Caught by surprise..

[Deleted]

Mørket havde sænket sig over Procias. Fuldmånen hang oppe over den store himmel, og ikke så meget som en eneste sky var at skulle se. Ikke fordi at det var noget som rørte Castiel på den måde. Han var temmelig træt, han var irriteret og ikke mindst nu hvor han igen og igen kunne sidde og tænke på det som var sket ham; Han havde været ude – måske lidt for tæt på grænsemuren op til Procias og nu var han nødsaget til at skulle sidde her. De havde jo ikke noget som helst på ham! Vagterne havde allerede gjort meget grin med ham og specielt med en lås som sad fast ved det yderste vingeled, hvilket kun gjorde ham langt mere irritabel end det som han var nødsaget til at være fra før af. Han fnøs ganske let som han fortsatte sin vandring frem og tilbage over gulvet i den lille celle som han havde fået. Lidt som et dyr som måtte lide under stress, for han kunne virkelig ikke falde til ro på nogen som helst måde overhovedet. Selv med de mange timer som måtte gå, de mange andre fanger som bad ham om at dæmpe sig og bare lægge sig til at sove, selvom han valgte at ignorere dem, for han ville da bestemt heller ikke give efter for dem og bare lægge sig til som en eller anden underdanig tingest! Han nægtede at underlægge sig procianerne!
Solen var endelig på vej op, også selvom det ikke havde rørt Castiel særlig meget. En ganske tynd lille solstråle søgte ind igennem de huller som var i slotsmuren. Ikke store nok til at fangerne kunne slippe ud naturligvis, men lige stor nok til at lade lyset trænge ind, så de også kunne finde ud af, hvorvidt om det var dag eller nat. Havde han virkelig siddet her så længe allerede? Det var slet ikke noget som han som sådan rigtigt kunne forstå. Endelig endte han med at dumpe ned at sidde ved det gamle tæppe som han havde fået. Som en dødsengel, så nærede han sig på alle de andres negative tanker og følelser, hvilket nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, for det var heller ikke fordi at han som sådan kunne gøre noget som helst ved det alligevel. Han fnøs ganske let, tog fat om tæppet og kastede det bare stile og roligt omkring sig. Det var jo heller ikke fordi at han havde andet at tage sig til. Han vendte blikket stille ned mod gangen. Han vidste at vagterne stod der trods alt. ”Jeg keder mig!” udbrød han med en fast tone, idet han endnu en gang rejste sig endnu en gang og gik direkte hen til tremmerne som han greb fat omkring. Han var nok langt den livligste i fangekælderen, men det var noget som han var ligeglad med! Han var i den grad træt af at sidde der!

[Deleted]

