vie sit liv til Jasper, at blive hans af bånd.

[Deleted]

At se de to ligge der, og bare ligge der det... påvirkede selv hende, hun var vant til triste skæbner. Hver uge begravede hun børn såvel som gamle, lod enker stå tilbage, enlige fædre, mødre og sønner, alle mistede. Denne gang vidste hun, at det ikke var tilfældet her. De ville have hinanden i efterlivet, de var viet af hendes hellige hånd, og dermed ville det være dem bandlyst at skille dem ad. Hun betragtede den ved sengens ende. De var syge, det kunne der ikke herske tvivl om, specielt Ebony så ikke ud til at have længe igen. Hun havde været så svag for længe, og hun havde kæmpet ligeså længe, noget som Phoebe på alle måder måtte beundre. Det stille, medfølende smil hvilede på hendes læber, mens hun betragtede dem og sammentidig forsøgte, ikke at lade tårerne falde, for det var alt for tidligt. De var endnu ikke døde, nu skulle hun skænke dem hinanden, hun fik den ærer at velsigne dem og fører dem i lyset. Når hun imorgen ville komme igen, hente dem for at bringe dem i jorden, der ville hun selv tillade at lade tårerne falde. Ved Jaspers ord så hun udenfor. Det var i sandhed en smuk forårsdag, det var der ingen tvivl om, og det gjorde hende i den grad også ondt, at de var tvunget til at se, det de nu var i stand til at se, gennem glasset af et vindue. Det var heller ikke fordi hun ville stå at spilde deres tid, med de få timer som hun vidste, de måtte have igen ”Jeg skal nok bringe jeres tak videre” hun bukkede hovedet let, mere som for at understrege, at det var et løfte og ikke blot tomme ord, i denne tid, var det vel det hele som måtte gælde? De små ting, som de måtte kæmpe for? Blomsterne var klar, ringene var klar og hun var klar, der var ikke nogen grund til at vente længere. Hun kastede dog et mindre smil mod Jasper, og rystede afvisende på hovedet ”Dette er mig kun en ærer, Jasper” erkendte hun, og med tyelig sandhed at sporer både i den melodiske stemme, men også i det blide blik. Ganske stille slog hun op på den side, hvor det rosa silkebånd måtte sidde som bogmærke ”Lad os endelig ikke spilde dyrebar tid” påpegede hun roligt, inden hun let måtte rømme sig. Faktisk kunne hun smørren i hovedet, men hun måtte knuge om den bog i hendes hånd, for ikke at lade tårerne falde fra hendes kinder. Normalt skulle der vidner til, men i dette tilfælde ville det ikke være muligt ”Hvor herre og engles nåde og guds kærlighed, være med os alle” hun slog kors over brystet og mimede stille ”amen”. Den lange tale, guds ord, det ville hun end ikke komme ind på nu, tiden var der ganske enkelt ikke ”Så tilspørger jeg dig Jasper Armen. Vil du have Ebony Dwann, som hos dig ligger, til din ægte hustru? Og vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud og Darlene de almægtige, vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru?” hun så op fra bogen, og lod blikket falde mod Jasper, med det stille smil.

[jasper]

Jasper vidste udmærket godt, at denne form for ro, ikke var noget som ville vare evigt. Tiden var knap og de havde stadig meget at nå og specielt fordi at dette var noget som han ønskede at skænke hende. Ebony var måske den som rev ham med sig i døden, men det var ikke noget som han på nogen måde ville klandre hende for. Han kunne have vendt hende ryggen og bare ladet hende være, men det var ikke noget som han på nogen måde, kunne få sig selv til overhovedet! Han trak vejret dybt, selvom det virkelig rallet i hans lunger og det gjorde ondt i hans bryst og svælg. Han selv havde ikke lang tid igen. Man kunne vel snildt sige, at de fulgte hinanden i sygdomsforløbet? Han græd sig selv i søvn om aftenen, for han var virkelig bange for, at hun aldrig ville vågne igen, også selvom han vidste, at det var noget som ville ske en dag før eller siden.. inden alt for længe. Det efterlod en ubehagelig tung sten i hans mave og det var virkelig ubehageligt. Han sitrede let og trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Han var bleg, hans krop var dækket af sved og han rystede svagt. Han havde selv ikke lang tid igen. ”Det skal du nok få lov til.. Det lover jeg dig.” Han havde troen på at de ville blive bragt til et paradis frem for alt det andet her. Jorden var et helvede nok i sig selv og han ville love, at han ville beskytte hende også når de forlod dette liv. Han nikkede taknemmeligt til Phoebe. Hvad hun gjorde for dem, var noget som i sandhed også måtte betyde noget så frygtelig meget for ham. Hun kunne ikke blive syg, det vidste han.. Guderne vogtet over hende, selvom grunden ikke var kendt for ham. Han følte for at græde. De kunne vies nu.. og Phoebe ville kunne hente deres døde kroppe morgenen efter. Tanken gjorde ondt, for han ønskede slet ikke at være en byrde for hende. Han holdt omkring den lille æske, han ønskede selv at komme med løfterne bagefter. Han ville ikke de færdiglavede løfter, han ville selv give hende dem – som hans egne ord. Han smilede let, hvor han vendte blikket mod Ebony ved hans side. Han kunne se hendes tåre og det var noget som smittede af, allerede med det samme på ham. Han nikkede, uden det mindste tøven, hvor selv glæden måtte vise sig i de matte øjne. Han var træt.. Han var virkelig træt. ”Ja,” svarede han roligt, ikke mindst med en tydelig stilfærdig stemme, som blot måtte indikere på, at han i den grad mente de ord i deres fulde alvor. ”Til døden os skiller og i efterlivet.” En lille tilføjelse som han selv valgte. Hun ville ikke blive bragt til himlens porte på egen hånd. Selv der ville de være i stand til at følge hinanden hånd i hånd. Han kunne dufte blomsterne, solen stod ind af vinduerne – I hans øjne, så var det virkelig en helt og særdeles det perfekte tidspunkt, at skulle gøre det hele den dag i dag og sammen med hende. Han sendte hende et stille smil. Han elskede hende og han ville elske at skulle følge hende til den himmelske port og videre igennem der, hvis det også var en plads som var ment til ham.

[Deleted]

Ebony lå med hovedet ved hans bryst. Hun lyttede til hans hjerteslag, mens Phoebe’s ord, mere eller mindre blot var baggrundsstøj. Hans hjerte slog svagt, alt taget i betragtning. Havde han været sund og rask, så ville hans hjerte have arbejdet så hurtigt det kunne, for at gøre ham så nervøs og spændt som overhovedet muligt. Ebony var spændt, men hendes hjerte slog endnu svagere, og for hver time der gik, blev det kun værre. Phoebes tale burde have været starten på et langt og lykkeligt liv sammen, men alt de ville få var et par timer? Tårene vældede op i hendes blik. Den tanke var langt mere , end det som hun kunne bære. Hun hev manden hun elskede med sig i døden, sørgede for at han blev begravet som hende, blot så hun kunne være sammen med ham. Tårerne trillede som gennemsigtige perler, ned over hendes blege kinder, og dalede videre mod hans nøgne bryst. Hun knugede mere om buketten i hendes hænder, hvor stilkene nærmest klistrede sig til hendes fugtige håndflader. Det kradsede i brystet, hun hævede sig en anelse, og slap et større hosteanfald. Sådan som lungerne rællede og skrættede, så var det tydeligt, at hendes egen tilstand måtte forværres allerede nu, og det var på ingen måde en behagelig tanke. Ebony holdte af gammel vane, hånden for munden og forsøgte at holde tårerne tilbage, for det var ikke nu hun skulle give op, hun måtte stå stærk lidt endnu, holde sig vågen bare... lidt endnu, uanset hvilken kamp det måtte være, og hvor smertefuld den end måtte være. Endnu engang faldt hun til ro, selvom den indre sitren havde bredt sig med en kraftig skælven i kroppen. Hun lagde sig til rette, og lod blikket betragte hans, idet han måtte søge hendes. Hun sendte ham et stille smil, også selvom det var anstrengt, hun var alt for udmattet. Alt hans kraft var lagt i det ene ord, det kunne hun høre, og det var noget som kun varmede hende. Buketten lagde hun mellem dem, og strøg hans kind blidt, selvom det at løfte hånden i sig selv, var hårdt. Himlens porte ventede hende, og modsat ham, så frygtede hun det. Hvad hvis det ikke var så lovende, og hvis hun ikke kunne forblive med ham? Hvis de skulle skilles så snart hun lagde sig til? Duften af forår havde fyldt hendes næsebor, fuglene kvidrede, tidspunktet var perfekt, og manden var perfekt for hun elskede ham, men tanken om at det nærmede sig, gjorde ondt, for hun kunne snart ikke kæmpe mere ”Og i efterlivet” gentog hun i en hvisken efter ham, en perfekt tilføjelse i hendes øjne. Dernæst vendte hun sig mod Phoebe med et mere selvsikkert blik, hun var klar til at blive spurgt, klar til at gøre det rigtige for første gang nogensinde.