Natten var blevet til tidlig morgen. Den blege måne var gået bort, og var i stedet blevet erstattet med den morgenrøde sol. Sommeren var over Procias, og fungerede som en kulisse, for de problemer landet faktisk måtte stå i. Fuglene sang smukt, og eftersom sulten stadig var forfærdelig i landet, så sad voksne som børn ikke længere på landets veje, og tiggede og bad for blot en bid brød. Slottet stod i alt sin pragt, solen smukke stråler skinnede ned over det, og lod næsten til at forsøge, at skænke det den varme som det nu engang var kendt for. Meadow kastede det funklende grønne øjne mod den store port, idet den åbnede sig for hende. Hun var selvfølgelig kendt på disse kanter, slottet holdt hende i live, eller rettere sagt, så gjorde dets dyre smag og deres hær.. Det mindede hende om Gabriel. Hun kunne ikke som sådan huske hvorfor de havde skændtes, det var egentlig også lige meget, men hun ønskede bestemt ikke at skulle møde ham! Tanken skød hun fra sig, og hilste roligt på den soldat der trådte hende i møde og nejede for hende. Hun sendte ham et blidt smil ´. ”Godmorgen Iahn. Jeg går ud fra at du vil være min guide?” hun så på ham med lettere spørgende øjenbryn. Iahn nikkede og gjorde tegn til at hun skulle følge med. Procias var et svagt land, og det havde desværre ført til, at dvasianere var blevet overmodige, og kom for tæt på grænsemuren, så fangekælderen var blevet fyldt op, og eftersom man ikke kunne udstøde en dom, så var det langt lettere at give dem til de som faktisk måtte behøve det. I stilhed fulgte hun denne unge soldat ned mod de mørke kældre, der på en eller anden måde, nærmest virkede hjemlige for hendes del. Det blonde hår, var fuldt op i en smuk med enkel knude i nakken, der fik hende til at se meget bestemt ud, selv med hendes meget uskyldige ansigt. En rosa kjole prydede hendes meget robuste skikkelse, i hendes job kunne man ikke overleve ved at være lille og spinkel. Bag på ryggen var der ganske vidst ingen store prægtige vinger men kun en sølle rest af vingeleddende tilbage. Kælderen var kold og ikke mindst fugtig. Idet de trådte ind, var det som alles øjne rettedes mod hende, hvilket omgående lod hendes blide smil falme, også selvom hun langt fra formåede at se skræmmende ud. Iahn, gav hende tegn til blot at se sig omkring. Hun nikkede taknemligt, og gav sig ned blandt de fulde celler. Det pludselige udbrød, rev dog straks i hendes opmærksomhed. Ganske roligt trådte hun frem mod Castiels celle, og betragtede ham med indgående blik. Dødsengel, det kunne ikke stå mere tydeligt. ”Dit navn?” spurgte hun tydeligt krævende for et svar. Hendes tone lod langt strengere, end det hendes blik faktisk så ud til at være. Hendes slanke fingrer lukkede sig om de kolde, tynde tremmer. Hun frygtede ham ikke, men han var interessant. Hun havde brug for en der ikke brokkede sig, en med udholdenhed, og en der sammentidig ville turde at ytre sin mening, hun havde ikke brug for en slave, men for en lærling.

[Deleted]

Castiel var virkelig ikke en mand af den store tålmodighed, ellers ville han da have affundet sig med sit pludselige nye liv med det samme. Han havde virkelig bare brug for noget at lave og det skulle i den grad også være nu! Han begyndte endnu en gang at gå frem og tilbage, selvom der var mange andre ting som fangede sig af hans opmærksomhed. At der var nogen som var kommet ned til dem, var noget som han hurtigt vendte sig mod. Det var da noget af det mest spændende som var sket siden at han var kommet. Ja, folk havde ganske rigtigt prøvet at få ham til at snakke, fortælle hvor han måtte komme fra, selvom det virkelig ikke havde hjulpet dem det mindste, for han havde slet ikke haft noget som helst at skulle have sagt! Han kneb øjnene let sammen, også selvom han blev stående, da denne kvinde måtte stoppe op foran ham. Hun udstrålede af en klar autoritet – en autoritet som han kun måtte kende alt for godt, så det var også noget som han i den grad også godt kunne mærke. Han faldt langt hurtigt en anelse en til ro, også selvom det slet ikke var det samme som det havde været hjemme ved Rachel. Hun havde endda valgt at frigive ham for pligterne som hendes slave, også selvom han altid havde kaldt sig ved den titel ved hende. Han havde aldrig været andet. Det var det eneste som han kunne huske fra hans liv, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han vendte ganske kort de nøddebrune øjne mod vagten som stod ikke langt derfra. Han gjorde vel egentlig bare ret i at skænke denne kvinde hvad hun ville have, hvis han ville have noget som helst ud af det i den anden ende? ”Castiel, frøken.. mit navn er Castiel.” At underkaste sig og være andre underdanig, var noget som altid var en udfordring, det var helt sikkert og på denne her måde. Han blev stående. Af dem som var hernede, så var han nok også den som var mest frisk og mest oppe på dubberne, selvom det nu heller ikke kunne forundre nogen som helst. Han var en dødsengel, en som styrkede sig på andres ubehag og smerte og det var noget som han i den grad godt kunne mærke i hans sind som han stod der nu. Han var jo fuld af energi! ”Og deres..?” Næsten hurtigt var han henne ved tremmerne, hvor han lod hænderne gribe fat omkring hendes, så hun slet ikke var i stand til at trække dem til sig. ”En kvinde som nyder sin frihed ude i solen, ikke sandt? Et smukt ansigt, et kækt smil... et liv..? Hvad er dit navn?” Han strammede grebet, også selvom han vidste at vagten ville give ham et ordentligt rap over hænderne, så tog han sig slet ikke af det. Han havde virkelig bare brug for noget at lave!

[Deleted]

Hvem end denne mand var, så var det tydeligt at han virkelig var rastløs, hvilket næsten var noget som direkte måtte morer hende. Flere blikke fulgte enhver bevægelse, hun kunne fornemme dem hvile på hende, hun valgte dog at ignorere det, eftersom det ikke interesserede hende. Det var denne mand der havde skilt sig ud fra mængden, hvilket var noget hun værdsatte. De funklende grønne øjne, betragtede ham nøje og indgående, så gennemborende, som forsøgte hun næsten at se igennem ham. Hun kendte ham ikke, hun vidste intet om hans tid som slave, men han fulgte hendes regler. Et veltilfreds træk i mundvigen afslørede sig for en kort stund, før det omgående faldt igen. ”Meget vel.. Castiel,” hun smagte på navnet, med en tone der nærmest måtte være flirtende, visse træk lå endnu fra Dvasias, det kom hun ikke uden om. Iahn bevægede sig roligt mod dem, med et yderst mistænksomt blik. Han var på vagt. Roligt stoppede han ved Meadows side, hun skænkede ham ikke så meget som et blik, men hun vidste at han var agtsom. ”Castien frøken. Slave fra dvasias fanget for tæ..” Meadow bed ham omgående af. ”Jeg er glad for sin fremvisning, Iahn, men alt dette er ting som en slavehandler ville vide, jeg er ærlig talt ligeglad,” erkendte hun. Soldaten nikkede blot forlegent, og sendte Castiel et advarende blik. Den mand var direkte forfærdelig når han kedede sig! Netop som hun ville åbne munden, og præsentere sig, blev hun afbrudt af det chok hun fik, idet hendes hænder automatisk endte et sted bag hans. De var kølige men ru. Det intense blik stirrede direkte ind i hans, og for et kort øjeblik måtte hendes hjerte springe flere slag over. Hun lod ham tale ud, lod ham udløse den spænding i hendes eget indre. Inden hun overhovedet nåede at reagere havde Iahn trukket en mindre kniv, og hamrede skæftet mod mandens fingrer. ”Opfør dig!” Meadow lod chokeret blikket glide mod Castiels hænder, der var direkte farvet i røde og blå farver. Smerten ville han ikke føle, ikke hvis hun havde ret, men det gav bestemt ikke vagterne ret til den form for behandling! Der var så stille, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden. ”Det skal være ham,” mumlede hun bestemt og uden den mindste tøven. Hun bemærkede at Iahn, så direkte dumt på hende. Det kække smil spillede over hendes uskyldige, rosa læber. ”Jeg nyder min frihed i den varme sol. Mit navn er Meadow. Jeg er Procias smed, og jeg kan informere dig om, at du vil blive min nye lærling. Iahn vær venlig at løslade manden, jeg er desuden sikker på at Jason vil blive forarget over jeres metoder,” påpegede hun. Ganske roligt trådte hun tilbage, for at give ham mulighed for at lukke denne mand ud. Han gav hende hvad hun ønskede! Iahn, så på hende og derefter på Castiel.”Selvfølgelig frøken, men du begår en enorm fejl,” han så direkte forlegent på låsen, han ønskede vel heller ikke at hun skulle sladre? Meadow slog blot hans ord hen, det var vel hendes bord?