[Deleted]

Phoebe følte sig ubehageligt til mode. Det hele var smukt, fuglene sang, og med den duft af forår og en smuk sol, der kastede sit varme lys over dem. Hvor lå refærdigheden? Hun kunne ikke røres, men disse to elskende, var på vej, hånd i hånd mod himlens porte, og selv for hende var det tydeligt, at der ikke gik lang tid. Hendes indre var i en krig, en krig der forhende gjaldt om, ikke at lade tårerne falde, en krig der gjaldt om at forblive den professionelle præstinde, og som slet ikke havde sejret endnu. Hendes blik forblev vendt mod den bibel, der formåede at holde hende ved livet. Hendes knoer var hvide, så fast hun måtte holde om omslaget, og de mange sider imellem, for så hun først på dem, så ville tårerne falde. Roligt ventede hun på Jaspers svar, også selvom hun allerede kendte det. Hans ja, gav efterlyd i hendes sind og hendes tanker, hvem ville ikke give alt for, at blive elsket som de elskede hinanden? Hans lille tilføjelse var selv noget som nåede hende for ører. Den burde hun have tænkt på. Ebonys hosten drev hendes opmærksomhed mod hende, med et direkte forskrækket blik, og faldt mod de tårer som trillede ned over hendes kinder. Selv dette var for meget for hende. Tårerne begyndte stille at trille fra hendes egen øjenkrog, hun sendte dem et undskyldende smil ”Undskyld. Lad mig lige samle mig” hviskede hun svagt, og vendte den anden kind til dem, i et forsøg på at stoppe tårerne der forlod hende. Bogen var halvt om halvt klappet sammen, og Phoebe havde mest af alt lyst til bare at stoppe nu, for når de var viet, og hun tog sin afsked, ville hun først genforenes med dem, når de skulle ligges under jorden, og gives hen i Azrael og Darlenes magt. Endnu engang vendte hun sig mod Ebony og Jasper, tog ilten dybt i lungerne og åbnede bogen igen, med dirrende hænder. Blikket faldt mod Ebony. Hun var klar, hendes længselsfulde blik sagde det hele. Phoebe lod hovedet glide på skrå, hun lukkede bogen igen og lod blikket falde mod dem ”Ligeså tilspørger jeg dig Ebony Dwann. Vil du have Jasper Armin, som hos dig ligger, til din ægtemand? Og vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud og Darlene de almægtige, vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand?” spurgte hun så kontrolleret som det var muligt, selvom hendes stemme var betydeligt mere grødet end før. Hun sendte dem et beroligende smil, også selvom hendes eget indre var i et koas, og hun kunne intet gøre.. foruden at vente et svar.