[Deleted]

At ryge fra det ene sted til det andet var slet ikke noget som var ukendt for Castiels vedkommende. Det var noget som han havde prøvet så mange gange før. Han bar jo låsen omkring sine vinger af en grund. De var ganske enkelt ubrugelige. Han kunne slet ikke huske at han havde været i himlen før. Hans mørke øjne hvilede på hende. Iahn var en mand som han kendte alt for godt til. Det var jo trods alt den ’kære’ mand som skulle tage sig af ham mens han måtte sidde nede i fangekælderen. Han kunne sagtens spille efter reglerne, selvom det som regel skete på hans egne præmisser, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han holdt hende direkte fast idet at han havde fået fat i hende, selvom Iahn tydeligt måtte reagere hurtigere end det som han lige havde regnet med, selvom det nu heller ikke var noget nyt. Skaftet som blev hamret direkte ned i hans hænder, var noget som normalt ville få langt de fleste til at skrige og skråle, men ikke ham! En dødsengel tacklede den smerte, selvom reaktionerne var helt de samme. Han måtte tvinges til at skulle give slip og trække hænderne hurtigt til sig. De var allerede banket gule og blå og til dels, så kunne han knapt nok bøje i fingrene, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af. Han vendte blikket direkte vredt mod ham. Han havde jo heller aldrig nogensinde bedt om at skulle sidde i fangekælderen på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Ikke fordi at han sagde noget andet, foruden at trække sig hen til væggen som var længst væk fra dem. Han vendte blikket direkte mod Meadow. Han tænkte meget over navnet, også selvom.. det var nu heller ikke helt så tosset set i hans øjne. Nok var han en smule underernæret, men han angreb jo mere eller mindre alt som måtte komme forbi på vejen, såsom denne vagt og det var med god grund! ”.. Lærling?” gentog han næsten forundret. Skulle han stå som lærling i en smed? Den var da helt ny kontra det som han ellers var så vant til fra før af. Han rettede sig en anelse op, hvor han lod tæppet søge af sin egen krop. Låsen omkring vingeleddet trådte frem, selvom han ikke tog sig synderlig af det. Han rakte tungen direkte af Iahn. ”Se! Jeg sagde jo at jeg hurtigt nok skulle komme herfra!” endte han med en tydelig skadefro mine, hvor han trådte helt tilbage til lågen igen, som han bare ventede på at den blev låst op. ”Kom så, kom så! Jeg har ikke hele dagen!” endte han tydeligt utålmodigt. Ligesom det stod nu, så var han klar til at tage enhver mulighed for at komme derfra! Han vendte sig mod Meadow. ”Dette skal jo nok blive interessant.” Han blinkede let til hende. Måske hendes regler, men det blev i den grad på hans præmisser.

[Deleted]