[jasper]

Jasper vidste udmærket godt, at det ikke var den længste tid at de havde, men han var overbevist om at det var hende som han var ment at skulle være sammen med. Han var sikker på at det var Ebony som var ment som hans hustru og han måtte erkende, at han ikke klarede sit liv uden at have hende ved sig. Han havde været ensom det første stykke tid hvor han havde været nægtet at skulle se hende, hvor han var endt med at snige sig ind til hende alligevel, og så var det jo så kun gået en vej og nu lå han der på dødens rand sammen med hende. Han sang på det sidste vers for det var heller ikke meget energi som han måtte have igen. Han ønskede bare at de skulle fuldføre det her, fuldføre det hele sammen og så komme videre derfra, tage et skridt af gangen og så nægtet han at slippe hende, før de var sluppet igennem himmerigets porte. Om ikke andet, så var han fuldkommen sikker på at det var der at hun skulle være, for hun havde aldrig nogensinde gjort noget ondt væsen ondt på den ene eller den anden måde! Hendes hosten bekymrede ham virkelig, også selvom han knapt udstrålede noget andet. Hun ville falde først, så meget vidste han, for hun havde været så svag som intet andet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo blot en kendsgerning som han måtte indse på den ene eller den anden måde, selvom man bestemt heller ikke kunne sige sig, at det var nogen nem opgave, for det var det bestemt heller ikke! Han kyssede stille hendes pande. Hans lille tilføjelse var noget som han havde valgt bevidst, for han nægtet virkelig at skulle lade hende gå den lange vej alene. Deres veje havde valgt at krydses og nu gik de på den samme. Han kunne slet ikke drømme om at vende om nu! Han sendte hende et stille smil. Nu var det hendes tur til at skulle besvare det spørgsmål som han selv havde lagt alt sin egen energi og kræfter i for at besvare, også for sin egen lykkes skyld. Han ønskede at opleve den, samtidig med at han ønskede at være grunden til at en måtte have det på helt samme måde som ham selv. Han elskede hende og hvordan kunne han vise det på en anden måde end at skænke hende hans bankende hjerte, selvom der ikke var meget mere at hente i ham? Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Måske meget utraditionelt at blive gift på denne måde, men hvad andre valg havde de egentlig når det endelig måtte komme til stykket? Det var også lidt den tanke som han måtte sidde igen med på denne her måde, og det var jo heller ikke fordi at det var noget som hjalp dem det mindste. Afventende blev han liggende til han ville høre hende skænke hende hans eneste ja. Bare alene tanken var noget som måtte få det hele til at boble i det indre, lod ham ligge og længtes efter at berøre hendes læber, nu hvor man snildt kunne sige, at skaden allerede var sket? Der kunne jo ikke rigtigt ske mere for ham ved at være tæt på hende, end det som det måtte være allerede, uanset hvor ondt den tanke så end måtte gøre. ”Det her er kun begyndelsen, min kære,” hviskede han stille. Han ønskede ikke at afbryde Phoebe i hendes tale, for det var hårdt nok i sig selv, at skulle sige farvel til så mange, men der var jo ikke noget at gøre.. Der var ingen som var kommet op med den kur på det kæmpe kaos som havde ramt Procias som rige.

[Deleted]

Man kunne roligt sige at de havde fået hinanden i grevens tid, for selv Ebony havde indstillet sig på, ikke at overleve natten igennem, hvis hun overhovedet ville klare den til solnedgang. Hendes krop var træt og udmattet, det var en kamp i sig selv om at holde sig vågen, om ikke andet så var hendes sidste ønske blevet opfyldt, hun ville ikke gå i døden alene, for han ville følge hende hånd i hånd. Hendes ja var givet såvel som hans, de bar begge ringene, og de stod som mand og kone, hun kunne for alvor læne sig tilbage og blot slappe af. Hendes åndedrag var tunge og hæse, det var tydeligt at det allerede var gået i hendes lunger, og dermed rev chancen om overlevelse fra hende. Hun så på Jasper, med et tårerfyldt blik, der skjulte en lykke bag, som henlå i skjjul for sygdommens skygge. Hun knugede sig ind til ham, Phoebe var næsten allerede væk for hendes blik og fra hendes sind, hvert sekund var intet andet, end en kamp. Det nagede hende endnu, at hun var endt med at skulle trække Jasper med sig i døden, han kunne have levet et langt og raskt liv, istedet valgte han nu at tage hendes hånd, og fører hende mod himmelportene, hvor hun om ikke andet, var siokker på hun ville ende. Hun var sort under øjnene, hendes fugtige hænder knugede omkring brudebukketen som hun lå med. Det var så fristende at lukke øjnene og bare.. glide hen i søvnen, men hun var ikke klar til at sige farvel endnu, ikke helt. Det sitrede i hendes indre, det var ganske vidst utradtionelt, og måske heller ikke et ligefrem drømmebyllup, men det var heller ikke idéen, idéen var at hun endelig måtte få den mand som hun faktisk måtte elske, være i stand til at skænke ham de ord, som hun aldrig før havde skænket en anden mand ”Så træt” hviskede hun hæst mere henvendt til hende selv, end det i virkeligheden var henvendt mod ham. Skaden var sket, de kunne dø som mand og kone, og lige her var hun ikke tålmodig af sig. Selvom det var anstrengende, så formåede hun at læne sig frem, kun for at lade læberne ende med at berøre hans, dybt og længselsfuldt. Hun havde ikke tid til at vente, der var ingen tid længere, og Phoebe var ganske simpelt for langsom. Hendes krop slappede af, som hun lå der og direkte kogte under dynen i forsøget på at finde den sidste varme. Hun nåede næsten end ikke at slippe ham igen før søvnen var så tæt på, og hun virkelig forsøgte at kæmpe imod. De nøddebrune øjne var til dels gledet i skjul bag de tunge øjenlåg, også selvom hun stadig i sov, hørte dem men var så langt væk, brugte den sidste energi op den indre kamp ”Jeg elsker dig” hviskede hun stille.