Meadow var ikke i tvivl om at det skulle være denne herre. Det ville blive en udfordring, det kunne hun allerede nu gætte sig til, men det gjorde hende absolut ingenting, hun ville trods alt også ø ske sig et selskab, hun rent faktisk ville være i stand til at skulle nyde. Hænderne foldede hun roligt foran sig, og stod ganske tålmodigt mens Iahn, måtte trække den så langt ud, som det overhovedet var ham muligt. Hendes hjerte måtte endnu slå et par hurtige slag. Det ville i den grad blive interessant, han ville lærer at lege efter hendes regler, det kunne hun love ham for. Hun måtte direkte finde metoden til fangerne direkte frastødende! De blev behandlet som havde de været fanger i Dvasias, det kunne hun sige, for der havde hun skam været, hun var sikker på at den information ville chokere Jason. Castiels utålmodighed både morede hende, og gjorde hende en anelse usikker. Ville han stikke af så snart han var lukket ud? Hun rettede roligt på den stramme knold af blonde lokker, hvilket resulterede i, at flere totter måtte frafalde elastikken, grundet dets glathed. Nogle af Adrians gamle klæder, hvilede stadig hos hende, og hun ville tro at de havde omtrent samme størrelse, hvad angik føden, så måtte man i disse tider tage hvad man ville kunne få, enhver var underernæret i denne tid. Meadow måtte direkte tvinge en latter inde, ved denne simple fanges tone og hundsen med en af slottets soldater, det var tydeligt at det virkelig måtte irritere Iahn. Hovedet gled let på sned, hun forsøgte at fange detaljerne ved Castiel, bed sig mærke i hans vingelås. Hun kunne forstå hans frustration, eftersom hun aldrig havde haft hendes egen enorme stolthed, selv det problem skulle de nok løse, dog ville hun lige lade Castiel finde den respekt for hende. Hun nikkede blot roligt mod Castiel. ”Lærling,” gentog hun kortfattet. Der var et mindre glimt i hendes blik, der afslørede den store tilfredshed, hun måtte sidde med. ”Der er ingen grudn til hast, kære Castiel,” påpegede hun blot, også selvom hun gav tydeligt tegn til Iahn om at skynde sig. ”Dog har manden ret, det er en vidunderlig ny dag, og jeg kan trods alt ikke lade jer i hæren vente for længe, jo hurtigere han kommer fri, jo hurtigere kan jeg sætte ham i gang,” hun sendte soldaten et direkte sukkersødt smil, hvilket kun resulterede i mere hadfyldt mod Castiel. Han trådte til side, og lod tremmer trækkes. ”Skrid din flabede møgunge,” hviskede han tæt til Castiels ører, i fare for at Maedow selv måtte høre det, dog efter nøje intenst blik, lod det til at hun ikke havde den mest fjerne anelse. De andre fanger brød desuden ud i en kraftig mumlen, nogle af lettelse, det lod ikke til at denne dødsengel var direkte populær blandt andre fanger, men i den grad også jalousi, eftersom de måtte sidde længe endnu. Hvilken vidunderlig dag!

[Deleted]

Castiel vidste godt, at han ikke var særlig velset blandt nogen som helst, selvom det nu heller ikke var noget som forundrede ham som sådan. Han havde pisset dem godt og grundigt af, netop fordi at han ikke havde fundet hvile, han havde ikke slappet af eller noget som helst på nogen måder. Han vendte blikket roligt mod Meadow og med den samme mine. Han kunne sagtens og med lethed underkaste sig hende og hendes regler, også selvom det hele nok skulle ske på hans egne præmisser. Han havde slet ikke nogen respekt for soldaterne her på stedet, netop fordi at det var den måde at de gik frem på. For ikke at glemme, at det var den måde som han var så vant til fra før af, og som han aldrig nogensinde havde haft det mindste respekt for i det hele taget. Hans knoer var mere eller mindre ødelagte, selvom det slet ikke var en smerte som han bed sig af. Det gjorde ikke ondt. Den form for smerte kunne han slet ikke mærke sig af, hvilket han selvfølgelig var frygtelig lettet med. Han vendte blikket direkte mod dem, som lågen langt om længe måtte gå op. Selvom Iahn var langt hurtigere end det som han ønskede sig, var noget som han ikke tog sig særligt meget af. Han stoppede op i åbningen, idet han vendte sig mod ham og kun sendte ham en direkte fast mine. Der var virkelig ikke nogen respekt at skulle se eller spore i hans blik på noget tidspunkt. ”Og det skal jeg gøre selv med den største glæde.” At Meadow kunne høre det, var noget som han i bund og grund, var fuldkommen ligeglad med og endda på alle tænkelige måder overhovedet. Han slog armene roligt over kors og vendte blikket roligt mod Meadow endnu en gang, idet at han trådte helt ud og stillede sig roligt. Han vidste godt hvor grænserne gik og hvad det hele sagde, så han vidste at.. han nu tilhørte hende vel? ”Jeg går ud fra, at jeg så skal med dig?” spurgte han roligt og ikke mindst med en spørgende mine. Han ville jo egentlig bare gerne vide hvad det var at han havde med at gøre, og hvad han havde mellem hænderne, så han også vidste at det var der. Han rykkede let på vingerne, også selvom det nu ikke gjorde ham det mindste som sådan. Han var efterhånden så vant til det, for den havde jo ligesom.. altid været der.

[Deleted]

Meadow fangede blot hans blik, og lod det kække smil brede sig. Hun var skam ikke som alle andre tosser i dette land, der direkte var så naive og blide, hun var trods alt heller ikke opfostret i dette lys, på trods hendes hjerte måtte være af det purer guld, hun forstod sig på Castiel og hans situation. Iahns mening havde absolut ingen betydning for hende. De andre fanger måtte hun direkte ignorere, det var uanset tydeligt at Castiel og denne kære soldat måtte have en form for historie, eftersom de ikke ligefrem tiltalte hinanden på en respektfuld måde, hun tvivlede generelt på at Castiel var en respektfuld mand, men at han ville blive hende en torn i øjet på et tidspunkt. Hun lod Iahn træde til side, og nikkede blot mod Castiel. ”Du skal med mig,” gentog hun roligt. Det var tydeligt at Iahn skulle have de sidste skældsord med sig, hun undlod at kommentere det, for det vedkom virkelig ikke hende. Det var ikke et herre/slave forhold de måtte have, han ville blive hendes lærling, og hun hans lærermester, det var der på ingen måde en skam i, og han ville få ret til netop at ytre hans mening frit, hvilket hun var sikker på at han ville elske. Uden så meget som at tøve, bevægede hun sig frem mellem cellerne. ”Eftersom jeg ikke er fan af denne kælder, forslår jeg, at vi skynder os hjem, derefter kan vi finde ud af hvad vi gør. Jeg ved at du vil være en torn i mit øje, og jeg ved at du vil synes jeg er en kælling med en flot barm, men lad os endelig få det bedste ud af det,” sagde hun med klare spor af tydelig sarkasme. Ligesom ham var hun rimelig direkte. Hendes hænder måtte endnu brænde efter den intense berøring af hans alt for kolde hænder. Ganske roligt bevægede hun sig op af den store vindeltrappe, lyset ville helt sikkert skære ham i øjnene, eftersom han havde sat i en kælder så lang tid som han havde gjort. Iahn fulgte ikke efter, hvilket næsten kun måtte glæde hende. ”Jeg håber at jeg ikke tager fejl af dig, Castiel,” mumlede hun mere for sig selv, end det var henvendt til ham, også selvom hun vidste at han ville høre det. Hendes blik så agtsomt omkring, hun ønskede ikke at blive opholdt længere hun var faktisk nysgerrig på denne Castiel, det skulle nok blive en interessant affære, hun måtte næsten ligefrem glæde sig til, at have en hun ville kunne hundse rundt med, og lade den tage den daglige frustration. Med en umådelig uskyldig mine, foldede hun hænderne foran sig, en svag rødmen bredte sig i kinderne, og hun bar et selvtilfreds glimt i øjnenen. Lumske planer, flere af dem endda, og han ville alt sammen blive en del af dem. ”Jeg er sikker på at vi nok skal få det sjovt,” sagde hun, denne gang direkte henvendt til ham. Hun kastede et blik over skulderen og sendte ham et strålende smil.