//Out.

[Deleted]

For hvert øjeblik der gik, så var det tydeligt at særligt Ebony måtte blive svagere og svagere. Den stakkels unge kvinde, havde heller ingen sul på kroppen, og hun havde med største garanti ødelagt sit indre nok til, at den ikke havde været i stand til at bekæmpe sygdommen så hårdt, som det Jaspers tydeligt havde forsøgt. Hendes blik hvilede afventende på Ebony, hendes lykke var ikke til at tage fejl af, og det var en af disse korte stunder, hvor hun så meningen i det arbejde som Darlene gjorde sig. Tanken om at skulle afhente Ebonys lig alene, den ville hun end ikke kunne bære, at ingen var i stand til at tage hendes hånd, og give hende den tryghed, det var noget både hun og Jasper nu var med til at give hende, prøve for alvor at skænke hende den fred, som hun i den grad fortjente. Det lille smil bredte sig over hendes læber, ved det klare ja. Det var anstrengt, hun kæmpede mod søvnen, og Phoebe ville bestemt heller ikke holde på dem længere end nødvendigt, de skulle have den sidste tid sammen ”Meget vel.. Så erklære jeg jer nu hermed, for rette ægtefolk at være” hun så sigende mod dem begge ”Du må nu..” hun nåede end ikke at færdiggøre hendes egen sætning, før Ebony havde tagte det initiativ. Phoebe trak blot på skuldrene, og betragtede dem med hovedet på skrå ”Jeg er den første til at ønske jer tillykke. Jeg vil ikke opholde jer mere, jeg er sikker på der står meget på tapetet” hun bukkede hovedet i dyb høflighed og respekt. Jo hurtigere hun ville kunne komme ud fra dette sted, jo bedre, ikke på grund af smitten, men at se dem fik hende til at tænke på hendes egne tab, både hendes to elskede skatte og så Darryl. Hun så ned mod biblen, som hun pludselig knugede hårdt ind til sig ”Jeg er bange for der ikke går lang tid før vi ses igen.. Fred være med jer” hun nejede for dem, de fortjente det, ikke mange var meget mere ædle end det som hun så dem som. De kunne overvinde det meste, men dette forbandede pest1 Tårerne vældede igen i hendes blik, hun lod døren åbnes og trådte ud i gangens mere fri luft. Der var fuldkommen stille, ingen fuglesang at høre. Et suk forlod hendes læber, idet døren bag hende gled i. Deres lykke var om ikke andet bragt. Hvorfor havde hun pludselig lyst til at finde Darryl, holde ham ind til sig, og bede ham aldrig forlade hende? Lade ham kysse hende til de tanker ville forsvinde. Hun skubbede dagdrømmende fra sig, det kunne under ingen omstændigheder komme på tale! Med hastige skridt satte hun kurs mod udgangen, det ville uanset ikke være en lang adskillelse, det vidste hun allerede nu.

//Out.