[Deleted]

Castiel havde virkelig ikke en skid til overs for Iahn og det var der mange grunde til. Måske at manden stod højere end ham på rangstigen, men han udstrålede på ingen måder med den autoritet som denne kvinde gjorde, og derfor var det også langt mere naturligt for ham at gøre hvad hun sagde end alt det andet. Han vendte blikket roligt mod hende ved hendes ord, hvor han selv ikke kunne lade være med at trække så kækt på smilebåndet. Det lød jo som om at tøsen allerede kendte ham! Armene slog han let over kors, som han vendte blikket direkte mod Iahn og næsten med en beklagende mine ned det som han havde gjort brug af tidligere. ”Virkelig? Enten har Iahn slængt lidt for meget med læben, ellers er du bare.. dygtig..” Han vendte blikket ganske kort i retningen af manden. Ganske rigtigt, så var han en mand som elskede at betragte kvinderne. Det var jo noget som han havde gjort stort set igennem hele hans liv, så hvorfor lave det om nu? Det var der jo ingen verdens grund til, set i hans øjne om ikke andet. Hans person var nok heller ikke så svær at gennemskue igen, men alligevel? Han var altså ikke så slem som så mange skulle fremstille ham som, var han? Han vendte blikket endnu en gang mod hende, hvor han mere end glædeligt bare fulgte efter. Hun var en kvinde som vidste hvad hun ville have, hvilket var noget som han også bar den dyreste respekt for, så det var heller ikke noget som forundrede nogen som helst når det endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne så sig omkring, som de kom op i solens lys, hvilket i den grad også var noget som måtte skære ham noget så frygteligt i øjnene! Han kneb øjnene fast sammen og vendte blikket direkte mod jorden, hvor hans gang blev langt mere langsom end den havde været til nu! Han hævede hånden forsigtigt og skyggede for ansigtet. ”Hvordan fanden klarer i den sol..?” vrissede han irriteret. Han søgte jo normalt altid skygge væk fra den, men det var jo ganske umuligt for ham nu. En lærling for en engel? Og endda i lyset? Han havde jo aldrig nogensinde været udsat for noget lignende! Han gik hastigt efter hende. ”Du viser vej.. du ved hvor vi skal hen.” Han vendte blikket roligt mod hende og med den samme mine. Han ville lige have chancen også til at se hende an før han gjorde noget som helst. Vingerne trak han let til sig, selvom det var begrænset hvor meget han kunne udelukkende på grund af låsen. Mange havde set det.. hvor svage vingerne var, for de kunne jo ikke bruges. Også selvom det slet ikke var noget som rørte ham det mindste. Han havde accepteret livet som det var.. Det var jo heller ikke fordi at man kunne kalde hans for ensformigt.

[Deleted]

Selv vagterne på dette sted lod til at nærer respekt for hende, hvilket i den grad var noget som hun nød. Kvinder i dette samfund, blev kastet frem og tilbage af mændene, det var en del af naturen, kvinder var underdanige, og hørte til i et køkken, mage til vrøvl! Hun havde sendt den kære vagt et enkelt blik, og det havde været nok, Castiel skulle ligeså nok finde sin plads ganske hurtigt. Den kække tone, og det kække smil, morede hende bare. Han var en ganske åbenlys mand, og det var noget hun i sig selv måtte værdsætte, det ville gøre det langt lettere, at holde styr på ham. Hendes mundvie trak sig i et kækt smil. ”Jeg er dygtig,” hun kastede et blik over skulderen mod ham. Der lå mere i de ord, han kunne vel tage det som en mindre advarsel? Hendes skridt gav genlyd mod det hårde gulv, solen varmede hendes honninglødede hud, meget bedre end en kælder for hendes del, desuden så var der ikke megen sol i hendes lille smed. Hun kunne fornemme hans blik, hun vidste at han betragtede hende. Det morede hende blot, han var virkelig ikke svær at gennemskue, en guds gave til kvinderne. Meadow selv var en kvinde, der vidste hvad hun ville have, og hun vidste hvordan hun ville forsøge at få fat i det. Hun blev dagligt undervurderet, det var ikke en fejl han lod til at begå, endnu vel og mærke. Hun så roligt på ham, for at se hvordan han måtte takle solen, den kælder var noget så mørk, hvilket hun generelt måtte være imod. ”Svider det?” spurgte hun roligt, ikke med en videre bekymring, blot et retorisk spørgsmål.Slottet henlå i komplet ro, hvilket i sig selv måtte undre hende, var det så tidligt? I disse tider, var søvnen virkelig ikke nødvendig, det var nedprioriteret, også for hendes vedkommende, hun skulle trods alt holde biksen kørende, hvilket var umådelig svært, hun glædede sig til at få selskab i løbet af dagen, også selvom hun lod til at være komplet ligeglad. Hun kuklo lettere tilfredst, som han i det store og det hele måtte besvare hendes spørgsmål inddirekte. Hun var en af dem som faktisk måtte nyde solens varme stråler, også selvom hun ikke bar noget der mindede om vinger. ”Tro mig, du vænner dig til den snarest,” påpegede hun roligt. De nærmede sig den store, bevogtede udgang. Hun skulle skam nok vise vej, så langt var der trods heller ikke ind til byen, der var derefter det for alvor ville ende med at blive interessant, det ville blive utrolig rart, atter at have en at hundse lidt rundt med. ”Jeg håber du er vel udhvilet,” hun sendte ham et stille smil, mere blidt end det hun havde gjort til nu, de store døre blev slået op, og hun trådte ud i i den lyse morgen. Solen stod allerede forholdsvis højt på himlen, fuglene sang, så det kun kunne være beroligende. Hun elskede det, men for de som levede i mørket, som Castiel, så ville dette nok gøre ham temmelig morgensur.

//OUT

[Deleted]

Man kunne snildt sige at Castiel var vant til mørket. Hans forrige herre havde været vampyr og nu var han endt ved den næste? Sjovt nok at begge skulle vise sig at være kvinder, selvom han nu ikke havde det mindste imod det kvindelige køn. Måske at han var lidt for gammeldags, for han så dem helst med hele flokken af møgunger, vask og pleje af hus og så madlavningen til manden kom hjem, selvom det nu heller ikke var et liv som han fik lov til at tage meget del i, om det var noget som han ville det eller ikke. Ikke med det liv som han havde, også selvom det faktisk ikke var noget som han gjorde med vilje. Hans forældre havde faktisk taget sig af ham efter bedste vilje, selvom det bestemt heller ikke havde gået i deres retning. Han var en mand som vidste hvad han ville have og selvfølgelig skulle han have lov til at teste hendes grænser, også mest for at se hvor den gik og hvad han kunne tillade sig at gøre og se hvor sur han kunne gøre hende før hun ville reagere, ligesom han havde gjort ved de mange andre steder som han havde været, hvor han alligevel havde vist sig at være en kæmpe mundfuld. Solen var dog virkelig noget som skar i hans øjne! Han var slet ikke vant til at se lyset uanset hvordan man vendte den eller ikke, så var det heller ikke en hemmelighed. Han vendte blikket mod hende, hvor han blot sendte hende en mere irriteret mine. ”Jeg går ud fra, at det spørgsmål var retorisk, ikke?” Han hævede sigende det ene bryn som han slog armene roligt over kors og vendte blikket omkring. Umiddelbart så havde han aldrig nogensinde fået lov til at se Procias som sådan, selvom han måtte sige, at han slet ikke var videre imponeret over alt det lys! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han trak let på smilebåndet. ”Kæreste Meadow.. Jeg behøver ikke hvile for andres fornøjelse.” Han blinkede let til hende. Han skulle nok få hende knækket ligesom han havde gjort med alle andre. Vagten havde vel et sted også haft ret? Hun gjorde en stor fejl netop ved at skulle tage ham med sig til hvor de nu skulle hen, for det var jo noget som i sig selv, var ganske ukendt for ham på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke nogen hemmelighed i sig selv. Hovedet søgte let på sned, som han gik lige efter hende. Vingerne ikke foldet helt ud, for det var noget som han ikke kunne, selvom det nu var noget som han var vant til at rende rundt med, så klarede han sig vel? Han måtte dog erkende, at han ikke var ved det bedste humør. Mørket var i den grad hvad han selv måtte foretrække.

//Out